Opslag
madness and transcendence: healing the human family
3 dage siden
Viser opslag med etiketten empowerment. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten empowerment. Vis alle opslag
mandag den 26. december 2011
tirsdag den 20. december 2011
Til foredrag med Robert Whitaker, og til møde om "medicinpædagogik", et nyt projekt under Servicestyrelsen
To ting, der på overfladen ikke har noget videre at gøre med hinanden, og dog...
Ja, jeg var altså i Göteborg sidste måned, til foredrag med Robert Whitaker
om hans seneste bog Anatomy of an Epidemic, arrangeret af Familjevårdsstiftelsen. Bogen tager udgangspunkt i Whitakers undren over, at, på trods af at farmakologisk behandling angiveligt har forbedret behandlingsmulighederne i psykiatrien og tilværelsen for "psykisk syge" mennesker så meget, flere og flere af disse "psykisk syge" mennesker ender i kronicitet og på førtidspension, lidende under mere og mere alvorlige "bi"virkninger, og udsat for en større og større risiko for at dø før tid. For at finde svar på sine spørgsmål foretager Whitaker en grundig gennemgang af forskningen på psykofarmakologiens område i sin helhed, og når frem til, at det billede forskningen tegner er et noget andet, end det, psykiatrien præsenterer i offentligheden.
Whitakers bog er, ligesom forgængeren Mad in America, rystende læsning. Og en ting er de videnskabelige data og fakta, der stort set gennemgående straffer alle psykiatriens fortællinger om psykofarmakas fortræffeligheder løgne -- men det har dem af os, der er fulgt med i forskningen, jo vidst længe --, en helt anden er, at få den mistanke, som selv mange kritikere dårligt tør at have, at psykiatrien nærmest fra starten af har vidst, at dens fortællinger om psykofarmakas fortræffeligheder er lige så meget løgn, som fortællingerne om biologisk hjernesygdom, så umisforståeligt bekræftet, som det sker i Whitakers bog via citat efter citat af "ekspert"udtalelser angående sagen.
Whitaker afsluttede foredraget som de fleste andre kritikere med det uundgåelige, politisk korrekte: "Jeg ved godt, at mange føler sig hjulpet af psykofarmaka, og der er en plads for stofferne i behandlingen."
I den efterfølgende diskussion spurgte jeg ham, hvorfor han, efter at han lige havde præsenteret de videnskabelige data og fakta, der allesammen klart sagde én ting: at hvis folk føler sig hjulpet af psykofarmaka, dette må tilskrives enten en placeboeffekt, og/eller simpelthen det faktum, at deres selvbedømmelsesevne er nedsat grundet stoffernes indflydelse, og at der rent faktisk ikke er nogen plads til stofferne i "behandlingen", hvis denne "behandling" skal være virkeligt til hjælp for folk i krise, alligevel valgte, at afslutte præsentationen med hvad der må betegnes for en undskyldning for samme præsentation.
Whitaker kommer i det sidste kapitel af Anatomy of an Epidemic udførligt ind på finske Åben Dialog-tilgangen, også kendt som "Vestlaplandsmodellen", som et veldokumenteret effektivt alternativ til den ellers gængse, biomedicinske tilgang til kriser. Men selv Åben Dialog gør brug af psykofarmaka, om end i meget begrænset omfang, især når det kommer til "anti"psykotika, og kun som en"nødløsning". Som svar på mit spørgsmål sagde Whitaker bl.a., at han godt kunne tænke sig at se et projekt à la Åben Dialog iværksat, der dog, til forskel for Åben Dialog, slet ikke gjorde brug af psykofarmaka. Det kunne jeg nu også godt tænke mig at se! Som Whitaker sagde, menneskeheden har igennem årtusinder overlevet uden disse stoffer, så...
Slides'ene til foredraget findes her.
Og så var jeg som sagt i Odense for en uge siden, til møde i følgegruppen (uanset hvor meget snak der er om at brugerne skal være eksperter i eget liv, så rækker velvilligheden fra systemets side som bekendt ikke så langt som til at lade denne indsigt få reelle konsekvenser, og lade brugernes ekspertise få styrende indflydelse på den slags projekter, så, som bruger respektive kriseerfaren er man henvist til følgegrupperne) til projektet
"Medicinpædagogik og psykoedukation".
Projektet, der primært retter sig mod mennesker, der bor på bosted, eller har bostøtte, består af en række i og for sig ganske gode idéer, bl.a. indførelsen af en "medicindagbog", hvor brugeren noterer virkninger og "bi"virkninger af "medicinen", deraf følgende eventuelle ønsker om ændringer i medicineringen, osv., et initiativ til "den gode konsultation", dvs. hjælp til at forberede det næste besøg hos ens shrink, så man får det bedste ud af besøget, og også indførelsen af "individuelle mestringskataloger", hvor den enkelte nedskriver "komplementære" -- man har med fuldt overlæg fravalgt begrebet "alternative", for ikke at få shrinks'ene op i det røde felt med det samme -- metoder, såsom NADA, en snak med en god ven, mindfulness, og og og... til krisehåndtering. Især det sidste noget, der har været kendt for mange af os i lang tid. Derudover eksperimenterer man med psykoedukation i grupper, med tyngdepunkt på "medicinen", og sideløbende grupper hvor man arbejder, overfladisk, men immervæk, med livshistorien. Især det sidste noget, der har vist sig, at være en succes blandt brugerne -- surprise, surprise! NOT!
Jeg var lidt skeptisk, da jeg tog afsted til mødet, om jeg overhovedet ville kunne holde ud, at overvære hele séancen. Og kaffen var da godt nok heller ikke noget, at råbe hurra for. Men sandwiches'ene var ok, de tilstedeværende var allesammen søde mennesker, og intentionerne var gode, og bare gode.
Men, men, men... Som vi alle ved, så er vejen til helvede brolagt med gode intentioner, og i det omfang, som der stadigt holdes urokkeligt fast i den medicinske forklaringsmodel, afkræves brugerne den berømte "sygdomsindsigt", og menes, at "(f)or sindslidende i medicinsk behandling er et stabilt medicinforbrug efter lægefaglig ordination en væsentlig forudsætning for at kunne leve et selvstændigt liv på egne præmisser" (fra projektbeskrivelsen), så vil projektet næppe kunne leve op til sit smukke mål, at fremme recovery og empowerment, og de to ord må nødvendigvis forblive tomme floskler indenfor projektets rammer.
Hvad projektet vil kunne gøre for brugerne, er at give dem lidt mere at tage sig til i hverdagen, for at få tiden som førtidspensionist til at gå, og samtidigt give dem en illusion om at have noget at skulle have sagt i deres liv. Og her ligger der også et enormt misbrugspotentiale i projektet, i det, at behandlerne kan henvise til de forskellige tiltag, og den tilsyneladende brugerindflydelse, de repræsenterer, og sige: "Nu har i jo fået lov til at sige noget, hvad vil i mere?!" Dvs. systemet kan klappe sig selv på skulderen, og påstå, at det lytter til brugerne, at recoverytankegangen og empowerment er implementeret, uden at dette faktisk er tilfældet.
Brugere har til enhver tid givet udtryk for manglende virkning, og massive "bi"virkninger af "medicinen". Med eller uden "medicindagbog". Hvad skulle få den gængse praktik blandt behandlerne, at svare på den slags udmeldinger med endnu flere piller, til at ændre sig? Så længe livskriser defineres som hjernesygdom, og dem, der oplever disse kriser, som bogstaveligt talt syge i hovedet: ingenting. Og hvad skulle få et besøg hos ens shrink til at blive en "god konsultation", når ingen af de spørgsmål og informationer man forbereder til besøget kommer så meget som bare i nærheden af at sætte spørgsmålstegn ved den biologiske forståelse og deraf følgende medicinske "behandling" af livskriser, dvs. så længe den af Robert Whitaker i Anatomy of an Epidemic og ved foredraget i Göteborg så tydeligt præsenterede sandhed fortsat forties til fordel for fortællingerne om hjernesygdom og psykofarmakas fortræffeligheder, og, mht. især dette projekts målgruppe, uundværlighed, så længe alternativer ikke må være alternativer, men allerhøjst til den angiveligt så uundværlige medicinske "behandling "komplementære" metoder? Også her må svaret være: ingenting.
Da jeg læste de forskellige materialer, projektbeskrivelsen etc., igennem inden mødet, havde jeg ved hver sætning igen oplevelsen af at "recovery" og "empowerment" forsvandt ud i den blå luft, i stedet for at blive konkrete og håndgribelige, og at, under stregen, og mht.netop disse to så afgørende koncepter, når vi taler det, at komme igennem og ud af livskriser, materialet ikke var det papir værd, det var skrevet på. Ok sandwiches, søde mennesker, og gode intentioner til trods, har mødet ikke kunnet ændre på denne oplevelse.
I følgegruppen er der en del fokus også på spørgsmålet, hvordan projektet kan finde udbredelse, uden at man træder specielt shrinks'ene for hårdt over tæerne. Ja, projektet betyder vel, at de skal afgive noget af deres magt til brugerne, ikke? Og det er shrinks jo ikke så voldsomt glade for, som regel. Men bare roligt! Der er intet i projektet, der seriøst kunne true shrinks'enes magt, eller, sagt på en anden måde, skabe et mere jævnbyrdigt forhold mellem dem og deres klientel. Der er bare smukke, men desværre ret så tomme ord i dette projekt.
Ja, jeg var altså i Göteborg sidste måned, til foredrag med Robert Whitaker
Whitakers bog er, ligesom forgængeren Mad in America, rystende læsning. Og en ting er de videnskabelige data og fakta, der stort set gennemgående straffer alle psykiatriens fortællinger om psykofarmakas fortræffeligheder løgne -- men det har dem af os, der er fulgt med i forskningen, jo vidst længe --, en helt anden er, at få den mistanke, som selv mange kritikere dårligt tør at have, at psykiatrien nærmest fra starten af har vidst, at dens fortællinger om psykofarmakas fortræffeligheder er lige så meget løgn, som fortællingerne om biologisk hjernesygdom, så umisforståeligt bekræftet, som det sker i Whitakers bog via citat efter citat af "ekspert"udtalelser angående sagen.
Whitaker afsluttede foredraget som de fleste andre kritikere med det uundgåelige, politisk korrekte: "Jeg ved godt, at mange føler sig hjulpet af psykofarmaka, og der er en plads for stofferne i behandlingen."
I den efterfølgende diskussion spurgte jeg ham, hvorfor han, efter at han lige havde præsenteret de videnskabelige data og fakta, der allesammen klart sagde én ting: at hvis folk føler sig hjulpet af psykofarmaka, dette må tilskrives enten en placeboeffekt, og/eller simpelthen det faktum, at deres selvbedømmelsesevne er nedsat grundet stoffernes indflydelse, og at der rent faktisk ikke er nogen plads til stofferne i "behandlingen", hvis denne "behandling" skal være virkeligt til hjælp for folk i krise, alligevel valgte, at afslutte præsentationen med hvad der må betegnes for en undskyldning for samme præsentation.
Whitaker kommer i det sidste kapitel af Anatomy of an Epidemic udførligt ind på finske Åben Dialog-tilgangen, også kendt som "Vestlaplandsmodellen", som et veldokumenteret effektivt alternativ til den ellers gængse, biomedicinske tilgang til kriser. Men selv Åben Dialog gør brug af psykofarmaka, om end i meget begrænset omfang, især når det kommer til "anti"psykotika, og kun som en"nødløsning". Som svar på mit spørgsmål sagde Whitaker bl.a., at han godt kunne tænke sig at se et projekt à la Åben Dialog iværksat, der dog, til forskel for Åben Dialog, slet ikke gjorde brug af psykofarmaka. Det kunne jeg nu også godt tænke mig at se! Som Whitaker sagde, menneskeheden har igennem årtusinder overlevet uden disse stoffer, så...
Slides'ene til foredraget findes her.
