Psykdiagnonsense - I

Jeg har ikke fundet helt tilbage til min Buddhistiske ro endnu. Er dermed ikke i stand til at skrive en længere, sammenhængende betragtning om psykiatriske diagnoser. Da emnet nu alligevel ikke ville lade mine tanker være i fred, har jeg fundet nogle citater frem. Udtalelser fra mennesker, der selv, på deres egen krop og deres eget sind har oplevet, hvad psykiatrisk diagnosticering - som den ultimative stempling af et menneske de er - gør ved det stemplede menneske.
_______________

"Magtfulde ord med meget og lidt mening. De hjælper med at klassificere, men ikke med at forstå. De er undskyldninger, men ikke svar. de gør det nemt at beskrive, men ikke at virkeligt forklare. De adskiller os fra os selv og andre. Så, frygter du mig eller stoler du på mig, hjælper du mig eller straffer du mig, tror du på mig eller kalder du mig en løgner hvis jeg er diagnosticeret med et af disse klistremærker? Tror du ikke, det gør ondt på mig at være mærket på denne måde? Tror du ikke, det tager min værdighed, mit håb, og mit initiativ til at gøre det bedre og bedre i livet fra mig?" - Janie Lee, M. Ed.
_______________


"Psykiatriske diagnoser som skizofreni risikerer altid at skade mennesker, risikerer altid at blive til en selvopfyldende profeti, nægter mennesker altid at definere og forstå sig selv for sig selv, vildleder altid mennesker angående de fakta om hvad der er kendt og ikke kendt om psykisk sygdom, reklamerer altid for snæver medicinsk behandling i modsætning til holistiske alternativer, og pålægger altid en forståelse, der er baseret på underordning under magten. Psykiatriske diagnoser forfølger en lang tradition af mishandling af psykisk syge, der skulle anerkendes som mennesker, fortjenende fuld værdighed, ikke stemples som værende i stykker og anderledes.

Jeg er overbevist om, at vores system af hjælp for mennesker med ekstreme bevidsthedstilstande og alvorlig lidelse kan og burde komme af med pseudovidenskabelige psykiatriske diagnoser. Jeg er overbevist om, at vi kan finde muligheder, at tage os af mennesker uden at skade dem." - Will Hall, medgrundlægger af Freedom Center
_______________

"Jeg havde en oplevelse i de tidlige 1950'ere, kort efter jeg var startet i privat praksis, af hvordan psykiatrisk diagnosticering kan skade. En ung mor var blevet henvist til mig for opfølgende behandling efter hun var blevet udskrevet fra Hillside Hospital, hvor jeg havde været under min uddannelse og hvor jeg også havde været ansat. Vi mødtes, jeg så på hendes historie og så ingen hindring i at arbejde psykoterapeutisk med hende.

Til sidst under mødet spurgte hun mig om hendes diagnose og jeg fortalte hende 'skizofreni' - hendes hospitalsdiagnose som jeg, selv på det tidspunkt, ikke anså som værende irreversibel. Men det er åbenbart som hun så det, siden hun tog hjem og hængte sig.

Siden den dag har jeg aldrig anvendt begrebet overfor en patient eller familien; mht. dem, der er forvirret nok til at opfylde diagnosekriterierne, siger jeg bare, at de er noget forvirret og at vores terapeutiske opgave er at få ryddet op i forvirringen.

Det grundlæggende problem med psykiatriske diagnoser er, som jeg ser det, deres fornægtelse af den lethed med hvilken menneskers sind kan ændre sig. Et menneske i en vanskelig situation kan være bange mandag, deprimeret tirsdag og lidt forvirret - 'skizo' - onsdag. Hvilken dag mennesket ses af en psykiater afgør 'diagnosen', der på sin side vil forøge de relaterede symptomer og dæmpe de andre.

