Ørnen Sofie og hønsene, del III

Jeg er ikke helt færdig med (at skrive om) ørnene og, især, hønsene, nej. Færdig med det er jeg vel egentligt først den dag, der ikke findes flere vingeklippede og vingeklipning anbefalende høns. Den dag, hønsegårdene med deres af hønsetråd begrænsede horisont og deres hakorden er afskaffede. - Jeg drømmer...

Det, psykofarmaka og ECT såvel som giftig terapi filtrerer fra, er ikke Irakkrigen, nedrivningen af ungdomshuset, klimakatastrofen, det er ikke mord, ødelæggelse, (social) uretfærdighed, cynisme, bedrag, løgne, fortielser etc., det er ikke yderverdenen i sin helhed. Det, der bliver filtreret fra, er ens reaktion på disse ting, på yderverdenen. Den reaktion, der definerer én selv. Det er i sidste ende altid én selv, éns selv, der filtreres fra. Af yderverdenen. Som værende en ubekvem og derfor uønsket reaktion på denne yderverden.

I tresserne og halvfjerdserne røg folk pot, drak og tog LSD. Selvstyret filtrering, og stadigt med mulighed for reaktion, hvor der skulle reageres. Vietnam, f.eks., eller atomkraft. I dag overlader vi trygt styringen til "eksperterne". Og de sørger for, og her er de virkeligt eksperter, at muligheden for en individuel, særegen og naturlig reaktion minimeres, ofte, og helst, umuliggøres helt. De en gang individuelt særegne og naturlige reaktioner diagnosticeres, normeres, kontrolleres og undertrykkes i tiltagende grad.

I tresserne og halvfjerdserne var det stadigt accepteret, at verdenen kunne gå folk på. Det var, alt efter hvilke kredse man færdedes i, nærmest UNORMALT, hvis verdenen IKKE gik én på. I dag er det alment accepteret, at det er "sygt", unormalt, hvis verdenen går én på. Parallelt med et støt stigende antal mennesker på fremmedstyret (af f.eks. psykiatrien) frafiltrering ("medicin", ECT, f.eks.), stiger fremmedgørelsen.

Psykiatrien er ikke ene om at markedsføre statsligt kontrolleret frafiltrering, og dermed fremmedgørelse. Andre samfundsinstitutioner som medierne, terapeuter eller de p.t. så trendy'e life coaches f.eks., yder også deres bidrag. Psykiatrien er dog den samfundsinstitution, der både promoverer fremmedstyret frafiltrering og fremmedgørelsen mest gennemført, og ejer de mest effektive midler til at udstyre mennesker med filtre og derved fremmedgøre dem fra dem selv. Derudover er den den eneste samfundsinstitution, der må anvende disse midler mod et individuums vilje. I modsætning til de fleste andre samfundsinstitutioner, der stadigt er underlagt en vis ekstern kontrol, er psykiatriens magt stort set ubegrænset, kun kontrollerbar af psykiatrien selv. Alt kan undskyldes og bliver undskyldt ved at påstå at det er "til individuets eget bedste". Manglen på videnskabelighed, på eksakte, videnskabelige beviser, gør denne institution stort set uangribeligt.

På samme måde fungerede inkvisitionen i sin tid. Men manglen på videnskabelighed er, paradoksalt nok, ikke bare psykiatriens stærkeste men også dens svageste punkt. I sin tid brækkede denne mangel nakken på inkvisitionen. Fordi folk for alvor begyndte at tvivle, og det, man prøvede at sælge dem som "beviser" ikke længere kunne overbevise. De faktiske modbeviser blev flere og flere og mere og mere slående.

I dag tror vi ikke så meget på besættelse og frelsning i inkvisitionens udgave længere. Vi tror på dem i form af gener og i form af balancer og ubalancer i hjernekemien. ICD-10, kapitel V respektive DSM-IV TR har afløst inkvisitionens Malleus Maleficarum, Heksehammeren. Jeg undrer, hvad menneskeheden vil tro på, når heller ikke disse længere kan overbevise som "beviser", en skøn dag i fremtiden. Og om det mon nogensinde vil gå op for mennesket, at "frelsning", befrielse, kun kan komme indefra, fra én selv, fra éns eget selv.

En tro, om det er troen på Gud, stjernerne eller en terapeut, kan hjælpe én til at finde frem til én selv og til at kunne befri én selv. Men kun hvis disse instanser selv ikke frygter sig selv og friheden. Vejen til at kunne acceptere og befri sig selv, går gennem at blive accepteret og løsladt af en anden. Så længe den anden man tror på, om det er kirken, en astrolog, en terapeut, om det er staten, dens institutioner, samfundet og dets normer og værdier, betragter og opfører sig som éns "herre", kan man umuligt være andet end herrens slave og dermed ufri.

Ting som historien om Sofie går mig på, ja. Rigtig meget. Men jeg er faktisk glad for, at de gør det. Jeg er mere glad for det, end for noget andet. At jeg kan mærke mig selv, ufiltreret, reagere ufiltreret, tænke ufiltrerede tanker, føle ufiltrerede følelser. At jeg har muligheden for at gøre umulige og ikke-eksisterende ord mulige og eksisterende. At jeg har muligheden for at finde mit helt eget sprog. Et konstruktivt og kreativt sprog, der gør det destruktive mere og mere overflødigt. Jeg flyver. Lidt usikker endnu, af og til en crash-landing. Men hvad! Man er vel ørn, og ørne flyver. Frit.