Giftige relationer, og en definition af kognitiv adfærdsterapi

Fra en mail til en ven, der arbejder som psykoterapeut:

"Jeg har tænkt lidt over det, efter jeg havde læst Gianna's indlæg om sagen [Gianna's indlæg indeholder hendes mail til hendes terapeut, hvori hun skriver, hvorfor hun stopper terapien]. Det forekommer mig som bare endnu et "symptom" på vor kulturs sygdom, dens gennemgående fremmedgørende dynamik, at vi skal betale for hjælpsomme menneskelige relationer, for forståelse og empati fra et andet menneske, og at der er en hel industri, der lever af at tilbyde noget, alle og enhver til enhver tid burde have omkostningsfri adgang til. Var det ikke Freud, der kom med kravet om at folk skal betale for den service, fordi det tvinger dem til at arbejde? Første skridt til "recovery". Ok, men så betyder "recovery" altså også tilpasning til det kapitalistiske system... Så, på en måde kunne man sige, at det får terapien til at gentage den dysfunktionelle, fremmedgørende dynamik, der har forårsaget krisen: "Det er ikke nok, at du er den, du er. Jeg lytter kun, hvis du betaler mig penge for det." - Hold da op, det må lyde forfærdeligt i en terapeuts ører! Jeg vil bestemt ikke få dig til at føle dig elendigt tilpas eller noget! Det er som det er. Desværre har vi hård brug for den terapeutiske industri. En hel del ville være nødt til at ændre sig, før vi kunne undvære den. Og jeg tror, de "gode" folk i business'en kan faktisk bidrage til at tingene ændrer sig, igennem deres arbejde - som de er nødt til at få betalt for, for at kunne overleve."

I mine øjne er det ikke så meget bestemte, gennem flere års studium lærte, teknikker, der virker helende, men simpelthen ægtheden i den mellemmenneskelige relation som sådan. Hvorvidt kan mellemmenneskelige relationer være ægte, når de baserer på, at der betales penge for dem? Er ikke også det en form for "toxic mimicry", en giftig efterligning, af hvad der ville være naturligt?
_______________

Kognitiv terapi - Glem overgrebene og opfør dig ordentligt!

Alison Hymes rammer atter en gang sømmet på hovedet når hun beskriver kognitiv adfærdsterapi: "...der deler brochurer ud og anvender CBT, også kendt som organiser din adfærd og lad være med at tænke på din fortid, blandt overgrebsofrene..."

Merete Nordentoft, OPUS-projektet og The International Society for the Psychological Treatments of the Schizophrenias and other Psychoses, ISPS

Jeg må jo indrømme, at jeg blev en smule glad, da jeg så, at The International Society for the Psychological Treatments of the Schizophrenias and Other Psychoses, ISPS, også har en dansk afdeling. "De gemmer sig godt," skrev jeg til Daniel Mackler.

Men bortset altså fra, at man selv i en organisation, der prioriterer psykoterapi respektive -analyse meget højt som hjælpeforanstaltning ved ekstreme sindstilstande, har sine problemer med at se bort fra en patologisering af individet, troede jeg, naiv som jeg en gang imellem godt kan være, at der i Danmark måske virkeligt fandtes ikke bare nogle få enkelte hjælpere (der nok kan tælles på fingrene af én hånd...), men måske endda en hel organisation af hjælpere, der tog mennesker, der oplever ekstreme sindstilstande, seriøst, og der virkeligt satte sig ind for at tilbyde disse mennesker hjælp efter deres præmisser. Og patologiseringen, den kan vi jo i sidste ende takke Freud for, ligesom vi kan takke ham for psykoanalysen, så...

Men jeg må vist tro om.

Et øjeblik overvejede jeg, at linke til ISPS fra min sidebar, og ja, den US-amerikanske afdeling af organisationen har da nogle meget interessante artikler på hjemmesiden, og på startsiden kan man læse: "Vi støtter en human, vidtspændende og dybdegående behandling af psykotiske forstyrrelser." Meget tiltalende. Så, måske var der her et link til min samling af links til læsværdige danske hjemmesider?

Nu linker jeg ikke bare til noget, uden at først undersøge lidt nærmere, hvad det er, jeg anbefaler. - Hvilket ikke betyder, at jeg udelukkende går efter 100% overensstemmelse med mine synspunkter. Men der er altså grænser for galskaben, som man siger.

Det første navn, jeg faldt over, var, som tidligere bemærket Bent Rosenbaum. Det gav en mixed-emotions-resonans hos mig. Det næste navn gav ikke længere en mixed-emotions, men en rød-alarm-resonans: Merete Nordentoft.

Hvorfor rød alarm? Merete Nordentoft, et navn, vi jo nok er en del, der genkender fra medierne, er initiativtager til OPUS-projektet. Akronymet "OPUS" står for "tidlig opsporing og behandling af unge psykotiske", og det siger mig allerede en del. Alene ordvalget: de ("psykotiske") - og os.

Men lad os lige se på, hvad dette, angiveligt så revolutionerende, projekt går ud på. Ifølge den rapport, jeg linker til foroven, består behandlingen af fem forskellige tiltag: Individuelle samtaler, medikamentel behandling, psykoedukation, social færdighedstræning og familiearbejde.

'Ah,' tænker man så, 'individuelle samtaler. Det lyder jo lovende.' Men lad mig sige det med det samme, jeg må skuffe. Af en anden projektbeskrivelse, der imidlertid er forsvundet fra nettet, fremgik det, at de individuelle samtaler under den maksimalt toårige tilknytning til projektet, man kan have, er begrænsede til 12 - TOLV! - i visse tilfælde til allerhøjst 24 - FIRE OG TYVE! - samtaler med en terapeut, og at samtaleemnerne gerne skal aftales på forhånd. Ja, det er - desværre - ikke en joke. Men samtalerne i sig selv, de bliver altså til en joke under disse omstændigheder.

Mit eget forløb omfattede 45 samtaler, fordelt over en periode på tre og et halvt år. Et (absolut) minimum, når vi taler "psykoser". Og kun muligt, fordi jeg a) ikke længere var 20 år gammel, men godt og vel to gange 20 år, med den deraf følgende livserfaring og en vis baggrundsviden indenfor relevante fagområder (såsom filosofi, litteratur og, ja, psykologi/-analyse).

Fordi jeg b) var så motiveret, som man bare kan være - aldeles ikke til at lære at leve med en begrænsende, kronisk sygdom, men til at erkende, forstå og løse min eksistentielle problematik.

Fordi jeg c) skrev - stort set 24/7 ("Jeg plejer at sige, at en psykose ikke passer ind i en 50-minutters-session - fordi den foregår 24 timer." -Loren Mosher) og ikke til skrivebordsskuffen, men for min terapeut at læse. Dvs. jeg kunne til enhver tid have en godt nok imaginær men dog også ret så konkret samtale med min terapeut, på papiret. Også kl. 3 om natten, hvis det var det, der skulle til.

Fordi jeg d) ikke blev yderligere traumatiseret af et ophold på den lukkede respektive af det tillidsbrud, det havde været fra min terapeuts side, at arrangere et sådant ophold mod min udtalte vilje. Noget, der uvægerligt ikke bare havde kastet mig betydeligt tilbage med hensyn til recovery'en, men under alle omstændigheder en for alle gange havde ødelagt tillidsforholdet til min terapeut. Og til enhver anden professionel hjælper med. Mens jeg samtidigt var ret afklaret med, hvad jeg i givet fald ville foretage mig, skulle det vise sig, at man altså åbenbart ikke kan stole på menneskeheden overhovedet. "Suicide was my ticket out," siger Catherine Penney i Take These Broken Wings, adspurgt om, hvordan hun tror, det var gået, havde hun ikke mødt Daniel Dorman. Det var også min billet ud.

Fordi jeg e) ikke var medicineret på noget tidspunkt,

fordi der f) ikke blev aftalt noget som helst på forhånd - andet end tid og dato for den næste terapitime,

og sidst men bestemt ikke mindst fordi jeg g) ikke hoppede på den biologiske limpind, bortset fra i en, heldigvis meget kort, periode, hvor jeg, takket være den massive propaganda alle vegne, havde mine tvivl. I øvrigt den eneste periode nogensinde i mit liv, hvor jeg seriøst overvejede selvmord: man ændrer ikke uden videre på sine gener, og heller ikke på en kronisk ubalance i transmitterstofskiftet. Man kan alene passivt håbe på, at "medicinen" virker. Men man kan altid blive aktiv, og ændre på tillærd adfærd - og komme sig helt.

Hvorved vi er ved OPUS-projektet igen. Af rapporten fremgår det, at de individuelle samtaler, der nævnes her, er ugentlige samtaler med det, der hedder en kontaktperson. Begrebet "terapeut" er altså fra denne, åbenbart nyere, rapport helt forsvundet. Men hvad, det var jo alligevel bare en joke, ikk'?

Og her i rapporten hedder det så under "Individuelle samtaler" bl.a.:

"Samtalebehandlingen kan indeholde mange elementer: rådgivning, vejledning, kriseintervention, psykoedukation, tilbagefaldsforebyggelse, psykologisk støtte til indsigt og egentlig kognitiv terapi [Ah, da er de måske alligevel, de 12, maks 24 psykologtimer??? Jamen, fabelagtigt!].

Generelt kan samtalerne skematiseres efter den fase, patienten befinder sig i, således:
Akut fase:
Der skabes kontakt og etableres en behandlingsalliance. Samtalerne har overvejende støttende og psykoedukativ karakter, (...)
Stabiliseringsfase:
Patienten støttes i at fortsætte med at følge behandlingen, selv om han har fået det bedre. Der ydes psykologisk støtte til indsigt og accept, (...)
Vedligeholdelsesfase:
Der ydes støtte til at fortsætte behandlingen. (...)"

Under "Medikamentel behandling" kan man så læse nøjagtigt hvad der så målrettet og ihærdigt skal støttes:

"Hos størsteparten af patienterne har der været indikation for antipsykotisk medikamentel behandling."

Og rigtigt hyggeligt bliver det lidt længere nede, hvor der konstateres, at mange kriseramte mennesker har "depressive" perioder - meget besynderligt, at de bliver så kede af at få indbildt, de har en kronisk biologisk hjernesygdom - der jo så selvfølgeligt gerne behandles med antidepressiva, SSRIs, ifølge rapporten. Siden "depressionen" jo må anses at være del af den biologiske sygdom, og bestemt ikke resultat af både nedværdigende og desillusionerende budskaber fra hjælpernes side, der efterlader det kriseramte menneske fuldstændigt magtes- og hjælpeløst, nej nej! Og så har de jo vist sig, at være så effektive, SSRIs'ene, ja! Og, nej nej, det er heller ikke den såkaldt "antipsykotiske medicin", der kan have nedtrykthed som bivirkning!

