Bruce E. Levine - My Story

"Kære Bertel Haarder, giv os penge til at behandle de sindssyge længere med den medicin, der slår dem 15 - 20 år for tidligt ihjel!" - Biopsykiatrisk propaganda på DR2 med overlæge Ulla Bartels

I går kunne man i Deadline 22.30 nyde endnu en udgave af biopsykiatriens allesteds nærværende propaganda, denne gang serveret af bl.a. overlæge Ulla Bartels for vores sundhedsminister Bertel Haarder.

Også i Deadline-udsendelsen forsømte Ulla Bartels ikke, at ty til tåreperseren "Psykisk syge dør 15-20 år for tidligt", i håb om, at blødgøre Bertel Haarder bare en lille smule, så han måske alligevel finder lidt flere kroner i statskassen til financieringen af den "behandling", der slår "de sindssyge", som Ulla Bartels i udsendelsen også så overordentligt respekterende vælger at betegne mennesker i emotionelle kriser, 15 - 20 år for tidligt ihjel.

For, det forsømmer Ulla Bartels selvfølgeligt både i Deadline-udsendelsen og i Dagens Medicins artikel at fortælle: at de sygdomme, "de psykisk syge" som oftest dør 15 - 20 år for tidligt af, nemlig diabetes, metabolsk syndrom og hjerte-kar-sygdomme, er velkendte, og ret så hyppige bivirkninger af neuroleptika, de såkaldte "antipsykotika", og således forårsaget af den "behandling", som Ulla Bartels påstår, skulle forhindre dem, hvis vi bare kunne intensivere "behandlingen" lidt via længerevarende indlæggelser.

Til Dagens Medicin siger Ulla Bartels også, yderligere ekspertisisk forklarende, at "sygdommen", den angivelige, jo gør, at folk ikke så godt fornemmer sig selv, respektive deres krop. Hvorfor de ikke selv opdager i tide, når deres krop ikke har det så godt. Neuroleptika er, som bekendt, stærkt beroligende stoffer. De indvirker stærkt beroligende på nervesystemet. Det vil sige, de sætter det system, der gør, at vi kan fornemme os selv, vores krop, mere eller mindre ud af spil. Så nej, det er som oftest ikke "sygdommen", der gør, at folks kropsfornemmelse er nedsat. Det er "behandlingen" for denne "sygdom", der gør det. Hvor mange gange har jeg ikke hørt folk fortælle, at de ikke kunne fornemme sig selv, mens de var på "medicin". Kropsfornemmelsen vendte tilbage, når de stoppede med at tage "medicinen".

En overlæge i psykiatri, der hverken kender til bivirkninger eller virkning til den "medicin", hun dagligt omgås? Inkompetent må vel være den mest passende betegnelse her.

Og apropos "inkompetent", så var der selvfølgeligt heller ikke i Deadlines propagandaudsendelse en eneste medvirkende tilstede, der kunne have givet Ulla Bartels kompetent modspil, og Bertel Haarder et mere sandfærdigt billede af tingenes tilstand. Hvor er de danske Robert Whitakers, Joanna Moncrieffs, Grace E. Jacksons,... ? Tja, hvis de overhovedet findes, så var de i hvert fald ikke inviteret til at deltage i udsendelsen. Men så havde denne jo heller ikke længere været så meget propaganda, som den havde været lidt mere seriøs journalistik.

Bortset fra alt det, var jeg en smule positiv overrasket over både at høre Bertel Haarder spørge, hvor mon alle de "psykisk syge" kommer fra, der pludseligt kræver psykiatrisk "behandling", og over at høre ham sige, at man jo ikke bliver rask af at ligge i en sygehusseng. Til hans spørgsmål, hvor alle de "psykisk syge" pludseligt kommer fra, kan jeg kun sige: kig dig omkring, Bertel, og se hvordan "psykisk sygdom" efterhånden snart er på udsalg ved hvert gadehjørne. Dette her, for eksempel. Og nej, man bliver bestemt ikke rask af at ligge i en sygehusseng. Slet ikke, hvis man aldrig har været syg til at starte med.

Og så kan man jo kun undre sig over både DR-journalistens, som stort set alle andre danske journalisters, uvidenhed. Ifølge Nynne Bjerre Christensen udskrives "de psykisk syge" "før de er raske". Kære Nynne, den danske biopsykiatri har ikke helbredt så mange som en eneste af sine "patienter" endnu. Tværtimod. Man bliver ikke rask af at ligge i en sygehusseng, og slet ikke, hvis éns "sygdom", der ikke tilnærmelsesvis opfylder de kriterier, der stilles af lægevidenskaben til en tilstand, før den må betegnes som sygdom, "behandles" med "medicin", der forårsager somatisk sygdom og 15 - 20 år for tidlig død, og derudover kronificering af tilstanden. Jo længere man "behandles" biopsykiatrisk, jo sygere bliver man.
_______________

P.S.: Og så kan man jo undre sig, hvordan det hænger sammen, at kalde andre mennesker for "sindssyge", mens man samtidigt gør en Oscar-værdig indsats for at foregive, at man jo ikke har andet, end disse "sindssyges" bedste i sinde. Hvis det da hænger sammen...

Tusind tak!!!

...herfra til alle, der har taget initiativ og gjort det muligt, at min kommentar til Inger-Liss Christoffersens artikel om foredraget med Thomas Werge alligevel kom med i LAPs medlemsblad. Jeg blev så glad, da jeg så jeres engagement, der jo i grund og bund ikke så meget er et engagement for mig som person, respektive for mine personlige synspunkter, men et engagement for ytringsfriheden som sådan.

Kort tid efter LAPs landsmøde 2010, hvor sagen har været oppe at vende - og nogen mente, jeg måtte have valgt tidspunktet bevidst, hvilket jeg på ingen måde havde, men det er stof til et andet indlæg... - blev jeg også kontaktet af et medlem af landsledelsen, og inviteret tilbage ind i LAP, og der skal også gå en stor tak til alle i LAP, der stod bag dette initiativ.

Som vist for de fleste mennesker, der har oplevet tilstrækkeligt mange gange, at blive afvist, ladt i stikken, respektive have deres tillid udnyttet på det groveste, så er det også for mig stadigt af og til et problem, at jeg kan reagere meget "heftigt", ligeså jeg "lugter lunten". Og meget skal der jo ikke til, før man lugter den, som traumatiseret. Alt efter, hvilket stempel man har fået, alt efter, om man anerkendes og respekteres som menneske, med en historie, eller ej, hedder det så "overdreven opmærksomhed"/"mistro", eller "paranoia".

' "Det er ikke mig, der bli'r sendt i ørkenen. Det er mig, der sender i ørkenen", I wrote to X. A qualified truth. "Jeg kan ikke sendes i ørkenen, for jeg sidder allerede dér", it should have been. And anyone trying to send me even farther, I'll be gone before they reach to think the thought. As soon as I smell a rat. I desert, I don't get deserted... alone, not lonely.' *)

En selvbevarelsesmekanisme, men bestemt ikke den mest konstruktive i det lange løb. Lidt som at tisse i bukserne... Og én ting er, at den er kontraproduktiv for én selv, en anden, at den især også er kontraproduktiv i en aktivistsammenhæng. "Del og hersk" er nok "modstanderens" stærkeste våben.

