Ja, jeg var altså i Göteborg sidste måned, til foredrag med Robert Whitaker
Whitakers bog er, ligesom forgængeren Mad in America, rystende læsning. Og en ting er de videnskabelige data og fakta, der stort set gennemgående straffer alle psykiatriens fortællinger om psykofarmakas fortræffeligheder løgne -- men det har dem af os, der er fulgt med i forskningen, jo vidst længe --, en helt anden er, at få den mistanke, som selv mange kritikere dårligt tør at have, at psykiatrien nærmest fra starten af har vidst, at dens fortællinger om psykofarmakas fortræffeligheder er lige så meget løgn, som fortællingerne om biologisk hjernesygdom, så umisforståeligt bekræftet, som det sker i Whitakers bog via citat efter citat af "ekspert"udtalelser angående sagen.
Whitaker afsluttede foredraget som de fleste andre kritikere med det uundgåelige, politisk korrekte: "Jeg ved godt, at mange føler sig hjulpet af psykofarmaka, og der er en plads for stofferne i behandlingen."
I den efterfølgende diskussion spurgte jeg ham, hvorfor han, efter at han lige havde præsenteret de videnskabelige data og fakta, der allesammen klart sagde én ting: at hvis folk føler sig hjulpet af psykofarmaka, dette må tilskrives enten en placeboeffekt, og/eller simpelthen det faktum, at deres selvbedømmelsesevne er nedsat grundet stoffernes indflydelse, og at der rent faktisk ikke er nogen plads til stofferne i "behandlingen", hvis denne "behandling" skal være virkeligt til hjælp for folk i krise, alligevel valgte, at afslutte præsentationen med hvad der må betegnes for en undskyldning for samme præsentation.
Whitaker kommer i det sidste kapitel af Anatomy of an Epidemic udførligt ind på finske Åben Dialog-tilgangen, også kendt som "Vestlaplandsmodellen", som et veldokumenteret effektivt alternativ til den ellers gængse, biomedicinske tilgang til kriser. Men selv Åben Dialog gør brug af psykofarmaka, om end i meget begrænset omfang, især når det kommer til "anti"psykotika, og kun som en"nødløsning". Som svar på mit spørgsmål sagde Whitaker bl.a., at han godt kunne tænke sig at se et projekt à la Åben Dialog iværksat, der dog, til forskel for Åben Dialog, slet ikke gjorde brug af psykofarmaka. Det kunne jeg nu også godt tænke mig at se! Som Whitaker sagde, menneskeheden har igennem årtusinder overlevet uden disse stoffer, så...
Slides'ene til foredraget findes her.
Og så var jeg som sagt i Odense for en uge siden, til møde i følgegruppen (uanset hvor meget snak der er om at brugerne skal være eksperter i eget liv, så rækker velvilligheden fra systemets side som bekendt ikke så langt som til at lade denne indsigt få reelle konsekvenser, og lade brugernes ekspertise få styrende indflydelse på den slags projekter, så, som bruger respektive kriseerfaren er man henvist til følgegrupperne) til projektet
Projektet, der primært retter sig mod mennesker, der bor på bosted, eller har bostøtte, består af en række i og for sig ganske gode idéer, bl.a. indførelsen af en "medicindagbog", hvor brugeren noterer virkninger og "bi"virkninger af "medicinen", deraf følgende eventuelle ønsker om ændringer i medicineringen, osv., et initiativ til "den gode konsultation", dvs. hjælp til at forberede det næste besøg hos ens shrink, så man får det bedste ud af besøget, og også indførelsen af "individuelle mestringskataloger", hvor den enkelte nedskriver "komplementære" -- man har med fuldt overlæg fravalgt begrebet "alternative", for ikke at få shrinks'ene op i det røde felt med det samme -- metoder, såsom NADA, en snak med en god ven, mindfulness, og og og... til krisehåndtering. Især det sidste noget, der har været kendt for mange af os i lang tid. Derudover eksperimenterer man med psykoedukation i grupper, med tyngdepunkt på "medicinen", og sideløbende grupper hvor man arbejder, overfladisk, men immervæk, med livshistorien. Især det sidste noget, der har vist sig, at være en succes blandt brugerne -- surprise, surprise! NOT!
