"What we call 'normal' is a product of repression, denial, splitting, projection, introjection and other forms of destructive action on experience. It is radically estranged from the structure of being. The more one sees this, the more senseless it is to continue with generalized descriptions of supposedly specifically schizoid, schizophrenic, hysterical 'mechanisms.' There are forms of alienation that are relatively strange to statistically 'normal' forms of alienation. The 'normally' alienated person, by reason of the fact that he acts more or less like everyone else, is taken to be sane. Other forms of alienation that are out of step with the prevailing state of alienation are those that are labeled by the 'formal' majority as bad or mad." 

R. D. Laing, The Politics of Experience

søndag den 1. marts 2009

Merete Nordentoft, OPUS-projektet og The International Society for the Psychological Treatments of the Schizophrenias and other Psychoses, ISPS

Jeg må jo indrømme, at jeg blev en smule glad, da jeg så, at The International Society for the Psychological Treatments of the Schizophrenias and Other Psychoses, ISPS, også har en dansk afdeling. "De gemmer sig godt," skrev jeg til Daniel Mackler.

Men bortset altså fra, at man selv i en organisation, der prioriterer psykoterapi respektive -analyse meget højt som hjælpeforanstaltning ved ekstreme sindstilstande, har sine problemer med at se bort fra en patologisering af individet, troede jeg, naiv som jeg en gang imellem godt kan være, at der i Danmark måske virkeligt fandtes ikke bare nogle få enkelte hjælpere (der nok kan tælles på fingrene af én hånd...), men måske endda en hel organisation af hjælpere, der tog mennesker, der oplever ekstreme sindstilstande, seriøst, og der virkeligt satte sig ind for at tilbyde disse mennesker hjælp efter deres præmisser. Og patologiseringen, den kan vi jo i sidste ende takke Freud for, ligesom vi kan takke ham for psykoanalysen, så...

Men jeg må vist tro om.

Et øjeblik overvejede jeg, at linke til ISPS fra min sidebar, og ja, den US-amerikanske afdeling af organisationen har da nogle meget interessante artikler på hjemmesiden, og på startsiden kan man læse: "Vi støtter en human, vidtspændende og dybdegående behandling af psykotiske forstyrrelser." Meget tiltalende. Så, måske var der her et link til min samling af links til læsværdige danske hjemmesider?

Nu linker jeg ikke bare til noget, uden at først undersøge lidt nærmere, hvad det er, jeg anbefaler. - Hvilket ikke betyder, at jeg udelukkende går efter 100% overensstemmelse med mine synspunkter. Men der er altså grænser for galskaben, som man siger.

Det første navn, jeg faldt over, var, som tidligere bemærket Bent Rosenbaum. Det gav en mixed-emotions-resonans hos mig. Det næste navn gav ikke længere en mixed-emotions, men en rød-alarm-resonans: Merete Nordentoft.

Hvorfor rød alarm? Merete Nordentoft, et navn, vi jo nok er en del, der genkender fra medierne, er initiativtager til OPUS-projektet. Akronymet "OPUS" står for "tidlig opsporing og behandling af unge psykotiske", og det siger mig allerede en del. Alene ordvalget: de ("psykotiske") - og os.

Men lad os lige se på, hvad dette, angiveligt så revolutionerende, projekt går ud på. Ifølge den rapport, jeg linker til foroven, består behandlingen af fem forskellige tiltag: Individuelle samtaler, medikamentel behandling, psykoedukation, social færdighedstræning og familiearbejde.

'Ah,' tænker man så, 'individuelle samtaler. Det lyder jo lovende.' Men lad mig sige det med det samme, jeg må skuffe. Af en anden projektbeskrivelse, der imidlertid er forsvundet fra nettet, fremgik det, at de individuelle samtaler under den maksimalt toårige tilknytning til projektet, man kan have, er begrænsede til 12 - TOLV! - i visse tilfælde til allerhøjst 24 - FIRE OG TYVE! - samtaler med en terapeut, og at samtaleemnerne gerne skal aftales på forhånd. Ja, det er - desværre - ikke en joke. Men samtalerne i sig selv, de bliver altså til en joke under disse omstændigheder.

