The Recovery Challenge. Eller: "Psykisk syg"? Bliv voksen!

Ron Coleman og Karen Taylors hjemmeside: working to recovery

PSP-samarbejdet: vejen til mere effektiv diskriminering mod psykiatrisk stemplede mennesker

"PSP" står for Politi, Socialforvaltning, og Psykiatri. Samarbejdet mellem disse tre aktører startede som et projekt i Frederiksberg Kommune i 2004, og er efterfølgende i 2009 blevet til en landsdækkende realitet. Idéen bag PSP-samarbejdet er angiveligt, at kunne yde en mere effektiv, koordineret indsats for borgere med sociale problemer, respektive psykiatriske stempler, der kommer i kontakt med politiet. Og det lyder jo nok umiddelbart som en god idé i de flestes ører.

Men men men... Her er en lille historie fra det virkelige liv, der fortæller noget om, hvad PSP-samarbejdet egentligt er ment til at muliggøre: X har et erhvervskørekort, og får midlertidigt frataget både dette og sit private kørekort, efter en ret alvorlig overskridelse af fartsbegrænsningen. X har nu, da perioden er gået, mulighed for at aflægge en ny køreprøve og generhverve begge kørekort. Og så ville der jo ikke være så meget mere i det, hvis det ikke var for at X også har et psykiatrisk stempel, og hvis det ikke var for PSP-samarbejdet, der sikrer, at politiet informeres om X' psykiatriske stempel, og derfor, i henhold til PSP-samarbejdet, indhenter en vurdering fra Sundhedsstyrelsen, angående hvorvidt X nu egentligt overhovedet skal kunne få sine kørekort tilbage, eller ej. "Eksperten" fra Sundhedsstyrelsen udtaler, uden at have mødt og talt med X en eneste gang, at det, grundet stemplet og det faktum, at X i længere tid ikke har ønsket, at modtage psykiatrisk "hjælp" for sine emotionelle problemer, ikke er hensigtsmæssigt at give X mulighed for at få sit erhvervskørekort tilbage, og at returneringen af X' private kørekort skal gøres afhængig af at X, der har fået god hjælp for sine emotionelle problemer fra anden end psykiatrisk kant, går med til at igen lade sig behandle i psykiatrien, hvilket X aldrig har oplevet som særligt hjælpsomt, og denne gang gerne med depotmedikamenter. For at være på den helt sikre side, at X nu også virkeligt er godt dopet til, når X sætter sig bag ratten i bilen...

Her har vi altså en person, der er så motiveret, som man bare kan være for at a) få hjælp til sine emotionelle problemer, og b) blive selvforsørgende igen, via et erhvervskørekort. Og hvad gør myndighederne?? Myndighederne gør, hvad der står i deres, af PSP-samarbejdet betragteligt forøgede, magt for at a) gøre X til kronisk syg svingdørspatient i psykiatrien og konsument af medicinalindustriens produkt på livstid, og for at b) derved, og ved at nægte X et erhvervskørekort, sikre, at X chancer for at blive selvforsørgende reduceres til noget nær 0. Gud forbyde, at "de sindssyge" undslipper systemets jerngreb og opsøger andre udfordringer her i livet, end et job med løntilskud som trappevasker eller returflaskesorterer! Gud forbyde, at "de sindssyge" undslipper samfundets kontrol!

Der var en gang, hvor man som psykiatrisk stemplet person faktisk fik et stempel i sit pas. Ganske i stil med et vist armbind nogle mennesker blev tvunget til at bære i 1930ernes og 1940ernes Tyskland. Med etableringen af PSP-samarbejdet har vi i dagens Danmark, hvor ingen kan råbe højt nok om "afstigmatisering" af "psykisk sygdom", taget et stort skridt hen mod genindførelsen af den slags tilstande.

Are you a wayseer?

Kæft, trit og - fastholdelse

Ja. Også jeg så serien Kæft, trit og knus. Med for hver udsendelse mere og mere krøllede tæer. "Behandlingshjem" - javel ja. Det siger det jo allerede. Et "hjem" for børn og unge, der ikke reagerer, helt naturligt menneskeligt, på omsorgssvigt og misbrug/-handling, men der, som forstanderen Jørn Birk Nielsen, psykolog, specialiseret i hypnoterapi og - surprise, surprise! (not) - kognitiv adfærdsdressur, aka kognitiv adfærds"terapi", i tredje del selv siger det, har symptomer. Det er børnene og de unge, der er "utilpassede", der er problemet, og derfor er det dem, der skal behandles. Med denne moraliserende, kontrollerende, og ydmygende kulsorte kognitive adfærdspædagogik. De skal udredes og behandles, ikke mødes, dér, hvor de er, og rummes.

Det er f.eks. ikke sådan, at Camilla på 14 har reageret på, at se sin mor blive gennemtævet af dennes kæreste, eller på at blive misbrugt af sin onkel, og hvad der ellers måtte være foregået i Camillas liv. Nejda. Camilla har "ADHD", ligesom hendes søster, og det er denne neurologiske udviklingsforstyrrelse (der altså intet har at gøre med omsorgssvigt, traumer, eller lignende), der har gjort, at hendes stakkels mor ikke har kunnet rumme hende. To, ud af fire, børn med "ADHD" - det har godt nok ikke været nemt for Camillas mor! Som Camilla selv konstaterer. No hard feelings. Moren har ikke svigtet på nogen måde. Det var Camilla, der var en alt for stor mundfuld for sin mor. Med denne "ADHD"-forstyrrelse. Camillas fejl. Så hun føler sig ansvarligt, er bekymret for sin mor. En 14-åring er bekymret for et (angiveligt) voksent menneske... Så "skyldreducerende" er biologiske forklaringsmodeller. Og hvem kan i øvrigt udelukke, at det var Camillas egen skyld, at hendes onkel forgreb sig på hende? Måske er der jo noget ved sådanne "ADHD"-forstyrrede børn som hende, der inviterer til at begå overgreb mod dem?

Følgende skrev jeg forleden som en kommentar til et jublende positivt blogindlæg om TV-serien. Blogindlægget er i mellemtiden blevet fjernet. Om det skyldes min og en anden kritisk kommentar, der måske har fået bloggens indehaver til at se lidt anderledes på sagen - who knows. Hér min kommentar:

"Helt så lyserødt, som TV-serien gerne vil have os til at tro, er det vist ikke i realiteten. Se f.eks. artiklerne her og her.

For mig personligt er det allerede usmageligt, at man patologiserer børnene, og diagnosticerer deres adfærd, der jo også i det tredje program direkte betegnes som “symptomer”. Er det børnene, der er problemet, eller et samfund, der tillader, at børn svigtes i et sådant omfang, at de reagerer såpas ekstremt, som børnene på Schuberts Minde gør det? I mine øjne er der noget ruskrivende galt med grundindstillingen hos personalet på et sted, der patologiserer ofrene for svigt og overgreb, og ikke kan møde dem dér, hvor de er. Hvilket f.eks. tydeligt kommer til udtryk i første afsnit, hvor Marc får frataget noget, der for ham, i mangel af bedre, er uhyre vigtige, identitetsskabende holdepunkter i hans tilværelse: tøj og smykker. Budskabet er: 'Vi accepterer dig ikke som den, du i øjeblikket er. Du har at tilpasse dig vores idé om, hvem du skal være.' Ødelæggende. Selv om Marc sandsynligvis ikke lige umiddelbart opdager det."



Og, for resten, jeg så ikke noget knus i nogen af seriens udsendelser. Kun en fastholdelse - og udover den ene, fysiske fastholdelse, en hel del emotionelle. Fra provokationer helt hen til udtalt afpresning.

Brugermedvirkning i Det Sociale Netværk...

...ser sådan her ud. Og det, selv om en stor del af medlemmerne af de organisationer, der er samlet under Det Soiale Netværk, er brugere.

Som man kan se, er også LAP involveret. Jeg kan undre mig lidt. Hvad er det egentligt, man vil i LAP? At flere, der, grundet mangel på egen erfaring, ikke aner, hvad de taler om, udtaler sig "om og for de psykisk syge"? Har vi ikke allerede mere end nok af den slags? Var det ikke måske på tide, at lade ignoranterne tale så meget, som de nu har lyst til "om og for de psykisk syge", og, i stedet for at stå tavs ved siden af, finde den egne stemme frem, og løfte den?

Before you exploit someone you have to silence them. -Derrick Jensen

"Psykisk syge oplever massiv diskrimination"

Sådan lyder overskriften af en artikel på politiken.dk fra i går. Ja, det er vist så sandt som det er sagt, at der diskrimineres massivt mod mennesker, der oplever eksistentielle kriser. Og én af de første til at diskriminere mod dem, der oplever disse kriser i form af ekstreme sindstilstande, er Poul Nyrup Rasmussen, når han mener, at alle med diagnoser som "depression", "angst", osv. bør tilbydes psykologhjælp, mens folk med "tunge psykiatriske lidelser" bør langtids-frihedsberøves. Uden at nævne, at disse mennesker bør tilbydes psykologhjælp på lige linie med resten. Næh nej. De her ikke-helt-mennesker kan få lidt psykoedukation, og ellers kan de værsgo' æde deres piller og holde kæft. Så vi ikke risikerer, at skulle høre på de uhyrligheder, de har været udsatte for i form af overgreb fra deres kære pårørendes side, som Poul Nyrup jo er én af selv.