Endnu mere vigtigt er den bestandighed en 'diagnose' (skizofreni specielt) angiveligt har. Selv om jeg havde en skizofren episode (min reaktion på medicineringen er beskrevet i Bob Whitaker's fantastiske bog 'Mad In America'), insisterede mange af mine psykiatriske kollegaer, at diagnosen måtte have været forkert, da jeg var kommet mig. Det betyder, at når som helst disse kollegaer diagnosticerer et menneske med 'skizofreni', er de af hele deres hjerte overbevist om, at patienten aldrig vil komme sig. Denne holdning er næppe hjælpfuld for deres patienter!" - Nathaniel S. Lehrman, M.D.
_______________

En bemærkning til Nathaniel S. Lehrman's betragtning: Såkaldt "skizofreni" - psykiatriens hellige ko - er altid blevet betragtet som en uhelbredelig sygdom, en "dom for livet", og bliver det den dag i dag af psykiatrien - uagtet det store antal mennesker, der altid er kommet sig helt og den dag i dag kommer sig helt. Som nævnt i andre sammenhænge før, så er det dog kun de mennesker, der enten magter at undgå systemet helt, eller der magter at forlade systemet, der kommer sig helt. Mennesker der forbliver i systemet kommer sig ikke helt. Det er dermed kun dem, der figurerer i psykiatriens statistiker, og således gør 'skizofreni' til en uhelbredelig sygdom.

Fra psykiatriens side tøver man den dag i dag ikke med at fortælle enhver med en "skizofreni"diagnose, at denne diagnose er irreversibel, en "dom for livet". Mens man samtidigt prøver at bortforklare den høje procentdel især blandt førstegangspsykotikere, der tager deres liv, som værende et "symptom" af "sygdommen" - snarere end at erkende, at selvmord er en helt naturlig og meget rationel - ikke spor "sindssyg" - reaktion på at få budskabet om livslang, uhelbredelig hjernesygdom, anerkende muligheden for fuld recovery og tage konsekvensen af det efterhånden mere end veldokumenterede faktum, at psykiatrisk "behandling" forhindrer fuld recovery. I stedet for går man i bogstaveligste forstand over lig for at legitimere sig selv som "lægevidenskab"... 
"Forgive them, for they don't know what they do"?

De ovenstående citater er taget fra Paula J. Caplan's website, PsychDiagnosis.net. Paula Caplan har været medlem af udarbejdelseskommitéen for DSM V - med DSM'en værende det amerikanske modstykke til ICD'en, kapitel V, psykiaternes bibel - men forlod kommitéen i protest, da hun så på hvilke uvidenskabelige grundlag diagnoser blev godkendt respektive afvist af kommittéen. Det skal hér nævnes igen, at psykiatrien er den eneste "lægevidenskab", der godkender respektive afviser diagnoser ved afstemning, og altså ikke på grundlag af at en hvilken som helst given adfærd skulle være videnskabeligt beviseligt et symptom på sygdom, eller at der skulle findes andre videnskabeligt beviselige kriteria for diagnosticeringen af "psykisk sygdom". Et interview med Paula Caplan kan lyttes til hér.

Jeg vil kontrastere de ovenstående citater med et citat fra en artikel på helse.dk, der i mine øjne meget godt gengiver den af psykiatrien og dens diagnoser fremmede falske ego-identifikation, der på afgørende vis er med til at låse det diagnosticerede menneske fast i uforanderlig krise, "kronisk psykisk sygdom":

"Jacob bliver herefter indlagt på en psykiatrisk afdeling og får efter tre måneders indlæggelse at vide, at han har skizofreni.

»Herefter stiftede jeg bekendtskab med projekt OPUS og kom i gang med den såkaldt sociale færdighedstræning sammen med fire andre unge psykisk syge«. Han beskriver selv sine erfaringer med OPUS således: »Jeg oplevede det som en opvågning…det var som om, jeg fandt min identitet, en forklaring på de følelser og tanker jeg havde. Fra før at føle mig udenfor, var det som om, jeg var kommet på den rette hylde«."

Eksemplet er taget fra J.A. Larsen (ed.), Sindets Labyrinter. Seks beretninger fra mødet med psykiatrien. Hans Reitzels Forlag, 2002.

Ja, Jacob fandt en identitet - som "skizofren". Men er det hans identitet? Og hvad sker der i det øjeblik, Jacob realiserer, at han er blevet offer for et kæmpestort selv-/bedrag, samtidigt med at han realiserer, at han ikke kan forlade den hylde, han er kommet på - som "skizofren"?