Ja, og siden både "psykotiske og depressive tilstande kan være forbundet med megen angst" - nej nej, det er i hvert fald ikke en bivirkning af de anbefalede SSRIs! - så rører vi da også lige nogle benzoer ind i cocktailen, der ved konstateret misbrug (og et sådant må vi ved daglig indtagelse af tre forskellige typer psykoaktive stoffer på ubegrænset tid - det er kronisk, remember?! - vist under alle omstændigheder tale om) yderligere kan krydres med lidt metadon eller lignende. Velbekomme!

Hvis man så er heldig, så ender man som Gianna, der efter knap 20 år i et medicinsk tågedis gennemskuede charaden, og nu i sit femte år, fysisk svært skadet af "medicinen", kæmper for at komme ud af det lægeordinerede misbrugshelvede. Hvis man er knapt så heldig, så ender man som mere eller mindre total grøntsag på et bosted - eller som Luise.

Og hvis man nu skulle være indehaver af en sund portion skepsis, så har OPUS også en løsning på det problem:

"Det forekommer hyppigt, at patienter ikke ønsker at tage medicin, specielt den antipsykotiske medicin. (...) I OPUS har filosofien været, at når patienten ikke ville have den medicin, der fandtes nødvendig for ham, havde patienten sine grunde til det, og det var personalets opgave at undersøge baggrunden, undervise om, hvad medicinen kunne bruges til og hvilke bivirkninger der kunne forventes, og forsøge stadig at motivere for at modtage den relevante behandling. Erfaringen har været, at de fleste patienter alligevel efter nogen tid har accepteret behandlingen." Ja, og så ender man alligevel som Gianna, eller Luise. Når man, i sin i forvejen ret så sårbare sindstilstand, ikke orker psykoterroren (at blive "motiveret") længere. Sund skepsis eller ej.

Bemærk, at "behandling" her fuldstændigt sidestilles med "medicin". Anden behandling skal man altså heller ikke i OPUS-projektet regne med at kunne få, og de ugentlige samtaler er mindre ment som "behandling" i en virkeligt terapeutisk betydning, end i en indoktrinerende betydning. Hvilket sådan set er det modsatte af terapeutisk.

Endeligt afgået ved døden som et "mesterværk" er OPUS for mig med følgende citat, hvilket man betegnende nok, kan finde under "Familiearbejde", der ifølge rapporten omfatter "individuelle møder ved behandlingsstart" med de pårørende, "uden patienten, men med patientens accept" - Hvad prøver man her at redde? "Intet om os uden os"-konceptet? Jeg er ked af det, det er en ommer! Se dertil foroven, psykoterror af mennesker i meget sårbare sindstilstande - :

"- psykoedukation med vægt på en biologisk årsagsmodel (skyldreducerende)"

Hvad var det lige, Loren Mosher sagde? "Biologisk forårsagede hjernesygdomme er sikkert belejligt for familier som læger ligeledes. Det er en ingen-skyld-forsikring mod personligt ansvar. Og: "Biologiske forskelle 'gør dem grundlæggende anderledes end os,' siger han. 'De er på en måde lidt en anden race end os.' Mosher tænker, at det hele er 'en måde at forsigtigt sige, ' Disse mennesker er virkeligt anderledes. Og derfor har vi ret til at gøre med dem hvad fanden vi ønsker.' ' "

Eller, sagt på en anden måde: Om det så koster "de skizofrene" livet - "medicin"betinget, eller fordi det, ganske logisk og ikke spor sygt, som jeg vil mene, er billetten ud af en tilværelse med kronisk hjernesygdom - hovedsagen er, at læger og pårørende kan vaske deres hænder.

Meget mere passende, end man umiddelbart skulle tro, at Merete Nordentoft fik tildelt Den Gyldne Skalpel for OPUS-projektet. Det minder mig om en vis Nobelpristager...

Og dermed, med denne ret så uforbeholdent tilkendegivne ringeagtning af mennesker i krise, er den danske afdeling af ISPS, som Merete Nordentoft som nævnt, er medlem af, og ved hvis internationale symposium i København i juni 2009 hun deltager i det lokale videnskabelige komité, også afgået ved døden i sin form som en glædelig overraskelse og et potentielt link i min sidebar.
_______________

Hvad anden end den "indsigts-" og "compliance-"fremmende "støtte", OPUS tilbyder, angår: Jeg havde en bekendt, der blev tilknyttet OPUS. "Et sted at bo? Det kan vi desværre ikke hjælpe med. Et job? Det kan vi desværre ikke hjælpe med." Men pillerne fik han med hjem. Uden omsvøb. Og helt gratis. Han behøvede ikke engang at spørge efter dem.

Det må virkeligt kaldes for eksemplarisk støtte af mennesker i krise.

Og nej, jeg tog fejl. De gemmer sig slet ikke. De er der, synligt for alle, midt i biobiobiopsykiatrien stortrives de biobiobiopsykiatrisk. ISPS' medlemmer. Når "psykologiske behandlinger" skal fremmes, menes der således åbenbart ikke så meget andet, end at "the slightly more sophisticated" version af den kulsort-pædagogiske psykoedukation skal finde mere udbredelse. Trist men sandt. Men i sidste ende jo ikke så overraskende igen, i dette jantelovens land.

I øvrigt er også Lene Falgaard Eplov, der mener, recovery ikke kan være andet, end at lære at leve med en kronisk sygdom, og biopsykolog Torben Schjødt medlemmer af ISPS' danske afdeling. Uhm, jah. R.I.P., ISPS Danmark.
_______________

P.S.: Bemærk, hvis du læser rapporten om OPUS-projektet, at der på intet tidspunkt er tale om at behandlingen bare så meget som eventuelt kan omfatte traumerelateret terapi. At emotionel lidelse kan være resultat af traumatiserende oplevelser, udelukkes dermed på forhånd. Apropos at overgribere til enhver tid vil gøre alt i deres magt stående, for at forhindre offeret - og omgivelserne - i at gennemskue misbruget/mishandlingen.
_______________

P.P.S.: Merete Nordentofts navn kan man for resten også finde på denne liste over læger med en så intens tilknytning til farmaindustrien - i Merete Nordentofts tilfælde til bare alt for velkendte Eli Lilly, producent af Zyprexa - at de så sig nødsaget til at søge om tilladelse for deres lille bierhverv. Som salgsrepræsentant for firmaet.

Take These Broken Wings - endnu en gang, og Bonnie's valg

Siden jeg var en smule uinspireret, da jeg skrev anmeldelsen af Take These Broken Wings i mandags, og siden jeg efterfølgende kom til at producere en lidt anderledes version, som jeg er noget mere glad for, til min engelske blog, følger her oversættelsen af denne, nyere version. Fulgt af et eksempel på, hvad en film som denne formår at bevirke.

Sidste måned postede Gianna en anmeldelse på sin blog, omhandlende Daniel Mackler's dokumentarfilm Take These Broken Wings. Recovery from Schizophrenia Without Medication.

Jeg kendte til Daniel Mackler's website, havde været der nogle gange, og var ikke i tvivl, at jeg måtte have fat i filmen. Den kunne kun være god.

Og god er den. Helt vildt god, faktisk! Filmen lægger sit hovedinteresse i at vise, at recovery fra det, psykiatrien kalder for "skizofreni", er muligt, at "skizofreni" ikke per definition er en livslang, kronisk sygdom, der kræver livslang - og i øvrigt ofte kronificerende - medicinering. Som filmen ser på de videnskabelige fakta, præsenteret af Robert Whitaker, Joanne Greenberg's og Catherine Penney's historier, fortalt af dem selv, og flere professionelles, som Peter Breggin, Ann-Louise Silver, Bertram Karon and Daniel Dorman, erfaringer, bliver det, atter en gang, tydeligt, at recovery, fuld recovery, fra "skizofreni" ikke bare er mulig, men faktisk noget, der burde forventes.



" 'Hvad har inspireret dig til at lave filmen Take These Broken Wings?'

'Hovedgrunden er at vise, at folk kan komme sig fra skizofreni. At det ikke er en livslang sygdom, at du ikke hænger på det. At det håbløse budskab, samfundet og det psykiatriske system og medierne kommer med, simpelthen ikke er sandt. Jeg vil bekæmpe det budskab. For, jeg er terapeut. Jeg har arbejdet med mange mennesker med skizofreni. Jeg har set adskillige komme sig. Og jeg har også set nogle mennesker ikke komme sig. Og jeg har undret mig: Hvorfor kommer de sig ikke? Og en af hovedårsagerne er, at disse mennesker er låst fast i deres tro på alt, hvad det psykiatriske system, alt hvad deres psykiater, deres kontaktperson, deres familier og medierne og alle de psykologibøger, de har læst, fortæller dem: at de ikke kan komme sig. Jeg ved, at det er en løgn, og jeg vil gøre mit bedste, for at afsløre den.' "

For mig var specielt to af de mange aspekter ved behandlingen og recoveryen, som Take These Broken Wings kommer ind på, interessante: kvalitetsforskellen mellem en recovery, der opnås uden brug af psykofarmaka, sammenlignet med en "recovery", der stadigt indbefatter brug af psykofarmaka - såfremt en recovery, der stadigt kræver vedligeholdelsesmedicinering, overhovedet kan kaldes for recovery - på den ene side,



"Når mennesker kan vokse igennem psykosen, når de, igennem det dynamiske arbejde, kan forstå, hvad der førte til sammenbruddet, og hvad der bidrager til den nye sammenhæng, giver det dem en stolthed i deres personlighed, og en fornemmelse af at være et centreret selv, der kan komme videre og takle udfordringer. Når et menneske føler sig holdt sammen af det tape, medicinen er, vil dette menneske være bange for at gå ud i regnvejret, af angst for, at regnen vasker tapen af, og mennesket ender tilbage på hospitalet."

og den grelle forskel mellem den behandling, der er standard i dag, og den slags hjælp for mennesker i krise, bl.a. Peter Breggin går ind for, på den anden:



"Nøglen til at hjælpe folk, det allervigtigste, er at hjælpe dem til at overkomme følelsen af hjælpeløshed. At hjælpe dem til at forstå, at de faktisk kan forstå tingene og træffe afgørelser og valg. Og du kan ikke gøre det, når du giver medicin. Fordi du siger til dem: 'Du kan ikke gøre det. Du har brug for et medikament.' Og det er meget trist, at vi ikke har steder, hvor folk kan tage hen og få omsorg. Som under den moralske æra i psykiatrien i det 18. og 19. århundrede, hvor vi havde sygehuse, specielt i England, hvor du kunne få den slags behandling, som en person som mig eller Loren Mosher ville give folk, der er meget forstyrret."