Anatomy of an Epidemic - ny bog af Robert Whitaker

Hér et foredrag med Robert Whitaker om hans nye bog Anatomy of an Epidemic: Magic Bullets, Psychiatric Drugs, and the Astonishing Rise of Mental Illness in America, der ser på, hvordan langtids-, vedligeholdelsesbrug af psykofarmaka ændrede prognosen for diagnoser som "depression", "bipolar lidelse" og "skizofreni", der alle, også "skizofreni", før indførelsen af psykofarmaka i behandlingen, var forbigående, og altså ikke kroniske problemer, til i dag at være per definition kroniske sygdomme.

Whitaker's bog er den første, der systematisk ser på langtidsstudierne*), der sammenligner udfaldet for mennesker, der behandles med psykofarmaka som vedvarende, angiveligt forebyggende, behandling, med udfaldet for mennesker, der, uanset diagnose, ikke tager psykofarmaka andet, end kortvarigt og krisespecifikt. Alle langtidsstudier viser, at krisespecifik korttidsbrug af psykofarmaka kan have en kriseforkortende effekt (om end det ikke vides, hvor meget af denne egentligt er en placeboeffekt), men at "forebyggende" langtidsbrug fører til flere og mere alvorlige tilbagefald, respektive til kronificering af kriser, og dermed til markant nedsatte recoverychancer, og desuden til en forkortet livsforventning, og til nedsatte kognitive evner. Det sidste også for problemer som "bipolar lidelse", hvor kognitive problemer førhen var ukendte.

Epidemien er således iatrogen, skabt af "behandlingen" selv.

Interessant for resten at høre, at "skizofreni" næsten ikke forekommer i Vestlapland mere. Fordi et "skizofreni"stempel forudsætter tilstedeværendet af "symptomer" i mindst 6 måneder, mens Åben Dialog-tilgangen som oftest resulterer i, at "symptomerne" fortager sig, inden der er gået 6 måneder. Uden, respektive med et minimum af "medicin". Og interessant også, at folk i Vestlapland ikke bare bliver "symptom"fri uden, respektive med et minimum af "medicin", men faktisk virkeligt ser ud til, at have haft gavn af deres erfaring med "psykosen", med det ekstremt menneskelige. I hvert fald er f.eks. arbejdsløshedsraten blandt disse folk lavere, end i resten af befolkningen.

Og hvad gør vi hér i Danmark? Vi sender politiet hjem til folk, der vælger, at lytte til deres meget sunde intuition og dropper den angiveligt forebyggende langtidsbehandling, for at hente dem til "behandlingen". Med depotmedikamenter. Så vi er sikre på, at ingen slipper for at blive offer for den iatrogene epidemi. Og som om det ikke var nok, så overvejer vi, om vi ikke skal prøve, at befrie samfundet helt fra disse belastende eksistenser (som vores, respektive psykiatriens egen "behandling" først har gjort til en - økonomisk - belastning; mens det samme "unwerte Leben" i Vestlapland bidrager i større omfang til bruttonationalproduktet, end f.eks. herr Werge, eller borgmester Andersen... ). Smukt.

Ligesom Mad in America er Anatomy of an Epidemic et must-read for alle, der gerne vil være virkeligt informeret. Og så lad os få ordet ud, ja!

*) Den såkaldt "evidensbaserede" behandling, der prakticeres i de fleste vestlige lande, også i Danmark, i dag, er alene baseret på korttidsstudier, dvs. på studier, der varer fra få uger til, allerhøjst, nogle måneder. Evidensen fra langtidsstudierne er således ikke taget med i bedømmelsen af behandlingseffekten. Langtidsstudierne bliver som regel fejet ind under gulvtæppet, hvis de overhovedet finder spalteplads i fagbladene. Martin Harrow og Thomas H. Jobe blev endda advaret af deres kollegaer mod at offentliggøre deres forskningsresultater fra 2007, der viste, at med "skizofreni" stemplede mennesker, der ikke tager neuroleptika som langtidsbehandling, har otte gange større chance for recovery, end dem, der gør.

Flere anmeldelser, interviews, etc.:

Beyond Meds, "Anatomy of an Epidemic: Magic Bullets, Psychiatric Drugs, and the Astonishing Rise of Mental Illness in America — a note from Robert Whitaker"

Beyond Meds, "New Scientist gives Robert Whitaker's new book a great review"

Beyond Meds (if it's interesting, you'll find it there, yup), "Anatomy of an Epidemic: video-taped interview with author Robert Whitaker"

The Page 99 Test, "Robert Whitaker's 'Anatomy of an Epidemic' "

Recovery from 'schizophrenia' and other 'psychotic disorders', "Anatomy of a delusion"

Bogen på Amazon.co.uk

Genetik eller eugenik?

I sin artikel om Thomas Werges foredrag skriver Inger-Liss Christoffersen:

"Grundlaget for at få Werge ind over var affødt af den artikel, JyllandsPosten lancerede om Thomas Werges studium i genetik inden for skizofreni sidste efterår. Desværre gav artiklen anledning til en del misforståelser - også hos LAP-medlemmer - da avisen beskrev Werges videnskabelige undersøgelse nærmest som Aldous Huxley-romanen ”Fagre nye verden”. Det endte op i avisens påstand om, at man i fosterstadiet ville blive frasorteret, hvis der kunne ses den mindste mulighed for, at der måtte være arveanlæg for skizofreni. I begyndelsen af september sidste år blev et af vore medlemmer refereret i JyllandsPosten for påstande om at Werges forskning handlede om racehygiejne, genpleje, populærvidenskab af værste skuffe – og at man på dette grundlag måtte afvise den forskning fuldstændig. Det skabte efterfølgende en del uenighed i LAP-regi. Derfor var det en rigtig god ide at få Thomas Werges version og forklaring om denne nye viden."

Hvad jeg hertil lige umiddelbart kan finde på nettet, er denne artikel i JyllandsPosten, indeholdende nogle kritiske udtalelser fra Birgit Petersson, psykiater og medlem af abortankenævnet, og denne artikel i Kristeligt Dagblad, der bl.a. citerer Knud Kristensen, næstformand i Sind. Hvor den i Inger-Liss Christoffersens artikel omtalte JyllandsPosten-artikel gemmer sig - who knows.

Anyhow. Det interessante er, at Inger-Liss Christoffersen taler om misforståelser, og at jeg desuden også har hørt en fugl synge, at Thomas Werge selv mener, han blev misforstået, ja endda forkert citeret. Jeg går ud fra, at det ved det angiveligt forkerte citat drejer sig hovedsagligt om følgende udtalelse:

"Det [muligheden for at screene fostre for de angiveligt for "skizofreni" ansvarlige kromosomforandringer, og for abort i tilfælde af at forandringerne er tilstede] kan blive begyndelsen på, at vi kan begrænse antallet af folk, der skal lide af psykiske sygdomme."

Denne udtalelse af Thomas Werge bliver stort set gennemgående citeret af alle danske medier sidste efterår. Selv har jeg svært ved at se, hvordan udtalelsen kan misforstås. Den fremstår meget klart og tydeligt for mig mht. sin betydning. Hvordan ellers end ved "frasortering i fosterstadiet" skulle man kunne "begrænse antallet af folk, der skal lide af psykiske sygdomme"? Og hvad en eventuel fejlcitering angår, så virker det mildest talt utroværdigt på mig, at man ikke omgående forlanger et dementi af pressen, især når den angivelige fejlcitering er så omfangsrig, som i det hér tilfælde, og altså omfatter næsten alle de store danske medier. Og siden der ikke nogen steder bliver dementeret, må man vist gå ud fra, at der hverken er blevet misforstået eller fejlciteret noget som helst hér.

Så, ja, Thomas Werge mener vist, hvad han siger. Mens han, vanen tro, ikke fejler i at pakke hele sin eugeniske tankegang ind, så den fremstår som den rene medmenneskelighed: alt hvad han ønsker, er jo bare at spare mennesker, at skulle opleve "skizofreni", denne rædselsfulde sygdom, der er ansvarligt for så frygtelig lidelse. Det er hér, vi finder double bind'en, den obligatoriske når det kommer til Thomas Werge. Rædselsfuld og frygtelig er "skizofreni" først og fremst for omgivelserne. I hvert fald for omgivelser, der ikke ønsker, at blive konfronteret med deres egen rædselsfulde og frygtelige dysfunktionalitet.

For den, der oplever "skizofreni", er denne oplevelse som udgangspunkt ikke en "alvorlig sygdom", der skal bekæmpes med alle midler - om det så er, at man altså er nødt til at dræbe personen, der oplever den, selv (hvilket den nuværende "behandling" jo gør, før eller siden, og hvilket vi i fremtiden måske kan gøre allerede i fosterstadiet) - men derimod ofte det "største", det mest betydningsfulde, der nogensinde er sket for vedkommende. Overvældende og skræmmende stort og betydningsfuldt, ja, og forvirrende ud over alle grænser, men stadigt stort og betydningsfuldt. Og for den, der får hjælp til at forstå betydningen af sin "skizofreni", bliver det, der i starten var intuition til vished.