Så, selv om jeg til tider har været, og kan være, meget kritisk overfor LAP, selv om LAP er lidt en "blandet landhandel", er organisationen jo netop også det: en blandet landhandel, der således også giver kritikerne af systemet en stemme. Og når jeg nu selv ikke umiddelbart trækker min udmeldelse tilbage - og jeg har tænkt meget og længe over det -, så er det egentligt ikke LAP, der er problemet. Det er jeg, der har brug for, at tænke mit fremtidige engagement - hvor vil jeg hen? hvad vil jeg bruge min tid og energi på? - lidt igennem.

Min artikel "At være et traumatiseret menneske giver risiko for skizofreni" er bragt i LAPs medlemsblad nr. 2, 2010, på side 8/9 (bladet kan downloades som pdf her), eller kan læses på LAPs hjemmeside her.
_______________

*) Lidt selverkendelse fra terapirummet

Stærk norsk kortfilm om psykiatrisk tvang

Madeleine Hagen, Stemmer fra innsiden, 2010, eksamensfilm om psykiatrisk tvang fra Film og TV-akademiet ved NISS



Mere om filmen, inklusive nogle citater - hvis det skulle knibe med det norske ;) - her.

Via Sigrun.

Skriv under for frigivelsen af traumaoverlever og psykiatrisk fange John Hunt!

Jeg har før skrevet i et kort indlæg og postet en video om Johns situation. Hans kone, Grainne Humphrys, har startet en underskriftsindsamling for hans frigivelse, som du kan skrive under på her.

Læs mere på Grainnes blog The Incarceration of John, og på Beyond Meds, og skriv under på petitionen!

Facebook-gruppe The Incarceration of John

"Psykisk syge oplever massiv diskrimination"

Sådan lyder overskriften af en artikel på politiken.dk fra i går. Ja, det er vist så sandt som det er sagt, at der diskrimineres massivt mod mennesker, der oplever eksistentielle kriser. Og én af de første til at diskriminere mod dem, der oplever disse kriser i form af ekstreme sindstilstande, er Poul Nyrup Rasmussen, når han mener, at alle med diagnoser som "depression", "angst", osv. bør tilbydes psykologhjælp, mens folk med "tunge psykiatriske lidelser" bør langtids-frihedsberøves. Uden at nævne, at disse mennesker bør tilbydes psykologhjælp på lige linie med resten. Næh nej. De her ikke-helt-mennesker kan få lidt psykoedukation, og ellers kan de værsgo' æde deres piller og holde kæft. Så vi ikke risikerer, at skulle høre på de uhyrligheder, de har været udsatte for i form af overgreb fra deres kære pårørendes side, som Poul Nyrup jo er én af selv.

Tilbud til Anders Legarth Schmidt

Politikens Anders Legarth Schmidt, der jo så gerne skriver om "de sindssyge" (hvad mon denne fascination skyldes?... ) - ja, ikke måske "de psykisk syge", nej, "de sindssyge" lyder jo så meget mere respektfuldt, ikke? Ikke! - byder i dag på noget rigtigt guf for alle dem derude, der ynder, at godte sig på historier om de dersens ikke-helt-mennesker, og under hvilke omstændigheder de mis-, øh, behandles. Bemærk illustrationerne. Et virkeligt godt og billigt grin på bekostning af "de sindssyge" kan man få sig under mellemrubriken "Gøgereden spøger".

Jeg tilbyder herved Anders Legarth Schmidt et lynkursus i "psykotisk - dansk for dummies", og i tillæg et i "respekt for andre mennesker, også for dummies". Hvis det da ikke er for sent mht. det sidste...

Genetik eller eugenik?

I sin artikel om Thomas Werges foredrag skriver Inger-Liss Christoffersen:

"Grundlaget for at få Werge ind over var affødt af den artikel, JyllandsPosten lancerede om Thomas Werges studium i genetik inden for skizofreni sidste efterår. Desværre gav artiklen anledning til en del misforståelser - også hos LAP-medlemmer - da avisen beskrev Werges videnskabelige undersøgelse nærmest som Aldous Huxley-romanen ”Fagre nye verden”. Det endte op i avisens påstand om, at man i fosterstadiet ville blive frasorteret, hvis der kunne ses den mindste mulighed for, at der måtte være arveanlæg for skizofreni. I begyndelsen af september sidste år blev et af vore medlemmer refereret i JyllandsPosten for påstande om at Werges forskning handlede om racehygiejne, genpleje, populærvidenskab af værste skuffe – og at man på dette grundlag måtte afvise den forskning fuldstændig. Det skabte efterfølgende en del uenighed i LAP-regi. Derfor var det en rigtig god ide at få Thomas Werges version og forklaring om denne nye viden."

Hvad jeg hertil lige umiddelbart kan finde på nettet, er denne artikel i JyllandsPosten, indeholdende nogle kritiske udtalelser fra Birgit Petersson, psykiater og medlem af abortankenævnet, og denne artikel i Kristeligt Dagblad, der bl.a. citerer Knud Kristensen, næstformand i Sind. Hvor den i Inger-Liss Christoffersens artikel omtalte JyllandsPosten-artikel gemmer sig - who knows.

Anyhow. Det interessante er, at Inger-Liss Christoffersen taler om misforståelser, og at jeg desuden også har hørt en fugl synge, at Thomas Werge selv mener, han blev misforstået, ja endda forkert citeret. Jeg går ud fra, at det ved det angiveligt forkerte citat drejer sig hovedsagligt om følgende udtalelse:

"Det [muligheden for at screene fostre for de angiveligt for "skizofreni" ansvarlige kromosomforandringer, og for abort i tilfælde af at forandringerne er tilstede] kan blive begyndelsen på, at vi kan begrænse antallet af folk, der skal lide af psykiske sygdomme."

Denne udtalelse af Thomas Werge bliver stort set gennemgående citeret af alle danske medier sidste efterår. Selv har jeg svært ved at se, hvordan udtalelsen kan misforstås. Den fremstår meget klart og tydeligt for mig mht. sin betydning. Hvordan ellers end ved "frasortering i fosterstadiet" skulle man kunne "begrænse antallet af folk, der skal lide af psykiske sygdomme"? Og hvad en eventuel fejlcitering angår, så virker det mildest talt utroværdigt på mig, at man ikke omgående forlanger et dementi af pressen, især når den angivelige fejlcitering er så omfangsrig, som i det hér tilfælde, og altså omfatter næsten alle de store danske medier. Og siden der ikke nogen steder bliver dementeret, må man vist gå ud fra, at der hverken er blevet misforstået eller fejlciteret noget som helst hér.

Så, ja, Thomas Werge mener vist, hvad han siger. Mens han, vanen tro, ikke fejler i at pakke hele sin eugeniske tankegang ind, så den fremstår som den rene medmenneskelighed: alt hvad han ønsker, er jo bare at spare mennesker, at skulle opleve "skizofreni", denne rædselsfulde sygdom, der er ansvarligt for så frygtelig lidelse. Det er hér, vi finder double bind'en, den obligatoriske når det kommer til Thomas Werge. Rædselsfuld og frygtelig er "skizofreni" først og fremst for omgivelserne. I hvert fald for omgivelser, der ikke ønsker, at blive konfronteret med deres egen rædselsfulde og frygtelige dysfunktionalitet.

