Ung med skizofreni: Tag dig så sammen, dit skvat!

Endnu en hjemmeside om "skizofreni" har set dagens lys: Ung med skizofreni. Det er psykiatrien i Region Syddanmark, der står for hjemmesiden, hvor man kan blive vidne til noget ganske nyt. Her på siden fortæller ungdomsshrink Anne Dorte os, at "skizofreni" er en genetisk betinget sygdom i hjernen. Og det er der ikke meget nyt i. Den har vi jo måttet høre på igennem flere årtier efterhånden, til at starte med noget mere forsigtigt formuleret, men i dag er det altså stensikkert, selv om man ikke har fundet hverken gener eller nogen som helst fysiologisk patologi i hjernen. Troen er blevet til faktum, på mystisk vis. Formodentligt siden psykiatrien ved hjælp af alle de fabelagtige, bl.a.også af medicinalindustrien sponsorerede, "oplysnings"kampagner om "psykisk sygdom" har formået, at overbevise flere og flere, ikke mindst også medier og politikere, at den psykiatriske tro er den eneste rette tro. Hvis man har set Fedt, fup og flæskesteg, lidt à la reklamebureauet "Fleisch": Skrupler over at lyve?! Du godeste! Der er vel næppe nogen i den danske almenbefolkning, der har brikker til at se nærmere på videnskaben bag, når de hører alle vores fine fagudtryk! Hahaha!!!

Ja, altså ikke noget nyt dér. Men så kommer det, når man klikker på "De medvirkende". Hanna, f.eks.. Hanna "har arbejdet benhårdt på, først at lære at leve med sygdommen og få styr på den. Hanna har været igennem et forløb med indlæggelser, medicin, samtaleterapi, og hårdt arbejde med sig selv,..." "Hannas vilje er meget stor..." (min kursivering)

Så, Hanna, og de øvrige tre deltagere med hende, har altså knoklet for livet løs, for at få besejret "sygdommen", den biologisk-genetiske hjernesygdom. Og hvis du ikke besejrer denne biologisk-genetiske hjernesygdom, så må du fandeme klø noget mere på, dit skvat! Kom så, vis noget viljestyrke! Og siden viljestyrke kan besejre en biologisk-genetisk hjernesygdom, så kan vi vel også med god samvittighed sparke folk med diabetes, kræft, Alzheimers, osv. osv. i bagdelen, og fortælle dem, at nu må de saftsusme tage sig sammen, hive sig selv op i nakkeskindet, og se at komme videre! Neoliberalisme i renkultur.

Jeg er bestemt den sidste, der går ind for selvmedlidenhed, og "Jeg kan ikke!" er der ikke umiddelbart noget der hedder hos mig. Men at fortælle nogen, der lider, om det så er af en biologisk-genetisk sygdom, eller om de lider eksistentielt (såkaldt "psykisk sygdom"), at de bare skal tage sig sammen, og udvise viljestyrke, kunne hverken jeg, eller andre psykiatrikritikere drømme om at gøre. Mens det faktisk er det, som vi er blevet beskyldt for, af psykiatrien og dens tilfredse kunder, angiveligt at gøre, samtidigt med, at man har fortalt os gang på gang, hvor uetisk, ja kynisk det er af os. Det ville det også være, hvis vi gjorde det. Og her kan vi så se psykiatrien i Region Syddanmark udvise netop denne uetiske, kyniske adfærd...

"Kære Bertel Haarder, giv os penge til at behandle de sindssyge længere med den medicin, der slår dem 15 - 20 år for tidligt ihjel!" - Biopsykiatrisk propaganda på DR2 med overlæge Ulla Bartels

I går kunne man i Deadline 22.30 nyde endnu en udgave af biopsykiatriens allesteds nærværende propaganda, denne gang serveret af bl.a. overlæge Ulla Bartels for vores sundhedsminister Bertel Haarder.

Også i Deadline-udsendelsen forsømte Ulla Bartels ikke, at ty til tåreperseren "Psykisk syge dør 15-20 år for tidligt", i håb om, at blødgøre Bertel Haarder bare en lille smule, så han måske alligevel finder lidt flere kroner i statskassen til financieringen af den "behandling", der slår "de sindssyge", som Ulla Bartels i udsendelsen også så overordentligt respekterende vælger at betegne mennesker i emotionelle kriser, 15 - 20 år for tidligt ihjel.

