Ja, så kom turen også til denne blog. Jeg havde ventet det.
Jeg har set dine kommentarer, eller måske skulle jeg sige: din kommentar, da du har det med at gentage dig, både hér og dér og alle vegne i blogland. Jeg vil sige to ting hér:
1. Jeg har intet imod, at offentliggøre kommentarer til mine blogindlæg, der forholder sig kritisk. Blot skal det være konstruktiv kritik.
2. Destruktiv kritik, som din, har jeg hverken tid eller lyst til at indlade mig på.
Din kommentar er altså afvist.
lørdag den 29. marts 2008
onsdag den 12. marts 2008
Hvorfor ødelægge et velfungerende alternativ som Gaderummet
Giv mig et sted at stå, og jeg skal bevæge verdenen! -Arkimedes
Nogle tanker om den politiske motivation til at ødelægge et velfungerende alternativ som Gaderummet. Samtidigt også om, hvorfor statens sociale tilbud generelt ofte er mere til hinder end til hjælp for mennesker med problemer, om hvorfor mennesker med problemer ofte ikke bliver hørt (psykiatrien!), og om hvorfor beviseligt effektive alternativer ikke tages i brug (psykiatrien, igen).
Hele balladen omkring Gaderummet drejer sig grundlæggende ikke om rygning af hash, eller om hvor på stedet folk opholder sig respektive sover. Den drejer sig ikke om, at unge under 18 må opholde sig i Gaderummet, eller om at nogle ønsker, at holde op med at tage psykofarmaka, og bliver støttet i deres ønske.
Det, det hele drejer sig om er at ødelægge et projekt, der kunne tjene som eksempel og forebillede for andre, lignende sociale tiltag. Ødelægge, ja.
Gaderummet har en successrate på omkring 80%, dvs. at ca. 80% af de unge, der finder hjælp i Gaderummet, bliver i stand til at leve et uafhængigt, selvbestemt og konstruktivt liv. Uden stofmisbrug og/eller kriminalitet. Uden at blive førtidspensionister og/eller svingdørspatienter i psykiatrien.
Gaderummet praktiserer, og videregiver derved, social ansvarlighed: alle for én, én for alle. I et land (en verden faktisk), hvor en højreorienteret neo-liberalisme er ved magten, er et sted som Gaderummet, der frembringer (selv-)bevidste, kritisk og uafhængigt tænkende individer, og giver dem en stemme, et ståsted og plads til at være dem selv, en trussel mod autoriteterne, mod de magthavende.
Nogle tanker om velfærdsstaten (fra en mail, jeg skrev for noget tid siden):
"Forleden dag kiggede jeg på city-repair-videoen, David havde sent et link til, og det slog mig, at den danske model af en velfærdsstat i meget stor udstrækning passer ind i "The Grid": alt er forudbestemt og forudsigeligt, fra børnehaven til plejehjemmet. Ingen tilfældigheder, ingen overraskelser. Og ikke meget ansvar til den enkelte. Staten og dens institutioner styrer folks liv. Ved hjælp af standardiserede, firkantede skabeloner.
For noget tid siden bad DR nogle udenlandske journalister om at tegne hver sit lille portrait af Danmark. Den egyptiske journalist Yousef Alsharif (Al Jazeera) sagde, at han var overrasket over at se så stort et fravær af mangfoldighed og valgmuligheder, mens det aldeles ikke overraskede ham at høre, at et tiltagende antal danskere gik ned med "depression", siden folk jo måtte kede sig enormt, i et liv, der var så i den grad forudsigeligt, forudbestemt og kontrolleret af myndighederne/staten.
Grundlæggende mener jeg, at det er helt i orden, at tilbyde de mennesker hjælp, der, af hvilken årsag det måtte være, selv har problemer med at holde styr over deres liv. Meget problematisk, ja farligt, bliver det dog, når hjælpen bliver gjort helt og holdent afhængig af betingelser, som det oftest er tilfældet i dette land. Eksempel: En hjemløs person bliver tilbudt bolig og økonomisk støtte, under den betingelse, at han går på afvænning, hvilket han afviser, siden har det udmærket med at ryge hash, og ikke ønsker at stoppe. Han bor fortsat på gaden. Et andet, måske endnu mere grotesk eksempel: en familie med et handicappet barn ønsker en bestemt form for hjælp, hvilken, som det viser sig, familien kun kan få, hvis den også accepterer en anden form for hjælp, som den ikke har brug for og heller ikke ønsker (siden familien ville føle denne hjælp som en unødvendig indblanding i deres privatliv). Og, selvfølgeligt, mht. psykiatriens område: ingen chance at få terapi, uden at man også tager psykofarmaka, ligesom man risikerer, at miste sin økonomiske støtte, hvis man nægter at tage psykofarmaka, mens en "ekspert" har afgjort, at det er det, man bør gøre. Mange eksempler som disse, hvor velfærdsstaten bliver til en kontrolstat, Big Brother, der fjerner en hel del af hvert enkelt menneskes personlige frihed, og prøver at tvinge mennesket ind i et raster, ved ikke at lade nogle andre valgmuligheder end alt eller intet. Afpresning. Totalitært snarere end demokratisk.
(...)
Alt i alt, velfærdsstaten indeholder faren af at blive til en total institution, hvor borgerne er til for systemets skyld (som det desværre er tilfældet i Danmark), snarere end omvendt."
Mens kombinationen neo-liberalisme - velfærdsstat ved første øjekast kan virke lidt paradoksalt, giver den faktisk de magthavende en uovertruffen kontrolmulighed i hænderne.
Statens sociale tjenester er således udformet til at holde mennesker, der får den ene eller anden slags problemer (om det nu er kriminalitet, stofmisbrug, "psykisk sygdom", eller en hvilken som helst form for "utilpassethed"), fordi de ikke kan og vil tilpasse sig den tiltagende fremmedgørelse i samfundet, uvidende om årsagerne til deres problemer, afhængigt af myndighedernes "hjælp", isoleret, tavs, og alt i alt under kontrol. De er ikke udformet til at virkeligt kunne hjælpe mennesker med problemer til at komme ud af dem. Mens Gaderummet, som det fungerer i dag, gør det modsatte af hvad der forventes af et sådant sted.
Nogle tanker om den politiske motivation til at ødelægge et velfungerende alternativ som Gaderummet. Samtidigt også om, hvorfor statens sociale tilbud generelt ofte er mere til hinder end til hjælp for mennesker med problemer, om hvorfor mennesker med problemer ofte ikke bliver hørt (psykiatrien!), og om hvorfor beviseligt effektive alternativer ikke tages i brug (psykiatrien, igen).
Hele balladen omkring Gaderummet drejer sig grundlæggende ikke om rygning af hash, eller om hvor på stedet folk opholder sig respektive sover. Den drejer sig ikke om, at unge under 18 må opholde sig i Gaderummet, eller om at nogle ønsker, at holde op med at tage psykofarmaka, og bliver støttet i deres ønske.
Det, det hele drejer sig om er at ødelægge et projekt, der kunne tjene som eksempel og forebillede for andre, lignende sociale tiltag. Ødelægge, ja.
Gaderummet har en successrate på omkring 80%, dvs. at ca. 80% af de unge, der finder hjælp i Gaderummet, bliver i stand til at leve et uafhængigt, selvbestemt og konstruktivt liv. Uden stofmisbrug og/eller kriminalitet. Uden at blive førtidspensionister og/eller svingdørspatienter i psykiatrien.
Gaderummet praktiserer, og videregiver derved, social ansvarlighed: alle for én, én for alle. I et land (en verden faktisk), hvor en højreorienteret neo-liberalisme er ved magten, er et sted som Gaderummet, der frembringer (selv-)bevidste, kritisk og uafhængigt tænkende individer, og giver dem en stemme, et ståsted og plads til at være dem selv, en trussel mod autoriteterne, mod de magthavende.
Nogle tanker om velfærdsstaten (fra en mail, jeg skrev for noget tid siden):
"Forleden dag kiggede jeg på city-repair-videoen, David havde sent et link til, og det slog mig, at den danske model af en velfærdsstat i meget stor udstrækning passer ind i "The Grid": alt er forudbestemt og forudsigeligt, fra børnehaven til plejehjemmet. Ingen tilfældigheder, ingen overraskelser. Og ikke meget ansvar til den enkelte. Staten og dens institutioner styrer folks liv. Ved hjælp af standardiserede, firkantede skabeloner.
For noget tid siden bad DR nogle udenlandske journalister om at tegne hver sit lille portrait af Danmark. Den egyptiske journalist Yousef Alsharif (Al Jazeera) sagde, at han var overrasket over at se så stort et fravær af mangfoldighed og valgmuligheder, mens det aldeles ikke overraskede ham at høre, at et tiltagende antal danskere gik ned med "depression", siden folk jo måtte kede sig enormt, i et liv, der var så i den grad forudsigeligt, forudbestemt og kontrolleret af myndighederne/staten.
Grundlæggende mener jeg, at det er helt i orden, at tilbyde de mennesker hjælp, der, af hvilken årsag det måtte være, selv har problemer med at holde styr over deres liv. Meget problematisk, ja farligt, bliver det dog, når hjælpen bliver gjort helt og holdent afhængig af betingelser, som det oftest er tilfældet i dette land. Eksempel: En hjemløs person bliver tilbudt bolig og økonomisk støtte, under den betingelse, at han går på afvænning, hvilket han afviser, siden har det udmærket med at ryge hash, og ikke ønsker at stoppe. Han bor fortsat på gaden. Et andet, måske endnu mere grotesk eksempel: en familie med et handicappet barn ønsker en bestemt form for hjælp, hvilken, som det viser sig, familien kun kan få, hvis den også accepterer en anden form for hjælp, som den ikke har brug for og heller ikke ønsker (siden familien ville føle denne hjælp som en unødvendig indblanding i deres privatliv). Og, selvfølgeligt, mht. psykiatriens område: ingen chance at få terapi, uden at man også tager psykofarmaka, ligesom man risikerer, at miste sin økonomiske støtte, hvis man nægter at tage psykofarmaka, mens en "ekspert" har afgjort, at det er det, man bør gøre. Mange eksempler som disse, hvor velfærdsstaten bliver til en kontrolstat, Big Brother, der fjerner en hel del af hvert enkelt menneskes personlige frihed, og prøver at tvinge mennesket ind i et raster, ved ikke at lade nogle andre valgmuligheder end alt eller intet. Afpresning. Totalitært snarere end demokratisk.