Det er jo ikke bare sådan, som Knud Kristensen siger, at nogle "er i stand til at leve et fornuftigt liv" med "skizofreni", altså forstået som sygdom. Men der findes jo faktisk en del mennesker med et "skizofreni"-stempel, der enten aldrig har set sig selv som værende syg, lidende af en biologisk hjernesygdom, eller der har fået hjælp til at frigøre sig fra psykiatriens definitioner af deres oplevelse og dem selv, og således til at finde tilbage til sig selv, og der derfor har kunnet bruge deres krise konstruktivt til at opnå større bevidsthed. Både om sig selv og verdenen.

Så, når også Morten Kvist fra Det Etiske Råd taler om "alvorlig sygdom", så er spørgsmålet, om det egentligt er etisk forsvarligt, at bruge denne, psykiatriens, definition, når den nu står i så grel kontrast til hvordan mennesker, der ikke blev indoktrineret af psykiatrien til at tro på genetisk betinget, biologisk hjernesygdom, respektive mennesker, der har fået hjælp til at frigøre sig fra denne indoktrination, definerer deres oplevelse. Hvad giver både Thomas Werge, Knud Kristensen og, især, Morten Kvist ret til at definere andre menneskers oplevelser for dem? Hvad giver disse personer ret til at definere andre mennesker? Det kan ikke være videnskaben, for videnskaben har indtil videre, og uanset hvad der måtte påstås, ikke formået, at bevise, at "skizofreni" er en genetisk betinget, biologisk hjernesygdom. Så, det eneste, der kunne give de nævnte personer (såvel som psykiatrien og samfundet i sin helhed) ret til at postulere deres definitioner som de eneste sande, er tro. Er det etisk forsvarligt, at dræbe, enten, som det gøres i dag, langsomt og nærmest umærkeligt, igennem det, der kaldes for "behandling", eller i fremtiden måske endda før mennesker overhovedet har fået den mindste chance for at frigøre sig, definere sig selv, og finde frem til den enorme kreative og konstruktive kraft, der ligger i det, der kaldes for "skizofreni", på grundlag af, hvad der ikke er andet, end ren og skær tro?

Nu prøver Thomas Werge ikke bare at sælge os sine eugeniske idéer ved at sige, at muligheden for screening og eventuel abort ville spare mennesker, at skulle gå igennem en krise, som han mangler ethvert bevis for, at den faktisk repræsenterer en alvorlig sygdom, og altså ikke en helt naturlig, menneskelig reaktion på traumatisering, og dertil en enestående mulighed for personlig vækst og udvikling. Nej, han synes også, at det jo er så synd for alle de "skizofrene", der måske ønsker sig et barn, men ikke tør, at få børn, fordi de er bange for, at barnet arver "skizofrenien". Jaha.

Som sagt i et tidligere indlæg, synes jeg egentligt, at man måske gør bedst i, at holde sig fra at få børn, hvis man har købt den biologiske model, og altså næppe har bevidstgjort og bearbejdet sine traumer. For, dem giver man i så fald med nærmest 100% sikkerhed videre til sine børn, og om disse nu er født med kromosomforandringer, eller ej, så vil de nok reagere. Med den ene eller anden form for "psykisk sygdom". Også på det genetiske plan.

Den anden side af sagen er, at også det, at indbilde folk, deres eksistentielle lidelse er absolut meningsløs hjernesygdom, uden at man har beviser for påstandens korrekthed, og så foregive, at man jo bare vil være til hjælp, er en gedigen double bind.

Vil man virkeligt være til hjælp, lægger man, taget både forskningens stand og ikke mindst også personlige erfaringer (Kerstin Kempker er mor til to; ingen af dem er "psykisk syg") i betragtning, slet ikke ud med, at indbilde folk historier om genetisk betinget, biologisk hjernesygdom, men respekterer deres egen oplevelse af dem selv. Ubetinget. Men det er selvfølgeligt netop det, psykiatrien aldrig har gjort, og sandsynligvis aldrig vil gøre, siden den blev etableret alene for at kunne ugyldigerklære folks egen oplevelse af dem selv. Hver og én psykiatrisk diagnose er således en ugyldigerklæring (patologisering) af folks egen oplevelse af dem selv. Og ikke andet.

Et par andre eksempler på netop denne form for double bind finder man iøvrigt i Karin Gardes bog Køn, psykisk sygdom og behandling, der jo bl.a. udmærker sig ved en total ignorance overfor alternative tilgange som Lilla Sachses "Biotop Mosbach", og, helt aktuelt, i både Bertel Haarders og Nordfyns Kommunes borgmester Morten Andersens udtalelser om hvor angiveligt "etisk og moralsk forkert" det er, at behandle psykiatrisk stemplede mennesker ligeværdigt - mens det er netop den invalidiserende "behandling", politikerne, inklusive Bertel Haarder og Morten Andersen, mener, må være den alene rigtige for psykiatrisk stemplede mennesker, der er årsag til, hvis forældreparret "aldrig bliver i stand til at tage vare på" deres barn. - Og ja, selvfølgeligt må også de i kølvandet på denne sag varslede lovændringer betegnes som eugeniske tiltag, sneget ind ad bagdøren, og forklædt som den rene næstekærlighed. Ifølge psykiatriens definition er "skizofreni" jo en kronisk sygdom, og alle dem, der er kommet igennem og ud af deres eksistentielle krise, har vel bare været fejldiagnosticeret, eller også så skal de bare vente og se, "sygdommen" er kun i "remission". Den skal nok vende frygteligt tilbage en skøn dag!... Og siden ingen kan vide, om stemplet var forkert, eller om "sygdommen" bare er i "remission", så må vi vist hellere lade være med, at give nogen med "skizofreni" stemplede mennesker overhovedet lov til kunstig befrugtning, ikke? Ligegyldigt, hvor "symptom"frie, selvforsørgende, og uafhængige af systemet de måtte være.

Hm. Jeg foreslår at droppe de rørstrømske floskler om hvor synd det er for forældrene (og barnet). Troværdig er de alligevel ikke, så længe man samtidigt med at flittigt gøre brug af dem, nægter psykiatrisk stemplede mennesker virkelig hjælp. Det eneste, der virker nogenlunde troværdigt hér, er Morten Andersens suk over, at sagen kommer til at "belaste os [Nordfyns Kommune] hårdt" økonomisk. Men også denne hårde, økonomiske belastning kunne man jo være foruden, hvis man tilbød virkelig hjælp. Dog kunne man så selvfølgeligt ikke længere misbruge "de psykisk syge" som syndebukke, og projicere de egne traumer i denne befolkningsgruppe.

Psykiatriens historie i 10 alt for korte punkter - Og noget om revolutionerende fremskridt

For et par uger siden kom jeg via Sigruns blog over artiklen "Psykiatriens historie i 10 korte punkter" i Kristeligt Dagbladets netudgave.

Strengt taget handler artiklens første tre punkter, der prøver, at beskrive definitionen og håndteringen af "psykisk sygdom" i det antikke Grækenland, respektive igennem middelalderen, ikke om psykiatriens historie, men altså om galskabens historie. Psykiatrien, som et lægefagligt speciale, kom først på banen i anden halvdel af det 18. århundrede. Ikke desto mindre må man jo konstatere, at der ikke er ret lang vej fra de gamle grækeres forestillinger om, at emotionel lidelse forårsages af kropsvæsker i ubalance, til nutidens forestillinger om, at selvsamme lidelse bunder i et transmitterstofskifte i ubalance. Lige så lidt, som der egentligt er grundlæggende forskel mellem middelalderens tro på besættelse ved onde ånder, og nutidens tro på "besættelse" ved defekte gener. Vel, vel.

De følgende fem punkter, punkt 4 til 8, på listen nævner begivenheder, der alment betragtes som "milesten" i den danske (og delvis internationale; Kraepelin) psykiatris historie. Her lader der sig allerede ane et syn på psykiatriens historie, der efterfølgende i de sidste to punkter på listen, nr.9 og nr.10, eksplicit kommer til udtryk:


"9) 1950’erne: Der skete store fremskridt inden for psykofarmaka (medicin, der bruges i fysisk/biologisk behandling af psykisk syge). Fire store opfindelser revolutionerede psykiatrien. 1) Lithium 2) Antipsykotika 3) Antidepressiva 4) Benzodiazepiner.


10) 1. januar 2010: Der indførtes en behandlingsgaranti på to måneder inden for voksenpsykiatrien. Dette sidestiller psykiatriske patienter med patienter, der har en somatisk lidelse."

Synet er det, at psykiatrien har gjort fremskridt, til i dag at være noget nær perfekt: psykiatriske patienter er i dagens Danmark sidestillet med somatiske patienter. Og så kan det vist ikke blive meget bedre, eller?