Mit eget forløb omfattede 45 samtaler, fordelt over en periode på tre og et halvt år. Et (absolut) minimum, når vi taler "psykoser". Og kun muligt, fordi jeg a) ikke længere var 20 år gammel, men godt og vel to gange 20 år, med den deraf følgende livserfaring og en vis baggrundsviden indenfor relevante fagområder (såsom filosofi, litteratur og, ja, psykologi/-analyse).

Fordi jeg b) var så motiveret, som man bare kan være - aldeles ikke til at lære at leve med en begrænsende, kronisk sygdom, men til at erkende, forstå og løse min eksistentielle problematik.

Fordi jeg c) skrev - stort set 24/7 ("Jeg plejer at sige, at en psykose ikke passer ind i en 50-minutters-session - fordi den foregår 24 timer." -Loren Mosher) og ikke til skrivebordsskuffen, men for min terapeut at læse. Dvs. jeg kunne til enhver tid have en godt nok imaginær men dog også ret så konkret samtale med min terapeut, på papiret. Også kl. 3 om natten, hvis det var det, der skulle til.

Fordi jeg d) ikke blev yderligere traumatiseret af et ophold på den lukkede respektive af det tillidsbrud, det havde været fra min terapeuts side, at arrangere et sådant ophold mod min udtalte vilje. Noget, der uvægerligt ikke bare havde kastet mig betydeligt tilbage med hensyn til recovery'en, men under alle omstændigheder en for alle gange havde ødelagt tillidsforholdet til min terapeut. Og til enhver anden professionel hjælper med. Mens jeg samtidigt var ret afklaret med, hvad jeg i givet fald ville foretage mig, skulle det vise sig, at man altså åbenbart ikke kan stole på menneskeheden overhovedet. "Suicide was my ticket out," siger Catherine Penney i Take These Broken Wings, adspurgt om, hvordan hun tror, det var gået, havde hun ikke mødt Daniel Dorman. Det var også min billet ud.

Fordi jeg e) ikke var medicineret på noget tidspunkt,

fordi der f) ikke blev aftalt noget som helst på forhånd - andet end tid og dato for den næste terapitime,

og sidst men bestemt ikke mindst fordi jeg g) ikke hoppede på den biologiske limpind, bortset fra i en, heldigvis meget kort, periode, hvor jeg, takket være den massive propaganda alle vegne, havde mine tvivl. I øvrigt den eneste periode nogensinde i mit liv, hvor jeg seriøst overvejede selvmord: man ændrer ikke uden videre på sine gener, og heller ikke på en kronisk ubalance i transmitterstofskiftet. Man kan alene passivt håbe på, at "medicinen" virker. Men man kan altid blive aktiv, og ændre på tillærd adfærd - og komme sig helt.

Hvorved vi er ved OPUS-projektet igen. Af rapporten fremgår det, at de individuelle samtaler, der nævnes her, er ugentlige samtaler med det, der hedder en kontaktperson. Begrebet "terapeut" er altså fra denne, åbenbart nyere, rapport helt forsvundet. Men hvad, det var jo alligevel bare en joke, ikk'?

Og her i rapporten hedder det så under "Individuelle samtaler" bl.a.:

"Samtalebehandlingen kan indeholde mange elementer: rådgivning, vejledning, kriseintervention, psykoedukation, tilbagefaldsforebyggelse, psykologisk støtte til indsigt og egentlig kognitiv terapi [Ah, da er de måske alligevel, de 12, maks 24 psykologtimer??? Jamen, fabelagtigt!].

Generelt kan samtalerne skematiseres efter den fase, patienten befinder sig i, således:
Akut fase:
Der skabes kontakt og etableres en behandlingsalliance. Samtalerne har overvejende støttende og psykoedukativ karakter, (...)
Stabiliseringsfase:
Patienten støttes i at fortsætte med at følge behandlingen, selv om han har fået det bedre. Der ydes psykologisk støtte til indsigt og accept, (...)
Vedligeholdelsesfase:
Der ydes støtte til at fortsætte behandlingen. (...)"