(...)
Alt i alt, velfærdsstaten indeholder faren af at blive til en total institution, hvor borgerne er til for systemets skyld (som det desværre er tilfældet i Danmark), snarere end omvendt."
Mens kombinationen neo-liberalisme - velfærdsstat ved første øjekast kan virke lidt paradoksalt, giver den faktisk de magthavende en uovertruffen kontrolmulighed i hænderne.
Statens sociale tjenester er således udformet til at holde mennesker, der får den ene eller anden slags problemer (om det nu er kriminalitet, stofmisbrug, "psykisk sygdom", eller en hvilken som helst form for "utilpassethed"), fordi de ikke kan og vil tilpasse sig den tiltagende fremmedgørelse i samfundet, uvidende om årsagerne til deres problemer, afhængigt af myndighedernes "hjælp", isoleret, tavs, og alt i alt under kontrol. De er ikke udformet til at virkeligt kunne hjælpe mennesker med problemer til at komme ud af dem. Mens Gaderummet, som det fungerer i dag, gør det modsatte af hvad der forventes af et sådant sted.
søndag den 9. marts 2008
Kommentar til "Bedre vilkår"-for-høringen, del II
Nu var (og er) Per Vendsborg langt fra den eneste, der gik (går) af vejen for en dialog med brugerne. De fleste, der har været i nærkontakt med psykiatrien, har nok oplevet, at blive dømt moralsk, som "skizofren", "paranoid", "manisk", etc., og dermed ikke en dialog værd. Der er meget langt imellem det fagpersonale, der er i stand til at overvinde sin egen angst (for sine egne skyggesider), og se mennesket i stedet for en ansamling "symptomer", der skal diagnosticeres, kategoriseres og, vigtigst af alt!, kontrolleres (apropos angst). Og når det endeligt er, så er det som regel en psykolog snarere end en psykiater, der er i stand til det.
Som efterhånden sagt i flere andre indlæg, så er det jo heller ikke psykiatiens opgave, og har det aldrig været, at træde i dialog med sit klientel. Det er derimod, og har altid været, dens opgave, netop, at kontrollere klientelet. Intet andet. Forholdt det sig anderledes, havde professionelle som Per Vendborg aldrig haft en chance, for at få et ben til jorden indenfor faget. For ikke at snakke om chancen for at gøre karriere, i den forstand. Kendsgerning er, at jo større evne til at udøve kontrol over andre mennesker man medbringer, jo større chance har man for at gøre karriere indenfor psykiatrien. Derimod står empati, respekt, åbenhed og videnskabelighed snarere i vejen for professionel success i branchen.
Men tilbage til for-høringen, hvor der også var en anden professionel, der valgte at gå af vejen for en direkt dialog: Julius Nissen. I hans opsummering konstaterede han, at Vestlaplandsmodellen jo heller ikke fungerer uden "medicin". Og nej, det gør det ikke. Lige så lidt som den italienske psichiatria democratica. Men: det gjorde både Kingsley Hall, Soteria, den af mig i talen ikke nævnte Diabasis og det gør det i talen heller ikke nævnte Arbours Crisis Centre. Det gjorde endvidere Quakernes "moral treatment", og det gør behandlingen af kriseramte mennesker i ulandene stadigt i meget stor udstrækning, siden man i disse lande mangler penge til "medicin". Iøvrigt altså med langt større success, end psykiatrien.
Loren Mosher indrømmer, at der kan opstå situationer, hvor det kan være meningsfuldt, at anvende medicin. Dog skulle der, ifølge ham, udelukkende anvendes korttidsvirkende beroligende midler, og disse kun i til disse situationer begrænset omfang. Mosher var modstander af neuroleptika og langtids-, "vedligeholdelses"medicinering i al almindelighed. Han var det, fordi han så, hvilke enorme skader såvel neuroleptika som især deres langtidsanvendelse forårsagede, både mht. et menneskes fysiske helbred, men især også mht. løsningen af krisen. - At han valgte, ikke at lukke øjnene for disse fakta, og stå ind for sin erfaring og den deraf resulterende holdning, og at han med Soteria opnåede resultater, der mht. psykiatrien kun kan drømmes om, kostede ham hans karriere indenfor faget (sic!).
Jeg har citeret hans udsagn før på denne blog, dog på engelsk. Derfor vil jeg hér citere en gang til, i dansk oversættelse: "En af hovedårsagerne til at afvise anvendelsen af antipsykotiske stoffer i akutte krisesituationer er, at de undertrykker det centrale nervesystem i så stor omfang, at de meget vel kan have den effekt, at en løsning af krisen forhindres. De er stærke nok, til at forhindre en psykologisk proces, der, hvis støttet og forstået, ville løse sig selv i en mellemmenneskelig kontekst."
Det er interessant, og det overrasker mig personligt gang på gang, at man hér i Danmark åbenbart ikke har kendskab til andre psykiatrialternativer, end den kun moderat alternative Vestlaplandsmodel, siden man stort set udelukkende refererer til denne (uden at jeg hermed vil sige, Vestlaplandsmodellen ikke altid er at foretrække den rendyrkede, biologiske psykiatri, vi har i Danmark). Ikke en gang i fagkredse har man åbenbart hørt om Soteria, Diabasis, Arbours Centre osv. Faktisk finder jeg det ret utroligt - og ikke videre fagligt kompetent.
Jeg må indrømme, at jeg var en anelse skuffet over Julius Nissens bemærkning. Men, alt i alt: han er vel også bare psykiater, og en kritisk holdning til overmedicinering implicerer selvfølgeligt i sig selv en snarere ukritisk holdning til medicinering som sådan.
Mosher-citatet bringer mig til en anden af for-høringens (fejl-)konklusioner, draget af flertallet i panelet: at medicinsk "behandling" ikke kan stå alene, men bør i langt større omfang kombineres med psykologiske/psykosociale tiltag såsom samtaleterapi. Hm, hvor meget har paneldeltagerne egentlig lyttet? Jeg var ikke den eneste, der kunne fortælle, at det, der har givet gennembruddet var netop (samtale-)terapi, og aldeles ikke "medicin", snarere fraværet af densamme under den terapeutiske proces.
Jeg har efterhånden mødt og snakket med et utal af mennesker med de forskelligste problemstillinger, der allesammen kunne fortælle, at de intet eller kun meget lidt gavn har haft af terapi. Selv om de var gået i terapi i årevis. Hvorfor? Tja, bortset fra, at nogle muligvis har været udsat for inkompetente terapeuter, har disse mennesker altså samtidigt været på mere eller mindre store doser psykofarmaka. Psykofarmaka, der gjorde det meget svært for dem, at føle, tænke, erindre, og i det hele taget fornemme sig selv. Det er den vigtigste forudsætning for, at terapi overhovedet kan bevæge det mindste, at man er i stand til at fornemme sig selv. Ufiltreret. Kan man ikke det, fordi man er fremmedgjort fra sig selv ved hjælp af psykofarmaka, kan terapi allerhøjst formidle "sygdoms-"indsigt og nogle coping strategies, og styrke compliancen, den medicinske. Det er ikke terapi, det er en form for lidt mere sofistikeret psykoedukation: opdragelse og kontrol, i stedet for frigørelse. Og det bevæger altså ingenting mht. ens personlige udvikling.
At satse på kombinationen terapi - "medicin", som "Fremtidens ambulante psykiatri" forresten også udelukkende gør, når der overhovedet tales om terapi, er detsamme, som at smide penge (de til terapien øremærkede) ud af vinduet. Ja, medmindre altså man mener sofistikeret psykoedukation, og ikke virkelig terapi, når man nævner terapi i denne sammenhæng. Og det, frygter jeg, er netop hvad man gør.
Som én af brugerne fortalte, er der en hel del mennesker, der tror, at "medicin" respektive ECT har reddet deres liv. Trist, at denne bruger åbenbart ikke kender til de talrige studier, der viser, at hverken psykofarmaka eller ECT har andet end en placebo-virkning, dvs. at man lige så godt kunne give mennesker i krise sukkerpiller, respektive lade som om man administrerede ECT uden at gøre det, og stadigt opnå densamme effekt.
Det eneste, sukkerpiller respektive foregivet ECT, i modsætning til den ægte vare, ikke kan, er at skade hjernen. Hvilket lader mig, og ikke kun mig, formode, at netop det er, hvad der er tilsigtet når den ægte vare, på trods af mangel på beviselig virkning, så aggressivt kommer til anvendelse. Som John Breeding siger i forbindelse med ECT: "Hvad er det, omgivelserne ikke vil have, personen husker?"...
I kølvandet på "afsløringerne" omkring virkningsløsheden af SSRIs'ene, bragte The Guardian i sidste uge en artikel, der anmelder Joanna Moncrieff's (Joanna Moncrieff er psykiater og medlem af Critical Psychiatry Network) nye bog The Myth of the Chemical Cure.
Neuroleptika "virker", fordi de sløver et menneske såpas, at det bliver svært for dette menneske, at ænse "symptomerne", altså sig selv, og fordi de sløver mennesket såpas, at det bliver svært om ikke umuligt for dette menneske at reagere (uønsket) på omverdenen (hvilket gør neuroleptika til det kontrolredskab, de hovedsagligen er ment til at skulle være), og de "virker" "antipsykotisk" i det omfang, som dette menneske selv tror på, at de gør det. Tro kan som bekendt forflytte bjerge. Neuroleptika'ne derimod kan, uden denne tro, ikke forflytte noget som helst andet end livsenergien ud af et menneske.
