Til foredrag med Robert Whitaker, og til møde om "medicinpædagogik", et nyt projekt under Servicestyrelsen

To ting, der på overfladen ikke har noget videre at gøre med hinanden, og dog...

Ja, jeg var altså i Göteborg sidste måned, til foredrag med Robert Whitaker

om hans seneste bog Anatomy of an Epidemic, arrangeret af Familjevårdsstiftelsen. Bogen tager udgangspunkt i Whitakers undren over, at, på trods af at farmakologisk behandling angiveligt har forbedret behandlingsmulighederne i psykiatrien og tilværelsen for "psykisk syge" mennesker så meget, flere og flere af disse "psykisk syge" mennesker ender i kronicitet og på førtidspension, lidende under mere og mere alvorlige "bi"virkninger, og udsat for en større og større risiko for at dø før tid. For at finde svar på sine spørgsmål foretager Whitaker en grundig gennemgang af forskningen på psykofarmakologiens område i sin helhed, og når frem til, at det billede forskningen tegner er et noget andet, end det, psykiatrien præsenterer i offentligheden.

Whitakers bog er, ligesom forgængeren Mad in America, rystende læsning. Og en ting er de videnskabelige data og fakta, der stort set gennemgående straffer alle psykiatriens fortællinger om psykofarmakas fortræffeligheder løgne -- men det har dem af os, der er fulgt med i forskningen, jo vidst længe --, en helt anden er, at få den mistanke, som selv mange kritikere dårligt tør at have, at psykiatrien nærmest fra starten af har vidst, at dens fortællinger om psykofarmakas fortræffeligheder er lige så meget løgn, som fortællingerne om biologisk hjernesygdom, så umisforståeligt bekræftet, som det sker i Whitakers bog via citat efter citat af "ekspert"udtalelser angående sagen.

Whitaker afsluttede foredraget som de fleste andre kritikere med det uundgåelige, politisk korrekte: "Jeg ved godt, at mange føler sig hjulpet af psykofarmaka, og der er en plads for stofferne i behandlingen."

I den efterfølgende diskussion spurgte jeg ham, hvorfor han, efter at han lige havde præsenteret de videnskabelige data og fakta, der allesammen klart sagde én ting: at hvis folk føler sig hjulpet af psykofarmaka, dette må tilskrives enten en placeboeffekt, og/eller simpelthen det faktum, at deres selvbedømmelsesevne er nedsat grundet stoffernes indflydelse, og at der rent faktisk ikke er nogen plads til stofferne i "behandlingen", hvis denne "behandling" skal være virkeligt til hjælp for folk i krise, alligevel valgte, at afslutte præsentationen med hvad der må betegnes for en undskyldning for samme præsentation.

Whitaker kommer i det sidste kapitel af Anatomy of an Epidemic udførligt ind på finske Åben Dialog-tilgangen, også kendt som "Vestlaplandsmodellen", som et veldokumenteret effektivt alternativ til den ellers gængse, biomedicinske tilgang til kriser. Men selv Åben Dialog gør brug af psykofarmaka, om end i meget begrænset omfang, især når det kommer til "anti"psykotika, og kun som en"nødløsning". Som svar på mit spørgsmål sagde Whitaker bl.a., at han godt kunne tænke sig at se et projekt à la Åben Dialog iværksat, der dog, til forskel for Åben Dialog, slet ikke gjorde brug af psykofarmaka. Det kunne jeg nu også godt tænke mig at se! Som Whitaker sagde, menneskeheden har igennem årtusinder overlevet uden disse stoffer, så...



Slides'ene til foredraget findes her.

Og så var jeg som sagt i Odense for en uge siden, til møde i følgegruppen (uanset hvor meget snak der er om at brugerne skal være eksperter i eget liv, så rækker velvilligheden fra systemets side som bekendt ikke så langt som til at lade denne indsigt få reelle konsekvenser, og lade brugernes ekspertise få styrende indflydelse på den slags projekter, så, som bruger respektive kriseerfaren er man henvist til følgegrupperne) til projektet

"Medicinpædagogik og psykoedukation".



Projektet, der primært retter sig mod mennesker, der bor på bosted, eller har bostøtte, består af en række i og for sig ganske gode idéer, bl.a. indførelsen af en "medicindagbog", hvor brugeren noterer virkninger og "bi"virkninger af "medicinen", deraf følgende eventuelle ønsker om ændringer i medicineringen, osv., et initiativ til "den gode konsultation", dvs. hjælp til at forberede det næste besøg hos ens shrink, så man får det bedste ud af besøget, og også indførelsen af "individuelle mestringskataloger", hvor den enkelte nedskriver "komplementære" -- man har med fuldt overlæg fravalgt begrebet "alternative", for ikke at få shrinks'ene op i det røde felt med det samme -- metoder, såsom NADA, en snak med en god ven, mindfulness, og og og... til krisehåndtering. Især det sidste noget, der har været kendt for mange af os i lang tid. Derudover eksperimenterer man med psykoedukation i grupper, med tyngdepunkt på "medicinen", og sideløbende grupper hvor man arbejder, overfladisk, men immervæk, med livshistorien. Især det sidste noget, der har vist sig, at være en succes blandt brugerne -- surprise, surprise! NOT!

Jeg var lidt skeptisk, da jeg tog afsted til mødet, om jeg overhovedet ville kunne holde ud, at overvære hele séancen. Og kaffen var da godt nok heller ikke noget, at råbe hurra for. Men sandwiches'ene var ok, de tilstedeværende var allesammen søde mennesker, og intentionerne var gode, og bare gode.

Men, men, men... Som vi alle ved, så er vejen til helvede brolagt med gode intentioner, og i det omfang, som der stadigt holdes urokkeligt fast i den medicinske forklaringsmodel, afkræves brugerne den berømte "sygdomsindsigt", og menes, at "(f)or sindslidende i medicinsk behandling er et stabilt medicinforbrug efter lægefaglig ordination en væsentlig forudsætning for at kunne leve et selvstændigt liv på egne præmisser" (fra projektbeskrivelsen), så vil projektet næppe kunne leve op til sit smukke mål, at fremme recovery og empowerment, og de to ord må nødvendigvis forblive tomme floskler indenfor projektets rammer.

Hvad projektet vil kunne gøre for brugerne, er at give dem lidt mere at tage sig til i hverdagen, for at få tiden som førtidspensionist til at gå, og samtidigt give dem en illusion om at have noget at skulle have sagt i deres liv. Og her ligger der også et enormt misbrugspotentiale i projektet, i det, at behandlerne kan henvise til de forskellige tiltag, og den tilsyneladende brugerindflydelse, de repræsenterer, og sige: "Nu har i jo fået lov til at sige noget, hvad vil i mere?!" Dvs. systemet kan klappe sig selv på skulderen, og påstå, at det lytter til brugerne, at recoverytankegangen og empowerment er implementeret, uden at dette faktisk er tilfældet.

Brugere har til enhver tid givet udtryk for manglende virkning, og massive "bi"virkninger af "medicinen". Med eller uden "medicindagbog". Hvad skulle få den gængse praktik blandt behandlerne, at svare på den slags udmeldinger med endnu flere piller, til at ændre sig? Så længe livskriser defineres som hjernesygdom, og dem, der oplever disse kriser, som bogstaveligt talt syge i hovedet: ingenting. Og hvad skulle få et besøg hos ens shrink til at blive en "god konsultation", når ingen af de spørgsmål og informationer man forbereder til besøget kommer så meget som bare i nærheden af at sætte spørgsmålstegn ved den biologiske forståelse og deraf følgende medicinske "behandling" af livskriser, dvs. så længe den af Robert Whitaker i Anatomy of an Epidemic og ved foredraget i Göteborg så tydeligt præsenterede sandhed fortsat forties til fordel for fortællingerne om hjernesygdom og psykofarmakas fortræffeligheder, og, mht. især dette projekts målgruppe, uundværlighed, så længe alternativer ikke må være alternativer, men allerhøjst til den angiveligt så uundværlige medicinske "behandling "komplementære" metoder? Også her må svaret være: ingenting.

Da jeg læste de forskellige materialer, projektbeskrivelsen etc., igennem inden mødet, havde jeg ved hver sætning igen oplevelsen af at "recovery" og "empowerment" forsvandt ud i den blå luft, i stedet for at blive konkrete og håndgribelige, og at, under stregen, og mht.netop disse to så afgørende koncepter, når vi taler det, at komme igennem og ud af livskriser, materialet ikke var det papir værd, det var skrevet på. Ok sandwiches, søde mennesker, og gode intentioner til trods, har mødet ikke kunnet ændre på denne oplevelse.

