Karen Vibeke Mortensen træder varsomt. Blandt andet denne studie når frem til, at mennesker, der er stemplet med "ADHD", noget oftere end den ikke stemplede kontrolgruppe også har oplevet fysisk mishandling og seksuel misbrug. Udover emotionel mishandling og den emotionelle omsorgssvigt, Karen Vibeke Mortensen er inde på. Så det kan meget vel også være "grove sociale svigt", der lader børn reagere på "ADHD"-vis. Ligesom det altså kan være rent emotionelle, og dermed somme tider endda næsten usynlige, svigt.
I en anden artikel i serien citeres socialrådgiver Inge Gorm Andersen: "Der er børn og unge, hvor vi kan se, at det ikke kan forklares med forholdene i hjemmet". Omsorgssvigt kan være ganske så usynlig, Inge. Den kan være så usynlig, at den betragtes som del af en almen som "normal" accepteret hverdag. Personligt anser jeg det, at kræve af et barn, at sidde pænt stille og koncentrere sig time efter time, kun afbrudt af korte pauser, hvor mulighederne for udfoldelse på alle områder er begrænsede af både mangel på personale og fysiske rammer, allerede som omsorgssvigt. Ikke alle børn tilpasser sig gnidningsløst den fremmedgørelse, vores kultur prøver at påtvinge os allesammen fra barnsben af. Nogle reagerer. På "ADHD"-vis for eksempel.
Men selv om Karen Vibeke Mortensen altså træder en del mere varsomt, end jeg kunne ønske, er ord som "omsorgssvigt" selvfølgeligt en rød klud for overgriberværnet, aka psykiatrien, og Jan Jørgensen, formand for Børne- og Ungdomspsykiatrisk Selkab i Danmark, citeres i artiklen " - Det er ikke omsorgssvigt - ADHD er en sygdom": "Der er masser af undersøgelser, der viser, at ADHD er en arvelig sygdom. Man har bare ikke påvist et bestemt gén. Der er en række gener involveret og dermed ligner ADHD andre psykiske sygdomme," der bare imidlertid har vist sig, ikke at være så arvelige igen, Jan. Medmindre vi taler miljøarv altså.
Min kommentar på nordjyske.dk:
Rystende at overvære, hvor hårdnakket psykiatrien bliver ved med at erklære teorier, der på trods af mange årtiers intens forskning ikke har ladet sig verificere det mindste, og der derudover faktisk modsiges af nyere, epigenetisk forskning, for at være beviste fakta. Især rystende, når det er børn, der gøres til målskive for at blive stemplet genetisk defekt, og for at blive medicineret med yderst sundhedskadelige stoffer._______________
Tak til Karen Vibeke Mortensen for at - omend i moderat omfang, så dog - tale børnenes sag!
Artiklerne i serien:
"Børn får fejldiagnose"
" - Børn med ADHD-diagnose svigtes"
" - Vi har svært ved at hjælpe børnene"
" - Det er ikke omsorgssvigt - ADHD er en sygdom"
Opslag
11 kommentarer:
Dagsavisen:"Simen" (10) har flyktet tvers over landet fra aggressive mobbere. På sin tredje skole opplever han og moren igjen at skoleverket vil påklistre ham diagnoser og ikke tar mobbingen på alvor."
I det siste har han vist aggressiv adferd, og nå vil de teste ham på nytt for ADHD selv om det ikke har gått et år engang siden sist han ble testet. Jeg skulle ønske at de kunne ta mobbeproblematikken på alvor framfor å hele tiden lete etter diagnoser hos ham", sier "Simens" mor.
Psykolog Tine K. Jensen:Tenåringen Siri opplevde tsunamien, og moren hennes omkom.PPT mente Siri måtte ha ADHD siden hun hadde så store konsentrasjonsvansker. BUP ble koblet inn igjen og stadfestet diagnosen. Både far og Siri mener dette er feil: Problemene oppsto etter tsunamien.
Vi som behandler barn og unge, har en stor oppgave foran oss. Vi må bli flinkere til å forstå sammenhengen mellom alvorlige traumer og utvikling av psykologiske vansker. Vi må tørre å snakke med barn om deres grufulle erfaringer, og vi må endre vår praksis slik at barn får en best mulig behandling.
I et intervju i Morgenbladet i 2005 uttalte psykologipreofessor Tor-Johan Ekeland: "Det er allerede politisk ukorrekt å i det hele tatt stille spørsmål ved ADHD, selv om det ikke er påvist at det er en hjerneorganisk lidelse, slik vi stadig blir fortalt."
Psykolog Turid Moen: Jeg har erfart at diagnosen ofte tjener som redningsbøyge og sovepute for foreldre, skole og hjelpeapparat. Mange av symptomene er sammenfallende med tilknytningsforstyrrelse hvor omsorgssvikt, vold og traumer ligger til grunn for barnets atferdsavvik.
