Historien om Luise

Pia gjorde mig i dag opmærksom på en kronik i Politiken fra den 5. april 2002. Kroniken er altså ikke ligefrem skrevet i går, og der er sket en del siden den stod at læse i Politiken, netop i den sag, den omhandler. Ikke desto mindre mener jeg ikke, den har mistet det mindste af sin aktualitet, og vil give Pia helt ret i, at emnet burde diskuteres lidt mere indgående.

"Historien om Lone" er kronikens overskrift, mens historien faktisk omhandler Luise Hjerming Christensen, der døde i 2005, godt tre år efter denne kronik blev skrevet. Lægerne forsøgte den gang i 2005, med held, at bortforklare Luises død ved at give følgerne af et epileptisk anfald skylden. Mens Luise aldrig har haft en epilepsi-diagnose og med stor sikkerhed de facto døde af neuroleptikaforgiftning.

Den ansvarlige læge i sagen stod den gang til en ansættelse i Patientklagenævnet. Patientklagenævnet mente ikke, spørgsmålene omkring Luises død var grund nok til at udsætte ansættelsen. Senere afgjorde Sundhedsstyrelsen, at lægen ikke havde begået fejl i sin "behandling" af Luise, og dermed ikke kunne gøres ansvarlig for hendes død. Det må altså antages, at denne læge i dag sidder lunt og trygt i Patientklagenævnet, hvor vedkommende vurderer sager, som den, Luises mor Dorrit Cato Christensen i sin tid anlagde mod ham/hende. - Og hvis jeg kendte til vedkommendes navn, ville det måske stå hér. Skrevet med store bogstaver som en advarsel mod en inkompetent læge. Men jeg kender ikke til navnet.

"Måske" fordi Luise-sagen desværre ikke, som man umiddelbart kunne komme til at tro, er et enkelttilfælde. Lige så lidt som den ansvarlige læge altså er et enkelttilfælde af inkompetence blandt ellers mere eller mindre kompetente kolleger.

EKSPERTER I DEN MENNESKELIGE PSYKE

For at vende tilbage til kroniken: Langt hen af vejen er jeg enig med Luises mor i dennes vurdering af behandlingssytemet. Dog ikke i alle punkter. Således skriver Dorrit Cato Christensen at "[p]sykiatere er eksperter, hvad angår den menneskelige psyke."

At psykiatere skulle være eksperter i den menneskelige psyke på et eksistentielt niveau, kan et enkelt blik på psykiatriens historie afsløre som fejltagelse. Psykiatere er læger, deres interesse dermed af rent biologisk, fysiologisk - mekanisk - karaktér. Det menneskelige, på et eksistentielt, filosofisk niveau, har ikke interesse. Undtagen for psykiatere som Loren Mosher, R.D. Laing eller Grace Jackson. Og hér må man konstatere, at deres interesse for det menneskelige altså er et filosofisk et, ikke et psykiatrisk.

Virkelige eksperter i den menneskelige psyke finder man sjældent blandt psykiatere. Hvis man finder dem blandt "professionelle", så er sandsynligheden størst blandt dem med en humanistisk baggrund, som psykologer og lignende.

"De healere, de moralbyggere, jeg har mødt, har sjældent været professionelle indenfor psykiatrien. De har befundet sig udenfor dette område. Og de eneste, der befandt sig indenfor det, var igen folk, som på en måde har været rebeller, modstandere. Og en stor del af de bedste healere jeg har kendt mens jeg gik på graduate school [videregående universitetsuddannelse efter første eksamen], eller mennesker jeg har kendt, der var kandidater i psykiatri, de droppede ud, fordi de simpelthen ikke passede ind. De følte sig utrolig fremmed indenfor denne form for mekanisk, ikke-healende model, de blev introduceret til og undervist i", sagde den amerikanske psykolog og forfatter Bruce Levine ved en præsentation af sin bog "Surviving America's Depression Epidemic" i Amherst/Massachusetts d. 25.03.08.