Here's to my therapist II - Hvorfor gener hverken prædisponerer for eller forårsager "psykisk sygdom"

Ok, ja, jeg har altså noget imod de "kære" pårørende. Især dem, der klamrer sig desperat til biopsykiatriens forklaringsmodeller og dermed fraskriver sig selv ethvert ansvar, som NAMI-pårørende f.eks. gør det så mønstergyldigt. Det fremgik vist tydeligt nok af mit sidste indlæg. Jeg synes faktisk, det er ret utroligt, at man går så langt som at udsætte et angiveligt elsket familiemedlem for denne biopsykiatris drabelige "behandlings"tiltag, bare for at redde den egne "ære". At man ofrer det angiveligt ak så elskede familiemedlem for sin egen sjælefred: "Det er ikke mit ansvar. Det er hans/hendes gener!". Lovely!

Nu er det sådan, at jeg har rigtig, rigtig dårlige nyheder til jer, alle NAMI- (og lignende) pårørende. Og også til alle biopsykiatere, -psykologer, og alle af biobiobiopsykiatrien kolonialiserede brugere. Til alle faktisk, der tror, de kan skyde skylden for (deres) "psykisk(e) sygdom" på (deres) gener, på biologien.

Jeg faldt over videoen hér nedenunder i arkiverne på Gianna's blog i går. Det er den første af syv dele, der tilsammens udgør en forelæsning holdt af cellebiologen Bruce Lipton.



Det Bruce Lipton forklarer i forelæsningen er faktisk et videnskabeligt, biologisk bevis på, at det er traumamodellen, der holder, mens genteorierne er, ja, sludder og vrøvl.

Mens den moderne genforskning tager sit udgangspunkt i antagelsen (det er aldrig blevet bevist), at gener producerer proteiner, der så aktiverer adfærd, har Bruce Lipton længe undret sig over, hvordan det i så fald kan være muligt for levende organismer at fortsat udvise adfærd, selv om generne bliver fjernet fra dem. Det burde jo ikke være muligt, hvis generne var al adfærdens alfa og omega, al adfærdens kilde.

Bruce Lipton fandt ud af, at den moderne genforskning havde smidt den afgørende del af hele den adfærdsskabende proces ud til højre: gener producerer ikke proteiner (de producerer faktisk ikke noget som helst). Til gengæld aktiverer signalstoffer, transmitterstoffer, generne som en byggeplan for nye proteiner. Signalstofferne er blevet sendt ud af en "effector", en udløser, der, på sin side, er blevet aktiveret af en receptor, en modtager, en antenne, der, på sin side, er blevet aktiveret af et signal. Det oprindelige, hele reaktionskæden igangsættende, signal. Og dette oprindelige signal kom fra - og nu er det på højeste tide for alle, der har noget mod traumamodellen, at stoppe med at læse, og lade som ingenting! De tre aber, i ved - den levende organismes omverden.

Al adfærd, alt liv, der finder udtryk i adfærd, er altid, og ligemeget om vi taler en enkel celle eller en kompliceret organisme som mennesket, en reaktion på omverdenen.

Men hvad så med forskningsresultater, der f.eks. viser, at "skizofrene" somme tider har fra "normalen" afvigende gener, eller kromosomer? Sagen er, at når et sekundært signal, altså det, udløseren har sendt afsted for at lede efter et passende protein i organismen, der kunne skabe den til situationen passende adfærd, ikke finder et passende protein, så går det til generne, til DNA'en, frigør den fra dets beskyttende lag af proteiner, og får en kopi af planen, af DNA'en, efter hvilken det passende protein kan bygges. Hvis nu situationen er så indviklet (som f.eks. en double bind er det...), at DNA'en ikke lige kan levere en passende plan, ja, så kan de eksisterende planer ændres. Mutationer er mulige. Men i modsætning til hvad den moderne genforskning mener, er mutationer ikke tilfældige. De er tilpassede situationen. Og de er heller ikke medfødte, medmindre altså, organismen allerede inden sin fødsel var udsat for usædvanlige situationer, en usædvanlig omverden.

På denne måde former omverdenen generne af de i den levende organismer. Og, selvfølgeligt, kan den ændrede plan, mutationen, laves om igen til "normalen", hvis omverdenen skulle ændre sig og gøre mutationen overflødigt.