For det første er en behandlingsgaranti indenfor psykiatrien langt fra ensbetydende med, at psykiatriserede mennesker er sidestillet med patienter i den somatiske medicin. Stadigt har psykiatriserede mennesker i Danmark anno 2010 for eksempel ikke ret til frit at fravælge "behandling". En ret, som vi ved, at patienter i den somatiske medicin har, og stort set altid har haft. En væsentlig forskel mellem de to grupper mht. deres respektive retsstilling, netop overfor lægerne (jf. punkt 7 i listen).

For det andet mente allerede Sokrates, at "psykisk sygdom" ikke nødvendigvis og altid er det onde, den biologiske psykiatri i dag i faktisk tiltagende grad definerer og ser den som. Sokrates taler om det "guddommelige vanvid", som han definerer som en gave, fremfor et onde. Spørgsmålet er her, om det ikke snarere må betegnes som tilbageskridt, i forhold til de gamle grækere, når vi i dag ikke længere er i stand til at se vanvid som andet, end noget udelukkende negativt, en defekt. Et syn, der jo ikke uvæsentligt bidrager til det, der kaldes "stigmatisering", dvs. der gør det nærmest til en selvfølge, at psykiatrisk stemplede mennesker i sig selv behandles som et onde, og diskrimineres imod.

For det tredje har den revolution, der omtales under punkt 9, vist kun været en formel sådan. I hvert fald for de psykiatriserede menneskers vedkommende. Fra at blive opmagasineret på de store anstalter, bliver disse mennesker i dag opmagasineret i udkanten af samfundet, på førtidspension, på bo- og væresteder, eller, og allerhøjst, i fleksjobs, gerne i systemet, f.eks. som "brugerlærer", der, for billige penge, udfører den del af fagpersonalets arbejde, der hedder, at oplære andre i at være "gode" patienter, respektive holder oplæg for fagpersonale om, hvordan man mest effektivt sælger psykiatrisk "behandling" som hjælp.

Dvs. revolutionen består hovedsagligt i, at samfundet i dag kan klappe sig selv anerkendende på skulderen for sin tilsyneladende rummelighed, der, tilsyneladende, er af så stor omfang, at man endda kan rumme "de psykisk syge" i selve samfundet, om end i udkanten, og ikke længere behøves, at gemme og glemme dem i de store anstalter. Mens man i dag gerne glemmer, at de samme kemiske stoffer, der har gjort denne, tilsyneladende, rummelighed, denne revolution, med Kristeligt Dagbladets ordvalg, mulig, kun har kunnet gøre det, fordi de, meget mere effektivt, end nok så tykke mure og tremmer foran vinduerne, fratager "de psykisk syge" deres stemme, og dermed muligheden for en virkeligt ligeværdig eksistens i samfundet. Som jeg også, om end i lidt andre ord, skriver i min kommentar til artiklen på Kristeligt Dagbladets onlinedebat.

Før psykofarmaka "revolutionerede" psykiatrien, skete det med jævne mellemrum, at mennesker kunne forlade de store anstalter, og vende tilbage til et fuldt og værdigt liv i samfundet. I dag sker det stadigt, af og til, at mennesker kommer sig helt, og ikke længere på nogen måde er afhængige af systemets "hjælp". Det sker imidlertid sjældnere og sjældnere. Siden psykofarmaka "revolutionerede" psykiatrien, har recoveryraterne været støt faldende, og det samme har gennemsnitslevealderen for "de psykisk syge".

Spørgsmålet er, om man i den somatiske medicin ville betegne en behandlingsmetode for en revolution og et fremskridt på området, hvis effekten af metoden var, at færre patienter kom sig, end før metoden blev taget i brug, og metoden desuden reducerede patienternes gennemsnitlige livsforventning betydeligt. Eller om man måske snarere vlle kalde det for et tilbageskridt.

Hvad jeg også kan spørge mig, hver gang jeg hører om revolutionerende fremskridt, ligemeget i hvilken sammenhæng, er om vi ikke egentligt tror på hokuspokus, når vi tror på alle disse revolutionerende fremskridt. Er vi virkeligt kommet så meget videre siden i går, siden 1950'erne, siden den angiveligt så mørke middelalder? Eller er vi måske stadigt lige overtroiske, og har bare skiftet de "magical powers", der skal frelse os, ud til i dag at være højteknologien, videnskaben?
_______________

Og jeg er iøvrigt ganske enig med Stephen Diamond. Jeg ser, desværre, heller ikke noget "revolutionerende fremskridt", den store, kollektive opvågning på det spirituelle niveau ske. Lakmusprøven, så at sige, for mig, er at høre hvad angiveligt opvågnede mennesker har at sige om "psykisk sygdom". Hvis ikke på andre områder, så viser det sig som regel senest mht. dette emne, om opvågningen er reel nok, eller om der er tale om en pseudo - "spiritual awakening".

Sådan ser "de skizofrene" ud - Sensationsjounalistik på videnskab.dk. Og flere tanker om det, at blive forældre som "psykisk syg"

Sådan hér - billedet under overskriften "Mere om skizofreni" *) - ser "skizofreni", respektive "de skizofrene" ud ifølge videnskab.dk, og jeg kan ikke helt lade være med at spekulere, om man på videnskab.dk måske har set lidt for mange b-film i zombie- respektive horrorfilmgenren. I hvert fald skal man vist lede længe efter magen til smagløs, diskriminerende og misvisende artikelillustration. Og det selv om medierne i deres sensationslystenhed jo ellers heller ikke ligefrem er tilbageholdende med at frem- og udstille "de skizofrene" som mere beslægtede med monstre end med mennesker.

Ud fra rubrikken "Partnere" i sidebar'en på videnskab.dk at dømme, ønsker sitet at fremstå som en seriøs, videnskabelig informationskilde. Bortset fra, at også artiklens indhold vidner om skribentens/sitets uvidenhed og fordomsfuldhed, så må illustrationen betegnes som noget af det mest useriøse, der findes.

Et par tanker angående artiklens indhold: Preben Bo Mortensen, centerleder for Center for Registerforskning ved Aarhus Universitet udtaler til videnskab.dk, at forskningens resultater "især er brugbare i rådgivningen af skizofrene forældre", og han citeres: "Nu kan vi melde helt klart ud, hvad deres risiko er for at få et sygt barn. Det er en væsentlig forbedring i forhold til den rådgivning, vi kan tilbyde skizofrene par, der overvejer at få børn."

Nu påviser forskningen en relativ høj risiko, helt op til 67,5%, for, at børn af "psykisk syge" forældre selv også bliver "psykisk syg", og man kan nemt regne ud, hvilke - eugeniske - råd der vil blive givet...

I forlængelse af mit sidste indlæg her på bloggen må jeg indrømme, at jeg ikke engang er så uenig. Mener man, at man lider af en genetisk arvelig, kronisk hjernesygdom, som man ikke kan gøre andet ved, end at lære at leve med den, og ignorerer man således potentialet af overgreb for at forårsage "psykisk sygdom" som en reaktion på traumatiseringen, så bør man måske nok se bort fra, at få børn - og uvægerligt udsætte dem for at blive traumatiseret af ens udageren af de egne, ikke bevidstgjorte og bearbejdede traumer. For, at ikke bevidstgjorte, ubearbejdede traumer videregives til næste generation, er jo altså en naturlov.

For stort set alle "psykiske sygdomme" gælder det, at de bunder i en "narcissistisk forstyrrelse", dvs. at de er udtryk for, at man ikke har fået den ubetingede kærlighed, der skal til for at man kan udvikle evnen til at elske sig selv og andre ubetinget. Så længe man ikke ønsker eller magter, at acceptere dette, bør man klart undgå, at skabe en situation, hvor et andet menneske er på liv og død afhængig af én, som børn er det af deres forældre, og derfor nærmest uundgåeligt ender med at være forsvarsløst udsat for éns narcissistiske udageren.

Men selvfølgeligt kan man også kun gøre "de psykisk syge" selv ansvarligt, som jeg gør det her, i det omfang som de er sig bevidste om den sande natur af deres problemer. Og det sørger mainstream-"informationen", bl.a. også repræsenteret i videnskab.dk's artikel, jo forebilledligt for, at de færreste bliver sig bevidste om. Så, i sidste ende ligger ansvaret selvfølgeligt hos de "informerende" og rådgivende instanser.

Det ville iøvrigt være interessant med en studie, der sammenlignede den i videnskab.dk's artikel omtalte studies resultater med hyppigheden af forekomsten af "psykisk sygdom" blandt børn til forældre, der har opnået fuld recovery fra "psykisk sygdom". Billedet ville nok være lidt et andet. I hvert fald kender jeg ikke til nogen, der er kommet sig helt før de har fået børn, hvis børn har udviklet "psykisk sygdom".
_______________

*) Update, 23.03.10: Så er illustrationen fjernet fra videnskab.dk's artikel. Tak til alle (i ved, hvem i er), der har meddelt videnskab.dk, hvad i syntes om deres valg af illustration. Og tak til videnskab.dk for at reagere. I hvert fald altså hvad en, mildest talt, upassende artikelillustration angår. Hvad artiklen, især anden halvdel, "Mere om skizofreni", angår, så ville det selvfølgeligt kun være en fordel, hvis de talrige videnskabeligt uholdbare påstande også forsvandt ud af den. Men det er nu nok lidt for meget forlangt af et populært og mainstream medie som videnskab.dk, at man skal kunne forholde sig kritisk til selvsamme mainstreamen.