I følgegruppen er der en del fokus også på spørgsmålet, hvordan projektet kan finde udbredelse, uden at man træder specielt shrinks'ene for hårdt over tæerne. Ja, projektet betyder vel, at de skal afgive noget af deres magt til brugerne, ikke? Og det er shrinks jo ikke så voldsomt glade for, som regel. Men bare roligt! Der er intet i projektet, der seriøst kunne true shrinks'enes magt, eller, sagt på en anden måde, skabe et mere jævnbyrdigt forhold mellem dem og deres klientel. Der er bare smukke, men desværre ret så tomme ord i dette projekt.

Interview med Daniel Mackler

Daniel Mackler fortæller om hans to nye film, Healing Homes og Open Dialogue.

Scandinavian Center for Shamanic Studies, Åsbacka, Annette Høst, Jonathan Horwitz -- erfaringer efterlyses

På vegne af en ven: kender du noget til, har du erfaringer med Scandinavian Center for Shamanic Studies, og/eller Åsbacka Center for Shamanic Healing, Annette Høst, Jonathan Horwitz, må du meget gerne lægge en kommentar her, eller sende mig en mail: marian(dot)bgst(snabel a)gmail(dot)com

Healing Homes. Ny film af Daniel Mackler

Healing Homes: An Alternative, Swedish Model for Healing Psychosis er den første af to nye film af Daniel Mackler (Take These Broken Wings) om psykiatrialternativer. Filmen dokumenterer Familjevårdsstiftelsen i Göteborg, Sverige. Læs mere om filmen og bestil den her.

Robert Whitaker, Keynote at Alternatives 2010

(Desværre på amerikansk.)

Robert Whitaker - Alternatives Keynote from National Empowerment Center on Vimeo.

"Psykisk syge oplever massiv diskrimination"

Sådan lyder overskriften af en artikel på politiken.dk fra i går. Ja, det er vist så sandt som det er sagt, at der diskrimineres massivt mod mennesker, der oplever eksistentielle kriser. Og én af de første til at diskriminere mod dem, der oplever disse kriser i form af ekstreme sindstilstande, er Poul Nyrup Rasmussen, når han mener, at alle med diagnoser som "depression", "angst", osv. bør tilbydes psykologhjælp, mens folk med "tunge psykiatriske lidelser" bør langtids-frihedsberøves. Uden at nævne, at disse mennesker bør tilbydes psykologhjælp på lige linie med resten. Næh nej. De her ikke-helt-mennesker kan få lidt psykoedukation, og ellers kan de værsgo' æde deres piller og holde kæft. Så vi ikke risikerer, at skulle høre på de uhyrligheder, de har været udsatte for i form af overgreb fra deres kære pårørendes side, som Poul Nyrup jo er én af selv.

Anatomy of an Epidemic - ny bog af Robert Whitaker

Hér et foredrag med Robert Whitaker om hans nye bog Anatomy of an Epidemic: Magic Bullets, Psychiatric Drugs, and the Astonishing Rise of Mental Illness in America, der ser på, hvordan langtids-, vedligeholdelsesbrug af psykofarmaka ændrede prognosen for diagnoser som "depression", "bipolar lidelse" og "skizofreni", der alle, også "skizofreni", før indførelsen af psykofarmaka i behandlingen, var forbigående, og altså ikke kroniske problemer, til i dag at være per definition kroniske sygdomme.

Whitaker's bog er den første, der systematisk ser på langtidsstudierne*), der sammenligner udfaldet for mennesker, der behandles med psykofarmaka som vedvarende, angiveligt forebyggende, behandling, med udfaldet for mennesker, der, uanset diagnose, ikke tager psykofarmaka andet, end kortvarigt og krisespecifikt. Alle langtidsstudier viser, at krisespecifik korttidsbrug af psykofarmaka kan have en kriseforkortende effekt (om end det ikke vides, hvor meget af denne egentligt er en placeboeffekt), men at "forebyggende" langtidsbrug fører til flere og mere alvorlige tilbagefald, respektive til kronificering af kriser, og dermed til markant nedsatte recoverychancer, og desuden til en forkortet livsforventning, og til nedsatte kognitive evner. Det sidste også for problemer som "bipolar lidelse", hvor kognitive problemer førhen var ukendte.

Epidemien er således iatrogen, skabt af "behandlingen" selv.

Interessant for resten at høre, at "skizofreni" næsten ikke forekommer i Vestlapland mere. Fordi et "skizofreni"stempel forudsætter tilstedeværendet af "symptomer" i mindst 6 måneder, mens Åben Dialog-tilgangen som oftest resulterer i, at "symptomerne" fortager sig, inden der er gået 6 måneder. Uden, respektive med et minimum af "medicin". Og interessant også, at folk i Vestlapland ikke bare bliver "symptom"fri uden, respektive med et minimum af "medicin", men faktisk virkeligt ser ud til, at have haft gavn af deres erfaring med "psykosen", med det ekstremt menneskelige. I hvert fald er f.eks. arbejdsløshedsraten blandt disse folk lavere, end i resten af befolkningen.

Og hvad gør vi hér i Danmark? Vi sender politiet hjem til folk, der vælger, at lytte til deres meget sunde intuition og dropper den angiveligt forebyggende langtidsbehandling, for at hente dem til "behandlingen". Med depotmedikamenter. Så vi er sikre på, at ingen slipper for at blive offer for den iatrogene epidemi. Og som om det ikke var nok, så overvejer vi, om vi ikke skal prøve, at befrie samfundet helt fra disse belastende eksistenser (som vores, respektive psykiatriens egen "behandling" først har gjort til en - økonomisk - belastning; mens det samme "unwerte Leben" i Vestlapland bidrager i større omfang til bruttonationalproduktet, end f.eks. herr Werge, eller borgmester Andersen... ). Smukt.

Ligesom Mad in America er Anatomy of an Epidemic et must-read for alle, der gerne vil være virkeligt informeret. Og så lad os få ordet ud, ja!

*) Den såkaldt "evidensbaserede" behandling, der prakticeres i de fleste vestlige lande, også i Danmark, i dag, er alene baseret på korttidsstudier, dvs. på studier, der varer fra få uger til, allerhøjst, nogle måneder. Evidensen fra langtidsstudierne er således ikke taget med i bedømmelsen af behandlingseffekten. Langtidsstudierne bliver som regel fejet ind under gulvtæppet, hvis de overhovedet finder spalteplads i fagbladene. Martin Harrow og Thomas H. Jobe blev endda advaret af deres kollegaer mod at offentliggøre deres forskningsresultater fra 2007, der viste, at med "skizofreni" stemplede mennesker, der ikke tager neuroleptika som langtidsbehandling, har otte gange større chance for recovery, end dem, der gør.

Flere anmeldelser, interviews, etc.:

Beyond Meds, "Anatomy of an Epidemic: Magic Bullets, Psychiatric Drugs, and the Astonishing Rise of Mental Illness in America — a note from Robert Whitaker"

Beyond Meds, "New Scientist gives Robert Whitaker's new book a great review"

Beyond Meds (if it's interesting, you'll find it there, yup), "Anatomy of an Epidemic: video-taped interview with author Robert Whitaker"

The Page 99 Test, "Robert Whitaker's 'Anatomy of an Epidemic' "

Recovery from 'schizophrenia' and other 'psychotic disorders', "Anatomy of a delusion"

Bogen på Amazon.co.uk

Genetik eller eugenik?

I sin artikel om Thomas Werges foredrag skriver Inger-Liss Christoffersen:

"Grundlaget for at få Werge ind over var affødt af den artikel, JyllandsPosten lancerede om Thomas Werges studium i genetik inden for skizofreni sidste efterår. Desværre gav artiklen anledning til en del misforståelser - også hos LAP-medlemmer - da avisen beskrev Werges videnskabelige undersøgelse nærmest som Aldous Huxley-romanen ”Fagre nye verden”. Det endte op i avisens påstand om, at man i fosterstadiet ville blive frasorteret, hvis der kunne ses den mindste mulighed for, at der måtte være arveanlæg for skizofreni. I begyndelsen af september sidste år blev et af vore medlemmer refereret i JyllandsPosten for påstande om at Werges forskning handlede om racehygiejne, genpleje, populærvidenskab af værste skuffe – og at man på dette grundlag måtte afvise den forskning fuldstændig. Det skabte efterfølgende en del uenighed i LAP-regi. Derfor var det en rigtig god ide at få Thomas Werges version og forklaring om denne nye viden."