Og så var jeg som sagt i Odense for en uge siden, til møde i følgegruppen (uanset hvor meget snak der er om at brugerne skal være eksperter i eget liv, så rækker velvilligheden fra systemets side som bekendt ikke så langt som til at lade denne indsigt få reelle konsekvenser, og lade brugernes ekspertise få styrende indflydelse på den slags projekter, så, som bruger respektive kriseerfaren er man henvist til følgegrupperne) til projektet
Projektet, der primært retter sig mod mennesker, der bor på bosted, eller har bostøtte, består af en række i og for sig ganske gode idéer, bl.a. indførelsen af en "medicindagbog", hvor brugeren noterer virkninger og "bi"virkninger af "medicinen", deraf følgende eventuelle ønsker om ændringer i medicineringen, osv., et initiativ til "den gode konsultation", dvs. hjælp til at forberede det næste besøg hos ens shrink, så man får det bedste ud af besøget, og også indførelsen af "individuelle mestringskataloger", hvor den enkelte nedskriver "komplementære" -- man har med fuldt overlæg fravalgt begrebet "alternative", for ikke at få shrinks'ene op i det røde felt med det samme -- metoder, såsom NADA, en snak med en god ven, mindfulness, og og og... til krisehåndtering. Især det sidste noget, der har været kendt for mange af os i lang tid. Derudover eksperimenterer man med psykoedukation i grupper, med tyngdepunkt på "medicinen", og sideløbende grupper hvor man arbejder, overfladisk, men immervæk, med livshistorien. Især det sidste noget, der har vist sig, at være en succes blandt brugerne -- surprise, surprise! NOT!
Jeg var lidt skeptisk, da jeg tog afsted til mødet, om jeg overhovedet ville kunne holde ud, at overvære hele séancen. Og kaffen var da godt nok heller ikke noget, at råbe hurra for. Men sandwiches'ene var ok, de tilstedeværende var allesammen søde mennesker, og intentionerne var gode, og bare gode.
Men, men, men... Som vi alle ved, så er vejen til helvede brolagt med gode intentioner, og i det omfang, som der stadigt holdes urokkeligt fast i den medicinske forklaringsmodel, afkræves brugerne den berømte "sygdomsindsigt", og menes, at "(f)or sindslidende i medicinsk behandling er et stabilt medicinforbrug efter lægefaglig ordination en væsentlig forudsætning for at kunne leve et selvstændigt liv på egne præmisser" (fra projektbeskrivelsen), så vil projektet næppe kunne leve op til sit smukke mål, at fremme recovery og empowerment, og de to ord må nødvendigvis forblive tomme floskler indenfor projektets rammer.
Hvad projektet vil kunne gøre for brugerne, er at give dem lidt mere at tage sig til i hverdagen, for at få tiden som førtidspensionist til at gå, og samtidigt give dem en illusion om at have noget at skulle have sagt i deres liv. Og her ligger der også et enormt misbrugspotentiale i projektet, i det, at behandlerne kan henvise til de forskellige tiltag, og den tilsyneladende brugerindflydelse, de repræsenterer, og sige: "Nu har i jo fået lov til at sige noget, hvad vil i mere?!" Dvs. systemet kan klappe sig selv på skulderen, og påstå, at det lytter til brugerne, at recoverytankegangen og empowerment er implementeret, uden at dette faktisk er tilfældet.
Brugere har til enhver tid givet udtryk for manglende virkning, og massive "bi"virkninger af "medicinen". Med eller uden "medicindagbog". Hvad skulle få den gængse praktik blandt behandlerne, at svare på den slags udmeldinger med endnu flere piller, til at ændre sig? Så længe livskriser defineres som hjernesygdom, og dem, der oplever disse kriser, som bogstaveligt talt syge i hovedet: ingenting. Og hvad skulle få et besøg hos ens shrink til at blive en "god konsultation", når ingen af de spørgsmål og informationer man forbereder til besøget kommer så meget som bare i nærheden af at sætte spørgsmålstegn ved den biologiske forståelse og deraf følgende medicinske "behandling" af livskriser, dvs. så længe den af Robert Whitaker i Anatomy of an Epidemic og ved foredraget i Göteborg så tydeligt præsenterede sandhed fortsat forties til fordel for fortællingerne om hjernesygdom og psykofarmakas fortræffeligheder, og, mht. især dette projekts målgruppe, uundværlighed, så længe alternativer ikke må være alternativer, men allerhøjst til den angiveligt så uundværlige medicinske "behandling "komplementære" metoder? Også her må svaret være: ingenting.
Da jeg læste de forskellige materialer, projektbeskrivelsen etc., igennem inden mødet, havde jeg ved hver sætning igen oplevelsen af at "recovery" og "empowerment" forsvandt ud i den blå luft, i stedet for at blive konkrete og håndgribelige, og at, under stregen, og mht.netop disse to så afgørende koncepter, når vi taler det, at komme igennem og ud af livskriser, materialet ikke var det papir værd, det var skrevet på. Ok sandwiches, søde mennesker, og gode intentioner til trods, har mødet ikke kunnet ændre på denne oplevelse.
I følgegruppen er der en del fokus også på spørgsmålet, hvordan projektet kan finde udbredelse, uden at man træder specielt shrinks'ene for hårdt over tæerne. Ja, projektet betyder vel, at de skal afgive noget af deres magt til brugerne, ikke? Og det er shrinks jo ikke så voldsomt glade for, som regel. Men bare roligt! Der er intet i projektet, der seriøst kunne true shrinks'enes magt, eller, sagt på en anden måde, skabe et mere jævnbyrdigt forhold mellem dem og deres klientel. Der er bare smukke, men desværre ret så tomme ord i dette projekt.
torsdag den 23. december 2010
En julehilsen fra Det Sociale Netværk til alle "psykisk sårbare"
Hvis du ikke allerede har det skidt nok med dig selv, fortvivl ikke! Der er hjælp at hente hos Det Sociale Netværk. Denne artikel på hjemmesiden vil med sikkerhed kunne forsyne dig med eventuelt manglende skyldfølelser over at være til, og lade dig opleve den ultimative elendighed.
Her et par citater:
"Pauser er ekstra vigtige for pårørende. Julen er hektisk nok i sig selv med lange to-do lister, indkøb og arrangementer. Når man så samtidig er pårørende til en psykisk sårbar, så er der lagt ekstra vægt på skuldrene."
"Pårørende bliver nemt overset - eller skubber egne behov til side - fordi al fokus er på den psykisk sårbare. Uanset om den pårørende er kæreste, forælder, storebror eller lillesøster, så er det en belastning at være tæt på en psykisk sårbar, der har det svært."
"Lis Lyngbjerg Steffensen peger på, at det kan være en god øvelse for både pårørende - og psykisk sårbare - at skrive fem gode ting ned, som man har oplevet hver dag. Mange sårbare vil sige, at der ikke er noget at glæde sig over."
Nej, det er ikke nemt, at være omkring dig, din lyseslukker! Og hvis du tror, at det er vigtigere, end juleindkøb og -frokoster, når din verden er ved at falde i grus, så lider du vist af vrangforestillinger. -- Gid dog, politikerne ville sørge for, alle de nedlagte sengepladser i psykiatrien blev genoprettet, så vi kunne slippe for, at skulle se på dig og din elendighed! Bare her i julen! Godt, at vi har Det Sociale Netværk, der kan give os gode råd, hvordan vi kan genoplade batterierne, så vi siden kan dyrke selvmedlidenheden med fornyet energi.
Det her er en kommentar til artiklen fra en pårørende:
" The writer captures beautifully the navel gazing of the family, family support groups, etc. It's all about their tragedy, their horror. Boo hoo. If you want to really help your relative, lightening up is a good start. Putting yourself in their shoes is next. We hear about this on a daily basis, the 'tragedy of schizophrenia, the burden of schizophrenia, the horror of schizophrenia.' How is anybody supposed to believe in the power of recovery when they are put down every step of the way?"
Ja. Og måske ville der være endda flere end fem ting hver dag at glæde sig over for de "psykisk sårbare", hvis de "kære" pårørende overvandt deres trang til navlebeskuelse og til at nedgøre deres "psykisk sårbare" familiemedlem i ét væk.
Læs også Sylvia Caras, "The Downside of the Family-Organized Mental Illness Advocacy Movement"
Og hvis du ikke er på Facebook og Facebook-ven med mig, respektive læser flittigt med på Det Sociale Netværks side dér, så er det nok gået din opmærksomhed forbi, at jeg igennem et stykke tid jævnligt har postet til biopsykiatrien kritiske, pro-recovery- og pro-empowerment-kommentarer på Det Sociale Netværks Facebook-side. For hvilket jeg fornyligt, ikke overraskende, blev censureret, og, siden man ikke sådan bare censurer mig, opfølgende "smidt ud" (faktisk en direkte reaktion på, at jeg dristede mig til at citere Alice Miller og R.D. Laing), både fra Facebook-siden og (!) fra "Grupperne" på psykisksaarbar.dk: recovery, empowerment, en åben diskussion om traumer og om biopsykiatrien -- nej tak! Ikke hos Det Sociale Netværk (heller).
Her et par citater:
"Pauser er ekstra vigtige for pårørende. Julen er hektisk nok i sig selv med lange to-do lister, indkøb og arrangementer. Når man så samtidig er pårørende til en psykisk sårbar, så er der lagt ekstra vægt på skuldrene."
"Pårørende bliver nemt overset - eller skubber egne behov til side - fordi al fokus er på den psykisk sårbare. Uanset om den pårørende er kæreste, forælder, storebror eller lillesøster, så er det en belastning at være tæt på en psykisk sårbar, der har det svært."
"Lis Lyngbjerg Steffensen peger på, at det kan være en god øvelse for både pårørende - og psykisk sårbare - at skrive fem gode ting ned, som man har oplevet hver dag. Mange sårbare vil sige, at der ikke er noget at glæde sig over."
Nej, det er ikke nemt, at være omkring dig, din lyseslukker! Og hvis du tror, at det er vigtigere, end juleindkøb og -frokoster, når din verden er ved at falde i grus, så lider du vist af vrangforestillinger. -- Gid dog, politikerne ville sørge for, alle de nedlagte sengepladser i psykiatrien blev genoprettet, så vi kunne slippe for, at skulle se på dig og din elendighed! Bare her i julen! Godt, at vi har Det Sociale Netværk, der kan give os gode råd, hvordan vi kan genoplade batterierne, så vi siden kan dyrke selvmedlidenheden med fornyet energi.
Det her er en kommentar til artiklen fra en pårørende:
" The writer captures beautifully the navel gazing of the family, family support groups, etc. It's all about their tragedy, their horror. Boo hoo. If you want to really help your relative, lightening up is a good start. Putting yourself in their shoes is next. We hear about this on a daily basis, the 'tragedy of schizophrenia, the burden of schizophrenia, the horror of schizophrenia.' How is anybody supposed to believe in the power of recovery when they are put down every step of the way?"
Ja. Og måske ville der være endda flere end fem ting hver dag at glæde sig over for de "psykisk sårbare", hvis de "kære" pårørende overvandt deres trang til navlebeskuelse og til at nedgøre deres "psykisk sårbare" familiemedlem i ét væk.
Læs også Sylvia Caras, "The Downside of the Family-Organized Mental Illness Advocacy Movement"
Og hvis du ikke er på Facebook og Facebook-ven med mig, respektive læser flittigt med på Det Sociale Netværks side dér, så er det nok gået din opmærksomhed forbi, at jeg igennem et stykke tid jævnligt har postet til biopsykiatrien kritiske, pro-recovery- og pro-empowerment-kommentarer på Det Sociale Netværks Facebook-side. For hvilket jeg fornyligt, ikke overraskende, blev censureret, og, siden man ikke sådan bare censurer mig, opfølgende "smidt ud" (faktisk en direkte reaktion på, at jeg dristede mig til at citere Alice Miller og R.D. Laing), både fra Facebook-siden og (!) fra "Grupperne" på psykisksaarbar.dk: recovery, empowerment, en åben diskussion om traumer og om biopsykiatrien -- nej tak! Ikke hos Det Sociale Netværk (heller).
torsdag den 3. juni 2010
Brugermedvirkning i Det Sociale Netværk...
