"Jeg lider mere end du!"

Sidste måned skrev jeg hvad jeg valgte at kalde for "ikke en recovery story" for Gianna's blog. Et udkast, der især mod slutningen bærer lidt præg af tidsnød og også af det faktum, at det jeg beskriver ikke er en afsluttet proces, og at jeg blev en smule forskrækket over, hvad jeg var ved at gøre. Jeg understreger i teksten meget kraftigt, at det jo "bare er en til livshistorie, ligesom alle de andre. (...) Den sædvanlige misere. Marian's version af den." Men samtidigt er det selvfølgeligt også en meget personlig fortælling. Personlig nok til at selve skriveprocessen til tider føltes noget grænseoverskridende, og det gjorde tanken om at lade historien få sit eget liv i cyberspace ikke mindre.

Som sagt, så er det et udkast. Før jeg poster historien på min egen blog, er der ændringer og især tilføjelser, jeg har tænkt mig at foretage.

En af tilføjelserne, jeg har i tankerne, angår spørgsmålet i hvilket omfang man egentligt kan sige, at jeg har været udsat for traumatiserende overgreb. Jeg har jo faktisk aldrig været udsat for fysisk vold/mishandling eller seksuelle overgreb. Og så har jeg vel egentligt ikke lidt nogen videre overlast?

Jeg kom til at tænke på det - atter en gang - her til aften, fordi jeg et sted i blogland stødte på et par formuleringer, der godt kan forstås som at overgreb, vold, mishandling nødvendigvis må være af fysisk, respektive seksuel, karakter for at kunne virke traumatiserende. Den ene formulering gik ud på, at der er nogle børn i verdenen, der via national lovgivning, der forbyder fysisk afstraffelse, er beskyttede mod vold. Den anden betegnede fysiske/seksuelle overgreb som "ordentlige" overgreb. Så, det vil sige, jeg har ikke oplevet vold i nogen form, fordi vold altid kun kan være af fysisk art, og jeg har ikke været udsat for "ordentlige" overgreb, da sådanne altså også kun kan regnes som "ordentlige", hvis de er af fysisk/seksuel karakter.

Med andre ord, verbale overgreb, såvel som den endnu mere "usynlige" vold i form af emotionelle overgreb, respektive emotionel svigt, er helt ok. De har ikke nogen videre traumatiserende virkning: Tag dig sammen, hold op med at jamre, og kom videre med dit liv!

Det er jo en udbred holdning. At det kun virkeligt gør ondt, når det gør ondt på kroppen.

Til alle dem, der er af denne opfattelse, kan jeg kun sige, at det har taget mig godt og vel fire årtier, at finde ud af, hvorfor det gjorde så forbandet ondt, hvorfor jeg ikke kunne tage mig sammen og komme videre med mit liv. Jeg havde ikke nogen blå mærker, blødende sår, ar, eller brækkede knogler, jeg kunne forholde mig til, sætte en finger på, og sige: derfor. Jeg havde kun det, der af alle blev set som moderlig omsorg og kærlighed. Og det kunne jeg dårligt sætte en finger på og sige: derfor.

Nogle fagfolk er ved at få øjnene op for, at emotionel, psykologisk svigt/mishandling kan have lige så alvorlige følger som fysiske, respektive seksuelle overgreb. Enkelte mener endda, at emotionel omsorgssvigt er mere alvorligt, end fysiske og seksuelle overgreb. Netop fordi emotionel vold ikke efterlader nogen ar, er så usynlig, både for omgivelserne, og ikke sjældent også for offeret selv.

Jeg er ikke meget for, at veje, måle og sammenligne, og sige, det ene gør mere ondt, end det andet. Jeg har ikke noget behov for, at lide mere end alle andre, og jeg kan ikke finde nogen fidus i, at gøre lidelse til en konkurrence. Men jeg tænker, at hvis vi ikke anerkender volden der hvor den finder sted, uanset i hvilken form, så kommer vi den aldrig til livs.