For, det forsømmer Ulla Bartels selvfølgeligt både i Deadline-udsendelsen og i Dagens Medicins artikel at fortælle: at de sygdomme, "de psykisk syge" som oftest dør 15 - 20 år for tidligt af, nemlig diabetes, metabolsk syndrom og hjerte-kar-sygdomme, er velkendte, og ret så hyppige bivirkninger af neuroleptika, de såkaldte "antipsykotika", og således forårsaget af den "behandling", som Ulla Bartels påstår, skulle forhindre dem, hvis vi bare kunne intensivere "behandlingen" lidt via længerevarende indlæggelser.

Til Dagens Medicin siger Ulla Bartels også, yderligere ekspertisisk forklarende, at "sygdommen", den angivelige, jo gør, at folk ikke så godt fornemmer sig selv, respektive deres krop. Hvorfor de ikke selv opdager i tide, når deres krop ikke har det så godt. Neuroleptika er, som bekendt, stærkt beroligende stoffer. De indvirker stærkt beroligende på nervesystemet. Det vil sige, de sætter det system, der gør, at vi kan fornemme os selv, vores krop, mere eller mindre ud af spil. Så nej, det er som oftest ikke "sygdommen", der gør, at folks kropsfornemmelse er nedsat. Det er "behandlingen" for denne "sygdom", der gør det. Hvor mange gange har jeg ikke hørt folk fortælle, at de ikke kunne fornemme sig selv, mens de var på "medicin". Kropsfornemmelsen vendte tilbage, når de stoppede med at tage "medicinen".

En overlæge i psykiatri, der hverken kender til bivirkninger eller virkning til den "medicin", hun dagligt omgås? Inkompetent må vel være den mest passende betegnelse her.

Og apropos "inkompetent", så var der selvfølgeligt heller ikke i Deadlines propagandaudsendelse en eneste medvirkende tilstede, der kunne have givet Ulla Bartels kompetent modspil, og Bertel Haarder et mere sandfærdigt billede af tingenes tilstand. Hvor er de danske Robert Whitakers, Joanna Moncrieffs, Grace E. Jacksons,... ? Tja, hvis de overhovedet findes, så var de i hvert fald ikke inviteret til at deltage i udsendelsen. Men så havde denne jo heller ikke længere været så meget propaganda, som den havde været lidt mere seriøs journalistik.

Bortset fra alt det, var jeg en smule positiv overrasket over både at høre Bertel Haarder spørge, hvor mon alle de "psykisk syge" kommer fra, der pludseligt kræver psykiatrisk "behandling", og over at høre ham sige, at man jo ikke bliver rask af at ligge i en sygehusseng. Til hans spørgsmål, hvor alle de "psykisk syge" pludseligt kommer fra, kan jeg kun sige: kig dig omkring, Bertel, og se hvordan "psykisk sygdom" efterhånden snart er på udsalg ved hvert gadehjørne. Dette her, for eksempel. Og nej, man bliver bestemt ikke rask af at ligge i en sygehusseng. Slet ikke, hvis man aldrig har været syg til at starte med.

Og så kan man jo kun undre sig over både DR-journalistens, som stort set alle andre danske journalisters, uvidenhed. Ifølge Nynne Bjerre Christensen udskrives "de psykisk syge" "før de er raske". Kære Nynne, den danske biopsykiatri har ikke helbredt så mange som en eneste af sine "patienter" endnu. Tværtimod. Man bliver ikke rask af at ligge i en sygehusseng, og slet ikke, hvis éns "sygdom", der ikke tilnærmelsesvis opfylder de kriterier, der stilles af lægevidenskaben til en tilstand, før den må betegnes som sygdom, "behandles" med "medicin", der forårsager somatisk sygdom og 15 - 20 år for tidlig død, og derudover kronificering af tilstanden. Jo længere man "behandles" biopsykiatrisk, jo sygere bliver man.
_______________

P.S.: Og så kan man jo undre sig, hvordan det hænger sammen, at kalde andre mennesker for "sindssyge", mens man samtidigt gør en Oscar-værdig indsats for at foregive, at man jo ikke har andet, end disse "sindssyges" bedste i sinde. Hvis det da hænger sammen...