Hvad siger det mig om vores samfund generelt, om vores kulturs præferencer, at vi, på trods af en fundamental mangel på beviser for denne behandlings effektivitet, og på trods af, at alternativer, hvis effektivitet faktisk er bevist, ikke desto mindre bliver ved med at nærmest udelukkende behandle "de mest sårbare mennesker" (Peter Breggin) på den mest umennskelige måde man kan tænke sig?

Selv om filmen fokusserer på psykoterapi som behandling, nævner Daniel Mackler dog også, at den ikke er den eneste mulige vej til at opnå recovery fra "skizofreni". Alle veje fører til Rom, kunne man sige. Alle undtagen en.

Ligesom de fleste - om ikke alle - med "skizofreni" diagnosticerede menneskers livshistorie, så er også Joanne Greenberg's og Catherine Penney's historier historier om traumatiske barndomsoplevelser. Mens deres recoveryhistorier er historier om bevidstgørelsen, bearbejdningen og forståelsen af traumerne - og deres reaktioner på dem. Mens der altså er én vej, der mere effektivt end nogen anden undertrykker, ja endda reducerer bevidsthed og forståelse, og der viser sig, at være en blindgyde i det lange løb: livslang "vedligeholdelses"medicinering, kombineret med overbevisningen om, at "skizofreni" er en kronisk, biologisk hjernesygdom, forårsaget af en kemisk ubalance i transmitterstofskiftet, dens "symptomer" således værende helt uden betydning, og ikke værd, at blive gjort til genstand for en dybere, meningssøgende efterforskning - for eksempel vejledt og støttet af en psykoterapeut.



"Jeg gør ikke brug af den medicinske model. Jeg formulerer ikke nogen som helst diagnose overhovedet, når jeg sætter mig sammen med nogen. Jeg er ligeglad. Jeg tænker ikke engang på det. Jeg vil høre personens historie, og hvem vedkommende er, og hvad vedkommendes problemer er. Den medicinske model er en checkliste over symptomer, der så bliver samlet sammen i kategorier, og så behandlet som om det var et medicinsk problem. Som regel med medikamenter. Terapeuten kan være en pålidelig guide. En guide ind i sindet, ind i det forfærdende, og med hensyn til verdenens realiteter."

Take These Broken Wings er et brilliant plædoyer ikke bare for psykoterapi, men for alle alternative behandlingstilgange til kriser, der sigter mod forståelse snarere end mod den blotte undertrykkelse af "symptomer". Samtidigt klarer filmen, at navigere successrigt udenom fælderne af at polemisere mod psykiatrien og forherrlige kriser som sådan.



" 'Tror du, folk kan komme sig helt fra skizofreni og leve et liv uden nogen som helst medikamenter?'

'Absolut. For det første er der to måder, hvorpå du kan svare på dette spørgsmål. Den ene er: 'Jeg kender mange,' som du gør, 'der er blevet diagnosticeret med skizofreni, og der havde alvorlige, psykotiske episoder, der er kommet sig og ikke tager medikamenter.' Så, personlig erfaring siger dig, at det er muligt og kan ske. For det andet - og det er, hvad vi ikke ved noget om, vi glemmer det - hvis du ser på forskningslitteraturen er der... Recovery var endda almindelig. Og jeg mener recovery uden brug af medicin var almindelig. Før vi endte op med denne behandlingsmodel, der fortæller folk, at de skal tage medikamenter for livet, og at der ikke findes håb for, at de nogensinde vil komme sig. Tror du, unge psykiatere har hørt: 'Ved du, vi har fulgt skizofrenipatienter igennem 30 år, og vi har fundet ud af, at en tredjedel kommer sig helt. Nu er det sådan, at ingen af dem tog medikamenter. Så, hvad vi bør gøre, er at hjælpe folk til at trappe ud af deres medikamenter.' Fortæller man det til kandidater i psykiatrien? Ikke på vilkår."

Klipningen med sine forholdsvis hurtige skift mellem sekvenserne fra de forskellige interviews, der danner grundlag for Take These Broken Wings, dens subtile humor og poetiske billedvalg gør filmen også i kunstnerisk henseende til en fornøjelse at se.

Dokumentarens i mine øjne eneste svage punkt, den lidt uheldige terminologi, har jeg nævnt i mit forrige indlæg her på bloggen. Ligesom jeg har nævnt, at der findes en, acceptabel, om end stadigt ikke helt uproblematisk, forklaring på det. Jeg kan tilføje, at terminologien også blev valgt, for at gøre det nemmere at forstå for "ikke-indviede", hvad der er tale om. Hvilket dog heller ikke er helt uproblematisk. Men det er stof til et andet indlæg, og imidlertid er der også fyren i Washington Square Park, der siger: "Det er en gave, ikke en psykisk sygdom, en gave." Det er lige nøjagtigt hvad det er, ja.

Bestil filmen her, og se trailerne og flere klip på Daniel Mackler's YouTube channel.
_______________

Bonnie's valg

For godt og vel et år siden havde jeg en snarere ubehagelig diskussion med Kirsten Sefland (jeg tænker egentligt ikke, hun kan have noget imod, at blive nævnt ved navn, siden hun jo står offentligt frem med sine meninger), psykiatribruger og entusiastisk forsvarer af elektrochok og psykiatrisk "behandling" af livsproblemer generelt.

Jeg lagde ud med at bede Kirsten Sefland om at lade mig tilkomme hvad der måtte være af videnskabelige beviser for hendes påstande, mens jeg selv sendte hende adskillige links til studier og artikler, der underbyggede mine holdninger. Jeg fik aldrig så meget som et eneste link. Hvad jeg fik retur, var noget følelsesladede, tildels personlige angreb - flere, ja, og nej, jeg er bestemt heller ikke nogen engel; selv om jeg, stort set, bevarede roen under mail-korrespondencen, så gav jeg dog også i et vist omfang slip på den, da jeg skrev indlægget, jeg linker til foroven... - hvoraf det ene anklagede mig for at være én af de personer, på grund af hvilke "unge læger vælger psykiatrien fra som speciale". Jeg ønskede, det var sandt, men jeg tror nu, det er lidt for meget af æren, at antage, at mine skriverier her kunne have så stor indflydelse.

Der er imidlertid én, hvis værk har så stor indflydelse, som denne kommentar på Gianna's blog viser.

"Jeg så dit indlæg om Take These Broken Wings, jeg bestilte den med detsamme. Den var en af de afgørende faktorer for at jeg sagde mit job op, hvilket jeg havde overvejet i lang, lang tid. Jeg så den to gange, grinte, græd. Så den en tredje gang med min mand. Så tog jeg den med på arbejde, og viste den til nogle af mine forhenværende kollegaer...," skriver Bonnie, der altså nu har sagt sit job i psykiatrien op.

Og, medmindre man har tilstrækkeligt med frihed til at gøre tingene videstgående på ens egen måde, som for eksempel Rufus May har det, så er det, at forlade et system, der er såpas præget af mishandling og voldelighed som psykiatrien er det, vist også den eneste holdbare løsning på sigt. I hvert fald for den, der erkender mishandlingen og voldeligheden som den mishandling og den voldelighed de er.

Stærkt gået, Bonnie og Daniel!!!

Take These Broken Wings - Recovery fra skizofreni uden medicin

(For en redigeret, udvidet udgave af denne anmeldelse klik her.)

"Jeg er terapeut. Jeg har arbejdet med mange mennesker med skizofreni," siger Daniel Mackler, der arbejder som psykoterapeut i New York. "Jeg har set adskillige komme sig. Og jeg har også set nogle mennesker ikke komme sig. Og jeg har undret mig: Hvorfor kommer de sig ikke? Og en af hovedårsagerne er, at disse mennesker er låst fast i deres tro på alt, hvad det psykiatriske system, alt hvad deres psykiater, deres kontaktperson, deres familier og medierne og alle de psykologibøger, de har læst, fortæller dem: at de ikke kan komme sig. Jeg ved, at det er en løgn, og jeg vil gøre mit bedste, for at afsløre den."

Daniel Mackler har lavet dokumentarfilmen Take These Broken Wings. Filmen tager sit udgangspunkt i interviews med Joanne Greenberg, som de fleste nok bedre kender under hendes forfatterpseudonym Hannah Green, og Catherine Penney.

Take These Broken Wings, Trailer #1, Joanne Greenberg



Take These Broken Wings, Trailer #2, Catherine Penney



Skiftende mellem passager fra interviewene med Joanne Greenberg og Catherine Penney, med (i alternative kredse) internationalt anerkendte fagfolk som Daniel Dorman (Catherine Penney's terapeut), Peter Breggin, Albert Galves, Ann-Louise Silver, Bertram Karon og videnskabsjournalisten og forfatteren Robert Whitaker (Mad In America), og korte indslag fra interviews med tilfældige passanter i en park, fortæller filmen om årsagerne til både Joanne Greenberg's og Catherine Penney's krise, og kriser generelt -

"Jeg har aldrig mødt en skizofren, hvis liv ikke havde drevet mig til vanvid, hvis jeg havde levet det. Ikke det liv, der er beskrevet i sygehusjournalen af mennesker, der ikke gider høre, hvordan det var. Men det liv, jeg hører om, når jeg langt om længe får at vide, hvad dette menneske har oplevet. Der er ikke tvivl: Jeg ville være lige så syg, og på nøjagtigt samme måde som denne patient. Og faktisk så har jeg aldrig arbejdet med en skizofren, uden på et eller andet tidspunkt at forlade en terapitime med følelsen, at, gode Gud, et menneske har levet på denne måde!" -Bertram Karon

om deres forståelse af krisen -

Joanne Greenberg: Jeg lavede en handel med min hjerne om at være skizofren.

Daniel Mackler: Om at blive skizofren?

J. G.: Ja.

D.M.: Så, du blev skizofren på grund af noget positivt?

J.G.: Ja.

D.M.: Kan du beskrive, hvad det positive var?

J.G.: Jeg byggede et fort.

D.M.: For at beskytte dig mod hvad?

J.G.: Hele verdenen.

"En af de ting, skizofreni gør, er at det redder dig fra den virkelige verdens trauma." -Joanne Greenberg

og om vejen igennem og ud af krisen, ved hjælp af intensiv psykoterapi og uden brug af neuroleptika.

