Viser opslag med etiketten genforskning. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten genforskning. Vis alle opslag
lørdag den 1. maj 2010
Måske er det din "psykiske sygdom", der har inviteret til, at du blev misbrugt som barn
Fra Inger-Liss Christoffersens artikel "Mødet med epigenetik, arveanlæg og Thomas Werge", LAP medlemsblad nr. 1, 2010:
"Thomas forklarede forskellen på en observation (f.eks. at mange mennesker med psykisk sygdom har været udsat for overgreb tidligt i livet) og videnskab (arbejdet med at forstå baggrunden for denne observation). Skyldes den psykiske sygdom dette overgreb? Eller er det den psykiske sygdom, der allerede tidligt i livet, inviterer til overgreb (det er selvsagt ikke tilfældet, men vi kan jo principielt ikke vide det)? Eller skyldes sammenhængen mellem sygdom og overgreb samme årsag, som ikke er helt let at få øje på. Spørgsmålene er nemme at stille, men de kan kun besvares ved store og omhyggelige undersøgelser, der udelukker alle de mange faldgruber, der altid findes i sådanne tilfælde." (min fremhævelse)
(Og, ja, et svar fra mit tastatur på denne "artikel" er under udarbejdelse, you bet!)
"Thomas forklarede forskellen på en observation (f.eks. at mange mennesker med psykisk sygdom har været udsat for overgreb tidligt i livet) og videnskab (arbejdet med at forstå baggrunden for denne observation). Skyldes den psykiske sygdom dette overgreb? Eller er det den psykiske sygdom, der allerede tidligt i livet, inviterer til overgreb (det er selvsagt ikke tilfældet, men vi kan jo principielt ikke vide det)? Eller skyldes sammenhængen mellem sygdom og overgreb samme årsag, som ikke er helt let at få øje på. Spørgsmålene er nemme at stille, men de kan kun besvares ved store og omhyggelige undersøgelser, der udelukker alle de mange faldgruber, der altid findes i sådanne tilfælde." (min fremhævelse)
(Og, ja, et svar fra mit tastatur på denne "artikel" er under udarbejdelse, you bet!)
Labels:
brugermentalitet,
en "overfølsom" dag,
eugenik,
genforskning,
junk-videnskab,
kynisme,
LAP,
overgreb,
trauma
mandag den 22. marts 2010
Sådan ser "de skizofrene" ud - Sensationsjounalistik på videnskab.dk. Og flere tanker om det, at blive forældre som "psykisk syg"
Sådan hér - billedet under overskriften "Mere om skizofreni" *) - ser "skizofreni", respektive "de skizofrene" ud ifølge videnskab.dk, og jeg kan ikke helt lade være med at spekulere, om man på videnskab.dk måske har set lidt for mange b-film i zombie- respektive horrorfilmgenren. I hvert fald skal man vist lede længe efter magen til smagløs, diskriminerende og misvisende artikelillustration. Og det selv om medierne i deres sensationslystenhed jo ellers heller ikke ligefrem er tilbageholdende med at frem- og udstille "de skizofrene" som mere beslægtede med monstre end med mennesker.
Ud fra rubrikken "Partnere" i sidebar'en på videnskab.dk at dømme, ønsker sitet at fremstå som en seriøs, videnskabelig informationskilde. Bortset fra, at også artiklens indhold vidner om skribentens/sitets uvidenhed og fordomsfuldhed, så må illustrationen betegnes som noget af det mest useriøse, der findes.
Et par tanker angående artiklens indhold: Preben Bo Mortensen, centerleder for Center for Registerforskning ved Aarhus Universitet udtaler til videnskab.dk, at forskningens resultater "især er brugbare i rådgivningen af skizofrene forældre", og han citeres: "Nu kan vi melde helt klart ud, hvad deres risiko er for at få et sygt barn. Det er en væsentlig forbedring i forhold til den rådgivning, vi kan tilbyde skizofrene par, der overvejer at få børn."
Nu påviser forskningen en relativ høj risiko, helt op til 67,5%, for, at børn af "psykisk syge" forældre selv også bliver "psykisk syg", og man kan nemt regne ud, hvilke - eugeniske - råd der vil blive givet...
I forlængelse af mit sidste indlæg her på bloggen må jeg indrømme, at jeg ikke engang er så uenig. Mener man, at man lider af en genetisk arvelig, kronisk hjernesygdom, som man ikke kan gøre andet ved, end at lære at leve med den, og ignorerer man således potentialet af overgreb for at forårsage "psykisk sygdom" som en reaktion på traumatiseringen, så bør man måske nok se bort fra, at få børn - og uvægerligt udsætte dem for at blive traumatiseret af ens udageren af de egne, ikke bevidstgjorte og bearbejdede traumer. For, at ikke bevidstgjorte, ubearbejdede traumer videregives til næste generation, er jo altså en naturlov.
For stort set alle "psykiske sygdomme" gælder det, at de bunder i en "narcissistisk forstyrrelse", dvs. at de er udtryk for, at man ikke har fået den ubetingede kærlighed, der skal til for at man kan udvikle evnen til at elske sig selv og andre ubetinget. Så længe man ikke ønsker eller magter, at acceptere dette, bør man klart undgå, at skabe en situation, hvor et andet menneske er på liv og død afhængig af én, som børn er det af deres forældre, og derfor nærmest uundgåeligt ender med at være forsvarsløst udsat for éns narcissistiske udageren.
Men selvfølgeligt kan man også kun gøre "de psykisk syge" selv ansvarligt, som jeg gør det her, i det omfang som de er sig bevidste om den sande natur af deres problemer. Og det sørger mainstream-"informationen", bl.a. også repræsenteret i videnskab.dk's artikel, jo forebilledligt for, at de færreste bliver sig bevidste om. Så, i sidste ende ligger ansvaret selvfølgeligt hos de "informerende" og rådgivende instanser.
Det ville iøvrigt være interessant med en studie, der sammenlignede den i videnskab.dk's artikel omtalte studies resultater med hyppigheden af forekomsten af "psykisk sygdom" blandt børn til forældre, der har opnået fuld recovery fra "psykisk sygdom". Billedet ville nok være lidt et andet. I hvert fald kender jeg ikke til nogen, der er kommet sig helt før de har fået børn, hvis børn har udviklet "psykisk sygdom".
_______________
*) Update, 23.03.10: Så er illustrationen fjernet fra videnskab.dk's artikel. Tak til alle (i ved, hvem i er), der har meddelt videnskab.dk, hvad i syntes om deres valg af illustration. Og tak til videnskab.dk for at reagere. I hvert fald altså hvad en, mildest talt, upassende artikelillustration angår. Hvad artiklen, især anden halvdel, "Mere om skizofreni", angår, så ville det selvfølgeligt kun være en fordel, hvis de talrige videnskabeligt uholdbare påstande også forsvandt ud af den. Men det er nu nok lidt for meget forlangt af et populært og mainstream medie som videnskab.dk, at man skal kunne forholde sig kritisk til selvsamme mainstreamen.
Ud fra rubrikken "Partnere" i sidebar'en på videnskab.dk at dømme, ønsker sitet at fremstå som en seriøs, videnskabelig informationskilde. Bortset fra, at også artiklens indhold vidner om skribentens/sitets uvidenhed og fordomsfuldhed, så må illustrationen betegnes som noget af det mest useriøse, der findes.
Et par tanker angående artiklens indhold: Preben Bo Mortensen, centerleder for Center for Registerforskning ved Aarhus Universitet udtaler til videnskab.dk, at forskningens resultater "især er brugbare i rådgivningen af skizofrene forældre", og han citeres: "Nu kan vi melde helt klart ud, hvad deres risiko er for at få et sygt barn. Det er en væsentlig forbedring i forhold til den rådgivning, vi kan tilbyde skizofrene par, der overvejer at få børn."
Nu påviser forskningen en relativ høj risiko, helt op til 67,5%, for, at børn af "psykisk syge" forældre selv også bliver "psykisk syg", og man kan nemt regne ud, hvilke - eugeniske - råd der vil blive givet...
I forlængelse af mit sidste indlæg her på bloggen må jeg indrømme, at jeg ikke engang er så uenig. Mener man, at man lider af en genetisk arvelig, kronisk hjernesygdom, som man ikke kan gøre andet ved, end at lære at leve med den, og ignorerer man således potentialet af overgreb for at forårsage "psykisk sygdom" som en reaktion på traumatiseringen, så bør man måske nok se bort fra, at få børn - og uvægerligt udsætte dem for at blive traumatiseret af ens udageren af de egne, ikke bevidstgjorte og bearbejdede traumer. For, at ikke bevidstgjorte, ubearbejdede traumer videregives til næste generation, er jo altså en naturlov.
For stort set alle "psykiske sygdomme" gælder det, at de bunder i en "narcissistisk forstyrrelse", dvs. at de er udtryk for, at man ikke har fået den ubetingede kærlighed, der skal til for at man kan udvikle evnen til at elske sig selv og andre ubetinget. Så længe man ikke ønsker eller magter, at acceptere dette, bør man klart undgå, at skabe en situation, hvor et andet menneske er på liv og død afhængig af én, som børn er det af deres forældre, og derfor nærmest uundgåeligt ender med at være forsvarsløst udsat for éns narcissistiske udageren.
Men selvfølgeligt kan man også kun gøre "de psykisk syge" selv ansvarligt, som jeg gør det her, i det omfang som de er sig bevidste om den sande natur af deres problemer. Og det sørger mainstream-"informationen", bl.a. også repræsenteret i videnskab.dk's artikel, jo forebilledligt for, at de færreste bliver sig bevidste om. Så, i sidste ende ligger ansvaret selvfølgeligt hos de "informerende" og rådgivende instanser.
Det ville iøvrigt være interessant med en studie, der sammenlignede den i videnskab.dk's artikel omtalte studies resultater med hyppigheden af forekomsten af "psykisk sygdom" blandt børn til forældre, der har opnået fuld recovery fra "psykisk sygdom". Billedet ville nok være lidt et andet. I hvert fald kender jeg ikke til nogen, der er kommet sig helt før de har fået børn, hvis børn har udviklet "psykisk sygdom".
_______________
*) Update, 23.03.10: Så er illustrationen fjernet fra videnskab.dk's artikel. Tak til alle (i ved, hvem i er), der har meddelt videnskab.dk, hvad i syntes om deres valg af illustration. Og tak til videnskab.dk for at reagere. I hvert fald altså hvad en, mildest talt, upassende artikelillustration angår. Hvad artiklen, især anden halvdel, "Mere om skizofreni", angår, så ville det selvfølgeligt kun være en fordel, hvis de talrige videnskabeligt uholdbare påstande også forsvandt ud af den. Men det er nu nok lidt for meget forlangt af et populært og mainstream medie som videnskab.dk, at man skal kunne forholde sig kritisk til selvsamme mainstreamen.
Labels:
ansvar,
ansvarsflugt,
bevidsthed,
børn,
dehumanisering,
diskriminering,
eugenik,
genforskning,
hjernevask,
junk-videnskab,
media,
social kontrol,
trauma
torsdag den 18. marts 2010
Lykkepiller og graviditet
Langt om længe er problemet ved at være såpas stort, at det heller ikke i Danmark kan fejes ind under gulvtæppet længere: børn hvis mor har været på lykkepiller under graviditeten, lider af abstinenser efter fødslen. Så, ja, "antidepressiva", navnligt SSRIs, er vanedannende og afhængighedsskabende. Så kan man kalde abstinenserne eufemistisk for "seponeringssyndrom" lige så mange gange, som man vil. Abstinenser er abstinenser, og tydeligt tegn på afhængighed.
"Flere og flere gravide får antidepressiva, det som vi kalder lykkepiller. Det giver en svær beslutning for os læger, da ingen medicin er fri for bivirkninger, og det gælder også lykkepiller. Men det er omvendt ikke særlig godt for en gravid at føde, hvis hun ryger tilbage i depressionen. Og det er også farligt for barnet," citerer bl.a. artiklen på Helse.dk Hristo Stanchev, overlæge og speciallægeansvarlig for neonatologi på Næstved Sygehus, og han har sådan set helt ret.
Men desværre blander han for det første to ting sammen her, uden at tydeliggøre det: mht. barnets fysiske vel og ve må det helt klart betegnes som uansvarligt af læger, at ordinere lykkepiller til gravide, ligesom det må betegnes som uansvarligt af gravide, at tage lykkepiller under graviditeten (forudsat, man er blevet gjort opmærksom på risikoen ikke bare for abstinenser, men også for tildels livsfarlige misdannelser hos barnet). På den anden side kan det, at mor er depri, være dybt traumatiserende for barnet, og dermed skadeligt for dets psykiske velvære og udvikling. Det er ikke mindre uansvarligt, at udsætte et barn for emotionel svigt og traumatisering, som det er, at udsætte det for potentielt fysisk skadelige stoffer.
For det andet går Hristo Stanchev i sit udsagn ud fra tre, mildest talt, meget tvivlsomme antagelser. Nemlig 1. den, at lykkepiller virker mod "depression", 2. den, at det, at ikke tage lykkepiller ved "depression", er ensbetydende med at "depressionen" forbliver ubehandlet, og dermed 3. den, at "depression" er biologisk hjernesygdom, der kræver medicinsk behandling.
Den første antagelse findes der, set i lyset af de videnskabelige data, ikke noget grundlag for. Alle videnskabelige data og fakta taler mod denne antagelses korrekthed. Den sidste antagelse findes der stadigt ikke noget videnskabeligt holdbart bevis for, og således er et fravalg af medicinsk behandling, af lykkepiller, heller ikke nødvendigvis ensbetydende med at behandling generelt fravælges, og "depressionen", den angiveligt ubehandlede, automatisk vender stærkt tilbage.
Anyhow, er man overbevist om, at man lider af en biologisk hjernesygdom, der kræver behandling med lykkepiller, og der jo ifølge "eksperterne" også er genetisk arveligt, synes jeg, man bør udvise ansvarsbevidsthed nok til at se bort fra, at sætte børn i verdenen, og udsætte en ny generation for overhængende fare for at arve denne hjernesygdom. Det er jo ikke nogen hemmelighed, at fortrængte, ikke-bevidstgjorte og ikke-bearbejdede traumer videregives til næste generation. Ehem. Og især hvis motivationen bag ønsket om børn er, at man mener, børn er til for at gøre én lykkelig, så bør man klart anskaffe nogle akvariefisk i stedet for børn. De får så heller ikke abstinenser, fordi man ikke magter, at tage ansvar for sig selv, og løse sine problemer, i stedet for bare at fortrænge dem ved hjælp af nogle piller.
Og apropos trauma, læs også "Psych drugs damage ability to love/bond". Og lad det så blive akvariefiskene. De får ingen abstinenser, og de kan nøjes med et minimum af nærhed og kærlighed.
"Flere og flere gravide får antidepressiva, det som vi kalder lykkepiller. Det giver en svær beslutning for os læger, da ingen medicin er fri for bivirkninger, og det gælder også lykkepiller. Men det er omvendt ikke særlig godt for en gravid at føde, hvis hun ryger tilbage i depressionen. Og det er også farligt for barnet," citerer bl.a. artiklen på Helse.dk Hristo Stanchev, overlæge og speciallægeansvarlig for neonatologi på Næstved Sygehus, og han har sådan set helt ret.