...ser sådan her ud. Og det, selv om en stor del af medlemmerne af de organisationer, der er samlet under Det Soiale Netværk, er brugere.
Som man kan se, er også LAP involveret. Jeg kan undre mig lidt. Hvad er det egentligt, man vil i LAP? At flere, der, grundet mangel på egen erfaring, ikke aner, hvad de taler om, udtaler sig "om og for de psykisk syge"? Har vi ikke allerede mere end nok af den slags? Var det ikke måske på tide, at lade ignoranterne tale så meget, som de nu har lyst til "om og for de psykisk syge", og, i stedet for at stå tavs ved siden af, finde den egne stemme frem, og løfte den?
Before you exploit someone you have to silence them. -Derrick Jensen
Som man kan se, er også LAP involveret. Jeg kan undre mig lidt. Hvad er det egentligt, man vil i LAP? At flere, der, grundet mangel på egen erfaring, ikke aner, hvad de taler om, udtaler sig "om og for de psykisk syge"? Har vi ikke allerede mere end nok af den slags? Var det ikke måske på tide, at lade ignoranterne tale så meget, som de nu har lyst til "om og for de psykisk syge", og, i stedet for at stå tavs ved siden af, finde den egne stemme frem, og løfte den?
Before you exploit someone you have to silence them. -Derrick Jensen
onsdag den 24. marts 2010
mandag den 15. marts 2010
"Skizofrene" klarer sig bedre uden "medicin"...
...og Merete Nordentoft er overrasket over dette forskningsresultat. I hvert fald ifølge artiklen "Studenterhuen er et godt våben mod skizofreni" i Dagens Medicin fra den 5. marts 2010.
I artiklen fra afdelingen ""Hvad du ikke kan læse på B.T.s forside" hedder det: "Forskning fra Psykiatrisk Center København ved Bispebjerg Hospital tegner et nyt, nuanceret billede af en sygdom, som ofte ligestilles med voldelige og psykotiske grænsetilfælde, som fylder for meget i politiets voldsstatistikker."
Nyt er billedet nu aldeles ikke, hvis man er bare lidt bekendt med forskningen på området. - Og mon ikke Merete Nordentoft, som den "ekspert" på området hun anses til at være, burde være bekendt med denne forskning?? - Denne nye forskning bekræfter bare, hvad diverse langtidsstudier, såsom Harding, et al., 1987, og Harrow, Jobe, 2007, igen og igen er nået frem til igennem tidernes løb. Nemlig at fuld recovery er mulig, og langt mere sandsynligt uden brug af psykofarmaka.
Merete Nordentoft citeres i artiklen: "De fleste af dem, der har opnået full recovery, får ikke medicin efter fem år. Nogle af dem har endda klaret sig igennem helt uden medicin. Det havde jeg ikke troet."
Artiklen lægger sin hovedvægt på at slå fast, at uddannelse er et vigtigt redskab i recovery'en. Imidlertid bliver der hverken præciseret, hvilken rolle denne uddannelse kan have i recoveryprocessen, eller hvordan psykofarmaka hindrer folk i at kunne opnå og gøre brug af uddannelse, viden som sådan. For, det er jo ikke, som artiklens overskrift postulerer, studenterhuen som sådan, der er det afgørende.
Det afgørende er evnen til at kunne tænke analytisk, fokusseret, og selvstændigt. En evne som neuroleptika som bekendt nedsætter betydeligt ved at nedsætte aktiviteten i frontallapperne, den hjerneregion, hvor kognitionen, tænkningen, foregår. Der skal noget tankevirksomhed til at afkode og tyde det ubevidstes budskaber, der kommer til udtryk igennem "symptomerne", igennem stemmerne, "vrangforestillingerne", osv.
Men inden man overhovedet kan komme i gang med at analysere, afkode, tyde, så skal der noget andet til, der relaterer til uddannelse: der skal til, at man har såpas megen tiltro til de egne kognitive evner, såpas megen "intellektuel selvsikkerhed", at man tør sætte spørgsmålstegn ved "eksperternes" "ekspertise". I stedet for at tro blindt på "autoriteterne". Jo mere man kan gøre sig til sin egen autoritet mht. den egne problematik, jo mindre vil man acceptere og underordne sig andres, for eksempel Merete Nordentofts, autoritet mht. den. Det kan så for eksempel føre til, at man bevidst vælger de såkaldte "antipsykotika" fra, fordi man har formået at tilegne sig tilstrækkeligt med viden angående stofferne, til at erkende, at deres virkninger kun ville nedsætte ens chancer for recovery.
At have studenterhuen "liggende hjemme på loftet" betyder jo gerne, at man har opnået en vis færdighed i at opsøge information på egen hånd, også information på fremmedsprog som engelsk - og især når det kommer til "psykisk sygdom", er det jo tyndt med virkelig information på dansk - og at man ikke nødvendigvis slår sig til tåls med hvad de første fem resultater af en Googlesøgning indeholder.
Det er derfor, der er noget der hedder "empowerment", der er så vigtigt i recoveryprocessen. Empowerment betyder netop det, at man gør sig til sin egen ekspert mht. den egne problematik: "Jeg ved bedst, hvad der er godt for mig." Det betyder, at man tror på sig selv, i stedet for at være skræmt fra vid og sans for de egne tanker, følelser og reaktioner, fordi "eksperter" som Merete Nordentoft med deres "autoritet" har fortalt én, at man ikke kan stole en meter på sig selv, bør tvivle på enhver af ens tanker, følelser, reaktioner, det udtryk for "sygdom", som disse angiveligt er. Det betyder, at man tager ansvar for sig selv, tager sit liv i egen hånd. I stedet for at lade "eksperter" som Merete Nordentoft om at styre showet. I blind autoritetstro.
Iøvrigt omtaler artiklen i Dagens Medicin Opus-projektet som et "psyko-socialt" "behandlings"tilbud. Jeg ved ikke, hvor meget "psyko-socialt" der er ved et projekt, der lægger sin hovedvægt på medicinsk "behandling" og biologiske forklaringsmodeller. "Psyko-socialt" er i min verden noget andet. Soteria, for eksempel, eller Åben Dialog.
Derudover er både artiklen og den forskning, der omtales, endnu et lysende eksempel på, at psykiatrisk "videnskab" ikke indeholder et gran empiri - og dermed ikke kan betegnes som videnskab. Resultatet af studien kan i princippet kun overraske den, der aldrig har gjort sig den umage, at inddrage "viden igennem erfaring" (= empiri) i sin forskning. For, ikke bare svarer resutatet til stort set alle andre langtidsstudiers, der er gennemført i tidernes løb, men det svarer så afgjort også til de erfaringer, kriseramte mennesker lige siden "eksperterne" kom til magten for godt 250 år siden, forgæves har prøvet at skaffe sig gehør med. Og siden heller ikke denne studie indeholder viden igennem erfaring, empiri, kan Tommy Jørgensen i hans kommentar til artiklen konkludere, at det må være den kognitive adfærdsdressur, aka kognitiv adfærds"terapi", der gør forskellen. Suk.
I artiklen fra afdelingen ""Hvad du ikke kan læse på B.T.s forside" hedder det: "Forskning fra Psykiatrisk Center København ved Bispebjerg Hospital tegner et nyt, nuanceret billede af en sygdom, som ofte ligestilles med voldelige og psykotiske grænsetilfælde, som fylder for meget i politiets voldsstatistikker."
Nyt er billedet nu aldeles ikke, hvis man er bare lidt bekendt med forskningen på området. - Og mon ikke Merete Nordentoft, som den "ekspert" på området hun anses til at være, burde være bekendt med denne forskning?? - Denne nye forskning bekræfter bare, hvad diverse langtidsstudier, såsom Harding, et al., 1987, og Harrow, Jobe, 2007, igen og igen er nået frem til igennem tidernes løb. Nemlig at fuld recovery er mulig, og langt mere sandsynligt uden brug af psykofarmaka.
Merete Nordentoft citeres i artiklen: "De fleste af dem, der har opnået full recovery, får ikke medicin efter fem år. Nogle af dem har endda klaret sig igennem helt uden medicin. Det havde jeg ikke troet."
Artiklen lægger sin hovedvægt på at slå fast, at uddannelse er et vigtigt redskab i recovery'en. Imidlertid bliver der hverken præciseret, hvilken rolle denne uddannelse kan have i recoveryprocessen, eller hvordan psykofarmaka hindrer folk i at kunne opnå og gøre brug af uddannelse, viden som sådan. For, det er jo ikke, som artiklens overskrift postulerer, studenterhuen som sådan, der er det afgørende.
Det afgørende er evnen til at kunne tænke analytisk, fokusseret, og selvstændigt. En evne som neuroleptika som bekendt nedsætter betydeligt ved at nedsætte aktiviteten i frontallapperne, den hjerneregion, hvor kognitionen, tænkningen, foregår. Der skal noget tankevirksomhed til at afkode og tyde det ubevidstes budskaber, der kommer til udtryk igennem "symptomerne", igennem stemmerne, "vrangforestillingerne", osv.
Men inden man overhovedet kan komme i gang med at analysere, afkode, tyde, så skal der noget andet til, der relaterer til uddannelse: der skal til, at man har såpas megen tiltro til de egne kognitive evner, såpas megen "intellektuel selvsikkerhed", at man tør sætte spørgsmålstegn ved "eksperternes" "ekspertise". I stedet for at tro blindt på "autoriteterne". Jo mere man kan gøre sig til sin egen autoritet mht. den egne problematik, jo mindre vil man acceptere og underordne sig andres, for eksempel Merete Nordentofts, autoritet mht. den. Det kan så for eksempel føre til, at man bevidst vælger de såkaldte "antipsykotika" fra, fordi man har formået at tilegne sig tilstrækkeligt med viden angående stofferne, til at erkende, at deres virkninger kun ville nedsætte ens chancer for recovery.
At have studenterhuen "liggende hjemme på loftet" betyder jo gerne, at man har opnået en vis færdighed i at opsøge information på egen hånd, også information på fremmedsprog som engelsk - og især når det kommer til "psykisk sygdom", er det jo tyndt med virkelig information på dansk - og at man ikke nødvendigvis slår sig til tåls med hvad de første fem resultater af en Googlesøgning indeholder.
Det er derfor, der er noget der hedder "empowerment", der er så vigtigt i recoveryprocessen. Empowerment betyder netop det, at man gør sig til sin egen ekspert mht. den egne problematik: "Jeg ved bedst, hvad der er godt for mig." Det betyder, at man tror på sig selv, i stedet for at være skræmt fra vid og sans for de egne tanker, følelser og reaktioner, fordi "eksperter" som Merete Nordentoft med deres "autoritet" har fortalt én, at man ikke kan stole en meter på sig selv, bør tvivle på enhver af ens tanker, følelser, reaktioner, det udtryk for "sygdom", som disse angiveligt er. Det betyder, at man tager ansvar for sig selv, tager sit liv i egen hånd. I stedet for at lade "eksperter" som Merete Nordentoft om at styre showet. I blind autoritetstro.
Iøvrigt omtaler artiklen i Dagens Medicin Opus-projektet som et "psyko-socialt" "behandlings"tilbud. Jeg ved ikke, hvor meget "psyko-socialt" der er ved et projekt, der lægger sin hovedvægt på medicinsk "behandling" og biologiske forklaringsmodeller. "Psyko-socialt" er i min verden noget andet. Soteria, for eksempel, eller Åben Dialog.
