...var der én, der i forgårs mente, måtte have været et emne på tv2 news. Ikke såvidt jeg kan se. Men det har været et emne i, ehem ja, Illustreret Videnskab, ehem ja.
Det drejer sig om Eli Lilly's LY2140023, som stoffet foreløbigt hedder, og det er et stof, der påvirker glutamat, ikke dopamin, som de hidtil kendte stoffer, de gamle som de nyere såkaldte "antipsykotika", påvirker.
Euforien, som artiklen i Illustreret Videnskab (ehem ja) lægger op til, er desværre ubegrundet. I et nyere forsøg, end det, Illustreret Videnskab (ehem...) refererer til, har LY2140023 desværre ikke kunnet overbevise, sammenlignet med placebo.
Nu skal man dog ikke helt fortvivle. Så nemt giver Eli Lilly ikke op. Flere forsøg er planlagt, og mon ikke det lykkes Eli Lilly med tiden at designe et forsøg, hvor LY2140023 slår placebo med flere længder?
"Kære aktionærer,
gå ikke i panik. Vi vil finde en vej, at få stoffet godkendt i det næste kliniske forsøg. FDA'en er på vores $ide.
Eli Lilly"
som Ana skriver i sin kommentar til Philip Dawdy's blogpost om sagen.
Imidlertid har den amerikanske lægemiddeltyrelse, FDA, godkendt et andet nyt stof til "behandlingen" af "skizofreni"¹: Vanda Pharmaceuticals' Fanapt. Som er en ganske almindelig "atypisk" dopaminantagonist som alle de andre. Med desamme ganske almindelige bivirkninger som alle de andre. Og psykiateren Jeff Lieberman undrer sig da også lidt: "Det skader ikke, at have det. Det giver behandlerne en valgmulighed mere, men det tilføjer ikke rigtigt noget mht. virkeligt fremskridt hvad effektivitet eller sikkerhed angår."²
Philip synes, Fanapt's ret lange og kringlede vej til godkendelse virker en anelse mistænkeligt. Hos mig ringer alarmklokkerne, når jeg i Fanapt's Prescribing Information læser: "Den ordinerende behandler bør tage højde for Fanapts potentiale til at forlænge QT-intervallet, når der vælges behandling, og overveje anvendelsen af andre medikamenter først." (Min fremhævelse.) Ouch. Det lyder lidt à la Leponex. Og altså faktisk mere som et tilbageskridt mht. sikkerhed, end som ikke noget fremskridt.
Bliver interessant, hvornår Fanapt også kommer på markedet i Europa, og under hvilket navn...
¹ Philip Dawdy, "FDA Approves New Antipsychotic For Schizophrenia"
² Philip Dawdy, "Leading Psychiatrist Amazed By Fanapt Approval"
Opslag
Lyme disease category page
5 dage siden
4 kommentarer:
Påstår Eli Lilly så, at det altid har været en fejl i glutamat-balancen i hjernen, der er selve årsagen til schizofreni?
Andre firmaer påstår jo, så vidt jeg ved, at det skulle være en ubalance i dopamin, der er årsagen til sygdommen.
Begge dele kan næppe være rigtigt!
Det viser efter min mening, at der er god grund til at forholde sig mere end skeptisk til påstande om, at ubalance i et bestemt stof i hjernen er den EGENTLIGE årsag til sygdommen.
mogmich: Man er dog en anelse klogere end som så, og påstår, at glutamat indirekte påvirker dopaminen. Alt andet ville nok være lidt for pinligt.
Sært, at det har taget farmaindustrien flere årtier, at komme med et alternativ til dopaminantagonisterne. Og endnu mere sært, at alternativet kommer just nu, hvor dopaminantagonisterne, især Zyprexa og Seroquel, men nu jo også Abilify, er kommet så meget i offentlighedens søgelys, i hvert fald i USA, at det på sigt meget vel kan betyde større økonomiske tab for farmaindustrien.
For resten blev jeg faktisk lidt positivt overrasket over at læse i artiklen i videnskabens B.T., Illustreret Videnskab, at man jo ikke ved, om ubalancerne i dopaminstofskiftet er årsag eller symptom. Selv mener jeg ikke, at man egentligt kan tale om ubalancer, men tror, at hjernens transmitterstofskifte selvfølgeligt reagerer på, i hvilken sindstilstand man befinder sig rent emotionelt: sker der ting i ens omgivelser, som man har lært at reagere med angst, forvirring, vrede, etc. på, ja så producerer hjernen en masse dopamin for at disse reaktioner bliver mulige.