Under "Medikamentel behandling" kan man så læse nøjagtigt hvad der så målrettet og ihærdigt skal støttes:

"Hos størsteparten af patienterne har der været indikation for antipsykotisk medikamentel behandling."

Og rigtigt hyggeligt bliver det lidt længere nede, hvor der konstateres, at mange kriseramte mennesker har "depressive" perioder - meget besynderligt, at de bliver så kede af at få indbildt, de har en kronisk biologisk hjernesygdom - der jo så selvfølgeligt gerne behandles med antidepressiva, SSRIs, ifølge rapporten. Siden "depressionen" jo må anses at være del af den biologiske sygdom, og bestemt ikke resultat af både nedværdigende og desillusionerende budskaber fra hjælpernes side, der efterlader det kriseramte menneske fuldstændigt magtes- og hjælpeløst, nej nej! Og så har de jo vist sig, at være så effektive, SSRIs'ene, ja! Og, nej nej, det er heller ikke den såkaldt "antipsykotiske medicin", der kan have nedtrykthed som bivirkning!

Ja, og siden både "psykotiske og depressive tilstande kan være forbundet med megen angst" - nej nej, det er i hvert fald ikke en bivirkning af de anbefalede SSRIs! - så rører vi da også lige nogle benzoer ind i cocktailen, der ved konstateret misbrug (og et sådant må vi ved daglig indtagelse af tre forskellige typer psykoaktive stoffer på ubegrænset tid - det er kronisk, remember?! - vist under alle omstændigheder tale om) yderligere kan krydres med lidt metadon eller lignende. Velbekomme!

Hvis man så er heldig, så ender man som Gianna, der efter knap 20 år i et medicinsk tågedis gennemskuede charaden, og nu i sit femte år, fysisk svært skadet af "medicinen", kæmper for at komme ud af det lægeordinerede misbrugshelvede. Hvis man er knapt så heldig, så ender man som mere eller mindre total grøntsag på et bosted - eller som Luise.

Og hvis man nu skulle være indehaver af en sund portion skepsis, så har OPUS også en løsning på det problem:

"Det forekommer hyppigt, at patienter ikke ønsker at tage medicin, specielt den antipsykotiske medicin. (...) I OPUS har filosofien været, at når patienten ikke ville have den medicin, der fandtes nødvendig for ham, havde patienten sine grunde til det, og det var personalets opgave at undersøge baggrunden, undervise om, hvad medicinen kunne bruges til og hvilke bivirkninger der kunne forventes, og forsøge stadig at motivere for at modtage den relevante behandling. Erfaringen har været, at de fleste patienter alligevel efter nogen tid har accepteret behandlingen." Ja, og så ender man alligevel som Gianna, eller Luise. Når man, i sin i forvejen ret så sårbare sindstilstand, ikke orker psykoterroren (at blive "motiveret") længere. Sund skepsis eller ej.

Bemærk, at "behandling" her fuldstændigt sidestilles med "medicin". Anden behandling skal man altså heller ikke i OPUS-projektet regne med at kunne få, og de ugentlige samtaler er mindre ment som "behandling" i en virkeligt terapeutisk betydning, end i en indoktrinerende betydning. Hvilket sådan set er det modsatte af terapeutisk.

Endeligt afgået ved døden som et "mesterværk" er OPUS for mig med følgende citat, hvilket man betegnende nok, kan finde under "Familiearbejde", der ifølge rapporten omfatter "individuelle møder ved behandlingsstart" med de pårørende, "uden patienten, men med patientens accept" - Hvad prøver man her at redde? "Intet om os uden os"-konceptet? Jeg er ked af det, det er en ommer! Se dertil foroven, psykoterror af mennesker i meget sårbare sindstilstande - :

"- psykoedukation med vægt på en biologisk årsagsmodel (skyldreducerende)"

Hvad var det lige, Loren Mosher sagde? "Biologisk forårsagede hjernesygdomme er sikkert belejligt for familier som læger ligeledes. Det er en ingen-skyld-forsikring mod personligt ansvar. Og: "Biologiske forskelle 'gør dem grundlæggende anderledes end os,' siger han. 'De er på en måde lidt en anden race end os.' Mosher tænker, at det hele er 'en måde at forsigtigt sige, ' Disse mennesker er virkeligt anderledes. Og derfor har vi ret til at gøre med dem hvad fanden vi ønsker.' ' "

Eller, sagt på en anden måde: Om det så koster "de skizofrene" livet - "medicin"betinget, eller fordi det, ganske logisk og ikke spor sygt, som jeg vil mene, er billetten ud af en tilværelse med kronisk hjernesygdom - hovedsagen er, at læger og pårørende kan vaske deres hænder.