Derudover er både artiklen og den forskning, der omtales, endnu et lysende eksempel på, at psykiatrisk "videnskab" ikke indeholder et gran empiri - og dermed ikke kan betegnes som videnskab. Resultatet af studien kan i princippet kun overraske den, der aldrig har gjort sig den umage, at inddrage "viden igennem erfaring" (= empiri) i sin forskning. For, ikke bare svarer resutatet til stort set alle andre langtidsstudiers, der er gennemført i tidernes løb, men det svarer så afgjort også til de erfaringer, kriseramte mennesker lige siden "eksperterne" kom til magten for godt 250 år siden, forgæves har prøvet at skaffe sig gehør med. Og siden heller ikke denne studie indeholder viden igennem erfaring, empiri, kan Tommy Jørgensen i hans kommentar til artiklen konkludere, at det må være den kognitive adfærdsdressur, aka kognitiv adfærds"terapi", der gør forskellen. Suk.
søndag den 17. januar 2010
Being different is not a crime
Fra Judi Chamberlin's takketale ved modtagelsen af N. Neal Pike Prize, 1995:
Involuntary commitment and forced treatment are issues that many people don't want to talk about, or think about. Even within the disability advocacy community, it is only a small minority which wants to challenge the existence of this basic inequity. Most mental health lawyers and advocates are concerned with making the commitment process "fair," or with insuring that people facing commitment have lawyers to represent them, or that the commitment standards are precise rather than vague. I submit to you that involuntary commitment and forced treatment can never be "fair", in the same way that slavery can never be "fair." In our legal system, supposedly, you can be punished only for something you have actually done, and that only after a trial at which you have the right to confront your accusers. In the Alice in Wonderland logic of involuntary commitment, however, a person stands "accused" of "mental illness"; that is, of thinking or acting in some way that is disapproved of by others, and often the person so "accused" has no idea what he or she has done to bring such punishment. In truly Orwellian fashion, incarceration in a mental institution is labeled "help," and the person who seeks to avoid such "help" becomes "non-compliant" or "treatment resistant."
I firmly believe that I stand before you today, rather than being lost in some back ward or equally oppressive "community residence" (another Orwellian use of language, by the way), because of my non-compliance and treatment resistance. Because I fought the drugs, the control, the indoctrination, I was able to retain my personal autonomy. And because I was lucky enough-long after I had left the psychiatric system behind-to find others who agreed with me, we have been able to give shape, and voice, to the essentially very simple idea that being different is not a crime.
What we have variously called the mental patients' liberation movement or the psychiatric survivor movement is a worldwide network of people who reject the labels we have been given and who believe that we have the power to help and sustain one another. We rejoice in our differences when they lead us to create poetry, and we comfort one another when our differences lead to pain and suffering. But we reject-clearly and firmly-the idea that our differences are a reason to be discriminated against, or segregated, or punished.
These are dangerous times for people who are different. Not just people with disabilities, but people who are poor, who are members of racial, ethnic or sexual minorities, or who refuse to subscribe to the orthodoxies of the day, are under attack. It is essential for us to work together, to build coalitions to defend and protect what we have accomplished, and to fight attempts to take away our basic citizenship rights. Make no mistake; the threat is real.
Judi Chamberlin døde i går, 65 år gammel, i sit hjem i Massachusetts, USA. Jeg tilslutter mig David Oaks: MAD PRIDE, JUDI, MAD PRIDE!
_______________
Og hér, siden Google translate aldeles ikke er ufejlbarlig - selv om humøret ikke ligefrem er i top oveni beskeden om Judis død, måtte jeg smile lidt ad oversættelsen af "involuntary commitment" til "ufrivillig engagement", og "mental health lawyers and advocates" til "psykiske jurister og advokater",,, - min hjemmelavede oversættelse af uddraget fra takketalen:
Tvangsindlæggelser og tvungen behandling er emner, som mange mennesker ikke ønsker at tale om eller tænke på. Selv blandt handicap aktivister, er det kun et lille mindretal, der ønsker at udfordre eksistensen af denne grundlæggende uretfærdighed. De fleste af de involverede jurister og bistandere er optaget af at gøre indlæggelsesprocessen "fair", respektive af at sikre, at folk, der står over for en tvangsindlæggelse, har retsbistand til at repræsentere dem, og at indlæggelsesgrundlagene er præcise snarere end vage. Jeg vil påstå, at tvangsindlæggelser og tvungen behandling aldrig kan være "fair", på samme måde, som slaveriet aldrig kan være "fair". I vores juridiske system, kan du angiveligt kun blive straffet for noget, du faktisk har gjort, og det først efter en retssag, hvor du har ret til at konfrontere dine anklagere. I tvangsindlæggelsens Alice i Eventyrland-logik, står personen "anklaget" for "psykisk sygdom", hvilket betyder, at tænke eller handle på en måde, der ikke er godkendt af andre, og ofte har den så "anklagede" person ingen anelse om, hvad han eller hun har gjort for at få en sådan straf. På virkelig Kafkaesk måde, betegnes fængslinger i en psykiatrisk institution som "hjælp", og den person, der søger at undgå en sådan "hjælp" bliver til "ikke-compliant" eller "behandlingsresistent."
Jeg er overbevist om, at jeg står foran jer i dag, fremfor at være tabt på en eller anden kronikerafdeling eller på et lige så undertrykkende "bosted" (et andet eksempel på Kafkaesk sprogbrug, for resten), på grund af min manglende compliance og min modstand mod behandlingen. Fordi jeg kæmpede mod medikamenterne, kontrollen, og indoktrineringen, var jeg i stand til at bevare min personlige autonomi. Og fordi jeg var så heldig - længe efter jeg havde forladt det psykiatriske system - at finde ligesindede, har vi været i stand til at give udtryk og stemme til den overordnet meget enkle tanke, at det at være anderledes, ikke er en forbrydelse.
Det, vi hen ad vejen har kaldt de psykisk syges befrielsesbevægelse eller psykiatriske overleveres bevægelse, er et verdensomspændende netværk af mennesker, der afviser de stempler, vi har fået, og som tror, at vi har muligheden til at hjælpe og støtte hinanden. Vi glæder os over vores forskelligheder, når de fører os til at skabe poesi, og vi trøster hinanden, når vores forskelle fører til smerte og lidelse. Men vi afviser - klart og bestemt -tanken om, at vores forskelle er en grund til at blive diskrimineret, eller marginaliseret, eller straffet.
Det er farlige tider for folk, der er anderledes. Ikke blot mennesker med handicap, men folk der er fattige, der er medlemmer af racemæssige, etniske eller seksuelle minoriteter, eller som nægter at følge mainstreamideologien, er under angreb. Det er vigtigt for os at arbejde sammen, for at skabe koalitioner for at forsvare og beskytte, hvad vi har udrettet, og at bekæmpe forsøg på at fjerne vores grundlæggende borgerrettigheder. Tag ikke fejl, truslen er reel nok.
Involuntary commitment and forced treatment are issues that many people don't want to talk about, or think about. Even within the disability advocacy community, it is only a small minority which wants to challenge the existence of this basic inequity. Most mental health lawyers and advocates are concerned with making the commitment process "fair," or with insuring that people facing commitment have lawyers to represent them, or that the commitment standards are precise rather than vague. I submit to you that involuntary commitment and forced treatment can never be "fair", in the same way that slavery can never be "fair." In our legal system, supposedly, you can be punished only for something you have actually done, and that only after a trial at which you have the right to confront your accusers. In the Alice in Wonderland logic of involuntary commitment, however, a person stands "accused" of "mental illness"; that is, of thinking or acting in some way that is disapproved of by others, and often the person so "accused" has no idea what he or she has done to bring such punishment. In truly Orwellian fashion, incarceration in a mental institution is labeled "help," and the person who seeks to avoid such "help" becomes "non-compliant" or "treatment resistant."
I firmly believe that I stand before you today, rather than being lost in some back ward or equally oppressive "community residence" (another Orwellian use of language, by the way), because of my non-compliance and treatment resistance. Because I fought the drugs, the control, the indoctrination, I was able to retain my personal autonomy. And because I was lucky enough-long after I had left the psychiatric system behind-to find others who agreed with me, we have been able to give shape, and voice, to the essentially very simple idea that being different is not a crime.
What we have variously called the mental patients' liberation movement or the psychiatric survivor movement is a worldwide network of people who reject the labels we have been given and who believe that we have the power to help and sustain one another. We rejoice in our differences when they lead us to create poetry, and we comfort one another when our differences lead to pain and suffering. But we reject-clearly and firmly-the idea that our differences are a reason to be discriminated against, or segregated, or punished.
These are dangerous times for people who are different. Not just people with disabilities, but people who are poor, who are members of racial, ethnic or sexual minorities, or who refuse to subscribe to the orthodoxies of the day, are under attack. It is essential for us to work together, to build coalitions to defend and protect what we have accomplished, and to fight attempts to take away our basic citizenship rights. Make no mistake; the threat is real.
Judi Chamberlin døde i går, 65 år gammel, i sit hjem i Massachusetts, USA. Jeg tilslutter mig David Oaks: MAD PRIDE, JUDI, MAD PRIDE!
_______________
Og hér, siden Google translate aldeles ikke er ufejlbarlig - selv om humøret ikke ligefrem er i top oveni beskeden om Judis død, måtte jeg smile lidt ad oversættelsen af "involuntary commitment" til "ufrivillig engagement", og "mental health lawyers and advocates" til "psykiske jurister og advokater",,, - min hjemmelavede oversættelse af uddraget fra takketalen:
Tvangsindlæggelser og tvungen behandling er emner, som mange mennesker ikke ønsker at tale om eller tænke på. Selv blandt handicap aktivister, er det kun et lille mindretal, der ønsker at udfordre eksistensen af denne grundlæggende uretfærdighed. De fleste af de involverede jurister og bistandere er optaget af at gøre indlæggelsesprocessen "fair", respektive af at sikre, at folk, der står over for en tvangsindlæggelse, har retsbistand til at repræsentere dem, og at indlæggelsesgrundlagene er præcise snarere end vage. Jeg vil påstå, at tvangsindlæggelser og tvungen behandling aldrig kan være "fair", på samme måde, som slaveriet aldrig kan være "fair". I vores juridiske system, kan du angiveligt kun blive straffet for noget, du faktisk har gjort, og det først efter en retssag, hvor du har ret til at konfrontere dine anklagere. I tvangsindlæggelsens Alice i Eventyrland-logik, står personen "anklaget" for "psykisk sygdom", hvilket betyder, at tænke eller handle på en måde, der ikke er godkendt af andre, og ofte har den så "anklagede" person ingen anelse om, hvad han eller hun har gjort for at få en sådan straf. På virkelig Kafkaesk måde, betegnes fængslinger i en psykiatrisk institution som "hjælp", og den person, der søger at undgå en sådan "hjælp" bliver til "ikke-compliant" eller "behandlingsresistent."
Jeg er overbevist om, at jeg står foran jer i dag, fremfor at være tabt på en eller anden kronikerafdeling eller på et lige så undertrykkende "bosted" (et andet eksempel på Kafkaesk sprogbrug, for resten), på grund af min manglende compliance og min modstand mod behandlingen. Fordi jeg kæmpede mod medikamenterne, kontrollen, og indoktrineringen, var jeg i stand til at bevare min personlige autonomi. Og fordi jeg var så heldig - længe efter jeg havde forladt det psykiatriske system - at finde ligesindede, har vi været i stand til at give udtryk og stemme til den overordnet meget enkle tanke, at det at være anderledes, ikke er en forbrydelse.
Det, vi hen ad vejen har kaldt de psykisk syges befrielsesbevægelse eller psykiatriske overleveres bevægelse, er et verdensomspændende netværk af mennesker, der afviser de stempler, vi har fået, og som tror, at vi har muligheden til at hjælpe og støtte hinanden. Vi glæder os over vores forskelligheder, når de fører os til at skabe poesi, og vi trøster hinanden, når vores forskelle fører til smerte og lidelse. Men vi afviser - klart og bestemt -tanken om, at vores forskelle er en grund til at blive diskrimineret, eller marginaliseret, eller straffet.