Hvad jeg hertil lige umiddelbart kan finde på nettet, er denne artikel i JyllandsPosten, indeholdende nogle kritiske udtalelser fra Birgit Petersson, psykiater og medlem af abortankenævnet, og denne artikel i Kristeligt Dagblad, der bl.a. citerer Knud Kristensen, næstformand i Sind. Hvor den i Inger-Liss Christoffersens artikel omtalte JyllandsPosten-artikel gemmer sig - who knows.

Anyhow. Det interessante er, at Inger-Liss Christoffersen taler om misforståelser, og at jeg desuden også har hørt en fugl synge, at Thomas Werge selv mener, han blev misforstået, ja endda forkert citeret. Jeg går ud fra, at det ved det angiveligt forkerte citat drejer sig hovedsagligt om følgende udtalelse:

"Det [muligheden for at screene fostre for de angiveligt for "skizofreni" ansvarlige kromosomforandringer, og for abort i tilfælde af at forandringerne er tilstede] kan blive begyndelsen på, at vi kan begrænse antallet af folk, der skal lide af psykiske sygdomme."

Denne udtalelse af Thomas Werge bliver stort set gennemgående citeret af alle danske medier sidste efterår. Selv har jeg svært ved at se, hvordan udtalelsen kan misforstås. Den fremstår meget klart og tydeligt for mig mht. sin betydning. Hvordan ellers end ved "frasortering i fosterstadiet" skulle man kunne "begrænse antallet af folk, der skal lide af psykiske sygdomme"? Og hvad en eventuel fejlcitering angår, så virker det mildest talt utroværdigt på mig, at man ikke omgående forlanger et dementi af pressen, især når den angivelige fejlcitering er så omfangsrig, som i det hér tilfælde, og altså omfatter næsten alle de store danske medier. Og siden der ikke nogen steder bliver dementeret, må man vist gå ud fra, at der hverken er blevet misforstået eller fejlciteret noget som helst hér.

Så, ja, Thomas Werge mener vist, hvad han siger. Mens han, vanen tro, ikke fejler i at pakke hele sin eugeniske tankegang ind, så den fremstår som den rene medmenneskelighed: alt hvad han ønsker, er jo bare at spare mennesker, at skulle opleve "skizofreni", denne rædselsfulde sygdom, der er ansvarligt for så frygtelig lidelse. Det er hér, vi finder double bind'en, den obligatoriske når det kommer til Thomas Werge. Rædselsfuld og frygtelig er "skizofreni" først og fremst for omgivelserne. I hvert fald for omgivelser, der ikke ønsker, at blive konfronteret med deres egen rædselsfulde og frygtelige dysfunktionalitet.

For den, der oplever "skizofreni", er denne oplevelse som udgangspunkt ikke en "alvorlig sygdom", der skal bekæmpes med alle midler - om det så er, at man altså er nødt til at dræbe personen, der oplever den, selv (hvilket den nuværende "behandling" jo gør, før eller siden, og hvilket vi i fremtiden måske kan gøre allerede i fosterstadiet) - men derimod ofte det "største", det mest betydningsfulde, der nogensinde er sket for vedkommende. Overvældende og skræmmende stort og betydningsfuldt, ja, og forvirrende ud over alle grænser, men stadigt stort og betydningsfuldt. Og for den, der får hjælp til at forstå betydningen af sin "skizofreni", bliver det, der i starten var intuition til vished.

Det er jo ikke bare sådan, som Knud Kristensen siger, at nogle "er i stand til at leve et fornuftigt liv" med "skizofreni", altså forstået som sygdom. Men der findes jo faktisk en del mennesker med et "skizofreni"-stempel, der enten aldrig har set sig selv som værende syg, lidende af en biologisk hjernesygdom, eller der har fået hjælp til at frigøre sig fra psykiatriens definitioner af deres oplevelse og dem selv, og således til at finde tilbage til sig selv, og der derfor har kunnet bruge deres krise konstruktivt til at opnå større bevidsthed. Både om sig selv og verdenen.

Så, når også Morten Kvist fra Det Etiske Råd taler om "alvorlig sygdom", så er spørgsmålet, om det egentligt er etisk forsvarligt, at bruge denne, psykiatriens, definition, når den nu står i så grel kontrast til hvordan mennesker, der ikke blev indoktrineret af psykiatrien til at tro på genetisk betinget, biologisk hjernesygdom, respektive mennesker, der har fået hjælp til at frigøre sig fra denne indoktrination, definerer deres oplevelse. Hvad giver både Thomas Werge, Knud Kristensen og, især, Morten Kvist ret til at definere andre menneskers oplevelser for dem? Hvad giver disse personer ret til at definere andre mennesker? Det kan ikke være videnskaben, for videnskaben har indtil videre, og uanset hvad der måtte påstås, ikke formået, at bevise, at "skizofreni" er en genetisk betinget, biologisk hjernesygdom. Så, det eneste, der kunne give de nævnte personer (såvel som psykiatrien og samfundet i sin helhed) ret til at postulere deres definitioner som de eneste sande, er tro. Er det etisk forsvarligt, at dræbe, enten, som det gøres i dag, langsomt og nærmest umærkeligt, igennem det, der kaldes for "behandling", eller i fremtiden måske endda før mennesker overhovedet har fået den mindste chance for at frigøre sig, definere sig selv, og finde frem til den enorme kreative og konstruktive kraft, der ligger i det, der kaldes for "skizofreni", på grundlag af, hvad der ikke er andet, end ren og skær tro?

Nu prøver Thomas Werge ikke bare at sælge os sine eugeniske idéer ved at sige, at muligheden for screening og eventuel abort ville spare mennesker, at skulle gå igennem en krise, som han mangler ethvert bevis for, at den faktisk repræsenterer en alvorlig sygdom, og altså ikke en helt naturlig, menneskelig reaktion på traumatisering, og dertil en enestående mulighed for personlig vækst og udvikling. Nej, han synes også, at det jo er så synd for alle de "skizofrene", der måske ønsker sig et barn, men ikke tør, at få børn, fordi de er bange for, at barnet arver "skizofrenien". Jaha.

Som sagt i et tidligere indlæg, synes jeg egentligt, at man måske gør bedst i, at holde sig fra at få børn, hvis man har købt den biologiske model, og altså næppe har bevidstgjort og bearbejdet sine traumer. For, dem giver man i så fald med nærmest 100% sikkerhed videre til sine børn, og om disse nu er født med kromosomforandringer, eller ej, så vil de nok reagere. Med den ene eller anden form for "psykisk sygdom". Også på det genetiske plan.

Den anden side af sagen er, at også det, at indbilde folk, deres eksistentielle lidelse er absolut meningsløs hjernesygdom, uden at man har beviser for påstandens korrekthed, og så foregive, at man jo bare vil være til hjælp, er en gedigen double bind.

Vil man virkeligt være til hjælp, lægger man, taget både forskningens stand og ikke mindst også personlige erfaringer (Kerstin Kempker er mor til to; ingen af dem er "psykisk syg") i betragtning, slet ikke ud med, at indbilde folk historier om genetisk betinget, biologisk hjernesygdom, men respekterer deres egen oplevelse af dem selv. Ubetinget. Men det er selvfølgeligt netop det, psykiatrien aldrig har gjort, og sandsynligvis aldrig vil gøre, siden den blev etableret alene for at kunne ugyldigerklære folks egen oplevelse af dem selv. Hver og én psykiatrisk diagnose er således en ugyldigerklæring (patologisering) af folks egen oplevelse af dem selv. Og ikke andet.

