Keynote-tale til "Bedre vilkår"-For-Høring d. 05.03.08

Så har jeg været i København i dag, til "Bedre vilkår"-demo og for-høring. Miki havde spurgt mig, om jeg eventuelt ville indlede for-høringen med et kort oplæg om psykiatriens historie, og, jo, det kunne jeg da godt, hørte jeg mig til min egen forskrækkelse svare (det er et par dage, eller tre..., siden sidst, jeg har prøvet, at skulle stå og tale foran en større forsamling mennesker).

Jeg overlevede nu, selv om papiret, jeg havde udprintet min tekst på, nok var lavet af espetræ ;)

Her er foreløbigt mit talemanus. Én af de kommende dage vil jeg kommentere lidt på for-høringen generelt.

_______________


Jeg vil indlede for-høringen i dag med en kort gennemgang af psykiatriens historie, og et par betragtninger om, hvad jeg mener, man bør slutte ud fra denne historie.

Frem til midten af det 18. århundrede spærrede man "psykisk syge" inde, når de blev for belastende for samfundet. Ligesom man også altid har gjort med kriminelle. Og siden mange "psykisk syge" har problemer med at give klart og forståeligt udtryk for deres behov, følelser osv., mente man ikke, de overhovedet havde nogle sådanne, med den følge, at folk blev behandlet værre end dyr: ikke noget ordentlig mad, ingen varme om vinteren osv. Mange døde selvfølgeligt under de omstændigheder.

Omkring midten af det 18. århundrede blev lægevidenskaben opmærksom på, at der her fandtes en befolkningsgruppe, som man kunne slå mønt af (igennem de pårørende) og eventuelt profilere sig yderligere som lægevidenskab (ved endda at kunne kurere "sindssyge", og ikke bare fysisk syge mennesker).

Ikke desto mindre bar den gangs "kure" stadigt meget tydeligt præg af, at "sindssyge" før da havde været betragtet som en slags kriminelle: stadigt blev folk indespærret, og straffet/tortureret ved f.eks. at blive druknet og så genoplivet, overhældt med iskoldt vand, anbragt på hurtigt roterende stole/borde og givet brækmidler til de ikke kunne se ud af øjnene mere af dårligdom, åreladet i stor stil, for at svække dem, osv. osv.

Altsammens for at skræmme dem fra vid og sans, i håb om, at frygten for at dø kunne få dem til at opføre sig ordentligt igen. I princippet densamme filosofi, der ligger bag fængsels-/justitssystemet: opfør dig ordentligt, ellers...

Også i denne tid døde mange af "behandlingen". Bl.a. en engelsk Quakerkvinde, Hannah Mills, i 1791.

Nu har Quakerne aldrig haft den helt store tiltro til lægevidenskaben, den moderne, vestlige, i al almindelighed, og Hannah Mills' død i lægeligt (psykiatrisk) varetægt, var dråben.

Quakerne besluttede, at de fremover ikke ville udlevere deres egne til psykiatrien, men varetage deres pleje selv, efter deres filosofi, hentet fra Aeschylus: "Blid tale læger et forstyrret sind." De åbnede deres første behandlingssted i England i 1796. Det var begyndelsen på, hvad der senere kom til at hedde "moral treatment" - moralsk behandling.

Quakerne mente, at overskuelige rammer, altså små behandlingssteder, beliggende i naturskønne omgivelser, med gode, ja endda luksuriøse faciliteter, god mad og venlig, respektfuld og forstående omgang ville være den bedste hjælp til mennesker i krise.

Personale, der slog eller bare talte nedladende til en "patient", blev omgående afskediget. Personale og "patienter" både spiste og deltog i alle mulige andre aktiviteter sammen, på lige fod. Og der fandtes adgang til et bredt udvalg af aktiviteter. Selvfølgeligt på 100% frivillig basis.

Quakernes "moral treatment", som nok bedst kan sammenlignes med Laings Kingsley Hall, Loren Moshers Soteria, og lignende psykiatri-alternativer, havde enorme behandlingssuccesser (80 - 90% recovery, samme successrate som Soteria, Vestlaplandsmodellen o.lign.), og "moral treatment" bredte sig hurtigt, både i Europa og i USA.