I diagnosen tilknytningsforstyrrelse ligger det implisitt en anklage mot foreldrene, ADHD derimot, som jo har en annen etiologi (ofte beskrevet som en hjerneorganisk dysfunksjon), «fritar» en fra ansvar.
Psykolog Pål Molin: En av studiene er gjort av forskeren Frank Putnam. Han foretok en undersøkelse blant amerikanske barn i 1997, og fant at mens det er ca. 3 - 5 prosent barn med ADHD (Attention Deficit Hyperactivity Disorder) blant alle barn, er det mellom 25 og 45 prosent av barn som har vært utsatt for vold, som tilfredsstiller kriteriene til diagnosen ADHD.
Barne- og ungdomspsykiater Terje Neraal: Man spør ikke hva som foregår inni disse barna. «Alle sier at Jeppe drikker, men ingen spør hvorfor.» Atferd er jo alltid uttrykk for indre omstendigheter.Det er blitt tabu å etterforske hva barna gir uttrykk for. Foreldrene skal ikke stilles ubehagelige spørsmål.
I en artikkel i Tidsskrift for Norsk Psykologforening nr 3/2006 skrev psykolog Espen Idås om ADHD-diagnosen: "Mest skremmende er de tilfellene der barn er mishandlet fysisk eller psykisk over tid. Dette resulterer ofte i konsentrasjonsproblemer på skolen og at de blir oppfattet som rabagaster eller blir rapportert som umulige av foreldrene eller andre. Dette kan være barnets forsøk på å fortelle at han eller hun har det svært vanskelig."
Kollega Per Are Løkke samme sted: "Bør vi ikke spørre oss selv som psykologer hva slags makter vi er på lag med, når vi hører disse barna, ungdommer og voksne fortelle om en oppvekst i omsorgssvikt, vold, alkoholisme, angst og utrygghet og til slutt selv konkludere med at "Du skjønner, jeg lider av ADHD"?"
Til den ene side:
Så synes jeg det er glimrende at Karen Vibeke faktisk tør sætte ord som mulig omsorgssvigt på - for om ikke andet kunne det måske lede til at børnene undersøges og udredes (og familierne og deres skoleklasse) FØR de medicineres og at andre pædagogiske tiltag prøves først. For, som sagt så mange gange før:-), selv om jeg tror på diagnosen så tror jeg ikke på omfanget af hverken diagnoserne eller behovet for medicinering.
Til den anden side:
Hvor gerne jeg end så at alle blev tilstrækkeligt udredt, så er jeg meget skeptisk til om "anklager" om omsorgssvigt vil få forældrene til at samarbejde omkring udredning af deres børn, da "skyldspålæggelse" aldrig har hverken den eller anden positiv effekt.
harning: At forældrene ikke er vilde med at blive holdt ansvarlige, fremgår jo af artikelserien. Men hvad skal man gøre, og hvordan? Der skal jo som regel ikke andet end et hint til, så føler forældre (eller hvem der nu ansvarliggøres) trådt over tæerne. Hvor mange gange har jeg ikke overværet, at nogle ansvarliggjorde gik helt op i limningen, selv om der var blevet gjort alt for, at de ikke skulle føle sig skyldige. (Og så kan det undre, at der reageres så stærkt, som det ofte sker. Hvis man har rent mel i posen, er der vel ingen grund til det?...)
harning: Og når det er straffbare forhold som incest og vold, mener du da at det bare skal forbigås i stillhet?
...dvs. de føler sig trådt over tæerne, forældrene. - Det er vist lige lovligt tidligt på morgenstunden, det her.
@Sigrun
Prøv lige at læse hvad det var jeg skrev én gang til:-)
Marian, både du og jeg ved at selv om man har rent mel i posen så kan involveren i et fordomsfuldt system skabe et hav af ubehagelige problemer - problemer som desuden ofte stiller børnene enddnu dårligere end de var (hvis de overhoved var dårligt stillet).
harning: Selvfølgeligt ved vi det, også jeg. Men det var nu også lidt forkert formuleret af mig, det der med rent mel i posen. - Det var altså tidligt... - For, egentligt mener jeg ikke, at nogen kan sige om sig selv, at have helt rent, snehvidt, mel i deres pose. Jeg tænker jo, at de 90%, der nævnes her, er et snarere forsigtigt skøn, og må ses i lyset af, at der trods alt stadigt findes enkelte kulturer, hvor den følelsesmæssige fremmedgørelsen og forarmelsen, der i tiltagende grad præger vores kultur, ikke er helt så fremskreden endnu (på trods altså af vor kulturs ihærdige bestræbelser på, at kolonialisere også det sidste hjørne af verdenen med den...).