Undervejs kommer filmen ind på såvel den udfordring, det er for terapeuten, at behandle "skizofreni" udelukkende med samtaleterapi -

"At arbejde med skizofrene udfordrer vores egen sans for os selv og vores væren på mange, mange måder. Og det kan somme tider være spændende, og somme tider kan det være ret så skræmmende. Nogle gange føler du, du er ved at miste forstanden." - Danielle Knafo

som den kvalitetsmæssige forskel mellem udfaldet af det medicinske "quick fix" på den ene, og det langvarige, hårde arbejde i terapien på den anden side -

"Forskellen mellem det før-medicinske og det medicinske tidsalder er, at når en patient var i stand til at tænke klart, blive stærkere, have tiltro, i den før-medicinske tid, kunne han være sikker, at han selv gjorde det. At det ikke var et medikament, der gjorde det for ham." -Ann-Louise Silver

"Når mennesker kan vokse igennem psykosen, kan igennem det dynamiske arbejde forstå, hvad der førte til sammenbruddet, og hvad der bidrager til den nye sammenhæng, giver det dem en stolthed i deres personlighed, og en fornemmelse af at være et centreret selv, der kan komme videre og takle udfordringer. Når et menneske føler sig holdt sammen af det tape, medicinen er, vil dette menneske være bange for at gå ud i regnvejret, af angst for, at regnen vasker tapen af, og mennesket ender tilbage på hospitalet." -Ann-Louise Silver

Take These Broken Wings er et stærkt og, især også igennem de videnskabelige fakta, Robert Whitaker bidrager med, veldokumenteret plædoyer for medicinfri behandling af psykoser som afgørende for varig, fuld recovery. Mens det er interviewsekvenserne med Joanne Greenberg og Catherine Penney, der er filmens mest overbevisende argument. Jeg tvivler ikke et sekund på Catherine Penney, når hun på spørgsmålet, om hun nogensinde er bange for, at blive psykotisk igen, svarer med et resolut: "Never."

I et tillægsinterview med Daniel Mackler selv, siger han, at "filmen godt kan give indtryk af, at psykoterapi er den eneste måde, hvorpå man kan recovere fra skizofreni." Men at han bestemt ikke tror, at det er sådan, og at alt fra virkeligt gode venner til sund ernæring kan hjælpe med recoveryen.

Ligesom nogle af de i filmen interviewede fagfolk, er Daniel Mackler medlem af The International Society for the Pychological Treatments of the Schizophrenias and Other Psychoses, ISPS, der også har en dansk afdeling, og hvis der er én ting, der virker en anelse forstyrrende på mig, så er det den gennemgående brug af begreberne "skizofreni", "skizofren" og "psykisk sygdom", som man også kan observere på ISPS' hjemmeside. Hvorfor anvende disse entydigt patologiserende begreber, når filosofien bag psykologisk hjælp, som både Catherine Penney og andre i filmen understreger, er at psykoser bør betragtes som en naturlig menneskelig reaktion, der ikke indeholder noget patologisk?

Men bortset fra dette lille irritationsmoment er Take These Broken Wings et must-see for alle, der på noget tidspunkt i deres liv kommer i kontakt med "skizofreni", på den ene eller anden måde. Og det er vist stort set alle mennesker, som Daniel Mackler siger.

Filmen kan bestilles via Daniel Mackler's hjemmeside, og med på DVD'en er der, udover interviewet med Daniel Mackler og 20 minutters fraklip, også to herlige sange: "Glory Medication" og "Little Bottles" - lyrics, guitar og sang: Daniel Mackler, manden med de mange talenter :)

Psykoaktive stoffer og meditation

I et kort klip på YouTube, der desværre ikke længere er tilgængeligt, fra en workshop med Eckhart Tolle, taler han om psykoaktive stoffers potentiale til at frembringe en vis lindring af den lidelse det er, at være et ego-identificeret individ i vores moderne, vestlige verden.

Ved at tage udgangspunkt i alkoholen, siger han:

"Det [at drikke alkohol] får larmmaskinen i hovedet [sindet] til at falde til ro i et stykke tid. Men der er en omkostning. Omkostningen er, at du bevæger dig hen imod ubevidstheden. Men på din vej hen til ubevidstheden føler du dig lidt bedre tilpas. Så, stoffer, hvilke det end måtte være, smøger - tag en smøg! - selvfølgeligt er pot ikke et stof, det er et blad, så... Så, det blad kan give dig lidt befrielse fra sindet. Men prisen du betaler, er at du bevæger dig hen imod ubevidstheden. (...) Der er en anden vej [end at opsøge en tilstand af ubevidsthed igennem indtagelsen af psykoaktive stoffer] til at blive fri [af lidelsen] ..." (min kursivering)

Jeg faldt over klippet mens jeg egentligt planlagde et indlæg om videoen forneden. Klippet giver en indledende afklaring angående nogle desværre meget udbredte misforståelser med hensyn til psykofarmaka og meditation, og meditationens potentiale til at føre til en højere bevidsthed, "enlightenment" - ligesom med hensyn til psykofarmaka og terapi, og terapiens potentiale til at føre til fuld recovery - mens det samtidigt giver svaret på spørgsmålet, om det er muligt, at opnå fuld recovery fra emotionel lidelse ("psykisk sygdom") ved at bruge psykofarmaka - eller andre psykoaktive stoffer - eller ej.

Det korte svar, som Eckhart Tolle giver i talen, er nej, det er ikke muligt at opnå recovery fra emotionel lidelse mens et individs bevidsthed er under indflydelse af psykoaktive stoffer. Simpelthen fordi disse stoffer hindrer individet, der befinder sig under deres indflydelse, i at komme i kontakt med sit sande selv, fordi disse stoffer hindrer individet i at blive bevidst. Alle psykoaktive stoffer "virker" ved at øge ubevidstheden. Stofferne står som en uovervindelig mur mellem individet og dets sande selv.

Mens vedvarende emotionel lidelse meget vel kan skabe en personlighed, en ego-identitet, der er præget af en negativitet, der på sin side igen, skaber mere og mere lidelse, og derved nedbryder personligheden, er det dog også netop denne tiltagende lidelse, der er forudsætning for at lidelsen kan vedvarende overvindes, netop ved at egoet, personligheden, nedbrydes.

"...den medicin vi giver i dag, medvirker til at bevare personligheden", siger psykiater Jan Nielsen (Outsideren nr. 64, s.11) næsten korrekt. Psykofarmaka bevarer individets identifikation med sit ego og sin lidelse, altså individets personlighed, ved at fryse lidelsen fast på et ubevidst og derfor tåleligt niveau. Prisen er, at individet som oftest forbliver kemisk låst fast i ubevidsthed, i sin lidelse, i "kronisk psykisk sygdom", og at transcendens, fuld recovery, forbliver umuligt at opnå. Mens prisen somme tider, og ikke sjældent, endda er, at selv det falske selv, personligheden, langsomt men sikkert nedbrydes, ikke for at vige for en højere bevidsthed, men for at vige for tiltagende ubevidsthed, som resultat af en reduceret hjernekapacitet.

Interessant er, at Jan Nielsen, om end ubevidst og altså ufrivilligt, afslører sig selv som "sindslidende", lidende under sit sind, sin ego-identifikation: "Hvis du altid er stresset af for eksempel stemmer eller - Jan Nielsen kigger sig ironisk omkring - din arbejdsplads,..." (Loc.cit.)

Jan Nielsen lider dog ikke nok (endnu) til at han ikke længere er i stand til at opretholde illusionen om en velfungerende personlighed. En illusion, han stadigt klarer at opretholde ved at afgrænse sig selv mod "de sindslidende", sit klientel. Han er låst fast i ubevidsthed, måske ikke af psykofarmaka, men af sin professionalisme, sin formentlige ekspertise, illusionen om at udføre et meningsfuldt arbejde og derigennem om at være noget/nogen - og derudover af den drink, han måske i ny og næ skænker sig selv, når han vender hjem fra atter en slidsom arbejdsdag, atter et slidsomt felttog mod den opvågning, der er så ekstremt nedbrydende for egoet, for personligheden, ikke mindst for hans egen personlighed. Atter en dag, hvor det lykkedes at kæmpe x antal (hans eget) ego-truende opvågninger ned med en gedigen dosis Zyprexa. Skål på det!

Mens enhver seriøs spirituel lærer ved, at psykoaktive stoffer og meditation ikke går godt sammen, ligesom Loren Mosher vidste at psykofarmaka og terapi ikke går godt sammen, mener de fleste psykiatere, psykologer og andre behandlere indenfor psykiatrien stadigt, at, ligemeget hvilken form for emotionel krise, så må en kombination af "medicin" med terapi, en kombination altså af to diametralt modsat virkende behandlingstiltag, være den optimale tilgang.

Forståeligt er dette kun, hvis man ser det i sammenhæng med samfundets, og dermed psykiatriens, eksistentielle angst for de ego-nedbrydende opvågningsprocesser eksistentielle kriser er. Mens denne angst til stadighed lader de angste behandlere fornægte eksistensen af muligheden for fuld recovery, anerkender spirituelle lærere ikke bare mulighedens eksistens, men sigter med al deres gøren og laden faktisk netop mod fuld recovery, eller "enlightenment", med et spirituelt begreb.

Konsekvensen af psykiatriens fornægtelse af at et højere bevidsthedsniveau er muligt at opnå, der på sin side er en konsekvens af psykiatriens definition af kriser som værende kroniske, biologiske hjernesygdomme, er at psykiatrien sigter mod det stik modsatte af hvad en spirituel lærer ville sigte mod, og altså prøver med alle midler at reducere det kriseramte individs tiltagende - eller vågnende - bevidsthed. Ikke bare "back to normal", men desværre som oftest på et niveau langt under "normal", og lige så ofte vedvarende, igennem "vedligeholdelsesmedicinering" med meget stærke kemiske nervegifte, som ikke kun reducerer hjernens kapacitet mens de tages, men som også forårsager hjerneskader, og således reducerer hjernens kapacitet permanent og i tiltagende grad jo længere stoffet tages.

Så, hvis du er ved at vågne op, hvis du går igennem en emotionel krise, så pas på med psykoaktive stoffer, specielt kemiske substanser, såsom alle psykofarmaka, hvis hjerneskadende potentiale er noget større end rene, naturlige stoffers, såsom "bladets".

I videoen forneden siger Jane bl.a. at specielt stimulerende stoffer som koffein og amfetamin, altså speed men også "ADHD-medikamenter", ikke går godt sammen med meditation. Simpelthen fordi de gør det meget svært, om ikke umuligt, at nå til den indre stilhed, der er grundforudsætningen for meditation. Janes konklusion angående brug af psykoaktive stoffer i forbindelse med meditation er derudover:

"At tage hallucinogener og meditere samtidigt er som at køre med en fod på bremsen og den anden på gassen samtidigt: held og lykke! Men jeg anbefaler det altså ikke.