"Skizofrene" klarer sig bedre uden "medicin"...

...og Merete Nordentoft er overrasket over dette forskningsresultat. I hvert fald ifølge artiklen "Studenterhuen er et godt våben mod skizofreni" i Dagens Medicin fra den 5. marts 2010.

I artiklen fra afdelingen ""Hvad du ikke kan læse på B.T.s forside" hedder det: "Forskning fra Psykiatrisk Center København ved Bispebjerg Hospital tegner et nyt, nuanceret billede af en sygdom, som ofte ligestilles med voldelige og psykotiske grænsetilfælde, som fylder for meget i politiets voldsstatistikker."

Nyt er billedet nu aldeles ikke, hvis man er bare lidt bekendt med forskningen på området. - Og mon ikke Merete Nordentoft, som den "ekspert" på området hun anses til at være, burde være bekendt med denne forskning?? - Denne nye forskning bekræfter bare, hvad diverse langtidsstudier, såsom Harding, et al., 1987, og Harrow, Jobe, 2007, igen og igen er nået frem til igennem tidernes løb. Nemlig at fuld recovery er mulig, og langt mere sandsynligt uden brug af psykofarmaka.

Merete Nordentoft citeres i artiklen: "De fleste af dem, der har opnået full recovery, får ikke medicin efter fem år. Nogle af dem har endda klaret sig igennem helt uden medicin. Det havde jeg ikke troet."

Artiklen lægger sin hovedvægt på at slå fast, at uddannelse er et vigtigt redskab i recovery'en. Imidlertid bliver der hverken præciseret, hvilken rolle denne uddannelse kan have i recoveryprocessen, eller hvordan psykofarmaka hindrer folk i at kunne opnå og gøre brug af uddannelse, viden som sådan. For, det er jo ikke, som artiklens overskrift postulerer, studenterhuen som sådan, der er det afgørende.

Det afgørende er evnen til at kunne tænke analytisk, fokusseret, og selvstændigt. En evne som neuroleptika som bekendt nedsætter betydeligt ved at nedsætte aktiviteten i frontallapperne, den hjerneregion, hvor kognitionen, tænkningen, foregår. Der skal noget tankevirksomhed til at afkode og tyde det ubevidstes budskaber, der kommer til udtryk igennem "symptomerne", igennem stemmerne, "vrangforestillingerne", osv.

Men inden man overhovedet kan komme i gang med at analysere, afkode, tyde, så skal der noget andet til, der relaterer til uddannelse: der skal til, at man har såpas megen tiltro til de egne kognitive evner, såpas megen "intellektuel selvsikkerhed", at man tør sætte spørgsmålstegn ved "eksperternes" "ekspertise". I stedet for at tro blindt på "autoriteterne". Jo mere man kan gøre sig til sin egen autoritet mht. den egne problematik, jo mindre vil man acceptere og underordne sig andres, for eksempel Merete Nordentofts, autoritet mht. den. Det kan så for eksempel føre til, at man bevidst vælger de såkaldte "antipsykotika" fra, fordi man har formået at tilegne sig tilstrækkeligt med viden angående stofferne, til at erkende, at deres virkninger kun ville nedsætte ens chancer for recovery.

At have studenterhuen "liggende hjemme på loftet" betyder jo gerne, at man har opnået en vis færdighed i at opsøge information på egen hånd, også information på fremmedsprog som engelsk - og især når det kommer til "psykisk sygdom", er det jo tyndt med virkelig information på dansk - og at man ikke nødvendigvis slår sig til tåls med hvad de første fem resultater af en Googlesøgning indeholder.

Det er derfor, der er noget der hedder "empowerment", der er så vigtigt i recoveryprocessen. Empowerment betyder netop det, at man gør sig til sin egen ekspert mht. den egne problematik: "Jeg ved bedst, hvad der er godt for mig." Det betyder, at man tror på sig selv, i stedet for at være skræmt fra vid og sans for de egne tanker, følelser og reaktioner, fordi "eksperter" som Merete Nordentoft med deres "autoritet" har fortalt én, at man ikke kan stole en meter på sig selv, bør tvivle på enhver af ens tanker, følelser, reaktioner, det udtryk for "sygdom", som disse angiveligt er. Det betyder, at man tager ansvar for sig selv, tager sit liv i egen hånd. I stedet for at lade "eksperter" som Merete Nordentoft om at styre showet. I blind autoritetstro.

Iøvrigt omtaler artiklen i Dagens Medicin Opus-projektet som et "psyko-socialt" "behandlings"tilbud. Jeg ved ikke, hvor meget "psyko-socialt" der er ved et projekt, der lægger sin hovedvægt på medicinsk "behandling" og biologiske forklaringsmodeller. "Psyko-socialt" er i min verden noget andet. Soteria, for eksempel, eller Åben Dialog.

Derudover er både artiklen og den forskning, der omtales, endnu et lysende eksempel på, at psykiatrisk "videnskab" ikke indeholder et gran empiri - og dermed ikke kan betegnes som videnskab. Resultatet af studien kan i princippet kun overraske den, der aldrig har gjort sig den umage, at inddrage "viden igennem erfaring" (= empiri) i sin forskning. For, ikke bare svarer resutatet til stort set alle andre langtidsstudiers, der er gennemført i tidernes løb, men det svarer så afgjort også til de erfaringer, kriseramte mennesker lige siden "eksperterne" kom til magten for godt 250 år siden, forgæves har prøvet at skaffe sig gehør med. Og siden heller ikke denne studie indeholder viden igennem erfaring, empiri, kan Tommy Jørgensen i hans kommentar til artiklen konkludere, at det må være den kognitive adfærdsdressur, aka kognitiv adfærds"terapi", der gør forskellen. Suk.

Diagnoser og politik

Amy Goodman fra Democracy Now! interviewer psykoterapeuten Gary Greenberg, forfatter af bogen Manufacturing Depression: The Secret History of a Modern Disease, her (video, 15 min., og transkript).

Meget interessante betragtninger om den biologiske models politiske implikationer, udviklingen indenfor psykiatrien (og samfundet), set ud fra DSM-V-udkastet, og noget om placeboeffekten.

Et længere interview med Gary Greenberg kan man lytte til her i Madness Radio's arkiver.

Sex og "psykisk sygdom"

Rossa Forbes fra Holistic Recovery from Schizophrenia har et interessant indlæg om "Psychiatric home remedies", det psykiatriske husapotek, på sin blog i dag. Dér kan man bl.a. læse, at en god orgasme kan virke traumeforløsende. Én ting er jo intellektuel bevidstgørelse og bearbejdning. Uden tvivl et vigtigt skridt på vejen. Men traumer har det med også at sætte sig i kroppen, ikke bare i tankerne. Og lige så vigtigt det er, at frigøre sindet fra de traumeskabte tankemønstre, lige så vigtigt er det, at mærke kroppen, og frigøre den fra de traumeskabte spændinger og blokeringer.

Rossas indlæg fik mig til at tænke på, at jeg, set i forhold til emnets status som nærmest tabu, ret ofte har hørt folk fortælle om en tiltaget libido under krisen. - Iøvrigt også et symptom på en Kundalinirejsning. - Ganske ligesom mange oplever, at de ikke kan lade være med at græde i ét væk. Også gråd virker traumeforløsende. Kroppen ved, hvad der skal til. Mens psykiatrien betegner både en øget libido og tilsyneladende umotiveret gråd som symptomer, der skal behandles med "medicin", der bl.a. har den "bi"virkning, at den reducerer libidoen, hvis den ikke helt gør den til en by i Rusland. Snak om "behandling", der forhindrer en løsning af krisen og dermed recovery. Også på dette niveau.

Nu er der nogle, der kræver, at det offentlige skal betale for deres bordelbesøg, når nu de er "psykisk syge", og derfor har svært ved at finde en partner, respektive ved at indgå et så nært forhold til et andet menneske, at sex kan komme på tale. Dertil kan jeg kun sige, at købesex er en "toxic mimicry" af naturlig sex, og således traumatiserende i sig selv. Har man ikke en partner, er der altid DIY-metoden. God fornøjelse! :)

Being different is not a crime

Fra Judi Chamberlin's takketale ved modtagelsen af N. Neal Pike Prize, 1995:

Involuntary commitment and forced treatment are issues that many people don't want to talk about, or think about. Even within the disability advocacy community, it is only a small minority which wants to challenge the existence of this basic inequity. Most mental health lawyers and advocates are concerned with making the commitment process "fair," or with insuring that people facing commitment have lawyers to represent them, or that the commitment standards are precise rather than vague. I submit to you that involuntary commitment and forced treatment can never be "fair", in the same way that slavery can never be "fair." In our legal system, supposedly, you can be punished only for something you have actually done, and that only after a trial at which you have the right to confront your accusers. In the Alice in Wonderland logic of involuntary commitment, however, a person stands "accused" of "mental illness"; that is, of thinking or acting in some way that is disapproved of by others, and often the person so "accused" has no idea what he or she has done to bring such punishment. In truly Orwellian fashion, incarceration in a mental institution is labeled "help," and the person who seeks to avoid such "help" becomes "non-compliant" or "treatment resistant."