Men desværre blander han for det første to ting sammen her, uden at tydeliggøre det: mht. barnets fysiske vel og ve må det helt klart betegnes som uansvarligt af læger, at ordinere lykkepiller til gravide, ligesom det må betegnes som uansvarligt af gravide, at tage lykkepiller under graviditeten (forudsat, man er blevet gjort opmærksom på risikoen ikke bare for abstinenser, men også for tildels livsfarlige misdannelser hos barnet). På den anden side kan det, at mor er depri, være dybt traumatiserende for barnet, og dermed skadeligt for dets psykiske velvære og udvikling. Det er ikke mindre uansvarligt, at udsætte et barn for emotionel svigt og traumatisering, som det er, at udsætte det for potentielt fysisk skadelige stoffer.
For det andet går Hristo Stanchev i sit udsagn ud fra tre, mildest talt, meget tvivlsomme antagelser. Nemlig 1. den, at lykkepiller virker mod "depression", 2. den, at det, at ikke tage lykkepiller ved "depression", er ensbetydende med at "depressionen" forbliver ubehandlet, og dermed 3. den, at "depression" er biologisk hjernesygdom, der kræver medicinsk behandling.
Den første antagelse findes der, set i lyset af de videnskabelige data, ikke noget grundlag for. Alle videnskabelige data og fakta taler mod denne antagelses korrekthed. Den sidste antagelse findes der stadigt ikke noget videnskabeligt holdbart bevis for, og således er et fravalg af medicinsk behandling, af lykkepiller, heller ikke nødvendigvis ensbetydende med at behandling generelt fravælges, og "depressionen", den angiveligt ubehandlede, automatisk vender stærkt tilbage.
Anyhow, er man overbevist om, at man lider af en biologisk hjernesygdom, der kræver behandling med lykkepiller, og der jo ifølge "eksperterne" også er genetisk arveligt, synes jeg, man bør udvise ansvarsbevidsthed nok til at se bort fra, at sætte børn i verdenen, og udsætte en ny generation for overhængende fare for at arve denne hjernesygdom. Det er jo ikke nogen hemmelighed, at fortrængte, ikke-bevidstgjorte og ikke-bearbejdede traumer videregives til næste generation. Ehem. Og især hvis motivationen bag ønsket om børn er, at man mener, børn er til for at gøre én lykkelig, så bør man klart anskaffe nogle akvariefisk i stedet for børn. De får så heller ikke abstinenser, fordi man ikke magter, at tage ansvar for sig selv, og løse sine problemer, i stedet for bare at fortrænge dem ved hjælp af nogle piller.
Og apropos trauma, læs også "Psych drugs damage ability to love/bond". Og lad det så blive akvariefiskene. De får ingen abstinenser, og de kan nøjes med et minimum af nærhed og kærlighed.
Labels:
ansvar,
ansvarsflugt,
antidepressiva,
bevidsthed,
bivirkninger,
børn,
genforskning,
overgreb,
pseudo-løsninger,
psykofarmaka,
trauma
onsdag den 18. november 2009
Depression - kulturelt fænomen eller arvelig hjernesygdom?
Her på DR2 Deadline/2. sektions hjemmeside kan man se Allan Holmgren på suverænt vis takle Tom Bolwig*. Bemærk også kommunikationen hinsides ordene: den åbne, selvsikre invitation til dialog vs. det usikre, defensive undvigelsesmanøver.
Lige så blidt, men også eftertrykkeligt, lader Allan Holmgren alle Tom Bolwigs forsøg på at redde "depressionens" status som en arvelig, biologisk sygdom, uden nogen som helst årsagsforbindelse til kulturelle, samfundsmæssige forhold, falde til jorden.
Ærgerligt bare, at Allan Holmgren i hans imødekommenhed åbenbart ikke er bedre informeret, end at han siger god for en så skadelig og ineffektiv "behandling" som elektrochok. Her havde jeg ønsket mig, han helt havde undladt at decideret nævne "behandlings"muligheden.
Lidt ærgerligt også, at diskussionen, denne som så mange andre, ikke når videre ud over et af kulturelle, samfundsmæssige normer begrænset perspektiv. Noget, der specielt tydeligt kommer til udtryk, når værten Jes Stein Pedersen med den største selvfølge sætter lighedstegn mellem den moderne vestlige civilisation på den ene, og demokrati og respekt for individet på den anden side.
_______________
*Desværre er udsendelsen ikke længere tilgængeligt.
Lige så blidt, men også eftertrykkeligt, lader Allan Holmgren alle Tom Bolwigs forsøg på at redde "depressionens" status som en arvelig, biologisk sygdom, uden nogen som helst årsagsforbindelse til kulturelle, samfundsmæssige forhold, falde til jorden.
Ærgerligt bare, at Allan Holmgren i hans imødekommenhed åbenbart ikke er bedre informeret, end at han siger god for en så skadelig og ineffektiv "behandling" som elektrochok. Her havde jeg ønsket mig, han helt havde undladt at decideret nævne "behandlings"muligheden.
Lidt ærgerligt også, at diskussionen, denne som så mange andre, ikke når videre ud over et af kulturelle, samfundsmæssige normer begrænset perspektiv. Noget, der specielt tydeligt kommer til udtryk, når værten Jes Stein Pedersen med den største selvfølge sætter lighedstegn mellem den moderne vestlige civilisation på den ene, og demokrati og respekt for individet på den anden side.
_______________
*Desværre er udsendelsen ikke længere tilgængeligt.
mandag den 6. juli 2009
Traumatiske barndomsoplevelser årsag til "psykoser" og "skizofreni"
Gianna gjorde i går opmærksom på en artikel i Journal of Postgraduate Medicine, "Childhood trauma and psychosis: Evidence, pathways and implications", bl.a. af australske John Read, der sammen med Paul Hammersley gennemførte metastudien, der viste, at omkring 75% af alle med "skizofreni" stemplede havde været overgrebsofre som børn.
Her nogle citater fra artiklen:
"En nyere gennemgang af den nordamerikanske, psykiatriske litteratur fra de seneste 40 år nåede frem til at mulige sociale årsager for psykoser, inklusive skizofreni, er blevet overset for at fremtone genetiske og biologiske sygdomsårsager. Dog er kraepelinske opfattelser af psykotiske tilstande som alene værende symptomer på en syg hjerne blevet udfordret af kendte akademikere som Richard Bentall og andre, der sætter spørgsmålstegn ved gyldigheden og nyttigheden af skizofreni som begrebsmæssig og diagnosticerbar enhed, og argumenterer, at psykotiske oplevelser ligger i forlængelse af "normal" fungeren og henstiller at nutidige forståelser af "skizofreni", "bipolar lidelse" og lignende skulle tage højde for ugunstige miljømæssige faktorer. Endvidere har der igennem de seneste ti år været et fornyet interesse og et stigende antal litteratur, der undersøger sociale og miljømæssige faktorers rolle i forbindelse med udviklingen af psykoser og skizofreni. En stor del af denne forskning har specielt rettet fokus på forholdet mellem traumatiske barndomsoplevelser, psykose og skizofreni. "
"Overordnet set viser den gennemgåede forskning et sammenfald af evidens i mange studier, og, omend ikke uden forbehold, lader den ane, at traumatiske barndomsoplevelser er årsagsfaktorer for psykoser og specifikke oplevelser, der anses som værende tegn på psykose og skizofreni."
"Som vi har set, er traumatiske barndomsoplevelser blevet sat i forbindelse med adskillige negative udfald mht. psykisk sundhed, fysisk sundhed og sociale omstændigheder, både i barndommen og senere i livet. Det er tvingende nødvendigt, at vi rutinemæssigt spørger ind til traumatiske oplevelser og overgreb, når vi prøver at hjælpe mennesker, der har psykotiske eller usædvanlige og pinefulde oplevelser. (...) Meget få overgreb erkendes af psykiatrisk personale i den daglige praksis, men når mennesker spørges angående disse, stiger antallet af erkendte overgreb dramatisk."
"Der findes en række evidensbaserede psykosociale behandlingstiltag for psykoser, og disse skulle tilbydes alle, der oplever psykotiske fænomener." (min fremhævelse)
Amen!!! Specielt til det sidste.
En relateret artikel kunne man fornyligt læse i den norske psykologforeningens tidsskrift. I artiklen "Ingen gener for psykiske lidelser" slår Roar Fosse fast, at "vi må ændre vores syn på årsagerne til psykologiske problemer", og at der ikke er "støtte i forskningen for at sige at der findes gener for psykiske lidelser." Med udgangspunkt i epigenetikken siger Roar Fosse, at "forskningen viser at kvaliteten på omsorgen som modtages fra mor i tidlig alder, styrer udviklingen af både hjernen og af adfærd ved at ændre epigenetiske processer, der kontrollerer DNA-udtrykket."
Også Roar Fosse når frem til, at psykosociale behandlingstiltag er påkrævede:
"Mens farmakologiske interventioner ved psykologiske problemer ofte bruges for at opnå symptomdæmpning, tyder den nye viden på, at man dårligt kan blive rask af en sådan behandling. (...) Det kan være, at epigenetisk reprogrammering bedst kan opnås gennem at påvirke individet gennem dets naturlige kommunikationskanaler for psykosocial erfaring; altså at man via hjernens naturlige funktioner for informationsbehandling specifikt kan nå de biologiske processer, der er ændret af stress, og der ligger bag psykologiske problemer. Et positivt miljø, præget af trygge relationer og gode samtaler kan give et grundlag for at blive rask fra psykologiske problemer."
Tryghed er nøgleordet for Roar Fosse. Ligesom det var nøgleordet for R.D. Laing i sin tid.
Trenden, vi ser repræsenteret i den nye forskning, væk fra en biologisk og hen til en traumarelateret årsagsforståelse, er jo alt andet end ny. Og ligesom R.D. Laing m.fl. i sin tid, så kræver også John Read og Roar Fosse altså et paradigmeskift mht. vores syn på "psykisk sygdom" og dens årsager.
Detsamme gør imidlertid den biologiske psykiatri, der endda prøver, at gennemtvinge dette paradigmeskift via udgivelsen af en ny version af DSM'en. Udgivelsen af DSM V, planlagt til 2012, retfærdiggøres ikke mindst af påstande om, at psykiatrien skulle være nået frem til entydige beviser på "psykisk sygdoms" genetiske, biologiske årsager, hvilket der ikke tages højde for i DSM IV endnu. En påstand, der ved nærmere undersøgelse viser sig at være ikke andet end ønsketænkning.
Man kan så spørge sig, hvad der driver værket mht. denne åbenlyse ønsketænkning. Hvordan kan det være, at både adskillige klarsynede fagpersoner som R.D. Laing eller Loren Mosher, og et utal af mennesker, der selv har oplevet ekstreme sindstilstande, "psykoser", "skizofreni", aldrig er blevet hørt? Hvorfor er det usandsynligt, at John Read, Roar Fosse og detsamme utal af mennesker, der har oplevet ekstreme sindstilstande, denne gang vil blive hørt? Og "Hvorfor tror dere ikke på det vi forteller om de negative konsekvensene vi ble påført som følge av tvangsinnesperring og tvangsmedisinering i det tvangspsykiatriske systemet?!!" og "Ser psykiatrien selv at feilaktige tvangstiltak begås?" kan man spørge som Jan Olaf gør det.
Hæng på. Svar følger.
Her nogle citater fra artiklen:
"En nyere gennemgang af den nordamerikanske, psykiatriske litteratur fra de seneste 40 år nåede frem til at mulige sociale årsager for psykoser, inklusive skizofreni, er blevet overset for at fremtone genetiske og biologiske sygdomsårsager. Dog er kraepelinske opfattelser af psykotiske tilstande som alene værende symptomer på en syg hjerne blevet udfordret af kendte akademikere som Richard Bentall og andre, der sætter spørgsmålstegn ved gyldigheden og nyttigheden af skizofreni som begrebsmæssig og diagnosticerbar enhed, og argumenterer, at psykotiske oplevelser ligger i forlængelse af "normal" fungeren og henstiller at nutidige forståelser af "skizofreni", "bipolar lidelse" og lignende skulle tage højde for ugunstige miljømæssige faktorer. Endvidere har der igennem de seneste ti år været et fornyet interesse og et stigende antal litteratur, der undersøger sociale og miljømæssige faktorers rolle i forbindelse med udviklingen af psykoser og skizofreni. En stor del af denne forskning har specielt rettet fokus på forholdet mellem traumatiske barndomsoplevelser, psykose og skizofreni. "
"Overordnet set viser den gennemgåede forskning et sammenfald af evidens i mange studier, og, omend ikke uden forbehold, lader den ane, at traumatiske barndomsoplevelser er årsagsfaktorer for psykoser og specifikke oplevelser, der anses som værende tegn på psykose og skizofreni."
"Som vi har set, er traumatiske barndomsoplevelser blevet sat i forbindelse med adskillige negative udfald mht. psykisk sundhed, fysisk sundhed og sociale omstændigheder, både i barndommen og senere i livet. Det er tvingende nødvendigt, at vi rutinemæssigt spørger ind til traumatiske oplevelser og overgreb, når vi prøver at hjælpe mennesker, der har psykotiske eller usædvanlige og pinefulde oplevelser. (...) Meget få overgreb erkendes af psykiatrisk personale i den daglige praksis, men når mennesker spørges angående disse, stiger antallet af erkendte overgreb dramatisk."
"Der findes en række evidensbaserede psykosociale behandlingstiltag for psykoser, og disse skulle tilbydes alle, der oplever psykotiske fænomener." (min fremhævelse)
Amen!!! Specielt til det sidste.
En relateret artikel kunne man fornyligt læse i den norske psykologforeningens tidsskrift. I artiklen "Ingen gener for psykiske lidelser" slår Roar Fosse fast, at "vi må ændre vores syn på årsagerne til psykologiske problemer", og at der ikke er "støtte i forskningen for at sige at der findes gener for psykiske lidelser." Med udgangspunkt i epigenetikken siger Roar Fosse, at "forskningen viser at kvaliteten på omsorgen som modtages fra mor i tidlig alder, styrer udviklingen af både hjernen og af adfærd ved at ændre epigenetiske processer, der kontrollerer DNA-udtrykket."
Også Roar Fosse når frem til, at psykosociale behandlingstiltag er påkrævede:
"Mens farmakologiske interventioner ved psykologiske problemer ofte bruges for at opnå symptomdæmpning, tyder den nye viden på, at man dårligt kan blive rask af en sådan behandling. (...) Det kan være, at epigenetisk reprogrammering bedst kan opnås gennem at påvirke individet gennem dets naturlige kommunikationskanaler for psykosocial erfaring; altså at man via hjernens naturlige funktioner for informationsbehandling specifikt kan nå de biologiske processer, der er ændret af stress, og der ligger bag psykologiske problemer. Et positivt miljø, præget af trygge relationer og gode samtaler kan give et grundlag for at blive rask fra psykologiske problemer."
Tryghed er nøgleordet for Roar Fosse. Ligesom det var nøgleordet for R.D. Laing i sin tid.
Trenden, vi ser repræsenteret i den nye forskning, væk fra en biologisk og hen til en traumarelateret årsagsforståelse, er jo alt andet end ny. Og ligesom R.D. Laing m.fl. i sin tid, så kræver også John Read og Roar Fosse altså et paradigmeskift mht. vores syn på "psykisk sygdom" og dens årsager.