Uanset hvor meget kemi du måtte have i din krop, vil du gøre nogle fremskridt, hvis du bliver ved med det [at meditere]. Men du vil også nå til en grænse, hvor du ikke kommer videre, hvis du beholder stofferne i dit system. Og dette gælder alle stoffer, og det er hvorfor jeg må give dig den skuffende nyhed. Så, dette gælder hvis du ryger hash og elsker pot, og det gælder hvis psykofarmaka er din ting. Hvis du er på antipsykotika eller antidepressiva eller hvad det måtte være, eller hvis du ryger pot 24 timer i døgnet, eller hvad det måtte være, så har du forurenet dit sind med en bestemt forestilling, en hallucination, en falsk virkelighed.

Og det er, hvad meditation be'r os om at gøre, at fritlægge virkeligheden, at tillade virkeligheden..., at tillade vores sanser at åbne op for en virkelig oplevelse af vores subjektive realitet.

Den eneste vej, hvordan du vil få et sandt billede af hvad der er virkeligt, er hvis du mediterer med udgangspunkt i hvordan du er kommet i denne verden. Og hvis dine forældre overhovedet interesserede sig for dig, blev du formodentligt født med et minimum af stoffer, hvis overhovedet nogen, i din krop. Hvis dine forældre ikke interesserede sig for dig, eller din mor ikke kunne lide sig selv særligt godt, eller hvad ellers, blev du måske født under indflydelse af alle mulige stoffer. Men faktum er: du behøver dem ikke, og de forvrænger dit mentale billede og dine indre sansninger.

Så, grundlæggende, hvilke stoffer du er på, ligemeget hvilke det er, syre eller..., pot eller..., hvis du gør ikke andet end at drikke kaffe og ryge cigaretter, eller hvis du tager seks forskellige slags psykofarmaka, alle disse substanser agerer som begrænsning, som regulator for hvor dybt ind i meditationen du kan komme. Fordi før eller siden vil du være nødt til at bryde igennem disse lag af tåge for at nå frem til sandheden. Og når den dag kommer, og du prøver at finde dig selv, og går dybere og dybere og dybere, og tættere og tættere, vil du finde dig bogstaveligt talt afskåret fra din indre verden af dine stoffer. Hvilke de end måtte være.

Så, ja, du kan anvende stoffer og meditere. Det er ok. Ja, du kan få noget ud af det. Det kan hjælpe, helt sikkert. Jeg siger ikke, at det ikke gør. Men der kommer et punkt, hvor vi må give slip på stoffernes støtte og gå selv i meditationen.

Og indtil du er klar til at opgive dine psykofarmaka permanent, eller opgive dit pot permanent, eller i det mindste så længe det er nødvendigt, vil du altid opleve disse forvrængninger inde i din virkelighed. Og de vil skjule dit sande selv. Meditationsoplevelserne vil være fejlagtige og farvede, fordi de vil være begrænsede af stofferne.

Så, hvis du virkeligt vil nå til dit inderste indre, hvis du vil finde universet, eller Tao'en, eller hvad det nu er, du er ude efter, hvad du vil få ud af meditationen, må du komme af med stofferne, før eller siden. Og det kan være en svær beslutning at skulle tage. Men du er nødt til det. Der er ingen vej udenom."


Meditation, spirituality and drug effects
af Jane Alexander

Psykoanalysens bidrag til sikringen af hakordenen

Ofte kan man høre, at Freud "opfandt" muligheden for at løse livskriser ved at tale om dem: psykoanalysen, og, i forlængelse af den, psykoterapien. Det er ikke helt korrekt. Mennesker har altid løst problemer, kriser, ved at tale om dem. Med familien, vennerne, med præsten, med resten af samfundet. Freud har analyseret dette fænomen, stillet teorier op omkring det, systematiseret og institutionaliseret det i form af psykoanalysen.

Psykoanalysens systematisering og institutionalisering af mellemmenneskelig kommunikation og konfliktløsning falder tidsmæssigt sammen med en udvikling i det vesterlandske samfund væk fra fællesskabet og hen til tiltagende isolation og ensomhed: industrialiseringen, landflugt, befolkningseksplosion i storbyerne, kernefamilien i stedet for storfamilien, uddelegering af ansvar for samfundet til institutioner i stedet for til den enkelte, osv.

I massens isolation betyder det intet, om et enkelt element falder ud. Enkelte elementer er erstattelige. Massens overlevelse er ikke afhængig af, at hvert enkelt element fungerer som det unikke individuum, det er. Massen kender ikke til unikke individuer. Den kender kun til normerede, udkiftelige elementer. Ensformighed i stedet for mangfoldighed, det unikt individuelle. Man kommer ikke hinanden ved i massen og føler ikke noget ansvar for samfundet.

Den enkeltes overlevelse i massen afhænger af hans/hendes evne til at leve op til massens normer. Problemet med disse normer er, at de er af kulturel art, ikke af en naturlig menneskelig. Et problem, som Freud kommer ind på i "Das Unbehagen in der Kultur" (vantrivseln i kulturen). Normeret og normerende kultur er nu ikke bare et fænomen, der præger massesamfund. Det er et særegent menneskeligt fænomen. Det præger dog massesamfund langt tydeligere end samfund, hvis overlevelse er afhængig af hvert enkelt, unikt individuum. I de sidstnævnte er sandsynligheden for, at man bærer over, giver plads til, føler ansvar for og ved at benytte sig konstruktivt af den enkeltes særheder noget større, end i et samfund, der bygger på og fungerer efter ensformigheds-princippet. Her er individuelle særheder til gene og altså uønskede. Siden der er rigeligt at tage af, kan enkelte, sære individuer undværes, frasorteres og udelukkes af samfundet. De SKAL endda undværes, frasorteres og udelukkes, fordi de per definition er til fare for den masseideologi, massesamfundet bygger på. Og så er det iøvrigt betydningsløst, om denne masseideologi hedder marxisme, liberalisme, kristendom, New Age, konsumerisme, individualisme etc., eller om den hedder - psykoanalyse. I det øjeblik, en idé bliver til en ideologi er mangfoldigheden truet. Bliver den til en masseideologi, dør mangfoldigheden. Og demokratien med den. Og det naturligt menneskelige.

Psykoanalysen, ja... Freud havde nogle befriende idéer. Han analyserede og forstod, hvordan mennesket i samfundet fungerer. Hvordan kommunikation fungerer. Men han blev offer af ideologierne, der gjorde sig hans forståelse af mellemmenneskelige relationer til nytte. Psykoanalysen blev ikke, hvad den havde potentiale til at blive: En befriende form for konfliktløsning, som enhver form for mellemmenneskelig kommunikation kan være, hvis de kommunikerende parter behandler hinanden som ligeværdige, respekterer hinanden, lytter forstående til hinanden. Psykoanalysen blev til et opdragelsestiltag. Et redskab til dressur. Den hjalp og hjælper ikke mennesker til en større selvforståelse med det mål, at opnå større selvkontrol og kunne frigøre sig på en kreativ, konstruktiv måde. Den hjalp og hjælper mennesker til en større selvforståelse med det mål, at opnå større selvkontrol og kunne undertrykke sig selv, sin egen natur, mere effektivt og derved blive mere kultiveret: tilpasset massesamfundet. Som gennemgående opstået på grundlaget af psykoanalysen, og derfor grundlæggende influeret af den, gælder dette for alle psykologiske terapiformer. Mest tydeligt træder det måske frem i de behaviouristisk orienterede. F.eks. CBT ( Cognitive Behavioural Therapy - Kognitiv Adfærdsterapi).Men faren for at levere opdragelse i stedet for frigørelse, er alle terapiformer inherent.

Alice Miller vendte i sin tid psykoanalysen ryggen til fordel for Janov's Primal Therapy. Ganske rigtigt så hun i psykoanalysen mere sort pædagogik end frigørelse. - Det er iøvrigt ret interessant, at følge hendes erkendelser igennem hendes skrifter. - Men heller ikke primalterapien slap under massesamfundets indflydelse fra at blive en begrænset og begrænsende ideologi og derved endnu en anvendelsesform, måske endda en af de farligste, for sort pædagogik: Primal "Scream" Therapy... Jo større det direkt frigørende potentiale i en terapiform, jo større er faren for at den bliver til sort pædagogik, kunne man være fristet til at sige. Opdragelsestiltagene i CBT, f.eks., er noget nemmere at gennemskue, og således at afværge, end opdragelsestiltag der kommer i frigørelsens forklædning.

Det kan virke paradoksalt, men psykoanalysen fungerer efter desamme principper - og underbygger dem - som den moderne, biologiske psykiatri. Og det moderne massesamfund. Ansvarligt for "dårlig" tilpasning er ikke yderverdenen, samfundet, men det "dårligt" tilpassede individuum selv. Omend kun på et indirekt niveau. Hos Freud i kraft af sine drifter, hos den moderne, biologiske psykiatri i kraft af gener og transmitterstoffer. Både psykoanalysens teorier i Freuds senere (efter 1897) fortolkning og psykiatrien fritager samfundet for enhver form for ansvar, og kræver en pseudo-konfliktløsning: lær at undertrykke dine drifter, dine umiddelbare emotioner, dine naturlige reaktioner - og dermed dig selv - enten ved at udøve intellektuel kontrol over dem (psykoanalysen), eller ved at holde dem nede ved hjælp af "medicin" respektive ECT (psykiatrien), og bliv igen et tilpasset, "normalt", normeret individuum.

Siden hverken gener, transmitterstoffer eller Freuds drifter er noget, den enkelte kan vælge frit til eller fra, men noget, mennesket er født med, "skæbne" så at sige, er også det enkelte individuum fritaget fra et direkt ansvar. Hvilket gør disse teorier umiddelbart meget attraktive for mennesker i krise. I det lange løb bidrager det dog væsentligt til at øge hjælpeløsheden, afhængigheden af andre og umyndiggørelsen. "Hjælpeløshed bygget ind i recovery-planen", som Hugh Massengill udtrykker det i et interview med David Oaks. Og i yderste konsekvens bliver recovery, fuld recovery, på denne måde udelukket på forhånd.

"Recovery beskrives som en dyb personlig unik proces, hvor man tilstræber, at en person kan leve et tilfredsstillende liv, SELV MED DE BEGRÆNSNINGER EN KRONISK SYGDOM GIVER", hedder det således i en artikel i "Ugeskrift for læger", der betegner recovery-begrebet som "gammel vin på nye flasker", og ligestiller recovery med rehabilitering (min fremhævelse). Og selvfølgeligt er forfatterne til denne artikel undtagelsesløst - psykiatere.

