Jeg skulle egentligt sidde og forberede mig lidt mere på onsdagens udfordring - som jeg vil skrive om på torsdag eller fredag. For nu bare så meget: uhm, ja, jeg har, for en sjælden gangs skyld ;), ændret holdning. Mht. "Bedre vilkår"-initiativet, som man kan læse mere om og tilføje sin underskrift (!) her. Imidlertid er de "flere sengepladser på psykiatriske afdelinger" blevet til "flere døgnpladser", hvilket betyder, at jeg kan støtte alle 12 krav. Jeg har altså skrevet under. Allerede for en måned siden ca. Og jeg ville forlængst have skrevet om det her på bloggen, men... - her kunne der nu stå 117 dårlige undskyldninger, som jeg vil spare læseren for. Jeg fik det bare ikke gjort før nu.
Ja, jeg skulle altså egentligt forberede mig, men i stedet for har jeg lyst til at kommentere de "nyeste" - i visse kredse længe kendte - videnskabelige erkendelser angående SSRIs'ene. Så, det vil jeg gøre - og så forberede mig bagefter.
Alle har vist efterhånden hørt/læst det. Langt om længe er det, kritikerne af SSRIs'ene i årevis har sagt, officielt: ved let til moderat "depression" virker SSRIs ikke bedre end placebo (sukkerpiller). Men hvad så med den marginale fordel, SSRIs'ene ifølge nogle studier har over placebo ved svær "depression"? Virker SSRIs hér?
Til de studier, der påviser denne marginale fordel, blev fuldstændig virkningsløse placebos anvendt. Studier, der anvendte placebos med en for forsøgspersonen mærkbar, psykoaktiv virkning (f.eks. niacin), kunne derimod heller ikke ved svær "depression" påvise en fordel af SSRIs'ene over placeboen.
Facit: nej, SSRIs'ene virker ikke (surprise surprise!). I hvert fald ikke på "depression". Ligemeget hvor mange point man måtte score på Hamilton Rating Scale'en.
Som sagt af D.K., en bekendt: "Dette gør bare tragedien endnu større, når man tænker på de milliarder af profit-dollars [som farmaindustrien har scoret på at markedsføre virkningsløs "medicin"] og alle de liv, school-shootings'ene og selvmordene [som følge af SSRI-bivirkningen akatesi] har kostet."
Men lad nu være med at skylle indholdet af din pakke Zoloft, Cymbalta, eller hvad du nu måtte være på, ud i toilettet! Hvis SSRIs bevirker noget, så er det, bortset fra bivirkningerne, ret så stygge abstinenser ved for hurtigt udtrapning!! Helt bortset fra, at man (også) i Danmark fra psykiatriens side vælger, at ignorere halvdelen af afsløringen, og således agter, at fortsætte med at "behandle" de moderate til svære "depressioner" med virkningsløs "medicin". Kun lettere tilfælde slipper fremover med forskrækkelsen.
Hvis du skulle tro, at du nu måske endeligt får bevilliget de psykologsamtaler (der jo længe har vist sig at være effektive, i modsætning til SSRIs'ene), der kunne hjælpe dig med at finde frem til årsagerne til din tristhed, så, nej, beklager. Afsløringen ændrer ikke noget videre ved at tristhed af psykiatrien, politikerne og vores samfund generelt betragtes som en biologisk genetisk "sygdom". Du kan allerhøjst blive henvist til en "depressionsskole", såfremt disse skoler skulle blive realitet, hvor du så kan lære at leve med din tristhed, din "sygdom". Opdragelse i stedet for frigørelse. Atter en gang.
"Antidepressivt" hylende morsom i denne sammenhæng er Poul Videbechs udtalelse: "Vi har længe advaret mod antidepressive midler." Hvor længe er "længe" for Poul Videbech? Alt over ét minut??