For den, der oplever "skizofreni", er denne oplevelse som udgangspunkt ikke en "alvorlig sygdom", der skal bekæmpes med alle midler - om det så er, at man altså er nødt til at dræbe personen, der oplever den, selv (hvilket den nuværende "behandling" jo gør, før eller siden, og hvilket vi i fremtiden måske kan gøre allerede i fosterstadiet) - men derimod ofte det "største", det mest betydningsfulde, der nogensinde er sket for vedkommende. Overvældende og skræmmende stort og betydningsfuldt, ja, og forvirrende ud over alle grænser, men stadigt stort og betydningsfuldt. Og for den, der får hjælp til at forstå betydningen af sin "skizofreni", bliver det, der i starten var intuition til vished.

Det er jo ikke bare sådan, som Knud Kristensen siger, at nogle "er i stand til at leve et fornuftigt liv" med "skizofreni", altså forstået som sygdom. Men der findes jo faktisk en del mennesker med et "skizofreni"-stempel, der enten aldrig har set sig selv som værende syg, lidende af en biologisk hjernesygdom, eller der har fået hjælp til at frigøre sig fra psykiatriens definitioner af deres oplevelse og dem selv, og således til at finde tilbage til sig selv, og der derfor har kunnet bruge deres krise konstruktivt til at opnå større bevidsthed. Både om sig selv og verdenen.

Så, når også Morten Kvist fra Det Etiske Råd taler om "alvorlig sygdom", så er spørgsmålet, om det egentligt er etisk forsvarligt, at bruge denne, psykiatriens, definition, når den nu står i så grel kontrast til hvordan mennesker, der ikke blev indoktrineret af psykiatrien til at tro på genetisk betinget, biologisk hjernesygdom, respektive mennesker, der har fået hjælp til at frigøre sig fra denne indoktrination, definerer deres oplevelse. Hvad giver både Thomas Werge, Knud Kristensen og, især, Morten Kvist ret til at definere andre menneskers oplevelser for dem? Hvad giver disse personer ret til at definere andre mennesker? Det kan ikke være videnskaben, for videnskaben har indtil videre, og uanset hvad der måtte påstås, ikke formået, at bevise, at "skizofreni" er en genetisk betinget, biologisk hjernesygdom. Så, det eneste, der kunne give de nævnte personer (såvel som psykiatrien og samfundet i sin helhed) ret til at postulere deres definitioner som de eneste sande, er tro. Er det etisk forsvarligt, at dræbe, enten, som det gøres i dag, langsomt og nærmest umærkeligt, igennem det, der kaldes for "behandling", eller i fremtiden måske endda før mennesker overhovedet har fået den mindste chance for at frigøre sig, definere sig selv, og finde frem til den enorme kreative og konstruktive kraft, der ligger i det, der kaldes for "skizofreni", på grundlag af, hvad der ikke er andet, end ren og skær tro?

Nu prøver Thomas Werge ikke bare at sælge os sine eugeniske idéer ved at sige, at muligheden for screening og eventuel abort ville spare mennesker, at skulle gå igennem en krise, som han mangler ethvert bevis for, at den faktisk repræsenterer en alvorlig sygdom, og altså ikke en helt naturlig, menneskelig reaktion på traumatisering, og dertil en enestående mulighed for personlig vækst og udvikling. Nej, han synes også, at det jo er så synd for alle de "skizofrene", der måske ønsker sig et barn, men ikke tør, at få børn, fordi de er bange for, at barnet arver "skizofrenien". Jaha.

Som sagt i et tidligere indlæg, synes jeg egentligt, at man måske gør bedst i, at holde sig fra at få børn, hvis man har købt den biologiske model, og altså næppe har bevidstgjort og bearbejdet sine traumer. For, dem giver man i så fald med nærmest 100% sikkerhed videre til sine børn, og om disse nu er født med kromosomforandringer, eller ej, så vil de nok reagere. Med den ene eller anden form for "psykisk sygdom". Også på det genetiske plan.

Den anden side af sagen er, at også det, at indbilde folk, deres eksistentielle lidelse er absolut meningsløs hjernesygdom, uden at man har beviser for påstandens korrekthed, og så foregive, at man jo bare vil være til hjælp, er en gedigen double bind.

Vil man virkeligt være til hjælp, lægger man, taget både forskningens stand og ikke mindst også personlige erfaringer (Kerstin Kempker er mor til to; ingen af dem er "psykisk syg") i betragtning, slet ikke ud med, at indbilde folk historier om genetisk betinget, biologisk hjernesygdom, men respekterer deres egen oplevelse af dem selv. Ubetinget. Men det er selvfølgeligt netop det, psykiatrien aldrig har gjort, og sandsynligvis aldrig vil gøre, siden den blev etableret alene for at kunne ugyldigerklære folks egen oplevelse af dem selv. Hver og én psykiatrisk diagnose er således en ugyldigerklæring (patologisering) af folks egen oplevelse af dem selv. Og ikke andet.

Et par andre eksempler på netop denne form for double bind finder man iøvrigt i Karin Gardes bog Køn, psykisk sygdom og behandling, der jo bl.a. udmærker sig ved en total ignorance overfor alternative tilgange som Lilla Sachses "Biotop Mosbach", og, helt aktuelt, i både Bertel Haarders og Nordfyns Kommunes borgmester Morten Andersens udtalelser om hvor angiveligt "etisk og moralsk forkert" det er, at behandle psykiatrisk stemplede mennesker ligeværdigt - mens det er netop den invalidiserende "behandling", politikerne, inklusive Bertel Haarder og Morten Andersen, mener, må være den alene rigtige for psykiatrisk stemplede mennesker, der er årsag til, hvis forældreparret "aldrig bliver i stand til at tage vare på" deres barn. - Og ja, selvfølgeligt må også de i kølvandet på denne sag varslede lovændringer betegnes som eugeniske tiltag, sneget ind ad bagdøren, og forklædt som den rene næstekærlighed. Ifølge psykiatriens definition er "skizofreni" jo en kronisk sygdom, og alle dem, der er kommet igennem og ud af deres eksistentielle krise, har vel bare været fejldiagnosticeret, eller også så skal de bare vente og se, "sygdommen" er kun i "remission". Den skal nok vende frygteligt tilbage en skøn dag!... Og siden ingen kan vide, om stemplet var forkert, eller om "sygdommen" bare er i "remission", så må vi vist hellere lade være med, at give nogen med "skizofreni" stemplede mennesker overhovedet lov til kunstig befrugtning, ikke? Ligegyldigt, hvor "symptom"frie, selvforsørgende, og uafhængige af systemet de måtte være.

