Virkelighed og vrangforestillinger

Tre videoklip om den virkelige voldelighed - og et par tanker om normalitet.







Selv om jeg mener, hvad Derrick Jensen siger i de tre videoklip er enormt vigtigt: jeg orker ikke at oversætte. Jeg kan dog sige så meget - og det gør det måske lidt nemmere at forstå - at han taler om den voldelighed, vores civilisation er baseret på. Og om de fortrængnings-/fornægtelsesmekanismer, vi anvender, for ikke at skulle se vores egen voldelighed i øjnene.

Noget, jeg igen og igen lægger mærke til er, at det som oftest er mennesker, der har oplevet voldeligheden meget direkte, i meget koncentreret form, der opnår en bevidsthed og en forståelse af den, som Derrick Jensen og R.D. Laing for eksempel har/havde opnået den.

Det er virkeligt som om man skal helt derud først, hvor det bliver uudholdeligt, før man tør, at give afkald på alle vrangforestillingerne og se virkeligheden i øjnene. Og jo mere jeg tænker over det, jo mere tror jeg, at det at arbejde i psykiatrien faktisk er den ultimative beskyttelse mod at skulle se virkeligheden i øjnene, og give slip på vrangforestillingerne. Ubevidst så tæt på erkendelse, som man bare kan komme, uden at opnå den. Og samtidigt, bevidst, lysår fra den. Den ultimative sindssyge: normaliteten.

Take These Broken Wings - Recovery fra skizofreni uden medicin

(For en redigeret, udvidet udgave af denne anmeldelse klik her.)

"Jeg er terapeut. Jeg har arbejdet med mange mennesker med skizofreni," siger Daniel Mackler, der arbejder som psykoterapeut i New York. "Jeg har set adskillige komme sig. Og jeg har også set nogle mennesker ikke komme sig. Og jeg har undret mig: Hvorfor kommer de sig ikke? Og en af hovedårsagerne er, at disse mennesker er låst fast i deres tro på alt, hvad det psykiatriske system, alt hvad deres psykiater, deres kontaktperson, deres familier og medierne og alle de psykologibøger, de har læst, fortæller dem: at de ikke kan komme sig. Jeg ved, at det er en løgn, og jeg vil gøre mit bedste, for at afsløre den."

Daniel Mackler har lavet dokumentarfilmen Take These Broken Wings. Filmen tager sit udgangspunkt i interviews med Joanne Greenberg, som de fleste nok bedre kender under hendes forfatterpseudonym Hannah Green, og Catherine Penney.

Take These Broken Wings, Trailer #1, Joanne Greenberg



Take These Broken Wings, Trailer #2, Catherine Penney



Skiftende mellem passager fra interviewene med Joanne Greenberg og Catherine Penney, med (i alternative kredse) internationalt anerkendte fagfolk som Daniel Dorman (Catherine Penney's terapeut), Peter Breggin, Albert Galves, Ann-Louise Silver, Bertram Karon og videnskabsjournalisten og forfatteren Robert Whitaker (Mad In America), og korte indslag fra interviews med tilfældige passanter i en park, fortæller filmen om årsagerne til både Joanne Greenberg's og Catherine Penney's krise, og kriser generelt -

"Jeg har aldrig mødt en skizofren, hvis liv ikke havde drevet mig til vanvid, hvis jeg havde levet det. Ikke det liv, der er beskrevet i sygehusjournalen af mennesker, der ikke gider høre, hvordan det var. Men det liv, jeg hører om, når jeg langt om længe får at vide, hvad dette menneske har oplevet. Der er ikke tvivl: Jeg ville være lige så syg, og på nøjagtigt samme måde som denne patient. Og faktisk så har jeg aldrig arbejdet med en skizofren, uden på et eller andet tidspunkt at forlade en terapitime med følelsen, at, gode Gud, et menneske har levet på denne måde!" -Bertram Karon

om deres forståelse af krisen -

Joanne Greenberg: Jeg lavede en handel med min hjerne om at være skizofren.

Daniel Mackler: Om at blive skizofren?

J. G.: Ja.

D.M.: Så, du blev skizofren på grund af noget positivt?

J.G.: Ja.

D.M.: Kan du beskrive, hvad det positive var?

J.G.: Jeg byggede et fort.

D.M.: For at beskytte dig mod hvad?