Tager man udgangspunkt i at psykiske kriser er genetisk, fysiologisk eller også driftsmæssigt betinget og dermed befinder sig udenfor såvel samfundets som den enkeltes direkte ansvar, er konklusionen af den citerede artikel logisk nok: Fuld recovery er kun opnåeligt, hvis både samfundet og den enkelte erkender og vedkender sig deres ansvar for krisesituationen. Fra "kronisk sygdom" kan der ikke findes fuld recovery. Opnåeligt bliver kun "social recovery", som de facto ikke er andet, end et nyt begreb for det gamle "rehabilitering": Tilpasning til samfundet.

Både psykiatriens og den "sorte terapis" behandlingstiltag bunder altså i en opfattelse af personlige, psykiske kriser som værende "skæbne". Et sådant syn KAN ikke give anledning til andet end opdragende , tilpassende foranstaltninger overfor det kriseramte individuum.

Personligt spørger jeg mig hver gang, jeg støder på udtalelser som den citerede - og det gør jeg desværre ofte - hvor man her har gjort af alle de mennesker, der faktisk HAR opnået fuld recovery fra det, udtalelsen betegner som "kronisk sygdom". Disse mennesker burde ifølge udtalelsen ikke findes. Faktum er jo, at de findes i allerhøjeste grad. Dog er de udelukkende at finde, og det kan være forklaringen, hvorfor de ikke eksisterer i psykiatriens eller den "sorte terapis" bevidsthed, blandt de mennesker, der har valgt, at tage ansvar for deres eget liv, dem selv, støttet af ansvarsbevidste medmennesker, og vende både psykiatrien og den "sorte terapi" ryggen. Indenfor psykiatrien og den "sorte terapi" vil man lede forgæves efter dem

Ørnen Sofie og hønsene, et alternativ

Her kan man læse om, hvordan Sofie kunne være blevet til den ørn, hun var ment at blive, men aldrig fik chancen til at blive.

Ørnen Sofie og hønsene, del III

Jeg er ikke helt færdig med (at skrive om) ørnene og, især, hønsene, nej. Færdig med det er jeg vel egentligt først den dag, der ikke findes flere vingeklippede og vingeklipning anbefalende høns. Den dag, hønsegårdene med deres af hønsetråd begrænsede horisont og deres hakorden er afskaffede. - Jeg drømmer...

Det, psykofarmaka og ECT såvel som giftig terapi filtrerer fra, er ikke Irakkrigen, nedrivningen af ungdomshuset, klimakatastrofen, det er ikke mord, ødelæggelse, (social) uretfærdighed, cynisme, bedrag, løgne, fortielser etc., det er ikke yderverdenen i sin helhed. Det, der bliver filtreret fra, er ens reaktion på disse ting, på yderverdenen. Den reaktion, der definerer én selv. Det er i sidste ende altid én selv, éns selv, der filtreres fra. Af yderverdenen. Som værende en ubekvem og derfor uønsket reaktion på denne yderverden.

I tresserne og halvfjerdserne røg folk pot, drak og tog LSD. Selvstyret filtrering, og stadigt med mulighed for reaktion, hvor der skulle reageres. Vietnam, f.eks., eller atomkraft. I dag overlader vi trygt styringen til "eksperterne". Og de sørger for, og her er de virkeligt eksperter, at muligheden for en individuel, særegen og naturlig reaktion minimeres, ofte, og helst, umuliggøres helt. De en gang individuelt særegne og naturlige reaktioner diagnosticeres, normeres, kontrolleres og undertrykkes i tiltagende grad.

I tresserne og halvfjerdserne var det stadigt accepteret, at verdenen kunne gå folk på. Det var, alt efter hvilke kredse man færdedes i, nærmest UNORMALT, hvis verdenen IKKE gik én på. I dag er det alment accepteret, at det er "sygt", unormalt, hvis verdenen går én på. Parallelt med et støt stigende antal mennesker på fremmedstyret (af f.eks. psykiatrien) frafiltrering ("medicin", ECT, f.eks.), stiger fremmedgørelsen.

Psykiatrien er ikke ene om at markedsføre statsligt kontrolleret frafiltrering, og dermed fremmedgørelse. Andre samfundsinstitutioner som medierne, terapeuter eller de p.t. så trendy'e life coaches f.eks., yder også deres bidrag. Psykiatrien er dog den samfundsinstitution, der både promoverer fremmedstyret frafiltrering og fremmedgørelsen mest gennemført, og ejer de mest effektive midler til at udstyre mennesker med filtre og derved fremmedgøre dem fra dem selv. Derudover er den den eneste samfundsinstitution, der må anvende disse midler mod et individuums vilje. I modsætning til de fleste andre samfundsinstitutioner, der stadigt er underlagt en vis ekstern kontrol, er psykiatriens magt stort set ubegrænset, kun kontrollerbar af psykiatrien selv. Alt kan undskyldes og bliver undskyldt ved at påstå at det er "til individuets eget bedste". Manglen på videnskabelighed, på eksakte, videnskabelige beviser, gør denne institution stort set uangribeligt.

På samme måde fungerede inkvisitionen i sin tid. Men manglen på videnskabelighed er, paradoksalt nok, ikke bare psykiatriens stærkeste men også dens svageste punkt. I sin tid brækkede denne mangel nakken på inkvisitionen. Fordi folk for alvor begyndte at tvivle, og det, man prøvede at sælge dem som "beviser" ikke længere kunne overbevise. De faktiske modbeviser blev flere og flere og mere og mere slående.

I dag tror vi ikke så meget på besættelse og frelsning i inkvisitionens udgave længere. Vi tror på dem i form af gener og i form af balancer og ubalancer i hjernekemien. ICD-10, kapitel V respektive DSM-IV TR har afløst inkvisitionens Malleus Maleficarum, Heksehammeren. Jeg undrer, hvad menneskeheden vil tro på, når heller ikke disse længere kan overbevise som "beviser", en skøn dag i fremtiden. Og om det mon nogensinde vil gå op for mennesket, at "frelsning", befrielse, kun kan komme indefra, fra én selv, fra éns eget selv.

En tro, om det er troen på Gud, stjernerne eller en terapeut, kan hjælpe én til at finde frem til én selv og til at kunne befri én selv. Men kun hvis disse instanser selv ikke frygter sig selv og friheden. Vejen til at kunne acceptere og befri sig selv, går gennem at blive accepteret og løsladt af en anden. Så længe den anden man tror på, om det er kirken, en astrolog, en terapeut, om det er staten, dens institutioner, samfundet og dets normer og værdier, betragter og opfører sig som éns "herre", kan man umuligt være andet end herrens slave og dermed ufri.

Ting som historien om Sofie går mig på, ja. Rigtig meget. Men jeg er faktisk glad for, at de gør det. Jeg er mere glad for det, end for noget andet. At jeg kan mærke mig selv, ufiltreret, reagere ufiltreret, tænke ufiltrerede tanker, føle ufiltrerede følelser. At jeg har muligheden for at gøre umulige og ikke-eksisterende ord mulige og eksisterende. At jeg har muligheden for at finde mit helt eget sprog. Et konstruktivt og kreativt sprog, der gør det destruktive mere og mere overflødigt. Jeg flyver. Lidt usikker endnu, af og til en crash-landing. Men hvad! Man er vel ørn, og ørne flyver. Frit.

Ørnen Sofie og hønsene, del II

Sofie fik bl.a. ECT, og får det nu hovedsagligen, fordi hun, hvis hun ikke får det, ser orme i sin mad, og følgeligt ikke vil spise. "Hallucinationer" kalder psykiatrien disse orme i Sofies mad. Og "hallucinationer" er jo, som vi alle ved, og per definition, ikke andet end et produkt af og et umiskendeligt tegn på en hjernekemi i ubalance. "Hallucinationer" har ingen dybere mening. De er ikke metaforer, der står for noget andet, noget meningsfuldt, noget, mennesket i krise kan have svært ved at erkende meningen af, fordi det er så svært, at abstrahere fra en sanseoplevelses, en tankes, et billedes direkte indhold og erkende det metaforiske ved metaforen, når man er i krise.

"Hallucinationer er abnormale sensoriske opfattelser, der optræder mens en person er vågen og ved bevidsthed, og som er uden sammenhæng til ydre begivenheder; med andre ord, at se eller høre ting, der ikke er der", hedder det på Healthline.com, indrammet af en Geodon-reklame. Ja, så må man vel hellere overbevise Sofie om, at ormene i hendes mad ikke er virkelige, at hun ser dem, fordi hun er syg i hovedet, eller i hjernen, nærmere betegnet, og at ECT derfor er en nødvendighed. Fordi det vil lade hende glemme alt om ormene - og mange andre ting. Man må overbevise Sofie om, at hendes virkelighedsopfattelse, hendes tanker, følelser og forestillinger, er syge, ikke har hold i (psykiatriens) virkelighed, at de følgeligt er værdiløse, ikke til at stole på, det pure vanvid, uden sans og mening, og at de derfor bedst fjernes.

Men hvad er Sofie som personlighed, hvis både hendes tanker, følelser og forestillinger, hvis hele hendes virkelighedsopfattelse er syg, ikke har hold i (psykiatriens) virkelighed, hvis den er værdiløs, ikke til at stole på, det pure vanvid, uden sans og mening, og oplevelsen af den og erindringen på den følgeligt bliver til et "symptom", der skal fjernes??

Når Sofie så siger at, "nåhhhr, så er jeg altså syg, værdiløs, ikke til at stole på, et produkt af det pure vanvid, uden sans og mening", hvis hun fornægter sin egen virkelighed til fordel for andres (psykiatriens, den "sorte" terapis) virkelighed, så udviser hun "sygdomsindsigt". Ifølge psykiatrien. Og ifølge den "sorte terapi". Og hvis der skulle snige sig den mindste tvivl ind, et eller andet sted dybt nede i Sofie, ja, så er denne tvivl selvfølgeligt også bare produkt af det pure vanvid, og ikke til at stole på. Det kan Sofie da godt se, ikke? Den "sorte" terapis coping strategies: Fornægt dig selv.