MEN: mens det i begyndelsen var en ren Quaker-domæne, så kom med udbredelsen selvfølgeligt også de enkelte landes regeringer ind i billedet.

Quakerne havde konsekvent valgt enhver indblanding af den medicinske profession i deres hjælp til mennesker i krise fra. Ingen læger fik ansættelse hos dem. Det var jo en læge, der havde Hannah Mills' liv på samvittigheden.

Anderledes med staten. Her havde man ingen forbehold mod lægerne. Og det vidste de at benytte sig af. De havde nemlig længe set med voksende bekymring på Quakernes "moral treatment": den fratog dem adgang til en lukrativ indtægtskilde.

Så, lægerne søgte altså om jobs på de nyetablerede behandlingssteder under statslig ledelse - og fik disse jobs. For at legitimere deres indblanding som LÆGER, tog de Quakernes idé om, at folk i krise simpelthen gennemgik en psykisk for dem meget hård, "nervepirrende", proces, og tydede denne metafor bogstaveligt som fysisk tyndslidte nerver.

Den biologiske forklaringsmodel, de fysisk tyndslidte nerver, legitimerede at lægelige, fysiske "behandlings"metoder igen blev anvendt, i tillæg til Quakernes rent moralske, menneskelige hjælp: folk blev igen udsat for diverse straf- og torturlignende "behandlings"tiltag.

Recoverytallene faldt proportionalt til at rent menneskelig hjælp mere og mere blev afløst af lægelig "behandling", der gjorde flere og flere mennesker til kroniske langtids"patienter", behandlingsstederne blev som følge større og større, mens der fra statens side kom færre og færre penge til at drive dem.

Samtidigt skete der en holdningsændring i samfundet, væk fra at mennesker med fra normen afvigende adfærd blev respekteret som ligeværdige medmennesker, hen til at de, igen, blev betragtet som ikke bare forstyrret, men i allerhøjeste grad også resten af samfundet forstyrrende elementer, der skulle gemmes af vejen og gøres tavse.

I slutningen af det 19. århundrede var man sådan set tilbage til før-Quaker-tilstanden i psykiatrien: folk blev spærret inde under kummerlige forhold i enorme institutioner (asylums), og behandlingen bestod i at true og terrorisere dem, også fordi der, grundet pengemanglen, var meget lidt personale til rådighed.

Personale skulle ikke længere medbringe empati og respekt som de afgørende egenskaber, men blev ansat efter det kriterium, hvor mange "sindssyge" de kunne holde styr over på én gang (ved hjælp af fysisk vold). Med opfindelsen af lobotomien, idag eufemistisk kaldt "psykokirurgi", elektrochok og psykofarmaka fik lægerne yderligere vind i sejlene: se hvad vi - IKKE - kan!

Og, med undtagelse af enkelte alternativer som Vestlaplandsmodellen, Soteria, den italienske psichiatria democratica m.v. OG, her i Danmark, Gaderummet, er det dér, hvor vi er i dag.

Det psykiatriske system har siden etableringen i det 18. århundrede ikke forandret sig væsentligt. Hverken mht. behandlingsmetoderne eller den bag disse liggende filosofi.

Godt nok spærrer man i Danmark ikke længere folk i store institutioner på ubestemt tid, men man spærrer dem altså stadigt gerne inde i deres egen, lille, kemiske institution, ofte for livet.

Den stadigt på ingen måde beviste påstand om "psykisk sygdom" som værende genetisk betinget hjernesygdom stempler mennesker med eksistentielle problemer som 2. klasses mennesker med en defekt og dermed upålidelig hjernefunktion.

Man taler følgeligt ned til dem, hvis man overhovedet taler TIL og ikke bare OM dem, og man truer og terroriserer dem, omend i dag på en noget mere forfinet måde, end den gang, hvor man druknede og genoplivede dem o. lign.

I dag har vi så bæltefikseringen, "medicin" uden virkning andet end en hel del yderst ubehagelige og meget sundhedsskadelige bivirkninger og elektrochok. Vi har et stort set totalt fravær af valgmuligheder, og sidst men ikke mindst, har vi desværre en stadigt meget høj dødelighed, der i dag dog gerne bliver bortforklaret som værende et resultat af "sygdommen" snarere end af behandlingen.