Detsamme gør imidlertid den biologiske psykiatri, der endda prøver, at gennemtvinge dette paradigmeskift via udgivelsen af en ny version af DSM'en. Udgivelsen af DSM V, planlagt til 2012, retfærdiggøres ikke mindst af påstande om, at psykiatrien skulle være nået frem til entydige beviser på "psykisk sygdoms" genetiske, biologiske årsager, hvilket der ikke tages højde for i DSM IV endnu. En påstand, der ved nærmere undersøgelse viser sig at være ikke andet end ønsketænkning.
Man kan så spørge sig, hvad der driver værket mht. denne åbenlyse ønsketænkning. Hvordan kan det være, at både adskillige klarsynede fagpersoner som R.D. Laing eller Loren Mosher, og et utal af mennesker, der selv har oplevet ekstreme sindstilstande, "psykoser", "skizofreni", aldrig er blevet hørt? Hvorfor er det usandsynligt, at John Read, Roar Fosse og detsamme utal af mennesker, der har oplevet ekstreme sindstilstande, denne gang vil blive hørt? Og "Hvorfor tror dere ikke på det vi forteller om de negative konsekvensene vi ble påført som følge av tvangsinnesperring og tvangsmedisinering i det tvangspsykiatriske systemet?!!" og "Ser psykiatrien selv at feilaktige tvangstiltak begås?" kan man spørge som Jan Olaf gør det.
Hæng på. Svar følger.
lørdag den 7. februar 2009
Xanax, Ritalin, og anden genmuterende miljøforurening
En indisk studie har vist, at benzodiazepinet alprazolam (Xanax) binder til DNA og ændrer den. Studien blev foretaget med isoleret DNA, så spørgsmålet er selvfølgeligt, om dette også kan ske, når det kommer til den DNA, der befinder sig i en levende organisme, såsom i menneskets krop.
At vi ikke ved det, er i mine øjne alt andet end grund til at "ikke blive alt for rystet", som Arianna mener.
Studiens resultater får mig ikke bare til at "stille alvorlige spørgsmålstegn ved den tilfældige brug af alprazolam", som det hedder i studiens konklusion, men ved enhver brug af stoffet. (min fremhævelse)
Denne artikel fortæller om en studie, der har vist, at Ritalin allerede under tre måneders brug forårsager påviselige kromosomforandringer, der blandt andet sættes i forbindelse med et øget kræftrisiko. Studien omfattede godt nok kun tolv børn, men kromosomforandringerne blev påvist undtagelsesløst hos alle tolv deltagende børn. Hvilket i mine øjne gør resultatet absolut repræsentativt: Ritalin forårsager kromosomforandringer. Uanset hvad. På dansk kan der læses om studien her på bedremedicin.dk.
Begge ovennævnte forskningsresultater ledte mine tanker til den seneste, nye teori angående årsagen til "skizofreni", som jeg bl.a. har skrevet om her.
Hvis Ritalin - med sikkerhed - og Xanax - med stor sandsynlighed - har potentiale til at forandre gener og kromosomer, og dette på relativ kort tid, hvem siger så, at ikke andre psykofarmaka har detsamme potentiale?
Som Bruce Lipton understreger, så er ingen genmutationer tilfældige, og alle genmutationer er resultat af miljøpåvirkninger.
Miljøpåvirkningerne kan, som ovennævnte forskningsresultater viser, bestå i et stof som alprazolam (Xanax), eller metylfenidat (Ritalin). Hvem siger, stoffer som quietapin (Seroquel), risperidon (Risperdal) eller olanzapin (Zyprexa) ikke kan fremkalde gen- respektive kromosommutationer?
Sagen er jo, at det stort set kan udelukkes, at så meget som én eneste af de "skizofrene" forsøgsdeltagere i den studie, der angiveligt har bragt videnskaben så meget tættere på at finde frem til "skizofreniens" årsag, ikke var medicineret. For, hvor hverver forskerne deres forsøgsdeltagere? Jo, i psykiatrien. Ikke udenfor den. Og "skizofrene", der befinder sig i systemet uden at være mere eller mindre dopet, findes der måske, og allerhøjest, en håndfuld af. Mens i hvert fald 99,9% af denne håndfuld på et eller andet tidspunkt har været medicineret.
Som jeg skriver i min kommentar hos Gianna: "Det ser ud til at være detsamme fupnummer som med hjernescanningerne, der angiveligt viser, at 'sygdommen' forårsager svind af hjernematerie, mens det er 'medicinen', der gør det."
At vi ikke ved det, er i mine øjne alt andet end grund til at "ikke blive alt for rystet", som Arianna mener.
Studiens resultater får mig ikke bare til at "stille alvorlige spørgsmålstegn ved den tilfældige brug af alprazolam", som det hedder i studiens konklusion, men ved enhver brug af stoffet. (min fremhævelse)
Denne artikel fortæller om en studie, der har vist, at Ritalin allerede under tre måneders brug forårsager påviselige kromosomforandringer, der blandt andet sættes i forbindelse med et øget kræftrisiko. Studien omfattede godt nok kun tolv børn, men kromosomforandringerne blev påvist undtagelsesløst hos alle tolv deltagende børn. Hvilket i mine øjne gør resultatet absolut repræsentativt: Ritalin forårsager kromosomforandringer. Uanset hvad. På dansk kan der læses om studien her på bedremedicin.dk.
Begge ovennævnte forskningsresultater ledte mine tanker til den seneste, nye teori angående årsagen til "skizofreni", som jeg bl.a. har skrevet om her.
Hvis Ritalin - med sikkerhed - og Xanax - med stor sandsynlighed - har potentiale til at forandre gener og kromosomer, og dette på relativ kort tid, hvem siger så, at ikke andre psykofarmaka har detsamme potentiale?
Som Bruce Lipton understreger, så er ingen genmutationer tilfældige, og alle genmutationer er resultat af miljøpåvirkninger.
Miljøpåvirkningerne kan, som ovennævnte forskningsresultater viser, bestå i et stof som alprazolam (Xanax), eller metylfenidat (Ritalin). Hvem siger, stoffer som quietapin (Seroquel), risperidon (Risperdal) eller olanzapin (Zyprexa) ikke kan fremkalde gen- respektive kromosommutationer?
Sagen er jo, at det stort set kan udelukkes, at så meget som én eneste af de "skizofrene" forsøgsdeltagere i den studie, der angiveligt har bragt videnskaben så meget tættere på at finde frem til "skizofreniens" årsag, ikke var medicineret. For, hvor hverver forskerne deres forsøgsdeltagere? Jo, i psykiatrien. Ikke udenfor den. Og "skizofrene", der befinder sig i systemet uden at være mere eller mindre dopet, findes der måske, og allerhøjest, en håndfuld af. Mens i hvert fald 99,9% af denne håndfuld på et eller andet tidspunkt har været medicineret.
Som jeg skriver i min kommentar hos Gianna: "Det ser ud til at være detsamme fupnummer som med hjernescanningerne, der angiveligt viser, at 'sygdommen' forårsager svind af hjernematerie, mens det er 'medicinen', der gør det."
Labels:
ADHD,
bivirkninger,
genforskning,
junk-videnskab,
miljø,
neuroleptika,
psykofarmaka
mandag den 20. oktober 2008
"Please Call Me by My True Names"
Jeg havnede forleden dag på en blog, jeg af og til besøger, udelukkende fordi den bl.a. beskæftiger sig med et emne, som intet har med politik eller samfund at gøre, men alligevel er af en vis interesse for mig. Som sagt, så beskæftiger bloggen sig bl.a. med dette emne. Dvs., den omhandler også politiske og samfundsmæssige emner, i ny og næ. Dog på en måde, der for mig som regel er mindre relevant. Ikke desto mindre kom jeg altså til at læse et meget tankevækkende indlæg om et samfundsrelateret emne forleden, om manden der har begået nogle seksualforbrydelser, og nu er på fri fod for fjerde gang, flygtet, ikke løsladt.
Det der var tankevækkende for mig var ikke så meget sagen i sig selv. Det var måden, manden i indlægget blev omtalt af bloggens forfatter.
Jeg vil her på stedet hverken nævne navne eller citere direkte, bortset fra at jeg vil nævne, at indlægget gør brug af densamme retorik som Ekstra Bladet og B.T. er kendt for: "udyr". Derudover indeholder indlæggets ca. 8 linier såpas meget og såpas intens aggressivitet, at den for mig nærmest blev fysisk mærkbar under læsningen af de ca. 8 linier, og at jeg undrer hvor langt fra at selv være et "udyr" forfatteren egentligt er. Via netop denne retorik men også mht. indlæggets øvrige indhold.
En veninde af mig konstaterede en gang, at det der afholdt de fleste af os fra at slå naboen ihjel med noget andet end blikke og lejlighedsvise, spidse bemærkninger, for noget som f.eks. at anskaffe en hund, der af og til til vores store forargelse siger "vov", jo bare var nogle meget skrøbelige, kulturelle, moralske normer. Et "beskyttelseslag" tyndt som pergamentpapir.
Alene betegnelsen "udyr" berøver manden hans menneskelighed, og slår ham dermed ihjel. Som det menneske han er. Og et menneske, en af os, er og bliver han, uanset hvad han måtte have gjort mod andre. Mens jeg tænker, at det netop er angsten ved tanken om hvor meget vi faktisk har tilfælles med ham, at vi faktisk har så meget tilfælles med ham, at forskellen er mikroskopisk, næsten ikke til at få øje på, der driver os ud i et desperat forsøg på afgrænsning: "udyr" vs. "menneske". Eller: "Jeg er medlem af den samfundsgruppe, der udpeger og dømmer 'de sorte får'. Du er 'det sorte får'. "
Densamme dynamik kan observeres når det drejer sig om "de psykisk syge", eller "indvandrerne", eller eller eller. Vi lever ikke i et demokrati. Vi lever i et klassesamfund, der består af "den rette slags" og "den dårlige slags". Og selvfølgeligt ligger magten til at definere, hvem der tilhører hvilken slags udelukkende ved "den rette slags". Meget gerne "videnskabeligt" retfærdiggjort via genforskningen. Foreløbigt dog primært baseret på angiveligt medicinsk ekspertise, der angiveligt på baggrund af videnskabeligt objektivitet kan udpege bestemte adfærdsmønstre som værende syge, "dårlige".
For at vende tilbage til "udyret" så er der jo nogle, der siger, vi er vores handlinger. Her kunne den så slutte, og manden ville de facto fremstå som et "udyr". Men den slutter altså ikke her. Vores individuelle handlinger er nemlig allesammen en reaktion på og et produkt af den konditionering vi har fået, af samfundet, af den kultur, vi lever i. Og dermed er vi allesammen også denne mand, som blogindlæggets forfatter omtaler på en måde, der ikke lader nogen tvivl om hvor gerne han/hun vil se sig selv som værende grundlæggende forskelligt fra ham, men der samtidigt gør ham/hende til en til forveksling lignende udgave af manden, ligeværdige mennesker.
"Jeg har et digt til dig. Dette digt handler om tre af os. Den første er en tolvårig pige, en af boat-people'ne på vej over Golfen af Siam. Hun blev voldtaget af en søpirat, og bagefter kastede hun sig i havet. Den anden er søpiraten, der blev født i en afsides liggende landsby i Thailand. Og den tredje person er jeg. Jeg blev meget vred, selvfølgeligt. Men jeg kunne ikke vælge side mod søpiraten. Hvis jeg havde kunnet, havde det været enklere, men jeg kunne ikke. Jeg forstod, at hvis jeg var blevet født i hans landsby og havde levet et lignende liv - økonomisk, uddannelsesmæssigt, og så videre - er det meget sandsynligt, at jeg ville være denne søpirat nu. Så, det er ikke nemt, at vælge side. Ud af min lidelse skrev jeg dette digt. Det hedder 'Please Call Me by My True Names' (Vær sød at kalde mig ved mine sande navne), fordi jeg har mange navne, og hvis du kalder mig ved et hvilket som helst af dem, må jeg svare 'Ja'." -Thich Nhat Hanh
Det der var tankevækkende for mig var ikke så meget sagen i sig selv. Det var måden, manden i indlægget blev omtalt af bloggens forfatter.
Jeg vil her på stedet hverken nævne navne eller citere direkte, bortset fra at jeg vil nævne, at indlægget gør brug af densamme retorik som Ekstra Bladet og B.T. er kendt for: "udyr". Derudover indeholder indlæggets ca. 8 linier såpas meget og såpas intens aggressivitet, at den for mig nærmest blev fysisk mærkbar under læsningen af de ca. 8 linier, og at jeg undrer hvor langt fra at selv være et "udyr" forfatteren egentligt er. Via netop denne retorik men også mht. indlæggets øvrige indhold.
En veninde af mig konstaterede en gang, at det der afholdt de fleste af os fra at slå naboen ihjel med noget andet end blikke og lejlighedsvise, spidse bemærkninger, for noget som f.eks. at anskaffe en hund, der af og til til vores store forargelse siger "vov", jo bare var nogle meget skrøbelige, kulturelle, moralske normer. Et "beskyttelseslag" tyndt som pergamentpapir.
Alene betegnelsen "udyr" berøver manden hans menneskelighed, og slår ham dermed ihjel. Som det menneske han er. Og et menneske, en af os, er og bliver han, uanset hvad han måtte have gjort mod andre. Mens jeg tænker, at det netop er angsten ved tanken om hvor meget vi faktisk har tilfælles med ham, at vi faktisk har så meget tilfælles med ham, at forskellen er mikroskopisk, næsten ikke til at få øje på, der driver os ud i et desperat forsøg på afgrænsning: "udyr" vs. "menneske". Eller: "Jeg er medlem af den samfundsgruppe, der udpeger og dømmer 'de sorte får'. Du er 'det sorte får'. "
Densamme dynamik kan observeres når det drejer sig om "de psykisk syge", eller "indvandrerne", eller eller eller. Vi lever ikke i et demokrati. Vi lever i et klassesamfund, der består af "den rette slags" og "den dårlige slags". Og selvfølgeligt ligger magten til at definere, hvem der tilhører hvilken slags udelukkende ved "den rette slags". Meget gerne "videnskabeligt" retfærdiggjort via genforskningen. Foreløbigt dog primært baseret på angiveligt medicinsk ekspertise, der angiveligt på baggrund af videnskabeligt objektivitet kan udpege bestemte adfærdsmønstre som værende syge, "dårlige".
For at vende tilbage til "udyret" så er der jo nogle, der siger, vi er vores handlinger. Her kunne den så slutte, og manden ville de facto fremstå som et "udyr". Men den slutter altså ikke her. Vores individuelle handlinger er nemlig allesammen en reaktion på og et produkt af den konditionering vi har fået, af samfundet, af den kultur, vi lever i. Og dermed er vi allesammen også denne mand, som blogindlæggets forfatter omtaler på en måde, der ikke lader nogen tvivl om hvor gerne han/hun vil se sig selv som værende grundlæggende forskelligt fra ham, men der samtidigt gør ham/hende til en til forveksling lignende udgave af manden, ligeværdige mennesker.