Og hvordan får vi bugt med den? Jeg mener, du har helt ret: det hjælper ikke meget, at pege med fingeren på enkeltindivider, og erklære dem for skyldige (med mindre selvfølgeligt, vi taler mishandling og misbrug, der helt klart af loven er defineret som kriminelle, og hvor "hammeren" simpelthen er nødt til "at falde") - og således hjælper det heller ikke en disse, at udpege enkeltindivider ved at påklistre dem en psykdiagnose, der deklarerer deres hjerner (deres reaktioner, tanker, følelser, og dermed dem selv) for defekte.
Det er barske vilkår, at skulle erkende det egne følelsesmæssige deficit - og de deraf følgende svigt, man har udsat andre, f.eks. ens børn, for. Det er unægteligt på kort sigt den langt mere behagelige løsning, at udagere det, end at erkende det. Og så påklistre dem, der reagerer på at blive gjort til genstand for ens udageren, et psyklabel = pålægge dem skylden.
Imidlertid er det at an-/erkende og tage ansvar for hvor og hvorfor man har svigtet, den eneste virkelige løsning på dilemmaet. Og jeg mener dermed ikke, at man skal rende resten af livet rundt og bebrejde sig selv. Det er der heller ikke nogen, der er tjent med. Jeg vil måske endda sige, at hvis man ikke kommer længere, end til selvbebrejdelsen, så har man egentligt ikke rigtigt an-/erkendt alligevel. Min egen erfaring er nemlig, at virkelig an-/erkendelse ganske automatisk fører til, at man a) har mindre og mindre brug for udageren, og b) mere og mere kan tilgive sig selv. (Og så skal man bare kaste et blik på indlæggene her på min blog, især dem fra den seneste tid, så ved man, hvor jeg selv ca. er henne, mht. an-/erkendelse og tilgivelse...)
Jeg ved godt, at der er mange, der synes det er "langt ude", men jeg tænker, at hvis vi bliver ved med at kaste med sten (og psykdiagnoser indgår i deres helhed i min definition af "sten" som den, indtil videre, måske mest finurlige form for sten, mens det jo ikke kan blive finurligt nok for at vi kan blive ved med at indbilde os selv, at vi selvfølgeligt ikke kaster med sten, men med omsorg om os...), uanset hvem vi måtte kaste dem efter, så ender vi før eller siden med at have stenet hele menneskeheden. Vi har kun én chance, og det er vist på tide, at se det i øjnene.
Og når jeg siger "vi", så mener jeg os allesammen, inklusive systemet, men undtagen børnene, der af naturlige årsager ikke kan tage det ansvar, jeg snakker om.
Det er en svær een, den med ADHD... Nogle har vitterlig en hjerneskade (ofte dem, der senere i livet selvmedicinerer sig med speed, som de bliver rolige af), og andre har tilknytningsforstyrrelser af den ene eller anden karakter..
Er der begge dele til stede, og det vil der være, når man har en hjerneskade som ADHD (frontallap), så er man skadet på sin evne til tilknytning og evnen til empati. Derfor vil man også se, at disse børn ikke evner nærheden og indfølingen, selvom deres forældre gør.. Måske har forældrene selv samme problemstilling, som gør det vanskeligt at skelne, hvad der kom først.. hønen eller ægget ..
De mennesker med ADHD, jeg har mødt, er faldet i groft sagt 3 kategorier. Dem, hvor det klart er en hjerneskade (misbrugere som voksne), dem, hvor det klart er omsorgssvigt (vanskeligt ved nære relationer og sociale vanskeligheder generelt) og så dem, som har begge sten med i rygsækken. De er ganske ilde stedt som voksne..
Madam Kjeldsen: Jeg tvivler ikke, at man hos nogle kan se "anomalier" på scanningsbilleder af hjernen. Stadigt er spørgsmålet, hvad der var der først, hønen eller ægget. Især siden man har fundet ud af, at traumatiske oplevelser i barndommen påvirker både gener og hjernestrukturen. Se f.eks. artiklen "Childhood trauma has lifelong effect on genes and the brain", mens jeg vil gøre opmærksom på, at "lifelong" ikke er korrekt: nyere forskning har slået fast, at hjernen (og generne for resten også) er meget mere tilpasningsdygtig, end hidtil antaget. Også i voksenalder. Dvs. at de skader, traumatiseringen har forvoldt, godt kan "repareres", f.eks. ved at bevidstgøre/bearbejde og derved bryde gentagelsestragens onde cirkel, og altså bryde med det traumatiserende, skadende miljø.
En anden ting er, at de stimulerende stoffer, der anvendes mod "ADHD" i sig selv har et hjerneskadende og også genforandrende potentiale. Stofferne ligner i dres kemi og virkning til forveksling fritidsstoffer som kokain og speed. Og mht. de sidste er det jo ikke nogen hemmelighed, at disse skader hjernen, hvis de indtages jævnligt over længere tid. Det hemmeligholdes som regel bare, når stoffet hedder "Ritalin", eller noget lignende...
