Ørnen Sofie og hønsene, del II

Sofie fik bl.a. ECT, og får det nu hovedsagligen, fordi hun, hvis hun ikke får det, ser orme i sin mad, og følgeligt ikke vil spise. "Hallucinationer" kalder psykiatrien disse orme i Sofies mad. Og "hallucinationer" er jo, som vi alle ved, og per definition, ikke andet end et produkt af og et umiskendeligt tegn på en hjernekemi i ubalance. "Hallucinationer" har ingen dybere mening. De er ikke metaforer, der står for noget andet, noget meningsfuldt, noget, mennesket i krise kan have svært ved at erkende meningen af, fordi det er så svært, at abstrahere fra en sanseoplevelses, en tankes, et billedes direkte indhold og erkende det metaforiske ved metaforen, når man er i krise.

"Hallucinationer er abnormale sensoriske opfattelser, der optræder mens en person er vågen og ved bevidsthed, og som er uden sammenhæng til ydre begivenheder; med andre ord, at se eller høre ting, der ikke er der", hedder det på Healthline.com, indrammet af en Geodon-reklame. Ja, så må man vel hellere overbevise Sofie om, at ormene i hendes mad ikke er virkelige, at hun ser dem, fordi hun er syg i hovedet, eller i hjernen, nærmere betegnet, og at ECT derfor er en nødvendighed. Fordi det vil lade hende glemme alt om ormene - og mange andre ting. Man må overbevise Sofie om, at hendes virkelighedsopfattelse, hendes tanker, følelser og forestillinger, er syge, ikke har hold i (psykiatriens) virkelighed, at de følgeligt er værdiløse, ikke til at stole på, det pure vanvid, uden sans og mening, og at de derfor bedst fjernes.

Men hvad er Sofie som personlighed, hvis både hendes tanker, følelser og forestillinger, hvis hele hendes virkelighedsopfattelse er syg, ikke har hold i (psykiatriens) virkelighed, hvis den er værdiløs, ikke til at stole på, det pure vanvid, uden sans og mening, og oplevelsen af den og erindringen på den følgeligt bliver til et "symptom", der skal fjernes??

Når Sofie så siger at, "nåhhhr, så er jeg altså syg, værdiløs, ikke til at stole på, et produkt af det pure vanvid, uden sans og mening", hvis hun fornægter sin egen virkelighed til fordel for andres (psykiatriens, den "sorte" terapis) virkelighed, så udviser hun "sygdomsindsigt". Ifølge psykiatrien. Og ifølge den "sorte terapi". Og hvis der skulle snige sig den mindste tvivl ind, et eller andet sted dybt nede i Sofie, ja, så er denne tvivl selvfølgeligt også bare produkt af det pure vanvid, og ikke til at stole på. Det kan Sofie da godt se, ikke? Den "sorte" terapis coping strategies: Fornægt dig selv.

Sandsynligvis har Sofie aldrig fået andet at vide igennem sit liv, end at hendes virkelighedsopfattelse, hendes tanker, følelser og forestillinger, og dermed hele hende selv, er syg, ikke til at stole på, det pure vanvid, uden sans og mening, og uden hold i (omverdenens) virkelighed. I forhold til resten af Sofies omverden, har psykiatrien, og med den den "sorte" terapi, den uvurderlige fordel, at man har videnskaben på sin side. Man kan overbevise Sofie ved hjælp af videnskabelige fakta, fakta om hjernesygdomme, ubalancer i hjernekemien, gener. At det, man her prøver at sælge Sofie, og så mange andre, som "fakta", i sig selv ikke er andet end det pure vanvid, uden sans og mening, ikke til at stole på, værdiløst, og uden hold i (nogen som helst) virkelighed, at der ikke findes dokumentation, videnskabelige beviser for disse "fakta", og at Sofies eventuelle tvivl dermed er mere end berettigede, undlader man selvfølgeligt at oplyse hende om. Hun kunne komme til at tro på ormene i maden som virkelige igen, og stille spørgsmålstegn ved, at ECT skulle være "den helt rigtige behandling til netop (hendes) problem".