Depression - kulturelt fænomen eller arvelig hjernesygdom?

Her på DR2 Deadline/2. sektions hjemmeside kan man se Allan Holmgren på suverænt vis takle Tom Bolwig*. Bemærk også kommunikationen hinsides ordene: den åbne, selvsikre invitation til dialog vs. det usikre, defensive undvigelsesmanøver.

Lige så blidt, men også eftertrykkeligt, lader Allan Holmgren alle Tom Bolwigs forsøg på at redde "depressionens" status som en arvelig, biologisk sygdom, uden nogen som helst årsagsforbindelse til kulturelle, samfundsmæssige forhold, falde til jorden.

Ærgerligt bare, at Allan Holmgren i hans imødekommenhed åbenbart ikke er bedre informeret, end at han siger god for en så skadelig og ineffektiv "behandling" som elektrochok. Her havde jeg ønsket mig, han helt havde undladt at decideret nævne "behandlings"muligheden.

Lidt ærgerligt også, at diskussionen, denne som så mange andre, ikke når videre ud over et af kulturelle, samfundsmæssige normer begrænset perspektiv. Noget, der specielt tydeligt kommer til udtryk, når værten Jes Stein Pedersen med den største selvfølge sætter lighedstegn mellem den moderne vestlige civilisation på den ene, og demokrati og respekt for individet på den anden side.
_______________

*Desværre er udsendelsen ikke længere tilgængeligt.

Take These Broken Wings - endnu en gang, og Bonnie's valg

Siden jeg var en smule uinspireret, da jeg skrev anmeldelsen af Take These Broken Wings i mandags, og siden jeg efterfølgende kom til at producere en lidt anderledes version, som jeg er noget mere glad for, til min engelske blog, følger her oversættelsen af denne, nyere version. Fulgt af et eksempel på, hvad en film som denne formår at bevirke.

Sidste måned postede Gianna en anmeldelse på sin blog, omhandlende Daniel Mackler's dokumentarfilm Take These Broken Wings. Recovery from Schizophrenia Without Medication.

Jeg kendte til Daniel Mackler's website, havde været der nogle gange, og var ikke i tvivl, at jeg måtte have fat i filmen. Den kunne kun være god.

Og god er den. Helt vildt god, faktisk! Filmen lægger sit hovedinteresse i at vise, at recovery fra det, psykiatrien kalder for "skizofreni", er muligt, at "skizofreni" ikke per definition er en livslang, kronisk sygdom, der kræver livslang - og i øvrigt ofte kronificerende - medicinering. Som filmen ser på de videnskabelige fakta, præsenteret af Robert Whitaker, Joanne Greenberg's og Catherine Penney's historier, fortalt af dem selv, og flere professionelles, som Peter Breggin, Ann-Louise Silver, Bertram Karon and Daniel Dorman, erfaringer, bliver det, atter en gang, tydeligt, at recovery, fuld recovery, fra "skizofreni" ikke bare er mulig, men faktisk noget, der burde forventes.



" 'Hvad har inspireret dig til at lave filmen Take These Broken Wings?'

'Hovedgrunden er at vise, at folk kan komme sig fra skizofreni. At det ikke er en livslang sygdom, at du ikke hænger på det. At det håbløse budskab, samfundet og det psykiatriske system og medierne kommer med, simpelthen ikke er sandt. Jeg vil bekæmpe det budskab. For, jeg er terapeut. Jeg har arbejdet med mange mennesker med skizofreni. Jeg har set adskillige komme sig. Og jeg har også set nogle mennesker ikke komme sig. Og jeg har undret mig: Hvorfor kommer de sig ikke? Og en af hovedårsagerne er, at disse mennesker er låst fast i deres tro på alt, hvad det psykiatriske system, alt hvad deres psykiater, deres kontaktperson, deres familier og medierne og alle de psykologibøger, de har læst, fortæller dem: at de ikke kan komme sig. Jeg ved, at det er en løgn, og jeg vil gøre mit bedste, for at afsløre den.' "