Trist også, at brugeren, der talte ved for-høringen, åbenbart ikke kender til "medicin"- respektive ECT-alternative tiltag, der, fordi de i modsætning til psykiatriens tiltag anvender menneskelig hjælp, og derved sigter mod en løsning af konflikten snarere end mod en undertrykkelse af selvsamme, ikke bare redder eksistenser, men faktisk liv.
Det er netop denne udbredte uvidenhed, der gør det muligt for psykiatrien, at fortsat fortælle sine løgnhistorier om angiveligt livreddende "behandlings"-metoder, og, bl.a. derved, at holde sig selv som fag i live. Ja, bortset altså fra, at hverken politikerne eller samfundet som sådan er indstillet på, at skulle undvære denne, mere end nogen anden effektive, ordensmagt. - Nej, Per, jeg er virkeligt ikke scientolog! Jeg har bare set fænomenet psykiatri meget nøje efter i sømmene. Både ud fra en historisk, filosofisk og samfundspolitisk vinkel.
Klare udmeldinger fra panelet blev det ikke til. At forvente andet havde nu nok også været at forvente for meget af politikere og "eksperter". Alt i alt var både demonstrationen og for-høringen dog meget gode, velorganiserede og -lykkede, og meget, meget nødvendige (!) arrangementer. Et skridt på vejen.
Som efterhånden sagt i flere andre indlæg, så er det jo heller ikke psykiatiens opgave, og har det aldrig været, at træde i dialog med sit klientel. Det er derimod, og har altid været, dens opgave, netop, at kontrollere klientelet. Intet andet. Forholdt det sig anderledes, havde professionelle som Per Vendborg aldrig haft en chance, for at få et ben til jorden indenfor faget. For ikke at snakke om chancen for at gøre karriere, i den forstand. Kendsgerning er, at jo større evne til at udøve kontrol over andre mennesker man medbringer, jo større chance har man for at gøre karriere indenfor psykiatrien. Derimod står empati, respekt, åbenhed og videnskabelighed snarere i vejen for professionel success i branchen.
Men tilbage til for-høringen, hvor der også var en anden professionel, der valgte at gå af vejen for en direkt dialog: Julius Nissen. I hans opsummering konstaterede han, at Vestlaplandsmodellen jo heller ikke fungerer uden "medicin". Og nej, det gør det ikke. Lige så lidt som den italienske psichiatria democratica. Men: det gjorde både Kingsley Hall, Soteria, den af mig i talen ikke nævnte Diabasis og det gør det i talen heller ikke nævnte Arbours Crisis Centre. Det gjorde endvidere Quakernes "moral treatment", og det gør behandlingen af kriseramte mennesker i ulandene stadigt i meget stor udstrækning, siden man i disse lande mangler penge til "medicin". Iøvrigt altså med langt større success, end psykiatrien.
Loren Mosher indrømmer, at der kan opstå situationer, hvor det kan være meningsfuldt, at anvende medicin. Dog skulle der, ifølge ham, udelukkende anvendes korttidsvirkende beroligende midler, og disse kun i til disse situationer begrænset omfang. Mosher var modstander af neuroleptika og langtids-, "vedligeholdelses"medicinering i al almindelighed. Han var det, fordi han så, hvilke enorme skader såvel neuroleptika som især deres langtidsanvendelse forårsagede, både mht. et menneskes fysiske helbred, men især også mht. løsningen af krisen. - At han valgte, ikke at lukke øjnene for disse fakta, og stå ind for sin erfaring og den deraf resulterende holdning, og at han med Soteria opnåede resultater, der mht. psykiatrien kun kan drømmes om, kostede ham hans karriere indenfor faget (sic!).
Jeg har citeret hans udsagn før på denne blog, dog på engelsk. Derfor vil jeg hér citere en gang til, i dansk oversættelse: "En af hovedårsagerne til at afvise anvendelsen af antipsykotiske stoffer i akutte krisesituationer er, at de undertrykker det centrale nervesystem i så stor omfang, at de meget vel kan have den effekt, at en løsning af krisen forhindres. De er stærke nok, til at forhindre en psykologisk proces, der, hvis støttet og forstået, ville løse sig selv i en mellemmenneskelig kontekst."
Det er interessant, og det overrasker mig personligt gang på gang, at man hér i Danmark åbenbart ikke har kendskab til andre psykiatrialternativer, end den kun moderat alternative Vestlaplandsmodel, siden man stort set udelukkende refererer til denne (uden at jeg hermed vil sige, Vestlaplandsmodellen ikke altid er at foretrække den rendyrkede, biologiske psykiatri, vi har i Danmark). Ikke en gang i fagkredse har man åbenbart hørt om Soteria, Diabasis, Arbours Centre osv. Faktisk finder jeg det ret utroligt - og ikke videre fagligt kompetent.
Jeg må indrømme, at jeg var en anelse skuffet over Julius Nissens bemærkning. Men, alt i alt: han er vel også bare psykiater, og en kritisk holdning til overmedicinering implicerer selvfølgeligt i sig selv en snarere ukritisk holdning til medicinering som sådan.
Mosher-citatet bringer mig til en anden af for-høringens (fejl-)konklusioner, draget af flertallet i panelet: at medicinsk "behandling" ikke kan stå alene, men bør i langt større omfang kombineres med psykologiske/psykosociale tiltag såsom samtaleterapi. Hm, hvor meget har paneldeltagerne egentlig lyttet? Jeg var ikke den eneste, der kunne fortælle, at det, der har givet gennembruddet var netop (samtale-)terapi, og aldeles ikke "medicin", snarere fraværet af densamme under den terapeutiske proces.
Jeg har efterhånden mødt og snakket med et utal af mennesker med de forskelligste problemstillinger, der allesammen kunne fortælle, at de intet eller kun meget lidt gavn har haft af terapi. Selv om de var gået i terapi i årevis. Hvorfor? Tja, bortset fra, at nogle muligvis har været udsat for inkompetente terapeuter, har disse mennesker altså samtidigt været på mere eller mindre store doser psykofarmaka. Psykofarmaka, der gjorde det meget svært for dem, at føle, tænke, erindre, og i det hele taget fornemme sig selv. Det er den vigtigste forudsætning for, at terapi overhovedet kan bevæge det mindste, at man er i stand til at fornemme sig selv. Ufiltreret. Kan man ikke det, fordi man er fremmedgjort fra sig selv ved hjælp af psykofarmaka, kan terapi allerhøjst formidle "sygdoms-"indsigt og nogle coping strategies, og styrke compliancen, den medicinske. Det er ikke terapi, det er en form for lidt mere sofistikeret psykoedukation: opdragelse og kontrol, i stedet for frigørelse. Og det bevæger altså ingenting mht. ens personlige udvikling.
At satse på kombinationen terapi - "medicin", som "Fremtidens ambulante psykiatri" forresten også udelukkende gør, når der overhovedet tales om terapi, er detsamme, som at smide penge (de til terapien øremærkede) ud af vinduet. Ja, medmindre altså man mener sofistikeret psykoedukation, og ikke virkelig terapi, når man nævner terapi i denne sammenhæng. Og det, frygter jeg, er netop hvad man gør.
Som én af brugerne fortalte, er der en hel del mennesker, der tror, at "medicin" respektive ECT har reddet deres liv. Trist, at denne bruger åbenbart ikke kender til de talrige studier, der viser, at hverken psykofarmaka eller ECT har andet end en placebo-virkning, dvs. at man lige så godt kunne give mennesker i krise sukkerpiller, respektive lade som om man administrerede ECT uden at gøre det, og stadigt opnå densamme effekt.
Det eneste, sukkerpiller respektive foregivet ECT, i modsætning til den ægte vare, ikke kan, er at skade hjernen. Hvilket lader mig, og ikke kun mig, formode, at netop det er, hvad der er tilsigtet når den ægte vare, på trods af mangel på beviselig virkning, så aggressivt kommer til anvendelse. Som John Breeding siger i forbindelse med ECT: "Hvad er det, omgivelserne ikke vil have, personen husker?"...
I kølvandet på "afsløringerne" omkring virkningsløsheden af SSRIs'ene, bragte The Guardian i sidste uge en artikel, der anmelder Joanna Moncrieff's (Joanna Moncrieff er psykiater og medlem af Critical Psychiatry Network) nye bog The Myth of the Chemical Cure.
Neuroleptika "virker", fordi de sløver et menneske såpas, at det bliver svært for dette menneske, at ænse "symptomerne", altså sig selv, og fordi de sløver mennesket såpas, at det bliver svært om ikke umuligt for dette menneske at reagere (uønsket) på omverdenen (hvilket gør neuroleptika til det kontrolredskab, de hovedsagligen er ment til at skulle være), og de "virker" "antipsykotisk" i det omfang, som dette menneske selv tror på, at de gør det. Tro kan som bekendt forflytte bjerge. Neuroleptika'ne derimod kan, uden denne tro, ikke forflytte noget som helst andet end livsenergien ud af et menneske.
Trist også, at brugeren, der talte ved for-høringen, åbenbart ikke kender til "medicin"- respektive ECT-alternative tiltag, der, fordi de i modsætning til psykiatriens tiltag anvender menneskelig hjælp, og derved sigter mod en løsning af konflikten snarere end mod en undertrykkelse af selvsamme, ikke bare redder eksistenser, men faktisk liv.