Et par andre eksempler på netop denne form for double bind finder man iøvrigt i Karin Gardes bog Køn, psykisk sygdom og behandling, der jo bl.a. udmærker sig ved en total ignorance overfor alternative tilgange som Lilla Sachses "Biotop Mosbach", og, helt aktuelt, i både Bertel Haarders og Nordfyns Kommunes borgmester Morten Andersens udtalelser om hvor angiveligt "etisk og moralsk forkert" det er, at behandle psykiatrisk stemplede mennesker ligeværdigt - mens det er netop den invalidiserende "behandling", politikerne, inklusive Bertel Haarder og Morten Andersen, mener, må være den alene rigtige for psykiatrisk stemplede mennesker, der er årsag til, hvis forældreparret "aldrig bliver i stand til at tage vare på" deres barn. - Og ja, selvfølgeligt må også de i kølvandet på denne sag varslede lovændringer betegnes som eugeniske tiltag, sneget ind ad bagdøren, og forklædt som den rene næstekærlighed. Ifølge psykiatriens definition er "skizofreni" jo en kronisk sygdom, og alle dem, der er kommet igennem og ud af deres eksistentielle krise, har vel bare været fejldiagnosticeret, eller også så skal de bare vente og se, "sygdommen" er kun i "remission". Den skal nok vende frygteligt tilbage en skøn dag!... Og siden ingen kan vide, om stemplet var forkert, eller om "sygdommen" bare er i "remission", så må vi vist hellere lade være med, at give nogen med "skizofreni" stemplede mennesker overhovedet lov til kunstig befrugtning, ikke? Ligegyldigt, hvor "symptom"frie, selvforsørgende, og uafhængige af systemet de måtte være.

Hm. Jeg foreslår at droppe de rørstrømske floskler om hvor synd det er for forældrene (og barnet). Troværdig er de alligevel ikke, så længe man samtidigt med at flittigt gøre brug af dem, nægter psykiatrisk stemplede mennesker virkelig hjælp. Det eneste, der virker nogenlunde troværdigt hér, er Morten Andersens suk over, at sagen kommer til at "belaste os [Nordfyns Kommune] hårdt" økonomisk. Men også denne hårde, økonomiske belastning kunne man jo være foruden, hvis man tilbød virkelig hjælp. Dog kunne man så selvfølgeligt ikke længere misbruge "de psykisk syge" som syndebukke, og projicere de egne traumer i denne befolkningsgruppe.

Judi Chamberlin: Her Life, Our Movement

"Færdigbehandlet"???

Jeg undrer mig gang på gang igen over et ordvalg som "færdigbehandlet". Altså, i min verden betyder "færdigbehandlet", at man ikke har brug for yderligere behandling, ligemeget af hvilken art, mere. Dermed kan man vist næppe overhovedet blive "færdigbehandlet", eller "rask", for den sags skyld, i den danske biopsykiatri, der jo generelt bygger på antagelsen, at "psykisk sygdom" er kronisk hjernesygdom, der gør vedligeholdelsesbehandling nødvendigt for resten af livet. Ja altså, måske undtagen når vi taler om en mindre "depression", eller lidt stress, eller andet fra småtingsafdelingen. Men man havner jo som regel ikke på Skt. Hans pga. problemer i småtingsafdelingen.

Er man virkeligt så frustreret over, at folk hverken bliver "færdigbehandlet" eller "rask" af den prakticerede behandling, at man ser sig nødt til at ty til et sådant selv-/bedragerisk ordvalg? Så anbefaler jeg da, at revurdere selve "behandlingen" en gang. Det kunne jo være, at der findes andre, mere lovende behandlingsmuligheder, end dem, der kommer til anvendelse i dag. Og så kunne man slippe for at skulle gøre brug af selv-/bedrageriet.

PsykiskSårbar.dk - Hvad er meningen?

Nedenstående debatindlæg har jeg i dag postet på PsykiskSårbar.dk, ja, netop, denne fine nye hjemmeside, og påtænker også, at lade sidens administratorer/Poul Nyrup tilkomme en kopi per mail, i fald, de ikke følger med i debatterne på siden. Og helt efter Ron Unger's forebillede, der gjorde dette på sin arbejdsplads, med en opfordring om, at rette de påtalte ukorrektheder. (Og selv om det nok vidner om, at det i det her tilfælde er mig, der må være "mere end almindeligt naiv", hvis jeg tror, det kommer til at have den mindste effekt på socialdarwinisterne, suk). Her er mit debatindlæg:

"Der er ikke noget mystisk eller nødvendigvis uhelbredeligt i at være psykisk sårbar – og vores budskab er, at mange godt kan komme sig.  Med betegnelsen psykisk syg følger der derimod en række fremmedgørende medbetydninger og fastlåste forestillinger om kroniske tilstande med – og vi tror, at de er med til at spænde ben for det enkelte menneskes vej mod det gode liv", læser jeg under "Derfor 'psykisk sårbar'", og jeg tænker: 'Jamen, det lyder jo fabelagtigt!', og kunne i bund og grund ikke være mere enig.
 
Men ak! Går jeg så ind under "Viden", og klikker på "Skizofreni", som det for mig personligt mest relevante stempel, så læser jeg dér: "Skizofreni er en blivende og alvorlig psykisk sygdom." ??? 'Hvad er nu det for noget at skrive på en hjemmeside, der angiveligt vil rydde op med fordommene og diskrimineringen mod "de psykisk syge", og i øvrigt give "de psykisk syge" håb?!' tænker jeg, 'Det hænger da ingen steder sammen.' Helt bortset fra, at en sådan påstand mangler ethvert hold i videnskabelige fakta.
 
Jeg må jo indrømme, at jeg allerede blev mistænksom, da jeg læste "diabetes", "kræft", hjertesygdomme" under "Mere dialog - nyt fokus". Ah, åh, ... "Psykisk sygdom er som diabetes" kan jeg ikke lade være med at associere. Hvis det er sådan, så kunne jeg da godt tænke mig, at se den, "skizofrenien" f.eks., engang under mikroskopet, eller på et scanningsbillede. Indtil videre er der ikke nogen, der har kunnet vise mig hverken den, eller en hvilken som helst anden "psykisk sygdom" via blodprøver, scanningsbilleder, eller nogen anden form for fysiologiske tests.
 
Kan man komme fordommene og diskrimineringen til livs, og samtidigt erklære "psykisk sygdom" som værende det samme som diabetes, kræft og hjertesygdomme? Den biologiske forklaringsmodel indebærer, at det "syge" menneskes tanker og følelser er forstyrrede pga. en fejlfunktion i hjernens transmitterstofskifte. Dette syn på "psykisk sygdom" fører uvægerligt til en opfattelse af det "syge" menneskes tanker og følelser (og dermed af dette menneske selv) som utilregnelige. Ikke opstående som en logisk konsekvens af (traumatiserende) miljøpåvirkninger, men af uigennemskuelige "kortslutninger" i vedkommendes hjerne. Meningsløst, ude af balance, ikke til at forstå, mystisk. Og siden det er menneskets sind, dets tanker og følelser, og ikke dets bugspytkirtel eller blodårer, der får det til at handle, er der vel ikke noget at sige til, hvis folk reagerer rædselsslagne, face to face med denne angivelige hjernesygdom, og straks associerer "den gale øksemorder".
 
Den biologiske model er diskriminerende i sig selv, og årsag til, at fordommene mod "de psykisk syge" stortrives. Det påstås, at modellen blev lanceret bl.a. for at reducere fordomme og diskrimineringen. Faktum er, at både fordomme og diskrimineringen har tiltaget med udbredelsen af modellen. Forståeligt nok, vil jeg mene.
 
Det eneste, den biologiske model har formået at reducere, er netop forståelsen for emotionel lidelse som en meget naturligt menneskelig og absolut meningsfuld reaktion på en umenneskelig verden. Hvis jeg ved, at f.eks. en "paranoid" reaktion er forårsaget af, at det "paranoide" menneskes grænser konsekvent og vedvarende igennem hele opvæksten er blevet krænket, vil det fremstå som en helt selvfølgelig reaktion, hvis vedkommende øjeblikkeligt går i forsvarsposition, lige så h*n føler sig trængt op i en krog, igen igen. F.eks. af det tvangspsykiatriske system. Hvis jeg ikke ser andet, end meningsløs hjernesygdom, vil jeg selv panikke, og situationen vil uvægerligt eskalere, og blive til endnu en "den gale øksemorder"-overskrift i medierne.
 
Teorierne om defekte gener og ubalancer i transmitterstofskiftet er netop det: teorier. Dopaminhypotesen blev allerede 1992 forkastet af Arvid Carlsson, der i sin tid var med til at lancere den, fordi man ikke var i stand til at finde videnskabelig evidens for dens korrekthed. Forskellige gener har igen og igen været under mistanke. Hver gang har det ved nærmere eftersyn vist sig, at være endnu en blindgyde.
 
