"What we call 'normal' is a product of repression, denial, splitting, projection, introjection and other forms of destructive action on experience. It is radically estranged from the structure of being. The more one sees this, the more senseless it is to continue with generalized descriptions of supposedly specifically schizoid, schizophrenic, hysterical 'mechanisms.' There are forms of alienation that are relatively strange to statistically 'normal' forms of alienation. The 'normally' alienated person, by reason of the fact that he acts more or less like everyone else, is taken to be sane. Other forms of alienation that are out of step with the prevailing state of alienation are those that are labeled by the 'formal' majority as bad or mad." 

R. D. Laing, The Politics of Experience

fredag den 4. juni 2010

Kæft, trit og - fastholdelse

Ja. Også jeg så serien Kæft, trit og knus. Med for hver udsendelse mere og mere krøllede tæer. "Behandlingshjem" - javel ja. Det siger det jo allerede. Et "hjem" for børn og unge, der ikke reagerer, helt naturligt menneskeligt, på omsorgssvigt og misbrug/-handling, men der, som forstanderen Jørn Birk Nielsen, psykolog, specialiseret i hypnoterapi og - surprise, surprise! (not) - kognitiv adfærdsdressur, aka kognitiv adfærds"terapi", i tredje del selv siger det, har symptomer. Det er børnene og de unge, der er "utilpassede", der er problemet, og derfor er det dem, der skal behandles. Med denne moraliserende, kontrollerende, og ydmygende kulsorte kognitive adfærdspædagogik. De skal udredes og behandles, ikke mødes, dér, hvor de er, og rummes.

Det er f.eks. ikke sådan, at Camilla på 14 har reageret på, at se sin mor blive gennemtævet af dennes kæreste, eller på at blive misbrugt af sin onkel, og hvad der ellers måtte være foregået i Camillas liv. Nejda. Camilla har "ADHD", ligesom hendes søster, og det er denne neurologiske udviklingsforstyrrelse (der altså intet har at gøre med omsorgssvigt, traumer, eller lignende), der har gjort, at hendes stakkels mor ikke har kunnet rumme hende. To, ud af fire, børn med "ADHD" - det har godt nok ikke været nemt for Camillas mor! Som Camilla selv konstaterer. No hard feelings. Moren har ikke svigtet på nogen måde. Det var Camilla, der var en alt for stor mundfuld for sin mor. Med denne "ADHD"-forstyrrelse. Camillas fejl. Så hun føler sig ansvarligt, er bekymret for sin mor. En 14-åring er bekymret for et (angiveligt) voksent menneske... Så "skyldreducerende" er biologiske forklaringsmodeller. Og hvem kan i øvrigt udelukke, at det var Camillas egen skyld, at hendes onkel forgreb sig på hende? Måske er der jo noget ved sådanne "ADHD"-forstyrrede børn som hende, der inviterer til at begå overgreb mod dem?

Følgende skrev jeg forleden som en kommentar til et jublende positivt blogindlæg om TV-serien. Blogindlægget er i mellemtiden blevet fjernet. Om det skyldes min og en anden kritisk kommentar, der måske har fået bloggens indehaver til at se lidt anderledes på sagen - who knows. Hér min kommentar:

"Helt så lyserødt, som TV-serien gerne vil have os til at tro, er det vist ikke i realiteten. Se f.eks. artiklerne her og her.

For mig personligt er det allerede usmageligt, at man patologiserer børnene, og diagnosticerer deres adfærd, der jo også i det tredje program direkte betegnes som “symptomer”. Er det børnene, der er problemet, eller et samfund, der tillader, at børn svigtes i et sådant omfang, at de reagerer såpas ekstremt, som børnene på Schuberts Minde gør det? I mine øjne er der noget ruskrivende galt med grundindstillingen hos personalet på et sted, der patologiserer ofrene for svigt og overgreb, og ikke kan møde dem dér, hvor de er. Hvilket f.eks. tydeligt kommer til udtryk i første afsnit, hvor Marc får frataget noget, der for ham, i mangel af bedre, er uhyre vigtige, identitetsskabende holdepunkter i hans tilværelse: tøj og smykker. Budskabet er: 'Vi accepterer dig ikke som den, du i øjeblikket er. Du har at tilpasse dig vores idé om, hvem du skal være.' Ødelæggende. Selv om Marc sandsynligvis ikke lige umiddelbart opdager det."