Det er farlige tider for folk, der er anderledes. Ikke blot mennesker med handicap, men folk der er fattige, der er medlemmer af racemæssige, etniske eller seksuelle minoriteter, eller som nægter at følge mainstreamideologien, er under angreb. Det er vigtigt for os at arbejde sammen, for at skabe koalitioner for at forsvare og beskytte, hvad vi har udrettet, og at bekæmpe forsøg på at fjerne vores grundlæggende borgerrettigheder. Tag ikke fejl, truslen er reel nok.
onsdag den 28. oktober 2009
Byrådet i Eugene, Oregon, anerkender psykiatriserede menneskers rettigheder
Mens danske politikere har travlt med at få lovforslag om at indføre ambulant tvang, og dermed om at gøre flere menneskerettighedskrænkelser overfor psykiatrisk stemplede mennesker muligt, igennem, er byrådet i den amerikanske by Eugene, Oregon, kommet med en resolution, der fastslår disse menneskers ret til selvbestemmelse, også når det kommer til behandling.
Fra resolutionen:
"C. Mange mennesker finder psykofarmaka ganske hjælpfulde for deres mentale og emotionelle tilstand, og er taknemmelige, at have muligheden for at tage dem. Andre oplever medikamenter som skadelige for deres helbred, ikke hjælpfulde, og/eller meget indgribende og problematiske. Når mennesker søger behandling og alene tilbydes medicin som behandling, kan de føle sig tvunget til at vælge denne mulighed. Mange af de for tiden eksisterende medikamenter er typisk forbundet med betydelige helbredsmæssige risici, opleves ofte som subjektivt skadelige, og deres langtidseffekt er omstridt. Derudover findes der veldokumenterede psykosociale alternativer, der anses som mindst lige så effektive for manges vedkommende, og der har færre skadelige bivirkninger.
D. Mange psykiske problemer er forårsagede af trauma og menneskerettighedskrænkelser som overgreb i barndommen, krig, racisme, hjemløshed og mangel på økonomiske muligheder, vold i hjemmet, og andet. Et nøgleelement i al slags trauma er fraværet af valgmuligheder. Når mennesker, der er blevet traumatiserede, nægtes valgmuligheder i behandlingen, kan effekten være retraumatisering."
Resolutionen har ikke direkte indflydelse på behandlingstilbuddet, men må mere ses som en kraftig opfordring til de bestående tilbud i Eugene til at gøre flere, også medicinfrie, tiltag tilgængelige. Desuden er den selvfølgeligt også, som Ron Unger skriver, en stor anerkendelse af mennesker med emotionelle problemers rettigheder, en moralsk støtte til dem, om man vil.
Godt gået, Eugene! Og tillykke til Ron Unger, der ikke uvæsentligt har bidraget til, at dette blev muligt.
Mere kan man læse her på Ron's blog. Og her er hele resolutionens tekst:
RESOLUTION NO. __________
A RESOLUTION AFFIRMING THE CITY’S COMMITMENT TO HUMAN RIGHTS AND MENTAL HEALTH CARE.
The City Council of the City of Eugene finds that:
A. The City Council of the City of Eugene recognizes that the diversity of our population is vital to our community's character, and that we have a long tradition of protecting and expanding human rights and civil liberties protections for all of our residents, including persons with all types of disabilities.
B. U.S. Courts have affirmed a number of rights for people diagnosed with mental disabilities. At the national level, the right to choose to live in the least restrictive environment that is reasonably available has been affirmed. At the state level, a number of courts have affirmed a person's right to refuse psychotropic medications, even when the state has a "compelling interest" in providing treatment, if less intrusive, effective treatment alternatives exist. These decisions are consistent with the principle that all people have the right to lives free of unnecessary restrictions and intrusions.
C. Many people determine that psychiatric medications are quite helpful for their mental and emotional conditions, and are grateful to have the opportunity to take them. Others find medications to be harmful to their health, unhelpful and/or excessively intrusive and problematic. When people seek treatment and are offered medication as the only treatment option, they may feel coerced into choosing that option. Many of the medications currently provided are typically associated with significant medical risk, are often experienced as subjectively harmful, and their long-term effectiveness remains controversial. Furthermore, there are widely researched psychosocial alternative treatments likely to be at least as effective for many, with fewer harmful effects.
D. Many mental health problems are caused by trauma and human rights violations, such as child abuse, war, racism, lack of housing and economic opportunities, domestic violence, and others. A key element in any kind of trauma is the denial of choice. When people who have been traumatized are denied choices in recovery, an effect may be retraumatization.
E. Serious psychiatric disorder is often thought of as inevitably a permanent condition requiring a lifetime of medication, however research shows that a substantial fraction of those with even the most serious diagnoses do fully recover, eventually not requiring treatment. Treatment choices, designed to foster rehabilitation and recovery, which include working, living, and participating in the life of the community, have been shown to increase such recovery.
NOW, THEREFORE, BE IT RESOLVED BY THE CITY COUNCIL OF THE CITY OF EUGENE, a Municipal Corporation of the State of Oregon, as follows:
Section 1. All mental health service providers within the City of Eugene are encouraged to incorporate self determination and consumer choice as much as possible, with accurate information provided to consumers and to families about those choices. Special emphasis should be placed on providing diverse alternatives in treatments, including non-drug alternatives, whenever possible.
Section 2. All mental health service providers within the City of Eugene are urged to offer a full range of choices designed to assist in complete recovery. Section
3. This Resolution shall become effective immediately upon its adoption.
The foregoing Resolution adopted the ____ day of October, 2009.
____________________________________
Acting City Recorder
Fra resolutionen:
"C. Mange mennesker finder psykofarmaka ganske hjælpfulde for deres mentale og emotionelle tilstand, og er taknemmelige, at have muligheden for at tage dem. Andre oplever medikamenter som skadelige for deres helbred, ikke hjælpfulde, og/eller meget indgribende og problematiske. Når mennesker søger behandling og alene tilbydes medicin som behandling, kan de føle sig tvunget til at vælge denne mulighed. Mange af de for tiden eksisterende medikamenter er typisk forbundet med betydelige helbredsmæssige risici, opleves ofte som subjektivt skadelige, og deres langtidseffekt er omstridt. Derudover findes der veldokumenterede psykosociale alternativer, der anses som mindst lige så effektive for manges vedkommende, og der har færre skadelige bivirkninger.
D. Mange psykiske problemer er forårsagede af trauma og menneskerettighedskrænkelser som overgreb i barndommen, krig, racisme, hjemløshed og mangel på økonomiske muligheder, vold i hjemmet, og andet. Et nøgleelement i al slags trauma er fraværet af valgmuligheder. Når mennesker, der er blevet traumatiserede, nægtes valgmuligheder i behandlingen, kan effekten være retraumatisering."
Resolutionen har ikke direkte indflydelse på behandlingstilbuddet, men må mere ses som en kraftig opfordring til de bestående tilbud i Eugene til at gøre flere, også medicinfrie, tiltag tilgængelige. Desuden er den selvfølgeligt også, som Ron Unger skriver, en stor anerkendelse af mennesker med emotionelle problemers rettigheder, en moralsk støtte til dem, om man vil.
Godt gået, Eugene! Og tillykke til Ron Unger, der ikke uvæsentligt har bidraget til, at dette blev muligt.
Mere kan man læse her på Ron's blog. Og her er hele resolutionens tekst:
RESOLUTION NO. __________
A RESOLUTION AFFIRMING THE CITY’S COMMITMENT TO HUMAN RIGHTS AND MENTAL HEALTH CARE.
The City Council of the City of Eugene finds that:
A. The City Council of the City of Eugene recognizes that the diversity of our population is vital to our community's character, and that we have a long tradition of protecting and expanding human rights and civil liberties protections for all of our residents, including persons with all types of disabilities.
B. U.S. Courts have affirmed a number of rights for people diagnosed with mental disabilities. At the national level, the right to choose to live in the least restrictive environment that is reasonably available has been affirmed. At the state level, a number of courts have affirmed a person's right to refuse psychotropic medications, even when the state has a "compelling interest" in providing treatment, if less intrusive, effective treatment alternatives exist. These decisions are consistent with the principle that all people have the right to lives free of unnecessary restrictions and intrusions.
C. Many people determine that psychiatric medications are quite helpful for their mental and emotional conditions, and are grateful to have the opportunity to take them. Others find medications to be harmful to their health, unhelpful and/or excessively intrusive and problematic. When people seek treatment and are offered medication as the only treatment option, they may feel coerced into choosing that option. Many of the medications currently provided are typically associated with significant medical risk, are often experienced as subjectively harmful, and their long-term effectiveness remains controversial. Furthermore, there are widely researched psychosocial alternative treatments likely to be at least as effective for many, with fewer harmful effects.
D. Many mental health problems are caused by trauma and human rights violations, such as child abuse, war, racism, lack of housing and economic opportunities, domestic violence, and others. A key element in any kind of trauma is the denial of choice. When people who have been traumatized are denied choices in recovery, an effect may be retraumatization.
E. Serious psychiatric disorder is often thought of as inevitably a permanent condition requiring a lifetime of medication, however research shows that a substantial fraction of those with even the most serious diagnoses do fully recover, eventually not requiring treatment. Treatment choices, designed to foster rehabilitation and recovery, which include working, living, and participating in the life of the community, have been shown to increase such recovery.
NOW, THEREFORE, BE IT RESOLVED BY THE CITY COUNCIL OF THE CITY OF EUGENE, a Municipal Corporation of the State of Oregon, as follows:
Section 1. All mental health service providers within the City of Eugene are encouraged to incorporate self determination and consumer choice as much as possible, with accurate information provided to consumers and to families about those choices. Special emphasis should be placed on providing diverse alternatives in treatments, including non-drug alternatives, whenever possible.
Section 2. All mental health service providers within the City of Eugene are urged to offer a full range of choices designed to assist in complete recovery. Section
3. This Resolution shall become effective immediately upon its adoption.
The foregoing Resolution adopted the ____ day of October, 2009.
____________________________________
Acting City Recorder
torsdag den 22. oktober 2009
Få skilsmisse!
"You can divorce an abusive spouse. You can call it quits if your lover mistreats you. But what can you do if the source of your misery is your own parent?" spørger psykiater Richard A. Friedman i denne artikel i New York Times.
Og jeg tænker, at han har ret ikke bare med hensyn til terapeuter, men generelt, når han siger: "All too often, I think, therapists have a bias to salvage relationships, even those that might be harmful to a patient. Instead, it is crucial to be open-minded and to consider whether maintaining the relationship is really healthy and desirable.
Likewise, the assumption that parents are predisposed to love their children unconditionally and protect them from harm is not universally true."
Så, mens systemet har travlt med at overbevise dig om, at dine problemer i hvert fald ikke kan skyldes dine forældre, der jo, siden de er dine forældre, ikke kan andet end elske dig højt og inderligt og helt uselvisk, er det måske en idé, at revurdere sagen - og søge om skilsmisse. Da en revurdering som oftest jo vil afsløre, at de kære pårørende ikke er så kære alligevel.
Bortset fra det nærmest uundgåelige "antidepressiva er godt for din hjerne"-nonsense sidst i artiklen, en overraskende radikal og helt klart meget nødvendig betragtning af Dr. Friedman.
Og jeg tænker, at han har ret ikke bare med hensyn til terapeuter, men generelt, når han siger: "All too often, I think, therapists have a bias to salvage relationships, even those that might be harmful to a patient. Instead, it is crucial to be open-minded and to consider whether maintaining the relationship is really healthy and desirable.
Likewise, the assumption that parents are predisposed to love their children unconditionally and protect them from harm is not universally true."
Så, mens systemet har travlt med at overbevise dig om, at dine problemer i hvert fald ikke kan skyldes dine forældre, der jo, siden de er dine forældre, ikke kan andet end elske dig højt og inderligt og helt uselvisk, er det måske en idé, at revurdere sagen - og søge om skilsmisse. Da en revurdering som oftest jo vil afsløre, at de kære pårørende ikke er så kære alligevel.
Bortset fra det nærmest uundgåelige "antidepressiva er godt for din hjerne"-nonsense sidst i artiklen, en overraskende radikal og helt klart meget nødvendig betragtning af Dr. Friedman.
tirsdag den 20. oktober 2009
Jeanette Winterson, "In Praise of The Crack-Up"
Via Ron Unger's blog kom jeg i går over den britiske forfatter Jeanette Winterson's artikel "In Praise of The Crack-Up".
