Kommentar til "Bedre vilkår"-for-høringen, del II

Nu var (og er) Per Vendsborg langt fra den eneste, der gik (går) af vejen for en dialog med brugerne. De fleste, der har været i nærkontakt med psykiatrien, har nok oplevet, at blive dømt moralsk, som "skizofren", "paranoid", "manisk", etc., og dermed ikke en dialog værd. Der er meget langt imellem det fagpersonale, der er i stand til at overvinde sin egen angst (for sine egne skyggesider), og se mennesket i stedet for en ansamling "symptomer", der skal diagnosticeres, kategoriseres og, vigtigst af alt!, kontrolleres (apropos angst). Og når det endeligt er, så er det som regel en psykolog snarere end en psykiater, der er i stand til det.

Som efterhånden sagt i flere andre indlæg, så er det jo heller ikke psykiatiens opgave, og har det aldrig været, at træde i dialog med sit klientel. Det er derimod, og har altid været, dens opgave, netop, at kontrollere klientelet. Intet andet. Forholdt det sig anderledes, havde professionelle som Per Vendborg aldrig haft en chance, for at få et ben til jorden indenfor faget. For ikke at snakke om chancen for at gøre karriere, i den forstand. Kendsgerning er, at jo større evne til at udøve kontrol over andre mennesker man medbringer, jo større chance har man for at gøre karriere indenfor psykiatrien. Derimod står empati, respekt, åbenhed og videnskabelighed snarere i vejen for professionel success i branchen.

Men tilbage til for-høringen, hvor der også var en anden professionel, der valgte at gå af vejen for en direkt dialog: Julius Nissen. I hans opsummering konstaterede han, at Vestlaplandsmodellen jo heller ikke fungerer uden "medicin". Og nej, det gør det ikke. Lige så lidt som den italienske psichiatria democratica. Men: det gjorde både Kingsley Hall, Soteria, den af mig i talen ikke nævnte Diabasis og det gør det i talen heller ikke nævnte Arbours Crisis Centre. Det gjorde endvidere Quakernes "moral treatment", og det gør behandlingen af kriseramte mennesker i ulandene stadigt i meget stor udstrækning, siden man i disse lande mangler penge til "medicin". Iøvrigt altså med langt større success, end psykiatrien.

Loren Mosher indrømmer, at der kan opstå situationer, hvor det kan være meningsfuldt, at anvende medicin. Dog skulle der, ifølge ham, udelukkende anvendes korttidsvirkende beroligende midler, og disse kun i til disse situationer begrænset omfang. Mosher var modstander af neuroleptika og langtids-, "vedligeholdelses"medicinering i al almindelighed. Han var det, fordi han så, hvilke enorme skader såvel neuroleptika som især deres langtidsanvendelse forårsagede, både mht. et menneskes fysiske helbred, men især også mht. løsningen af krisen. - At han valgte, ikke at lukke øjnene for disse fakta, og stå ind for sin erfaring og den deraf resulterende holdning, og at han med Soteria opnåede resultater, der mht. psykiatrien kun kan drømmes om, kostede ham hans karriere indenfor faget (sic!).

Jeg har citeret hans udsagn før på denne blog, dog på engelsk. Derfor vil jeg hér citere en gang til, i dansk oversættelse: "En af hovedårsagerne til at afvise anvendelsen af antipsykotiske stoffer i akutte krisesituationer er, at de undertrykker det centrale nervesystem i så stor omfang, at de meget vel kan have den effekt, at en løsning af krisen forhindres. De er stærke nok, til at forhindre en psykologisk proces, der, hvis støttet og forstået, ville løse sig selv i en mellemmenneskelig kontekst."

Det er interessant, og det overrasker mig personligt gang på gang, at man hér i Danmark åbenbart ikke har kendskab til andre psykiatrialternativer, end den kun moderat alternative Vestlaplandsmodel, siden man stort set udelukkende refererer til denne (uden at jeg hermed vil sige, Vestlaplandsmodellen ikke altid er at foretrække den rendyrkede, biologiske psykiatri, vi har i Danmark). Ikke en gang i fagkredse har man åbenbart hørt om Soteria, Diabasis, Arbours Centre osv. Faktisk finder jeg det ret utroligt - og ikke videre fagligt kompetent.

Jeg må indrømme, at jeg var en anelse skuffet over Julius Nissens bemærkning. Men, alt i alt: han er vel også bare psykiater, og en kritisk holdning til overmedicinering implicerer selvfølgeligt i sig selv en snarere ukritisk holdning til medicinering som sådan.

Mosher-citatet bringer mig til en anden af for-høringens (fejl-)konklusioner, draget af flertallet i panelet: at medicinsk "behandling" ikke kan stå alene, men bør i langt større omfang kombineres med psykologiske/psykosociale tiltag såsom samtaleterapi. Hm, hvor meget har paneldeltagerne egentlig lyttet? Jeg var ikke den eneste, der kunne fortælle, at det, der har givet gennembruddet var netop (samtale-)terapi, og aldeles ikke "medicin", snarere fraværet af densamme under den terapeutiske proces.