I firmly believe that I stand before you today, rather than being lost in some back ward or equally oppressive "community residence" (another Orwellian use of language, by the way), because of my non-compliance and treatment resistance. Because I fought the drugs, the control, the indoctrination, I was able to retain my personal autonomy. And because I was lucky enough-long after I had left the psychiatric system behind-to find others who agreed with me, we have been able to give shape, and voice, to the essentially very simple idea that being different is not a crime.

What we have variously called the mental patients' liberation movement or the psychiatric survivor movement is a worldwide network of people who reject the labels we have been given and who believe that we have the power to help and sustain one another. We rejoice in our differences when they lead us to create poetry, and we comfort one another when our differences lead to pain and suffering. But we reject-clearly and firmly-the idea that our differences are a reason to be discriminated against, or segregated, or punished.

These are dangerous times for people who are different. Not just people with disabilities, but people who are poor, who are members of racial, ethnic or sexual minorities, or who refuse to subscribe to the orthodoxies of the day, are under attack. It is essential for us to work together, to build coalitions to defend and protect what we have accomplished, and to fight attempts to take away our basic citizenship rights. Make no mistake; the threat is real.

Judi Chamberlin døde i går, 65 år gammel, i sit hjem i Massachusetts, USA. Jeg tilslutter mig David Oaks: MAD PRIDE, JUDI, MAD PRIDE!


_______________

Og hér, siden Google translate aldeles ikke er ufejlbarlig - selv om humøret ikke ligefrem er i top oveni beskeden om Judis død, måtte jeg smile lidt ad oversættelsen af "involuntary commitment" til "ufrivillig engagement", og "mental health lawyers and advocates" til "psykiske jurister og advokater",,, - min hjemmelavede oversættelse af uddraget fra takketalen:

Tvangsindlæggelser og tvungen behandling er emner, som mange mennesker ikke ønsker at tale om eller tænke på. Selv blandt handicap aktivister, er det kun et lille mindretal, der ønsker at udfordre eksistensen af denne grundlæggende uretfærdighed. De fleste af de involverede jurister og bistandere er optaget af at gøre indlæggelsesprocessen "fair", respektive af at sikre, at folk, der står over for en tvangsindlæggelse, har retsbistand til at repræsentere dem, og at indlæggelsesgrundlagene er præcise snarere end vage. Jeg vil påstå, at tvangsindlæggelser og tvungen behandling aldrig kan være "fair", på samme måde, som slaveriet aldrig kan være "fair". I vores juridiske system, kan du angiveligt kun blive straffet for noget, du faktisk har gjort, og det først efter en retssag, hvor du har ret til at konfrontere dine anklagere. I tvangsindlæggelsens Alice i Eventyrland-logik, står personen "anklaget" for "psykisk sygdom", hvilket betyder, at tænke eller handle på en måde, der ikke er godkendt af andre, og ofte har den så "anklagede" person ingen anelse om, hvad han eller hun har gjort for at få en sådan straf. På virkelig Kafkaesk måde, betegnes fængslinger i en psykiatrisk institution som "hjælp", og den person, der søger at undgå en sådan "hjælp" bliver til "ikke-compliant" eller "behandlingsresistent."

Jeg er overbevist om, at jeg står foran jer i dag, fremfor at være tabt på en eller anden kronikerafdeling eller på et lige så undertrykkende "bosted" (et andet eksempel på Kafkaesk sprogbrug, for resten), på grund af min manglende compliance og min modstand mod behandlingen. Fordi jeg kæmpede mod medikamenterne, kontrollen, og indoktrineringen, var jeg i stand til at bevare min personlige autonomi. Og fordi jeg var så heldig - længe efter jeg havde forladt det psykiatriske system - at finde ligesindede, har vi været i stand til at give udtryk og stemme til den overordnet meget enkle tanke, at det at være anderledes, ikke er en forbrydelse.

Det, vi hen ad vejen har kaldt de psykisk syges befrielsesbevægelse eller psykiatriske overleveres bevægelse, er et verdensomspændende netværk af mennesker, der afviser de stempler, vi har fået, og som tror, at vi har muligheden til at hjælpe og støtte hinanden. Vi glæder os over vores forskelligheder, når de fører os til at skabe poesi, og vi trøster hinanden, når vores forskelle fører til smerte og lidelse. Men vi afviser - klart og bestemt -tanken om, at vores forskelle er en grund til at blive diskrimineret, eller marginaliseret, eller straffet.

Det er farlige tider for folk, der er anderledes. Ikke blot mennesker med handicap, men folk der er fattige, der er medlemmer af racemæssige, etniske eller seksuelle minoriteter, eller som nægter at følge mainstreamideologien, er under angreb. Det er vigtigt for os at arbejde sammen, for at skabe koalitioner for at forsvare og beskytte, hvad vi har udrettet, og at bekæmpe forsøg på at fjerne vores grundlæggende borgerrettigheder. Tag ikke fejl, truslen er reel nok.

Diagnosespecifik diskriminering

"I krisen har vi brug for at tale eksistens" - men kun, når krisen af "eksperterne" er stemplet med "depression", "angst" eller, simpelthen, "eksistentiel krise". I hvert fald ifølge Jørgen Due Madsen, grundlæggeren af Center for Psykiatri og Eksistens, der i Kristeligt Dagbladets artikel også citeres: "Oftest behandles depression med medicin og forhåbentligt kognitiv terapi, men det er også vigtigt at tale med den deprimerede om, hvad vedkommende skal lære af sin depression." Fuldstændigt ligegyldigt er det åbenbart, når det kriseramte menneske er stemplet med "skizofreni", eller "psykose" sådan i al almindelighed. Ligesom det er helt uhørt, at "folk, som får en depression, kommer ind på en afdeling sammen med skizofrene og andre psykoser." De sidstnævnte har jo kun godt af at blive zombificeret, og så lige hjernevasket lidt med kognitiv adfærdsdressur: "Husk at tage dine piller!" Men den slags kan vi altså ikke være bekendt overfor de deprimerede. De er trods alt stadigt også mennesker.

Således er det en "ressource", når de deprimerede mennesker "[begynder] at bede den gamle aftenbøn, som deres mor lærte dem for tredive år siden", mens det vist må betegnes som den rene galimatias (som i "meningsløs hjernesygdom"), når en "psykose" (interessant reducering af mennesker til intet andet end deres stempel) hører Gud tale til sig. Ja, for det er kendetegnende for mennesker, "at vi tænker over livet, og især når vi kommer i krise." Mens de dér gendefekte, transmitterstofubalancerede, tankeforstyrrede "skizofrene og andre psykoser", som ikke værende helt mennesker, men altså "skizofrene" respektive "psykoser", selvfølgeligt ikke tænker over noget som helst, og da slet ikke over livet. Det skal man jo være menneske for at kunne gøre. Ikke en sygdom.

"If you talk to God, you are praying; If God talks to you, you have schizophrenia." -Thomas Szasz.

Bottom line: religiøsitet (at anerkende og underordne sig en ekstern autoritet, Gud) er en ressource, spiritualitet (at erkende sit eget værens natur, "Gud") er et symptom på meningsløs hjernesygdom.

"Han syntes"

"I skolen i Tyrkiet havde han det svært med autoriteter. Han gjorde modstand og syntes, han blev udsat for mange uretfærdigheder. Det gjorde ham vred og ked af det." -Özlem Sara Cekic om sin bror.

"Han syntes". Det er ikke noget, der har virkelighedsværdi, ikke noget, der måske burde være efterprøvet. Det var bare han, der syntes det. Men det havde jo ingen hold i realiteten. Konsensusrealiteten. Vel at mærke. Groupthink. Vi har vedtaget, at hans realitetsopfattelse er utroværdig, fordi det angriber skolen, autoriteterne, samfundet, familien, ..., os. Og vi behøves ikke at efterprøve, om hans realitetsopfattelse, det, han syntes, måske bunder i fakta, når først vi i fællesskab, som gruppe, har besluttet, at det ikke gør det (jf. punkterne 5 og 6 under "Symptoms of groupthink"/"practices of groupthink": ringe interesse i at opsøge information, og forudindtaget udvælgelse, når information indhentes). Ulogisk? Groupthink er per definition ulogisk. "TRAPPED IN PSYCHOTIC FAMILY VORTEX."

Punkt 4 under "Symptoms of groupthink" i Wikipediaartiklen om fænomenet nævner det, at klassificere modstandere af gruppen som "svag, ond, fordomsfuld, hadsk, grim, betydningsløs eller dum" som et symptom på groupthink. Tilføje til rækken af disse adjektiver kan man her "sindssyg" og alle variationer, såsom "skizo", "paranoid", "psykopat", etc. etc.