For mig var specielt to af de mange aspekter ved behandlingen og recoveryen, som Take These Broken Wings kommer ind på, interessante: kvalitetsforskellen mellem en recovery, der opnås uden brug af psykofarmaka, sammenlignet med en "recovery", der stadigt indbefatter brug af psykofarmaka - såfremt en recovery, der stadigt kræver vedligeholdelsesmedicinering, overhovedet kan kaldes for recovery - på den ene side,



"Når mennesker kan vokse igennem psykosen, når de, igennem det dynamiske arbejde, kan forstå, hvad der førte til sammenbruddet, og hvad der bidrager til den nye sammenhæng, giver det dem en stolthed i deres personlighed, og en fornemmelse af at være et centreret selv, der kan komme videre og takle udfordringer. Når et menneske føler sig holdt sammen af det tape, medicinen er, vil dette menneske være bange for at gå ud i regnvejret, af angst for, at regnen vasker tapen af, og mennesket ender tilbage på hospitalet."

og den grelle forskel mellem den behandling, der er standard i dag, og den slags hjælp for mennesker i krise, bl.a. Peter Breggin går ind for, på den anden:



"Nøglen til at hjælpe folk, det allervigtigste, er at hjælpe dem til at overkomme følelsen af hjælpeløshed. At hjælpe dem til at forstå, at de faktisk kan forstå tingene og træffe afgørelser og valg. Og du kan ikke gøre det, når du giver medicin. Fordi du siger til dem: 'Du kan ikke gøre det. Du har brug for et medikament.' Og det er meget trist, at vi ikke har steder, hvor folk kan tage hen og få omsorg. Som under den moralske æra i psykiatrien i det 18. og 19. århundrede, hvor vi havde sygehuse, specielt i England, hvor du kunne få den slags behandling, som en person som mig eller Loren Mosher ville give folk, der er meget forstyrret."

Hvad siger det mig om vores samfund generelt, om vores kulturs præferencer, at vi, på trods af en fundamental mangel på beviser for denne behandlings effektivitet, og på trods af, at alternativer, hvis effektivitet faktisk er bevist, ikke desto mindre bliver ved med at nærmest udelukkende behandle "de mest sårbare mennesker" (Peter Breggin) på den mest umennskelige måde man kan tænke sig?

Selv om filmen fokusserer på psykoterapi som behandling, nævner Daniel Mackler dog også, at den ikke er den eneste mulige vej til at opnå recovery fra "skizofreni". Alle veje fører til Rom, kunne man sige. Alle undtagen en.

Ligesom de fleste - om ikke alle - med "skizofreni" diagnosticerede menneskers livshistorie, så er også Joanne Greenberg's og Catherine Penney's historier historier om traumatiske barndomsoplevelser. Mens deres recoveryhistorier er historier om bevidstgørelsen, bearbejdningen og forståelsen af traumerne - og deres reaktioner på dem. Mens der altså er én vej, der mere effektivt end nogen anden undertrykker, ja endda reducerer bevidsthed og forståelse, og der viser sig, at være en blindgyde i det lange løb: livslang "vedligeholdelses"medicinering, kombineret med overbevisningen om, at "skizofreni" er en kronisk, biologisk hjernesygdom, forårsaget af en kemisk ubalance i transmitterstofskiftet, dens "symptomer" således værende helt uden betydning, og ikke værd, at blive gjort til genstand for en dybere, meningssøgende efterforskning - for eksempel vejledt og støttet af en psykoterapeut.



"Jeg gør ikke brug af den medicinske model. Jeg formulerer ikke nogen som helst diagnose overhovedet, når jeg sætter mig sammen med nogen. Jeg er ligeglad. Jeg tænker ikke engang på det. Jeg vil høre personens historie, og hvem vedkommende er, og hvad vedkommendes problemer er. Den medicinske model er en checkliste over symptomer, der så bliver samlet sammen i kategorier, og så behandlet som om det var et medicinsk problem. Som regel med medikamenter. Terapeuten kan være en pålidelig guide. En guide ind i sindet, ind i det forfærdende, og med hensyn til verdenens realiteter."

