"What we call 'normal' is a product of repression, denial, splitting, projection, introjection and other forms of destructive action on experience. It is radically estranged from the structure of being. The more one sees this, the more senseless it is to continue with generalized descriptions of supposedly specifically schizoid, schizophrenic, hysterical 'mechanisms.' There are forms of alienation that are relatively strange to statistically 'normal' forms of alienation. The 'normally' alienated person, by reason of the fact that he acts more or less like everyone else, is taken to be sane. Other forms of alienation that are out of step with the prevailing state of alienation are those that are labeled by the 'formal' majority as bad or mad." 

R. D. Laing, The Politics of Experience

mandag den 25. maj 2009

Svar til Marianne

Nu har jeg i tre omgange forsøgt, at svare Marianne på hendes tiltale i kommentarfeltet til dette indlæg. Uden held. Om det skyldes, at mine forsøg er havnet i spamfolderen grundet deres listeagtige udformning, eller om det har andre årsager, må stå hen i det uvisse. Siden jeg ikke er den, der bliver dokumentation skyldig, her mit svar til Marianne:

Marianne: Jeg undrer lidt, hvad i min kommentar egentligt har "tændt" dig "af"? Hvorfor denne tone? Jeg må indrømme, at jeg er meget lidt glad for at diskutere på et sådant niveau, men jeg vil dog lige angive nogle kilder (hm, troede, det var til at google).

1. "Moral treatment" har, i modsætning til psykiatrien, intet, absolut intet, at gøre med at lære folk, at være underdanig. Du kan læse om det, på dansk, her, downloade en lidt mere detaileret artikel om det, også på dansk, her (scroll ned på siden: "Artikel om 'Moral Treatment' - et lyspunkt i Psykiatriens historie...", og ellers finde en hel del om det i Robert Whitaker's fortrinlige bog Mad In America, på amerikansk.

2. Dokumentation angående nyere alternativer: Loren Mosher/Soteria: her. Du kan også google "Vestlaplandsmodellen" eller "Diabasis, John Weir Perry" f.eks. Imidlertid er Soteria, som et flerårigt NIMH-projekt, nok det bedst dokumenterede af projekterne, medmindre du forstår finsk...

Endvidere kan jeg anbefale ISPS United States Chapter's hjemmeside, Daniel Mackler's hjemmeside (og hans film Take These Broken Wings, som nævnt) og selvfølgeligt Robert Whitaker's ovennævnte bog.

3. Hvis jeg "forkaster" tredjedelsmodellen, sker det bestemt ikke for at tage håbet fra folk - som psykiatrien gør det - men tværtimod fordi jeg mener, den undervurderer recoverychancerne. (Har du overhovedet læst min kommentar??) I hvert fald undervurderer den recoverychancerne for de mennesker, der har valgt medicinsk behandling fra.

Hvis du er interesseret i dyberegående kritik af den biologiske model, anbefaler jeg Mary Boyle's Schizophrenia: A Scientific Delusion?, anmeldelse her.

Iøvrigt, siden Jan Olaf nu lige kom med en så fin kommentar, er jeg ret ligeglad med, om noget er klinisk double blind testet og dokumenteret eller whatever, så længe det virker for folk. Jeg mener ikke, nogen har ret til at påtvinge andre en bestemt behandling, slet ikke, når også denne bestemte behandling mangler dokumentation for sin effektivitet (!), og så længe der mangler enhver videnskabeligt holdbar evidens for, at problemet overhovedet er af medicinsk, biologisk natur.
_______________

Som man kan observere, når man besøger indlæggets kommentarfelt, skydes der også med skarpt ikke bare mod saglige, faktuelle kommentarer som min, men endda mod ekstremt høflige, ja jeg vil sige venlige, til en dialog indbydende udsagn som Jan Olafs.

Det er den slags, der nogle gange kan få mig til at overveje, at forlade blogland. Ligesom jeg overvejede det i går. Det kan vel næppe være livets mening, at være boksebold for andres Stockholm-syndrom-aggressioner?

7 kommentarer:

janolaf sagde ...

