Hvorfor ødelægge et velfungerende alternativ som Gaderummet

Giv mig et sted at stå, og jeg skal bevæge verdenen! -Arkimedes

Nogle tanker om den politiske motivation til at ødelægge et velfungerende alternativ som Gaderummet. Samtidigt også om, hvorfor statens sociale tilbud generelt ofte er mere til hinder end til hjælp for mennesker med problemer, om hvorfor mennesker med problemer ofte ikke bliver hørt (psykiatrien!), og om hvorfor beviseligt effektive alternativer ikke tages i brug (psykiatrien, igen).

Hele balladen omkring Gaderummet drejer sig grundlæggende ikke om rygning af hash, eller om hvor på stedet folk opholder sig respektive sover. Den drejer sig ikke om, at unge under 18 må opholde sig i Gaderummet, eller om at nogle ønsker, at holde op med at tage psykofarmaka, og bliver støttet i deres ønske.

Det, det hele drejer sig om er at ødelægge et projekt, der kunne tjene som eksempel og forebillede for andre, lignende sociale tiltag. Ødelægge, ja.

Gaderummet har en successrate på omkring 80%, dvs. at ca. 80% af de unge, der finder hjælp i Gaderummet, bliver i stand til at leve et uafhængigt, selvbestemt og konstruktivt liv. Uden stofmisbrug og/eller kriminalitet. Uden at blive førtidspensionister og/eller svingdørspatienter i psykiatrien.

Gaderummet praktiserer, og videregiver derved, social ansvarlighed: alle for én, én for alle. I et land (en verden faktisk), hvor en højreorienteret neo-liberalisme er ved magten, er et sted som Gaderummet, der frembringer (selv-)bevidste, kritisk og uafhængigt tænkende individer, og giver dem en stemme, et ståsted og plads til at være dem selv, en trussel mod autoriteterne, mod de magthavende.

Nogle tanker om velfærdsstaten (fra en mail, jeg skrev for noget tid siden):

"Forleden dag kiggede jeg på city-repair-videoen, David havde sent et link til, og det slog mig, at den danske model af en velfærdsstat i meget stor udstrækning passer ind i "The Grid": alt er forudbestemt og forudsigeligt, fra børnehaven til plejehjemmet. Ingen tilfældigheder, ingen overraskelser. Og ikke meget ansvar til den enkelte. Staten og dens institutioner styrer folks liv. Ved hjælp af standardiserede, firkantede skabeloner.

For noget tid siden bad DR nogle udenlandske journalister om at tegne hver sit lille portrait af Danmark. Den egyptiske journalist Yousef Alsharif (Al Jazeera) sagde, at han var overrasket over at se så stort et fravær af mangfoldighed og valgmuligheder, mens det aldeles ikke overraskede ham at høre, at et tiltagende antal danskere gik ned med "depression", siden folk jo måtte kede sig enormt, i et liv, der var så i den grad forudsigeligt, forudbestemt og kontrolleret af myndighederne/staten.

Grundlæggende mener jeg, at det er helt i orden, at tilbyde de mennesker hjælp, der, af hvilken årsag det måtte være, selv har problemer med at holde styr over deres liv. Meget problematisk, ja farligt, bliver det dog, når hjælpen bliver gjort helt og holdent afhængig af betingelser, som det oftest er tilfældet i dette land. Eksempel: En hjemløs person bliver tilbudt bolig og økonomisk støtte, under den betingelse, at han går på afvænning, hvilket han afviser, siden har det udmærket med at ryge hash, og ikke ønsker at stoppe. Han bor fortsat på gaden. Et andet, måske endnu mere grotesk eksempel: en familie med et handicappet barn ønsker en bestemt form for hjælp, hvilken, som det viser sig, familien kun kan få, hvis den også accepterer en anden form for hjælp, som den ikke har brug for og heller ikke ønsker (siden familien ville føle denne hjælp som en unødvendig indblanding i deres privatliv). Og, selvfølgeligt, mht. psykiatriens område: ingen chance at få terapi, uden at man også tager psykofarmaka, ligesom man risikerer, at miste sin økonomiske støtte, hvis man nægter at tage psykofarmaka, mens en "ekspert" har afgjort, at det er det, man bør gøre. Mange eksempler som disse, hvor velfærdsstaten bliver til en kontrolstat, Big Brother, der fjerner en hel del af hvert enkelt menneskes personlige frihed, og prøver at tvinge mennesket ind i et raster, ved ikke at lade nogle andre valgmuligheder end alt eller intet. Afpresning. Totalitært snarere end demokratisk.

(...)

Alt i alt, velfærdsstaten indeholder faren af at blive til en total institution, hvor borgerne er til for systemets skyld (som det desværre er tilfældet i Danmark), snarere end omvendt."

Mens kombinationen neo-liberalisme - velfærdsstat ved første øjekast kan virke lidt paradoksalt, giver den faktisk de magthavende en uovertruffen kontrolmulighed i hænderne.

Statens sociale tjenester er således udformet til at holde mennesker, der får den ene eller anden slags problemer (om det nu er kriminalitet, stofmisbrug, "psykisk sygdom", eller en hvilken som helst form for "utilpassethed"), fordi de ikke kan og vil tilpasse sig den tiltagende fremmedgørelse i samfundet, uvidende om årsagerne til deres problemer, afhængigt af myndighedernes "hjælp", isoleret, tavs, og alt i alt under kontrol. De er ikke udformet til at virkeligt kunne hjælpe mennesker med problemer til at komme ud af dem. Mens Gaderummet, som det fungerer i dag, gør det modsatte af hvad der forventes af et sådant sted.