Alt i alt et Orwelliansk, Kafkaesk system, der konsekvent nægter os retten til at definere os selv, retten til selvbestemmelse, og dermed retten til at kunne vælge. Et system, der fratager os vores identitet og integritet som mennesker, og reducerer os til mere eller mindre retsløse "patienter", et system, der efterlader os handlingslammet og ordløs i et meningsforladt vakuum, hvor vi ikke kan andet, end at fornægte os selv. Altsammens "til vores eget bedste"...???

At man, meget effektivt, kan hjælpe folk med psykiske problemer uden
indblanding af den medicinske profession, har både Quakerne og senere
Laing og Mosher m.fl. bevist. I dag beviser Windhorse, Vestlaplandsmodellen og Gaderummet det. Medicinsk indblanding er god, for at udelukke, at det drejer sig om et fysisk problem. Men når dette er udelukket, har læger ikke noget mere at bidrage til løsningen af problematiken, og burde derfor holdes udenfor hjælpen til mennesker med psykiske problemer.

Personligt er jeg mere end træt af at man igen og igen fra psykiatriens side påstår, at der skulle mangle dokumentation for, at andre end medicinske tiltag er virksomme, når dette er dokumenteret siden starten af det 19. århundrede!

Evidens er der for én ting: at ikke-medicinsk hjælp virker langt bedre end den medicinske. Hvorfor bliver man ved med at fornægte dette faktum?

Jeg er lige så træt af og skuffet over at høre igen og igen løfter om, at man vil lytte til brugernes ønsker, for så at skulle være vidne til at man gør alt for at gennemtvinge lukningen af et brugervenligt alternativ som Gaderummet, og at man afskediger en psykiater, der vover, at udtale sig offentligt mod overmedicinering.

Og sidst men ikke mindst er jeg meget skuffet over at se en "Fremtidens ambulante psykiatri", der lægger op til en noget nemmere adgang til ECT, og dermed til en yderligere udvidet anvendelse af denne hjerneskadende behandlingsform, og der, på trods af et væld af flotte ord, ikke med et eneste af dem nævner etableringen af medicin- og ECT-frie behandlingstilbud.

Så meget har man altså tænkt sig, at lytte til os, at man heller ikke i fremtiden agter at tage vores ønsker det mindste til efterretning.

Ligesom alle andre mennesker, har vi ret til at blive set og hørt, vi har ret til at vi selv og vores oplevelser bliver respekteret, ikke som "patienter" med en "sygdom", men som mennesker med dybt mennesklige erfaringer, og vi har ret til at få hjælp til at forstå dem.

At stemple os som "syge i hjernen" er IKKE at se, høre og respektere os. At se, høre og respektere os, er at give os et frit valg og at etablere og bevare alternativer som Gaderummet.

Hvornår vil samfundet overvinde sin eksistentielle angst for mennesker i ekstreme sindstilstande, hvornår vil man anerkende vores erfaringer og realitet som meningsfulde og dybt menneskelige, og give os den hjælp, der kan gøre os til konstruktivt bidragende medlemmer af dette samfund, i stedet for at handicappe os og dømme os til et liv med værested og førtidspension, mere eller mindre totalt afhængig af dommerne?

Selv er jeg psykoseerfaren og har været så umådelig heldig, at kunne vælge en form for "moral treatment", nemlig samtaleterapi, som hjælp. Bl.a. fordi jeg kunne betale mig fra det.

Jeg har på intet tidspunkt været udsat for hverken medicinske eller andre psykiatriske overgreb på min person, og jeg vil altid være min terapeut dybt taknemmelig, at hun valgte at spare mig for disse, og respektere mig som det menneske, jeg er.

Jeg ville ønske, alle kriseramte mennesker, uanset krisens karaktér og det kriseramte menneskes økonomi, fik den valgmulighed, jeg selv havde, og dermed chancen for at vælge frigørelse frem for undertrykkelse af deres ofte meget store konstruktive og kreative potentiale.

_______________


Kilder:

Robert Whitaker, Mad In America. Bad Science, Bad Medicine, And The Enduring Mistreatment Of The Mentally Ill.

Joanna Moncrieff, Psychiatric Imperialism: The Medicalisation Of Modern Living.