Thomas Werge og Inger-Liss Christoffersen: Overgrebsofre er selv skyld i overgrebene

Hvis man nu skulle være i tvivl: det er selvfølgeligt specielt det tredje kriterium på listen, Inger-Liss Christoffersen ikke mener er overholdt af mig i min, også mht. sproglige finurligheder, kritiske analyse af hendes artikel, når hun - og Thomas Werge himself; afslaget er overskrevet: "I-L [som i Inger-Liss] og T. [som i Thomas] Werge svar til Goldstein" - åbenbart føler sig hårdt ramt (sic) af min analyse af hendes, respektive Thomas Werges, retoriske krumspring, der tydeligvis er ment til at kunne give udtryk for holdningen, at overgreb kan undskyldes, hvis ofrene er stemplede med en "psykisk sygdom", uden at man behøves at tage ansvar for dette udsagn (man er sig jo absolut bevidst om, at udsagnet i sig selv er et overgreb), og altså til enhver tid kan påstå, at man jo aldrig har sagt noget sådant.

At det netop er det, Inger-Liss Christoffersen, respektive Thomas Werge, påstår som forklaring på afslaget, at man jo angiveligt aldrig skulle have sagt noget sådant (mens det står sort på hvidt i medlemsbladet, for alle at læse) - i stedet for at tage stilling i en åben debat i LAPs medlemsblad - gør afslaget i sig selv i mine øjne til en klar tilståelse, at det er netop, hvad man ønskede, at give udtryk for: at overgrebsofre selv er skyld i overgrebene mod dem, og at man altså ikke kan bebrejde overgriberne. En holdning, der, taget udsagnets kvalitet som et overgreb i sig selv i betragtning, på sin vis bliver ret så forståeligt som en forsvarsmekanisme. Vi kender den jo alle som overgribernes undskyldning par excellence, og en double bind af de samme dimensioner, som dem, biopsykiatrien selv er så eminent dygtig til at gøre brug af. Dysfunktionalitet pur.

At gennemskue disse double binds, og ikke længere lade sig forblænde af dem, er erfaringsmæssigt et afgørende skridt på vejen til recovery fra "psykisk sygdom", på vejen til frihed fra disse dysfunktionelle kommunikationsmønstres destruktivitet, på vejen til et liv som andet, end offer for overgreb. Og når man har gennemskuet spillet, og frigjort sig fra spillernes kvælertag, så er det en god idé, at overveje, om man egentligt fortsat ønsker, at agere boksebold for overgriberne, eller om man ikke gør bedre i, at overlade dem til sig selv. Jeg anbefaler det sidste, hvor end det er muligt. Forurenede omgivelser er ikke specielt helende at opholde sig i.

Måske er det din "psykiske sygdom", der har inviteret til, at du blev misbrugt som barn

Fra Inger-Liss Christoffersens artikel "Mødet med epigenetik, arveanlæg og Thomas Werge", LAP medlemsblad nr. 1, 2010:

"Thomas forklarede forskellen på en observation (f.eks. at mange mennesker med psykisk sygdom har været udsat for overgreb tidligt i livet) og videnskab (arbejdet med at forstå baggrunden for denne observation). Skyldes den psykiske sygdom dette overgreb? Eller er det den psykiske sygdom, der allerede tidligt i livet, inviterer til overgreb (det er selvsagt ikke tilfældet, men vi kan jo principielt ikke vide det)? Eller skyldes sammenhængen mellem sygdom og overgreb samme årsag, som ikke er helt let at få øje på. Spørgsmålene er nemme at stille, men de kan kun besvares ved store og omhyggelige undersøgelser, der udelukker alle de mange faldgruber, der altid findes i sådanne tilfælde." (min fremhævelse)

(Og, ja, et svar fra mit tastatur på denne "artikel" er under udarbejdelse, you bet!)

Merete Nordentoft bagatelliserer overgreb

Merete Nordentoft, citeret i Lise Juls artikel "Man bliver ikke syg af ingenting" fra 2007:

"Udsættes man for et seksuelt overgreb, tyder nye, engelske undersøgelser på at flere får en psykose senere. Men vil man bevise en sammenhæng, skal man være helt sikker på at det er på grund af dette eller hint at en given hændelse er indtruffet. Ud over et seksuelt overgreb kan der være mange andre problemer i familien".