Sandsynligvis har Sofie aldrig fået andet at vide igennem sit liv, end at hendes virkelighedsopfattelse, hendes tanker, følelser og forestillinger, og dermed hele hende selv, er syg, ikke til at stole på, det pure vanvid, uden sans og mening, og uden hold i (omverdenens) virkelighed. I forhold til resten af Sofies omverden, har psykiatrien, og med den den "sorte" terapi, den uvurderlige fordel, at man har videnskaben på sin side. Man kan overbevise Sofie ved hjælp af videnskabelige fakta, fakta om hjernesygdomme, ubalancer i hjernekemien, gener. At det, man her prøver at sælge Sofie, og så mange andre, som "fakta", i sig selv ikke er andet end det pure vanvid, uden sans og mening, ikke til at stole på, værdiløst, og uden hold i (nogen som helst) virkelighed, at der ikke findes dokumentation, videnskabelige beviser for disse "fakta", og at Sofies eventuelle tvivl dermed er mere end berettigede, undlader man selvfølgeligt at oplyse hende om. Hun kunne komme til at tro på ormene i maden som virkelige igen, og stille spørgsmålstegn ved, at ECT skulle være "den helt rigtige behandling til netop (hendes) problem".

Men, også her, bare roligt. I det konkrete tilfælde "Sofie" er der efterhånden godt og grundigt sørget for, at Sofie slet ikke er i stand til at tænke, føle eller forestille sig noget i den retning længere. Denne mulighed ER fjernet.

Jeg fortalte en gang en veninde, at jeg ikke mente, jeg var et menneske. Hun grinede ikke. Hun rystede ikke på hovedet. Hun skyndte sig heller ikke at ringe 112. Hun kiggede bare interesseret på mig og spurgte: "Hvis du ikke er et menneske, hvad er du så?" Befriende. Mange andre, og psykiatrien helt sikkert, havde sagt: "Du er jo syg i hovedet! Vi kan da se, at du er et menneske." Og dermed havde sagen været afgjort og afsluttet for dem. Tja, mit ydre lignede nok til forveksling det af et menneske. Men indeni var jeg såpas fremmedgjort fra den del af det særegent menneskelige, der udgjorde min personlighed, at det forekom mig som en umulighed, at jeg overhovedet skulle være et menneske. Jeg VAR faktisk ikke noget menneske. Jeg led ikke af "hallucinationer" eller "vrangforestillinger". Mine forestillinger var tværtimod fuldstændig korrekte. Jeg havde bare svært ved at erkende metaforiken i dem. Altså tog jeg dem bogstaveligt. At erkende metaforiken i sine forestillinger kræver, at man kan sætte ord på den. At umulige, ikke-eksisterende ord bliver mulige og eksisterende i bevidstheden.

Hvis Sofie ser orme i sin mad, så ER der "orme" i hendes "mad". Det eneste, der havde kunnet overbevise hende om, at der ikke er orme i hendes mad, det eneste, der havde kunnet befri hende fra at se orme i sin mad, havde været at acceptere ormene i maden som Sofies virkelighed, en lige så gyldig og meningsfuld virkelighed som alle andres. Hverken syg eller værdiløs eller det pure vanvid, men fuldt ud til at stole på og indeholdende lige så meget sans og mening som enhver anden virkelighed. At acceptere hendes virkelighed, havde gjort det muligt for Sofie at acceptere den selv. Og derfra at udforske den: Er "ormene" orme? Eller er de måske en metafor for noget helt andet, og i så fald for hvad? Og er "maden" maden? Måske har hendes terapeut prøvet. Det fortæller historien, artiklen "Dag for dag uden i går" i Outsideren, ikke noget om. Men uden minder og gjort ligeglad af psykofarmaka respektive jævnlige ECT-"behandlinger" havde Sofie ikke nogen chance.

Vejen til et eget sprog, til at finde og muliggøre sine egne ord, går igennem minderne. Minder af begivenheder, følelser, fornemmelser. Ufiltrerede minder. Befrielse er ikke at få etableret et (nyt) filter, eller en (ny) ligegladhed. Befrielse er at finde et konstruktivt, kreativt sprog, der overflødiggør det destruktive, når de ting, der går én på, ufiltreret, skal benævnes. Et menneskes personlighed udgøres af dette menneskets livshistorie. Jo mere man kender til denne livshistorie, jo mere man bliver sig selv bevidst, jo større chance for frihed. Uden livshistorie, uden minder, ingen personlighed. Og uden selvbevidst personlighed ingen frihed. Befrielse er ikke at få klippet vingerne. Det er at erkende og acceptere ørnen indeni, lære den at flyve, og slippe den fri. Af terapeuten kræver det, at han/hun er villig og i stand til at erkende og acceptere (ørnen i) sig selv. Vingeklippede høns, for hvilke flyvende ørne er en umulighed og ikke-eksisterende, kan ikke hjælpe en ørn at lære at flyve. Vingeklippede høns kan kun sørge for, at ørnen indeni bliver filtreret fra bevidstheden, igen og igen, og somme tider altså en for alle gange. Som i Sofies tilfælde.

Ørnen Sofie og hønsene, del I

Ting som historien om Sofie går mig på. Meget, rigtig meget. Det har de nu altid gjort, og det kommer de vist altid til at gøre. Nogle mener jo, at terapi, ligesom psykofarmaka og ECT, må være til for at få et "filter" til at fungere (igen). Man kunne også sige: for at gøre en mere ligeglad (igen). Overfor verdenen og sig selv. Overfor Irakkrigen, f.eks., eller nedrivningen af ungdomshuset og lukningen af Christiania. Overfor mishandlingen af udviklingshæmmede på bosteder og Rikke Hvilhøjs udtalelser om flygtningebørnene. Overfor den tiltagende følelse af fremmedgjorthed og ensomhed, der er prisen for et par krummer af den økonomiske væksts kage. Producér og konsumér! Og glem, at du kunne og skulle have været et levende menneske, i stedet for det ubetydeligt lille hjul i den frie markedsøkonomis maskineri, du er. Ja, og overfor historier som Sofies.

Ingen tvivl, at både psykofarmaka og ECT har som mål, at gøre mennesker ligeglade. Emotionel og intellektuel afstumpning på recept. Legal dope. Som nævnt før: Den eneste forskel på "medicin" respektive ECT og narkotika. Det ene er legalt, det andet ikke. Hvorfor? Det ene tjener en hel skatbetalende industri, og dermed også staten, fed på. Afkastet ved salg af det andet går direkte i lommen på sælgeren, grossisten og producenten. Ingen skat. Staten tjener ikke en krone. Og: Det ene er kontrollerbar, via statslige institutioner, det andet ikke.

Men det var nu Sofies historie og spørgsmålet om hvad terapi egentligt er respektive skal og kan være godt for, jeg kom fra. Spørgsmålet interesserer mig specielt for tiden, dels fordi jeg fik en forespørgsel om et interview, bl.a. netop om forskellen mellem "toxic therapy" og "liberating therapy" - og DETTE interview kan jeg nu uden et øjebliks tøven sige "ja" til... - og dels fordi jeg i mandags havde min, forhåbentlig, sidste terapisession. "Forhåbentligt" ikke fordi terapien måske var en negativ oplevelse. Tværtimod, det var nok noget af det bedste, der overhovedet er sket for mig i det her liv. "Forhåbentligt" fordi jeg håber og fornemmer, at jeg ikke vil have brug for professionel støtte i fremtiden.

Men hvad er det egentligt ved Sofies historie, der går mig sådan på? For bare tre, fire år tilbage, havde jeg haft mere eller mindre store problemer med at besvare dette spørgsmål konkret og detailjeret. Jeg havde ikke haft ord til at beskrive følelsen af, at noget rivende galt, noget, der rækker langt udover Sofies personlige historie, kommer til udtryk igennem den. For ikke at tale om at have ord for, hvad dette noget er.

For dem, der ikke læser Outsideren: Sofie fik ECT pga. en "svær depression" og "spiseforstyrrelse". Psykiatrien mente og mener stadigt, at ECT er "den helt rigtige behandling" for Sofie. Hun gik også i terapi og hendes terapeut prøvede at stoppe ECT-"behandlingerne", fordi Sofie var en af de "få", af de ca. 50%, der oplevede vedvarende hukommelsestab pga. ECT-"behandlingen". I dag får Sofie tre gange ugentligt (!) "vedligeholdelses-ECT" og kan næppe huske mere, end sit eget navn. Terapi er blevet til et meningsløst foretagende. Psykiatrien har gjort hende til et historieløst menneske. Den har taget hendes minder, hendes livshistorie, den del af det særegent menneskelige, som udgjorde personligheden "Sofie" fra hende. Jeg vil gå så langt som at sige: Den har taget hendes liv - fra hende. Under det falske påskud, at ville redde det - for hende.

Vil nogen nogensinde blive anklaget for dette mord? Eller for bare et af alle de mange andre som psykiatrien jævnligt begår, sanktioneret, bestillet og dækket over af samfundet, politikerne, staten? Nej, bare roligt. Det sørger "eksperterne", Martin Balslev Jørgensen f.eks., for, at det aldrig vil ske. Ved at, ekspertisisk, forsvare anvendelsen af tortur på for samfundet, politikerne, staten ubekvemme elementer overfor almenheden. Ved at lokke de ubekvemme elementer ved hjælp af løgne og fortielser - og i specielt M.B.J.'s tilfælde måske endda ved hjælp af den TERAPEUTISKE autoritet, hvilket under alle andre end de psykiatriske omstændigheder går under betegnelsen "magtmisbrug" - selv til at sætte deres lid i denne tortur. Og ved at sørge for, at de ubekvemme elementer sidenhen aldrig får en chance til at finde ud af sandheden, for ikke at tale om at sætte ord på denne sandhed. Bare roligt, Sofie kommer aldrig til at skrive en artikel eller et blogindlæg. Lige så lidt som hun nogensinde kommer til at anklage nogen for at have taget hendes liv. Det er der godt og grundigt sørget for, at det aldrig mere vil være hende muligt. Der vil allerhøjest blive skrevet OM hende.

"Toxic therapy", giftig terapi, sort pædagogik - det er netop det, det er: Magtmisbrug. Mere eller mindre grov udnyttelse af den tillid, et menneske er nødt til at have til sin terapeut, hvis terapien skal kunne bevæge noget. "Toxic therapy" er udnyttelse af denne tillid til at opdrage, manipulere et menneske fra at være ubekvemt, vanskeligt at håndtere, fra at være en ubevidst rebel med et ubevidst, og derfor ikke almenforståeligt, sprog, til at være bekvemt og nemt at håndtere, til at være en ubevidst eksistens, frarøvet enhver form for sprog, forståeligt eller ej, bevidst eller ubevidst. Fra liv til eksistens. Fra højlydt forstyrrende individuum til tavs og vilkårligt håndterbar ting.

