"Depression - en folkesygdom i hjernen" -- endnu en advarsel

Forleden var Poul Videbech jo på med forelæsningen "Depression - en folkesygdom i hjernen".

Bortset fra, at forelæsningen, som jeg også skriver i den første af mine kommentarer på siden, hele vejen igennem er videnskabeligt uholdbar -- og interessant nok, så vælger Videbech, at ikke forholde sig med et ord til min indholdsmæssige kritik, mens han har meget travlt med at bagatellisere sit engagement som foredragsholder for Bristol-Myers Squibb --, så har jeg i går desværre måttet opleve effekten af den slags "forelæsninger" direkte, i form af en, mildest talt, opskræmt person, der ringede til min arbejdsplads: "Jeg har været noget depri her på det sidste. Min psykiater syntes, jeg skulle tage antidepressiva, men det har jeg sagt nej til. Og nu siger Poul Videbech, at man kan blive dement af depression, hvis man ikke tager medicin! Skulle jeg måske alligevel sige ja til den?!"

1 - 0 til Videbech. "Forelæsningen" har opnået den ønskede effekt: folk panikker, og jeg vil ikke vide, hvor mange der render hals over hovedet, og uden at få en snak om sagen med mindre end Videbech selv interessekonflikt-belastede mennesker, som mig, først, til deres læge, respektive psykiater, for at få en recept.

Til alle dem, der tøver, og måske googler, og havner hér: Som sagt, så holder Videbechs påstande ikke vand, især når det kommer til påstanden om, at "anti"depressiva skulle forhindre demens i at opstå. Videbechs "bevisføring" lader et hav af spørgsmål være ubesvaret, f.eks., og ganske grundlæggende, hvordan forhindrer en forstørret hippocampus demens? Eller: hvordan ser hippocampus ud efter år, eller endda årtier på "anti"depressiva? Nu havde Videbech nok ikke tid til at komme ind på alle disse spørgsmål i "forelæsningens" rammer. Og jeg har ikke tid til at skrive dem allesammen ned her (så ville jeg sidde de næste to dage her foran skærmen). Men heldigvis er der en, der har taget sig den tid, at se meget nøje på alle spørgsmålene, og det er der kommet en bog ud af, som jeg vil anbefale alle tøvende at læse, før i måske alligevel styrter afsted efter en recept: Grace E. Jackson, Drug-induced Dementia: A Perfect Crime.

Og ja, for resten, for alle, der ikke lige sådan læser en videnskabelig afhandling, slet ikke på amerikansk: Grace E. Jacksons gennemgang af forskningsresutaterne angående det stigende antal demens-ramte blandt dem, der lider af "depression", men også af andre såkaldte "psykiske sygdomme", er, at det knapt så meget er selve "sygdommen", der forårsager demens, som det er behandlingen, den psykofarmakologiske såvel som den elektriske, for "sygdommen", der, rent ud sagt, fucker hjernen up, og hen ad vejen gør de behandlede demente.

"Leve med skizofreni" -- en advarsel

Jeg faldt i går over en hjemmeside, der ser ud til at være relativt ny på nettet. Hjemmesiden "Leve med skizofreni" adskiller sig ikke væsentligt fra alle de andre velkendte mainstream-hjemmesider (Psykiatrifondens, netdoktor.dk, osv.). Også her får vi alle de sædvanlige usandheder serveret, som at "antipsykotika" ikke skulle være afhængighedsskabende -- bare fordi man ikke føler trang til at indtage et stof, er det ikke ensbetydende med, at stoffet ikke er afhængighedsskabende; "antipsykotika" forårsager abstinenser ved stop og er dermed afhængighedsskabende --, og at stofferne, i korrekt dosering, ikke skulle virke sløvende. Hvis det sidste er sandt, så er der ikke nogen blandt mine mange bekendtskaber, der tager "antipsykotika", der får stofferne i korrekt dosering. Og så forstår jeg heller ikke rigtigt, hvorfor stofferne farmaceutisk set tilordnes gruppen af "major tranquilizers", stærkt beroligende substanser.

Anyway, det der adskiller hjemmesiden "Leve med skizofreni" fra andre mainstream-hjemmesider, er at der påfaldende ofte gøres opmærksom på vigtigheden af den medicinske "behandling", og at det ikke lige umiddelbart fremgår, hvem der står bag hjemmesiden. Vil man vide det, må man finde læsebrillerne og gerne også en lup frem, og så må man rulle ned til det med mikroskopiske bogstaver skrevne i bunden af siden: Janssen-Cilag A/S, producenten af bl.a. Risperdal og Invega. Ahhh, åhhh, ja, så bliver det pludseligt også ganske forståeligt, hvorfor der lægges så overordentligt stor vægt på, at understrege nødvendigheden af medicinsk "behandling".