"Jeg har et digt til dig. Dette digt handler om tre af os. Den første er en tolvårig pige, en af boat-people'ne på vej over Golfen af Siam. Hun blev voldtaget af en søpirat, og bagefter kastede hun sig i havet. Den anden er søpiraten, der blev født i en afsides liggende landsby i Thailand. Og den tredje person er jeg. Jeg blev meget vred, selvfølgeligt. Men jeg kunne ikke vælge side mod søpiraten. Hvis jeg havde kunnet, havde det været enklere, men jeg kunne ikke. Jeg forstod, at hvis jeg var blevet født i hans landsby og havde levet et lignende liv - økonomisk, uddannelsesmæssigt, og så videre - er det meget sandsynligt, at jeg ville være denne søpirat nu. Så, det er ikke nemt, at vælge side. Ud af min lidelse skrev jeg dette digt. Det hedder 'Please Call Me by My True Names' (Vær sød at kalde mig ved mine sande navne), fordi jeg har mange navne, og hvis du kalder mig ved et hvilket som helst af dem, må jeg svare 'Ja'." -Thich Nhat Hanh
søndag den 19. oktober 2008
torsdag den 11. september 2008
Oh boy!
Ja, her kommer et indlæg mere. Erfaringen viser, at folk ofte misser det førstpostede indlæg, når man poster et lige oveni. Så: gå ikke glip af indlægget om "Psykoaktive stoffer og meditation" nedenunder dette indlæg!
_______________
Atter en gang ser jeg mig konfronteret med en vist nok ret så urokkelig tro på den angiveligt "videnskabelige" forskning, der skulle finde sted indenfor psykiatrien, og der angiveligt skulle have frembragt beviser på, at "psykisk sygdom" er biologisk hjernesygdom.
Nu har jeg gjort indehaveren af den vist nok ret så urokkelige tro opmærksom på faglitteratur, der entydigt beviser, at dette ikke er tilfældet:
Robert Whitaker, Mad In America. Recension hér. Interview med Robert Whitaker hér. Dog kommer man - selvsagt - ikke helt udenom at læse bogen, for at få hele argumentationen med.
Mary Boyle, Schizophrenia. A Scientific Delusion?. Recension hér. Den ultimative afsløring af psykiatrisk "videnskab" som junk-videnskab. Desværre både videnskabeligt og sprogligt noget krævende.
Ja, og så er der Bruce Lipton, hvis foredrag "The Biology of Perception" jeg har samlet sammen til en playlist på YouTube.
Skal der virkeligt mere til?
Ok. Se hér:
"The symptoms of schizophrenia are thought to be caused by an imbalance of chemicals in the brain." (min kursivering) - Fra abilify.com
"Doctors and researchers believe that it [bipolar disorder] may be caused by chemicals imbalances in the brain." (min kursivering) - Fra seroquel.com
"It is believed that ADHD is caused by either a lower level, or an imbalance, of chemicals, called neurotransmitters." (min kursivering) - Fra concerta.net
"There are many theories about the cause of depression. One of the most commonly accepted theories suggests that two naturally occurring substances, serotonin and norepinephrine, are believed to affect core mood and pain symptoms of depression." (min kursivering) - Fra cymbalta.com
"Two natural chemicals in the brain, serotonin and norepinephrine, are thought to be linked to this condition, as well as to other anxiety disorders and depression. Prescription medications that affect these chemicals may help eliminate the symptoms of GAD." (min kursivering; GAD = General Anxiety Disorder) - Fra effexor.com
Jeg kunne blive ved. Der er ikke én af disse websites, der ikke helgarderer sig med formuleringer som de i citaterne kursiverede. Tror indehaveren af den vist nok ret så urokkelige tro virkeligt, at man ville gøre sig denne umage - og derudover risikere, at læserne snublede over den, hvilket de fleste desværre ikke gør - hvis ikke der var grund til at anvende disse helgarderende (mod retsforfølgelse) formuleringer?! Hvis der f.eks. fandtes entydige, videnskabelige beviser for, at "psykisk sygdom" var genetisk betinget, biologisk sygdom?
Det der dog straks er meget, meget værre er at jeg også ser mig, atter en gang, direkte konfronteret med en opfattelse af min person som værende genetisk defekt, syg i hovedet. Og en dertil relaterende opfattelse af psykiatrisk diagnosticering som værende god for den diagnosticerede. Oh boy!!! Jeg har bebudet nogle betragtninger i form af et indlæg, også om dette emne. Men det kræver, at jeg først finder tilbage til min Buddhistiske ro, der er så dejligt ligeglad med, hvad andre måtte mene om mig og min hjerne. Desværre er ting som denne konfrontation til stadighed major triggers - trigger, som i trauma, ja - for mig. Må se, at få mediteret noget mere.
_______________
P.S.: Når jeg ser, at man hos AstraZeneca ikke engang er i stand til at stave korrekt i en tekst, der ligger offentligt tilgængeligt på nettet, repræsentativt for firmaet, så at sige, (jeg har brugt copy-paste-metoden til citaterne), mens disse firmaer som oftest selv står for den "forskning", der gennemføres vedrørende deres egne "medikamenter", så spørger jeg mig, hvor dygtig man så måske er til denne "forskning"...
_______________
Atter en gang ser jeg mig konfronteret med en vist nok ret så urokkelig tro på den angiveligt "videnskabelige" forskning, der skulle finde sted indenfor psykiatrien, og der angiveligt skulle have frembragt beviser på, at "psykisk sygdom" er biologisk hjernesygdom.
Nu har jeg gjort indehaveren af den vist nok ret så urokkelige tro opmærksom på faglitteratur, der entydigt beviser, at dette ikke er tilfældet:
Robert Whitaker, Mad In America. Recension hér. Interview med Robert Whitaker hér. Dog kommer man - selvsagt - ikke helt udenom at læse bogen, for at få hele argumentationen med.
Mary Boyle, Schizophrenia. A Scientific Delusion?. Recension hér. Den ultimative afsløring af psykiatrisk "videnskab" som junk-videnskab. Desværre både videnskabeligt og sprogligt noget krævende.
Ja, og så er der Bruce Lipton, hvis foredrag "The Biology of Perception" jeg har samlet sammen til en playlist på YouTube.
Skal der virkeligt mere til?
Ok. Se hér:
"The symptoms of schizophrenia are thought to be caused by an imbalance of chemicals in the brain." (min kursivering) - Fra abilify.com
"Doctors and researchers believe that it [bipolar disorder] may be caused by chemicals imbalances in the brain." (min kursivering) - Fra seroquel.com
"It is believed that ADHD is caused by either a lower level, or an imbalance, of chemicals, called neurotransmitters." (min kursivering) - Fra concerta.net
"There are many theories about the cause of depression. One of the most commonly accepted theories suggests that two naturally occurring substances, serotonin and norepinephrine, are believed to affect core mood and pain symptoms of depression." (min kursivering) - Fra cymbalta.com
"Two natural chemicals in the brain, serotonin and norepinephrine, are thought to be linked to this condition, as well as to other anxiety disorders and depression. Prescription medications that affect these chemicals may help eliminate the symptoms of GAD." (min kursivering; GAD = General Anxiety Disorder) - Fra effexor.com
Jeg kunne blive ved. Der er ikke én af disse websites, der ikke helgarderer sig med formuleringer som de i citaterne kursiverede. Tror indehaveren af den vist nok ret så urokkelige tro virkeligt, at man ville gøre sig denne umage - og derudover risikere, at læserne snublede over den, hvilket de fleste desværre ikke gør - hvis ikke der var grund til at anvende disse helgarderende (mod retsforfølgelse) formuleringer?! Hvis der f.eks. fandtes entydige, videnskabelige beviser for, at "psykisk sygdom" var genetisk betinget, biologisk sygdom?
Det der dog straks er meget, meget værre er at jeg også ser mig, atter en gang, direkte konfronteret med en opfattelse af min person som værende genetisk defekt, syg i hovedet. Og en dertil relaterende opfattelse af psykiatrisk diagnosticering som værende god for den diagnosticerede. Oh boy!!! Jeg har bebudet nogle betragtninger i form af et indlæg, også om dette emne. Men det kræver, at jeg først finder tilbage til min Buddhistiske ro, der er så dejligt ligeglad med, hvad andre måtte mene om mig og min hjerne. Desværre er ting som denne konfrontation til stadighed major triggers - trigger, som i trauma, ja - for mig. Må se, at få mediteret noget mere.
_______________
P.S.: Når jeg ser, at man hos AstraZeneca ikke engang er i stand til at stave korrekt i en tekst, der ligger offentligt tilgængeligt på nettet, repræsentativt for firmaet, så at sige, (jeg har brugt copy-paste-metoden til citaterne), mens disse firmaer som oftest selv står for den "forskning", der gennemføres vedrørende deres egne "medikamenter", så spørger jeg mig, hvor dygtig man så måske er til denne "forskning"...
Labels:
Bruce Lipton,
diagnoser,
farmaindustrien,
genforskning,
junk-videnskab,
trauma
torsdag den 21. august 2008
Here's to my therapist II - Hvorfor gener hverken prædisponerer for eller forårsager "psykisk sygdom"
Ok, ja, jeg har altså noget imod de "kære" pårørende. Især dem, der klamrer sig desperat til biopsykiatriens forklaringsmodeller og dermed fraskriver sig selv ethvert ansvar, som NAMI-pårørende f.eks. gør det så mønstergyldigt. Det fremgik vist tydeligt nok af mit sidste indlæg. Jeg synes faktisk, det er ret utroligt, at man går så langt som at udsætte et angiveligt elsket familiemedlem for denne biopsykiatris drabelige "behandlings"tiltag, bare for at redde den egne "ære". At man ofrer det angiveligt ak så elskede familiemedlem for sin egen sjælefred: "Det er ikke mit ansvar. Det er hans/hendes gener!". Lovely!
Nu er det sådan, at jeg har rigtig, rigtig dårlige nyheder til jer, alle NAMI- (og lignende) pårørende. Og også til alle biopsykiatere, -psykologer, og alle af biobiobiopsykiatrien kolonialiserede brugere. Til alle faktisk, der tror, de kan skyde skylden for (deres) "psykisk(e) sygdom" på (deres) gener, på biologien.
Jeg faldt over videoen hér nedenunder i arkiverne på Gianna's blog i går. Det er den første af syv dele, der tilsammens udgør en forelæsning holdt af cellebiologen Bruce Lipton.
Det Bruce Lipton forklarer i forelæsningen er faktisk et videnskabeligt, biologisk bevis på, at det er traumamodellen, der holder, mens genteorierne er, ja, sludder og vrøvl.
Mens den moderne genforskning tager sit udgangspunkt i antagelsen (det er aldrig blevet bevist), at gener producerer proteiner, der så aktiverer adfærd, har Bruce Lipton længe undret sig over, hvordan det i så fald kan være muligt for levende organismer at fortsat udvise adfærd, selv om generne bliver fjernet fra dem. Det burde jo ikke være muligt, hvis generne var al adfærdens alfa og omega, al adfærdens kilde.
Bruce Lipton fandt ud af, at den moderne genforskning havde smidt den afgørende del af hele den adfærdsskabende proces ud til højre: gener producerer ikke proteiner (de producerer faktisk ikke noget som helst). Til gengæld aktiverer signalstoffer, transmitterstoffer, generne som en byggeplan for nye proteiner. Signalstofferne er blevet sendt ud af en "effector", en udløser, der, på sin side, er blevet aktiveret af en receptor, en modtager, en antenne, der, på sin side, er blevet aktiveret af et signal. Det oprindelige, hele reaktionskæden igangsættende, signal. Og dette oprindelige signal kom fra - og nu er det på højeste tide for alle, der har noget mod traumamodellen, at stoppe med at læse, og lade som ingenting! De tre aber, i ved - den levende organismes omverden.
Al adfærd, alt liv, der finder udtryk i adfærd, er altid, og ligemeget om vi taler en enkel celle eller en kompliceret organisme som mennesket, en reaktion på omverdenen.
Men hvad så med forskningsresultater, der f.eks. viser, at "skizofrene" somme tider har fra "normalen" afvigende gener, eller kromosomer? Sagen er, at når et sekundært signal, altså det, udløseren har sendt afsted for at lede efter et passende protein i organismen, der kunne skabe den til situationen passende adfærd, ikke finder et passende protein, så går det til generne, til DNA'en, frigør den fra dets beskyttende lag af proteiner, og får en kopi af planen, af DNA'en, efter hvilken det passende protein kan bygges. Hvis nu situationen er så indviklet (som f.eks. en double bind er det...), at DNA'en ikke lige kan levere en passende plan, ja, så kan de eksisterende planer ændres. Mutationer er mulige. Men i modsætning til hvad den moderne genforskning mener, er mutationer ikke tilfældige. De er tilpassede situationen. Og de er heller ikke medfødte, medmindre altså, organismen allerede inden sin fødsel var udsat for usædvanlige situationer, en usædvanlig omverden.
På denne måde former omverdenen generne af de i den levende organismer. Og, selvfølgeligt, kan den ændrede plan, mutationen, laves om igen til "normalen", hvis omverdenen skulle ændre sig og gøre mutationen overflødigt.
Jeg er ked af det (nej, det er jeg faktisk ikke), "kære" pårørende, men, ja, vi er tilbage ved "den skizofrenogene mor" & Co. Faktisk er vi dér, hvor skylden for ingen form for "utilpasset", "syg", ikke fungerende adfærd længere kan skydes på et individs gener, på et individs medfødte karakteristika. På et biologisk niveau er livet proteiner, ikke gener. Gener er intet andet end en byggeplan. Huset bygges af signaler, der bruger proteiner som byggemateriale. Og hvordan huset kommer til at se ud, afgøres af det omkringliggende terræn, ikke af en bestemt, fastlagt plan. Enhver organisme har nemlig planer til alle tænkelige huse latent i sig, inklusive muligheden, for at lave lidt om på dem, hist og hér, alt efter behov. Alt er således muligt. Men hvad der i sidste ende manifesterer sig, er afhængig af omverdenen - og individets forståelse af den, som, igen, er afhængig af den omverden, der i begyndelsen har præget individets forståelse af sin omverdenen.
Mht. menneskelig adfærd er det altså sansningen og forståelsen (af vores omverden), der kontrollerer adfærden, ikke biologien. Mens den måde, vi sanser og forstår vores omverden på (hvad Bruce Lipton kalder vores "tro"), er tillærd i sig selv, som en reaktion på omverdenens signaler. Hér kommer behandlingstiltag som terapi, meditation, etc. ind i billedet. En tro kan man ændre. Man kan tro om. Alt bliver muligt. Forudsat, man er sig bevidst om den eksisterende tro.
Bruce Lipton's forskningsresultater passer perfekt til det, mange af os, der ikke har købt den biologiske forklaringsmodel - og hér både dem, der selv har oplevet ekstreme sindstilstande men også professionelle som Laing og Loren Mosher - har oplevet: lav om på omverdenen (f.eks. på kost- og motionsvanerne, eller ved at flytte, laaangt, hjemmefra*...), og adfærden ændres. Og de passer lige så perfekt til neurovidenskabens forskningsresultater på neuroplasticitetens område.