Samtidigt har forskningen på det psyko-sociale område igen og igen kunnet påvise sammenhænge mellem barndomstraumer og "skizofreni". Senest Hammersley og Read's metastudie fra 2007, der viste en korrelation mellem seksuelle overgreb/fysisk mishandling/omsorgssvigt på mellem 51 og 97%. Hammersley og Read tager ikke højde for emotionel omsorgssvigt, og har ikke i alle tilfælde kunnet påvise overgreb/omsorgssvigt, da ikke alle individer i de af dem reviderede 40 studier var blevet adspurgt om deres livshistorie.
 
Så meget om "sygdom", læs: biologisk hjernesygdom. Hvad "blivende" angår, så kan jeg med min bedste vilje ikke se noget "blivende" ved en krise, som psykiatrialternativer som Vestlaplandsmodellen, Soteria, Diabasis, m.fl. formår at hjælpe folk med at overvinde helt i ca. 85% af tilfældene. Recovery* fra "skizofreni" og "psykoser" er ikke umuligt, eller bare undtagelsen, men at forvente. Forudsat, man får virkelig hjælp til at komme igennem og ud af krisen. Og at fortælle om "blivende sygdom" er i hvert fald ikke nogen videre hjælp. Tværtimod. Som Loren Mosher sagde, så er slaget allerede halvvejs vundet, hvis man tager udgangspunkt i troen på, at fuld recovery er sandsynlig. Mens det er mere end halvvejs tabt, hvis man fortæller ammestuehistorierne om "blivende sygdom". Ammestuefortællinger, for resten, der også er mere end velegnede til at lade især "førstegangspsykotikere" ofte vælge selvmord, fremfor et liv med "blivende og alvorlig sygdom", ofte som førtidspensionist, afhængig af systemets "hjælp" og "medicin" med invalidiserende bivirkninger, og parkeret i udkanten af samfundet med være- respektive bostedet som hovedomdrejningspunkt i tilværelsen.
 
Budskaber om biologisk og blivende hjernesygdom er både med til at opretholde og forstæke samfundets fordomme og diskriminering, og de forhindrer en løsning af krisen, og dermed recovery, fordi de på forhånd erklærer al søgen efter mening i og med "symptomerne" som et meningsløst foretagende.
 
Efter min (og Hippokrates') opfattelse er det etisk uforsvarligt, at hindre mennesker i at komme sig, på grundlag af noget, der ikke er andet, end en teori, og oven i købet en meget usandsynlig af slagsen, og jeg undrer, om meningen med psykisksaarbar.dk virkeligt er at "nedbryde tabuer og fordomme" og "skabe en ny forståelse", eller om det er at yderligere bekræfte fordommene og den biomedicinske (ikke-)forståelse, de er resultat af, med endnu en hjemmeside, der ensidigt biopsykiatrisk og socialdarwinistisk fremstiller mennesker i krise som defekte andenklasseseksistenser.
 
*Jeg definerer "recovery" ikke som "at lære at leve med en kronisk sygdom" - det har vi et andet ord til: rehabilitering, og evtl. social recovery -, men som at blive "symptom"fri, være uafhængig af systemets tjenester ("medicin"fri), være i lønnet eller frivilligt arbejde, og have et socialt liv som naboens (jf. Courtenay Harding, 1987).
_______________

P.S.: Må indrømme, at jeg blev lidt skuffet over at se Tine Bryld figurere under "Menneskene bag" PsykiskSårbar.dk. Havde egentligt højere tanker om hende, end som så...

Mere strøm til hjernen - Uppdrag gransknings andet program om elektrochok

I denne uge har det svenske TV-program Uppdrag granskning fulgt op på sidste uges ECT-tema. I den anden udsendelse om emnet møder vi bl.a. Solveig Wiberg, der blev udsat for flere end 100 ECT-"behandlinger" under tvang i løbet af en 18-måneders indlæggelse, og der som følge har mistet mindet om store dele af sit liv, og norske Mette Ellingsdalen, leder af We Shall Overcome og psykiatri/ECT-overlever.

Den for Solveig Wibergs "behandling" ansvarlige overlæge Louise Lundberg påstår i programmet, at Solveig ikke har fået ECT mod sin vilje, selv om Solveig fortæller, at hun hver gang bad om ikke at få flere ECT-"behandlinger", hvilket hendes journaloptegnelser bekræfter. Louise Lundberg begrunder sin opfattelse af Solveig som samtykkende i "behandlingen" med at Solveig hver gang frivilligt og modstandsløst fulgte med personalet til "behandlingen".

For mig grænser det til det kyniske, at en psykiatrisk overlæge indirekte påstår, Solveigs ønske om ikke at få ECT skulle være blevet taget seriøst og respekteret, bare hun havde gjort fysisk modstand mod at blive ført til ECT-rummet af personalet, mens der ikke tillagdes hendes ord nogen som helst betydning.

Tildels er det en indirekte opfordring til alle psykiatriserede mennesker om at give udtryk for deres eventuelle ønske om ikke at blive udsat for en bestemt "behandling" ved at ty til fysisk modstand, til fysisk vold. Tildels ved vi jo allesammen godt, hvad der sker, når psykiatriserede mennesker fysisk modsætter sig "behandling". I behandlernes øjne er det det ultimative tegn på, at det psykiatriserede menneske både mangler "sygdomsindsigt" og er "til fare for sig selv og andre", og således er det den ultimative berettigelse til at gennemføre "behandlingen", koste det, hvad det ville.

Louise Lundberg udtaler her klart og tydeligt, hvad der i overleverkredse er en længe kendt sandhed: behandlerne ønsker og fremprovokerer så udpræget modstand mod "behandlingen" som muligt hos det psykiatriserede menneske. Modstanden fortolkes siden af behandlerne som "symptomer", og "symptomer" berettiger psykiatrisk "behandling", der grundlæggende går ud på, at intimidere det psykiatriserede menneske til tavshed og ubetinget føjelighed. Hvad er Solveigs "forbrydelse", som hun skulle straffes så hårdt for? Hun ønskede psykologsamtaler i stedet for ECT. Dvs. hun ønskede, at komme til bunds i sine eksistentielle problemer, i stedet for at blive gjort mindesløs og dermed tavs og føjelig, og nem at håndtere.

Louise Lundberg forsvarer den tortur, hun har udsat Solveig for - og Solveig sammenligner selv "behandlingen" med tortur i Uppdrag granskning-programmet - ved at påstå, at "psykoser" er så hårdt ved kroppen, at det kunne have betydet Solveigs død, ikke at "behandle" hende med ECT. Og, ja, krop og sjæl hænger uløseligt sammen. Jeg husker selv, hvor udslidt jeg var, ikke bare psykisk men også fysisk, efter jeg i fjorten dage var gået uden mad og søvn og i konstant alarmberedskab. Imidlertid husker jeg også, hvad alene truslen om indespærring, om stempling som "sindssyg", om berøvelse af mine fundamentale menneskerettigheder, af min fysiske og psykiske integritet, af min stemme, gjorde ved mig. Både fysisk og psykisk. Alene tanken gjorde bestemt ikke situationen bedre.

Det, der definitivt gjorde situationen bedre, var netop det, Solveig ønskede sig, men hvad systemet nægtede hende: at blive lyttet til, taget alvorlig, respekteret som den, hun nu engang er. Taget de talrige dokumenteret positive erfaringer med respekterende psykiatrialternativer i betragtning, spørger jeg mig, hvor længe endnu vi skal høre på "ekspert"udsagn som Louise Lundbergs, før samfundet indrømmer den dagsorden, disse udsagn bunder i, og vender sig mod den.

Ja, og at det ikke kun sker i Sverige men også i Danmark, at psykiatriserede mennesker udsættes for ECT-"behandling" i et omfang, så de mister store dele til hele deres historie, og derudover muligheden til recovery gennem bevidstgørelse og bearbejdning, er "Sofie" jo et godt eksempel på. Og Solveig kan da også berette, at følgerne af den slags mishandling kan få mennesker til at begå selvmord. Apropos "ECT redder liv"...

Læs mere om Solveig her.