Hm. Jeg foreslår at droppe de rørstrømske floskler om hvor synd det er for forældrene (og barnet). Troværdig er de alligevel ikke, så længe man samtidigt med at flittigt gøre brug af dem, nægter psykiatrisk stemplede mennesker virkelig hjælp. Det eneste, der virker nogenlunde troværdigt hér, er Morten Andersens suk over, at sagen kommer til at "belaste os [Nordfyns Kommune] hårdt" økonomisk. Men også denne hårde, økonomiske belastning kunne man jo være foruden, hvis man tilbød virkelig hjælp. Dog kunne man så selvfølgeligt ikke længere misbruge "de psykisk syge" som syndebukke, og projicere de egne traumer i denne befolkningsgruppe.

Bo Bedre for psykiatriske patienter

Denne seng er, ifølge producenten, ikke bare vedligeholdelsesfri, men også en sand fryd for øjet, "visually appealing". Oh boy!

Via Liz Spikol.

Sådan ser "de skizofrene" ud - Sensationsjounalistik på videnskab.dk. Og flere tanker om det, at blive forældre som "psykisk syg"

Sådan hér - billedet under overskriften "Mere om skizofreni" *) - ser "skizofreni", respektive "de skizofrene" ud ifølge videnskab.dk, og jeg kan ikke helt lade være med at spekulere, om man på videnskab.dk måske har set lidt for mange b-film i zombie- respektive horrorfilmgenren. I hvert fald skal man vist lede længe efter magen til smagløs, diskriminerende og misvisende artikelillustration. Og det selv om medierne i deres sensationslystenhed jo ellers heller ikke ligefrem er tilbageholdende med at frem- og udstille "de skizofrene" som mere beslægtede med monstre end med mennesker.

Ud fra rubrikken "Partnere" i sidebar'en på videnskab.dk at dømme, ønsker sitet at fremstå som en seriøs, videnskabelig informationskilde. Bortset fra, at også artiklens indhold vidner om skribentens/sitets uvidenhed og fordomsfuldhed, så må illustrationen betegnes som noget af det mest useriøse, der findes.

Et par tanker angående artiklens indhold: Preben Bo Mortensen, centerleder for Center for Registerforskning ved Aarhus Universitet udtaler til videnskab.dk, at forskningens resultater "især er brugbare i rådgivningen af skizofrene forældre", og han citeres: "Nu kan vi melde helt klart ud, hvad deres risiko er for at få et sygt barn. Det er en væsentlig forbedring i forhold til den rådgivning, vi kan tilbyde skizofrene par, der overvejer at få børn."

Nu påviser forskningen en relativ høj risiko, helt op til 67,5%, for, at børn af "psykisk syge" forældre selv også bliver "psykisk syg", og man kan nemt regne ud, hvilke - eugeniske - råd der vil blive givet...

I forlængelse af mit sidste indlæg her på bloggen må jeg indrømme, at jeg ikke engang er så uenig. Mener man, at man lider af en genetisk arvelig, kronisk hjernesygdom, som man ikke kan gøre andet ved, end at lære at leve med den, og ignorerer man således potentialet af overgreb for at forårsage "psykisk sygdom" som en reaktion på traumatiseringen, så bør man måske nok se bort fra, at få børn - og uvægerligt udsætte dem for at blive traumatiseret af ens udageren af de egne, ikke bevidstgjorte og bearbejdede traumer. For, at ikke bevidstgjorte, ubearbejdede traumer videregives til næste generation, er jo altså en naturlov.

For stort set alle "psykiske sygdomme" gælder det, at de bunder i en "narcissistisk forstyrrelse", dvs. at de er udtryk for, at man ikke har fået den ubetingede kærlighed, der skal til for at man kan udvikle evnen til at elske sig selv og andre ubetinget. Så længe man ikke ønsker eller magter, at acceptere dette, bør man klart undgå, at skabe en situation, hvor et andet menneske er på liv og død afhængig af én, som børn er det af deres forældre, og derfor nærmest uundgåeligt ender med at være forsvarsløst udsat for éns narcissistiske udageren.

Men selvfølgeligt kan man også kun gøre "de psykisk syge" selv ansvarligt, som jeg gør det her, i det omfang som de er sig bevidste om den sande natur af deres problemer. Og det sørger mainstream-"informationen", bl.a. også repræsenteret i videnskab.dk's artikel, jo forebilledligt for, at de færreste bliver sig bevidste om. Så, i sidste ende ligger ansvaret selvfølgeligt hos de "informerende" og rådgivende instanser.

Det ville iøvrigt være interessant med en studie, der sammenlignede den i videnskab.dk's artikel omtalte studies resultater med hyppigheden af forekomsten af "psykisk sygdom" blandt børn til forældre, der har opnået fuld recovery fra "psykisk sygdom". Billedet ville nok være lidt et andet. I hvert fald kender jeg ikke til nogen, der er kommet sig helt før de har fået børn, hvis børn har udviklet "psykisk sygdom".
_______________

*) Update, 23.03.10: Så er illustrationen fjernet fra videnskab.dk's artikel. Tak til alle (i ved, hvem i er), der har meddelt videnskab.dk, hvad i syntes om deres valg af illustration. Og tak til videnskab.dk for at reagere. I hvert fald altså hvad en, mildest talt, upassende artikelillustration angår. Hvad artiklen, især anden halvdel, "Mere om skizofreni", angår, så ville det selvfølgeligt kun være en fordel, hvis de talrige videnskabeligt uholdbare påstande også forsvandt ud af den. Men det er nu nok lidt for meget forlangt af et populært og mainstream medie som videnskab.dk, at man skal kunne forholde sig kritisk til selvsamme mainstreamen.

"We've been reduced to living like animals"

Godt og vel et år efter Bosnienveteran Torben Martin Bødker blev skudt og dræbt af politiet her en video, der fortæller lidt om, hvor meget det skyldes en "psykisk brist", som den enkelte har med sig, når soldater kommer hjem fra udstationeringer i krigszoner med PTSD.



Via Beyond Meds.
_______________

V.A.: U.S. Department of Veteran Affairs
_______________

Læs også: TV2 Øst, "Hundredevis af soldater har forsøgt selvmord"

Diagnosespecifik diskriminering

"I krisen har vi brug for at tale eksistens" - men kun, når krisen af "eksperterne" er stemplet med "depression", "angst" eller, simpelthen, "eksistentiel krise". I hvert fald ifølge Jørgen Due Madsen, grundlæggeren af Center for Psykiatri og Eksistens, der i Kristeligt Dagbladets artikel også citeres: "Oftest behandles depression med medicin og forhåbentligt kognitiv terapi, men det er også vigtigt at tale med den deprimerede om, hvad vedkommende skal lære af sin depression." Fuldstændigt ligegyldigt er det åbenbart, når det kriseramte menneske er stemplet med "skizofreni", eller "psykose" sådan i al almindelighed. Ligesom det er helt uhørt, at "folk, som får en depression, kommer ind på en afdeling sammen med skizofrene og andre psykoser." De sidstnævnte har jo kun godt af at blive zombificeret, og så lige hjernevasket lidt med kognitiv adfærdsdressur: "Husk at tage dine piller!" Men den slags kan vi altså ikke være bekendt overfor de deprimerede. De er trods alt stadigt også mennesker.