Dvs. at dopaminniveauet egentligt er meget velafbalanceret i forhold til situationen, og at det er et "symptom", ikke årsag.
På den anden side er jeg ikke helt sikker på, at Illustreret Videnskab ville antyde, at årsagen til "skizofreni" skulle være at finde i det "skizofrene" menneskes omgivelser. Når man seriøst mener, at mus kan være "skizofrene"...
My goodness, tolv blogs! Så ved jeg da, hvad jeg skal resten af dagen... :D
Ud fra mine egne personlige erfaringer er jeg stærkt tilbøjelig til at mene, at det sociale sammenspil er den vigtigste årsag til mange psykiske sygdomme.
Jeg har en bror, der er schizofren. Jeg har selv været angst-psykotisk engang (uden de symptomer, som schizofrene typisk har, f.eks. at høre stemmer). Desuden kan jeg se idag, at min (afdøde) far altid har lidt af en alvorlig depression - som han overhovedet ikke blev behandlet for.
Man kan måske nok forestille sig, at det er en forskel i generne, der disponerer min bror til at blive schizofren, og ikke mig. Men når der er tale om tre vidt forskellige sygdomme i samme kernefamilie, så er generne næppe den vigtigste årsag?
Erkendelsen af dette kan selvfølgelig være ret ubehagelig, f.eks. i form af skyldfølelser. Men det løser man ikke med en pille.
Jeg er ikke generelt imod anvendelse af psykofarmaka. Men der er et kraftigt overforbrug af det idag - fordi behandlingssystemet rent ud sagt er elendigt.
mogmich: Selv om der i en kernefamilie skulle forekomme flere tilfælde af densamme "psykiske sygdom", er det jo ikke bevis på, som psykiatrien prøver at indbilde os, at det drejer sig om genetisk arvelighed. Når vi taler adfærd og perception - og det er jo disse, og kun disse, der diagnosticeres i psykiatrien, så tænker jeg, at alt hinsides det rent instinktive, er tillærd. - Men også det er på en måde en (dualistisk) forenkling (nature vs. nurture), med sandheden liggende et eller andet sted hinsides denne: http://www.youtube.com/view_play_list?p=289693DA783F51C3Når jeg ser på adfærds- og kommunikationsmønstrene i min familie, så ser jeg et tydeligt mønster af tiltagende fornægtelse og fremmedgørelse op igennem generationerne. Bægeret kunne så at sige ikke andet, end på et eller andet tidspunkt flyde over. Og det blev så mig, som det flød over for.
Der findes bestemt det, der er mere behageligt, end at være "psykotisk" (jeg har lidt et problem med disse kliniske begreber, opfatter dem i sig selv som fremmedgørende). Det vil du nok give mig ret i. Men på den anden side tænker jeg også, at det er uhyre vigtigt, hvis det menneskelige skal have en fremtid, at nogen får nok og reagerer.
Nu ser jeg fornægtelsen og fremmedgørelsen ikke kun i rent private, familiære sammenhænge, men også overordnet i vores samfund. I mine øjne er det fornægtelsens og fremmedgørelsens politik, vores samfund baserer på. Så det er kun logisk, at behandlingssytemet "fungerer", som det gør i dag: som fornægtelsens og fremmedgørelsens forsvar. I en eller anden engelsk kommentartråd (husker ikke lige hvor) kom jeg forleden til at kalde "the mental health system" for "the abuser protection system".
Psykiatrien er vist ikke andet, end et "symptom" på en hele vejen igennem rådden civilisation (AFR, George W. Booze, og og og... er et andet - fin humor du har, for resten!). Mit problem med bruger/eksbruger/overleverbevægelsen: at jeg ofte savner en større opmærksomhed på den politiske dimension.
Mht. skyldfølelser tænker jeg, at vi alle på samme tid er ofre og gerningsmænd/kvinder. Og egentligt synes jeg, det er meget befriende, at erkende det.
Og psykofarmaka: ja. Lidelsen kan blive uudholdeligt. Især under de bestående, samfundsmæssige forhold.
Send en kommentar