Og, for resten, jeg så ikke noget knus i nogen af seriens udsendelser. Kun en fastholdelse - og udover den ene, fysiske fastholdelse, en hel del emotionelle. Fra provokationer helt hen til udtalt afpresning.

7 kommentarer:

Anonym sagde ...

Jeg så et par sekunders verbale overgreb "forklædt" som pædagogik. Så lukkede jeg øjne og ører og tænkte på "at vi selv skaber vores liv".

Haha! Hvilken megajoke...

Anonym sagde ...

Anyways; symptomer er det nye pseudoudtryk for at have et normalt menneskeligt følelsesliv..

Ulla Blok sagde ...

Hej
Ser med glæde, at andre også tager afstand fra at bruge fysisk magtanvendelse som pædagogisk metode uanset de gode intentioner er dette ikke i overensstemmelse med hverken lovens ånd eller bogstav. Er i øvrigt undrende overfor at der kan vises den type overgreb på TV uden at nogen ansvarlige myndigheder griber ind. Hvorfor spørger ingen i socialministeriet f.eks ind til at cirkulæret vedr. fysisk magtanvendelse ikke overholdes. Børn og unge på døgninstitutioner må ikke fastholdes medmindre de er til fare for sig selv eller andre og hvad med dem, som ikke kan holde til at blive behandlet sådan? Hvor er de og hvem tager sig af dem og deres på førte traumer?
Ulla Blok Kristensen

Marian sagde ...

Ulla: Helt enig.

Jeg tænker, at det faktum, at den slags kan vises i fjernsynet, i "prime time", uden at nogen reagerer, i sig selv er et tegn på, hvor "normaliseret" overgreb og vold er i vores samfund. Vi tror gerne, at vi er ih og åh så meget "bedre", end de generationer, der stadigt betragtede fysisk afstraffelse som et legitimt pædagogisk redskab. Vi er i grund og bund ikke et hak "bedre" i dag. Volden, afstraffelserne, er bare blevet lidt mere subtil, og er på en noget mere gennemført måde indpakket som "hjælp" og "behandling".

"Det må kunne gøres anderledes," siger Marcs far i den sidste udsendelse. At det kan det, ved vi jo. Men også, at det kræver en anden grad af bevidsthed hos personalet, end den, vi ser i udsendelserne.

Hvad der sker med dem, der ikke kan holde til det, har jeg selv en gang oplevet, og skrevet om her.

Harning sagde ...

Jeg må tilstå, at selv om jeg virkelig burde have set programmerne, så valgte jeg dem fra efter de første få minutter - der findes en grænse for hvor højt mit blodtryk bør komme og allerede det at disse børn udstilles på offentlig tv er for voldsomt for mig. Sorry..
Hvad angår fastholdelse, tvungen øjenkontakt m.v fremgår mit syn på den sag med al ønskværdig tydelighed her: sjælelig voldtægt

Anonym sagde ...

jeg bliver meget vred af at se det sted da jeg ret faktisk har ADHD og jeg havde aldrig klaret deres "pædagogik" eller hvad de tåber nu kalder det jeg kan godt forstå de unge der vælger at flytte til et andet hjem.

hvornår har de folk på det sted nogle ide om hvordan det er at have ADHD... jeg tro ikke de ved en hyllene skid om hvordan det er hvis en ung med ADHD først er blevet sur skal man ikke bare kaste dem på gulvet og lad det der gjorde dem vrede være tæt på dem fordi så falder de aldrig ned igen

så spørger du mig så er det sted ikke et sted man burde lad unge komme på.
de hjælper ikke de vil bare på tving deres meninger over på de unge i stedet for at hjælp dem til at forstå deres problemer

hilsen en ung med ADHD

ps. sorry for mit dårlige dansk

Anonym sagde ...

PS: Er der nogen der overhovedt har undersøgt forstander på Schuberts Minde, Jørn Birk Nielsens CV? Han kalder sig cand.psych., men han er ikke medlem af Dansk Psykologforening! Han virker ret suspekt, og jeg tvivler stærkt på, at han har en autoriseret psykolog-baggrund. Blot en strøtanke.