Uppdrag granskning taler i dette program også med norske Mette Ellingsdalen, der med sit valg om at stå offentligt frem og fortælle om sine erfaringer med ECT væsentligt har bidraget til at psykiatriserede mennesker i Norge har fået større retssikkerhed mht. ECT, end de har i både Sverige og Danmark. I Sverige som i Danmark kræves der nemlig i modsætning til i Norge ikke noget skriftligt samtykke til "behandlingen". Tværtimod så kan man her på sundhedsstyrelsens hjemmeside læse, at der også her i Danmark frem til 2006 fandtes et såkaldt "stiltiende samtykke", der i følge dokumentet "foreligger, hvor den enkeltes signaler og opførsel må tolkes således, at der foreligger et samtykke på baggrund af den givne information." Aha, her har vi altså den danske udgave af Solveig Wibergs "samtykke", som hvilket Louise Lundberg valgte at tolke hendes manglende fysiske modstand mod "behandlingen". Og selv om teksten også nævner, at "en patients passivitet over for en foranstaltning ikke udgør et tilstrækkeligt informeret samtykke til at iværksætte en foranstaltning på et frivilligt grundlag", og at der ved "den mindste tvivl om, hvorvidt patienten tilslutter sig behandlingsforslaget, bør [indhentes] et mundtligt samtykke", så ved vi jo også godt, at sagen i praksis ofte så noget anderledes ud. Dvs. at "foranstaltningen" som regel blev iværksat. Med eller uden tydeligt udtalt "ja tak!" fra det psykiatriserede menneskes side.

I øvrigt kan jeg godt lide, at teksten taler om at "[e]fter lovændringen [vedtaget af Folketinget d. 02. juni 2006] vil der stadig være tale om frivillighed, hvis patienten ved en korrekt vejledning og information [hvor "korrekt" informationen og vejledningen, der kan forventes, som regel er, kan man jo ved et blik på de af mig i mit foregående indlæg om Uppdrag gransknings dækning af ECT-emnet citerede danske kilder overbevise sig om] lader sig overbevise eller blot overtale til at medvirke," (min kursivering). Det er altså helt i orden, at overtale (læs: intimidere) et menneske til at gå med til en "behandling", dette menneske af gode grunde ikke ønsker at blive udsat for.

Som bemærket i mit foregående indlæg om emnet, kan der i mine øjne ikke være tale om et virkeligt frivilligt - som i "fri vilje" - samtykke, skriftligt eller ej, når a) det psykiatriserede menneske er under indflydelse af bevidsthedsforandrende stoffer som psykofarmaka, b) information tilbageholdes respektive forfalskes, og/eller c) de mennesker, der skal indhente samtykket, befinder sig i en sådan magtposition i forhold til den person, hvis samtykke skal opnås, som psykiatrisk personale befinder sig i overfor "patienten".

Interessant for resten også, at der hverken i Sverige eller Norge findes et register over indberettede bivirkninger af ECT. Hvilket svarer til en indirekte tilkendegivelse fra myndighedernes side om, at man er grundlæggende ligeglad med, om folk lider af bivirkninger, og af hvilken art og hvilket omfang disse er. Hvordan situationen mht. et sådant register er her i Danmark, har jeg ikke kunnet bringe i erfaring. En google-søgning gav umiddelbart intet resutat, og det må således antages, at vi heller ikke i Danmark registrerer bivirkninger af ECT.

Læs mere om Mette Ellingsdalen og "patient"rettigheder i Norge her.

Og her til sidst, så det hele ikke bliver alt for trist og deprimerende (sic!), en lille "bon mot", jeg fandt på psyknet.dk, i artiklen om ECT, under "Virkning": "Patienten bliver rolig, nærværende, selvmordstankerne forsvinder og begynder at ligne sig selv." LMAO! - Ansvarligt for brøleren: overlæge Søren Blinkenberg og overlæge Per B. Vendsborg, yup, netop, han, der i sin tid ikke havde andre "argumenter", end at jeg da måtte være scientolog - siden jeg kendte så meget til psykiatriens noget dystre historie (og nutid). :D

Tak til Sigrun for at gøre opmærksom på programmet - og til scientofobiske Per Vendsborg for at levere dagens grin.

Depression - kulturelt fænomen eller arvelig hjernesygdom?

Her på DR2 Deadline/2. sektions hjemmeside kan man se Allan Holmgren på suverænt vis takle Tom Bolwig*. Bemærk også kommunikationen hinsides ordene: den åbne, selvsikre invitation til dialog vs. det usikre, defensive undvigelsesmanøver.

Lige så blidt, men også eftertrykkeligt, lader Allan Holmgren alle Tom Bolwigs forsøg på at redde "depressionens" status som en arvelig, biologisk sygdom, uden nogen som helst årsagsforbindelse til kulturelle, samfundsmæssige forhold, falde til jorden.

Ærgerligt bare, at Allan Holmgren i hans imødekommenhed åbenbart ikke er bedre informeret, end at han siger god for en så skadelig og ineffektiv "behandling" som elektrochok. Her havde jeg ønsket mig, han helt havde undladt at decideret nævne "behandlings"muligheden.

Lidt ærgerligt også, at diskussionen, denne som så mange andre, ikke når videre ud over et af kulturelle, samfundsmæssige normer begrænset perspektiv. Noget, der specielt tydeligt kommer til udtryk, når værten Jes Stein Pedersen med den største selvfølge sætter lighedstegn mellem den moderne vestlige civilisation på den ene, og demokrati og respekt for individet på den anden side.
_______________

*Desværre er udsendelsen ikke længere tilgængeligt.

Byrådet i Eugene, Oregon, anerkender psykiatriserede menneskers rettigheder

Mens danske politikere har travlt med at få lovforslag om at indføre ambulant tvang, og dermed om at gøre flere menneskerettighedskrænkelser overfor psykiatrisk stemplede mennesker muligt, igennem, er byrådet i den amerikanske by Eugene, Oregon, kommet med en resolution, der fastslår disse menneskers ret til selvbestemmelse, også når det kommer til behandling.

Fra resolutionen:

"C. Mange mennesker finder psykofarmaka ganske hjælpfulde for deres mentale og emotionelle tilstand, og er taknemmelige, at have muligheden for at tage dem. Andre oplever medikamenter som skadelige for deres helbred, ikke hjælpfulde, og/eller meget indgribende og problematiske. Når mennesker søger behandling og alene tilbydes medicin som behandling, kan de føle sig tvunget til at vælge denne mulighed. Mange af de for tiden eksisterende medikamenter er typisk forbundet med betydelige helbredsmæssige risici, opleves ofte som subjektivt skadelige, og deres langtidseffekt er omstridt. Derudover findes der veldokumenterede psykosociale alternativer, der anses som mindst lige så effektive for manges vedkommende, og der har færre skadelige bivirkninger.

D. Mange psykiske problemer er forårsagede af trauma og menneskerettighedskrænkelser som overgreb i barndommen, krig, racisme, hjemløshed og mangel på økonomiske muligheder, vold i hjemmet, og andet. Et nøgleelement i al slags trauma er fraværet af valgmuligheder. Når mennesker, der er blevet traumatiserede, nægtes valgmuligheder i behandlingen, kan effekten være retraumatisering."

Resolutionen har ikke direkte indflydelse på behandlingstilbuddet, men må mere ses som en kraftig opfordring til de bestående tilbud i Eugene til at gøre flere, også medicinfrie, tiltag tilgængelige. Desuden er den selvfølgeligt også, som Ron Unger skriver, en stor anerkendelse af mennesker med emotionelle problemers rettigheder, en moralsk støtte til dem, om man vil.

Godt gået, Eugene! Og tillykke til Ron Unger, der ikke uvæsentligt har bidraget til, at dette blev muligt.

Mere kan man læse her på Ron's blog. Og her er hele resolutionens tekst:

RESOLUTION NO. __________

A RESOLUTION AFFIRMING THE CITY’S COMMITMENT TO HUMAN RIGHTS AND MENTAL HEALTH CARE.
The City Council of the City of Eugene finds that:

A. The City Council of the City of Eugene recognizes that the diversity of our population is vital to our community's character, and that we have a long tradition of protecting and expanding human rights and civil liberties protections for all of our residents, including persons with all types of disabilities.

B. U.S. Courts have affirmed a number of rights for people diagnosed with mental disabilities. At the national level, the right to choose to live in the least restrictive environment that is reasonably available has been affirmed. At the state level, a number of courts have affirmed a person's right to refuse psychotropic medications, even when the state has a "compelling interest" in providing treatment, if less intrusive, effective treatment alternatives exist. These decisions are consistent with the principle that all people have the right to lives free of unnecessary restrictions and intrusions.

C. Many people determine that psychiatric medications are quite helpful for their mental and emotional conditions, and are grateful to have the opportunity to take them. Others find medications to be harmful to their health, unhelpful and/or excessively intrusive and problematic. When people seek treatment and are offered medication as the only treatment option, they may feel coerced into choosing that option. Many of the medications currently provided are typically associated with significant medical risk, are often experienced as subjectively harmful, and their long-term effectiveness remains controversial. Furthermore, there are widely researched psychosocial alternative treatments likely to be at least as effective for many, with fewer harmful effects.