Det er netop denne udbredte uvidenhed, der gør det muligt for psykiatrien, at fortsat fortælle sine løgnhistorier om angiveligt livreddende "behandlings"-metoder, og, bl.a. derved, at holde sig selv som fag i live. Ja, bortset altså fra, at hverken politikerne eller samfundet som sådan er indstillet på, at skulle undvære denne, mere end nogen anden effektive, ordensmagt. - Nej, Per, jeg er virkeligt ikke scientolog! Jeg har bare set fænomenet psykiatri meget nøje efter i sømmene. Både ud fra en historisk, filosofisk og samfundspolitisk vinkel.
Klare udmeldinger fra panelet blev det ikke til. At forvente andet havde nu nok også været at forvente for meget af politikere og "eksperter". Alt i alt var både demonstrationen og for-høringen dog meget gode, velorganiserede og -lykkede, og meget, meget nødvendige (!) arrangementer. Et skridt på vejen.
lørdag den 8. marts 2008
Kommentar til "Bedre vilkår"-for-høringen, del I, udvidet kommentar til Per Vendsborg
Alt det, man skal høre, før ørerne falder af! Vel vel, alt i alt kommer det, jeg vil kommentere i det følgende ikke specielt meget bag på mig. "Argumentet": Du er jo scientolog! - såfremt man kan betegne det som værende et argument - er jo efterhånden en ret så slidt frase, psykiatriens fortalere gerne griber tilbage til, når det begynder at knibe med saglige argumenter overfor kritikerne. Og det gør det jo tit.
I en lille sidebemærkning fra Per Vendsborg i hans opsummering af, hvad han har lagt mærke til under for-høringen, nævner han, at der jo også var nogle tilstede, der helst så psykiatrien afskaffet. Ja, Per (hvis du læser det hér), det var der. Og ja, Per, jeg er én af dem. Ikke fordi jeg skulle være scientolog, som jeg kan forstå, du har insinueret. Jeg er modstander af enhver form for ideologi, og Scientology er en ideologi, ligesom psykiatrien iøvrigt. Hvis du vidste, hvad du snakker om, ville du forresten aldrig have bragt mig i forbindelse med Scientology. Scientology afviser kategorisk alt, hvad der starter på P-S-Y. Altså også psykologien. Hvis jeg var scientolog, havde jeg aldrig henvendt mig til en psykolog, for at be' om hjælp. Nu bruger jeg i min tale godt nok begreberne "samtaleterapi" og "terapeut", og det kan eventuelt misforstås, siden en terapeut, der praktiserer samtaleterapi, ikke nødvendigvis behøves at være en psykolog. Men i de fleste tilfælde forholder det sig sådan. Hvis du skulle have været i tvivl, hvorfor så ikke henvende dig i pausen, og få sagen opklaret direkte, i stedet for at luske dig udenom, og komme med det til tredjepersoner?
Nu skriver jeg "insinueret", og giver dermed udtryk for, at jeg føler en sådan "argumentation" er mere et angreb på min person end en virkelig, saglig argumentation . - Har du din psykologi i orden, Per? Eller er der i din verden ikke noget, der hedder det? - Hvorfor? Jo, ser du, fordi du, i stedet for at sige, at det lyder meget af Scientology, så kunne du lige så godt have sagt: Det lyder dumt, idiotisk, skizofrent, hysterisk, eller anvendt en hvilken som helst anden af alle de moralske domme, som man nu kan anvende for at devaluere et andet menneskes udtalelser - og dermed mennesket selv - med. De kan meget godt bruges, når man føler sig trængt op i en krog, og derfor fortvivlet leder efter en mulighed, at uskadeliggøre den, der trænger én op i krogen. Men de udelukker en dialog mellem parterne på forhånd. Ganske ligesom du undgår at skulle indlade dig på en dialog med et menneske i en ekstrem sindstilstand, et menneske i krise, ved at betegne dette menneske "fagligt korrekt"(???) som "skizofrent", "bipolart", "psykotisk", osv.
Men det er vel heller ikke en dialog, du ønsker, eller? For, selv om du i dine slutbemærkninger til for-høringen nævner, at "Fremtidens ambulante psykiatri" (som du har været med til at udforme, for dem, der ikke ved det) skulle lægge op til åbne dialoger, så har jeg ved en gennemgang af papiret ikke fundet meget, der tyder på det. Tværtimod. "Fremtidens ambulante psykiatri" er, for at sige det ganske ligeud, i mine øjne ikke andet end en gang varm luft, set ud fra et brugerperspektiv. Papiret er ikke andet end, endnu en gang, et leflen for de pårørende, og, endnu en gang, et strøen blår i øjnene på politikere og brugere: se, vi gør jo noget!
Det, jeg ser er, ud over at der, som sagt i min tale, lægges op til mere og mere ECT i fremtiden, at medicin- og ECT-frie tilbud altså heller ikke i fremtiden vil blive tilgængelige. Jeg ser meget tydeligt, at de brugere, der ønsker andet, end et stempel i panden og et glas piller i hånden, igen ikke er blevet hørt. Også mht. min kritik på papiret vil jeg iøvrigt mene, at du kunne have henvendt dig direkte til mig. Jeg var faktisk tilstede. Men det kneb måske med virkeligt konstruktive, indholdsrige argumenter fra din side?
For lige her til sidst at vende tilbage til Scientology: Scientology's psykiatrikritik baserer på desamme fakta (!) angående psykiatrien, som psykiatrikritiken generelt baserer på. Følgeligt kan jeg, som psykiatrikritiker, ikke være andet end enig med Scientology, hvad kritikpunkterne angår. Jeg distancerer mig udtalt fra Scientology, hvad den bag kritiken liggende motivation angår. Scientology ønsker, i bogstaveligste forstand, at sælge deres produkt i stedet for psykiatriens. Jeg ønsker frit valg på alle hylder, informationsfrihed og virkelig demokrati. For mennesker med eksistentielle kriser som for alle andre.
I en lille sidebemærkning fra Per Vendsborg i hans opsummering af, hvad han har lagt mærke til under for-høringen, nævner han, at der jo også var nogle tilstede, der helst så psykiatrien afskaffet. Ja, Per (hvis du læser det hér), det var der. Og ja, Per, jeg er én af dem. Ikke fordi jeg skulle være scientolog, som jeg kan forstå, du har insinueret. Jeg er modstander af enhver form for ideologi, og Scientology er en ideologi, ligesom psykiatrien iøvrigt. Hvis du vidste, hvad du snakker om, ville du forresten aldrig have bragt mig i forbindelse med Scientology. Scientology afviser kategorisk alt, hvad der starter på P-S-Y. Altså også psykologien. Hvis jeg var scientolog, havde jeg aldrig henvendt mig til en psykolog, for at be' om hjælp. Nu bruger jeg i min tale godt nok begreberne "samtaleterapi" og "terapeut", og det kan eventuelt misforstås, siden en terapeut, der praktiserer samtaleterapi, ikke nødvendigvis behøves at være en psykolog. Men i de fleste tilfælde forholder det sig sådan. Hvis du skulle have været i tvivl, hvorfor så ikke henvende dig i pausen, og få sagen opklaret direkte, i stedet for at luske dig udenom, og komme med det til tredjepersoner?
Nu skriver jeg "insinueret", og giver dermed udtryk for, at jeg føler en sådan "argumentation" er mere et angreb på min person end en virkelig, saglig argumentation . - Har du din psykologi i orden, Per? Eller er der i din verden ikke noget, der hedder det? - Hvorfor? Jo, ser du, fordi du, i stedet for at sige, at det lyder meget af Scientology, så kunne du lige så godt have sagt: Det lyder dumt, idiotisk, skizofrent, hysterisk, eller anvendt en hvilken som helst anden af alle de moralske domme, som man nu kan anvende for at devaluere et andet menneskes udtalelser - og dermed mennesket selv - med. De kan meget godt bruges, når man føler sig trængt op i en krog, og derfor fortvivlet leder efter en mulighed, at uskadeliggøre den, der trænger én op i krogen. Men de udelukker en dialog mellem parterne på forhånd. Ganske ligesom du undgår at skulle indlade dig på en dialog med et menneske i en ekstrem sindstilstand, et menneske i krise, ved at betegne dette menneske "fagligt korrekt"(???) som "skizofrent", "bipolart", "psykotisk", osv.
Men det er vel heller ikke en dialog, du ønsker, eller? For, selv om du i dine slutbemærkninger til for-høringen nævner, at "Fremtidens ambulante psykiatri" (som du har været med til at udforme, for dem, der ikke ved det) skulle lægge op til åbne dialoger, så har jeg ved en gennemgang af papiret ikke fundet meget, der tyder på det. Tværtimod. "Fremtidens ambulante psykiatri" er, for at sige det ganske ligeud, i mine øjne ikke andet end en gang varm luft, set ud fra et brugerperspektiv. Papiret er ikke andet end, endnu en gang, et leflen for de pårørende, og, endnu en gang, et strøen blår i øjnene på politikere og brugere: se, vi gør jo noget!
Det, jeg ser er, ud over at der, som sagt i min tale, lægges op til mere og mere ECT i fremtiden, at medicin- og ECT-frie tilbud altså heller ikke i fremtiden vil blive tilgængelige. Jeg ser meget tydeligt, at de brugere, der ønsker andet, end et stempel i panden og et glas piller i hånden, igen ikke er blevet hørt. Også mht. min kritik på papiret vil jeg iøvrigt mene, at du kunne have henvendt dig direkte til mig. Jeg var faktisk tilstede. Men det kneb måske med virkeligt konstruktive, indholdsrige argumenter fra din side?
For lige her til sidst at vende tilbage til Scientology: Scientology's psykiatrikritik baserer på desamme fakta (!) angående psykiatrien, som psykiatrikritiken generelt baserer på. Følgeligt kan jeg, som psykiatrikritiker, ikke være andet end enig med Scientology, hvad kritikpunkterne angår. Jeg distancerer mig udtalt fra Scientology, hvad den bag kritiken liggende motivation angår. Scientology ønsker, i bogstaveligste forstand, at sælge deres produkt i stedet for psykiatriens. Jeg ønsker frit valg på alle hylder, informationsfrihed og virkelig demokrati. For mennesker med eksistentielle kriser som for alle andre.
torsdag den 6. marts 2008
Alle har et liv
Hér er et stærkt indslag fra DR's undomsmagasin Skum, som fortæller noget om systemets svigt og fallit - og Gaderummet som et effektivt alternativ. "Alle har et liv, hvis de bare gider at tage det", ja, indtil myndighederne tager det fra dem i hvert fald.
