Kæft, trit og - fastholdelse

Ja. Også jeg så serien Kæft, trit og knus. Med for hver udsendelse mere og mere krøllede tæer. "Behandlingshjem" - javel ja. Det siger det jo allerede. Et "hjem" for børn og unge, der ikke reagerer, helt naturligt menneskeligt, på omsorgssvigt og misbrug/-handling, men der, som forstanderen Jørn Birk Nielsen, psykolog, specialiseret i hypnoterapi og - surprise, surprise! (not) - kognitiv adfærdsdressur, aka kognitiv adfærds"terapi", i tredje del selv siger det, har symptomer. Det er børnene og de unge, der er "utilpassede", der er problemet, og derfor er det dem, der skal behandles. Med denne moraliserende, kontrollerende, og ydmygende kulsorte kognitive adfærdspædagogik. De skal udredes og behandles, ikke mødes, dér, hvor de er, og rummes.

Det er f.eks. ikke sådan, at Camilla på 14 har reageret på, at se sin mor blive gennemtævet af dennes kæreste, eller på at blive misbrugt af sin onkel, og hvad der ellers måtte være foregået i Camillas liv. Nejda. Camilla har "ADHD", ligesom hendes søster, og det er denne neurologiske udviklingsforstyrrelse (der altså intet har at gøre med omsorgssvigt, traumer, eller lignende), der har gjort, at hendes stakkels mor ikke har kunnet rumme hende. To, ud af fire, børn med "ADHD" - det har godt nok ikke været nemt for Camillas mor! Som Camilla selv konstaterer. No hard feelings. Moren har ikke svigtet på nogen måde. Det var Camilla, der var en alt for stor mundfuld for sin mor. Med denne "ADHD"-forstyrrelse. Camillas fejl. Så hun føler sig ansvarligt, er bekymret for sin mor. En 14-åring er bekymret for et (angiveligt) voksent menneske... Så "skyldreducerende" er biologiske forklaringsmodeller. Og hvem kan i øvrigt udelukke, at det var Camillas egen skyld, at hendes onkel forgreb sig på hende? Måske er der jo noget ved sådanne "ADHD"-forstyrrede børn som hende, der inviterer til at begå overgreb mod dem?

Følgende skrev jeg forleden som en kommentar til et jublende positivt blogindlæg om TV-serien. Blogindlægget er i mellemtiden blevet fjernet. Om det skyldes min og en anden kritisk kommentar, der måske har fået bloggens indehaver til at se lidt anderledes på sagen - who knows. Hér min kommentar:

"Helt så lyserødt, som TV-serien gerne vil have os til at tro, er det vist ikke i realiteten. Se f.eks. artiklerne her og her.

For mig personligt er det allerede usmageligt, at man patologiserer børnene, og diagnosticerer deres adfærd, der jo også i det tredje program direkte betegnes som “symptomer”. Er det børnene, der er problemet, eller et samfund, der tillader, at børn svigtes i et sådant omfang, at de reagerer såpas ekstremt, som børnene på Schuberts Minde gør det? I mine øjne er der noget ruskrivende galt med grundindstillingen hos personalet på et sted, der patologiserer ofrene for svigt og overgreb, og ikke kan møde dem dér, hvor de er. Hvilket f.eks. tydeligt kommer til udtryk i første afsnit, hvor Marc får frataget noget, der for ham, i mangel af bedre, er uhyre vigtige, identitetsskabende holdepunkter i hans tilværelse: tøj og smykker. Budskabet er: 'Vi accepterer dig ikke som den, du i øjeblikket er. Du har at tilpasse dig vores idé om, hvem du skal være.' Ødelæggende. Selv om Marc sandsynligvis ikke lige umiddelbart opdager det."



Og, for resten, jeg så ikke noget knus i nogen af seriens udsendelser. Kun en fastholdelse - og udover den ene, fysiske fastholdelse, en hel del emotionelle. Fra provokationer helt hen til udtalt afpresning.