De der udvikler en psykose, kommer i tre ud af fire tilfælde fra ganske almindelige familier, siger hun.

"Ingen går gennem livet uden prøvelser. Størstedelen af patienterne har ikke været udsat for andet end hvad alle mulige andre oplever. Der er hverken tale om seksuelle eller fysiske overgreb. Hverken forældre der ikke kom hjem, eller hjem præget af et voldsomt alkoholmisbrug. Gik man under deres skolegang ind i de flestes klasser, ville man ikke kunne få øje på noget bemærkelsesværdigt, hverken i deres familier eller hos dem selv."

Ahhh, åhhh, det vil dels sige, at overgreb er "prøvelser", som man ligesom må tage i stiv arm, og kan man ikke det, ja, så må man sgu finde sig i at få en "skizofreni"-diagnose smidt i hovedet, og blive erklæret for genetisk defekt. Og dels vil det sige, at, hvis der ikke er tale om, at man er blevet gennemtævet, respektive seksuelt misbrugt tre gange dagligt, og hvis ens forældre ikke har drukket mindst tre flasker billig sprut dagligt, hver, ja, så kan der umuligt være tale om overgreb eller svigt. For alt andet, såsom verbale og emotionelle overgreb og svigt, er jo bare normalt, "ganske almindeligt", ikke? Ja, desværre er det vist ganske almindeligt og normalt i vores overgribersamfund. Mens Merete Nordentoft med et sådant udsagn klart tilkendegiver sin egen overgribermentalitet. Tillykke Merete!



Iøvrigt synes jeg, det er ret interessant, at en sammenhæng mellem traumer og "psykisk sygdom" ikke kan anerkendes, før denne er entydigt bevist, mens det åbenbart ikke kræver andet, end nogle pengegriske farmakoncerners og nogle magtsyge behandleres hjernespind som legitimation for en "behandling", der ødelægger liv på stribevis.

Når overgreb ikke er overgreb. Hvordan forældre kan få børnepsykiatrien til at gøre det beskidte arbejde færdigt for dem.

Anno 2010 i Danmark overlader man afgørelsen, om ofrene for overgreb og omsorgssvigt skal udsættes for flere overgreb og svigt - denne gang helt professionelt gennemført - til de personer, der er hovedansvarlige for de overgreb og den omsorgssvigt, der i første omgang har ført til, at de professionelle blev indblandet: "Tvang i børnepsykiatrien mørkelagt".

Ubetinget registreringspligt vil sandsynligvis resultere i en mangedobling af de 237 tilfælde af registreret tvang i børnepsykiatrien i 2007. Men at registreringspligten vil nedbringe antallet af tilfældene, hvor i forvejen traumatiserede børn på nyt udsættes for overgreb, er usandsynligt, så længe overgribersamfundet uanfægtet - og endda bakket op af en avis som Kristeligt Dagblad - kan blive ved med at stemple tiårige børn, der protesterer i afmægtig desperation mod overgrebene respektive omsorgssvigtet som "psykotisk", syge i hovedet, hvorved retraumatiseringen igennem psykiatrisk tvang nemt kan undskyldes som værende nødvendig, eventuel livreddende, hvis man vil drive kynismen på spidsen, behandling mod meningsløs hjernesygdom. Det er jo en utænkelighed, at forældre, der køber f.eks. dyre trommesæt til deres tiårige søn, kunne finde på, at svigte ham på nogen måde, ikk'? Det er åbenbart en meget vigtig detailje, at trommesættet var dyrt. Det kaldes også for at købe sig til en god samvittighed, når man ellers er godt klar over, at man har svigtet som forælder.

Der er næppe noget, der er mere dobbeltmoralsk, end at en statslig institution, psykiatrien, alene på grundlag af forældrenes samtykke har ret til at begå voldelige overgreb mod børn på stribevis, og uden at det så meget som skal registreres, i et land, hvor forældre angiveligt ikke må krumme så meget som et hår på deres børns hoveder, uden at risikere retsforfølgelse.

Mere strøm til hjernen - Uppdrag gransknings andet program om elektrochok

I denne uge har det svenske TV-program Uppdrag granskning fulgt op på sidste uges ECT-tema. I den anden udsendelse om emnet møder vi bl.a. Solveig Wiberg, der blev udsat for flere end 100 ECT-"behandlinger" under tvang i løbet af en 18-måneders indlæggelse, og der som følge har mistet mindet om store dele af sit liv, og norske Mette Ellingsdalen, leder af We Shall Overcome og psykiatri/ECT-overlever.