Take These Broken Wings er et brilliant plædoyer ikke bare for psykoterapi, men for alle alternative behandlingstilgange til kriser, der sigter mod forståelse snarere end mod den blotte undertrykkelse af "symptomer". Samtidigt klarer filmen, at navigere successrigt udenom fælderne af at polemisere mod psykiatrien og forherrlige kriser som sådan.



" 'Tror du, folk kan komme sig helt fra skizofreni og leve et liv uden nogen som helst medikamenter?'

'Absolut. For det første er der to måder, hvorpå du kan svare på dette spørgsmål. Den ene er: 'Jeg kender mange,' som du gør, 'der er blevet diagnosticeret med skizofreni, og der havde alvorlige, psykotiske episoder, der er kommet sig og ikke tager medikamenter.' Så, personlig erfaring siger dig, at det er muligt og kan ske. For det andet - og det er, hvad vi ikke ved noget om, vi glemmer det - hvis du ser på forskningslitteraturen er der... Recovery var endda almindelig. Og jeg mener recovery uden brug af medicin var almindelig. Før vi endte op med denne behandlingsmodel, der fortæller folk, at de skal tage medikamenter for livet, og at der ikke findes håb for, at de nogensinde vil komme sig. Tror du, unge psykiatere har hørt: 'Ved du, vi har fulgt skizofrenipatienter igennem 30 år, og vi har fundet ud af, at en tredjedel kommer sig helt. Nu er det sådan, at ingen af dem tog medikamenter. Så, hvad vi bør gøre, er at hjælpe folk til at trappe ud af deres medikamenter.' Fortæller man det til kandidater i psykiatrien? Ikke på vilkår."

Klipningen med sine forholdsvis hurtige skift mellem sekvenserne fra de forskellige interviews, der danner grundlag for Take These Broken Wings, dens subtile humor og poetiske billedvalg gør filmen også i kunstnerisk henseende til en fornøjelse at se.

Dokumentarens i mine øjne eneste svage punkt, den lidt uheldige terminologi, har jeg nævnt i mit forrige indlæg her på bloggen. Ligesom jeg har nævnt, at der findes en, acceptabel, om end stadigt ikke helt uproblematisk, forklaring på det. Jeg kan tilføje, at terminologien også blev valgt, for at gøre det nemmere at forstå for "ikke-indviede", hvad der er tale om. Hvilket dog heller ikke er helt uproblematisk. Men det er stof til et andet indlæg, og imidlertid er der også fyren i Washington Square Park, der siger: "Det er en gave, ikke en psykisk sygdom, en gave." Det er lige nøjagtigt hvad det er, ja.

Bestil filmen her, og se trailerne og flere klip på Daniel Mackler's YouTube channel.
_______________

Bonnie's valg

For godt og vel et år siden havde jeg en snarere ubehagelig diskussion med Kirsten Sefland (jeg tænker egentligt ikke, hun kan have noget imod, at blive nævnt ved navn, siden hun jo står offentligt frem med sine meninger), psykiatribruger og entusiastisk forsvarer af elektrochok og psykiatrisk "behandling" af livsproblemer generelt.

Jeg lagde ud med at bede Kirsten Sefland om at lade mig tilkomme hvad der måtte være af videnskabelige beviser for hendes påstande, mens jeg selv sendte hende adskillige links til studier og artikler, der underbyggede mine holdninger. Jeg fik aldrig så meget som et eneste link. Hvad jeg fik retur, var noget følelsesladede, tildels personlige angreb - flere, ja, og nej, jeg er bestemt heller ikke nogen engel; selv om jeg, stort set, bevarede roen under mail-korrespondencen, så gav jeg dog også i et vist omfang slip på den, da jeg skrev indlægget, jeg linker til foroven... - hvoraf det ene anklagede mig for at være én af de personer, på grund af hvilke "unge læger vælger psykiatrien fra som speciale". Jeg ønskede, det var sandt, men jeg tror nu, det er lidt for meget af æren, at antage, at mine skriverier her kunne have så stor indflydelse.