D. Many mental health problems are caused by trauma and human rights violations, such as child abuse, war, racism, lack of housing and economic opportunities, domestic violence, and others. A key element in any kind of trauma is the denial of choice. When people who have been traumatized are denied choices in recovery, an effect may be retraumatization.

E. Serious psychiatric disorder is often thought of as inevitably a permanent condition requiring a lifetime of medication, however research shows that a substantial fraction of those with even the most serious diagnoses do fully recover, eventually not requiring treatment. Treatment choices, designed to foster rehabilitation and recovery, which include working, living, and participating in the life of the community, have been shown to increase such recovery.

NOW, THEREFORE, BE IT RESOLVED BY THE CITY COUNCIL OF THE CITY OF EUGENE, a Municipal Corporation of the State of Oregon, as follows:

Section 1. All mental health service providers within the City of Eugene are encouraged to incorporate self determination and consumer choice as much as possible, with accurate information provided to consumers and to families about those choices. Special emphasis should be placed on providing diverse alternatives in treatments, including non-drug alternatives, whenever possible.

Section 2. All mental health service providers within the City of Eugene are urged to offer a full range of choices designed to assist in complete recovery. Section

3. This Resolution shall become effective immediately upon its adoption.

The foregoing Resolution adopted the ____ day of October, 2009.

____________________________________
Acting City Recorder

Bogfilmatiseringer - A Beautiful Mind og I Never Promised You a Rose Garden

Almindeligvis er jeg ikke den største tilhænger af bogfilmatiseringer. Specielt, hvis jeg har læst bogen, filmen baserer på, inden jeg ser filmen, og når bogens hovedvægt ligger på, at skildre mere komplekse psykologiske sammenhænge, har filmen ofte efterladt mig med en lidt flad fornemmelse. Et godt eksempel på et sådant, i mine øjne mere eller mindre mislykket, projekt er A Beautiful Mind med sin noget overdreven og fordrejet fremstilling af "hallucinationer", ment til at hjælpe publikum til en nemmere forståelse af fænomenet, der imidlertid må siges, at være mest egnet til at opnå den modsatte effekt. Og egentligt et stilistisk faux pas, som man skulle mene, filmregisseurer som Bergman og Tarkovsky f.eks. har lært filmen at undgå for lang tid siden. Men, ok, på den ene side har vi Bergman's og Tarkovsky's sans for de fine nuancer, på den anden Hollywood's forkærlighed for de brede penselstrøg. Som at sammenligne æbler med appelsiner.

En anden ting, der kan give mig en flad fornemmelse, er når filmen bevidst fordrejer bogens "budskab" indholdsmæssigt, bogens, forfatterens eller protagonistens popularitet udnyttende for at få sit eget "budskab" frem. Også dette er A Beautiful Mind jo et glimrende eksempel på, når den misbruger John Nash's celebrity-status, og lader ham udtale, at han tager "de nyere medikamenter", da han i 1994 får at vide, at han vil modtage Nobelprisen i økonomisk videnskab. Mens John Nash i det virkelige liv aldrig har taget neuroleptika, hverken nyere eller gamle, andet, end når han var pinedød nødt til det, såsom under indlæggelser, og slet ikke efter 1970.

Filmproducenterne undskyldte denne forfalskning af facts ved at sige, at man ikke ville have, folk skulle smide deres piller ud. Imidlertid fremgår det på intet tidspunkt direkte af filmen, at John Nash ikke tog "medicin" i længere, sammenhængende perioder. Der findes altså ingen grund til overhovedet at nævne emnet. Andet, end hvis man altså ønskede, at udnytte John Nash's popularitet, og lade hans navn gøre lidt reklame for farmaindustrien.

Så, alt i alt var det med forbehold at jeg i går kastede mig ud i at se filmatiseringen af Joanne Greenberg's autobiografiske roman I Never Promised You a Rose Garden, som en venlig sjæl sidste måned har uploaded på YouTube i sin helhed.

På nær i et enkelt tilfælde, er visualiseringen af protagonisten Deborah's "hallucinationer" noget mere subtilt gennemført, end i A Beautiful Mind, og derfor en del mere udholdelig og troværdig. Generelt undgår filmen de alt for brede penselstrøg, bortset fra i de sidste sekvenser, der både virker lidt forhastede - mens man nok skal huske på, at standardlængden for spillefilm i 1977, filmens produktionsår, lå på omkring 90 minutter, der helst ikke blev overskredet - og, især i forhold til romanen, lidt overfladisk happy-ending-agtige.

Med et så komplekst tekstgrundlag som Joanne Greenberg's roman, kan en filmatisering næsten kun komme til kort. Specielt når filmatiseringen altså, som i dette tilfælde, prøver, ikke at overskride de 90 standardminutter væsentligt. Ikke desto mindre formår filmen i mine øjne overordnet at få det bedste ud af sine 96 næsten-standardminutter, både fordi den lykkes med at udvælge nogle af de mest essentielle af bogens mange aspekter til sine emner, og ikke mindst også takket fremragende skuespillerpræstationer (Kathleen Quinlan, Bibi Andersson), og jeg var positivt overrasket over at se, at man havde valgt, at lade bogens "budskab" uforfalsket stå.

Som jeg svarede på en YT-kommentar, der mener, hvad bogen lærer os er, at vi skal have "compassion" med "the mentally ill" (what?! vel, alt kan åbenbart blive misforstået, også Joanne Greenberg):

"What both the book and the movie teach us is that so-called "mental illness" is a choice (out of necessity though). Not a chronic brain disease. And they both teach us that we should make it possible for people to choose freedom, like Frieda Fromm-Reichmann made it possible for Joanne Greenberg. Instead of indefinitely locking them up in helplessness and dependency with toxic chemicals and hopeless messages about defective genes and chronic brain disorders."*

Men jeg havde nu også et øjeblik glemt alt om filmens produktionsår, 1977, dvs. om at filmen blev optaget på et tidspunkt i historien, da psykofarmaka ikke spillede den alt andet overskyggende rolle, de spiller i dag, og da man stadigt var åben for psykologiske respektive psykosociale forklaringsmodeller. Interessant og positivt overraskende er i denne sammenhæng også, at filmen undgår, at køre rundt i diagnoser og deslige usmageligt. Bortset fra, at "psykotisk" lejlighedsvis dukker op i dialogen, nævnes "skizofreni" f.eks. ikke en eneste gang. Dejligt! Men vist også dette et 1977-fænomen.

Alt i alt en ganske seværdig filmatisering af Joanne Greenberg's autobiografiske roman, der dog ikke kan erstatte læsningen af bogen.

Se filmen her. (Engelsk tale, ingen undertekster)
_______________

*Man kunne lidt sarkastisk, men sikkert ikke helt urealistisk, tilføje, at, som jeg skrev til en veninde, et 2009-Hollywood-remake formodentligt politisk korrekt ville erstatte Dr. Fried's part med en æske Zyprexa eller Abilify, og lade happy ending'en udspille sig på et bosted, hvor Deborah sidder, lykkeligt "compliant" og indsigtsfuldt zombificeret...

Åbent brev fra Intervoice til Oprah Winfrey

På Intervoice's hjemmeside kan man læse "Open letter to Oprah Winfrey in response to the programme about "The 7-Year-Old Schizophrenic". Brevet er en reaktion på Oprah Winfrey's ekstremt ensidige fremstilling af sagen omkring den syvårige January (Jani) Schofield, der hører stemmer og er stemplet som "skizofren" - efter hendes far, Michael Schofield, har "kæmpet", som han selv siger, for at Jani skal få netop denne diagnose.

Faren er også den, der på sin blog detaljeret har beskrevet hvordan han, især op igennem Jani's første seks leveår, gentagne gange har slået hende (og også Jani's mor Susan, der dog selv også har været med til at begå overgreb mod sin datter) "i blind raseri" (hans egne ord), sultet hende, og f.eks. taget hendes legetøj fra hende, "for at knække hende" (igen farens egne ord). Bloggen er imidlertid taget af nettet i sin oprindelige form, efter den pådrog sig en del negativ/kritisk opmærksomhed, og lige i rette tid, inden opmærksomheden - som Michael Schofield ellers ikke kan få nok af... - kulminerede i kølvandet af Oprah's show fra den 6. Oktober i år, omhandlende Jani. Originalcitater fra bloggen kan dog stadigt læses f.eks. her, og her. Jeg har skrevet om sagen på min engelske blog, under label'et"Jani".