Desværre har dette også en politisk dimension (diskriminering, eugenik), så jeg frygter, at uanset hvor mange videnskabelige beviser, vil alt blive gjort for at holde forskningsresultater som Bruce Lipton's fjern fra offentligheden. Bruce Lipton har skrevet en bog om sin forskning, The Biology of Belief, som jeg antager, er noget mere opløftende og interessant læsning end, bare som et par eksempler, Jill Bolte Taylor's My Stroke of Insight, Kay Redfield Jamison's An Unquiet Mind (find selv lovprisningerne på nettet, det er nemt nok), eller én af de mange af Psykiatrifonden udgivne mesterværker, som for eksempel Om og med psykose, som jeg faktisk har læst: du godeste! The Biology of Belief udkom i 2005, YouTube videoerne blev uploaded i november 2007, og i går var første gang, jeg har hørt om det. Hvilket så sandeligt ikke skyldes mangel på recherche fra min side.
Tak til Gianna for at lægge videoen på sin blog!!!
I øvrigt har NAMI fornylig reageret på forskningsresultaterne mht. de muterede kromosomer, som jeg har kommenteret hér og hér. NAMI's nyhedsnotits er, overraskende men med rette, knapt så entusiastisk som Thomas Werge's euforiske udbrud i den danske presse.
Til alle Jill Bolte Taylors og Thomas Werges derude: i leder så afgjort de forkerte steder (selv om de måtte være nok så politisk korrekte, de steder i leder...). Til alle terapeuter, der går ind for den biologiske, genetiske version af stress-sårbarheds-modellen: hold op med at umyndiggøre og handlingslamme mennesker med jeres ammestuefortællinger om gener, der ikke er andet end junk-videnskab! Og til alle jer derude, der sidder behageligt tilbagelænet på jeres førtidspension, og foran jeres fjerner og/eller computer, hele dagen, mens i skyder skylden for jeres påstået uforanderlige og ukontrollerbare lidelse på jeres gener (jeg ved, nu er jeg kontroversiel igen, ja ja!): Tro, ikke biologi, kontrollerer adfærd. Tag ansvar! Om ikke for jer selv, så i det mindste for andre. Ved at holde op med at udbrede junk-videnskabens usandheder om gener og biologi, og ved at holde op med at ville gøre biobiobiopsykiatriens (junk-videnskabens) kritikere tavse.
_______________
* Nu skal man ikke tro, det er nok, bare at rykke teltpælene op og flytte til Langtbortistan. Det er noget, jeg har prøvet adskillige gange, og på længere sigt altid uden held: nissen flytter med. Kun at rykke de udvendige teltpæle op er aldrig nok. Det er også de indvendige, "troen", der skal rykkes op.
Nu er det sådan, at jeg har rigtig, rigtig dårlige nyheder til jer, alle NAMI- (og lignende) pårørende. Og også til alle biopsykiatere, -psykologer, og alle af biobiobiopsykiatrien kolonialiserede brugere. Til alle faktisk, der tror, de kan skyde skylden for (deres) "psykisk(e) sygdom" på (deres) gener, på biologien.
Jeg faldt over videoen hér nedenunder i arkiverne på Gianna's blog i går. Det er den første af syv dele, der tilsammens udgør en forelæsning holdt af cellebiologen Bruce Lipton.
Det Bruce Lipton forklarer i forelæsningen er faktisk et videnskabeligt, biologisk bevis på, at det er traumamodellen, der holder, mens genteorierne er, ja, sludder og vrøvl.
Mens den moderne genforskning tager sit udgangspunkt i antagelsen (det er aldrig blevet bevist), at gener producerer proteiner, der så aktiverer adfærd, har Bruce Lipton længe undret sig over, hvordan det i så fald kan være muligt for levende organismer at fortsat udvise adfærd, selv om generne bliver fjernet fra dem. Det burde jo ikke være muligt, hvis generne var al adfærdens alfa og omega, al adfærdens kilde.
Bruce Lipton fandt ud af, at den moderne genforskning havde smidt den afgørende del af hele den adfærdsskabende proces ud til højre: gener producerer ikke proteiner (de producerer faktisk ikke noget som helst). Til gengæld aktiverer signalstoffer, transmitterstoffer, generne som en byggeplan for nye proteiner. Signalstofferne er blevet sendt ud af en "effector", en udløser, der, på sin side, er blevet aktiveret af en receptor, en modtager, en antenne, der, på sin side, er blevet aktiveret af et signal. Det oprindelige, hele reaktionskæden igangsættende, signal. Og dette oprindelige signal kom fra - og nu er det på højeste tide for alle, der har noget mod traumamodellen, at stoppe med at læse, og lade som ingenting! De tre aber, i ved - den levende organismes omverden.
Al adfærd, alt liv, der finder udtryk i adfærd, er altid, og ligemeget om vi taler en enkel celle eller en kompliceret organisme som mennesket, en reaktion på omverdenen.
Men hvad så med forskningsresultater, der f.eks. viser, at "skizofrene" somme tider har fra "normalen" afvigende gener, eller kromosomer? Sagen er, at når et sekundært signal, altså det, udløseren har sendt afsted for at lede efter et passende protein i organismen, der kunne skabe den til situationen passende adfærd, ikke finder et passende protein, så går det til generne, til DNA'en, frigør den fra dets beskyttende lag af proteiner, og får en kopi af planen, af DNA'en, efter hvilken det passende protein kan bygges. Hvis nu situationen er så indviklet (som f.eks. en double bind er det...), at DNA'en ikke lige kan levere en passende plan, ja, så kan de eksisterende planer ændres. Mutationer er mulige. Men i modsætning til hvad den moderne genforskning mener, er mutationer ikke tilfældige. De er tilpassede situationen. Og de er heller ikke medfødte, medmindre altså, organismen allerede inden sin fødsel var udsat for usædvanlige situationer, en usædvanlig omverden.
På denne måde former omverdenen generne af de i den levende organismer. Og, selvfølgeligt, kan den ændrede plan, mutationen, laves om igen til "normalen", hvis omverdenen skulle ændre sig og gøre mutationen overflødigt.
Jeg er ked af det (nej, det er jeg faktisk ikke), "kære" pårørende, men, ja, vi er tilbage ved "den skizofrenogene mor" & Co. Faktisk er vi dér, hvor skylden for ingen form for "utilpasset", "syg", ikke fungerende adfærd længere kan skydes på et individs gener, på et individs medfødte karakteristika. På et biologisk niveau er livet proteiner, ikke gener. Gener er intet andet end en byggeplan. Huset bygges af signaler, der bruger proteiner som byggemateriale. Og hvordan huset kommer til at se ud, afgøres af det omkringliggende terræn, ikke af en bestemt, fastlagt plan. Enhver organisme har nemlig planer til alle tænkelige huse latent i sig, inklusive muligheden, for at lave lidt om på dem, hist og hér, alt efter behov. Alt er således muligt. Men hvad der i sidste ende manifesterer sig, er afhængig af omverdenen - og individets forståelse af den, som, igen, er afhængig af den omverden, der i begyndelsen har præget individets forståelse af sin omverdenen.
Mht. menneskelig adfærd er det altså sansningen og forståelsen (af vores omverden), der kontrollerer adfærden, ikke biologien. Mens den måde, vi sanser og forstår vores omverden på (hvad Bruce Lipton kalder vores "tro"), er tillærd i sig selv, som en reaktion på omverdenens signaler. Hér kommer behandlingstiltag som terapi, meditation, etc. ind i billedet. En tro kan man ændre. Man kan tro om. Alt bliver muligt. Forudsat, man er sig bevidst om den eksisterende tro.
Bruce Lipton's forskningsresultater passer perfekt til det, mange af os, der ikke har købt den biologiske forklaringsmodel - og hér både dem, der selv har oplevet ekstreme sindstilstande men også professionelle som Laing og Loren Mosher - har oplevet: lav om på omverdenen (f.eks. på kost- og motionsvanerne, eller ved at flytte, laaangt, hjemmefra*...), og adfærden ændres. Og de passer lige så perfekt til neurovidenskabens forskningsresultater på neuroplasticitetens område.
Desværre har dette også en politisk dimension (diskriminering, eugenik), så jeg frygter, at uanset hvor mange videnskabelige beviser, vil alt blive gjort for at holde forskningsresultater som Bruce Lipton's fjern fra offentligheden. Bruce Lipton har skrevet en bog om sin forskning, The Biology of Belief, som jeg antager, er noget mere opløftende og interessant læsning end, bare som et par eksempler, Jill Bolte Taylor's My Stroke of Insight, Kay Redfield Jamison's An Unquiet Mind (find selv lovprisningerne på nettet, det er nemt nok), eller én af de mange af Psykiatrifonden udgivne mesterværker, som for eksempel Om og med psykose, som jeg faktisk har læst: du godeste! The Biology of Belief udkom i 2005, YouTube videoerne blev uploaded i november 2007, og i går var første gang, jeg har hørt om det. Hvilket så sandeligt ikke skyldes mangel på recherche fra min side.
Tak til Gianna for at lægge videoen på sin blog!!!
I øvrigt har NAMI fornylig reageret på forskningsresultaterne mht. de muterede kromosomer, som jeg har kommenteret hér og hér. NAMI's nyhedsnotits er, overraskende men med rette, knapt så entusiastisk som Thomas Werge's euforiske udbrud i den danske presse.
Til alle Jill Bolte Taylors og Thomas Werges derude: i leder så afgjort de forkerte steder (selv om de måtte være nok så politisk korrekte, de steder i leder...). Til alle terapeuter, der går ind for den biologiske, genetiske version af stress-sårbarheds-modellen: hold op med at umyndiggøre og handlingslamme mennesker med jeres ammestuefortællinger om gener, der ikke er andet end junk-videnskab! Og til alle jer derude, der sidder behageligt tilbagelænet på jeres førtidspension, og foran jeres fjerner og/eller computer, hele dagen, mens i skyder skylden for jeres påstået uforanderlige og ukontrollerbare lidelse på jeres gener (jeg ved, nu er jeg kontroversiel igen, ja ja!): Tro, ikke biologi, kontrollerer adfærd. Tag ansvar! Om ikke for jer selv, så i det mindste for andre. Ved at holde op med at udbrede junk-videnskabens usandheder om gener og biologi, og ved at holde op med at ville gøre biobiobiopsykiatriens (junk-videnskabens) kritikere tavse.
_______________
* Nu skal man ikke tro, det er nok, bare at rykke teltpælene op og flytte til Langtbortistan. Det er noget, jeg har prøvet adskillige gange, og på længere sigt altid uden held: nissen flytter med. Kun at rykke de udvendige teltpæle op er aldrig nok. Det er også de indvendige, "troen", der skal rykkes op.
Labels:
alternativer,
ansvar,
Bruce Lipton,
foranderlighed,
fri vilje,
genforskning,
junk-videnskab,
NAMI,
neuroplasticitet,
recovery,
trauma,
video
torsdag den 31. juli 2008
Here's to my therapist - Mere om "skizofreni" og myten om det syge samfund
Nogle esoterisk elitære, sektereriske, eller bare storhedsvanvittige tanker om "skizofreni" som en genetisk betinget sygdom.
"Det kan ikke udelukkes, at gener spiller en rolle", sagde min terapeut ved vores sidste møde for godt et halvt år siden. Den gang var jeg lige ved at, atter en gang, blive voldsomt forarget, fordi jeg følte mig diskrimineret og, ja, faktisk truet af denne bemærkning, der stemplede mig som værende genetisk defekt. Defekt. Den gang valgte jeg at sluge min vrede. Jeg var alligevel på vej ud af døren, for sidste gang, so what.
I den mellemliggende tid har jeg spekuleret en del over en eventuel sammenhæng mellem "psykoser", gener og politik. Hér er nogle af mine spekulationer, i anledning af Thomas Werges og Establishmentets begejstring over muligvis at have fundet en biologisk, genetisk årsag til "skizofreni".
Hvis det nogensinde skulle vise sig at være rigtigt, at f. eks.nogle muterede kromosomer øger risikoen for at udvikle "skizofreni" (og jeg vil tro på det, når jeg hører folk som Grace Jackson eller Peter Breggin sige god for det, ikke før), er det stadigt ikke bevis på, at "skizofreni" er en sygdom, der skal "behandles", der skal slås så vidt muligt ned og "holdes i ave", som det så ofte forlyder fra Establishmentets side, ved at undertrykke oplevelsen af "symptomerne", og iøvrigt tystne og zombificiere "de skizofrene", med hjerneskadende nervegifte, også eufemistisk kaldet "anti-psykotika". Det er langt fra bevis på, at disse mutationer skal betragtes som defekter i arvemassen.
Som et af de af den moderne, vestlige verden gerne som "primitive" dømte samfund, ser Maorierne for eksempel "psykisk sygdom", altså eksistentielle kriser, som tegn på, at der er ting i samfundet, der ikke fungerer optimalt (jf. "skizofreni" som reaktion på et sygt samfund), og altså bør ændres.
I disse "primitive" samfund betragtes "skizofreni", "psykose" generelt, ikke som en sygdom, men som en særlig evne, der dog kræver, at individet, der har denne evne, lærer at håndtere og gøre konstruktivt brug af den. "Behandlingen" består følgeligt delvist i at lære individet at håndtere og gøre konstruktivt brug af sine evner, og delvist i at anerkende "symptomerne", reaktionerne på samfundet, undtagelsesløst som ubetinget meningsfulde, og tage dem meget seriøst. Især denne anden halvdel af "behandlingen" afgrænser f.eks. Maoriernes tilgang til "psykoser" mod vores moderne, vestlige samfunds tilgang, der blot og allerhøjest formidler såkaldte "mestringsstrategier", gerne via kognitiv terapi, der ikke er ment til at gøre andet, end at tilpasse individet såvidt muligt igen til et uforandret destruktivt fungerende samfund. Den generelt i en psykiatri-sammenhæng prakticerede form af kognitiv terapi, af "mestringsstrategierne", er designet til at forandre, tilpasse, dressere, individet på en måde, så samfundet slipper for kravet om forandring.
I sit blogindlæg "Speaking of Monkeys" skriver canadiske Patricia Lefave, som er stemplet "paranoid skizofren", som selv har arbejdet som psykiatrisk sygeplejerske, og hvis "psykose" blev udløst af mobning på arbejdspladsen, mens mobberne senere fremstillede Patricia's oplevelse af deres mobning som "vrangforestillinger":
"Jeg sagde engang til et medlem af mit 'team' af psykiatere og sagsbehandlere, at jeg tror, jeg er en smule mere bevidst end andre mennesker, og at det var grunden til, at jeg kunne se lidt mere end de fleste af hvad der foregik på hospitalet. Det var ved denne lejlighed, at jeg fik tilbudt 'lidt af noget til at reducere min bevidsthed' for mig."
Hun linker siden til et lille eksperiment, der inkluderer en gorilla, der tydeliggør, at de fleste mennesker faktisk kun ser, hvad de mener, der forventes af dem, at de skal se, og hun fortsætter:
"Jeg ser gorillaer.
Jeg ser dem, fordi jeg har set alle gorillaerne i billedet før, og nu er jeg meget bevidst om gorillaen i billedet mange andre steder, hvor de fleste aldrig ser dem. (...)
Denne bvidsthed om tilstedeværendet af samfundets gorillaer er hvad nogle mennesker betragter som 'synsk'."