Nogle citater fra artiklen:
"My creativity pulled me out of a hopeless childhood, and gave my life meaning and shape. But I have always had various forms of manic depression, (just can't bring myself to call it "bipolar"— whoever invented that dismal term must have been uni-polar—a condition I define as being permanently tethered to the banal)."
"...I'd rather have my own suffering than someone else's solution."
"Wounding—real or symbolic—is both mark and marker. It is an opening in the self, painful but transformative."
"We know from 100 years of psychoanalytic investigation that an early trauma, often buried or unavailable to consciousness, is the motif that plays through our lives. We meet it again and again in different disguises. We are wounded again in the same place. This doesn't turn us into victims. Rather, we are people in search of a transformation of the real."
Jeg kunne blive ved... Læs artiklen - på, og miraklernes tid er åbenbart ikke forbi, Wall Street Journal's hjemmeside.
Nogle citater fra artiklen:
"My creativity pulled me out of a hopeless childhood, and gave my life meaning and shape. But I have always had various forms of manic depression, (just can't bring myself to call it "bipolar"— whoever invented that dismal term must have been uni-polar—a condition I define as being permanently tethered to the banal)."
"...I'd rather have my own suffering than someone else's solution."
"Wounding—real or symbolic—is both mark and marker. It is an opening in the self, painful but transformative."
"We know from 100 years of psychoanalytic investigation that an early trauma, often buried or unavailable to consciousness, is the motif that plays through our lives. We meet it again and again in different disguises. We are wounded again in the same place. This doesn't turn us into victims. Rather, we are people in search of a transformation of the real."
Jeg kunne blive ved... Læs artiklen - på, og miraklernes tid er åbenbart ikke forbi, Wall Street Journal's hjemmeside.
torsdag den 1. oktober 2009
Poul Nyrup Rasmussen "taler de psykisk syges sag" - mens jeg foretrækker at lytte til Jim van Os
Siden jeg i dag er i et meget lidt "enlightened" humør, og simpelthen trænger til at splitte et par madrasser ad: Her kan man få fornøjelsen af at lytte til en overordentligt rørstrømsk Poul Nyrup Rasmussen, der på forebilledligt tårevædende manér "taler de psykisk syges sag" - og, og det ikke mindst!, de kære pårørendes - mens man som seer af programmet sidder som på nåle, fordi man frygter, stakkels Poul hvert øjeblik kunne drukne i sin egen selvmedlidenhed.
Ja, Poul, det er frygteligt - at både du og alle de andre kære pårørende derude har et ansvar. Ikke mindst også for de psykiske lidelser i har forvoldt jeres "psykisk syge" familiemedlemmer. Hvor er det synd for jer!
Poul Nyrup Rasmussen vil gerne række en hånd ud til "de psykisk syge". Poul, du kan stå med hånden rakt ud så længe du vil. Jeg kommer i hvert fald aldrig til at tage den hånd! - Men nu identificerer jeg mig jo heller ikke som "psykisk syg", så...
NAMI is alive - også i Danmark. For de, der ikke kender til NAMI's historie: Pårørendeorganisationen blev grundlagt tilbage i 1970erne af to mødre til "psykisk syge", der var trætte af, at blive gjort ansvarlige for deres børns psykiske ve og vel. Det gjorde psykiatrien nemlig stadigt den gang. At holde de pårørende, især mødre, i hvert fald tildels ansvarlige. Overflødigt at nævne, at organisationens "Vi er uskyldige ofre!"-budskab fandt overvældende tilslutning, og gjorde NAMI til USA's største nationale pårørendeorganisation i løbet af ingen tid. Og også overflødigt at nævne, at NAMI i dag har et gnidningsfrit samarbejde med både biobiobiopsykiatrien og farmaindustrien...
_______________
En, især sammenlignet med Poul Nyrup Rasmussens usmagelige pårørende-patos, noget mere opbyggelig oplevelse er forskellige foredrag fra Hearing Voices Congress, som Will Hall har postet her på Madness Radio's blog. Her kan man bl.a. lytte til Ron Coleman og den hollandske psykiater Jim van Os' intet mindre end brilliante foredrag. Desværre er lydkvaliteten ikke ligefrem i top, og ja, selvfølgeligt, sproget er engelsk.
Ja, Poul, det er frygteligt - at både du og alle de andre kære pårørende derude har et ansvar. Ikke mindst også for de psykiske lidelser i har forvoldt jeres "psykisk syge" familiemedlemmer. Hvor er det synd for jer!
Poul Nyrup Rasmussen vil gerne række en hånd ud til "de psykisk syge". Poul, du kan stå med hånden rakt ud så længe du vil. Jeg kommer i hvert fald aldrig til at tage den hånd! - Men nu identificerer jeg mig jo heller ikke som "psykisk syg", så...
NAMI is alive - også i Danmark. For de, der ikke kender til NAMI's historie: Pårørendeorganisationen blev grundlagt tilbage i 1970erne af to mødre til "psykisk syge", der var trætte af, at blive gjort ansvarlige for deres børns psykiske ve og vel. Det gjorde psykiatrien nemlig stadigt den gang. At holde de pårørende, især mødre, i hvert fald tildels ansvarlige. Overflødigt at nævne, at organisationens "Vi er uskyldige ofre!"-budskab fandt overvældende tilslutning, og gjorde NAMI til USA's største nationale pårørendeorganisation i løbet af ingen tid. Og også overflødigt at nævne, at NAMI i dag har et gnidningsfrit samarbejde med både biobiobiopsykiatrien og farmaindustrien...
_______________
En, især sammenlignet med Poul Nyrup Rasmussens usmagelige pårørende-patos, noget mere opbyggelig oplevelse er forskellige foredrag fra Hearing Voices Congress, som Will Hall har postet her på Madness Radio's blog. Her kan man bl.a. lytte til Ron Coleman og den hollandske psykiater Jim van Os' intet mindre end brilliante foredrag. Desværre er lydkvaliteten ikke ligefrem i top, og ja, selvfølgeligt, sproget er engelsk.
fredag den 18. september 2009
Will Hall om udtrapning ud af psykofarmaka - og meget mere
Gianna har postet Will Hall's foredrag "Coming off medication; a harm reduction approach" (ca. 30 min., engelsk) på hendes blog. Will har holdt foredraget i eftermiddags ved First World Congress Hearing Voices i Maastricht, Holland. Klik på linket øverst i indlægget for at gå til Gianna's blog, hvor du kan lytte til det.
søndag den 9. august 2009
Beyond Belief
Det følgende på engelsk, da bogen, det drejer sig om, kun er tilgængelig på engelsk, mens jeg synes, den er interessant og vigtig nok til at blive gjort opmærksom på, også her på min danske blog.
Beyond Belief. Alternative Ways of Working with Delusions, Obsessions and Unusual Experiences, by Tamasin Knight, with a preface by Rufus May, is now available as a free download at peter-lehmann-publishing.com.
I've only had a short glimpse at Rufus May's preface so far, but the book certainly looks like great reading. Here's the description from Peter Lehmann's website:
"Tamasin Knight's first book Beyond Belief explores ways of helping people who have unusual beliefs. These are beliefs that may be called delusions, obsessions, or another kind of psychopathology.
• Psychiatric treatment attempts to remove these beliefs by medication and other methods. The new approach described in Beyond Belief is different. It is about accepting the individual's own reality and assisting them to cope and live with their beliefs.
• Beyond Belief explains the new approach in a very readable format.
• Many psychological techniques to cope with unusual beliefs are described. These include strategies to reduce fear, strategies to increase coping and problem solving techniques.
• Ideal for mental health professionals, service users/survivors and carers.
"Beyond Belief offers us a ground-breaking way of helping people deal with unusual beliefs. In Bradford we have found this publication it to be extremely helpful to service users, workers and as the inspiration for a new self help group. I am sure that this publication will enable more people to benefit from this knowledge and approach and help us change the way we as a society approach beliefs we find unusual." (Rufus May; Clinical Psychologist, Centre for Citizenship and Community Mental Health, Bradford University, England)"
Beyond Belief. Alternative Ways of Working with Delusions, Obsessions and Unusual Experiences, by Tamasin Knight, with a preface by Rufus May, is now available as a free download at peter-lehmann-publishing.com.
I've only had a short glimpse at Rufus May's preface so far, but the book certainly looks like great reading. Here's the description from Peter Lehmann's website:
"Tamasin Knight's first book Beyond Belief explores ways of helping people who have unusual beliefs. These are beliefs that may be called delusions, obsessions, or another kind of psychopathology.
• Psychiatric treatment attempts to remove these beliefs by medication and other methods. The new approach described in Beyond Belief is different. It is about accepting the individual's own reality and assisting them to cope and live with their beliefs.
• Beyond Belief explains the new approach in a very readable format.
• Many psychological techniques to cope with unusual beliefs are described. These include strategies to reduce fear, strategies to increase coping and problem solving techniques.
• Ideal for mental health professionals, service users/survivors and carers.
"Beyond Belief offers us a ground-breaking way of helping people deal with unusual beliefs. In Bradford we have found this publication it to be extremely helpful to service users, workers and as the inspiration for a new self help group. I am sure that this publication will enable more people to benefit from this knowledge and approach and help us change the way we as a society approach beliefs we find unusual." (Rufus May; Clinical Psychologist, Centre for Citizenship and Community Mental Health, Bradford University, England)"
tirsdag den 2. juni 2009
Stemmer
Denne kommentar på Ron Unger's blog fik mig til at tænke på et citat af Dag Hammarskjöld:
Ju mer du lyssnar till rösten inom dig, desto bättre kommer du att höra vad som ljuder utanför. Och endast hon som lyssnar kan tala.
Ju mer du lyssnar till rösten inom dig, desto bättre kommer du att höra vad som ljuder utanför. Och endast hon som lyssnar kan tala.
søndag den 22. marts 2009
Boston Globe-interview med Judi Chamberlin
Boston Globe har i dag et interview med Judi Chamberlin, hvor hun bl.a. kommer ind på mediernes og samfundets diskriminerende måde at, gang på gang, fremstille mennesker i emotionelle kriser som utilregnelige øksemordere, på irrationaliteten af farekriteriet mht. tvang, og vigtigheden af selvbestemmelse mht. hjælp.
Læs også Judi's eget blogindlæg om interviewet m.m.. - Og kommenter gerne på Boston Globe-artiklen. "Vennerne" fra TAC har allerede været på pletten og bekræftet Judi's udtalelser angående panikmageriet...
Læs også Judi's eget blogindlæg om interviewet m.m.. - Og kommenter gerne på Boston Globe-artiklen. "Vennerne" fra TAC har allerede været på pletten og bekræftet Judi's udtalelser angående panikmageriet...
onsdag den 25. februar 2009
Madness Radio-interview med Gianna Kali
Will Hall har interviewet Gianna Kali, forfatteren af bloggen Beyond Meds, for Madness Radio. Gianna fortæller om hvordan hun havnede i systemet, og om hendes erfaringer i det, om spiritualitet, udtrapning ud af psykofarmaka, de skader psykofarmaka kan forvolde, hendes blog, og meget mere. Hun læser også to indlæg fra hendes blog i udsendelsen. Specielt at lytte til Gianna læse "Undiagnozing myself" var en meget intens oplevelse for mig.
"Så nu fortsætter jeg på min rejse, og jeg afdiagnosticerer mig selv. Jeg er et menneske, og jeg har problemer. Det er den eneste diagnose, jeg er villig til at leve med nu. Menneskelige problemer. Mit liv har ikke været nemt. Det har ikke været anderledes end det af de hundredetusinder mennesker, der er stemplet som bipolare. Jeg betragter fortsat alle, der kalder sig for bipolar mine brødre og søstre. Og for den sags skyld, all de andre med, der nogensinde er blevet stemplet med en psykiatrisk forstyrrelse. Vi er en familie."