Terapi alene kan have svært ved at opnå dette mål. Hvorfor en kombination af terapien med henholdsvis psykofarmaka og ECT gerne bliver anbefalet. Og, selvfølgeligt, jo mere ubekvemt et element, jo mere forstyrret og forstyrrende, jo "alvorligere sygt" et individuum det drejer sig om, jo mere vægt lægges der på både psykofarmaka og ECT som "behandling" og jo mindre bliver der satset på terapi. Med den begrundelse, at der angiveligt mangler dokumentation for, at terapi alene i de "svære" tilfælde kan gøre det. Og nej, sort pædagogik alene kan her ikke gøre det. Det siger Laing allerede: Opbyggelsen af et falsk selv, fører uvægerligt ind i krisen igen. Jo mere rebel man er, jo mindre vil man finde sig i at blive kuet. Hverken bevidst eller ubevidst.

Den tyske antipsykiatribevægelse sammenligner "behandling" med psykofarmaka (og ECT) gerne med kanoner, der skydes efter spurve med. Men er vi egentligt spurve? Er vi ikke snarere ørne? Ørne, der ikke har lært at flyve fordi man har indbildt dem, at de ikke er andet end vingeklippede høns? Psykofarmaka, ECT og "toxic therapy" nøjes så ikke bare med at undlade yderligere , i forlængelsen af opvæksten, at opklare misforståelsen og lære os at flyve, nej. De klipper vores vinger, faktisk, så vi aldrig nogensinde vil være i stand til at lære det. Ligesom man gør med høns, for at hindre dem i at flyve over hegnet og ud af hønsegården. Og ja, alt i alt er det et langt mere effektivt tiltag, at tilføje mennesker en fysiologisk hjerneskade, ved hjælp af kemi eller strøm, når det gælder om at permanent frarøve dem muligheden for at finde deres eget sprog. Når det gælder om at gøre dem ligeglade. Med verdenen og sig selv. Mens den sorte pædagogik, den "giftige terapi" som prikken over i'et på det psykologiske niveau sørger for at overbevise ørnen endeligt om, at han ikke er andet end en høne i hønsegården, for hvilken det er bedst at holde sig nede på jorden og indenfor indhegningen. Den indhegnede og indhegnende "normalitet" med sin af hønsetråd begrænsede horisont.

I Sofies tilfælde har man ikke nøjet sig med at klippe vinger. Her har man vitterligt skudt med kanoner. Efter en spurv, der kunne og skulle være blevet til en ørn. Pletskud. Tilbage er ikke engang en vingeklippet høne. Tilbage er bare nogle fjer, der vidner om, at der engang var mulighed for liv. Før psykiatrien fik også denne mulighed for liv i sigtekornet. Som så mange andre før. Sofie er jo desværre ikke noget enkelttilfælde. Ellers havde vi næppe behov for bosteder.

Sofies terapeut har prøvet at skride ind. Men for sent, og ikke ihærdigt nok. Hvad afholder terapeuter fra at gøre oprør? Hvordan kan det være, at så mange terapeuter hopper med på vognen og endda selv anbefaler psykofarmaka og ECT?

"En af hovedindvendingerne mod anvendelsen af antipsykotisk medicin i akutte krisesituationer er, at de, pga. deres stærkt undertrykkende virkning på det centrale nervesystem, meget vel kan forhindre en løsning af krisen. Stofferne er stærke nok til at kunne forhindre en psykologisk proces, der, hvis støttet og forstået, ville løse sig selv i en mellemmenneskelig sammenhæng", siger Loren Mosher her, og detsamme kan siges om alle andre psykofarmaka og ECT. Mht. benzodiazepiner blev det faktisk sagt, i Danmark, allerede 1996. Men at sige det generelt om al psykiatrisk "behandling", dvs. alle psykofarmaka og ECT, ville være detsamme som at sige "enten eller", i stedet for "både og". Og selvfølgeligt er terapeuterne bange for at trække det korteste strå i en enten-eller-situation, og havne ude i kulden igen. Med rette. Desværre. Så må man hellere makke ret og begrænse sig til at prakticere sort pædagogik i psykiatriens ånd, og på den måde blive lidet inde i varmen. Selv om det betyder, at man må gå på kompromis med sine egne holdninger og sin egen integritet.

Det er den ene gruppe "sorte" terapeuter. Den anden, og meget mere "sorte", repræsenterer en Martin Balslev Jørgensen forebilledligt: De magtsyge. Magtsyge er et resultat af angsten for at se sig selv i spejlet. Angsten for at blive konfronteret med sit eget ubevidste. En uundgåeligt konfrontation, hvis man indlader sig uden forbehold på et andet menneske. Jeg har skrevet om det i "Ord, del II". Hvis man bliver angst, fordi man ikke kender sig selv, og derfor ikke føler man kan kontrollere sig selv tilstrækkeligt til at kunne klare konfrontationen med andre mennesker og deres andre virkeligheder, må man kompensere ved at underkaste disse andre mennesker sin egen kontrol, nedværdige disse andre mennesker fra at være personligheder til at være sjæleløse ting, objekter, der kan opdrages og manipuleres efter behag. Det giver den magtsyge den eftersøgte og momentan tilfredsstillende fornemmelse af at være mere værd, være klogere, vigtigere, bedre end den anden. "Det er mennesker uden et behandlingsansvar, der ofte ikke kan læse en undersøgelse korrekt, og forskellen mellem fortalere og modstandere af ECT er oftest, at den første gruppe ved hvad den taler om", siger Martin Balslev Jørgensen således til Outsideren. Dertil kan jeg sige at jeg sjældent, og da slet ikke i det psykiatriske miljø, har mødt mennesker med så meget medmenneskeligt ansvar som i psykiatrikritiske kredse, og at jeg lige så sjældent, og lige så slet ikke i det psykiatriske miljø, har mødt mennesker, der ved bedre, hvad de taler om. Dels fordi mange i høj grad er, bl.a., intellektuelt begavede og faktisk har gjort sig den umage, at sætte sig grundigt og selvstændigt ind i tingene, dels, og vigtigst, fordi de har den erfaring, psykiatere, inklusive Martin Balslev Jørgensen, så totalt mangler.

Karakteristisk for magtsyge terapeuter er at de bestræber sig på, at holde deres klientel i et afhængighedsforhold for evigt. De kan nemlig ikke tåle synet af en spurv, der spreder sine vinger og viser sig at være en ørn, klar til at flyve. Det kan vingeklippede høns som regel dårligt. - Hvad prøver jeg her at sige? At magtsyge terapeuter inderst inde lider af densamme "sygdom", som de så gerne vil have deres klientel til at tro, det lider af? Netop. - Meget belejligt for de magtsyge kommer i denne sammenhæng psykiatriens historier om genetisk betingede hjernesygdomme, der måske har haft en traumatisk oplevelse som UDLØSENDE FAKTOR, men altså ikke som ÅRSAG. Så kan man med ro i sindet nøje sig med at lære de "kronisk hjernesyge" coping strategies og ellers anbefale vingeklipning: psykofarmaka og ECT. Man behøves ikke at indlade sig på noget menneske personligt. Hønsegårdens hakorden er sikret. Og ingen ørn vil nogensinde flyve fra hønsegården og derigennem gøre de vingeklippede høns deres af hønsetråd begrænsede eksistens smerteligt bevidst.

Grænserne er, også her, flydende. Både mellem den ene og den anden gruppe "sorte" terapeuter, men også mellem de "sorte" og de befriende terapeuter, som jeg vil komme nærmere ind på i morgen.

Demonstration og underskriftsindsamling

Torsdag den 13.12.07 afholder LAP demonstrationer i København, Århus og Odense. Demonstrationerne skal gøre opmærksom på "sindslidendes" vilkår og deres ønsker til en forbedring af disse. Samtidigt skal der afleveres en underskriftsindsamling, som brugere på Sindnet har initieret. Brugernes ønskeliste omfatter 12 punkter, hvoraf jeg uden problemer kan støtte de 11. Det 12. punkt gør imidlertid, at jeg hverken har underskrevet indsamlingen eller vil deltage i demonstrationen. Punktet hedder: "Vi ønsker flere sengepladser på psykiatriske afdelinger."

Jeg ønsker nemlig alt andet end flere sengepladser på psykiatriske afdelinger. Det jeg i stedet for ønsker mig, og som jeg desuden mener mangler på listen, er psykiatri-alternativer, såsom krise-centre, indretninger som Soteria, Windhorse eller Weglaufhaus i Berlin.

Jeg mener ikke, at mennesker i krise har noget at gøre på et sygehus. Sygehusatmosfæren, uanset hvor pastelfarvet-nymalet væggene måtte være, formidler en selvopfattelse af at være "syg": hjælpeløs, afhængig af omsorg og pleje, ikke i stand til at tage vare på sig selv. Dette står i grel kontrast til recovery'ens første og vigtigste forudsætning: empowerment.

Selvfølgeligt er jeg, ikke mindst af egen erfaring, udmærket godt klar over, at mennesker i krise kan have meget svært ved at skulle tage ansvar for sig selv og vare på sig selv. Hvorfor de uden tvivl har brug for støtte til det. Men at placere mennesker i krise på et sygehus, er altså ikke at støtte dem i at genfinde de ressourcer, der skal til, så de igen kan tage deres liv i egne hænder. At anbringe mennesker i krise på et sygehus er at bestyrke deres selvopfattelse af at være utilstrækkelige, svage, syge, og med det sidste er det ikke andet end endnu et budskab om den biologiske hjernesygdom, psykiatrien så gerne vil have sine brugere til at tro på for at kunne sælge sin "behandling", sine piller til dem.

Set på denne måde, falder ønsket om mere terapi og gratis psykologer til jorden. Samtaler med en psykolog kan ikke helbrede en organisk sygdom. Samtaler med en psykolog kan løse emotionale, eksistentielle problemstillinger. Men, hvad laver mennesker med emotionale, eksistentielle problemstillinger på et sygehus? De er jo ikke organisk syge. Eller er vores fagre nye verden virkeligt allerede nået dertil, at det at være et tænkende, følende, levende menneske er en organisk sygdom?? I så fald er der vist heller ikke brug for psykologer længere i denne fagre nye verden. Og heller ikke for "mere psykoterapeutisk og analytisk uddannelse af behandlere/psykiatere". I så fald er der udelukkende brug for flere piller, mere ect og gerne også implantater og psykokirurgi. Og, selvfølgeligt, flere sengepladser på psykiatriske afdelinger.

Et ønske om alternativer fri for psykiatrisk indoktrination og "medicin", havde pyntet gevaldigt på listen og fået mig til både at underskrive og deltage i demonstrationen. Ønsket om flere sengepladser på psykiatriske afdelinger derimod, kan og vil jeg ikke bakke op om.