Han er stemplet som "syg", "skizofren". Özlem har kæmpet for det. Man gør, hvad man kan, for den gruppe, man gerne vil være medlem af, man gerne vil anerkendes af, hvis identitet man har gjort til sin egen. Og hvis identitet han var en trussel for, fordi han gjorde modstand mod at blive frataget sin individuelle identitet af gruppens autoriteter. Indtil han blev stemplet som utroværdig. Indtil hans opposition mod at opgive sin egen identitet til fordel for gruppens langt om længe officielt blev anerkendt som "syg".

"Hvad ville folk tænke? Ville de mon tænke, at det var vores skyld?" spørger Özlem. Bemærk: "vores". En af årsagerne til groupthink betegnes som provokativ situationsbetinget kontekst i Wikipediaartiklen: "high stress from external threats, recent failures, excessive difficulties on the decision-making task, moral dilemmas." Recent failures, moral dilemmas...

Jeg husker, at jeg efter "Bedre vilkår"-forhøringen stod og ventede på Miki, der lige skulle snakke lidt med Özlem. Jeg stod lige ved siden af, og jeg undrede mig, at Özlem virkede, som om hun meget bevidst prøvede, at undgå enhver øjenkontakt med mig. Når jeg i dag tænker på, hvad jeg sagde i min tale til forhøringen, så undrer jeg mig ikke mere. Det må have skræmt livet af Özlem. Men måske var det bare noget, jeg syntes, at hun virkede undvigende. Vi har det jo med at synes, se syner, se elefanter, hvor der slet slet ikke er nogen, vi "sindssyge"...

PsykiskSårbar.dk - Hvad er meningen?

Nedenstående debatindlæg har jeg i dag postet på PsykiskSårbar.dk, ja, netop, denne fine nye hjemmeside, og påtænker også, at lade sidens administratorer/Poul Nyrup tilkomme en kopi per mail, i fald, de ikke følger med i debatterne på siden. Og helt efter Ron Unger's forebillede, der gjorde dette på sin arbejdsplads, med en opfordring om, at rette de påtalte ukorrektheder. (Og selv om det nok vidner om, at det i det her tilfælde er mig, der må være "mere end almindeligt naiv", hvis jeg tror, det kommer til at have den mindste effekt på socialdarwinisterne, suk). Her er mit debatindlæg:

"Der er ikke noget mystisk eller nødvendigvis uhelbredeligt i at være psykisk sårbar – og vores budskab er, at mange godt kan komme sig.  Med betegnelsen psykisk syg følger der derimod en række fremmedgørende medbetydninger og fastlåste forestillinger om kroniske tilstande med – og vi tror, at de er med til at spænde ben for det enkelte menneskes vej mod det gode liv", læser jeg under "Derfor 'psykisk sårbar'", og jeg tænker: 'Jamen, det lyder jo fabelagtigt!', og kunne i bund og grund ikke være mere enig.
 
Men ak! Går jeg så ind under "Viden", og klikker på "Skizofreni", som det for mig personligt mest relevante stempel, så læser jeg dér: "Skizofreni er en blivende og alvorlig psykisk sygdom." ??? 'Hvad er nu det for noget at skrive på en hjemmeside, der angiveligt vil rydde op med fordommene og diskrimineringen mod "de psykisk syge", og i øvrigt give "de psykisk syge" håb?!' tænker jeg, 'Det hænger da ingen steder sammen.' Helt bortset fra, at en sådan påstand mangler ethvert hold i videnskabelige fakta.
 
Jeg må jo indrømme, at jeg allerede blev mistænksom, da jeg læste "diabetes", "kræft", hjertesygdomme" under "Mere dialog - nyt fokus". Ah, åh, ... "Psykisk sygdom er som diabetes" kan jeg ikke lade være med at associere. Hvis det er sådan, så kunne jeg da godt tænke mig, at se den, "skizofrenien" f.eks., engang under mikroskopet, eller på et scanningsbillede. Indtil videre er der ikke nogen, der har kunnet vise mig hverken den, eller en hvilken som helst anden "psykisk sygdom" via blodprøver, scanningsbilleder, eller nogen anden form for fysiologiske tests.
 
Kan man komme fordommene og diskrimineringen til livs, og samtidigt erklære "psykisk sygdom" som værende det samme som diabetes, kræft og hjertesygdomme? Den biologiske forklaringsmodel indebærer, at det "syge" menneskes tanker og følelser er forstyrrede pga. en fejlfunktion i hjernens transmitterstofskifte. Dette syn på "psykisk sygdom" fører uvægerligt til en opfattelse af det "syge" menneskes tanker og følelser (og dermed af dette menneske selv) som utilregnelige. Ikke opstående som en logisk konsekvens af (traumatiserende) miljøpåvirkninger, men af uigennemskuelige "kortslutninger" i vedkommendes hjerne. Meningsløst, ude af balance, ikke til at forstå, mystisk. Og siden det er menneskets sind, dets tanker og følelser, og ikke dets bugspytkirtel eller blodårer, der får det til at handle, er der vel ikke noget at sige til, hvis folk reagerer rædselsslagne, face to face med denne angivelige hjernesygdom, og straks associerer "den gale øksemorder".
 
Den biologiske model er diskriminerende i sig selv, og årsag til, at fordommene mod "de psykisk syge" stortrives. Det påstås, at modellen blev lanceret bl.a. for at reducere fordomme og diskrimineringen. Faktum er, at både fordomme og diskrimineringen har tiltaget med udbredelsen af modellen. Forståeligt nok, vil jeg mene.
 
Det eneste, den biologiske model har formået at reducere, er netop forståelsen for emotionel lidelse som en meget naturligt menneskelig og absolut meningsfuld reaktion på en umenneskelig verden. Hvis jeg ved, at f.eks. en "paranoid" reaktion er forårsaget af, at det "paranoide" menneskes grænser konsekvent og vedvarende igennem hele opvæksten er blevet krænket, vil det fremstå som en helt selvfølgelig reaktion, hvis vedkommende øjeblikkeligt går i forsvarsposition, lige så h*n føler sig trængt op i en krog, igen igen. F.eks. af det tvangspsykiatriske system. Hvis jeg ikke ser andet, end meningsløs hjernesygdom, vil jeg selv panikke, og situationen vil uvægerligt eskalere, og blive til endnu en "den gale øksemorder"-overskrift i medierne.
 
Teorierne om defekte gener og ubalancer i transmitterstofskiftet er netop det: teorier. Dopaminhypotesen blev allerede 1992 forkastet af Arvid Carlsson, der i sin tid var med til at lancere den, fordi man ikke var i stand til at finde videnskabelig evidens for dens korrekthed. Forskellige gener har igen og igen været under mistanke. Hver gang har det ved nærmere eftersyn vist sig, at være endnu en blindgyde.
 
Samtidigt har forskningen på det psyko-sociale område igen og igen kunnet påvise sammenhænge mellem barndomstraumer og "skizofreni". Senest Hammersley og Read's metastudie fra 2007, der viste en korrelation mellem seksuelle overgreb/fysisk mishandling/omsorgssvigt på mellem 51 og 97%. Hammersley og Read tager ikke højde for emotionel omsorgssvigt, og har ikke i alle tilfælde kunnet påvise overgreb/omsorgssvigt, da ikke alle individer i de af dem reviderede 40 studier var blevet adspurgt om deres livshistorie.
 
Så meget om "sygdom", læs: biologisk hjernesygdom. Hvad "blivende" angår, så kan jeg med min bedste vilje ikke se noget "blivende" ved en krise, som psykiatrialternativer som Vestlaplandsmodellen, Soteria, Diabasis, m.fl. formår at hjælpe folk med at overvinde helt i ca. 85% af tilfældene. Recovery* fra "skizofreni" og "psykoser" er ikke umuligt, eller bare undtagelsen, men at forvente. Forudsat, man får virkelig hjælp til at komme igennem og ud af krisen. Og at fortælle om "blivende sygdom" er i hvert fald ikke nogen videre hjælp. Tværtimod. Som Loren Mosher sagde, så er slaget allerede halvvejs vundet, hvis man tager udgangspunkt i troen på, at fuld recovery er sandsynlig. Mens det er mere end halvvejs tabt, hvis man fortæller ammestuehistorierne om "blivende sygdom". Ammestuefortællinger, for resten, der også er mere end velegnede til at lade især "førstegangspsykotikere" ofte vælge selvmord, fremfor et liv med "blivende og alvorlig sygdom", ofte som førtidspensionist, afhængig af systemets "hjælp" og "medicin" med invalidiserende bivirkninger, og parkeret i udkanten af samfundet med være- respektive bostedet som hovedomdrejningspunkt i tilværelsen.
 
Budskaber om biologisk og blivende hjernesygdom er både med til at opretholde og forstæke samfundets fordomme og diskriminering, og de forhindrer en løsning af krisen, og dermed recovery, fordi de på forhånd erklærer al søgen efter mening i og med "symptomerne" som et meningsløst foretagende.
 