Der er imidlertid én, hvis værk har så stor indflydelse, som denne kommentar på Gianna's blog viser.

"Jeg så dit indlæg om Take These Broken Wings, jeg bestilte den med detsamme. Den var en af de afgørende faktorer for at jeg sagde mit job op, hvilket jeg havde overvejet i lang, lang tid. Jeg så den to gange, grinte, græd. Så den en tredje gang med min mand. Så tog jeg den med på arbejde, og viste den til nogle af mine forhenværende kollegaer...," skriver Bonnie, der altså nu har sagt sit job i psykiatrien op.

Og, medmindre man har tilstrækkeligt med frihed til at gøre tingene videstgående på ens egen måde, som for eksempel Rufus May har det, så er det, at forlade et system, der er såpas præget af mishandling og voldelighed som psykiatrien er det, vist også den eneste holdbare løsning på sigt. I hvert fald for den, der erkender mishandlingen og voldeligheden som den mishandling og den voldelighed de er.

Stærkt gået, Bonnie og Daniel!!!

Take These Broken Wings - Recovery fra skizofreni uden medicin

(For en redigeret, udvidet udgave af denne anmeldelse klik her.)

"Jeg er terapeut. Jeg har arbejdet med mange mennesker med skizofreni," siger Daniel Mackler, der arbejder som psykoterapeut i New York. "Jeg har set adskillige komme sig. Og jeg har også set nogle mennesker ikke komme sig. Og jeg har undret mig: Hvorfor kommer de sig ikke? Og en af hovedårsagerne er, at disse mennesker er låst fast i deres tro på alt, hvad det psykiatriske system, alt hvad deres psykiater, deres kontaktperson, deres familier og medierne og alle de psykologibøger, de har læst, fortæller dem: at de ikke kan komme sig. Jeg ved, at det er en løgn, og jeg vil gøre mit bedste, for at afsløre den."

Daniel Mackler har lavet dokumentarfilmen Take These Broken Wings. Filmen tager sit udgangspunkt i interviews med Joanne Greenberg, som de fleste nok bedre kender under hendes forfatterpseudonym Hannah Green, og Catherine Penney.

Take These Broken Wings, Trailer #1, Joanne Greenberg



Take These Broken Wings, Trailer #2, Catherine Penney



Skiftende mellem passager fra interviewene med Joanne Greenberg og Catherine Penney, med (i alternative kredse) internationalt anerkendte fagfolk som Daniel Dorman (Catherine Penney's terapeut), Peter Breggin, Albert Galves, Ann-Louise Silver, Bertram Karon og videnskabsjournalisten og forfatteren Robert Whitaker (Mad In America), og korte indslag fra interviews med tilfældige passanter i en park, fortæller filmen om årsagerne til både Joanne Greenberg's og Catherine Penney's krise, og kriser generelt -

"Jeg har aldrig mødt en skizofren, hvis liv ikke havde drevet mig til vanvid, hvis jeg havde levet det. Ikke det liv, der er beskrevet i sygehusjournalen af mennesker, der ikke gider høre, hvordan det var. Men det liv, jeg hører om, når jeg langt om længe får at vide, hvad dette menneske har oplevet. Der er ikke tvivl: Jeg ville være lige så syg, og på nøjagtigt samme måde som denne patient. Og faktisk så har jeg aldrig arbejdet med en skizofren, uden på et eller andet tidspunkt at forlade en terapitime med følelsen, at, gode Gud, et menneske har levet på denne måde!" -Bertram Karon

om deres forståelse af krisen -

Joanne Greenberg: Jeg lavede en handel med min hjerne om at være skizofren.

Daniel Mackler: Om at blive skizofren?

J. G.: Ja.

D.M.: Så, du blev skizofren på grund af noget positivt?