Jeg er ked af det (nej, det er jeg faktisk ikke), "kære" pårørende, men, ja, vi er tilbage ved "den skizofrenogene mor" & Co. Faktisk er vi dér, hvor skylden for ingen form for "utilpasset", "syg", ikke fungerende adfærd længere kan skydes på et individs gener, på et individs medfødte karakteristika. På et biologisk niveau er livet proteiner, ikke gener. Gener er intet andet end en byggeplan. Huset bygges af signaler, der bruger proteiner som byggemateriale. Og hvordan huset kommer til at se ud, afgøres af det omkringliggende terræn, ikke af en bestemt, fastlagt plan. Enhver organisme har nemlig planer til alle tænkelige huse latent i sig, inklusive muligheden, for at lave lidt om på dem, hist og hér, alt efter behov. Alt er således muligt. Men hvad der i sidste ende manifesterer sig, er afhængig af omverdenen - og individets forståelse af den, som, igen, er afhængig af den omverden, der i begyndelsen har præget individets forståelse af sin omverdenen.

Mht. menneskelig adfærd er det altså sansningen og forståelsen (af vores omverden), der kontrollerer adfærden, ikke biologien. Mens den måde, vi sanser og forstår vores omverden på (hvad Bruce Lipton kalder vores "tro"), er tillærd i sig selv, som en reaktion på omverdenens signaler. Hér kommer behandlingstiltag som terapi, meditation, etc. ind i billedet. En tro kan man ændre. Man kan tro om. Alt bliver muligt. Forudsat, man er sig bevidst om den eksisterende tro.

Bruce Lipton's forskningsresultater passer perfekt til det, mange af os, der ikke har købt den biologiske forklaringsmodel - og hér både dem, der selv har oplevet ekstreme sindstilstande men også professionelle som Laing og Loren Mosher - har oplevet: lav om på omverdenen (f.eks. på kost- og motionsvanerne, eller ved at flytte, laaangt, hjemmefra*...), og adfærden ændres. Og de passer lige så perfekt til neurovidenskabens forskningsresultater på neuroplasticitetens område.

Desværre har dette også en politisk dimension (diskriminering, eugenik), så jeg frygter, at uanset hvor mange videnskabelige beviser, vil alt blive gjort for at holde forskningsresultater som Bruce Lipton's fjern fra offentligheden. Bruce Lipton har skrevet en bog om sin forskning, The Biology of Belief, som jeg antager, er noget mere opløftende og interessant læsning end, bare som et par eksempler, Jill Bolte Taylor's My Stroke of Insight, Kay Redfield Jamison's An Unquiet Mind (find selv lovprisningerne på nettet, det er nemt nok), eller én af de mange af Psykiatrifonden udgivne mesterværker, som for eksempel Om og med psykose, som jeg faktisk har læst: du godeste! The Biology of Belief udkom i 2005, YouTube videoerne blev uploaded i november 2007, og i går var første gang, jeg har hørt om det. Hvilket så sandeligt ikke skyldes mangel på recherche fra min side.

Tak til Gianna for at lægge videoen på sin blog!!!

I øvrigt har NAMI fornylig reageret på forskningsresultaterne mht. de muterede kromosomer, som jeg har kommenteret hér og hér. NAMI's nyhedsnotits er, overraskende men med rette, knapt så entusiastisk som Thomas Werge's euforiske udbrud i den danske presse.

Til alle Jill Bolte Taylors og Thomas Werges derude: i leder så afgjort de forkerte steder (selv om de måtte være nok så politisk korrekte, de steder i leder...). Til alle terapeuter, der går ind for den biologiske, genetiske version af stress-sårbarheds-modellen: hold op med at umyndiggøre og handlingslamme mennesker med jeres ammestuefortællinger om gener, der ikke er andet end junk-videnskab! Og til alle jer derude, der sidder behageligt tilbagelænet på jeres førtidspension, og foran jeres fjerner og/eller computer, hele dagen, mens i skyder skylden for jeres påstået uforanderlige og ukontrollerbare lidelse på jeres gener (jeg ved, nu er jeg kontroversiel igen, ja ja!): Tro, ikke biologi, kontrollerer adfærd. Tag ansvar! Om ikke for jer selv, så i det mindste for andre. Ved at holde op med at udbrede junk-videnskabens usandheder om gener og biologi, og ved at holde op med at ville gøre biobiobiopsykiatriens (junk-videnskabens) kritikere tavse.
_______________

* Nu skal man ikke tro, det er nok, bare at rykke teltpælene op og flytte til Langtbortistan. Det er noget, jeg har prøvet adskillige gange, og på længere sigt altid uden held: nissen flytter med. Kun at rykke de udvendige teltpæle op er aldrig nok. Det er også de indvendige, "troen", der skal rykkes op.