Psykiatere er ikke engang eksperter i den menneskelige hjerne. Det er neurologerne, der er det. "De [psykiaterne] ved" netop ikke, "hvordan de forskellige medicinske præparater virker ind på de forskellige centre i hjernen," andet end antydningsvis, og prøver sig derfor famlende frem. På bekostning af deres klientel, der, grundet dets status som værende utilregneligt, ikke i stand til at vurdere sin situation det mindste selv, noget nemmere end i enhver anden sammenhæng kan gøres til forsøgskaniner, i givet fald også imod klientelets udtalte vilje - et utilregneligt stemplet menneskes vilje er per definition intet værd, og kan problemløst ignoreres.

Iøvrigt har vi hér også at gøre med et paradoks mht. psykiatriske forhåndserklæringer, der som regel indeholder et stillingtagen til, om man evtl. er villig til at deltage i forsøg. Udover tilkendegivelsen omkring "behandling", altså. Al psykiatrisk "behandling" er sådan set et eneste forsøg.

Mere om psykiatriens "ekspertise" mht. dens definitioner og "behandlings"metoder af "psykisk sygdom" kan bl.a. læses hér. Og nej, der er ikke sket noget som helst, der kunne redde psykiatriens ære siden 2003.

ORD - IGEN

Jeg er heller ikke enig i Dorrit Cato Christensens ordvalg. Hendes datter var uden tvivl en meget "forsigtig og poetisk pige", et meget følsomt og sårbart menneske, ja. Men derfor var hun altså ikke "syg" - i hovedet, eller "skizofren". Disse adjektiver bliver udelukkende brugt af samfundet og dets eksekutive psykiatrien for at retfærdiggøre selvsamme behandlingssytemets måde, at køre meget følsomme og sårbare mennesker ned med en damptromle, "skyde med kanoner på spurve", som tyskerne udtrykker det så træffende. De bliver udelukkende brugt i et dehumaniserende øjemed, der frarøver det således betegnede menneske definitivt sin menneskelighed.

Adjektiverne bliver brugt til at bortforklare utilpasset, og for samfundet ubekvem adfærd, og til at unddrage sig, fraskrive sig ethvert ansvar for, at der er mennesker, der ikke trives i samfundet og derfor er nødt til at søge tilflugt i "støtteuniverser". Især hvis disse mennesker ikke har redskaberne til at sublimere deres vantrivsel, og lade den komme til et for dem selv kreativt, konstruktivt og for samfundet acceptabelt udtryk.

Følsomt og sårbart bliver et menneske hvis følelser er blevet såret. Og jo mere vedvarende og voldsomt et menneskes følelser såres, jo mere følsomt og sårbart bliver dette menneske. At Dorrit Cato Christensen ikke affejer sin datters støtteuniverser som "symptom" på meningsløs galskab, som psykiatrien og de fleste pårørende i reglen gør det i sådanne tilfælde, må man regne hende til stor fortjeneste. Ikke desto mindre navigerer også hun elegant uden om at se dem som andet end en reaktion på den "behandling", hendes datter er udsat for i psykiatrien. Hvilket de også uden tvivl er. Også. Støtteuniverserne eksisterer nemlig allerede før Luises møde med psykiatrien, og kan derfor ikke være blevet et nødvendigt tilflugtssted pga. dette møde. Noget i Luises livshistorie har gjort etableringen af støtteuniverser nødvendigt for hende, allerede før hun kom i kontakt med psykiatrien: følsomme, sårbare mennesker er mennesker, hvis følelser er blevet såret.

At Luises flugt ind i støtteuniverserne antog de former, den gjorde, og at støtteuniverserne mere og mere afspejlede hendes traumatisering som følge af hendes psykiatrisering, er ikke et enestående fænomen. "Ethvert psykiatrisk symptom indeholder et element af modstand. Kan tortur overkomme modstand? Åbenlyst", som John M. Friedberg siger. Men inden modstanden er overkommet, mennesket, det menneskelige, besejret, øger torturen modstanden, "symptomerne" tager til, kvalitativt og kvantitativt.

Sidst men ikke mindst er jeg meget uenig i at "[d]e fleste [mennesker i krise] skal have medicinsk behandling". Udover det i Danmark velkendte "Vestlaplandsmodellen", er der internationalt en række andre, lignende tiltag og studier, der entydigt beviser det modsatte, der faktisk beviser, at medicinsk behandling som regel kronificerer krisetilstanden og derved gør fuld recovery umuligt, mens de mennesker, der formår at undgå medicinsk behandling, ikke sjældent opnår fuld recovery.