Den for Solveig Wibergs "behandling" ansvarlige overlæge Louise Lundberg påstår i programmet, at Solveig ikke har fået ECT mod sin vilje, selv om Solveig fortæller, at hun hver gang bad om ikke at få flere ECT-"behandlinger", hvilket hendes journaloptegnelser bekræfter. Louise Lundberg begrunder sin opfattelse af Solveig som samtykkende i "behandlingen" med at Solveig hver gang frivilligt og modstandsløst fulgte med personalet til "behandlingen".

For mig grænser det til det kyniske, at en psykiatrisk overlæge indirekte påstår, Solveigs ønske om ikke at få ECT skulle være blevet taget seriøst og respekteret, bare hun havde gjort fysisk modstand mod at blive ført til ECT-rummet af personalet, mens der ikke tillagdes hendes ord nogen som helst betydning.

Tildels er det en indirekte opfordring til alle psykiatriserede mennesker om at give udtryk for deres eventuelle ønske om ikke at blive udsat for en bestemt "behandling" ved at ty til fysisk modstand, til fysisk vold. Tildels ved vi jo allesammen godt, hvad der sker, når psykiatriserede mennesker fysisk modsætter sig "behandling". I behandlernes øjne er det det ultimative tegn på, at det psykiatriserede menneske både mangler "sygdomsindsigt" og er "til fare for sig selv og andre", og således er det den ultimative berettigelse til at gennemføre "behandlingen", koste det, hvad det ville.

Louise Lundberg udtaler her klart og tydeligt, hvad der i overleverkredse er en længe kendt sandhed: behandlerne ønsker og fremprovokerer så udpræget modstand mod "behandlingen" som muligt hos det psykiatriserede menneske. Modstanden fortolkes siden af behandlerne som "symptomer", og "symptomer" berettiger psykiatrisk "behandling", der grundlæggende går ud på, at intimidere det psykiatriserede menneske til tavshed og ubetinget føjelighed. Hvad er Solveigs "forbrydelse", som hun skulle straffes så hårdt for? Hun ønskede psykologsamtaler i stedet for ECT. Dvs. hun ønskede, at komme til bunds i sine eksistentielle problemer, i stedet for at blive gjort mindesløs og dermed tavs og føjelig, og nem at håndtere.

Louise Lundberg forsvarer den tortur, hun har udsat Solveig for - og Solveig sammenligner selv "behandlingen" med tortur i Uppdrag granskning-programmet - ved at påstå, at "psykoser" er så hårdt ved kroppen, at det kunne have betydet Solveigs død, ikke at "behandle" hende med ECT. Og, ja, krop og sjæl hænger uløseligt sammen. Jeg husker selv, hvor udslidt jeg var, ikke bare psykisk men også fysisk, efter jeg i fjorten dage var gået uden mad og søvn og i konstant alarmberedskab. Imidlertid husker jeg også, hvad alene truslen om indespærring, om stempling som "sindssyg", om berøvelse af mine fundamentale menneskerettigheder, af min fysiske og psykiske integritet, af min stemme, gjorde ved mig. Både fysisk og psykisk. Alene tanken gjorde bestemt ikke situationen bedre.

Det, der definitivt gjorde situationen bedre, var netop det, Solveig ønskede sig, men hvad systemet nægtede hende: at blive lyttet til, taget alvorlig, respekteret som den, hun nu engang er. Taget de talrige dokumenteret positive erfaringer med respekterende psykiatrialternativer i betragtning, spørger jeg mig, hvor længe endnu vi skal høre på "ekspert"udsagn som Louise Lundbergs, før samfundet indrømmer den dagsorden, disse udsagn bunder i, og vender sig mod den.

Ja, og at det ikke kun sker i Sverige men også i Danmark, at psykiatriserede mennesker udsættes for ECT-"behandling" i et omfang, så de mister store dele til hele deres historie, og derudover muligheden til recovery gennem bevidstgørelse og bearbejdning, er "Sofie" jo et godt eksempel på. Og Solveig kan da også berette, at følgerne af den slags mishandling kan få mennesker til at begå selvmord. Apropos "ECT redder liv"...