Jeg var lidt skeptisk, da jeg tog afsted til mødet, om jeg overhovedet ville kunne holde ud, at overvære hele séancen. Og kaffen var da godt nok heller ikke noget, at råbe hurra for. Men sandwiches'ene var ok, de tilstedeværende var allesammen søde mennesker, og intentionerne var gode, og bare gode.
Men, men, men... Som vi alle ved, så er vejen til helvede brolagt med gode intentioner, og i det omfang, som der stadigt holdes urokkeligt fast i den medicinske forklaringsmodel, afkræves brugerne den berømte "sygdomsindsigt", og menes, at "(f)or sindslidende i medicinsk behandling er et stabilt medicinforbrug efter lægefaglig ordination en væsentlig forudsætning for at kunne leve et selvstændigt liv på egne præmisser" (fra projektbeskrivelsen), så vil projektet næppe kunne leve op til sit smukke mål, at fremme recovery og empowerment, og de to ord må nødvendigvis forblive tomme floskler indenfor projektets rammer.
Hvad projektet vil kunne gøre for brugerne, er at give dem lidt mere at tage sig til i hverdagen, for at få tiden som førtidspensionist til at gå, og samtidigt give dem en illusion om at have noget at skulle have sagt i deres liv. Og her ligger der også et enormt misbrugspotentiale i projektet, i det, at behandlerne kan henvise til de forskellige tiltag, og den tilsyneladende brugerindflydelse, de repræsenterer, og sige: "Nu har i jo fået lov til at sige noget, hvad vil i mere?!" Dvs. systemet kan klappe sig selv på skulderen, og påstå, at det lytter til brugerne, at recoverytankegangen og empowerment er implementeret, uden at dette faktisk er tilfældet.
Brugere har til enhver tid givet udtryk for manglende virkning, og massive "bi"virkninger af "medicinen". Med eller uden "medicindagbog". Hvad skulle få den gængse praktik blandt behandlerne, at svare på den slags udmeldinger med endnu flere piller, til at ændre sig? Så længe livskriser defineres som hjernesygdom, og dem, der oplever disse kriser, som bogstaveligt talt syge i hovedet: ingenting. Og hvad skulle få et besøg hos ens shrink til at blive en "god konsultation", når ingen af de spørgsmål og informationer man forbereder til besøget kommer så meget som bare i nærheden af at sætte spørgsmålstegn ved den biologiske forståelse og deraf følgende medicinske "behandling" af livskriser, dvs. så længe den af Robert Whitaker i Anatomy of an Epidemic og ved foredraget i Göteborg så tydeligt præsenterede sandhed fortsat forties til fordel for fortællingerne om hjernesygdom og psykofarmakas fortræffeligheder, og, mht. især dette projekts målgruppe, uundværlighed, så længe alternativer ikke må være alternativer, men allerhøjst til den angiveligt så uundværlige medicinske "behandling "komplementære" metoder? Også her må svaret være: ingenting.
Da jeg læste de forskellige materialer, projektbeskrivelsen etc., igennem inden mødet, havde jeg ved hver sætning igen oplevelsen af at "recovery" og "empowerment" forsvandt ud i den blå luft, i stedet for at blive konkrete og håndgribelige, og at, under stregen, og mht.netop disse to så afgørende koncepter, når vi taler det, at komme igennem og ud af livskriser, materialet ikke var det papir værd, det var skrevet på. Ok sandwiches, søde mennesker, og gode intentioner til trods, har mødet ikke kunnet ændre på denne oplevelse.
I følgegruppen er der en del fokus også på spørgsmålet, hvordan projektet kan finde udbredelse, uden at man træder specielt shrinks'ene for hårdt over tæerne. Ja, projektet betyder vel, at de skal afgive noget af deres magt til brugerne, ikke? Og det er shrinks jo ikke så voldsomt glade for, som regel. Men bare roligt! Der er intet i projektet, der seriøst kunne true shrinks'enes magt, eller, sagt på en anden måde, skabe et mere jævnbyrdigt forhold mellem dem og deres klientel. Der er bare smukke, men desværre ret så tomme ord i dette projekt.
Opslag