Meget mere passende, end man umiddelbart skulle tro, at Merete Nordentoft fik tildelt Den Gyldne Skalpel for OPUS-projektet. Det minder mig om en vis Nobelpristager...

Og dermed, med denne ret så uforbeholdent tilkendegivne ringeagtning af mennesker i krise, er den danske afdeling af ISPS, som Merete Nordentoft som nævnt, er medlem af, og ved hvis internationale symposium i København i juni 2009 hun deltager i det lokale videnskabelige komité, også afgået ved døden i sin form som en glædelig overraskelse og et potentielt link i min sidebar.
_______________

Hvad anden end den "indsigts-" og "compliance-"fremmende "støtte", OPUS tilbyder, angår: Jeg havde en bekendt, der blev tilknyttet OPUS. "Et sted at bo? Det kan vi desværre ikke hjælpe med. Et job? Det kan vi desværre ikke hjælpe med." Men pillerne fik han med hjem. Uden omsvøb. Og helt gratis. Han behøvede ikke engang at spørge efter dem.

Det må virkeligt kaldes for eksemplarisk støtte af mennesker i krise.

Og nej, jeg tog fejl. De gemmer sig slet ikke. De er der, synligt for alle, midt i biobiobiopsykiatrien stortrives de biobiobiopsykiatrisk. ISPS' medlemmer. Når "psykologiske behandlinger" skal fremmes, menes der således åbenbart ikke så meget andet, end at "the slightly more sophisticated" version af den kulsort-pædagogiske psykoedukation skal finde mere udbredelse. Trist men sandt. Men i sidste ende jo ikke så overraskende igen, i dette jantelovens land.

I øvrigt er også Lene Falgaard Eplov, der mener, recovery ikke kan være andet, end at lære at leve med en kronisk sygdom, og biopsykolog Torben Schjødt medlemmer af ISPS' danske afdeling. Uhm, jah. R.I.P., ISPS Danmark.
_______________

P.S.: Bemærk, hvis du læser rapporten om OPUS-projektet, at der på intet tidspunkt er tale om at behandlingen bare så meget som eventuelt kan omfatte traumerelateret terapi. At emotionel lidelse kan være resultat af traumatiserende oplevelser, udelukkes dermed på forhånd. Apropos at overgribere til enhver tid vil gøre alt i deres magt stående, for at forhindre offeret - og omgivelserne - i at gennemskue misbruget/mishandlingen.
_______________

P.P.S.: Merete Nordentofts navn kan man for resten også finde på denne liste over læger med en så intens tilknytning til farmaindustrien - i Merete Nordentofts tilfælde til bare alt for velkendte Eli Lilly, producent af Zyprexa - at de så sig nødsaget til at søge om tilladelse for deres lille bierhverv. Som salgsrepræsentant for firmaet.

5 kommentarer:

Harning sagde ...

Hele ideen om at korte tidsafgrænsede forudaftalte samtaler (hvor alene konceptet/rammerne etablerer et skævt magtforhold mellem behandler og klient)skulle være til nogen særlig hjælp for mennesker i svær krise finder jeg befængt - herrejemini, selv kan jeg jo end ikke gå til tandlæge på de betingelser.

Marian sagde ...

Nemli', Harning. Man kan selvfølgeligt sige, at det ene gav det andre i mit eget forløb. På den måde, at jeg havde skrevet om en hulens masse, min terapeut tog fat i de ting, som forekom hende vigtigst - en terapitime er jo immervæk kun 50 minutter lang, så det begrænser, hvad man kan nå at snakke igennem - og siden det nu var så som så med at faktisk snakke, for mit vedkommende, tog jeg hendes spørgsmål og bemærkninger til de enkelte, af hende udvalgte, punkter op i mit skribleri frem til næste møde. Så, på sin vis, var hun i hvert fald med til at bestemme emnerne. Men hun var altså ikke alene om det, aldeles ikke, Jeg vil vove at påstå, at hun bestemte lige nøjagtigt så meget, som jeg tillod hende at bestemme. Og, det vigtigste: emnerne blev taget op, som de nu engang kom på banen.