Hjemmesiden er altså aldeles ikke, som den prøver at give indtryk af, en uvildig informationskilde "for dig, der enten har skizofreni eller kender en der har skizofreni", men en eneste stor reklame for Risperdal, respektive Invega -- bemærk, at der adskillige gange på hjemmesiden gøres opmærksom på fordelene ved depotmedicinering. Her skal der ikke informeres, her skal der sælges.

"Leve med skizofreni", dvs. Janssen-Cilag, har også en YouTube channel med et antal helt professionelt lavede videoer. På YouTube fremgår det ingen steder, at det er farmagiganten Janssen-Cilag, der står bag kanalen og videoerne. Til denne hemmelighedskræmmeri passer det selvfølgeligt perfekt, at man har valgt, ikke at tillade ratings og især kommentarer til videoerne.

Paula J. Caplan: Losing Labels to Find Ourselves

Bruce E. Levine - My Story

Interview med Daniel Mackler

Daniel Mackler fortæller om hans to nye film, Healing Homes og Open Dialogue.

Scandinavian Center for Shamanic Studies, Åsbacka, Annette Høst, Jonathan Horwitz -- erfaringer efterlyses

På vegne af en ven: kender du noget til, har du erfaringer med Scandinavian Center for Shamanic Studies, og/eller Åsbacka Center for Shamanic Healing, Annette Høst, Jonathan Horwitz, må du meget gerne lægge en kommentar her, eller sende mig en mail: marian(dot)bgst(snabel a)gmail(dot)com

PSP-samarbejdet: vejen til mere effektiv diskriminering mod psykiatrisk stemplede mennesker

"PSP" står for Politi, Socialforvaltning, og Psykiatri. Samarbejdet mellem disse tre aktører startede som et projekt i Frederiksberg Kommune i 2004, og er efterfølgende i 2009 blevet til en landsdækkende realitet. Idéen bag PSP-samarbejdet er angiveligt, at kunne yde en mere effektiv, koordineret indsats for borgere med sociale problemer, respektive psykiatriske stempler, der kommer i kontakt med politiet. Og det lyder jo nok umiddelbart som en god idé i de flestes ører.

Men men men... Her er en lille historie fra det virkelige liv, der fortæller noget om, hvad PSP-samarbejdet egentligt er ment til at muliggøre: X har et erhvervskørekort, og får midlertidigt frataget både dette og sit private kørekort, efter en ret alvorlig overskridelse af fartsbegrænsningen. X har nu, da perioden er gået, mulighed for at aflægge en ny køreprøve og generhverve begge kørekort. Og så ville der jo ikke være så meget mere i det, hvis det ikke var for at X også har et psykiatrisk stempel, og hvis det ikke var for PSP-samarbejdet, der sikrer, at politiet informeres om X' psykiatriske stempel, og derfor, i henhold til PSP-samarbejdet, indhenter en vurdering fra Sundhedsstyrelsen, angående hvorvidt X nu egentligt overhovedet skal kunne få sine kørekort tilbage, eller ej. "Eksperten" fra Sundhedsstyrelsen udtaler, uden at have mødt og talt med X en eneste gang, at det, grundet stemplet og det faktum, at X i længere tid ikke har ønsket, at modtage psykiatrisk "hjælp" for sine emotionelle problemer, ikke er hensigtsmæssigt at give X mulighed for at få sit erhvervskørekort tilbage, og at returneringen af X' private kørekort skal gøres afhængig af at X, der har fået god hjælp for sine emotionelle problemer fra anden end psykiatrisk kant, går med til at igen lade sig behandle i psykiatrien, hvilket X aldrig har oplevet som særligt hjælpsomt, og denne gang gerne med depotmedikamenter. For at være på den helt sikre side, at X nu også virkeligt er godt dopet til, når X sætter sig bag ratten i bilen...

Her har vi altså en person, der er så motiveret, som man bare kan være for at a) få hjælp til sine emotionelle problemer, og b) blive selvforsørgende igen, via et erhvervskørekort. Og hvad gør myndighederne?? Myndighederne gør, hvad der står i deres, af PSP-samarbejdet betragteligt forøgede, magt for at a) gøre X til kronisk syg svingdørspatient i psykiatrien og konsument af medicinalindustriens produkt på livstid, og for at b) derved, og ved at nægte X et erhvervskørekort, sikre, at X chancer for at blive selvforsørgende reduceres til noget nær 0. Gud forbyde, at "de sindssyge" undslipper systemets jerngreb og opsøger andre udfordringer her i livet, end et job med løntilskud som trappevasker eller returflaskesorterer! Gud forbyde, at "de sindssyge" undslipper samfundets kontrol!