Jeg mindes, at nogen en gang sagde til mig, at han havde indtryk af, at kritikerne ikke havde andet tilfældes end deres kritik. Tja, det lader til at være det indtryk, systemet formidler. Del og hersk. Det lader til at være det indtryk man får, når man aldrig virkeligt har lyttet til os, når man aldrig har mødt et menneske som Gianna.
Lyt til interviewet her: http://www.madnessradio.net/madness-radio-beyond-meds-gianna-kali (Amerikansk tale)
"Så nu fortsætter jeg på min rejse, og jeg afdiagnosticerer mig selv. Jeg er et menneske, og jeg har problemer. Det er den eneste diagnose, jeg er villig til at leve med nu. Menneskelige problemer. Mit liv har ikke været nemt. Det har ikke været anderledes end det af de hundredetusinder mennesker, der er stemplet som bipolare. Jeg betragter fortsat alle, der kalder sig for bipolar mine brødre og søstre. Og for den sags skyld, all de andre med, der nogensinde er blevet stemplet med en psykiatrisk forstyrrelse. Vi er en familie."
Jeg mindes, at nogen en gang sagde til mig, at han havde indtryk af, at kritikerne ikke havde andet tilfældes end deres kritik. Tja, det lader til at være det indtryk, systemet formidler. Del og hersk. Det lader til at være det indtryk man får, når man aldrig virkeligt har lyttet til os, når man aldrig har mødt et menneske som Gianna.
Lyt til interviewet her: http://www.madnessradio.net/madness-radio-beyond-meds-gianna-kali (Amerikansk tale)
mandag den 23. februar 2009
Take These Broken Wings - endnu en gang, og Bonnie's valg
Siden jeg var en smule uinspireret, da jeg skrev anmeldelsen af Take These Broken Wings i mandags, og siden jeg efterfølgende kom til at producere en lidt anderledes version, som jeg er noget mere glad for, til min engelske blog, følger her oversættelsen af denne, nyere version. Fulgt af et eksempel på, hvad en film som denne formår at bevirke.
Sidste måned postede Gianna en anmeldelse på sin blog, omhandlende Daniel Mackler's dokumentarfilm Take These Broken Wings. Recovery from Schizophrenia Without Medication.
Jeg kendte til Daniel Mackler's website, havde været der nogle gange, og var ikke i tvivl, at jeg måtte have fat i filmen. Den kunne kun være god.
Og god er den. Helt vildt god, faktisk! Filmen lægger sit hovedinteresse i at vise, at recovery fra det, psykiatrien kalder for "skizofreni", er muligt, at "skizofreni" ikke per definition er en livslang, kronisk sygdom, der kræver livslang - og i øvrigt ofte kronificerende - medicinering. Som filmen ser på de videnskabelige fakta, præsenteret af Robert Whitaker, Joanne Greenberg's og Catherine Penney's historier, fortalt af dem selv, og flere professionelles, som Peter Breggin, Ann-Louise Silver, Bertram Karon and Daniel Dorman, erfaringer, bliver det, atter en gang, tydeligt, at recovery, fuld recovery, fra "skizofreni" ikke bare er mulig, men faktisk noget, der burde forventes.
" 'Hvad har inspireret dig til at lave filmen Take These Broken Wings?'
'Hovedgrunden er at vise, at folk kan komme sig fra skizofreni. At det ikke er en livslang sygdom, at du ikke hænger på det. At det håbløse budskab, samfundet og det psykiatriske system og medierne kommer med, simpelthen ikke er sandt. Jeg vil bekæmpe det budskab. For, jeg er terapeut. Jeg har arbejdet med mange mennesker med skizofreni. Jeg har set adskillige komme sig. Og jeg har også set nogle mennesker ikke komme sig. Og jeg har undret mig: Hvorfor kommer de sig ikke? Og en af hovedårsagerne er, at disse mennesker er låst fast i deres tro på alt, hvad det psykiatriske system, alt hvad deres psykiater, deres kontaktperson, deres familier og medierne og alle de psykologibøger, de har læst, fortæller dem: at de ikke kan komme sig. Jeg ved, at det er en løgn, og jeg vil gøre mit bedste, for at afsløre den.' "
For mig var specielt to af de mange aspekter ved behandlingen og recoveryen, som Take These Broken Wings kommer ind på, interessante: kvalitetsforskellen mellem en recovery, der opnås uden brug af psykofarmaka, sammenlignet med en "recovery", der stadigt indbefatter brug af psykofarmaka - såfremt en recovery, der stadigt kræver vedligeholdelsesmedicinering, overhovedet kan kaldes for recovery - på den ene side,
"Når mennesker kan vokse igennem psykosen, når de, igennem det dynamiske arbejde, kan forstå, hvad der førte til sammenbruddet, og hvad der bidrager til den nye sammenhæng, giver det dem en stolthed i deres personlighed, og en fornemmelse af at være et centreret selv, der kan komme videre og takle udfordringer. Når et menneske føler sig holdt sammen af det tape, medicinen er, vil dette menneske være bange for at gå ud i regnvejret, af angst for, at regnen vasker tapen af, og mennesket ender tilbage på hospitalet."
og den grelle forskel mellem den behandling, der er standard i dag, og den slags hjælp for mennesker i krise, bl.a. Peter Breggin går ind for, på den anden:
"Nøglen til at hjælpe folk, det allervigtigste, er at hjælpe dem til at overkomme følelsen af hjælpeløshed. At hjælpe dem til at forstå, at de faktisk kan forstå tingene og træffe afgørelser og valg. Og du kan ikke gøre det, når du giver medicin. Fordi du siger til dem: 'Du kan ikke gøre det. Du har brug for et medikament.' Og det er meget trist, at vi ikke har steder, hvor folk kan tage hen og få omsorg. Som under den moralske æra i psykiatrien i det 18. og 19. århundrede, hvor vi havde sygehuse, specielt i England, hvor du kunne få den slags behandling, som en person som mig eller Loren Mosher ville give folk, der er meget forstyrret."
Hvad siger det mig om vores samfund generelt, om vores kulturs præferencer, at vi, på trods af en fundamental mangel på beviser for denne behandlings effektivitet, og på trods af, at alternativer, hvis effektivitet faktisk er bevist, ikke desto mindre bliver ved med at nærmest udelukkende behandle "de mest sårbare mennesker" (Peter Breggin) på den mest umennskelige måde man kan tænke sig?
Selv om filmen fokusserer på psykoterapi som behandling, nævner Daniel Mackler dog også, at den ikke er den eneste mulige vej til at opnå recovery fra "skizofreni". Alle veje fører til Rom, kunne man sige. Alle undtagen en.
Ligesom de fleste - om ikke alle - med "skizofreni" diagnosticerede menneskers livshistorie, så er også Joanne Greenberg's og Catherine Penney's historier historier om traumatiske barndomsoplevelser. Mens deres recoveryhistorier er historier om bevidstgørelsen, bearbejdningen og forståelsen af traumerne - og deres reaktioner på dem. Mens der altså er én vej, der mere effektivt end nogen anden undertrykker, ja endda reducerer bevidsthed og forståelse, og der viser sig, at være en blindgyde i det lange løb: livslang "vedligeholdelses"medicinering, kombineret med overbevisningen om, at "skizofreni" er en kronisk, biologisk hjernesygdom, forårsaget af en kemisk ubalance i transmitterstofskiftet, dens "symptomer" således værende helt uden betydning, og ikke værd, at blive gjort til genstand for en dybere, meningssøgende efterforskning - for eksempel vejledt og støttet af en psykoterapeut.
"Jeg gør ikke brug af den medicinske model. Jeg formulerer ikke nogen som helst diagnose overhovedet, når jeg sætter mig sammen med nogen. Jeg er ligeglad. Jeg tænker ikke engang på det. Jeg vil høre personens historie, og hvem vedkommende er, og hvad vedkommendes problemer er. Den medicinske model er en checkliste over symptomer, der så bliver samlet sammen i kategorier, og så behandlet som om det var et medicinsk problem. Som regel med medikamenter. Terapeuten kan være en pålidelig guide. En guide ind i sindet, ind i det forfærdende, og med hensyn til verdenens realiteter."
Take These Broken Wings er et brilliant plædoyer ikke bare for psykoterapi, men for alle alternative behandlingstilgange til kriser, der sigter mod forståelse snarere end mod den blotte undertrykkelse af "symptomer". Samtidigt klarer filmen, at navigere successrigt udenom fælderne af at polemisere mod psykiatrien og forherrlige kriser som sådan.
" 'Tror du, folk kan komme sig helt fra skizofreni og leve et liv uden nogen som helst medikamenter?'
'Absolut. For det første er der to måder, hvorpå du kan svare på dette spørgsmål. Den ene er: 'Jeg kender mange,' som du gør, 'der er blevet diagnosticeret med skizofreni, og der havde alvorlige, psykotiske episoder, der er kommet sig og ikke tager medikamenter.' Så, personlig erfaring siger dig, at det er muligt og kan ske. For det andet - og det er, hvad vi ikke ved noget om, vi glemmer det - hvis du ser på forskningslitteraturen er der... Recovery var endda almindelig. Og jeg mener recovery uden brug af medicin var almindelig. Før vi endte op med denne behandlingsmodel, der fortæller folk, at de skal tage medikamenter for livet, og at der ikke findes håb for, at de nogensinde vil komme sig. Tror du, unge psykiatere har hørt: 'Ved du, vi har fulgt skizofrenipatienter igennem 30 år, og vi har fundet ud af, at en tredjedel kommer sig helt. Nu er det sådan, at ingen af dem tog medikamenter. Så, hvad vi bør gøre, er at hjælpe folk til at trappe ud af deres medikamenter.' Fortæller man det til kandidater i psykiatrien? Ikke på vilkår."
Klipningen med sine forholdsvis hurtige skift mellem sekvenserne fra de forskellige interviews, der danner grundlag for Take These Broken Wings, dens subtile humor og poetiske billedvalg gør filmen også i kunstnerisk henseende til en fornøjelse at se.
Dokumentarens i mine øjne eneste svage punkt, den lidt uheldige terminologi, har jeg nævnt i mit forrige indlæg her på bloggen. Ligesom jeg har nævnt, at der findes en, acceptabel, om end stadigt ikke helt uproblematisk, forklaring på det. Jeg kan tilføje, at terminologien også blev valgt, for at gøre det nemmere at forstå for "ikke-indviede", hvad der er tale om. Hvilket dog heller ikke er helt uproblematisk. Men det er stof til et andet indlæg, og imidlertid er der også fyren i Washington Square Park, der siger: "Det er en gave, ikke en psykisk sygdom, en gave." Det er lige nøjagtigt hvad det er, ja.
Bestil filmen her, og se trailerne og flere klip på Daniel Mackler's YouTube channel.
_______________
Bonnie's valg
For godt og vel et år siden havde jeg en snarere ubehagelig diskussion med Kirsten Sefland (jeg tænker egentligt ikke, hun kan have noget imod, at blive nævnt ved navn, siden hun jo står offentligt frem med sine meninger), psykiatribruger og entusiastisk forsvarer af elektrochok og psykiatrisk "behandling" af livsproblemer generelt.
Jeg lagde ud med at bede Kirsten Sefland om at lade mig tilkomme hvad der måtte være af videnskabelige beviser for hendes påstande, mens jeg selv sendte hende adskillige links til studier og artikler, der underbyggede mine holdninger. Jeg fik aldrig så meget som et eneste link. Hvad jeg fik retur, var noget følelsesladede, tildels personlige angreb - flere, ja, og nej, jeg er bestemt heller ikke nogen engel; selv om jeg, stort set, bevarede roen under mail-korrespondencen, så gav jeg dog også i et vist omfang slip på den, da jeg skrev indlægget, jeg linker til foroven... - hvoraf det ene anklagede mig for at være én af de personer, på grund af hvilke "unge læger vælger psykiatrien fra som speciale". Jeg ønskede, det var sandt, men jeg tror nu, det er lidt for meget af æren, at antage, at mine skriverier her kunne have så stor indflydelse.
Der er imidlertid én, hvis værk har så stor indflydelse, som denne kommentar på Gianna's blog viser.