Hvis du er enig i vores syn på sagen, kan du tilføje din underskrift til brevet via Facebook-gruppen "Intervoice", kontakt Paul Baker (admin). Du må også meget gerne gøre andre opmærksom på initiativet, både på internettet og andre steder.

"De farlige sindssyge" langt mindre farlige end din "normale" nabo

Sigrun har skrevet om det på sin blog, og her kan man læse på dansk om hvor farlige "de farlige sindssyge" faktisk er. Nemlig langt mindre farlige end "rationelt" tænkende mennesker.

Det forundrer mig ikke, da "psykoser" som regel netop er en protestreaktion på drabsforsøg (i symbolsk betydning, drab på et spirituelt plan), og alene sigter mod at bevare, ikke tage, liv. "Psykotiske" mennesker bliver kun voldelige, når de trænges op i en krog, altså i selvforsvar.

»Det yderst begrænsede antal gerningsmænd og mangelen på særlige kendetegn hos disse mennesker betyder, at det vil være umuligt at forudsige, hvem der kan begå handlingerne, og hvornår det kan ske«, citerer artiklen på politiken.dk dr. Olav Nielssen fra University of New South Wales, der dermed bekræfter, hvad kritikere længe har sagt, nemlig at psykiatere faktisk er ekstremt dårlige til at forudse voldelig adfærd.

Over halvdelen af drabene blev desuden begået af mennesker, der ikke før hændelsen havde været i kontakt med systemet, og man kan så spørge sig, hvordan f.eks. et tiltag som ambulant tvang under disse omstændigheder skal kunne nedbringe antallet af drab begået af "psykotiske" personer. Især siden et sådant tiltag uden tvivl også, og forståeligt nok, vil føre til, at endnu færre i første omgang henvender sig til systemet og be'r om hjælp, mens mennesker, der allerede er i systemet, også forståeligt nok, i nogle tilfælde vil vælge, at "gå under jorden" for at undgå yderligere overgreb mod sig selv.

Jeg er enig med Sigrun: lavtærskeltilbud i stedet for mere tvang må være løsningen. Lavtærskeltilbud, der fokusserer på andet end stempler og piller, og hvor personer, der henvender sig, kan være sikker på, ikke at blive udsat for yderligere overgreb.
_______________

Og her en lille oversættelsesservice, siden der forleden var nogen, der ledte efter det engelske begreb for "øksemorder": "pickaxe killer". Og hvis man lige vil tilføje lidt ekstra "krydderi", så siger man "maniacal pickaxe killer". Angst sælger, ja.

60 - 90 % af den samlede befolkning genetisk prædisponeret til "skizofreni"

Bortset fra, at artiklen her ellers kun indeholder det bare alt for velkendte, men derfor ikke mere sande volapyk om for meget dopamin og "skizofrene" mus, synes jeg det er ret interessant, at man vil udvikle både diagnose- og screeningsredskaber og ny "medicin" på grundlag af nogle gener, der forekommer hos 60 - 90 % af den samlede befolkning.

Nærmest som at påstå, at gener for at være menneske forårsager såkaldt "skizofreni", hvorfor disse gener egner sig til at diagnosticere respektive screene for denne "sygdom".

Jeg forstår pludseligt så godt, hvorfor jeg ved min bedste vilje ikke har kunnet finde nogle hurraråb angående Thomas Werges i følge de danske medier så banebrydende opdagelser i den udenlandske presse. Ikke meget at råbe hurra for.

Jeg forstår imidlertid endnu mindre end før, hvorfor man vælger at poste yderligere 30 millioner kroner i Thomas Werge og hans kollegers "forskning". Mens man ikke har så meget som en halvtredsøre til etableringen af dokumenteret virkningsfulde psykiatrialternativer.

Smid nøglen væk!

When it bleeds it leads... Det er næsten ikke til at afgøre, hvad man skal linke til i det her tilfælde. Det er over det hele. Selvfølgeligt. Angst sælger, og alle vil jo gerne sælge. Med ønsket om at sælge som oftest værende noget større, end ønsket om at informere. Her bare et, tilfældigt valgt, link af utallige mulige.

Tja, når vi nu skal have gummicellerne og tvangstrøjerne tilbage, hvorfor så ikke også overveje, at lade de store galeanstalter få deres renaissance? Retro er in!

Bare lige et par tanker i forbindelse med den forskning, der henvises til: hvad har man sammenlignet? Jo, indespærring med - ingenting. Socialpsykiatrien har jo aldrig virkeligt fungeret. Fordi den stadigt er psykiatri, dvs. bygger på, for kriseramte menneskers vedkommende, ikke specielt effektive "behandlings"tiltag. Alternative tilgange, der havde kunnet betyde virkelig hjælp, har jo aldrig været afprøvet, og indgår således heller ikke i Peter Kramp og Gorm Gabrielsen's "forskning".

Og: selvfølgeligt ville det kunne nedbringe kriminaliteten, begået af "de psykisk syge" ude i samfundet, hvis vi kunne spærre dem inde og smide nøglen væk. Ligesom det ville kunne nedbringe kriminaliteten ude i samfundet generelt, hvis vi kunne spærre alle potentielle forbrydere præventivt inde og smide nøglen væk. Men så ville der næppe findes noget frit samfund udenfor fængselsmurerne mere. Hvilket får mig til at spekulere, hvorvidt samfundet udenfor de faktiske fængsels- respektive galeanstaltsmure egentligt er frit overhovedet. Når jeg f.eks. ser, hvor begrænset horisonten for den ovennævnte "forskning" er.

Gummiceller og tvangstrøjere tilbage ind i psykiatrien!

Ja, de har jo nu aldrig været helt ude af psykiatrien, gummicellerne og tvangstrøjerne. De er bare i en årrække gået under andre betegnelser. Såsom "medicin", og "skærmning". Men siden holdningen i samfundet, takket være bl.a. mediernes skrækpropaganda, ser ud til at tiltagende være den, at målet helliger midlerne i kampen mod "de psykisk syge", så kan man vel også roligt kalde en spade for en spade igen, og i øvrigt også ruste yderligere op. Uden at risikere det store ramaskrig i medmenneskelighedens navn.

Det hele er selvfølgeligt kun og udelukkende ment til "de psykisk syges" bedste. Vi ved jo allesammen godt, at disse skabninger fungerer efter love, nærmest diametralt modsat dem, der gælder for jordiske skabninger som mennesker og dyr. Så, ja, tortur er godt for dem!

Der fandtes for resten en "gummicelle" i Diabasis, et rum med en masse gamle madrasser og lignende, som beboerne kunne opsøge sammen med et personalemedlem, når de følte behov for at udleve noget vrede eller frustration. For at kunne udleve sine følelser virkeligt effektivt, så de ikke indhenter én igen og igen, og tager magten, så er det jo en vigtig detailje, at man har vidner, der kan se og anerkende dem.

Rummet i Diabasis blev imidlertid kun sjældent brugt. Så sjældent, at man, som John Weir Perry sagde, godt kunne have undværet det helt. Fordi beboerne generelt blev behandlet med så megen respekt, at der dårligt opstod situationer, der skabte så megen vrede og frustration, at det gjorde det nødvendigt, at splitte en madras, eller to, ad.

Men, som artiklen på politiken.dk slår fast, gummicellerne i den danske tvangspsykiatri er inspireret af tvangspsykiatrien i en række andre europæiske lande. Ikke af John Weir Perry's tvangsfrie psykiatrialternativ Diabasis. Så de kan næppe betegnes som et frirum, hvor ekstreme følelser kan udleves og blive, respekterende, anerkendt. De vil, tværtimod, skabe mere og mere vrede og frustration hos den i gummicellen efterladte "psykisk syge". Vrede og frustration, der, fordi de netop ikke ses og anerkendes, uvægerligt kastes tilbage fra gummivæggene på "den psykisk syge", som en boomerang, og med tidobbelt styrke, og derved udgør et effektivt middel til at få "den psykisk syge" til at bekæmpe sig selv.

Og så er det at jeg spørger mig, om beslutninger som denne hér, angående psykiatriens "behandlings"metoder, skyldes en himmelskrigende mangel på viden om menneskets psykologi, eller om de måske snarere skyldes meget indgående viden om selvsamme...