Jeg tror ikke, at nogen overhovedet bliver født med "ADHD" - eller en hvilken som helst anden "psykisk sygdom" eller "forstyrrelse". Vores sind er et produkt af vores erfaringer. Mens kroppen (hjernen) gerne afspejler disse erfaringer også.
Nu er jeg ikke så meget inde i selve kemien eller den medicinske stuktur, som jeg ved du er, så jeg kan ikke helt følge argumentet til dørs.
.. det er dog påfaldende, tænker jeg bare, at der kommer flere og flere børn og unge med netop de vanskeligheder, ADHD diagnosen indeholder. Er det tidsånden.. ? Er det den måde, vi vælger at leve på, som skaber stress, er det tilknytningsforstyrrelser (det tror jeg på) eller er det arvelige faktorer ..
De mennesker, jeg har mødt med ADHD har alle haft "sjove" familierelationer og familiemønstre. Uden undtagelse.. Det er jo tankevækkende i sig selv. For hvis vi ikke kan forholde forældre ansvaret for deres måde at være forældre på uden at de føler sig kritiserede, nedgjorte etc., så svigter vi børnene...
Madam Kjeldsen: Jeg tror, det er de "sjove" familierelationer og -mønstre, som du taler om, der skaber både stress og tilknytningsforstyrrelser.
Jeg så for noget tid siden et britisk dokumentarprogram om "ADHD". Det var mor og hendes to børn, der alle var stemplet med "ADHD". Kameraholdet fulgte deres hverdag: søn lagde ud med, at gøre et eller andet - egentligt ganske harmløst - som mor ikke syntes, han skulle gøre. Mor skældte ud. Søn blev uforstyrret ved. Mor skældte endnu mere ud, råbte til sidst: "No, no! Stop it!!!" Gik endeligt hen, og slæbte søn - hylende, sparkende osv. - med vold og magt afsted. Fem sekunder efter var søn igang med noget andet, som mor heller ikke syntes, han skulle være i gang med... Skruen uden ende. Jeg var næsten nødt til, at holde mig for ører og øjne ved alt det råberi og spektakel. Og et eller andet sted indeni mig var der noget, der krøllede sig meget hårdt sammen.
Det der dominerede opdragelsen her, var næsten udelukkende negativ forstærkning, straf. Råben og skælden ud og fysisk magtanvendelse. Mens der ikke var plads til ros for de fem sekunder, sønnen opførte sig efter mors ønsker. En form for opdragelse, jeg tænker, mor selv har været offer for i sin tid.
Den lille familie fik så hjælp af en terapeut, og voilà, pludseligt kom der meget mere ro på tingene, hvor der før ikke var andet end højlydt drama, hele dagen lang. Hverdagen begyndte at hænge sammen og fungere.
Men det kræver en del hård knokel, at få det gennemført, at være sig bevidst om de egne reaktioner hvert øjeblik, så man ikke falder tilbage i de gamle, destruktive mønstre, der jo op igennem årene er blevet godt indarbejdede. Fra ridningens verden ved jeg, at det tager ca. 10.000 gange at blive gjort opmærksom på en dårlig vane (eller blive sig selv bevidst om den), før man har fået den ud af systemet. Så, det er nu noget nemmere, at give ungen en pille, og undskylde det med, at han/hun har "ADHD".
Set i et større perspektiv, tænker jeg dog, at det ikke bare er det enkelte individ, eller den enkelte familie. Jeg ser de destruktive kommunikationsmønstre overalt i vores kultur. Det starter sådan set med menneskets vrangforestilling, at alt her på denne klode, inklusive de artsfæller, som man på en eller anden vis kan stemple mindre værd end én selv, ikke er andet, end ét stort tag-selv-bord for "the Crown of Creation". Naturen fungerer ikke på denne egocentriske måde. Den kræver ligevægt, ligeværdighed, gensidig respekt, eller kald det ubetinget kærlighed, for at kunne fungere. Og jo mere uligevægt vores egocenticitet skaber, jo mere vil naturen protestere. Også den indeni os selv: flere og flere børn med "ADHD", flere og flere voksne med "depression", etc.
De fleste ænser det knapt nok længere, fordi det er blevet så "normalt", men hvor naturligt er det egentligt, at børn vokser op i og mellem betonklodser, omgivet af mere og mere højteknologisk støj, og i tiltagende grad presset til at tilpasse sig dette unaturlige miljø, i stedet for at kunne frit udleve deres natur i tilsvarende egnede omgivelser? Og der findes faktisk også undersøgelser, der har vist at jævnlige ture ud i naturen med børnene hjælper rigtigt meget på "ADHD". "No shit, Sherlock," kunne man godt være fristet til at sige...
Send en kommentar