Således er det en "ressource", når de deprimerede mennesker "[begynder] at bede den gamle aftenbøn, som deres mor lærte dem for tredive år siden", mens det vist må betegnes som den rene galimatias (som i "meningsløs hjernesygdom"), når en "psykose" (interessant reducering af mennesker til intet andet end deres stempel) hører Gud tale til sig. Ja, for det er kendetegnende for mennesker, "at vi tænker over livet, og især når vi kommer i krise." Mens de dér gendefekte, transmitterstofubalancerede, tankeforstyrrede "skizofrene og andre psykoser", som ikke værende helt mennesker, men altså "skizofrene" respektive "psykoser", selvfølgeligt ikke tænker over noget som helst, og da slet ikke over livet. Det skal man jo være menneske for at kunne gøre. Ikke en sygdom.

"If you talk to God, you are praying; If God talks to you, you have schizophrenia." -Thomas Szasz.

Bottom line: religiøsitet (at anerkende og underordne sig en ekstern autoritet, Gud) er en ressource, spiritualitet (at erkende sit eget værens natur, "Gud") er et symptom på meningsløs hjernesygdom.

Psykisk sårbare psykologer?

Confirmation bias kalder man, ganske firekantet sagt, det, at have en bestemt forventning til en testsituations udfald, mens den bestemte forventning farver både hvordan testen udformes respektive udføres, og hvordan man tyder resultaterne. Confirmation bias er f.eks., når psykologer tyder enhver ytring, verbal eller via kropssprog, af deres klientel som et symptom på sygdom. Fordi psykologens forventning til sit klientel er, at dette jo må være syg i hovedet, ellers ville det ikke være hans/hendes klientel. Psykologens confirmation bias udelukker således på forhånd muligheden, at der slet ikke er noget galt med klientelets hoved, men at problemet måske snarere er at finde i klientelets omverden. Ehem, ja.

Confirmation bias kan altså meget nemt resultere i ukorrekte konklusioner, der baserer mere på ønsketænkning, end på realiteten. Og ja, det er vist en af de værste tankefælder, man kan havne i, som dette blogindlægs titel siger.

Jeg lagde i dag følgende kommentar til indlægget:

Ja, nu prøver Jan-Ole Hesselberg godt nok med det sidste afsnit i hans svar til Sigrun, at få fokus lidt væk fra de stakkels psykologer selv: Det var ikke så meget psykologerne, indlægget var møntet på. For, de er selvfølgeligt obs på, nærmest immune overfor, sådan en størrelse som information bias, via deres faglige ekspertise, der gør dem til noget nær enlightened.

I hvert fald har den faglige ekspertise tydeligvis gjort Jan-Ole Hesselberg såpas enlightened, at han slet ikke opdager den information bias, der ligger i at omtale den andre som “patient”. I stedet for som menneske. Jeg er enig med Carla: en nulstilling må være så radikal, at den under ingen omstændigheder fratager den anden sin menneskelighed.

Så, måske confirmation bias er et problem, der er mere relevant mht. psykdiagnoser, end på noget andet område? Især siden disse diagnoser udelukkende baserer på moralske be-/fordømmelser af den andres væren i verdenen, og ikke på noget som helst videnskab?

Jeg anbefaler Tao’en. Eller Kierkegaard: “Once you label me you negate me.”

Jeg lagde kommentaren kl. 6.04 PM. Jonas Hoksnes lagde en kommentar kl.8.59 PM. Min kommentar er stadigt "awaiting moderation". Jonas Hoksnes' kommentar er godkendt. Men den består nu også kun af to linier, mens min er på hele tolv, og oven i købet omfatter et citat på perfekt udenlandsk. Så, det kræver måske sin tid, at læse, forstå og afgøre, hvorvidt man skal føle sig trådt over tæerne, eller ej.

Ja ja, psykologer er sarte sjæle, psykisk sårbare. - Jeg håber ikke, min kommentar har forvoldt nogen af dem PTSD! - Eller måske er de bare lidt langsomme i optrækket? Der skal jo helst ikke udelukkes nogen muligheder, inden det endelige testresultat foreligger...
_______________

Ja, confirmation bias er, meget tæt, i familie med déformation professionelle: "When the only tool you have is a hammer, every problem looks like a nail", eller: Når det eneste redskab du har, er DSM'en, ser alle ud som syge i hovedet. Måske var det et emne til et fremtidigt selvreflekterende indlæg på Psykologibloggen.no? Det kunne passende arkiveres under "vrangforestillinger".

Fra afdelingen No shit Sherlock!: Den biologiske forklaringsmodel på "psykisk sygdom" mere diskriminerende end traumamodellen

I dagens netudgave af New York Times kan man læse Ethan Watters meget tankevækkende essay "The Americanization of Mental Illness". Essayet beskæftiger sig med følgerne af USA's respektive den vestlige verdens, som Watters skriver, aggressive måde, at udbrede den egne, biomedicinske forklaringsmodel på "psykisk sygdom" til resten af verdenen.

Interessant er især essayets omtale af en af psykologiprofessor Sheila Mehta fra Auburn University Montgomery, Alabama, USA, i 1997 gennemført studie, der skulle finde ud af, om den biologiske model virkeligt var mindre diskriminerende end traumamodellen, som det jo påstås.

" 'Resultaterne af den aktuelle studie antyder, at vi faktisk er tilbøjelige til at behandle folk mere skånselsløst, når deres problem beskrives i medicinske termer [den biologiske model, "Psykisk sygdom er som diabetes"],' skrev Mehta. 'Vi siger, at vi er venlige, men vores handlinger fortæller noget andet.' Problemet ser ud til at være, at den biologiske model, anvendt på en sygdom som skizofreni bringer den diskrete antagelse med sig, at en hjerne, der er syg på grund af biomedicinske eller genetiske anomalier, er mere gennemgående ødelagt og vedvarende unormal, end én, der er blevet gjort syg af begivenheder i personens liv. 'At betragte mennesker med psykiske problemer som syge, udgrænser dem og kan føre til, at vi opfatter dem som fysisk anderledes. Biokemiske forskelle gør dem nærmest til en anden species.' "

Og lidt længere nede i essayet hedder det: "Uheldigvis er vi, samtdigt med at vestlige psykiatrieksperter har overbevist verdenen om, at psykisk sygdom bør betragtes og tales om i biomedicinske termer, i gang med at tabe krigen mod stigmatiseringen herhjemme og i udlandet. Holdningsundersøgelser i USA mellem 1950 og 1996 har vist, at opfattelsen af mennesker med skizofreni som farlige har været støt tiltagende i denne periode. Tilsvarende kom en studie i Tyskland frem til, at offentlighedens ønske om at holde afstand til personer med en skizofrenidiagnose har tiltaget fra 1990 til 2001.