Støt Gaderummet med din underskrift!
Støt Gaderummet med din underskrift!
Keynote-tale til "Bedre vilkår"-For-Høring d. 05.03.08
Så har jeg været i København i dag, til "Bedre vilkår"-demo og for-høring. Miki havde spurgt mig, om jeg eventuelt ville indlede for-høringen med et kort oplæg om psykiatriens historie, og, jo, det kunne jeg da godt, hørte jeg mig til min egen forskrækkelse svare (det er et par dage, eller tre..., siden sidst, jeg har prøvet, at skulle stå og tale foran en større forsamling mennesker).
Jeg overlevede nu, selv om papiret, jeg havde udprintet min tekst på, nok var lavet af espetræ ;)
Her er foreløbigt mit talemanus. Én af de kommende dage vil jeg kommentere lidt på for-høringen generelt.
_______________
Jeg vil indlede for-høringen i dag med en kort gennemgang af psykiatriens historie, og et par betragtninger om, hvad jeg mener, man bør slutte ud fra denne historie.
Frem til midten af det 18. århundrede spærrede man "psykisk syge" inde, når de blev for belastende for samfundet. Ligesom man også altid har gjort med kriminelle. Og siden mange "psykisk syge" har problemer med at give klart og forståeligt udtryk for deres behov, følelser osv., mente man ikke, de overhovedet havde nogle sådanne, med den følge, at folk blev behandlet værre end dyr: ikke noget ordentlig mad, ingen varme om vinteren osv. Mange døde selvfølgeligt under de omstændigheder.
Omkring midten af det 18. århundrede blev lægevidenskaben opmærksom på, at der her fandtes en befolkningsgruppe, som man kunne slå mønt af (igennem de pårørende) og eventuelt profilere sig yderligere som lægevidenskab (ved endda at kunne kurere "sindssyge", og ikke bare fysisk syge mennesker).
Ikke desto mindre bar den gangs "kure" stadigt meget tydeligt præg af, at "sindssyge" før da havde været betragtet som en slags kriminelle: stadigt blev folk indespærret, og straffet/tortureret ved f.eks. at blive druknet og så genoplivet, overhældt med iskoldt vand, anbragt på hurtigt roterende stole/borde og givet brækmidler til de ikke kunne se ud af øjnene mere af dårligdom, åreladet i stor stil, for at svække dem, osv. osv.
Altsammens for at skræmme dem fra vid og sans, i håb om, at frygten for at dø kunne få dem til at opføre sig ordentligt igen. I princippet densamme filosofi, der ligger bag fængsels-/justitssystemet: opfør dig ordentligt, ellers...
Også i denne tid døde mange af "behandlingen". Bl.a. en engelsk Quakerkvinde, Hannah Mills, i 1791.
Nu har Quakerne aldrig haft den helt store tiltro til lægevidenskaben, den moderne, vestlige, i al almindelighed, og Hannah Mills' død i lægeligt (psykiatrisk) varetægt, var dråben.
Quakerne besluttede, at de fremover ikke ville udlevere deres egne til psykiatrien, men varetage deres pleje selv, efter deres filosofi, hentet fra Aeschylus: "Blid tale læger et forstyrret sind." De åbnede deres første behandlingssted i England i 1796. Det var begyndelsen på, hvad der senere kom til at hedde "moral treatment" - moralsk behandling.
Quakerne mente, at overskuelige rammer, altså små behandlingssteder, beliggende i naturskønne omgivelser, med gode, ja endda luksuriøse faciliteter, god mad og venlig, respektfuld og forstående omgang ville være den bedste hjælp til mennesker i krise.
Personale, der slog eller bare talte nedladende til en "patient", blev omgående afskediget. Personale og "patienter" både spiste og deltog i alle mulige andre aktiviteter sammen, på lige fod. Og der fandtes adgang til et bredt udvalg af aktiviteter. Selvfølgeligt på 100% frivillig basis.
Quakernes "moral treatment", som nok bedst kan sammenlignes med Laings Kingsley Hall, Loren Moshers Soteria, og lignende psykiatri-alternativer, havde enorme behandlingssuccesser (80 - 90% recovery, samme successrate som Soteria, Vestlaplandsmodellen o.lign.), og "moral treatment" bredte sig hurtigt, både i Europa og i USA.
MEN: mens det i begyndelsen var en ren Quaker-domæne, så kom med udbredelsen selvfølgeligt også de enkelte landes regeringer ind i billedet.
Quakerne havde konsekvent valgt enhver indblanding af den medicinske profession i deres hjælp til mennesker i krise fra. Ingen læger fik ansættelse hos dem. Det var jo en læge, der havde Hannah Mills' liv på samvittigheden.
Anderledes med staten. Her havde man ingen forbehold mod lægerne. Og det vidste de at benytte sig af. De havde nemlig længe set med voksende bekymring på Quakernes "moral treatment": den fratog dem adgang til en lukrativ indtægtskilde.
Så, lægerne søgte altså om jobs på de nyetablerede behandlingssteder under statslig ledelse - og fik disse jobs. For at legitimere deres indblanding som LÆGER, tog de Quakernes idé om, at folk i krise simpelthen gennemgik en psykisk for dem meget hård, "nervepirrende", proces, og tydede denne metafor bogstaveligt som fysisk tyndslidte nerver.
Den biologiske forklaringsmodel, de fysisk tyndslidte nerver, legitimerede at lægelige, fysiske "behandlings"metoder igen blev anvendt, i tillæg til Quakernes rent moralske, menneskelige hjælp: folk blev igen udsat for diverse straf- og torturlignende "behandlings"tiltag.
Recoverytallene faldt proportionalt til at rent menneskelig hjælp mere og mere blev afløst af lægelig "behandling", der gjorde flere og flere mennesker til kroniske langtids"patienter", behandlingsstederne blev som følge større og større, mens der fra statens side kom færre og færre penge til at drive dem.
Samtidigt skete der en holdningsændring i samfundet, væk fra at mennesker med fra normen afvigende adfærd blev respekteret som ligeværdige medmennesker, hen til at de, igen, blev betragtet som ikke bare forstyrret, men i allerhøjeste grad også resten af samfundet forstyrrende elementer, der skulle gemmes af vejen og gøres tavse.
I slutningen af det 19. århundrede var man sådan set tilbage til før-Quaker-tilstanden i psykiatrien: folk blev spærret inde under kummerlige forhold i enorme institutioner (asylums), og behandlingen bestod i at true og terrorisere dem, også fordi der, grundet pengemanglen, var meget lidt personale til rådighed.
Personale skulle ikke længere medbringe empati og respekt som de afgørende egenskaber, men blev ansat efter det kriterium, hvor mange "sindssyge" de kunne holde styr over på én gang (ved hjælp af fysisk vold). Med opfindelsen af lobotomien, idag eufemistisk kaldt "psykokirurgi", elektrochok og psykofarmaka fik lægerne yderligere vind i sejlene: se hvad vi - IKKE - kan!
Og, med undtagelse af enkelte alternativer som Vestlaplandsmodellen, Soteria, den italienske psichiatria democratica m.v. OG, her i Danmark, Gaderummet, er det dér, hvor vi er i dag.
Det psykiatriske system har siden etableringen i det 18. århundrede ikke forandret sig væsentligt. Hverken mht. behandlingsmetoderne eller den bag disse liggende filosofi.
Godt nok spærrer man i Danmark ikke længere folk i store institutioner på ubestemt tid, men man spærrer dem altså stadigt gerne inde i deres egen, lille, kemiske institution, ofte for livet.
Den stadigt på ingen måde beviste påstand om "psykisk sygdom" som værende genetisk betinget hjernesygdom stempler mennesker med eksistentielle problemer som 2. klasses mennesker med en defekt og dermed upålidelig hjernefunktion.
Man taler følgeligt ned til dem, hvis man overhovedet taler TIL og ikke bare OM dem, og man truer og terroriserer dem, omend i dag på en noget mere forfinet måde, end den gang, hvor man druknede og genoplivede dem o. lign.
I dag har vi så bæltefikseringen, "medicin" uden virkning andet end en hel del yderst ubehagelige og meget sundhedsskadelige bivirkninger og elektrochok. Vi har et stort set totalt fravær af valgmuligheder, og sidst men ikke mindst, har vi desværre en stadigt meget høj dødelighed, der i dag dog gerne bliver bortforklaret som værende et resultat af "sygdommen" snarere end af behandlingen.
Alt i alt et Orwelliansk, Kafkaesk system, der konsekvent nægter os retten til at definere os selv, retten til selvbestemmelse, og dermed retten til at kunne vælge. Et system, der fratager os vores identitet og integritet som mennesker, og reducerer os til mere eller mindre retsløse "patienter", et system, der efterlader os handlingslammet og ordløs i et meningsforladt vakuum, hvor vi ikke kan andet, end at fornægte os selv. Altsammens "til vores eget bedste"...???
At man, meget effektivt, kan hjælpe folk med psykiske problemer uden
indblanding af den medicinske profession, har både Quakerne og senere
Laing og Mosher m.fl. bevist. I dag beviser Windhorse, Vestlaplandsmodellen og Gaderummet det. Medicinsk indblanding er god, for at udelukke, at det drejer sig om et fysisk problem. Men når dette er udelukket, har læger ikke noget mere at bidrage til løsningen af problematiken, og burde derfor holdes udenfor hjælpen til mennesker med psykiske problemer.