Læs mere om Solveig her.

Uppdrag granskning taler i dette program også med norske Mette Ellingsdalen, der med sit valg om at stå offentligt frem og fortælle om sine erfaringer med ECT væsentligt har bidraget til at psykiatriserede mennesker i Norge har fået større retssikkerhed mht. ECT, end de har i både Sverige og Danmark. I Sverige som i Danmark kræves der nemlig i modsætning til i Norge ikke noget skriftligt samtykke til "behandlingen". Tværtimod så kan man her på sundhedsstyrelsens hjemmeside læse, at der også her i Danmark frem til 2006 fandtes et såkaldt "stiltiende samtykke", der i følge dokumentet "foreligger, hvor den enkeltes signaler og opførsel må tolkes således, at der foreligger et samtykke på baggrund af den givne information." Aha, her har vi altså den danske udgave af Solveig Wibergs "samtykke", som hvilket Louise Lundberg valgte at tolke hendes manglende fysiske modstand mod "behandlingen". Og selv om teksten også nævner, at "en patients passivitet over for en foranstaltning ikke udgør et tilstrækkeligt informeret samtykke til at iværksætte en foranstaltning på et frivilligt grundlag", og at der ved "den mindste tvivl om, hvorvidt patienten tilslutter sig behandlingsforslaget, bør [indhentes] et mundtligt samtykke", så ved vi jo også godt, at sagen i praksis ofte så noget anderledes ud. Dvs. at "foranstaltningen" som regel blev iværksat. Med eller uden tydeligt udtalt "ja tak!" fra det psykiatriserede menneskes side.

I øvrigt kan jeg godt lide, at teksten taler om at "[e]fter lovændringen [vedtaget af Folketinget d. 02. juni 2006] vil der stadig være tale om frivillighed, hvis patienten ved en korrekt vejledning og information [hvor "korrekt" informationen og vejledningen, der kan forventes, som regel er, kan man jo ved et blik på de af mig i mit foregående indlæg om Uppdrag gransknings dækning af ECT-emnet citerede danske kilder overbevise sig om] lader sig overbevise eller blot overtale til at medvirke," (min kursivering). Det er altså helt i orden, at overtale (læs: intimidere) et menneske til at gå med til en "behandling", dette menneske af gode grunde ikke ønsker at blive udsat for.

Som bemærket i mit foregående indlæg om emnet, kan der i mine øjne ikke være tale om et virkeligt frivilligt - som i "fri vilje" - samtykke, skriftligt eller ej, når a) det psykiatriserede menneske er under indflydelse af bevidsthedsforandrende stoffer som psykofarmaka, b) information tilbageholdes respektive forfalskes, og/eller c) de mennesker, der skal indhente samtykket, befinder sig i en sådan magtposition i forhold til den person, hvis samtykke skal opnås, som psykiatrisk personale befinder sig i overfor "patienten".

Interessant for resten også, at der hverken i Sverige eller Norge findes et register over indberettede bivirkninger af ECT. Hvilket svarer til en indirekte tilkendegivelse fra myndighedernes side om, at man er grundlæggende ligeglad med, om folk lider af bivirkninger, og af hvilken art og hvilket omfang disse er. Hvordan situationen mht. et sådant register er her i Danmark, har jeg ikke kunnet bringe i erfaring. En google-søgning gav umiddelbart intet resutat, og det må således antages, at vi heller ikke i Danmark registrerer bivirkninger af ECT.

Læs mere om Mette Ellingsdalen og "patient"rettigheder i Norge her.

Og her til sidst, så det hele ikke bliver alt for trist og deprimerende (sic!), en lille "bon mot", jeg fandt på psyknet.dk, i artiklen om ECT, under "Virkning": "Patienten bliver rolig, nærværende, selvmordstankerne forsvinder og begynder at ligne sig selv." LMAO! - Ansvarligt for brøleren: overlæge Søren Blinkenberg og overlæge Per B. Vendsborg, yup, netop, han, der i sin tid ikke havde andre "argumenter", end at jeg da måtte være scientolog - siden jeg kendte så meget til psykiatriens noget dystre historie (og nutid). :D

Tak til Sigrun for at gøre opmærksom på programmet - og til scientofobiske Per Vendsborg for at levere dagens grin.