Nu kunne man i stedet for at bruge ordet "gorilla" lige så godt bruge betegnelsen "ligene midt i stuen", eller "samfundets destruktive kræfter og adfærdsmønstre". Såsom krigsføring, ødelæggelse af miljøet og social uretfærdighed, heksejagten på anderledes tænkende og dermed "forstyrrende" mennesker ("de sindssyge", "narkomanerne", "de kriminelle") men også det enkelte individ diskriminerende og nedværdigende kommunikationsmønstre i et mikrosamfund, som familien er det (jf. Bateson og Laing), som allesammen er et resultat af den moderne, vestlige kulturs egocentriske (nyliberalistiske) og dermed utilfredsstillelige jagt efter mere og mere monetær profit og jegets profileringsneurose, dets utilfredsstillelige begær efter større og større berømmelse og magt, der danner grundlag for denne egocentriske kulturs oprindelse og fortsatte beståen.
Så, selv om der skulle findes biologiske, genetiske årsager til at nogle mennesker reagerer "psykotiske" på sider af samfundet, der ikke fungerer, er dette langt fra en carte blanche for Establishmentet til at diskriminere og bekæmpe disse mennesker, som det sker i dag i vores moderne, vestlige samfund - og som det er set så mange gange før ske, også inden psykiatrien blev opfundet for ca. 250 år siden. For eksempel i form af inkvisitionen.
Mennesker, der reagerer såpas følsomt på samfundet, at de bliver "psykotiske", hver gang samfundet udviser tilstrækkeligt destruktive adfærdsmønstre, har et enormt potentiale (måske altså endda et genetisk set større potentiale end "normale" mennesker) til at bidrage til positiv og konstruktiv forandring og udvikling i samfundet, der ville gøre samfundet mere, ja, menneskeligt at leve i for alle, både på et psykologisk, et socialt og et økologisk niveau. Alternativer som Soteria har vist, at ikke-medicinsk, ikke-psykiatrisk, behandling styrker og udvikler dette potentiale, mens psykiatrisk, medicinsk "behandling" undertrykker og i det lange løb ødelægger det. Én af grundene, hvorfor Establishmentet, ikke kun det psykiatriske, men også overordnet det politiske, ikke ønsker alternativer som Soteria. Én af grundene til at Establishmentet foretrækker at financiere et hav af "medicin"-skabte førtidspensionister, fremfor at give samfundsdissidenter et almenforståeligt sprog og dermed en stemme i samfundet.
Set i dette lys, er det kun et virkelig sygt samfund, der bestræber sig på, at stemple disse mennesker som værende syge (så samfundetet ikke selv fremstår som værende sygt), og der slår med en så altødelæggende magt ned på disse mennesker, som det moderne, vestlige samfund gør det i dag, bl.a. ved hjælp af psykiatrien. Alene med det mål for øje, at sikre det uforstyrrede fortsatte beståen af sin egen altødelæggende måde at "fungere" på.
Et meget udbredt "symptom" på "psykose" er "vrangforestillingen" om at man er udvalgt til at skulle redde menneskeheden fra undergangen. Et andet "symptom" er "vrangforestillingen" om at man bliver forfulgt - af forkæmperne for et destruktivt fungerende samfund, f.eks. symboliseret af CIA, men i nogle tilfælde også symboliseret af selve behandlingssystemet ("behandlerparanoia"). Er det "sindssyge" og altså værdi- og meningsløse "vrangforestillinger"? Eller ligger der måske en fundamental sandhed bag disse forestillinger?
Med fare for at lyde lidt esoterisk elitær, sektererisk, eller simpelthen storhedsvanvittig og paranoid (alt efter hvilke øjne der ser på det), må jeg indrømme, at jeg bliver mere og mere tilbøjeligt til at tro på Sean, der siger, fremtiden er vores - medmindre den altødelæggende, moderne vestlighed når at sørge for, at menneskeheden som helhed, og dermed heller ikke dem iblandt os, der måske har nogle muterede kromosomer, som gør at de ser "gorillaen", ikke har nogen fremtid. For eksempel ved hjælp af "forebyggende behandling til de personer, der har en høj risiko for at få sygdommen." Altså ved hjælp af at ikke bare uskadeliggøre de personer, der allerede udsender advarselssignaler igennem deres reaktioner på samfundet, men også de personer, der eventuelt kunne komme til det i fremtiden.
"Det kan ikke udelukkes, at gener spiller en rolle", sagde min terapeut ved vores sidste møde for godt et halvt år siden. Den gang var jeg lige ved at, atter en gang, blive voldsomt forarget, fordi jeg følte mig diskrimineret og, ja, faktisk truet af denne bemærkning, der stemplede mig som værende genetisk defekt. Defekt. Den gang valgte jeg at sluge min vrede. Jeg var alligevel på vej ud af døren, for sidste gang, so what.
I den mellemliggende tid har jeg spekuleret en del over en eventuel sammenhæng mellem "psykoser", gener og politik. Hér er nogle af mine spekulationer, i anledning af Thomas Werges og Establishmentets begejstring over muligvis at have fundet en biologisk, genetisk årsag til "skizofreni".
Hvis det nogensinde skulle vise sig at være rigtigt, at f. eks.nogle muterede kromosomer øger risikoen for at udvikle "skizofreni" (og jeg vil tro på det, når jeg hører folk som Grace Jackson eller Peter Breggin sige god for det, ikke før), er det stadigt ikke bevis på, at "skizofreni" er en sygdom, der skal "behandles", der skal slås så vidt muligt ned og "holdes i ave", som det så ofte forlyder fra Establishmentets side, ved at undertrykke oplevelsen af "symptomerne", og iøvrigt tystne og zombificiere "de skizofrene", med hjerneskadende nervegifte, også eufemistisk kaldet "anti-psykotika". Det er langt fra bevis på, at disse mutationer skal betragtes som defekter i arvemassen.
Som et af de af den moderne, vestlige verden gerne som "primitive" dømte samfund, ser Maorierne for eksempel "psykisk sygdom", altså eksistentielle kriser, som tegn på, at der er ting i samfundet, der ikke fungerer optimalt (jf. "skizofreni" som reaktion på et sygt samfund), og altså bør ændres.
I disse "primitive" samfund betragtes "skizofreni", "psykose" generelt, ikke som en sygdom, men som en særlig evne, der dog kræver, at individet, der har denne evne, lærer at håndtere og gøre konstruktivt brug af den. "Behandlingen" består følgeligt delvist i at lære individet at håndtere og gøre konstruktivt brug af sine evner, og delvist i at anerkende "symptomerne", reaktionerne på samfundet, undtagelsesløst som ubetinget meningsfulde, og tage dem meget seriøst. Især denne anden halvdel af "behandlingen" afgrænser f.eks. Maoriernes tilgang til "psykoser" mod vores moderne, vestlige samfunds tilgang, der blot og allerhøjest formidler såkaldte "mestringsstrategier", gerne via kognitiv terapi, der ikke er ment til at gøre andet, end at tilpasse individet såvidt muligt igen til et uforandret destruktivt fungerende samfund. Den generelt i en psykiatri-sammenhæng prakticerede form af kognitiv terapi, af "mestringsstrategierne", er designet til at forandre, tilpasse, dressere, individet på en måde, så samfundet slipper for kravet om forandring.
I sit blogindlæg "Speaking of Monkeys" skriver canadiske Patricia Lefave, som er stemplet "paranoid skizofren", som selv har arbejdet som psykiatrisk sygeplejerske, og hvis "psykose" blev udløst af mobning på arbejdspladsen, mens mobberne senere fremstillede Patricia's oplevelse af deres mobning som "vrangforestillinger":
"Jeg sagde engang til et medlem af mit 'team' af psykiatere og sagsbehandlere, at jeg tror, jeg er en smule mere bevidst end andre mennesker, og at det var grunden til, at jeg kunne se lidt mere end de fleste af hvad der foregik på hospitalet. Det var ved denne lejlighed, at jeg fik tilbudt 'lidt af noget til at reducere min bevidsthed' for mig."
Hun linker siden til et lille eksperiment, der inkluderer en gorilla, der tydeliggør, at de fleste mennesker faktisk kun ser, hvad de mener, der forventes af dem, at de skal se, og hun fortsætter:
"Jeg ser gorillaer.
Jeg ser dem, fordi jeg har set alle gorillaerne i billedet før, og nu er jeg meget bevidst om gorillaen i billedet mange andre steder, hvor de fleste aldrig ser dem. (...)
Denne bvidsthed om tilstedeværendet af samfundets gorillaer er hvad nogle mennesker betragter som 'synsk'."
Nu kunne man i stedet for at bruge ordet "gorilla" lige så godt bruge betegnelsen "ligene midt i stuen", eller "samfundets destruktive kræfter og adfærdsmønstre". Såsom krigsføring, ødelæggelse af miljøet og social uretfærdighed, heksejagten på anderledes tænkende og dermed "forstyrrende" mennesker ("de sindssyge", "narkomanerne", "de kriminelle") men også det enkelte individ diskriminerende og nedværdigende kommunikationsmønstre i et mikrosamfund, som familien er det (jf. Bateson og Laing), som allesammen er et resultat af den moderne, vestlige kulturs egocentriske (nyliberalistiske) og dermed utilfredsstillelige jagt efter mere og mere monetær profit og jegets profileringsneurose, dets utilfredsstillelige begær efter større og større berømmelse og magt, der danner grundlag for denne egocentriske kulturs oprindelse og fortsatte beståen.
Så, selv om der skulle findes biologiske, genetiske årsager til at nogle mennesker reagerer "psykotiske" på sider af samfundet, der ikke fungerer, er dette langt fra en carte blanche for Establishmentet til at diskriminere og bekæmpe disse mennesker, som det sker i dag i vores moderne, vestlige samfund - og som det er set så mange gange før ske, også inden psykiatrien blev opfundet for ca. 250 år siden. For eksempel i form af inkvisitionen.
Mennesker, der reagerer såpas følsomt på samfundet, at de bliver "psykotiske", hver gang samfundet udviser tilstrækkeligt destruktive adfærdsmønstre, har et enormt potentiale (måske altså endda et genetisk set større potentiale end "normale" mennesker) til at bidrage til positiv og konstruktiv forandring og udvikling i samfundet, der ville gøre samfundet mere, ja, menneskeligt at leve i for alle, både på et psykologisk, et socialt og et økologisk niveau. Alternativer som Soteria har vist, at ikke-medicinsk, ikke-psykiatrisk, behandling styrker og udvikler dette potentiale, mens psykiatrisk, medicinsk "behandling" undertrykker og i det lange løb ødelægger det. Én af grundene, hvorfor Establishmentet, ikke kun det psykiatriske, men også overordnet det politiske, ikke ønsker alternativer som Soteria. Én af grundene til at Establishmentet foretrækker at financiere et hav af "medicin"-skabte førtidspensionister, fremfor at give samfundsdissidenter et almenforståeligt sprog og dermed en stemme i samfundet.
Set i dette lys, er det kun et virkelig sygt samfund, der bestræber sig på, at stemple disse mennesker som værende syge (så samfundetet ikke selv fremstår som værende sygt), og der slår med en så altødelæggende magt ned på disse mennesker, som det moderne, vestlige samfund gør det i dag, bl.a. ved hjælp af psykiatrien. Alene med det mål for øje, at sikre det uforstyrrede fortsatte beståen af sin egen altødelæggende måde at "fungere" på.
Et meget udbredt "symptom" på "psykose" er "vrangforestillingen" om at man er udvalgt til at skulle redde menneskeheden fra undergangen. Et andet "symptom" er "vrangforestillingen" om at man bliver forfulgt - af forkæmperne for et destruktivt fungerende samfund, f.eks. symboliseret af CIA, men i nogle tilfælde også symboliseret af selve behandlingssystemet ("behandlerparanoia"). Er det "sindssyge" og altså værdi- og meningsløse "vrangforestillinger"? Eller ligger der måske en fundamental sandhed bag disse forestillinger?
Med fare for at lyde lidt esoterisk elitær, sektererisk, eller simpelthen storhedsvanvittig og paranoid (alt efter hvilke øjne der ser på det), må jeg indrømme, at jeg bliver mere og mere tilbøjeligt til at tro på Sean, der siger, fremtiden er vores - medmindre den altødelæggende, moderne vestlighed når at sørge for, at menneskeheden som helhed, og dermed heller ikke dem iblandt os, der måske har nogle muterede kromosomer, som gør at de ser "gorillaen", ikke har nogen fremtid. For eksempel ved hjælp af "forebyggende behandling til de personer, der har en høj risiko for at få sygdommen." Altså ved hjælp af at ikke bare uskadeliggøre de personer, der allerede udsender advarselssignaler igennem deres reaktioner på samfundet, men også de personer, der eventuelt kunne komme til det i fremtiden.
Labels:
alternativer,
forandring,
genforskning,
kontrol,
politik,
psykiatrisk mishandling
"Skizofreni" - slut med myten om det syge samfund?
Atter en gang er videnskaben lige ved og har næsten fundet årsagen til "skizofreni": nogle muterede kromosomer kan være årsag.
Artiklen "Tættere på skizofreniens årsag" citerer Thomas Werge, ansat på Forskningsinstitut for Biologisk Psykiatri på Psykiatrisk Center Sct. Hans:
"Skizofreni har været omgærdet af mange myter, f.eks. at det var en naturlig reaktion på et sygt samfund. I 20-30 år har vi vidst, at skizofreni med stor sandsynlighed var genetisk betinget. Men myterne har levet videre, og derfor er det meget glædeligt, at vi nu endelig har dokumenteret konkrete ændringer i vores arvemasse, som medfører en meget stor risiko for at en person udvikler skizofreni."
Og hvorfor skulle det være så glædeligt? Jo, fordi der selvfølgeligt ikke er noget mere fatalt for et samfund, der både betragter sig selv som ufejlbarligt og også gerne vil betragtes udefra som det bedste af alle tænkelige samfund, end hvis der sættes spørgsmålstegn ved ufejlbarligheden. For eksempel ved at nogle af dette samfunds medlemmer reagerer med "skizofreni" på den formentlige ufejlbarlighed.
Artiklen fortæller endvidere, at hvis de nye fund skulle vise sig at holde stik, at dette kunne danne grundlag for nemmere diagnosticering, forbedret "behandling" og endda "forebyggende behandling til de personer, der har en høj risiko for at få sygdommen".
"Forebyggende behandling"? Jeg har på fornemmelsen, at vi hér taler om at tage et skridt til i retning mod en "fager ny verden".
Ja, vi har jo hørt og læst det så mange gange før, igennem de sidste 20 - 30 år, at, hurra!, nu havde videnskaben fundet noget. Forrige gang var det noget med nogle "skizofrene" mus, f.eks. Hvad blev der egentligt af dem?... Sidst i artiklen skynder Thomas Werge sig således dog også at trække i land: "Nu ved vi, at nogle konkrete mutationer medfører en meget høj risiko for skizofreni, men dermed er ikke sagt, at det kan forklare alle tilfælde af skizofreni, for det gør det ikke."
Jeg har lyst til at spørge: Hvad nu? Har videnskaben fundet årsagen, eller har den ikke?
Sagen har dog også en helt anden aspekt. Men den vil jeg se på i et opfølgende indlæg.