Personligt er jeg mere end træt af at man igen og igen fra psykiatriens side påstår, at der skulle mangle dokumentation for, at andre end medicinske tiltag er virksomme, når dette er dokumenteret siden starten af det 19. århundrede!
Evidens er der for én ting: at ikke-medicinsk hjælp virker langt bedre end den medicinske. Hvorfor bliver man ved med at fornægte dette faktum?
Jeg er lige så træt af og skuffet over at høre igen og igen løfter om, at man vil lytte til brugernes ønsker, for så at skulle være vidne til at man gør alt for at gennemtvinge lukningen af et brugervenligt alternativ som Gaderummet, og at man afskediger en psykiater, der vover, at udtale sig offentligt mod overmedicinering.
Og sidst men ikke mindst er jeg meget skuffet over at se en "Fremtidens ambulante psykiatri", der lægger op til en noget nemmere adgang til ECT, og dermed til en yderligere udvidet anvendelse af denne hjerneskadende behandlingsform, og der, på trods af et væld af flotte ord, ikke med et eneste af dem nævner etableringen af medicin- og ECT-frie behandlingstilbud.
Så meget har man altså tænkt sig, at lytte til os, at man heller ikke i fremtiden agter at tage vores ønsker det mindste til efterretning.
Ligesom alle andre mennesker, har vi ret til at blive set og hørt, vi har ret til at vi selv og vores oplevelser bliver respekteret, ikke som "patienter" med en "sygdom", men som mennesker med dybt mennesklige erfaringer, og vi har ret til at få hjælp til at forstå dem.
At stemple os som "syge i hjernen" er IKKE at se, høre og respektere os. At se, høre og respektere os, er at give os et frit valg og at etablere og bevare alternativer som Gaderummet.
Hvornår vil samfundet overvinde sin eksistentielle angst for mennesker i ekstreme sindstilstande, hvornår vil man anerkende vores erfaringer og realitet som meningsfulde og dybt menneskelige, og give os den hjælp, der kan gøre os til konstruktivt bidragende medlemmer af dette samfund, i stedet for at handicappe os og dømme os til et liv med værested og førtidspension, mere eller mindre totalt afhængig af dommerne?
Selv er jeg psykoseerfaren og har været så umådelig heldig, at kunne vælge en form for "moral treatment", nemlig samtaleterapi, som hjælp. Bl.a. fordi jeg kunne betale mig fra det.
Jeg har på intet tidspunkt været udsat for hverken medicinske eller andre psykiatriske overgreb på min person, og jeg vil altid være min terapeut dybt taknemmelig, at hun valgte at spare mig for disse, og respektere mig som det menneske, jeg er.
Jeg ville ønske, alle kriseramte mennesker, uanset krisens karaktér og det kriseramte menneskes økonomi, fik den valgmulighed, jeg selv havde, og dermed chancen for at vælge frigørelse frem for undertrykkelse af deres ofte meget store konstruktive og kreative potentiale.
_______________
Kilder:
Robert Whitaker, Mad In America. Bad Science, Bad Medicine, And The Enduring Mistreatment Of The Mentally Ill.
Joanna Moncrieff, Psychiatric Imperialism: The Medicalisation Of Modern Living.
Jeg overlevede nu, selv om papiret, jeg havde udprintet min tekst på, nok var lavet af espetræ ;)
Her er foreløbigt mit talemanus. Én af de kommende dage vil jeg kommentere lidt på for-høringen generelt.
_______________
Jeg vil indlede for-høringen i dag med en kort gennemgang af psykiatriens historie, og et par betragtninger om, hvad jeg mener, man bør slutte ud fra denne historie.
Frem til midten af det 18. århundrede spærrede man "psykisk syge" inde, når de blev for belastende for samfundet. Ligesom man også altid har gjort med kriminelle. Og siden mange "psykisk syge" har problemer med at give klart og forståeligt udtryk for deres behov, følelser osv., mente man ikke, de overhovedet havde nogle sådanne, med den følge, at folk blev behandlet værre end dyr: ikke noget ordentlig mad, ingen varme om vinteren osv. Mange døde selvfølgeligt under de omstændigheder.
Omkring midten af det 18. århundrede blev lægevidenskaben opmærksom på, at der her fandtes en befolkningsgruppe, som man kunne slå mønt af (igennem de pårørende) og eventuelt profilere sig yderligere som lægevidenskab (ved endda at kunne kurere "sindssyge", og ikke bare fysisk syge mennesker).
Ikke desto mindre bar den gangs "kure" stadigt meget tydeligt præg af, at "sindssyge" før da havde været betragtet som en slags kriminelle: stadigt blev folk indespærret, og straffet/tortureret ved f.eks. at blive druknet og så genoplivet, overhældt med iskoldt vand, anbragt på hurtigt roterende stole/borde og givet brækmidler til de ikke kunne se ud af øjnene mere af dårligdom, åreladet i stor stil, for at svække dem, osv. osv.
Altsammens for at skræmme dem fra vid og sans, i håb om, at frygten for at dø kunne få dem til at opføre sig ordentligt igen. I princippet densamme filosofi, der ligger bag fængsels-/justitssystemet: opfør dig ordentligt, ellers...
Også i denne tid døde mange af "behandlingen". Bl.a. en engelsk Quakerkvinde, Hannah Mills, i 1791.
Nu har Quakerne aldrig haft den helt store tiltro til lægevidenskaben, den moderne, vestlige, i al almindelighed, og Hannah Mills' død i lægeligt (psykiatrisk) varetægt, var dråben.
Quakerne besluttede, at de fremover ikke ville udlevere deres egne til psykiatrien, men varetage deres pleje selv, efter deres filosofi, hentet fra Aeschylus: "Blid tale læger et forstyrret sind." De åbnede deres første behandlingssted i England i 1796. Det var begyndelsen på, hvad der senere kom til at hedde "moral treatment" - moralsk behandling.
Quakerne mente, at overskuelige rammer, altså små behandlingssteder, beliggende i naturskønne omgivelser, med gode, ja endda luksuriøse faciliteter, god mad og venlig, respektfuld og forstående omgang ville være den bedste hjælp til mennesker i krise.
Personale, der slog eller bare talte nedladende til en "patient", blev omgående afskediget. Personale og "patienter" både spiste og deltog i alle mulige andre aktiviteter sammen, på lige fod. Og der fandtes adgang til et bredt udvalg af aktiviteter. Selvfølgeligt på 100% frivillig basis.
Quakernes "moral treatment", som nok bedst kan sammenlignes med Laings Kingsley Hall, Loren Moshers Soteria, og lignende psykiatri-alternativer, havde enorme behandlingssuccesser (80 - 90% recovery, samme successrate som Soteria, Vestlaplandsmodellen o.lign.), og "moral treatment" bredte sig hurtigt, både i Europa og i USA.
MEN: mens det i begyndelsen var en ren Quaker-domæne, så kom med udbredelsen selvfølgeligt også de enkelte landes regeringer ind i billedet.
Quakerne havde konsekvent valgt enhver indblanding af den medicinske profession i deres hjælp til mennesker i krise fra. Ingen læger fik ansættelse hos dem. Det var jo en læge, der havde Hannah Mills' liv på samvittigheden.
Anderledes med staten. Her havde man ingen forbehold mod lægerne. Og det vidste de at benytte sig af. De havde nemlig længe set med voksende bekymring på Quakernes "moral treatment": den fratog dem adgang til en lukrativ indtægtskilde.
Så, lægerne søgte altså om jobs på de nyetablerede behandlingssteder under statslig ledelse - og fik disse jobs. For at legitimere deres indblanding som LÆGER, tog de Quakernes idé om, at folk i krise simpelthen gennemgik en psykisk for dem meget hård, "nervepirrende", proces, og tydede denne metafor bogstaveligt som fysisk tyndslidte nerver.
Den biologiske forklaringsmodel, de fysisk tyndslidte nerver, legitimerede at lægelige, fysiske "behandlings"metoder igen blev anvendt, i tillæg til Quakernes rent moralske, menneskelige hjælp: folk blev igen udsat for diverse straf- og torturlignende "behandlings"tiltag.
Recoverytallene faldt proportionalt til at rent menneskelig hjælp mere og mere blev afløst af lægelig "behandling", der gjorde flere og flere mennesker til kroniske langtids"patienter", behandlingsstederne blev som følge større og større, mens der fra statens side kom færre og færre penge til at drive dem.
Samtidigt skete der en holdningsændring i samfundet, væk fra at mennesker med fra normen afvigende adfærd blev respekteret som ligeværdige medmennesker, hen til at de, igen, blev betragtet som ikke bare forstyrret, men i allerhøjeste grad også resten af samfundet forstyrrende elementer, der skulle gemmes af vejen og gøres tavse.
I slutningen af det 19. århundrede var man sådan set tilbage til før-Quaker-tilstanden i psykiatrien: folk blev spærret inde under kummerlige forhold i enorme institutioner (asylums), og behandlingen bestod i at true og terrorisere dem, også fordi der, grundet pengemanglen, var meget lidt personale til rådighed.
Personale skulle ikke længere medbringe empati og respekt som de afgørende egenskaber, men blev ansat efter det kriterium, hvor mange "sindssyge" de kunne holde styr over på én gang (ved hjælp af fysisk vold). Med opfindelsen af lobotomien, idag eufemistisk kaldt "psykokirurgi", elektrochok og psykofarmaka fik lægerne yderligere vind i sejlene: se hvad vi - IKKE - kan!
Og, med undtagelse af enkelte alternativer som Vestlaplandsmodellen, Soteria, den italienske psichiatria democratica m.v. OG, her i Danmark, Gaderummet, er det dér, hvor vi er i dag.
Det psykiatriske system har siden etableringen i det 18. århundrede ikke forandret sig væsentligt. Hverken mht. behandlingsmetoderne eller den bag disse liggende filosofi.