TOPPEN AF ISBJERGET

Luise-sagen er ikke et enkelttilfælde. Den er toppen af isbjerget. Det isbjerg, psykiatrien som sådan er. Nærkontakt med psykiatrien er livsfarlig. Både ECT og psykofarmaka er bevist hjerneskadende "behandlings"tiltag, mennesker, der længerevarigt udsættes for "behandling" med neuroleptika, dør efterhånden i gennemsnit 25 år tidligere end dem, der ikke tager disse stoffer, længerevarig "behandling" med litiumpræparater giver gerne alvorlige nyreskader, SSRIs gør folk suicidale og forårsager livstruende skader på fostret, hvis de tages af gravide, et utal af mennesker er døde pga. bæltefiksering, tvang generelt er traumatiserende, og sidst men ikke mindst ender stort set alle, der bliver erklæret for "alvorlig psykisk syg" med førtidspension som svingdørspatienter og på bo- respektive væresteder: opmagasineret i sikker afstand fra resten af samfundet, ved hjælp af "behandling","medicin", sat ude af stand til at gøre sig bemærket, frarøvet deres stemme, deres værdighed, deres menneskelighed, og enhver mulighed for nogensinde at generobre disse. Det langsomme, udramatiske og nærmest usynlige drab vi aldrig hører om i medierne, der finder sted i sikker afstand fra resten af samfundet. Hver dag. Utallige gange. Verdenen over. Også i Danmark.

Psykiatrien som institution er udmærket klar over, at dens funktion ikke er anden end den, at skulle befrie samfundet fra de individer, der reagerer mere følsomt og sårbart på samfundet, det samfund, der har såret deres følelser, end hvad dette samfund, end hvad "normaliteten" kan acceptere, om nødvendigt med disse individers død til følge. Forholdt det sig anderledes, havde Dorrit Cato Christensen uden den mindste tvivl fået medhold mht. sin klage over Luises "behandling".

FRIHEDSKAMPE

Luise kæmpede til det sidste mod overmagten og for sin menneskelighed, sit liv, sig selv. Men jo mere hun kæmpede, jo hårdere slog systemet ned på hende. Med slagene forklædt som "behandling", "hjælp".

I en psykiatrisk sammenhæng er et menneskes kamp for sin menneskelighed en "sygdom", der skal "behandles", slåes ned, om det så koster menneskets liv. Ligesom det en gang i USA blev betragtet som en "sygdom", når en slave flygtede fra slaveriet. Slaven var syg. Ikke et samfund, der gjorde mennesker til slaver og nægtede dem deres værdighed som mennesker pga. deres hudfarve... Også de "syge" slaver blev der slået meget hårdt ned på, for at "kurere" dem, og også hér ikke sjældent med slavens død som følge.

Luise fik aldrig en chance, nåede aldrig til den indsigt, der reddede f.eks. Judi Chamberlins liv: "Jeg har været en god patient, og jeg har været en dårlig patient, og tro mig, at være en god patient er det, der hjælper dig til at komme ud af sygehuset, men at være en dårlig patient er det, der hjælper dig til at komme tilbage til det virkelige liv."

Når jeg læser "Historien om Lone", slår det mig igen, hvor tæt jeg selv har været på at dø, at blive dræbt. I bogstaveligt forstand, eller i overført betydning. Jeg er en meget oprørsk natur, som Luise var det. Og kriserne, ja, det har netop været de perioder i mit liv, hvor det oprørske overtog styringen, over "fornuften", hvor de mindste krænkelser af min menneskelighed, de mindste overgreb på mig selv, førte til voldsomme og spontane protestreaktioner. At læse "Historien om Lone" lader mig meget tydeligt se, hvor nemt min udprægede overlevelsesvilje og frihedstrang havde kunnet koste mig livet i en psykiatrisk "behandlings"sammenhæng.
_______________

Update til "Historien om Luise"
_______________

Luise's mor Dorrit Cato blogger hér, bl.a. om sine erfaringer med patientklagenævnet: Dorrit Cato's Blog