Forskere på jagt efter årsagen til den tiltagende stigmatisering fandt den samme overraskende forbindelse, som Mehta havde opdaget i laboratoriet. Det viser sig, at de personer, der har overtaget biomedicinske/genetiske anskuelser angående psykiske problemer, var de samme, der ønskede mindre kontakt med psykisk syge, og der anså dem for at være mere farlige og uforudsigelige. Dette uheldige forhold er dukket op i talrige undersøgelser verdenen over. I en tyrkisk studie for eksempel havde folk, der betegnede skizofren adfærd som akil hastaligi (sygdom af hjernen respektive af tankevirksomheden), en større tilbøjelighed til at antage, at skizofrene er aggressive og ikke skulle leve frit i samfundet, end folk, der betragtede forstyrrelsen som ruhsal hastagi (en forstyrrelse af det spirituelle eller indre selv). En anden studie, der beskæftigede sig med befolkningsgrupper i Tyskland, Rusland og i Mongoliet, nåede frem til, at 'uanset hvor i verdenen... at godkende biologiske faktorer som årsag for skizofreni var forbundet med et større ønske om social afstand.' "

Hvad der kan overraske mig, er at det betegnes som "overraskende", at den biologiske forklaringsmodel viser sig at være mere diskriminerende, end traumamodellen. Traumatiske oplevelser kan alle forholde sig til. Alle oplever på et eller andet tidspunkt noget for dem rystende, om det så betegnes som "traumatiserende", eller bare "rystende", er underordnet. Det er den samme genkendelse, der finder sted, som når der tales om "vrede", "angst", "nedtrykthed" eller "forvirring". I stedet for om "skizofreni", "bipolar lidelse", "depression", eller hvad det ellers måtte være af mere ("skizofreni", "bipolar lidelse", etc.) eller mindre ("depression", "angstlidelse", etc.) fremmedgørende fagbegreber fra DSM'en.

At skulle forholde sig til defekte gener og en hjernekemi i ubalance, er, siden det ikke giver nogen mening ud fra egne erfaringer, ikke overraskende, en noget mere skræmmende og frastødende affære. Ikke bare for omverdenen, men også for mennesket i krise selv. Det er at fremmedgøre mennesker, der allerede er i stor udstrækning fremmedgjort fra dem selv, deres sande selv, yderligere fra dem selv. Et trauma oveni et trauma.

"Hvis vores stigende behov for psykiatriske tjenester faktisk stammer fra et sammenbrud af mening, kan vores krav til resten af verdenen om at tænke som vi gør, være desto mere problematisk. At tilbyde de seneste vestlige teorier, behandlinger og kategorier indenfor psykiatrien i et forsøg på, at lindre den psykologiske stress, forårsaget af moderniseringen og globaliseringen, er ikke en løsning; det kan være del af problemet. Når vi underminerer lokale opfattelser af selvet og helbredelsesmåder, risikerer vi, at fremskynde de forvirrende forandringer, der ligger til bunds for meget af verdenens psykologiske lidelse," afslutter Ethan Watters sit essay, og jeg kan kun give ham ret.
_______________

Ethan Watters er forfatter til bogen Crazy Like Us: The Globalization of the American Psyche, der udkommer i denne måned.

Vrede, skyld og undskyldninger

Her en historie - en af mange lignende - fra det virkelige liv: vores hovedperson, oprindeligt stemplet med "depression", efter en "manisk" reaktion på "medicinen" mod "depression" stemplet som "bipolar", går til sin psykiater, og fortæller vedkommende åbent og ærligt, at h*n har valgt, at stoppe med at tage sin "antipsykotiske medicin", pga. bivirkningerne, og fordi h*n er bange for de skader, specielt mht. de kognitive evner, "medicinen" jo som bekendt kan forårsage ved langtidsbrug.

Psykiaterens reaktion er at fortælle vores hovedperson, at dette ikke kan accepteres. Vores hovedperson bliver i det følgende tvangs"medicineret" med et langtidsvirkende "antipsykotikon", og h*n sættes under ambulant tvang.

Det afgørende er, at, da psykiateren lader vores hovedperson tvangs"medicinere" med det langtidsvirkende "antipsykotikon", sker dette, mens psykiateren "smiler ad hans/hendes (vores hovedpersons) fortvivlelse (over tvangs"medicineringen")".

Gang på gang hører jeg, at jeg ikke må beskylde de professionelle "hjælpere" for bevidst at ville skade mennesker i krise. "De vil bare vores bedste." - "De tror virkeligt, at de hjælper os." - "Du må tilgive dem, de gør det ikke med vilje. De ved bare ikke bedre." Åh?! Jeg er ked af det, men jeg er altså godt og grundigt træt af at skulle høre på det, hm ja, bullshit.

Jeg vil mene, det er på tide, at vi ser sandheden i øjnene. De fleste behandlere ved udmærket godt, at de skader os. Jeg nægter at tro, at noget menneske kan være så blind, at det ikke ser, at f.eks. en "behandling", som den, Abdulle Ahmed bliver udsat for, er ekstremt skadeligt, og potentielt drabeligt, for ham. Ikke desto mindre udsættes millioner af mennesker verdenen over dagligt for en sådan "behandling", i mere eller mindre udpræget grad. Jeg nægter også at tro, at "eksperterne" ikke har kendskab til den videnskabelige forskning, der entydigt beviser, at psykofarmaka og elektrochok stort set er ineffektive, har et hav af yderst skadelige, tildels invalidiserende, og tildels dødelige bivirkninger, og at ikke-medicinske alternativer derimod er effektive, stort set bivirkningsfrie, og forholdsvis nemme og billige at etablere. Langt nemmere og billigere, end sengepladser i psykiatrien i hvert fald.

Psykiatrien fører krig. Mod de mennesker, samfundet har udpeget til at repræsentere en af sine egne skyggesider. Ligesom andre samfundsinstitutioner fører krig mod andre grupper af mennesker, der er udpeget som "sorte får".

Og hvad gør vi? Vi drukner nærmest i skyldfølelser, bare vi så meget som tænker den åh så onde tanke, at holde de for krigsføringen ansvarlige ansvarligt. For ikke at tale om den skyld og skam, der overvælder os, når vi føler bare den mindste lille bitte vrede komme op i os. Samme skyld og skam, vi følte hver gang, når vi blev det mindste lille bitte vred på de overgribere, der har sørget for, at vi er havnet i krise. De vidste jo bare ikke bedre, de gjorde så godt de kunne, de elskede os jo, på trods af alt, ikke? Bullshit. Man forgriber sig ikke på nogen, man virkeligt elsker. Man smiler ikke ad nogens fortvivlelse, hvis man virkeligt holder af dette menneske og bare vil hjælpe det. Man smiler ad fjendens fortvivlelse, ad fortvivlelsen til den, man foragter, og ønsker at skade, og se lide.

Jeg foragter ikke de ansvarlige, jeg vil ikke skade dem og se dem lide. Jeg vil ikke have hævn. Men jeg mener, at jeg så afgjort har ret til at være vred, og til at holde ansvarligt. Uden at skulle føle den mindste skyld over det.

Så længe vi bliver ved med at føle os skyldige og undskylde de ansvarlige, vil overgrebene blive ved med at ske.

Så, inden der næste gang er nogen, der prøver at fortælle mig, at jeg ikke må beskylde ( = holde ansvarligt). at jeg må have "compassion" og tilgive, tænk jer om! Og spørg jer selv, hvor jeres skyldfølelser kommer fra.