Godt nok spærrer man i Danmark ikke længere folk i store institutioner på ubestemt tid, men man spærrer dem altså stadigt gerne inde i deres egen, lille, kemiske institution, ofte for livet.
Den stadigt på ingen måde beviste påstand om "psykisk sygdom" som værende genetisk betinget hjernesygdom stempler mennesker med eksistentielle problemer som 2. klasses mennesker med en defekt og dermed upålidelig hjernefunktion.
Man taler følgeligt ned til dem, hvis man overhovedet taler TIL og ikke bare OM dem, og man truer og terroriserer dem, omend i dag på en noget mere forfinet måde, end den gang, hvor man druknede og genoplivede dem o. lign.
I dag har vi så bæltefikseringen, "medicin" uden virkning andet end en hel del yderst ubehagelige og meget sundhedsskadelige bivirkninger og elektrochok. Vi har et stort set totalt fravær af valgmuligheder, og sidst men ikke mindst, har vi desværre en stadigt meget høj dødelighed, der i dag dog gerne bliver bortforklaret som værende et resultat af "sygdommen" snarere end af behandlingen.
Alt i alt et Orwelliansk, Kafkaesk system, der konsekvent nægter os retten til at definere os selv, retten til selvbestemmelse, og dermed retten til at kunne vælge. Et system, der fratager os vores identitet og integritet som mennesker, og reducerer os til mere eller mindre retsløse "patienter", et system, der efterlader os handlingslammet og ordløs i et meningsforladt vakuum, hvor vi ikke kan andet, end at fornægte os selv. Altsammens "til vores eget bedste"...???
At man, meget effektivt, kan hjælpe folk med psykiske problemer uden
indblanding af den medicinske profession, har både Quakerne og senere
Laing og Mosher m.fl. bevist. I dag beviser Windhorse, Vestlaplandsmodellen og Gaderummet det. Medicinsk indblanding er god, for at udelukke, at det drejer sig om et fysisk problem. Men når dette er udelukket, har læger ikke noget mere at bidrage til løsningen af problematiken, og burde derfor holdes udenfor hjælpen til mennesker med psykiske problemer.
Personligt er jeg mere end træt af at man igen og igen fra psykiatriens side påstår, at der skulle mangle dokumentation for, at andre end medicinske tiltag er virksomme, når dette er dokumenteret siden starten af det 19. århundrede!
Evidens er der for én ting: at ikke-medicinsk hjælp virker langt bedre end den medicinske. Hvorfor bliver man ved med at fornægte dette faktum?
Jeg er lige så træt af og skuffet over at høre igen og igen løfter om, at man vil lytte til brugernes ønsker, for så at skulle være vidne til at man gør alt for at gennemtvinge lukningen af et brugervenligt alternativ som Gaderummet, og at man afskediger en psykiater, der vover, at udtale sig offentligt mod overmedicinering.
Og sidst men ikke mindst er jeg meget skuffet over at se en "Fremtidens ambulante psykiatri", der lægger op til en noget nemmere adgang til ECT, og dermed til en yderligere udvidet anvendelse af denne hjerneskadende behandlingsform, og der, på trods af et væld af flotte ord, ikke med et eneste af dem nævner etableringen af medicin- og ECT-frie behandlingstilbud.
Så meget har man altså tænkt sig, at lytte til os, at man heller ikke i fremtiden agter at tage vores ønsker det mindste til efterretning.
Ligesom alle andre mennesker, har vi ret til at blive set og hørt, vi har ret til at vi selv og vores oplevelser bliver respekteret, ikke som "patienter" med en "sygdom", men som mennesker med dybt mennesklige erfaringer, og vi har ret til at få hjælp til at forstå dem.
At stemple os som "syge i hjernen" er IKKE at se, høre og respektere os. At se, høre og respektere os, er at give os et frit valg og at etablere og bevare alternativer som Gaderummet.
Hvornår vil samfundet overvinde sin eksistentielle angst for mennesker i ekstreme sindstilstande, hvornår vil man anerkende vores erfaringer og realitet som meningsfulde og dybt menneskelige, og give os den hjælp, der kan gøre os til konstruktivt bidragende medlemmer af dette samfund, i stedet for at handicappe os og dømme os til et liv med værested og førtidspension, mere eller mindre totalt afhængig af dommerne?
Selv er jeg psykoseerfaren og har været så umådelig heldig, at kunne vælge en form for "moral treatment", nemlig samtaleterapi, som hjælp. Bl.a. fordi jeg kunne betale mig fra det.
Jeg har på intet tidspunkt været udsat for hverken medicinske eller andre psykiatriske overgreb på min person, og jeg vil altid være min terapeut dybt taknemmelig, at hun valgte at spare mig for disse, og respektere mig som det menneske, jeg er.
Jeg ville ønske, alle kriseramte mennesker, uanset krisens karaktér og det kriseramte menneskes økonomi, fik den valgmulighed, jeg selv havde, og dermed chancen for at vælge frigørelse frem for undertrykkelse af deres ofte meget store konstruktive og kreative potentiale.
_______________
Kilder:
Robert Whitaker, Mad In America. Bad Science, Bad Medicine, And The Enduring Mistreatment Of The Mentally Ill.
Joanna Moncrieff, Psychiatric Imperialism: The Medicalisation Of Modern Living.
søndag den 2. marts 2008
SSRIs afsløret som virkningsløse - Og en holdningsændring
Jeg skulle egentligt sidde og forberede mig lidt mere på onsdagens udfordring - som jeg vil skrive om på torsdag eller fredag. For nu bare så meget: uhm, ja, jeg har, for en sjælden gangs skyld ;), ændret holdning. Mht. "Bedre vilkår"-initiativet, som man kan læse mere om og tilføje sin underskrift (!) her. Imidlertid er de "flere sengepladser på psykiatriske afdelinger" blevet til "flere døgnpladser", hvilket betyder, at jeg kan støtte alle 12 krav. Jeg har altså skrevet under. Allerede for en måned siden ca. Og jeg ville forlængst have skrevet om det her på bloggen, men... - her kunne der nu stå 117 dårlige undskyldninger, som jeg vil spare læseren for. Jeg fik det bare ikke gjort før nu.
Ja, jeg skulle altså egentligt forberede mig, men i stedet for har jeg lyst til at kommentere de "nyeste" - i visse kredse længe kendte - videnskabelige erkendelser angående SSRIs'ene. Så, det vil jeg gøre - og så forberede mig bagefter.
Alle har vist efterhånden hørt/læst det. Langt om længe er det, kritikerne af SSRIs'ene i årevis har sagt, officielt: ved let til moderat "depression" virker SSRIs ikke bedre end placebo (sukkerpiller). Men hvad så med den marginale fordel, SSRIs'ene ifølge nogle studier har over placebo ved svær "depression"? Virker SSRIs hér?
Til de studier, der påviser denne marginale fordel, blev fuldstændig virkningsløse placebos anvendt. Studier, der anvendte placebos med en for forsøgspersonen mærkbar, psykoaktiv virkning (f.eks. niacin), kunne derimod heller ikke ved svær "depression" påvise en fordel af SSRIs'ene over placeboen.
Facit: nej, SSRIs'ene virker ikke (surprise surprise!). I hvert fald ikke på "depression". Ligemeget hvor mange point man måtte score på Hamilton Rating Scale'en.
Som sagt af D.K., en bekendt: "Dette gør bare tragedien endnu større, når man tænker på de milliarder af profit-dollars [som farmaindustrien har scoret på at markedsføre virkningsløs "medicin"] og alle de liv, school-shootings'ene og selvmordene [som følge af SSRI-bivirkningen akatesi] har kostet."
Men lad nu være med at skylle indholdet af din pakke Zoloft, Cymbalta, eller hvad du nu måtte være på, ud i toilettet! Hvis SSRIs bevirker noget, så er det, bortset fra bivirkningerne, ret så stygge abstinenser ved for hurtigt udtrapning!! Helt bortset fra, at man (også) i Danmark fra psykiatriens side vælger, at ignorere halvdelen af afsløringen, og således agter, at fortsætte med at "behandle" de moderate til svære "depressioner" med virkningsløs "medicin". Kun lettere tilfælde slipper fremover med forskrækkelsen.
Hvis du skulle tro, at du nu måske endeligt får bevilliget de psykologsamtaler (der jo længe har vist sig at være effektive, i modsætning til SSRIs'ene), der kunne hjælpe dig med at finde frem til årsagerne til din tristhed, så, nej, beklager. Afsløringen ændrer ikke noget videre ved at tristhed af psykiatrien, politikerne og vores samfund generelt betragtes som en biologisk genetisk "sygdom". Du kan allerhøjst blive henvist til en "depressionsskole", såfremt disse skoler skulle blive realitet, hvor du så kan lære at leve med din tristhed, din "sygdom". Opdragelse i stedet for frigørelse. Atter en gang.
"Antidepressivt" hylende morsom i denne sammenhæng er Poul Videbechs udtalelse: "Vi har længe advaret mod antidepressive midler." Hvor længe er "længe" for Poul Videbech? Alt over ét minut??
Ja, jeg skulle altså egentligt forberede mig, men i stedet for har jeg lyst til at kommentere de "nyeste" - i visse kredse længe kendte - videnskabelige erkendelser angående SSRIs'ene. Så, det vil jeg gøre - og så forberede mig bagefter.
Alle har vist efterhånden hørt/læst det. Langt om længe er det, kritikerne af SSRIs'ene i årevis har sagt, officielt: ved let til moderat "depression" virker SSRIs ikke bedre end placebo (sukkerpiller). Men hvad så med den marginale fordel, SSRIs'ene ifølge nogle studier har over placebo ved svær "depression"? Virker SSRIs hér?
Til de studier, der påviser denne marginale fordel, blev fuldstændig virkningsløse placebos anvendt. Studier, der anvendte placebos med en for forsøgspersonen mærkbar, psykoaktiv virkning (f.eks. niacin), kunne derimod heller ikke ved svær "depression" påvise en fordel af SSRIs'ene over placeboen.