Indtrængning

Så, betjenten, der ledte anholdelsen af den dræbte 34-årige "psykisk syge", var altså særligt uddannet og kendte de rigtige taktikker". Han betegnes som en "indtrængningsleder".

Chefpolitiinspektør Jørn Aabye citeres i ovenlinkede artikel på politiken.dk: "Han vidste alt om anholdelser af psykisk syge", og det konkluderes, at politiet næppe har gjort noget forkert.

Og det har politiet formodentligt heller ikke. Såfremt man mener, det er ok, at trænge sig ind på folk, der er rædselsslagne for enhver form for indtrængning på dem, fordi de har så rigeligt været udsat for indtrængning på dem i forvejen i deres liv. "Tænk hvilken utrolig fred der ville lægge sig hvis vi vidste at vi ville blive mødt anerkendende...", også med denne viden. I stedet for med taktikker og "efter reglerne", og af "indtrængningsledere".

Gummiceller og tvangstrøjere tilbage ind i psykiatrien!

Ja, de har jo nu aldrig været helt ude af psykiatrien, gummicellerne og tvangstrøjerne. De er bare i en årrække gået under andre betegnelser. Såsom "medicin", og "skærmning". Men siden holdningen i samfundet, takket være bl.a. mediernes skrækpropaganda, ser ud til at tiltagende være den, at målet helliger midlerne i kampen mod "de psykisk syge", så kan man vel også roligt kalde en spade for en spade igen, og i øvrigt også ruste yderligere op. Uden at risikere det store ramaskrig i medmenneskelighedens navn.

Det hele er selvfølgeligt kun og udelukkende ment til "de psykisk syges" bedste. Vi ved jo allesammen godt, at disse skabninger fungerer efter love, nærmest diametralt modsat dem, der gælder for jordiske skabninger som mennesker og dyr. Så, ja, tortur er godt for dem!

Der fandtes for resten en "gummicelle" i Diabasis, et rum med en masse gamle madrasser og lignende, som beboerne kunne opsøge sammen med et personalemedlem, når de følte behov for at udleve noget vrede eller frustration. For at kunne udleve sine følelser virkeligt effektivt, så de ikke indhenter én igen og igen, og tager magten, så er det jo en vigtig detailje, at man har vidner, der kan se og anerkende dem.

Rummet i Diabasis blev imidlertid kun sjældent brugt. Så sjældent, at man, som John Weir Perry sagde, godt kunne have undværet det helt. Fordi beboerne generelt blev behandlet med så megen respekt, at der dårligt opstod situationer, der skabte så megen vrede og frustration, at det gjorde det nødvendigt, at splitte en madras, eller to, ad.

Men, som artiklen på politiken.dk slår fast, gummicellerne i den danske tvangspsykiatri er inspireret af tvangspsykiatrien i en række andre europæiske lande. Ikke af John Weir Perry's tvangsfrie psykiatrialternativ Diabasis. Så de kan næppe betegnes som et frirum, hvor ekstreme følelser kan udleves og blive, respekterende, anerkendt. De vil, tværtimod, skabe mere og mere vrede og frustration hos den i gummicellen efterladte "psykisk syge". Vrede og frustration, der, fordi de netop ikke ses og anerkendes, uvægerligt kastes tilbage fra gummivæggene på "den psykisk syge", som en boomerang, og med tidobbelt styrke, og derved udgør et effektivt middel til at få "den psykisk syge" til at bekæmpe sig selv.

Og så er det at jeg spørger mig, om beslutninger som denne hér, angående psykiatriens "behandlings"metoder, skyldes en himmelskrigende mangel på viden om menneskets psykologi, eller om de måske snarere skyldes meget indgående viden om selvsamme...

Jakob Axel Nielsen's psykiatriske fremtidsplaner: at medicinere vores børn - men ikke kun vores børn - til døde

Apropos angiveligt "skizofrene" seksåringer og apropos Jakob Axel Nielsens planer om, at få antallet af "psykisk syge" børn og unge hurtigst muligt bragt op på - ja, hvor mange procent, Jakob? Kan 100 procent gøre det monstro? - her noget interessant læsestof til ansvarsbevidste forældre:

Den forhenværende salgsrepræsentant for den farmaceutiske industri Gwen Olsen har skrevet artiklen "Drugging Our Children to Death", der kan læses her på HealthNewsDigest.com.