J.G.: Hele verdenen.

"En af de ting, skizofreni gør, er at det redder dig fra den virkelige verdens trauma." -Joanne Greenberg

og om vejen igennem og ud af krisen, ved hjælp af intensiv psykoterapi og uden brug af neuroleptika.

Undervejs kommer filmen ind på såvel den udfordring, det er for terapeuten, at behandle "skizofreni" udelukkende med samtaleterapi -

"At arbejde med skizofrene udfordrer vores egen sans for os selv og vores væren på mange, mange måder. Og det kan somme tider være spændende, og somme tider kan det være ret så skræmmende. Nogle gange føler du, du er ved at miste forstanden." - Danielle Knafo

som den kvalitetsmæssige forskel mellem udfaldet af det medicinske "quick fix" på den ene, og det langvarige, hårde arbejde i terapien på den anden side -

"Forskellen mellem det før-medicinske og det medicinske tidsalder er, at når en patient var i stand til at tænke klart, blive stærkere, have tiltro, i den før-medicinske tid, kunne han være sikker, at han selv gjorde det. At det ikke var et medikament, der gjorde det for ham." -Ann-Louise Silver

"Når mennesker kan vokse igennem psykosen, kan igennem det dynamiske arbejde forstå, hvad der førte til sammenbruddet, og hvad der bidrager til den nye sammenhæng, giver det dem en stolthed i deres personlighed, og en fornemmelse af at være et centreret selv, der kan komme videre og takle udfordringer. Når et menneske føler sig holdt sammen af det tape, medicinen er, vil dette menneske være bange for at gå ud i regnvejret, af angst for, at regnen vasker tapen af, og mennesket ender tilbage på hospitalet." -Ann-Louise Silver

Take These Broken Wings er et stærkt og, især også igennem de videnskabelige fakta, Robert Whitaker bidrager med, veldokumenteret plædoyer for medicinfri behandling af psykoser som afgørende for varig, fuld recovery. Mens det er interviewsekvenserne med Joanne Greenberg og Catherine Penney, der er filmens mest overbevisende argument. Jeg tvivler ikke et sekund på Catherine Penney, når hun på spørgsmålet, om hun nogensinde er bange for, at blive psykotisk igen, svarer med et resolut: "Never."

I et tillægsinterview med Daniel Mackler selv, siger han, at "filmen godt kan give indtryk af, at psykoterapi er den eneste måde, hvorpå man kan recovere fra skizofreni." Men at han bestemt ikke tror, at det er sådan, og at alt fra virkeligt gode venner til sund ernæring kan hjælpe med recoveryen.

Ligesom nogle af de i filmen interviewede fagfolk, er Daniel Mackler medlem af The International Society for the Pychological Treatments of the Schizophrenias and Other Psychoses, ISPS, der også har en dansk afdeling, og hvis der er én ting, der virker en anelse forstyrrende på mig, så er det den gennemgående brug af begreberne "skizofreni", "skizofren" og "psykisk sygdom", som man også kan observere på ISPS' hjemmeside. Hvorfor anvende disse entydigt patologiserende begreber, når filosofien bag psykologisk hjælp, som både Catherine Penney og andre i filmen understreger, er at psykoser bør betragtes som en naturlig menneskelig reaktion, der ikke indeholder noget patologisk?

Men bortset fra dette lille irritationsmoment er Take These Broken Wings et must-see for alle, der på noget tidspunkt i deres liv kommer i kontakt med "skizofreni", på den ene eller anden måde. Og det er vist stort set alle mennesker, som Daniel Mackler siger.

Filmen kan bestilles via Daniel Mackler's hjemmeside, og med på DVD'en er der, udover interviewet med Daniel Mackler og 20 minutters fraklip, også to herlige sange: "Glory Medication" og "Little Bottles" - lyrics, guitar og sang: Daniel Mackler, manden med de mange talenter :)

Skytsengle og onde ånder

Efter jeg i lørdags havde givet Larry at forstå, at samtalen fra min side var afsluttet, følte jeg et stort behov for at rense ud, for at ryste den negativitet, der, på trods af at jeg var meget bevidst om dens tilstedeværen, og havde prøvet at holde den på afstand, alligevel havde ansamlet sig inde i mig, af, og genoplade batteriet med positiv energi.