John Hunt - straffet for at være overgrebsoffer

Marion Aslan fra EleMental har lavet denne video for John:



Grainne Humphrys, Johns kone, skriver, at artiklen, Marion har brugt til videoen, er fra sidste år. John er altså i dag 28 år gammel og har været indespærret i Carraig Mor i fire år.

Gummiceller og tvangstrøjere tilbage ind i psykiatrien!

Ja, de har jo nu aldrig været helt ude af psykiatrien, gummicellerne og tvangstrøjerne. De er bare i en årrække gået under andre betegnelser. Såsom "medicin", og "skærmning". Men siden holdningen i samfundet, takket være bl.a. mediernes skrækpropaganda, ser ud til at tiltagende være den, at målet helliger midlerne i kampen mod "de psykisk syge", så kan man vel også roligt kalde en spade for en spade igen, og i øvrigt også ruste yderligere op. Uden at risikere det store ramaskrig i medmenneskelighedens navn.

Det hele er selvfølgeligt kun og udelukkende ment til "de psykisk syges" bedste. Vi ved jo allesammen godt, at disse skabninger fungerer efter love, nærmest diametralt modsat dem, der gælder for jordiske skabninger som mennesker og dyr. Så, ja, tortur er godt for dem!

Der fandtes for resten en "gummicelle" i Diabasis, et rum med en masse gamle madrasser og lignende, som beboerne kunne opsøge sammen med et personalemedlem, når de følte behov for at udleve noget vrede eller frustration. For at kunne udleve sine følelser virkeligt effektivt, så de ikke indhenter én igen og igen, og tager magten, så er det jo en vigtig detailje, at man har vidner, der kan se og anerkende dem.

Rummet i Diabasis blev imidlertid kun sjældent brugt. Så sjældent, at man, som John Weir Perry sagde, godt kunne have undværet det helt. Fordi beboerne generelt blev behandlet med så megen respekt, at der dårligt opstod situationer, der skabte så megen vrede og frustration, at det gjorde det nødvendigt, at splitte en madras, eller to, ad.

Men, som artiklen på politiken.dk slår fast, gummicellerne i den danske tvangspsykiatri er inspireret af tvangspsykiatrien i en række andre europæiske lande. Ikke af John Weir Perry's tvangsfrie psykiatrialternativ Diabasis. Så de kan næppe betegnes som et frirum, hvor ekstreme følelser kan udleves og blive, respekterende, anerkendt. De vil, tværtimod, skabe mere og mere vrede og frustration hos den i gummicellen efterladte "psykisk syge". Vrede og frustration, der, fordi de netop ikke ses og anerkendes, uvægerligt kastes tilbage fra gummivæggene på "den psykisk syge", som en boomerang, og med tidobbelt styrke, og derved udgør et effektivt middel til at få "den psykisk syge" til at bekæmpe sig selv.

Og så er det at jeg spørger mig, om beslutninger som denne hér, angående psykiatriens "behandlings"metoder, skyldes en himmelskrigende mangel på viden om menneskets psykologi, eller om de måske snarere skyldes meget indgående viden om selvsamme...

Kampen fortsætter

Jeg hørte forleden om/fra en person, der planlagde at sulte sig selv ihjel. I protest bl.a. mod de overgreb, vedkommende blev udsat for i psykiatrien. Det er ikke altid, at reaktionen kommer så bevidst, så den nærmest må betegnes som en formel protestaktion. Som regel kommer den ganske spontant og ubevidst, som en "forværring af sygdommen", som "symptomer". Hvilket så gør det svært for den protesterende at erkende sin egen protest som protest, og nemt for systemet, at indbilde den protesterende (og alle andre involverede), at vedkommendes protest ikke er en protest, men altså "sygdom". Resultatet er "kronisk sygdom", og psykiatribrugere, pårørende og politikere, der mener, psykiatrien redder liv. Resultatet er, at psykiatrien overlever. Kampen mod de protesterende og deres protest. Og så længe der kæmpes, koster det liv. De protesterendes. På den ene eller anden måde.

Her er, lettere redigeret for at sikre anonymitet, hvad jeg skrev til ovennævnte person (originalversionen, jeg gider stadigt ikke oversætte):

Suicide is the ultimate, strongest, most reactive and violent, "NO!" to abuse. I guess, I'm far from alone in that I've considered this "NO!" many times in my life, since I felt, I'd tried to say "NO!" in every other to me available way without having been heard. I considered it sometimes consciously, in the shape of planning an action like yours would be, sometimes more unconsciously, in the shape of "voices", telling me to off myself.

What finally made me reject suicide as a manifestation of my "NO!" to abuse was the insight that there was no chance to have it understood as my logic response to a world that was slowly killing me - like in : "Look, this is what you're doing to me!" - but that it, as X says, undoubtedly would be interpreted as a meaningless manifestation of meaningless madness, "mental illness", and thus a justification for more abuse, "treatment". And even if I might have escaped personally, offing myself would only have strengthened psychiatry in general: "Look, we need more treatment, more locked wards, more restraints, more pills, more ect, more psychiatry, to prevent suicide! If only we'd been able to force more treatment on her/force treatment on her earlier, she might be alive."

What I did instead of offing myself was that I started to look for new, less reactive, less violent ways to word my "NO!". Without being aware of it at the time, I made use of the Buddhist concept of not reacting to content. At least to a certain extent. While whoever made you his enemy always will seek to turn your reaction to him into an excuse for him to attack you even more fiercely (more abuse), not reacting to his provocations disarms him most effectively. The lesser "reactive", or violent, you react , the smaller an amount of strength in the shape of violence you give your enemy to turn against you. If you want whoever made you his enemy to overcome you, you give him all the strength you have in your anger and despair, and let him turn it against you. 

If it is psychiatry, who's made you its enemy, you strengthen it by feeding it more of what it is living on: "symptoms". Committing suicide is usually regarded a "symptom" of "mental illness", certainly if the person in question is identified as a "mental patient". No matter what statement of protest you attach to it. Also the statement will be turned against you, defined a "symptom" of "mental illness" ("lack of insight", you can't see, that there's no reason to protest anything, that they're only trying to help you, not punish you, because you're so sick, you don't even know you're sick... ).

To overcome psychiatry, you have to starve it, not you, by getting in control of your "symptoms", at least to the extent that psychiatry no longer is able to make them out, and eventually by doing what psychiatry tells everybody is impossible to achieve: recover. It can be done. First step: become aware of these mechanisms. Psychiatry provokes you to feed it "symptoms", for instance by starving yourself to death, because it needs your "symptomatic" reaction to survive. Don't give them what they're so hungry for!

Relateret: Mere om selvmord i psykiatrien
_______________

For resten: Nok, som jeg skriver i kommentarerne, ikke et bevidst ordvalg, men alligevel meget sigende er denne "Freudian slip"... Omend konklusionen så bliver lidt forkert.