Artiklen "Tættere på skizofreniens årsag" citerer Thomas Werge, ansat på Forskningsinstitut for Biologisk Psykiatri på Psykiatrisk Center Sct. Hans:
"Skizofreni har været omgærdet af mange myter, f.eks. at det var en naturlig reaktion på et sygt samfund. I 20-30 år har vi vidst, at skizofreni med stor sandsynlighed var genetisk betinget. Men myterne har levet videre, og derfor er det meget glædeligt, at vi nu endelig har dokumenteret konkrete ændringer i vores arvemasse, som medfører en meget stor risiko for at en person udvikler skizofreni."
Og hvorfor skulle det være så glædeligt? Jo, fordi der selvfølgeligt ikke er noget mere fatalt for et samfund, der både betragter sig selv som ufejlbarligt og også gerne vil betragtes udefra som det bedste af alle tænkelige samfund, end hvis der sættes spørgsmålstegn ved ufejlbarligheden. For eksempel ved at nogle af dette samfunds medlemmer reagerer med "skizofreni" på den formentlige ufejlbarlighed.
Artiklen fortæller endvidere, at hvis de nye fund skulle vise sig at holde stik, at dette kunne danne grundlag for nemmere diagnosticering, forbedret "behandling" og endda "forebyggende behandling til de personer, der har en høj risiko for at få sygdommen".
"Forebyggende behandling"? Jeg har på fornemmelsen, at vi hér taler om at tage et skridt til i retning mod en "fager ny verden".
Ja, vi har jo hørt og læst det så mange gange før, igennem de sidste 20 - 30 år, at, hurra!, nu havde videnskaben fundet noget. Forrige gang var det noget med nogle "skizofrene" mus, f.eks. Hvad blev der egentligt af dem?... Sidst i artiklen skynder Thomas Werge sig således dog også at trække i land: "Nu ved vi, at nogle konkrete mutationer medfører en meget høj risiko for skizofreni, men dermed er ikke sagt, at det kan forklare alle tilfælde af skizofreni, for det gør det ikke."
Jeg har lyst til at spørge: Hvad nu? Har videnskaben fundet årsagen, eller har den ikke?
Sagen har dog også en helt anden aspekt. Men den vil jeg se på i et opfølgende indlæg.
Labels:
biopsykiatri,
emotional engineering,
genforskning,
kontrol,
politik
fredag den 18. juli 2008
"Er ADHD en anerkendt diagnose?", noget om "reelle varige sindssygdomme", og hvorfor postnummeret bestemmer diagnosen
Lidt flere brølere - både psykiatriske, men også en psykologisk sådan:
"Er ADHD en anerkendt diagnose?" lyder spørgsmålet fra en bekymret forælder og lærer i tv 2 nyhedernes brevkasse. Og, "ja", forlyder det fra Susan Schlüter, der er cand. psych. (cand. bio-psych??). Hun sætter i det følgende godt nok ordet "sygdom" i anførelsestegn, men tøver dog ikke et sekund med at afgrænse såkaldt "ADHD" biopsykologisk skarpt mod hyperaktivitet og impulsivitet - ligesom man især i psykiatriske kredse så gerne afgrænser "sindssygdom" knivskarpt mod eksistentielle kriser, og med at betegne denne såkaldte "sygdom" som arveligt. Med overbevisende selvsikkerhed.
Hvor kommer denne selvsikkerhed fra? Et "ADHD"-gen har man indtil videre lige så lidt kunnet finde frem til, som de gener, der angiveligt er skyld i stort set alle de andre såkaldte "psykiske sygdomme". Mens det eneste kriterium, der eventuelt kunne afgrænse "ADHD" mod hyperaktivitet og impulsivitet, ved denne diagnose som ved alle andre psykiatriske diagnoser, består i (be-)dømmelsen af individets adfærd. Det vil sige, diagnosen stilles efter individets adfærd er blevet (be-)dømt på grundlag af et rent subjektivt skøn. Objektive videnskabelige tests findes ikke.
Således hedder det i Susan Schlüters svar til den bekymrede forælder og lærer angående tegn på "ADHD", at:
"Fx. behovet for nattesøvn, som er betydeligt minimeret, samt påbud, regler og "irettesættelser" hele tiden skal gentages."
Spørgsmålet bliver, hvorvidt dette kriterium og andre ligeså subjektivt (be-)dømmende kriteria overhovedet er egnet til at afgrænse "ADHD" knivskarpt mod hyperaktivitet og impulsivitet.
Hvilket leder mig til brøler nr. 2, der tydeligt viser, i hvor stor udstrækning psykiatrisk diagnosticering er bestemt af et subjektivt skøn, der mangler enhver objektiv videnskabelighed.
Ved brøler nr. 2 drejer det sig om de ekstremt store forskelle fra region til region i diagnosticeringen af børn, som man bl.a. kan læse om hér.
I denne sammenhæng er det så formanden for Børne- og Ungdomspsykiatrisk Selskab, Hanne Børner, der knivskarpt skelner mellem "ADHD", som biologisk, genetisk betinget sygdom, og miljøforårsagede adfærdsproblemer:
"Det [de store forskelle] viser, at man forstår børns symptomer på mange måder. Der er stadig nogen, der eksempelvis har svært ved at acceptere diagnosen ADHD (DAMP) og hellere vil forklare symptomerne med miljøet omkring barnet. Det handler om, at man skal acceptere, at børn også bliver psykisk syge," citerer artiklen Hanne Børner.
Det falder nu virkeligt lidt svært at acceptere "psykisk sygdom" som biologisk og genetisk betinget sygdom, ikke bare med hensyn til børn, men generelt, når forskningen til stadighed mangler, at frembringe relevante beviser for disse påstande, der, hvis jeg lige må minde om det, blev vedtaget som værende fakta i forbindelse med farmaindustriens salgsfremstød med hensyn til psykofarmaka (nærmere betegnet Prozac) sidst i 80'erne.
I modsætning til Hanne Børner, ser jeg i de store diagnosticeringsforskelle - der iøvrigt ikke kommer bag på mig - ikke andet end et yderligere bevis på psykiatriens status som en tro-det-eller-lad-være-"videnskab". Interessant i denne sammenhæng er for resten også, at psykiatrien er den eneste medicinske "videnskab", der vedtager respektive afviser diagnoser ved afstemning, og altså ikke fordi der skulle findes entydige, objektive og dermed virkeligt videnskabelige beviser for deres berettigelse...
En anden, ikke mindre knivskarp, men lige så tvivlsom, afgrænsning kan man bl.a. finde foretaget hér, hvor der, ganske i stil med Karin Garde iøvrigt, skelnes mellem "reel varig sindssygdom" (altså igen: biologisk, genetisk betinget og per se kronisk sygdom, andetsteds på nettet nærmere udspecificeret som værende f.eks. "skizofreni") og "belastningsskader som stress" (miljøbetingede, eksistentielle kriser).
Én ting er, at der for alle de ovennævnte psykiatriske såvel som bio-psykologiske påstande mangler enhver form for dokumentation - og jeg kunne være fristet til at anmode f.eks. Susan Schlüter om at lade mig eventuel relevant dokumentation tilkomme, men en sådan anmodning vil nok støde på en nærmest "kataton" (lamslået af skræk) tavshed fra hendes side, som det plejer at være tilfældet ved den slags forespørgsler.
En anden side af sagen, og hér specielt med hensyn til brøler nr. 3: "reel varig sindssygdom", er at disse betegnelser indeholder det ekstremt destruktive fordi "disempowering" budskab, at recovery ikke er muligt. I anbetragt af et hav af videnskabelige studier, der viser, at det modsatte er tilfældet (især for individer, der formår at undgå respektive undslippe psykiatrisk og bio-psykologisk "hjælp"), må det betragtes som både moralsk og videnskabeligt(!) uforsvarligt, at anvende denne terminologi.
Jeg kan kun anbefale Susan Schlüter, Hanne Børner og alle deres kolleger, de psykiatriske som de psykologiske, at aktualisere deres faglige viden, f.eks. ved at læse John Breedings The Wildest Colts make the Best Horses, og, angående den psykiatriske "videnskab" generelt, Steven Morgans artikel "The other side of mental health science".
Ligeledes ville det være glædeligt, hvis Danmarks journalistiske stand gik lidt mere i dybden med sin research, i stedet for at, gang på gang, ukritisk drøvtygge de selvbestaltede "eksperters" meninger og holdninger.
"Er ADHD en anerkendt diagnose?" lyder spørgsmålet fra en bekymret forælder og lærer i tv 2 nyhedernes brevkasse. Og, "ja", forlyder det fra Susan Schlüter, der er cand. psych. (cand. bio-psych??). Hun sætter i det følgende godt nok ordet "sygdom" i anførelsestegn, men tøver dog ikke et sekund med at afgrænse såkaldt "ADHD" biopsykologisk skarpt mod hyperaktivitet og impulsivitet - ligesom man især i psykiatriske kredse så gerne afgrænser "sindssygdom" knivskarpt mod eksistentielle kriser, og med at betegne denne såkaldte "sygdom" som arveligt. Med overbevisende selvsikkerhed.
Hvor kommer denne selvsikkerhed fra? Et "ADHD"-gen har man indtil videre lige så lidt kunnet finde frem til, som de gener, der angiveligt er skyld i stort set alle de andre såkaldte "psykiske sygdomme". Mens det eneste kriterium, der eventuelt kunne afgrænse "ADHD" mod hyperaktivitet og impulsivitet, ved denne diagnose som ved alle andre psykiatriske diagnoser, består i (be-)dømmelsen af individets adfærd. Det vil sige, diagnosen stilles efter individets adfærd er blevet (be-)dømt på grundlag af et rent subjektivt skøn. Objektive videnskabelige tests findes ikke.
Således hedder det i Susan Schlüters svar til den bekymrede forælder og lærer angående tegn på "ADHD", at:
"Fx. behovet for nattesøvn, som er betydeligt minimeret, samt påbud, regler og "irettesættelser" hele tiden skal gentages."
Spørgsmålet bliver, hvorvidt dette kriterium og andre ligeså subjektivt (be-)dømmende kriteria overhovedet er egnet til at afgrænse "ADHD" knivskarpt mod hyperaktivitet og impulsivitet.
Hvilket leder mig til brøler nr. 2, der tydeligt viser, i hvor stor udstrækning psykiatrisk diagnosticering er bestemt af et subjektivt skøn, der mangler enhver objektiv videnskabelighed.
Ved brøler nr. 2 drejer det sig om de ekstremt store forskelle fra region til region i diagnosticeringen af børn, som man bl.a. kan læse om hér.
I denne sammenhæng er det så formanden for Børne- og Ungdomspsykiatrisk Selskab, Hanne Børner, der knivskarpt skelner mellem "ADHD", som biologisk, genetisk betinget sygdom, og miljøforårsagede adfærdsproblemer:
"Det [de store forskelle] viser, at man forstår børns symptomer på mange måder. Der er stadig nogen, der eksempelvis har svært ved at acceptere diagnosen ADHD (DAMP) og hellere vil forklare symptomerne med miljøet omkring barnet. Det handler om, at man skal acceptere, at børn også bliver psykisk syge," citerer artiklen Hanne Børner.
Det falder nu virkeligt lidt svært at acceptere "psykisk sygdom" som biologisk og genetisk betinget sygdom, ikke bare med hensyn til børn, men generelt, når forskningen til stadighed mangler, at frembringe relevante beviser for disse påstande, der, hvis jeg lige må minde om det, blev vedtaget som værende fakta i forbindelse med farmaindustriens salgsfremstød med hensyn til psykofarmaka (nærmere betegnet Prozac) sidst i 80'erne.
I modsætning til Hanne Børner, ser jeg i de store diagnosticeringsforskelle - der iøvrigt ikke kommer bag på mig - ikke andet end et yderligere bevis på psykiatriens status som en tro-det-eller-lad-være-"videnskab". Interessant i denne sammenhæng er for resten også, at psykiatrien er den eneste medicinske "videnskab", der vedtager respektive afviser diagnoser ved afstemning, og altså ikke fordi der skulle findes entydige, objektive og dermed virkeligt videnskabelige beviser for deres berettigelse...
En anden, ikke mindre knivskarp, men lige så tvivlsom, afgrænsning kan man bl.a. finde foretaget hér, hvor der, ganske i stil med Karin Garde iøvrigt, skelnes mellem "reel varig sindssygdom" (altså igen: biologisk, genetisk betinget og per se kronisk sygdom, andetsteds på nettet nærmere udspecificeret som værende f.eks. "skizofreni") og "belastningsskader som stress" (miljøbetingede, eksistentielle kriser).
Én ting er, at der for alle de ovennævnte psykiatriske såvel som bio-psykologiske påstande mangler enhver form for dokumentation - og jeg kunne være fristet til at anmode f.eks. Susan Schlüter om at lade mig eventuel relevant dokumentation tilkomme, men en sådan anmodning vil nok støde på en nærmest "kataton" (lamslået af skræk) tavshed fra hendes side, som det plejer at være tilfældet ved den slags forespørgsler.
En anden side af sagen, og hér specielt med hensyn til brøler nr. 3: "reel varig sindssygdom", er at disse betegnelser indeholder det ekstremt destruktive fordi "disempowering" budskab, at recovery ikke er muligt. I anbetragt af et hav af videnskabelige studier, der viser, at det modsatte er tilfældet (især for individer, der formår at undgå respektive undslippe psykiatrisk og bio-psykologisk "hjælp"), må det betragtes som både moralsk og videnskabeligt(!) uforsvarligt, at anvende denne terminologi.
Jeg kan kun anbefale Susan Schlüter, Hanne Børner og alle deres kolleger, de psykiatriske som de psykologiske, at aktualisere deres faglige viden, f.eks. ved at læse John Breedings The Wildest Colts make the Best Horses, og, angående den psykiatriske "videnskab" generelt, Steven Morgans artikel "The other side of mental health science".
Ligeledes ville det være glædeligt, hvis Danmarks journalistiske stand gik lidt mere i dybden med sin research, i stedet for at, gang på gang, ukritisk drøvtygge de selvbestaltede "eksperters" meninger og holdninger.
lørdag den 12. april 2008
Genetik, informationsteknik og politik
Forleden faldt jeg over nedenstående kommentar til et indlæg på Bodil Zaleskys blog, "Genetik och informationsteknik". Originalindlægget omhandler artiklen "Levande gener, döda metaforer", publiceret i Svenska Dagbladet under titlen "Döda metaforer för levande materia", 13. oktober 2005, af Håkan Lindgren (medudgiver af et lille men signifikant svensk kulturmagasin, Agamemnon), som ser på interaktionen mellem gener og miljø mht. menneskelig adfærd.
Jeg synes, kommentaren er både meget interessant, såvel i forhold til kontroversen om Gaderummet, som i forhold til samfundets og myndighedernes fortsatte diskriminering og undertrykkelse af visse samfundsgrupper i al almindelighed, og meget velskrevet. Tak til Marita for hendes tilladelse til at oversætte hendes kommentar og offentliggøre den hér på min blog. Tak også til Bodil Zalesky for at formidle kontakten.
______________
Kommentar til "Genetik och informationsteknik"
Af Marita, skrevet 15. oktober 2005
Jeg indser at hvad jeg kommer at sige, er en meget personlig mening. Bare advarer lidt.