J.G.: Ja.

D.M.: Kan du beskrive, hvad det positive var?

J.G.: Jeg byggede et fort.

D.M.: For at beskytte dig mod hvad?

J.G.: Hele verdenen.

"En af de ting, skizofreni gør, er at det redder dig fra den virkelige verdens trauma." -Joanne Greenberg

og om vejen igennem og ud af krisen, ved hjælp af intensiv psykoterapi og uden brug af neuroleptika.

Undervejs kommer filmen ind på såvel den udfordring, det er for terapeuten, at behandle "skizofreni" udelukkende med samtaleterapi -

"At arbejde med skizofrene udfordrer vores egen sans for os selv og vores væren på mange, mange måder. Og det kan somme tider være spændende, og somme tider kan det være ret så skræmmende. Nogle gange føler du, du er ved at miste forstanden." - Danielle Knafo

som den kvalitetsmæssige forskel mellem udfaldet af det medicinske "quick fix" på den ene, og det langvarige, hårde arbejde i terapien på den anden side -

"Forskellen mellem det før-medicinske og det medicinske tidsalder er, at når en patient var i stand til at tænke klart, blive stærkere, have tiltro, i den før-medicinske tid, kunne han være sikker, at han selv gjorde det. At det ikke var et medikament, der gjorde det for ham." -Ann-Louise Silver

"Når mennesker kan vokse igennem psykosen, kan igennem det dynamiske arbejde forstå, hvad der førte til sammenbruddet, og hvad der bidrager til den nye sammenhæng, giver det dem en stolthed i deres personlighed, og en fornemmelse af at være et centreret selv, der kan komme videre og takle udfordringer. Når et menneske føler sig holdt sammen af det tape, medicinen er, vil dette menneske være bange for at gå ud i regnvejret, af angst for, at regnen vasker tapen af, og mennesket ender tilbage på hospitalet." -Ann-Louise Silver

Take These Broken Wings er et stærkt og, især også igennem de videnskabelige fakta, Robert Whitaker bidrager med, veldokumenteret plædoyer for medicinfri behandling af psykoser som afgørende for varig, fuld recovery. Mens det er interviewsekvenserne med Joanne Greenberg og Catherine Penney, der er filmens mest overbevisende argument. Jeg tvivler ikke et sekund på Catherine Penney, når hun på spørgsmålet, om hun nogensinde er bange for, at blive psykotisk igen, svarer med et resolut: "Never."

I et tillægsinterview med Daniel Mackler selv, siger han, at "filmen godt kan give indtryk af, at psykoterapi er den eneste måde, hvorpå man kan recovere fra skizofreni." Men at han bestemt ikke tror, at det er sådan, og at alt fra virkeligt gode venner til sund ernæring kan hjælpe med recoveryen.

Ligesom nogle af de i filmen interviewede fagfolk, er Daniel Mackler medlem af The International Society for the Pychological Treatments of the Schizophrenias and Other Psychoses, ISPS, der også har en dansk afdeling, og hvis der er én ting, der virker en anelse forstyrrende på mig, så er det den gennemgående brug af begreberne "skizofreni", "skizofren" og "psykisk sygdom", som man også kan observere på ISPS' hjemmeside. Hvorfor anvende disse entydigt patologiserende begreber, når filosofien bag psykologisk hjælp, som både Catherine Penney og andre i filmen understreger, er at psykoser bør betragtes som en naturlig menneskelig reaktion, der ikke indeholder noget patologisk?

Men bortset fra dette lille irritationsmoment er Take These Broken Wings et must-see for alle, der på noget tidspunkt i deres liv kommer i kontakt med "skizofreni", på den ene eller anden måde. Og det er vist stort set alle mennesker, som Daniel Mackler siger.