The end of suffering - genes and schizophrenia

Jeg har oprindeligt skrevet dette indlæg for Gianna Kali's blog Beyond Meds. Siden det beskæftiger sig med et emne, der på det seneste, igen, har været i de danske medier, poster jeg det også her, omend på engelsk, da jeg egentligt ikke har lyst til at oversætte. Måske får jeg lyst til det på et senere tidspunkt, måske ikke. However, her er indlægget:

The end of suffering - genes and schizophrenia

"Det är synd om människorna," is an often quoted line from August Strindberg's A Dream Play. Translated into English, the line becomes: "Human beings are to be pitied," which is a correct literal translation. Nevertheless, it fails to capture the very essence of the Swedish original, and often leads to the misunderstanding that Strindberg intended to say, human beings were to be pitied because of the suffering that is - being human. No, human beings are not to be pitied because their suffering in the world is without comparison, inevitable, and sometimes even endless. They're not to be pitied because of the suffering that is both humanity's greatest challenge and its greatest gift at the same time. There's nothing in nature, human or other, that doesn't serve a purpose. And there's only one purpose: life.

Human beings are to be pitied because they fail to recognize and acknowledge this. Because they have made suffering their worst enemy, whom they fight with all their power and strength. Because they have waged war on nature, not least on their own nature, on themselves, on life. 

That is what Strindberg's line and A Dream Play, which Strindberg himself said was "the child of my greatest pain", as a whole is all about.

The Danish newspaper B.T., a tabloid, ran an article on Tuesday, September 1st, 2009, under the headline "Skizofrene fostre kan sorteres fra" - "Schizophrenic embryos can be screened out".

According to another article at the website of University of Copenhagen, "Genetic Causes of Schizophrenia", a group of European researchers has found chromosomal changes in individuals labelled with "schizophrenia", that they interpret to be the main cause of the "illness". Their research is now granted a fund of additionally 30 million Danish crowns, in part paid by Lundbeck, a Danish pharmaceutical company, specializing in drugs for the "treatment" of "mental illnesses", Alzheimer's and Parkinson's disease. Cipralex/Lexapro is a Lundbeck-product, as is Serdolect, a lesser known "atypical antipsychotic", in part by the Danish National Advanced Technology Foundation, and the Danish Medical Research Council.

The additional funding is granted in order for the researchers to develop diagnostic tools, a new generation of drugs, targeting the mutated, "defect" chromosomes, and tools to screen embryos for the chromosome changes in question, so that parents to be can choose an abortion if the embryo shows these chromosome changes. 

The few critical voices that are heard here and there in the media don't go beyond questioning if it is "ethical" to screen out and dispose of embryos, that may or may not actually develop "schizophrenia" later in life, since the researchers admit, that it takes more than the identified mutated chromosomes for the "illness" to manifest. They also have found the specific chromosome changes in individuals who are not labelled, and do not display signs of the "illness", just as they found labelled individuals without the changes. So, basically, the results are not significantly different from what we have seen this kind of research conjure up so many times in the past.

Which obviously is significantly different, increased, once more, is our culture's belief in Social-Darwinism, and eugenic weapons in its war against our existential suffering, against our own nature. Because what the researchers really have found is not the cause of any biological brain disease, but the formal, biological effects of the challenges, humanity faces: social injustice, violence, abuse, exploitation, alienation...

At least since Paul Hammersley and John Read's meta study, we all know, that most people who are labelled with "schizophrenia", are survivors of abuse. And while Hammersley and Read concentrated on physical and sexual abuse, abuse has many faces. Most of what our culture values as "normal" in fact is unnatural, actually alienating us from (our) nature. It is a "toxic mimicry" of nature, to use Derrick Jensen's terminology. To expect our nature to submit to this toxic mimicry without resistance, and deny itself, is a kind of abuse. We're all traumatized by this abuse. It's what the Fall Of Man refers to. No one is innocent.

What we also know by now is that childhood trauma can change both neuronal pathways in the brain and genes. Like all form in this world, also genes react and adapt to the environment they're surrounded and influenced by. The form, our body and also our genes, is always a symbol, a sign, a "symptom", reflecting on a formal level whatever formal, existential, spiritual, psychological, social, etc. challenges we face by reacting to these challenges. A nonreactive entity, if it is a human being, a person, or a single gene, is not fit to survive in this world as it is defenceless exposed to it's destructive abusiveness.

Mutated chromosomes are not the cause of anything. Neither of "schizophrenia". They are a symptom - of the challenges, the social injustice, the abuse, the alienation, the violence and destructiveness we face in this world.

We can try to eliminate our suffering, our reaction to the challenges that surround us, and to gene-manipulate respectively abort humanity into a state of nonreactivity. It will be exactly this, the abortion of humanity. As nonreactive to our environment we will no longer be able to survive. Nonreactivity to the challenges we face will allow this world's destructiveness to unrestrained destroy not only the basis for our biological survival, but, and even worse, since our biological survival depends on it, the basis for our spiritual survival, for the survival of what makes us human: our souls, our suffering souls. We can try. While the researchers, and everybody else, are positive to have found the cause of "schizophrenia", as long as there's one single alive human being left on this earth, they will react to the world. To eliminate existential suffering, we will have to eliminate humanity. Although the Nazis were extremely efficient, murdering people who suffered in the way that is labelled "schizophrenia", although they sterilized everybody whom they did not murder, preventing them from having children, the percentage of people who met the criteria for "schizophrenia" did not decrease in Nazi-Germany. The percentage of Jews did. Remarkably. What does this tell us about the "genetic causes of schizophrenia"?

In the meantime, it nevertheless looks like humanity won't rest until it has not overcome but eliminated suffering by perfectionizing its cultural nightmare's alienation and deadness. It looks like we will eliminate nature, both our own and that around us - and end up perfectly inhumane. The latest research on the "genetic causes of schizophrenia", and the consequences it inevitably will have, is another huge battle won in our war against ourselves, on our way toward a perfectly inhumane world.

So I ask: Is it "ethical" to eliminate life's greatest gift to humanity - humanity itself?

I know, that this is a controversial viewpoint. 'You want people to suffer?!' I hear you, with disbelief. Yes. I want people to suffer. So that they can become aware and conscious. So that they can wake up in the dream, wake up from our cultural nightmare's emotional alienation and deadness. So that they can overcome suffering, realizing that what they thought was their worst enemy in truth is their best friend. So that they can become alive, in the true meaning of the word.

You may accuse me of romanticizing suffering, of being detached from reality, having my head in the clouds. You wouldn't be the first to do so. I'll answer you, that I've suffered myself. Indescribably. And I still do suffer. From being an alive human being. I wouldn't want to trade that for anything in the whole wide world. Suffering isn't a - romantic - accessory to life. It is the incentive necessary to bring about change, to have us keep walking on the road of constant change. And only as long as we keep walking that road are we truly alive. Suffering is not a superfluous accessory to life. There's nothing superfluous, dispensable, in nature. And suffering is natural. It is life.

Og nogle mener seriøst, jeg er paranoid når jeg siger, det ene og alene drejer sig om at lukke munden på folk...

Her er et af de mest slående eksempler på, hvad den egentlige hensigt med psykdiagnoser er, jeg indtil videre er stødt på. Jeg undrer bare, om tanken nogensinde har strejfet kommentarens forfatter, at hendes egne meninger kunne være et produkt af en syg hjerne, og således af mere end tvivlsom værdi. Såvidt jeg ved, er hun selv psykiatrisk stemplet.