Men, også her, bare roligt. I det konkrete tilfælde "Sofie" er der efterhånden godt og grundigt sørget for, at Sofie slet ikke er i stand til at tænke, føle eller forestille sig noget i den retning længere. Denne mulighed ER fjernet.

Jeg fortalte en gang en veninde, at jeg ikke mente, jeg var et menneske. Hun grinede ikke. Hun rystede ikke på hovedet. Hun skyndte sig heller ikke at ringe 112. Hun kiggede bare interesseret på mig og spurgte: "Hvis du ikke er et menneske, hvad er du så?" Befriende. Mange andre, og psykiatrien helt sikkert, havde sagt: "Du er jo syg i hovedet! Vi kan da se, at du er et menneske." Og dermed havde sagen været afgjort og afsluttet for dem. Tja, mit ydre lignede nok til forveksling det af et menneske. Men indeni var jeg såpas fremmedgjort fra den del af det særegent menneskelige, der udgjorde min personlighed, at det forekom mig som en umulighed, at jeg overhovedet skulle være et menneske. Jeg VAR faktisk ikke noget menneske. Jeg led ikke af "hallucinationer" eller "vrangforestillinger". Mine forestillinger var tværtimod fuldstændig korrekte. Jeg havde bare svært ved at erkende metaforiken i dem. Altså tog jeg dem bogstaveligt. At erkende metaforiken i sine forestillinger kræver, at man kan sætte ord på den. At umulige, ikke-eksisterende ord bliver mulige og eksisterende i bevidstheden.

Hvis Sofie ser orme i sin mad, så ER der "orme" i hendes "mad". Det eneste, der havde kunnet overbevise hende om, at der ikke er orme i hendes mad, det eneste, der havde kunnet befri hende fra at se orme i sin mad, havde været at acceptere ormene i maden som Sofies virkelighed, en lige så gyldig og meningsfuld virkelighed som alle andres. Hverken syg eller værdiløs eller det pure vanvid, men fuldt ud til at stole på og indeholdende lige så meget sans og mening som enhver anden virkelighed. At acceptere hendes virkelighed, havde gjort det muligt for Sofie at acceptere den selv. Og derfra at udforske den: Er "ormene" orme? Eller er de måske en metafor for noget helt andet, og i så fald for hvad? Og er "maden" maden? Måske har hendes terapeut prøvet. Det fortæller historien, artiklen "Dag for dag uden i går" i Outsideren, ikke noget om. Men uden minder og gjort ligeglad af psykofarmaka respektive jævnlige ECT-"behandlinger" havde Sofie ikke nogen chance.

Vejen til et eget sprog, til at finde og muliggøre sine egne ord, går igennem minderne. Minder af begivenheder, følelser, fornemmelser. Ufiltrerede minder. Befrielse er ikke at få etableret et (nyt) filter, eller en (ny) ligegladhed. Befrielse er at finde et konstruktivt, kreativt sprog, der overflødiggør det destruktive, når de ting, der går én på, ufiltreret, skal benævnes. Et menneskes personlighed udgøres af dette menneskets livshistorie. Jo mere man kender til denne livshistorie, jo mere man bliver sig selv bevidst, jo større chance for frihed. Uden livshistorie, uden minder, ingen personlighed. Og uden selvbevidst personlighed ingen frihed. Befrielse er ikke at få klippet vingerne. Det er at erkende og acceptere ørnen indeni, lære den at flyve, og slippe den fri. Af terapeuten kræver det, at han/hun er villig og i stand til at erkende og acceptere (ørnen i) sig selv. Vingeklippede høns, for hvilke flyvende ørne er en umulighed og ikke-eksisterende, kan ikke hjælpe en ørn at lære at flyve. Vingeklippede høns kan kun sørge for, at ørnen indeni bliver filtreret fra bevidstheden, igen og igen, og somme tider altså en for alle gange. Som i Sofies tilfælde.