Igennem hele menneskehedens historie har nogle små grupper anset sig selv som værende af "den rette slags" og resten af menneskeheden som værende en sørgelig, uvidende og beskidt pøbel. Sokrates fortalte sine adepter, "at tænke ret er stort, at tænke frit er større" og straks besluttede "den rette slags" at de ikke ville have en frit tænkende pøbel, og man tvang ham til at tømme et giftbæger. Romerne delte sig i patricier ("den rette slags") og plebejer.
I medelalderen i Europa, anså kirkens mænd sig som værende af "den rette slags", og de rige, priviligerede, som knapt blev berørt af kirkens undertrykkelse, har selvsagt altid anset sig som værende af "den rette slags". Kirkens undertrykkelse og feodalisme holdt pøblen på plads (den ene eller anden omgang pest også, selvfølgeligt) - i nogle lande var det forbudt ved dødsstraf, at lære sig at læse. (Og senere for sorte slaver i Amerika.)
Renaissancen kom med et stort suk af lettelse, men kun for "den rette slags". For pøblen ændrede sig meget lidt. Pryglestraf, dødsstraf, hekseprocesser, inkvisitionen, fattigdom, sult, krigspligt... Disse giver kontrol.
Oplysningstiden holder sit indtog, og hér begynder videnskabsmændene at tilhøre "den rette slags". Alt skal forklares i videnskabelige termer, der findes ingen Gud, kun natur, planterne inddeles i deres eget seksualsystem, man anklager kirken, forklarer tyngdeloven osv. Merkantilismen begynder at organisere og kontrollere pøblen. Videnskabsmænd og de rige anser sig som berettiget til at udføre eksperimenter og ofre pøblen - de er uvidende og betragtes som værende mindre værd, knapt nok som værende fuldværdige mennesker. Idéen om det ufordærvede menneske, "den ædle vilde", vokser frem. Tyngdepunktet ligger ikke på "ædel" men på "vild". Derfor udrydder "den rette slags" urbefolkningen i de lande, man erobrer i Amerika, Afrika og Sydamerika. "Vilde" anses ikke som havende menneskeligt værdi.
Romantiken, som bemærkelsesværdigt nok sammenfaller med industrialismens indtog, skaber en ny "ret slags" - kunstneren, som kan tolke Guds stemme og vilje i kunsten, gerne i et rus af opium. Mens opiumrøgen hviler tungt blandt kunstnerne, indrettes der et nyt samfund for pøblen, hvor de stuves sammen, tæt, tæt, i huslænger og tvinges ind i industrien. Tuberkulose, lus, lidelse, sult, tab af stolthed - alt trives i arbejderkvarterene. For at holde styr på disse vrede folkemasser, bygger "den rette slags" - de velstillede kroer og andre steder med udskænkningsrettigheder. Druk tiltager dramatisk - det gør arbejdsulykker også.
Realismen skildrer siden dette elende, og det er første gang at pøblen faktisk forekommer i sin egen ret i bøgernes verden. Man skriver om arbejdernes usle vilkår, om fattiggårde og børnehjem, englemagere og sygdom. Naturligvis er det ikke arbejderne selv som skriver, men "den rette slags", dvs. de med tilstrækkelig høj uddannelse og den rette baggrund for at se hele samfundet som et system. i den bedste velvilje begynder man at forske i, om der muligvis findes en overlegen race, om kriminalitet, mental sygdom, druk osv. kan konstateres hos pøblen, inden det udbryder. Man måler hjerneskaller og lytter til Darwin. For racens bedste steriliserer man mennesker med mentale sygdomme, Downs syndrom og zigeunere, hvilke anses værende specielt truende for et fungerende samfund. Frenologien når frem til, at jo større hoved man har, desto større hjerne og dermed intelligens. Europæerne har ganske store hoveder - specielt de mænd man måler. Forfatterne skriver i rasende afmagt, at det måske er de usle sociale forhold som forårsager kriminaliteten.
Tja, så bevæger vi os mod vores egen tid. I 30erne og 40erne skriver arbejderne og staterne selv om deres situation - indefra. Vi får en tid med flugt fra den hårde virkelighed med krig og andet elende, og man skriver fantasy og science fiction. Vi skyder raketter med mænd, der senere betræder månen, op. Mod slutningen af 1900-tallet gør videnskaben enorme fremskridt, på alle områder. "Den rette slags" har skabt et samfund for pøblen, som er umenneskelig hårdt, glædesløst og kontrolleret. Kriminalitet, selvmord, mental sygdom, stressrelaterede sygdomme, slidskader fra monotont arbejde - alt tiltager. "Den rette slags" får travlt med at forklare, og til sin hjælp har man gentekniken. Vi måler ikke længere hjerneskaller, spørger os ikke, hvilken indvirkning miljøet har - vi vil have en forklaring og helst en undskyldning. Man søger fortvivlet efter bestanddele i menneskets (pøblens) gener, som kan forklare, at denne "dårligere slags" ikke kan for, at de er kriminelle, mentalt syge, sønderstressede etc., fordi de har det undermålige beteende forprogrammeret i deres gener. Programmere er et godt ord, fordi det lyder så moderne i dataalderens epoke. Nøjagtigt som man programmerer computeren, videoen og DVD'en, er også mennesker blevet programmeret i generne. Hvis man finder gener for kræft, diabetes eller andre handicappende sygdomme, som kan udbryde i fremtiden - eller ej - kan man informere forsikringsselskaberne, og så må den pøbel med defekte gener betale højere præmier - hvis de overhovedet kan forsikres. At samfundet er umenneskeligt, interesserer man sig ikke for, selv politikerne synes nu, at sygefraværet er for højt og langvarigt, så man stresser de defekte individer endnu mere sønder med at true, at tage deres fosørgelse fra dem. Det betyder intet, fordi de defekte tilhører "den dårligere slags", og "den rette slags" klarer sig under alle omstændigheder. De har penge, god indkomst, stor magt, gode samfundspositioner, aner, forbindelser, god uddannelse etc., og de er absolut ikke defekte i generne. "Den rette slags" siger til "den dårligere slags", at de vist ikke skal se sig som en gruppe med samme drømme, rettigheder og mål, men som individer. Allerede Machiavelli regnede ud, at man for at opnå total kontrol skulle skille ad og herske.
Omtrent sådan. "Den rette slags" finder på, hvad de kan for at kontrollere og holde "den dårligere slags" nede. Nu er det genteknik. Hvad det er om 20 år, er uvisst, men systemet som sådant er livskraftigt.
(Oversat fra svensk)
_______________
I en opfølgende kommentar skriver Marita, at "videnskaben aldrig nogensinde har kunnet og aldrig nogensinde vil komme til at kunne spå et individs fremtid, lige så lidt som den kan sige noget om, hvad det indebærer, at være menneske. Det spiller ingen rolle, om vi forsker i genernes sammensætning, tæller knopper på hovedet eller måler hjerneskallen på folk. Vi bliver i hvert fald kun alt det, vi kan blive i samspil med andre mennesker, uanset hvad genetikens regler siger.
(...)Jeg har et meget lyst og positivt syn på, hvad enkelte mennesker kan udrette, men et kulsort, negativt syn på hvor menneskeheden som helhed er på vej hen. Mennesket som beholder af predestinerede gener er for mig en absurd tanke, måske endda lidt forskruet."
Jeg er enig.
Jeg synes, kommentaren er både meget interessant, såvel i forhold til kontroversen om Gaderummet, som i forhold til samfundets og myndighedernes fortsatte diskriminering og undertrykkelse af visse samfundsgrupper i al almindelighed, og meget velskrevet. Tak til Marita for hendes tilladelse til at oversætte hendes kommentar og offentliggøre den hér på min blog. Tak også til Bodil Zalesky for at formidle kontakten.
______________
Kommentar til "Genetik och informationsteknik"
Af Marita, skrevet 15. oktober 2005
Jeg indser at hvad jeg kommer at sige, er en meget personlig mening. Bare advarer lidt.
Igennem hele menneskehedens historie har nogle små grupper anset sig selv som værende af "den rette slags" og resten af menneskeheden som værende en sørgelig, uvidende og beskidt pøbel. Sokrates fortalte sine adepter, "at tænke ret er stort, at tænke frit er større" og straks besluttede "den rette slags" at de ikke ville have en frit tænkende pøbel, og man tvang ham til at tømme et giftbæger. Romerne delte sig i patricier ("den rette slags") og plebejer.
I medelalderen i Europa, anså kirkens mænd sig som værende af "den rette slags", og de rige, priviligerede, som knapt blev berørt af kirkens undertrykkelse, har selvsagt altid anset sig som værende af "den rette slags". Kirkens undertrykkelse og feodalisme holdt pøblen på plads (den ene eller anden omgang pest også, selvfølgeligt) - i nogle lande var det forbudt ved dødsstraf, at lære sig at læse. (Og senere for sorte slaver i Amerika.)
Renaissancen kom med et stort suk af lettelse, men kun for "den rette slags". For pøblen ændrede sig meget lidt. Pryglestraf, dødsstraf, hekseprocesser, inkvisitionen, fattigdom, sult, krigspligt... Disse giver kontrol.
Oplysningstiden holder sit indtog, og hér begynder videnskabsmændene at tilhøre "den rette slags". Alt skal forklares i videnskabelige termer, der findes ingen Gud, kun natur, planterne inddeles i deres eget seksualsystem, man anklager kirken, forklarer tyngdeloven osv. Merkantilismen begynder at organisere og kontrollere pøblen. Videnskabsmænd og de rige anser sig som berettiget til at udføre eksperimenter og ofre pøblen - de er uvidende og betragtes som værende mindre værd, knapt nok som værende fuldværdige mennesker. Idéen om det ufordærvede menneske, "den ædle vilde", vokser frem. Tyngdepunktet ligger ikke på "ædel" men på "vild". Derfor udrydder "den rette slags" urbefolkningen i de lande, man erobrer i Amerika, Afrika og Sydamerika. "Vilde" anses ikke som havende menneskeligt værdi.
Romantiken, som bemærkelsesværdigt nok sammenfaller med industrialismens indtog, skaber en ny "ret slags" - kunstneren, som kan tolke Guds stemme og vilje i kunsten, gerne i et rus af opium. Mens opiumrøgen hviler tungt blandt kunstnerne, indrettes der et nyt samfund for pøblen, hvor de stuves sammen, tæt, tæt, i huslænger og tvinges ind i industrien. Tuberkulose, lus, lidelse, sult, tab af stolthed - alt trives i arbejderkvarterene. For at holde styr på disse vrede folkemasser, bygger "den rette slags" - de velstillede kroer og andre steder med udskænkningsrettigheder. Druk tiltager dramatisk - det gør arbejdsulykker også.
Realismen skildrer siden dette elende, og det er første gang at pøblen faktisk forekommer i sin egen ret i bøgernes verden. Man skriver om arbejdernes usle vilkår, om fattiggårde og børnehjem, englemagere og sygdom. Naturligvis er det ikke arbejderne selv som skriver, men "den rette slags", dvs. de med tilstrækkelig høj uddannelse og den rette baggrund for at se hele samfundet som et system. i den bedste velvilje begynder man at forske i, om der muligvis findes en overlegen race, om kriminalitet, mental sygdom, druk osv. kan konstateres hos pøblen, inden det udbryder. Man måler hjerneskaller og lytter til Darwin. For racens bedste steriliserer man mennesker med mentale sygdomme, Downs syndrom og zigeunere, hvilke anses værende specielt truende for et fungerende samfund. Frenologien når frem til, at jo større hoved man har, desto større hjerne og dermed intelligens. Europæerne har ganske store hoveder - specielt de mænd man måler. Forfatterne skriver i rasende afmagt, at det måske er de usle sociale forhold som forårsager kriminaliteten.
Tja, så bevæger vi os mod vores egen tid. I 30erne og 40erne skriver arbejderne og staterne selv om deres situation - indefra. Vi får en tid med flugt fra den hårde virkelighed med krig og andet elende, og man skriver fantasy og science fiction. Vi skyder raketter med mænd, der senere betræder månen, op. Mod slutningen af 1900-tallet gør videnskaben enorme fremskridt, på alle områder. "Den rette slags" har skabt et samfund for pøblen, som er umenneskelig hårdt, glædesløst og kontrolleret. Kriminalitet, selvmord, mental sygdom, stressrelaterede sygdomme, slidskader fra monotont arbejde - alt tiltager. "Den rette slags" får travlt med at forklare, og til sin hjælp har man gentekniken. Vi måler ikke længere hjerneskaller, spørger os ikke, hvilken indvirkning miljøet har - vi vil have en forklaring og helst en undskyldning. Man søger fortvivlet efter bestanddele i menneskets (pøblens) gener, som kan forklare, at denne "dårligere slags" ikke kan for, at de er kriminelle, mentalt syge, sønderstressede etc., fordi de har det undermålige beteende forprogrammeret i deres gener. Programmere er et godt ord, fordi det lyder så moderne i dataalderens epoke. Nøjagtigt som man programmerer computeren, videoen og DVD'en, er også mennesker blevet programmeret i generne. Hvis man finder gener for kræft, diabetes eller andre handicappende sygdomme, som kan udbryde i fremtiden - eller ej - kan man informere forsikringsselskaberne, og så må den pøbel med defekte gener betale højere præmier - hvis de overhovedet kan forsikres. At samfundet er umenneskeligt, interesserer man sig ikke for, selv politikerne synes nu, at sygefraværet er for højt og langvarigt, så man stresser de defekte individer endnu mere sønder med at true, at tage deres fosørgelse fra dem. Det betyder intet, fordi de defekte tilhører "den dårligere slags", og "den rette slags" klarer sig under alle omstændigheder. De har penge, god indkomst, stor magt, gode samfundspositioner, aner, forbindelser, god uddannelse etc., og de er absolut ikke defekte i generne. "Den rette slags" siger til "den dårligere slags", at de vist ikke skal se sig som en gruppe med samme drømme, rettigheder og mål, men som individer. Allerede Machiavelli regnede ud, at man for at opnå total kontrol skulle skille ad og herske.
Omtrent sådan. "Den rette slags" finder på, hvad de kan for at kontrollere og holde "den dårligere slags" nede. Nu er det genteknik. Hvad det er om 20 år, er uvisst, men systemet som sådant er livskraftigt.
(Oversat fra svensk)
_______________
I en opfølgende kommentar skriver Marita, at "videnskaben aldrig nogensinde har kunnet og aldrig nogensinde vil komme til at kunne spå et individs fremtid, lige så lidt som den kan sige noget om, hvad det indebærer, at være menneske. Det spiller ingen rolle, om vi forsker i genernes sammensætning, tæller knopper på hovedet eller måler hjerneskallen på folk. Vi bliver i hvert fald kun alt det, vi kan blive i samspil med andre mennesker, uanset hvad genetikens regler siger.
(...)Jeg har et meget lyst og positivt syn på, hvad enkelte mennesker kan udrette, men et kulsort, negativt syn på hvor menneskeheden som helhed er på vej hen. Mennesket som beholder af predestinerede gener er for mig en absurd tanke, måske endda lidt forskruet."
Jeg er enig.
Labels:
diskriminering,
genforskning,
kontrol,
politik
Abonner på:
Opslag (Atom)