Efter min (og Hippokrates') opfattelse er det etisk uforsvarligt, at hindre mennesker i at komme sig, på grundlag af noget, der ikke er andet, end en teori, og oven i købet en meget usandsynlig af slagsen, og jeg undrer, om meningen med psykisksaarbar.dk virkeligt er at "nedbryde tabuer og fordomme" og "skabe en ny forståelse", eller om det er at yderligere bekræfte fordommene og den biomedicinske (ikke-)forståelse, de er resultat af, med endnu en hjemmeside, der ensidigt biopsykiatrisk og socialdarwinistisk fremstiller mennesker i krise som defekte andenklasseseksistenser.
 
*Jeg definerer "recovery" ikke som "at lære at leve med en kronisk sygdom" - det har vi et andet ord til: rehabilitering, og evtl. social recovery -, men som at blive "symptom"fri, være uafhængig af systemets tjenester ("medicin"fri), være i lønnet eller frivilligt arbejde, og have et socialt liv som naboens (jf. Courtenay Harding, 1987).
_______________

P.S.: Må indrømme, at jeg blev lidt skuffet over at se Tine Bryld figurere under "Menneskene bag" PsykiskSårbar.dk. Havde egentligt højere tanker om hende, end som så...

Vrede, skyld og undskyldninger

Her en historie - en af mange lignende - fra det virkelige liv: vores hovedperson, oprindeligt stemplet med "depression", efter en "manisk" reaktion på "medicinen" mod "depression" stemplet som "bipolar", går til sin psykiater, og fortæller vedkommende åbent og ærligt, at h*n har valgt, at stoppe med at tage sin "antipsykotiske medicin", pga. bivirkningerne, og fordi h*n er bange for de skader, specielt mht. de kognitive evner, "medicinen" jo som bekendt kan forårsage ved langtidsbrug.

Psykiaterens reaktion er at fortælle vores hovedperson, at dette ikke kan accepteres. Vores hovedperson bliver i det følgende tvangs"medicineret" med et langtidsvirkende "antipsykotikon", og h*n sættes under ambulant tvang.

Det afgørende er, at, da psykiateren lader vores hovedperson tvangs"medicinere" med det langtidsvirkende "antipsykotikon", sker dette, mens psykiateren "smiler ad hans/hendes (vores hovedpersons) fortvivlelse (over tvangs"medicineringen")".

Gang på gang hører jeg, at jeg ikke må beskylde de professionelle "hjælpere" for bevidst at ville skade mennesker i krise. "De vil bare vores bedste." - "De tror virkeligt, at de hjælper os." - "Du må tilgive dem, de gør det ikke med vilje. De ved bare ikke bedre." Åh?! Jeg er ked af det, men jeg er altså godt og grundigt træt af at skulle høre på det, hm ja, bullshit.

Jeg vil mene, det er på tide, at vi ser sandheden i øjnene. De fleste behandlere ved udmærket godt, at de skader os. Jeg nægter at tro, at noget menneske kan være så blind, at det ikke ser, at f.eks. en "behandling", som den, Abdulle Ahmed bliver udsat for, er ekstremt skadeligt, og potentielt drabeligt, for ham. Ikke desto mindre udsættes millioner af mennesker verdenen over dagligt for en sådan "behandling", i mere eller mindre udpræget grad. Jeg nægter også at tro, at "eksperterne" ikke har kendskab til den videnskabelige forskning, der entydigt beviser, at psykofarmaka og elektrochok stort set er ineffektive, har et hav af yderst skadelige, tildels invalidiserende, og tildels dødelige bivirkninger, og at ikke-medicinske alternativer derimod er effektive, stort set bivirkningsfrie, og forholdsvis nemme og billige at etablere. Langt nemmere og billigere, end sengepladser i psykiatrien i hvert fald.

Psykiatrien fører krig. Mod de mennesker, samfundet har udpeget til at repræsentere en af sine egne skyggesider. Ligesom andre samfundsinstitutioner fører krig mod andre grupper af mennesker, der er udpeget som "sorte får".

Og hvad gør vi? Vi drukner nærmest i skyldfølelser, bare vi så meget som tænker den åh så onde tanke, at holde de for krigsføringen ansvarlige ansvarligt. For ikke at tale om den skyld og skam, der overvælder os, når vi føler bare den mindste lille bitte vrede komme op i os. Samme skyld og skam, vi følte hver gang, når vi blev det mindste lille bitte vred på de overgribere, der har sørget for, at vi er havnet i krise. De vidste jo bare ikke bedre, de gjorde så godt de kunne, de elskede os jo, på trods af alt, ikke? Bullshit. Man forgriber sig ikke på nogen, man virkeligt elsker. Man smiler ikke ad nogens fortvivlelse, hvis man virkeligt holder af dette menneske og bare vil hjælpe det. Man smiler ad fjendens fortvivlelse, ad fortvivlelsen til den, man foragter, og ønsker at skade, og se lide.

Jeg foragter ikke de ansvarlige, jeg vil ikke skade dem og se dem lide. Jeg vil ikke have hævn. Men jeg mener, at jeg så afgjort har ret til at være vred, og til at holde ansvarligt. Uden at skulle føle den mindste skyld over det.

Så længe vi bliver ved med at føle os skyldige og undskylde de ansvarlige, vil overgrebene blive ved med at ske.

Så, inden der næste gang er nogen, der prøver at fortælle mig, at jeg ikke må beskylde ( = holde ansvarligt). at jeg må have "compassion" og tilgive, tænk jer om! Og spørg jer selv, hvor jeres skyldfølelser kommer fra.

Recoveret til døden. Hvordan psykiatriens forvrængning af recoverykonceptet koster liv.

Her kan man læse om et arrangement på bostedet Skovvænget, et "botilbud til voksne med sindslidelse", som det står på hjemmesiden. Det er Standup recovery, der i maj 2006 optrådte på Skovvænget. Et af de tre medlemmer af gruppen Standup recovery var Dorthe Raffenberg, som jeg kender fra min tid hos Outsideren.

I anmeldelsen på Skovvængets hjemmeside hedder det bl.a.: "Trioen havde under foredraget på Skovvænget fokus på, at det er muligt at komme sig, men det kræver en accept af sin sygdom", og: "Under foredraget blev det tydeligt, at der er flere forskellige elementer, der har haft betydning for, at Dorte, Christian og Martin hver især har formået at komme sig." Det vil altså sige, at Dorthe i maj 2006 var "recoveret".

Jeg har haft tilknytning til Outsideren fra foråret 2007 til sommeren 2008, og der gik sjældent et redaktionsmøde, hvor Dorthe ikke var til stede. På mig virkede hun tydeligt påvirket af det "antipsykotikon", Leponex, hun tog, og selv om jeg ikke har kendt hende andet end under indflydelse af Leponex, så var der ingen tvivl for mig, at den Dorthe, jeg oplevede til redaktionsmøderne, ikke var andet end en skygge af den Dorthe, der kunne have været, hvis... Hvis hun havde fået hjælp, i stedet for Leponex.

"Dorte fortæller en barsk historie om overgreb, selvmordsforsøg,...", hedder det også i Skovvængets anmeldelse. Overgreb. Jeg husker, at Dorthe til et af redaktionsmøderne fortalte om sine "vrangforestillinger". Det var der flere, der gjorde. For sjov. Det var jo simpelthen til at dø af grin over, hvor rablende sindssyg man var, den gang, ikke? Den gang, inden Leponex'en gjorde sin virkning, og satte en stopper for ens ubevidstes reaktioner på f.eks. overgrebene. Jo, alle syntes, det var hamrende sjovt, morede sig gevaldigt over så megen meningsløs galskab. Alle undtagen mig. Jeg fik det faktisk dårligt. Havde mest lyst til at forlade mødet, overlade de tilstedeværende til deres "sygdomsindsigt", deres indsigt om at deres defekte gener og defekte hjernekemi var årsag til så megen hamrende sjov og meningsløs galskab. "Jeg gjorde/tænkte/følte sådan og sådan, fordi jeg er paranoid skizofren, hahaha!" Hylende morsomt, ja. I stedet for et "Jeg er vred, angst og desperat, fordi jeg har været udsat for overgreb", der kunne føre til, at nogen andre end nogle gener og transmitterstoffer risikerede, at blive gjort ansvarligt. Knapt så sjovt jo, det dér med ansvaret.

Ifølge anmeldelsen på Skovvængets hjemmeside kræver det "en accept af sin sygdom", at komme sig. Dorthe har haft denne accept. Hun tog, accepterende, sit Leponex - og var således ikke recoveret, men allerhøjst rehabiliteret, socialt, og kun socialt, recoveret. Dorthe døde den 19. november i år, 41 år "gammel". Og jeg er ikke i tvivl om dødsårsagen: accept af sin sygdom. Og den deraf følgende jævnlige indtagelse af Leponex.

Det kræver accept, at komme sig, ja. Men det kræver altså ikke accept af en mysteriøs, organisk hjernesygdom ved navn "paranoid skizofreni". Det kræver accept af det faktum, at man har været udsat for overgreb.

John Hunt - straffet for at være overgrebsoffer

Marion Aslan fra EleMental har lavet denne video for John:



Grainne Humphrys, Johns kone, skriver, at artiklen, Marion har brugt til videoen, er fra sidste år. John er altså i dag 28 år gammel og har været indespærret i Carraig Mor i fire år.