søndag den 2. marts 2008
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
Opslag
2 kommentarer:
Jeg blev lidt provokeret af din sætning om, at leve med sin sygdom sin tristhed. Jeg har ikke gået på depressionsskole, med fået et coignitivt terapiforløb. Hvor jeg har lært at leve med min sygdom. Fået metoder der for mig virker til at vende tankerne, så jeg ikke falder i hullerne. Og jeg ved nu, hvornår jeg selv mistolker omgivelserne. Fordi grundlæggende tror jeg, at vi der lider af depressioner, har nogle episoder i vores liv med i bagagen. Som har givet os ar på sjælen, så vi følelsesmæssigt tager uskyldige ( ikke så hårdt mente sætninger) bemækninger, små opgaver i hverdagen mere ind og spekulerer os triste. Jeg har nu lært at turde spørge ind til, hvad meningen er og turde tro på at andre ønsker mig det godt. Hvilket er det sværeste TILLID. Håber at alle Jer der læser dette for overskud økonomisk og personligt, til at kunne skabe denne forandring i Jeres liv. Jeg har ikke været indlagt siden år 2000. Jeanet
@Jeanet: Tak for din kommentar! Og først og fremst: jeg forstår godt, hvad du mener. Jeg er selv gået hos en terapeut med speciale i CBT,og tilgangen har da helt klart givet mig nogle meget brugbare coping strategies, ingen tvivl om det.
Den mest grundlæggende coping strategy har nok været accepten: "Acceptér det der er, istedet for at kæmpe mod det." - "Det du kæmper imod, gør du stærkere, hvad du modstår, består." -Eckhart Tolle
Accepten kan nu tydes og anvendes på forskellige måder. Enten ved at acceptere en sygdom, der er resultat af en livshistorie, en bagage, en fortid (og det kan forstås både eksistentielt, men også biologisk: gener), som man fuldt ud identificerer sig med, eller, som jeg skriver foroven, ved at acceptere det, der er. Det der er hér og nu, i dette øjeblik - og se det i dets eneste rette sammenhæng: det nuværende øjebliks sammenhæng.
Hvis jeg kan give slip på al bagagen, hvis jeg kan sige: ja, det var, men det er ikke mere, alt jeg er, er jeg nu, og kun nu, i dette øjeblik, er det enden på lidelsen. Emotionel lidelse har altid brug for en bagage, en fortid, for at kunne manifestere sig.
For mig har det været vigtigt, at udforske min bagage (som jeg ikke engang vidste, jeg havde...), bevidstgøre den, og da har den akutte krise været nøglen, der har åbnet de aflåste og glemte døre, bag hvilke bagagen stod, mens terapien så har gjort det muligt for mig, at se på bagagens indhold. Det var et meget vigtigt skridt på vejen.
Kun hvad man ved hvad er, kan man kontrollere - og lægge bag sig, når man erkender, at fortiden er en illusion. Mens alt det, man ikke ved hvad er, vil blive ved med at kontrollere én - og holde én fanget i fortiden. Dette at være fanget i fortiden er netop, hvad du beskriver, når du siger: "Fordi grundlæggende tror jeg, at vi der lider af depressioner, har nogle episoder i vores liv med i bagagen. Som har givet os ar på sjælen, så vi følelsesmæssigt tager uskyldige ( ikke så hårdt mente sætninger) bemækninger, små opgaver i hverdagen mere ind og spekulerer os triste." Tingene tages ind og sættes i forbindelse med bagagen. Alt det, der sker hér og nu bliver på den måde transporteret tilbage ind i fortiden. En lyd, et syn, en sanseoplevelse minder om den gang da... (osv.), og vupti, så har vi lidelsen.
Det er hér, jeg ser en fundamental mangel i de fleste terapiformer. Det sidste, ultimativt frigørende skridt mangler, ja, bliver ofte endda forsøgt forhindret: "Acceptér din bagage, din fortid, din sygdom - og vid, at det er, hvad du er." For selv om det altid og alle vegne hedder, man ikke skal identificere sig med sin sygdom, så sætter vores kultur dog samtidigt lighedstegn mellem vores sind, vores personlighed, vores tanker, vores jeg, og os selv. Og i tilfælde af at vores sind lider, er vi altså "sindslidende". Nej. Det er ikke hvad eller hvem vi er. Det er hvad vi HAR (og hvad man har, kan man - bevidst, og altså ikke fornægtende eller fortrængende! - lægge fra/bag sig): en fortid, en historie. Men det, vi ER, hér og nu, i NUET, er noget ganske andet.
Som oftest går terapi (især CBT) ikke længere end dértil, at den får os til at ændre tankemønstre. Erstatte én slags tanker med en anden. Det er opdragelse.
Der er en dimension hinsides alle tankerne. Det er dér, éns sande væren, éns sande selv, og friheden (fra lidelsen) findes.
Send en kommentar