Et par citater fra artiklen:

"I apriludgaven af Pediatrics opfordrede regeringens U.S. Preventive Services Task Force (arbejdsgruppe for forebyggende services) læger til at screene alle amerikanske teenagere rutinemæssigt for depression, under anvendelse af uvidenskabelige spørgeskemaer, der producerer en høj rate af falske diagnoser på psykisk sygdom. En diagnose er lig med en anbefaling for behandling. Behandling er lig med piller og udsætter vores børn for farerne, der er forbundet med bevidsthedsforandrende kemikalier, hvis effekt er blevet bevist at være ubetydeligt."

"Omfanget af den kollektive grådighed og ondskab har efterhånden nået epidemiske proportioner, og kan, trist nok, måles i dødsfald, hvoraf mange vedrører vores børn."

Siden det altså ser ud til, at Jakob Axel Nielsen ønsker at bringe epidemien også til Danmark, kan jeg egentligt kun anbefale ansvarsbevidste forældre, at overveje emigrering til - tja, i hvert fald ikke til Canada! I USA er det nemlig sådan, at man meget hurtigt kan miste forældremyndigheden, hvis man modsætter sig "anbefalingerne" for "behandling". "Omsorgssvigt" hedder det derovre, når man prøver, at beskytte sine børn mod de bevidsthedsforandrende, og ikke så sjældent altså også drabelige, kemikalier, som "eksperterne" "anbefaler" at man zombificerer sine børn med. Og jeg har indtryk af, at Jakob Axel Nielsen ser ansvarsbevidste forældre med meget amerikanske øjne. Siden billedunderskriften på politiken.dk fortæller, at han mener, alle kun vil have glæde af hans Big Brother-tiltag.

Jeg kan godt lide...

...at man også her i Danmark vægter farmaindustriens creative writing, aka forskning, højere end fakta, når det kommer til f.eks. Zyprexa.

"På trods af megen forskning på området findes der ikke tilstrækkeligt belæg for, at der findes nogen kausal sammenhæng mellem Zyprexa og diabetes", svarede Eli Lilly på Politikens henvendelse per mail. What?! Måske skulle Politiken have foretaget en Google-search, søgeordene: "antipsychotics metabolic syndrome", inden man kontaktede Eli Lilly og lod sig affærdige med en gang udenomssnak.

En anden side af sagen er, at der vist ikke findes mere - snarere mindre - belæg for a) at "skizofreni" og andre "psykoser" skyldes en organisk sygdomstilstand, der nødvendig-/retfærdiggør medicinsk behandling, og b) at Zyprexa og andre neuroleptika er så tilpas effektive, at deres effektivitet opvejer alvorlige og tildels dødelige bivirkninger som diabetes. Det sidste på trods af Eli Lilly's og andre farmagiganters diverse kreative anstrengelser på forskningsområdet.

Jeg kan også godt lide, at "ekspert" Anders Fink-Jensen åbenbart ikke ved, at andre præparater - af samme type - såsom Seroquel, også har forstyrrende virkning på stofskiftet, og at han mener, folk, der er på denne slags stoffer - major tranquilizers = bedøvelse - har ork til at bekymre sig stort om sunde madvaner og det at dyrke motion. Jeg kender nogle stykker, og de har altså ikke meget ork til hverken det ene eller det andet, zombificeret som de er af stofferne. Mens det for de få der har, ikke har betydet den store forskel. Man tager nemlig på, uanset om man render en maraton hver dag og lever af råkost, når man er på Zyprexa & Co.

For noget tid siden faldt jeg over en beskrivelse af en neuroleptika-tagende person på nettet (og lige så jeg finder ud af hvor, skal jeg nok linke): ekstremt overvægtig, sjusket påklædt, gerne udstyret med mp3-afspiller, lyden skruet op på maks. En karikeret stereotyp, jeg ved. Og diskriminerende dertil. Men desværre ikke sååå langt fra virkeligheden igen. Og det, der er mest diskriminerende i det, er måske ikke engang beskrivelsen, karikaturen, selv, men det, der overhovedet gør den tænkeligt: psykiatrisk "behandling" med zombificerende og stofskiftet forstyrrende stoffer som Zyprexa.