"Jeg så dit indlæg om Take These Broken Wings, jeg bestilte den med detsamme. Den var en af de afgørende faktorer for at jeg sagde mit job op, hvilket jeg havde overvejet i lang, lang tid. Jeg så den to gange, grinte, græd. Så den en tredje gang med min mand. Så tog jeg den med på arbejde, og viste den til nogle af mine forhenværende kollegaer...," skriver Bonnie, der altså nu har sagt sit job i psykiatrien op.
Og, medmindre man har tilstrækkeligt med frihed til at gøre tingene videstgående på ens egen måde, som for eksempel Rufus May har det, så er det, at forlade et system, der er såpas præget af mishandling og voldelighed som psykiatrien er det, vist også den eneste holdbare løsning på sigt. I hvert fald for den, der erkender mishandlingen og voldeligheden som den mishandling og den voldelighed de er.
Stærkt gået, Bonnie og Daniel!!!
Sidste måned postede Gianna en anmeldelse på sin blog, omhandlende Daniel Mackler's dokumentarfilm Take These Broken Wings. Recovery from Schizophrenia Without Medication.
Jeg kendte til Daniel Mackler's website, havde været der nogle gange, og var ikke i tvivl, at jeg måtte have fat i filmen. Den kunne kun være god.
Og god er den. Helt vildt god, faktisk! Filmen lægger sit hovedinteresse i at vise, at recovery fra det, psykiatrien kalder for "skizofreni", er muligt, at "skizofreni" ikke per definition er en livslang, kronisk sygdom, der kræver livslang - og i øvrigt ofte kronificerende - medicinering. Som filmen ser på de videnskabelige fakta, præsenteret af Robert Whitaker, Joanne Greenberg's og Catherine Penney's historier, fortalt af dem selv, og flere professionelles, som Peter Breggin, Ann-Louise Silver, Bertram Karon and Daniel Dorman, erfaringer, bliver det, atter en gang, tydeligt, at recovery, fuld recovery, fra "skizofreni" ikke bare er mulig, men faktisk noget, der burde forventes.
" 'Hvad har inspireret dig til at lave filmen Take These Broken Wings?'
'Hovedgrunden er at vise, at folk kan komme sig fra skizofreni. At det ikke er en livslang sygdom, at du ikke hænger på det. At det håbløse budskab, samfundet og det psykiatriske system og medierne kommer med, simpelthen ikke er sandt. Jeg vil bekæmpe det budskab. For, jeg er terapeut. Jeg har arbejdet med mange mennesker med skizofreni. Jeg har set adskillige komme sig. Og jeg har også set nogle mennesker ikke komme sig. Og jeg har undret mig: Hvorfor kommer de sig ikke? Og en af hovedårsagerne er, at disse mennesker er låst fast i deres tro på alt, hvad det psykiatriske system, alt hvad deres psykiater, deres kontaktperson, deres familier og medierne og alle de psykologibøger, de har læst, fortæller dem: at de ikke kan komme sig. Jeg ved, at det er en løgn, og jeg vil gøre mit bedste, for at afsløre den.' "
For mig var specielt to af de mange aspekter ved behandlingen og recoveryen, som Take These Broken Wings kommer ind på, interessante: kvalitetsforskellen mellem en recovery, der opnås uden brug af psykofarmaka, sammenlignet med en "recovery", der stadigt indbefatter brug af psykofarmaka - såfremt en recovery, der stadigt kræver vedligeholdelsesmedicinering, overhovedet kan kaldes for recovery - på den ene side,
"Når mennesker kan vokse igennem psykosen, når de, igennem det dynamiske arbejde, kan forstå, hvad der førte til sammenbruddet, og hvad der bidrager til den nye sammenhæng, giver det dem en stolthed i deres personlighed, og en fornemmelse af at være et centreret selv, der kan komme videre og takle udfordringer. Når et menneske føler sig holdt sammen af det tape, medicinen er, vil dette menneske være bange for at gå ud i regnvejret, af angst for, at regnen vasker tapen af, og mennesket ender tilbage på hospitalet."
og den grelle forskel mellem den behandling, der er standard i dag, og den slags hjælp for mennesker i krise, bl.a. Peter Breggin går ind for, på den anden:
"Nøglen til at hjælpe folk, det allervigtigste, er at hjælpe dem til at overkomme følelsen af hjælpeløshed. At hjælpe dem til at forstå, at de faktisk kan forstå tingene og træffe afgørelser og valg. Og du kan ikke gøre det, når du giver medicin. Fordi du siger til dem: 'Du kan ikke gøre det. Du har brug for et medikament.' Og det er meget trist, at vi ikke har steder, hvor folk kan tage hen og få omsorg. Som under den moralske æra i psykiatrien i det 18. og 19. århundrede, hvor vi havde sygehuse, specielt i England, hvor du kunne få den slags behandling, som en person som mig eller Loren Mosher ville give folk, der er meget forstyrret."
Hvad siger det mig om vores samfund generelt, om vores kulturs præferencer, at vi, på trods af en fundamental mangel på beviser for denne behandlings effektivitet, og på trods af, at alternativer, hvis effektivitet faktisk er bevist, ikke desto mindre bliver ved med at nærmest udelukkende behandle "de mest sårbare mennesker" (Peter Breggin) på den mest umennskelige måde man kan tænke sig?
Selv om filmen fokusserer på psykoterapi som behandling, nævner Daniel Mackler dog også, at den ikke er den eneste mulige vej til at opnå recovery fra "skizofreni". Alle veje fører til Rom, kunne man sige. Alle undtagen en.
Ligesom de fleste - om ikke alle - med "skizofreni" diagnosticerede menneskers livshistorie, så er også Joanne Greenberg's og Catherine Penney's historier historier om traumatiske barndomsoplevelser. Mens deres recoveryhistorier er historier om bevidstgørelsen, bearbejdningen og forståelsen af traumerne - og deres reaktioner på dem. Mens der altså er én vej, der mere effektivt end nogen anden undertrykker, ja endda reducerer bevidsthed og forståelse, og der viser sig, at være en blindgyde i det lange løb: livslang "vedligeholdelses"medicinering, kombineret med overbevisningen om, at "skizofreni" er en kronisk, biologisk hjernesygdom, forårsaget af en kemisk ubalance i transmitterstofskiftet, dens "symptomer" således værende helt uden betydning, og ikke værd, at blive gjort til genstand for en dybere, meningssøgende efterforskning - for eksempel vejledt og støttet af en psykoterapeut.
"Jeg gør ikke brug af den medicinske model. Jeg formulerer ikke nogen som helst diagnose overhovedet, når jeg sætter mig sammen med nogen. Jeg er ligeglad. Jeg tænker ikke engang på det. Jeg vil høre personens historie, og hvem vedkommende er, og hvad vedkommendes problemer er. Den medicinske model er en checkliste over symptomer, der så bliver samlet sammen i kategorier, og så behandlet som om det var et medicinsk problem. Som regel med medikamenter. Terapeuten kan være en pålidelig guide. En guide ind i sindet, ind i det forfærdende, og med hensyn til verdenens realiteter."
Take These Broken Wings er et brilliant plædoyer ikke bare for psykoterapi, men for alle alternative behandlingstilgange til kriser, der sigter mod forståelse snarere end mod den blotte undertrykkelse af "symptomer". Samtidigt klarer filmen, at navigere successrigt udenom fælderne af at polemisere mod psykiatrien og forherrlige kriser som sådan.
" 'Tror du, folk kan komme sig helt fra skizofreni og leve et liv uden nogen som helst medikamenter?'
'Absolut. For det første er der to måder, hvorpå du kan svare på dette spørgsmål. Den ene er: 'Jeg kender mange,' som du gør, 'der er blevet diagnosticeret med skizofreni, og der havde alvorlige, psykotiske episoder, der er kommet sig og ikke tager medikamenter.' Så, personlig erfaring siger dig, at det er muligt og kan ske. For det andet - og det er, hvad vi ikke ved noget om, vi glemmer det - hvis du ser på forskningslitteraturen er der... Recovery var endda almindelig. Og jeg mener recovery uden brug af medicin var almindelig. Før vi endte op med denne behandlingsmodel, der fortæller folk, at de skal tage medikamenter for livet, og at der ikke findes håb for, at de nogensinde vil komme sig. Tror du, unge psykiatere har hørt: 'Ved du, vi har fulgt skizofrenipatienter igennem 30 år, og vi har fundet ud af, at en tredjedel kommer sig helt. Nu er det sådan, at ingen af dem tog medikamenter. Så, hvad vi bør gøre, er at hjælpe folk til at trappe ud af deres medikamenter.' Fortæller man det til kandidater i psykiatrien? Ikke på vilkår."
Klipningen med sine forholdsvis hurtige skift mellem sekvenserne fra de forskellige interviews, der danner grundlag for Take These Broken Wings, dens subtile humor og poetiske billedvalg gør filmen også i kunstnerisk henseende til en fornøjelse at se.
Dokumentarens i mine øjne eneste svage punkt, den lidt uheldige terminologi, har jeg nævnt i mit forrige indlæg her på bloggen. Ligesom jeg har nævnt, at der findes en, acceptabel, om end stadigt ikke helt uproblematisk, forklaring på det. Jeg kan tilføje, at terminologien også blev valgt, for at gøre det nemmere at forstå for "ikke-indviede", hvad der er tale om. Hvilket dog heller ikke er helt uproblematisk. Men det er stof til et andet indlæg, og imidlertid er der også fyren i Washington Square Park, der siger: "Det er en gave, ikke en psykisk sygdom, en gave." Det er lige nøjagtigt hvad det er, ja.
Bestil filmen her, og se trailerne og flere klip på Daniel Mackler's YouTube channel.
_______________
Bonnie's valg
For godt og vel et år siden havde jeg en snarere ubehagelig diskussion med Kirsten Sefland (jeg tænker egentligt ikke, hun kan have noget imod, at blive nævnt ved navn, siden hun jo står offentligt frem med sine meninger), psykiatribruger og entusiastisk forsvarer af elektrochok og psykiatrisk "behandling" af livsproblemer generelt.
Jeg lagde ud med at bede Kirsten Sefland om at lade mig tilkomme hvad der måtte være af videnskabelige beviser for hendes påstande, mens jeg selv sendte hende adskillige links til studier og artikler, der underbyggede mine holdninger. Jeg fik aldrig så meget som et eneste link. Hvad jeg fik retur, var noget følelsesladede, tildels personlige angreb - flere, ja, og nej, jeg er bestemt heller ikke nogen engel; selv om jeg, stort set, bevarede roen under mail-korrespondencen, så gav jeg dog også i et vist omfang slip på den, da jeg skrev indlægget, jeg linker til foroven... - hvoraf det ene anklagede mig for at være én af de personer, på grund af hvilke "unge læger vælger psykiatrien fra som speciale". Jeg ønskede, det var sandt, men jeg tror nu, det er lidt for meget af æren, at antage, at mine skriverier her kunne have så stor indflydelse.
Der er imidlertid én, hvis værk har så stor indflydelse, som denne kommentar på Gianna's blog viser.
"Jeg så dit indlæg om Take These Broken Wings, jeg bestilte den med detsamme. Den var en af de afgørende faktorer for at jeg sagde mit job op, hvilket jeg havde overvejet i lang, lang tid. Jeg så den to gange, grinte, græd. Så den en tredje gang med min mand. Så tog jeg den med på arbejde, og viste den til nogle af mine forhenværende kollegaer...," skriver Bonnie, der altså nu har sagt sit job i psykiatrien op.
Og, medmindre man har tilstrækkeligt med frihed til at gøre tingene videstgående på ens egen måde, som for eksempel Rufus May har det, så er det, at forlade et system, der er såpas præget af mishandling og voldelighed som psykiatrien er det, vist også den eneste holdbare løsning på sigt. I hvert fald for den, der erkender mishandlingen og voldeligheden som den mishandling og den voldelighed de er.
Stærkt gået, Bonnie og Daniel!!!
Abonner på:
Opslag (Atom)