Der var en gang, hvor man som psykiatrisk stemplet person faktisk fik et stempel i sit pas. Ganske i stil med et vist armbind nogle mennesker blev tvunget til at bære i 1930ernes og 1940ernes Tyskland. Med etableringen af PSP-samarbejdet har vi i dagens Danmark, hvor ingen kan råbe højt nok om "afstigmatisering" af "psykisk sygdom", taget et stort skridt hen mod genindførelsen af den slags tilstande.

MB'er og brugerlærer: systemts stikirenddreng

Det er jo blevet hip og trendy igennem de senere år, at uddanne sig til brugerlærer, respektive MB'er, medarbejder med brugererfaring, det, der på engelsk kaldes for "peer" som i "peer support" f.eks., når man har oplevet kriser og er blevet "recoveret".

Idéen bag, at mennesker, der selv har oplevet kriser og har overvundet disse, står med en insiderviden, der kan være til stor gavn for andre, der oplever kriser, er ikke ny. Traditionelt er healere som de sibirske shamaner f.eks. folk, der selv er "gået igennem ild og vand", før de har opnået status som guide for andre, der kommer ud for den samme udfordring. Det er deres personlige erfaring, der kvalificerer dem, ikke nogen teoretisk viden.

Men det er ikke kun erfaringen som sådan, der kvalificerer et menneske, der er "gået igennem ild og vand", til at blive shaman. Det er i allerhøjeste grad også, hvad vedkommende gør med denne erfaring. Om den bruges til at opnå indsigt og visdom, om den fører til en større grad af selv-/bevidsthed. Det er i indsigten, i bevidstgørelsen, erfaringens værdi ligger. Og det er her, det bliver problematisk, når vi taler brugerlærere og MB'ere. For, godt nok har disse mennesker gennemgået kriser, men spørgsmålet er, hvorvidt kriserne er blevet brugt til at opnå indsigt og større selv-/bevidsthed, når uddannelserne til MB'er og brugerlærer er tilrettelagt af et system, der definerer kriser som sygdom, og det at komme sig, som at lære at leve med denne sygdom, der definerer indsigt som sygdomsindsigt, og hvis generelle opfattelse af kriser er, at disse er et onde, der bør bekæmpes med alle midler, og ikke, som i shamaismen f.eks., en udfordring, der bør tages op, en chance til at opnå større selv-/bevidsthed, og dermed snarere en "gave", end den "forbandelse", systemet definerer kriser til at være.

Ved at tage idéen om at egen erfaring med kriser kan kvalificere én til at agere guide for andre mennesker i krise op på den måde, som systemet har gjort det, dvs. ved at vende hele konceptet på hovedet, ganske som det er sket med recoverybegrebet, har systemet med uddannelserne til MB'er og brugerlærer formået at rekruttere et infanteriregiment af forholdsvis lavtlønnede stikirenddrenge blandt brugerne. Billig arbejdskraft, der, ved at henvise til egen erfaring, kan virke overbevisende, især på dem, der måtte trække teoretikernes ekspertise og autoritet i tvivl, netop under henvisning til deres manglende erfaring indefra. Mens ingen bemærker, at erfaring i en sådan sammenhæng er et tomt begreb, at den ikke er brugt til noget, men at det for dens egentlige mening tømte begreb misbruges til at udstyre systemets budskab med større troværdighed. Undertrykkelse udøvet af de undertrykte selv.



Fra beskrivelsen på YouTube: "We see too many Service Users who sell out their brothers and sisters by trying to gain kudos through working as maintainance monkeys. They tinker around the edges whilst pretending to be recovery experts. Many of these so called "recovery" experts continue to take their meds, buy into medical models of illness and only talk about symptom management - i.e. maintenance. They gain fame and dosh by never challenging the status quo of the medical model, tinkering around the edges, becoming pseudo-professionals in research, academia and peer support. They have a loud voice but no mandate! They join the Rat Race.
Thank God for the real radicals, the people who change systems, fight for the human rights of the oppressed, don't do it for the money, fame or glory and who actually know about recovery and thriving. They don't just write about it, they live it."

Are you a wayseer?

Open Dialogue. Dokumentarfilm om Åben Dialog/Vestlaplandsmodellen af Daniel Mackler

Filmen kan bestilles her.