En del af processen var at analysere det skete. Skriftligt. Men en meget vigtigere del var at rette min opmærksomhed mod noget, der kunne være en kilde af positiv energi.

Tidligere på dagen havde jeg set, at Jane havde lagt en ny video på YouTube. Den varer en hel time, og jeg havde ikke følt, at jeg havde ro nok til at koncentrere mig så længe, før jeg havde gennemanalyseret kommunikationen med Larry, og også min reaktion på ham, fra ende til anden. Så det nåede at blive sent, lørdag aften, før jeg endeligt så videoen. Og hvor var det godt, at jeg, selv om jeg var meget træt, gav mig til at kigge og lytte! Jeg blev glad og let og blød igen af at se videoen. Det er måske den bedste af alle hendes videoer, jeg har set indtil nu.

Videoen "meditation experience and spiritual possession" handler om en meget speciel meditationsoplevelse, Jane har haft tilbage i år 2000.

Jane har brugt meditation, tai chi, chi gung, etc. mere eller mindre hele sit liv, og arbejder i dag som lærer på området. Jane har dog også en meget, meget mørk fortid præget af overgreb, først indenfor rammen af en, mildt sagt, dysfunktionel familie, senere indenfor rammerne af psykiatrien og diverse anbringelser. Hvis man vil vide, hvad "utilpassede" unge og voldelighed er lavet af, så skal man bare gå til Jane's hjemmeside og finde de autobiografiske indlæg, f.eks. dette hér. Det er dog ikke for sarte sjæle...

Efter mange år i systemet, der ikke havde bragt hende så meget som ét skridt videre mht. at få styr over sine problemer, der, tværtimod, ofte var et trauma oveni et trauma, besluttede hun, at prøve alternative tilgange til at komme ud af den onde cirkel af voldelighed, hun var havnet i. Og efter nogen tid med daglig meditation, tog hun i slutningen af 2000 fri fra sit job for at, i en periode, kunne bruge al sin tid på at "udforske sig selv", via meditation.

Hvis du er god til at forstå engelsk, så læs ikke videre hér! Gå til videoen og se den. Nu.

Hun havde spekuleret lidt på, om hun måske var besat, siden hun følte, at der både var den benhårde, voldelige, følelseskolde og af og til psykotiske Jane, men også, ganske vagt i det fjerne, men alligevel, et minde om en blød, varm, sårbar Jane. Hun havde også spekuleret i besættelsens baner, fordi den benhårde, voldelige og af og til psykotiske Jane blev ved med at dominere billedet, selv om hun var flyttet langt fra de benhårde, voldelige, følelseskolde og af og til psykose-fremkaldende omgivelser. Ja, og nu ville hun vide det. Hvis hun var besat, ville hun opspore og tilintetgøre ånden, hun var besat af. Hvis ikke...

Hun gav sig altså til at meditere, hele dagen, non-stop, dag efter dag. Hun helgarderede sig med 100% bevidsthed, så en eventuel ånd ikke kunne undslippe hendes opmærksomhed. Hun tog kun små, korte lur, indimellem, fordi faren for at en eventuel ånd ville benytte sig af søvnens ubevidsthed, uopmærksomhed, og undslippe hende, var for stor. Og så finkæmmede hun sig selv.

Hun fandt ingen ånd. Hun fandt sig selv. Med ét forstod hun, at hun havde selv skabt den benhårde, voldelige, følelseskolde og af og til psykotiske Jane for at beskytte den bløde, varme og sårbare Jane, så denne ikke skulle dø i de benhårde, voldelige, følelseskolde og af og til psykose-fremkaldende omgivelser, den havde været udsat for. Den benhårde, voldelige, følelseskolde og af og til psykotiske Jane var ikke en ond ånd. Den var ikke engang ond. Den havde bare været en meget nødvendig beskyttelsesmekanisme, ja, nærmest en "skytsengel". Den bløde, varme og sårbare Jane's skytsengel.

Jane havde en "enlightenment", den største i al den tid, hun har prakticeret meditation, som hun siger. Samtidigt med, at hun forstod, at alt det, der fandtes inde i hende, var hende selv, kunne hun også fra forståelsens øjeblik af acceptere og elske hele sig selv. Det var enden på lidelsen for hende. Og det lyser ud af denne vidunderlige video.