Facit: nej, SSRIs'ene virker ikke (surprise surprise!). I hvert fald ikke på "depression". Ligemeget hvor mange point man måtte score på Hamilton Rating Scale'en.
Som sagt af D.K., en bekendt: "Dette gør bare tragedien endnu større, når man tænker på de milliarder af profit-dollars [som farmaindustrien har scoret på at markedsføre virkningsløs "medicin"] og alle de liv, school-shootings'ene og selvmordene [som følge af SSRI-bivirkningen akatesi] har kostet."
Men lad nu være med at skylle indholdet af din pakke Zoloft, Cymbalta, eller hvad du nu måtte være på, ud i toilettet! Hvis SSRIs bevirker noget, så er det, bortset fra bivirkningerne, ret så stygge abstinenser ved for hurtigt udtrapning!! Helt bortset fra, at man (også) i Danmark fra psykiatriens side vælger, at ignorere halvdelen af afsløringen, og således agter, at fortsætte med at "behandle" de moderate til svære "depressioner" med virkningsløs "medicin". Kun lettere tilfælde slipper fremover med forskrækkelsen.
Hvis du skulle tro, at du nu måske endeligt får bevilliget de psykologsamtaler (der jo længe har vist sig at være effektive, i modsætning til SSRIs'ene), der kunne hjælpe dig med at finde frem til årsagerne til din tristhed, så, nej, beklager. Afsløringen ændrer ikke noget videre ved at tristhed af psykiatrien, politikerne og vores samfund generelt betragtes som en biologisk genetisk "sygdom". Du kan allerhøjst blive henvist til en "depressionsskole", såfremt disse skoler skulle blive realitet, hvor du så kan lære at leve med din tristhed, din "sygdom". Opdragelse i stedet for frigørelse. Atter en gang.
"Antidepressivt" hylende morsom i denne sammenhæng er Poul Videbechs udtalelse: "Vi har længe advaret mod antidepressive midler." Hvor længe er "længe" for Poul Videbech? Alt over ét minut??
Henrik Rindom og det legaliserede stofmisbrug
"Hvilke stoffer de unge tager, afhænger i høj grad af det miljø, de befinder sig i", hedder det i en "Baggrund"sartikel på TV2 nyhederne, baseret på et interview med Henrik Rindom, psykiater med speciale i misbrugsbehandling. Der følger et overblik over de forskellige stoffer, deres virkning og over i hvilke miljøer der primært anvendes hvilke stoffer.
Overblikket er dog ikke fuldstændigt. Et meget væsentligt stofmisbrugsmiljø mangler at blive nævnt: psykiatrien. Jeg vil kort rette op på artiklens mangel, der sikkert bare skyldes en forglemmelse fra Henrik Rindoms side - eller skulle hans ekspertise være ufuldstændig??: I det psykiatriske misbrugsmiljø anvendes såvel sløvende stoffer (såsom Seroquel, Zyprexa, Risperdal m.v.) som opkvikkende (Ritalin etc.).
Fælles for alle i det psykiatriske miljø gængse stoffer er, at de, i modsætning til marihuana, heroin, kokain etc., er "dirty drugs". Ligesom ved Fantasy og Ecstasy, handler det sig om sammensatte stoffer, af kemisk oprindelse. Naturligt forekommende stoffer som marihuana kan nemlig ikke patenteres, hvorfor der ikke er penge i deres markedsføring for farmaindustrien.
Fælles for alle "dirty drugs", om de nu hedder Abilify, Effexor, Cipramil, Concerta, Alopam, whatever, eller Fantasy respektive Ecstasy, er, at de ved længervarende, jævnligt indtagelse skader hjernen.
Risikovillig er i det psykiatriske misbrugsmiljø ikke så ofte misbrugeren selv, men som oftest sælgeren af stofferne, pusheren: psykiateren. Misbrugeren bliver som regel, og i modsætning til når det drejer sig om ulovlige stoffer, ikke eller kun mangelfuldt oplyst om risici og bivirkninger. Mens der ingen midler, ikke engang lodrette løgne ("Neuroleptika'erne er rusmidlernes modsætning", gengives der således på Benzoinfos hjemmeside, her, fra et foredrag ved, netop!, Henrik Rindom. Fulgt af en mere end let som søgt gennemskuelig begrundelse. Aha. Hvordan kan det i så fald være, at også neuroleptika, ligesom alle andre psykoaktive stoffer, har deres værdi som "street drugs"??), skys for at overbevise misbrugeren såvel om stoffernes fortrinligheder som om hans/hendes livslange og ubestridelige behov for daglig indtagelse af samme.
Nu er det psykiatrisk ordinerede stofmisbrug internationalt fuldt lovligt - man kan spørge sig: hvorfor??? - så, psykiatriens pushere risikerer ikke juridisk forfølgelse. De risikerer kun eventuelle skyldfølelser grundet et utal af ødelagte liv, og de risikerer lejlighedsvise konfrontationer med det ene eller andre af deres ofre, som, på trods af stoffernes hjerneskadende virkning, stadigt har været i stand til at opsøge uforudindtaget information, og som ikke lader sig skræmme af de også blandt psykiatriske pushere og deres tæskehold udbredte trusler om "magtanvendelse", vold.
TV2's Baggrundsartikel slutter med Henrik Rindoms beretning om hans samtale med en pige på et diskotek. Pigen, der selv er på fire forskellige stoffer, gør ham opmærksom på, at der jo ikke er nogen til stede, der har det skidt pga. de indtagede stoffer. Henrik Rindom svarer: ""Hvis du tager med mig på arbejde, så skal du se alle dem, som er blevet vrag på grund af det her". Hm, ja, tag med på arbejde med en hvilken som helst psykiater, tag på et hvilket som helst være- eller bosted for "psykisk syge", og se alle dem, der er blevet vrag pga. "det her" - pga. et lægeligt, psykiatrisk ordineret misbrug.
Henrik Rindom er iøvrigt den (medie-)travle "ekspert", der, til at starte med, misligholdt sin samarbejdsaftale med Gaderummet på det groveste, for så senere at klage over stedet til Københavns Kommune.
Overblikket er dog ikke fuldstændigt. Et meget væsentligt stofmisbrugsmiljø mangler at blive nævnt: psykiatrien. Jeg vil kort rette op på artiklens mangel, der sikkert bare skyldes en forglemmelse fra Henrik Rindoms side - eller skulle hans ekspertise være ufuldstændig??: I det psykiatriske misbrugsmiljø anvendes såvel sløvende stoffer (såsom Seroquel, Zyprexa, Risperdal m.v.) som opkvikkende (Ritalin etc.).
Fælles for alle i det psykiatriske miljø gængse stoffer er, at de, i modsætning til marihuana, heroin, kokain etc., er "dirty drugs". Ligesom ved Fantasy og Ecstasy, handler det sig om sammensatte stoffer, af kemisk oprindelse. Naturligt forekommende stoffer som marihuana kan nemlig ikke patenteres, hvorfor der ikke er penge i deres markedsføring for farmaindustrien.
Fælles for alle "dirty drugs", om de nu hedder Abilify, Effexor, Cipramil, Concerta, Alopam, whatever, eller Fantasy respektive Ecstasy, er, at de ved længervarende, jævnligt indtagelse skader hjernen.
Risikovillig er i det psykiatriske misbrugsmiljø ikke så ofte misbrugeren selv, men som oftest sælgeren af stofferne, pusheren: psykiateren. Misbrugeren bliver som regel, og i modsætning til når det drejer sig om ulovlige stoffer, ikke eller kun mangelfuldt oplyst om risici og bivirkninger. Mens der ingen midler, ikke engang lodrette løgne ("Neuroleptika'erne er rusmidlernes modsætning", gengives der således på Benzoinfos hjemmeside, her, fra et foredrag ved, netop!, Henrik Rindom. Fulgt af en mere end let som søgt gennemskuelig begrundelse. Aha. Hvordan kan det i så fald være, at også neuroleptika, ligesom alle andre psykoaktive stoffer, har deres værdi som "street drugs"??), skys for at overbevise misbrugeren såvel om stoffernes fortrinligheder som om hans/hendes livslange og ubestridelige behov for daglig indtagelse af samme.
Nu er det psykiatrisk ordinerede stofmisbrug internationalt fuldt lovligt - man kan spørge sig: hvorfor??? - så, psykiatriens pushere risikerer ikke juridisk forfølgelse. De risikerer kun eventuelle skyldfølelser grundet et utal af ødelagte liv, og de risikerer lejlighedsvise konfrontationer med det ene eller andre af deres ofre, som, på trods af stoffernes hjerneskadende virkning, stadigt har været i stand til at opsøge uforudindtaget information, og som ikke lader sig skræmme af de også blandt psykiatriske pushere og deres tæskehold udbredte trusler om "magtanvendelse", vold.
TV2's Baggrundsartikel slutter med Henrik Rindoms beretning om hans samtale med en pige på et diskotek. Pigen, der selv er på fire forskellige stoffer, gør ham opmærksom på, at der jo ikke er nogen til stede, der har det skidt pga. de indtagede stoffer. Henrik Rindom svarer: ""Hvis du tager med mig på arbejde, så skal du se alle dem, som er blevet vrag på grund af det her". Hm, ja, tag med på arbejde med en hvilken som helst psykiater, tag på et hvilket som helst være- eller bosted for "psykisk syge", og se alle dem, der er blevet vrag pga. "det her" - pga. et lægeligt, psykiatrisk ordineret misbrug.
Henrik Rindom er iøvrigt den (medie-)travle "ekspert", der, til at starte med, misligholdt sin samarbejdsaftale med Gaderummet på det groveste, for så senere at klage over stedet til Københavns Kommune.
Abonner på:
Opslag (Atom)
Opslag