Jeg har efterhånden mødt og snakket med et utal af mennesker med de forskelligste problemstillinger, der allesammen kunne fortælle, at de intet eller kun meget lidt gavn har haft af terapi. Selv om de var gået i terapi i årevis. Hvorfor? Tja, bortset fra, at nogle muligvis har været udsat for inkompetente terapeuter, har disse mennesker altså samtidigt været på mere eller mindre store doser psykofarmaka. Psykofarmaka, der gjorde det meget svært for dem, at føle, tænke, erindre, og i det hele taget fornemme sig selv. Det er den vigtigste forudsætning for, at terapi overhovedet kan bevæge det mindste, at man er i stand til at fornemme sig selv. Ufiltreret. Kan man ikke det, fordi man er fremmedgjort fra sig selv ved hjælp af psykofarmaka, kan terapi allerhøjst formidle "sygdoms-"indsigt og nogle coping strategies, og styrke compliancen, den medicinske. Det er ikke terapi, det er en form for lidt mere sofistikeret psykoedukation: opdragelse og kontrol, i stedet for frigørelse. Og det bevæger altså ingenting mht. ens personlige udvikling.

At satse på kombinationen terapi - "medicin", som "Fremtidens ambulante psykiatri" forresten også udelukkende gør, når der overhovedet tales om terapi, er detsamme, som at smide penge (de til terapien øremærkede) ud af vinduet. Ja, medmindre altså man mener sofistikeret psykoedukation, og ikke virkelig terapi, når man nævner terapi i denne sammenhæng. Og det, frygter jeg, er netop hvad man gør.

Som én af brugerne fortalte, er der en hel del mennesker, der tror, at "medicin" respektive ECT har reddet deres liv. Trist, at denne bruger åbenbart ikke kender til de talrige studier, der viser, at hverken psykofarmaka eller ECT har andet end en placebo-virkning, dvs. at man lige så godt kunne give mennesker i krise sukkerpiller, respektive lade som om man administrerede ECT uden at gøre det, og stadigt opnå densamme effekt.

Det eneste, sukkerpiller respektive foregivet ECT, i modsætning til den ægte vare, ikke kan, er at skade hjernen. Hvilket lader mig, og ikke kun mig, formode, at netop det er, hvad der er tilsigtet når den ægte vare, på trods af mangel på beviselig virkning, så aggressivt kommer til anvendelse. Som John Breeding siger i forbindelse med ECT: "Hvad er det, omgivelserne ikke vil have, personen husker?"...

I kølvandet på "afsløringerne" omkring virkningsløsheden af SSRIs'ene, bragte The Guardian i sidste uge en artikel, der anmelder Joanna Moncrieff's (Joanna Moncrieff er psykiater og medlem af Critical Psychiatry Network) nye bog The Myth of the Chemical Cure.

Neuroleptika "virker", fordi de sløver et menneske såpas, at det bliver svært for dette menneske, at ænse "symptomerne", altså sig selv, og fordi de sløver mennesket såpas, at det bliver svært om ikke umuligt for dette menneske at reagere (uønsket) på omverdenen (hvilket gør neuroleptika til det kontrolredskab, de hovedsagligen er ment til at skulle være), og de "virker" "antipsykotisk" i det omfang, som dette menneske selv tror på, at de gør det. Tro kan som bekendt forflytte bjerge. Neuroleptika'ne derimod kan, uden denne tro, ikke forflytte noget som helst andet end livsenergien ud af et menneske.

Trist også, at brugeren, der talte ved for-høringen, åbenbart ikke kender til "medicin"- respektive ECT-alternative tiltag, der, fordi de i modsætning til psykiatriens tiltag anvender menneskelig hjælp, og derved sigter mod en løsning af konflikten snarere end mod en undertrykkelse af selvsamme, ikke bare redder eksistenser, men faktisk liv.

Det er netop denne udbredte uvidenhed, der gør det muligt for psykiatrien, at fortsat fortælle sine løgnhistorier om angiveligt livreddende "behandlings"-metoder, og, bl.a. derved, at holde sig selv som fag i live. Ja, bortset altså fra, at hverken politikerne eller samfundet som sådan er indstillet på, at skulle undvære denne, mere end nogen anden effektive, ordensmagt. - Nej, Per, jeg er virkeligt ikke scientolog! Jeg har bare set fænomenet psykiatri meget nøje efter i sømmene. Både ud fra en historisk, filosofisk og samfundspolitisk vinkel.

Klare udmeldinger fra panelet blev det ikke til. At forvente andet havde nu nok også været at forvente for meget af politikere og "eksperter". Alt i alt var både demonstrationen og for-høringen dog meget gode, velorganiserede og -lykkede, og meget, meget nødvendige (!) arrangementer. Et skridt på vejen.