Tusen takk for at du er i blogland, Marian! Håper og tror at du blir værende her:) Vi trenger deg:) Tusen takk for at du er her!

Pia Qu sagde ...

Du må sandelig ikke stoppe med at gøre det du gør, - ovenikøbet så fantastisk godt!

Jeg forestiller mig at rigtigt mange mennesker kunne få glæde af din viden og holdninger, især 1.gangs "syge" og deres venner og pårørende, der ofte står fuldkommen alene og uforberedte, når de møder psykiatrien, hvis du fik en klumme i et dagblad, som du kunne skrive i en gang om ugen.
Den viden du har ville komme mange flere til gavn da det typisk er mennesker som er i medicinsk behandling der reagerer imod de ting du offentligtgør, - og det er der jo en grund til!
Mange ved jo godt at er de først begyndt på medicineringen, - så risikerer de at skulle begynde "forfra" i den svære kamp og som oftest ryster psykiateren på hovedet, når folk i medicinsk behandling ønsker at komme ud af den og argumenterer på en måde så patienten fastholdes i lægelig (medicinsk) behandling. Ofte på en måde så patienten decideret bliver bange for følgerne ved at stoppe medicineringen!
Og som bekendt er det ret så væsentligt at lægen deltager i den lange periode fra nedtrapningen starter og til man er vel ude af den, samt i den periode hvor man samtidgt skal deltage i anden behandling.
Det gider de færreste, - og hvorfor skulle de også det? Det er jo meget nemmere for lægen på den anden måde..
Noget helt andet er at sygesikringen ikke har en tilsvarende overenskomst med psykologer, (psykologerne er ikke tilfredse med det tilbud de har fået og forhandlingerne er vel gået i stå, antager jeg)samt andre professioner.
Så der er altså også et politisk arbejde i denne problematik!
Og den regering vi har nu, er næppe interesseret i at forbedre forholdene for mennesker der løber ind i eksistentielle og/eller psykiske problemer.

Men det er du, - og jeg, samt mange andre!

Så bliv ved, bliv ved! TAK :)

harning sagde ...

Efter at have læst Mariannes indlæg og de dertil hørende kommentarer må jeg vist nøjes med at dels erklære mig enig i Jan Olofs fine kommentar dels give udtryk for min forståelse for at du føler at visse kommentarer er uhensigtsmæssigt agressive - en erfaring også jeg har gjort mig på min rejse gennem blogland når man uforvarende kommer til at træde på nogens personlige snævertsynethed og derved bliver ramt af disse nogens manglende skelnen til almindelig pli og høflig omgangstone. Jeg vælger at ikke tage den slags personligt men undlader dog typisk at sætte mine ben på den slags blogs igen.....

Marian sagde ...

Jan Olaf: Tak til dig også! Både for at være i blogland, og for at være det på en så "compassionate", ikke-fordømmende måde, som mange - mig selv inklusive - kan lære noget af.

Marian sagde ...

Pia: Det hele er jo i allerhøjeste grad politisk, fra ende til anden, og så fuldstændigt "screwed up", at jeg tit og ofte spørger mig, om det overhovedet står til at redde... (mailer dig senere)

Marian sagde ...

Harning: Hvis det nu var en tv2-blog..., (hvilket det jo så afgjort ikke er) så ville jeg nok også bare gå udenom i en stor bue fremover. Og selvfølgeligt skal man ikke tage den slags personligt.

Jeg spekulerer bare nogen gange over, hvad der mon er den bedste måde, at takle al den aggressivitet i denne verden på.

Marian sagde ...

Marianne: Jeg er ked af det, men jeg har hørt "Jeg anerkender hverken dine kilder, dine erfaringer, eller noget andet, der bare er det mindste i strid med mainstream-biopsykiatrien, fordi det er i strid med mainstream-biopsykiatrien!"-"argumentet" lidt for mange gange efterhånden, til at jeg gider bruge energi - respektive plads på min blog - på det mere.

Kom igen, når du har sat dig ind i tingene, kan forholde dig sagligt kritisk til dem, og ikke behøves at gøre brug af personangreb som "argumenter".