Jeg synes, det fuldstændigt hen i vejret, især når det drejer sig om såkaldte "psykoser", at aftale på forhånd, hvad der skal snakkes om i terapien, fordi især folk, der bikser med "psykoser" i sagens natur ofte ikke husker, hvad der er sket for dem, der har forårsaget denne PTSD-reaktion, som en "psykose" jo er. For mig var terapien egentligt først og fremst et kæmpe erindringsarbejde. Hvordan skulle jeg have kunnet vide, allerede før første time nærmest, hvad der er relevant, når jeg ikke kunne huske det, der så viste sig, at være det essentielle??

Min konklusion, når jeg ser på OPUS-oplægget: erindringsarbejde, bevidstgørelse (af fornægtede traumer) er ikke ønsket. Derfor aftale på forhånd, og derfor den helt groteske tidsbegrænsning. - Catherine Penney f.eks. havde ca. 1.400 terapitimer...

OPUS - og desværre altså også det, den danske ISPS-gruppe - står for, er at få folk bundet godt og grundigt ind i en medikamentel behandlingssammenhæng, gjort dem godt og grundigt afhængige af systemet. Ikke andet.

Har OPUS formået, at bringe antallet af unge, der havner på førtidspension, ned? Nej. Har man formået, at bringe antallet af selvmord ned? Nej. Men man har altså formået, at gøre flere systematisk, ved en massiv indsats for at holde dem fast i "behandlingen", til førtidspensionister. Godt gået!

For resten så blev jeg allerede den gang, for ca. tre år siden, noget chokkeret, da min i indlægget nævnte bekendt meddelte mig, at det var en "livslang byrde". Det havde OPUS-folkene indbildt ham. Han valgte desværre at tro på "eksperterne". Skulle ikke undre mig, om han havde taget exit-billetten. Han var typen. Og han var fuldstændig ødelagt af OPUS-folkenes besked. I min verden grænser det til det kriminelle, at, på den måde, tage alt håb (eller: al tro på at de kan) fra folk. Oven i købet uden at have noget som helst grundlag i fakta for at kunne retfærdiggøre det.

Marian sagde ...

P.S.: Og så har jeg i øvrigt ladet den danske ISPS-gruppe tilkomme et link til dette indlæg. - Jeg har lært noget af Sigrun. - Jeg regner nu ikke med nogen som helst reaktion. (Går nemlig, ganske så dristigt, ud fra, at jeg har ramt et, meget, "ømt punkt". Og når man rammer dem på et sådant, plejer de professionelle jo at hylde sig i tavshed.)

T sagde ...

Mener du at man slet ikke kan tale om psykoser?

Marian sagde ...

T: Jeg mener, at det er meget uhensigtsmæssigt, at anvende betegnelser, der gør det vanskeligt, eller endda umuligt, for alle involverede, at forstå. Begreber som "psykose" gør det erfaringsmæssigt meget mere uoverskueligt for folk, at forstå andet og mere end "meningsløs galskab". Mens det er min og mange andres erfaring, at der meget vel er en mening med galskaben.

Derudover anser jeg det som problematisk at påstå, at der kun findes én gyldig virkelighed. Et diagnosebegreb som "psykose" anvendes jo for at sygeliggøre og dermed ugyldigerklære visse menneskers virkelighedsopfattelse. Mens der ikke findes videnskabeligt objektive retningslinier, der kunne retfærdiggøre en bedømmelse af et andet menneskes virkelighedsopfattelse som "syg", eller "psykotisk", og dermed ugyldig. De retningslinier, psykiatrien anvender, er ene og alene subjektive, kulturelle normer, mens medicinske diagnoser per definition bør basere på objektive, videnskabeligt beviselige fakta.