Filmen kan bestilles via Daniel Mackler's hjemmeside, og med på DVD'en er der, udover interviewet med Daniel Mackler og 20 minutters fraklip, også to herlige sange: "Glory Medication" og "Little Bottles" - lyrics, guitar og sang: Daniel Mackler, manden med de mange talenter :)

Hvordan man skaber sin egen lidelse

Ja, så klarede jeg det atter en gang: at skabe en god gang lidelse for mig selv. Det er ellers også længe siden sidst, og var altså på tide. Hvis jeg ikke skulle ende med at få storhedsvanvid.

Hvordan gør man? Jo, man tager f.eks. en lille misforståelse omkring nogle friweekender, der gør, at man, i stedet for at få den friweekend, man egentligt havde tilgode, får en ekstra arbejdsweekend, og så ekspederer man sig selv ekspres - og selvfølgeligt inden man har gjort noget som helst for at opklare misforståelsen! - ind i offerrollen: "Dér kan du bare se, du er ikke værd, at blive taget det mindste hensyn til!" siger den lille stemme i hovedet. Og så kan man lige så godt give den hele armen, hvorfor nøjes med "halve løsninger", når man nu er kommet så godt fra start: "Du kan lige så godt forsvinde helt. Der er alligevel ikke nogen, der ser dig og altså vil komme til at savne dig." Så skal man bare gå helhjertet ind i identifikationen med offerrollen. Den offerrolle, man måske nok befandt sig i en gang i tidernes morgen, da man faktisk, og mere eller mindre konsekvent, blev overset, men som man altså hér og nu kun behøves at befinde sig i i det omfang som man selv vælger at ignorere øjeblikket, og i stedet for vælger at identificere sig med tidernes morgen. Man skal bare vælge at identificere sig med sin egen fortid, sin historie - som offer. Så er den hjemme.

Den side af egoet, som Eckhart Tolle kalder for "Pain Body" ææælsker den slags. Hvis ingen ser mig, hvis jeg er så usynlig, ubetydelig, at ingen bemærker mig, tager hensyn til mig, hvis jeg, i andres øjne, ikke er nogen/noget, så kan jeg vel altid gribe til lidelsen som et sidste halmstrå og blive (gøre mig selv) til "offeret", ikke? En hel lørdag aften tilbragt i skønneste ego-identifikation ("Jeg er min historie - som offer, ja!"), og altså i dyb lidelse, og den halve søndag med. Hurra for det! Jeg klarede det næsten til den helt store guldmedalje. "Stemmer", momentane "tankeforstyrrelser", glimt af "vrangforestillinger", og lejlighedsvise fulde stop. (Mens alt dette, og især det, jeg kalder for "fuld stop", afholdt mig fra at få opklaret misforståelsen, siden det afholder mig fra stort set enhver aktivitet, og således effektivt sørger for, at jeg uforstyrret kan fortsætte med at lide.) Lidt af hvert. Jeg var ikke ude at dykke. Jeg var ved at drukne. Mig selv i min selvskabte lidelse.

Jeg gik alligevel glip af guldmedaljen, druknede ikke, fordi jeg, inderst inde, godt var klar over, at jeg selv havde lagt møllestenen, der trak mig ned i lidelsen, det hér kæmpestore NEJ! til hér og nu, om halsen på mig. Så, jeg kunne vel bare tage den af igen. Siden jeg er sååå færdig med at drukne - mig selv, i min selvskabte lidelse. Og det gjorde jeg så, langt om længe, og ikke uden at også have prøvet at sætte et endnu større NEJ! ovenpå det første. Noget, der er velegnet til at give lidelsen en yderligt intensiverende dimension.

Jeg fortæller det hér, fordi jeg tit møder mennesker, der siger, at alt det, psykiatrien betegner som "symptomer" på "sygdom", "bare sker" for dem, pga. en størrelse udenfor dem selv, en "sygdom". At det befinder sig helt og aldeles udenfor deres kontrol, om det sker eller i hvilket omfang. Og, og dette er det springende punkt, at kontrol ikke kan opnås. I hvert fald ikke inde fra dem selv af. Allerhøjest udefra, ved hjælp af kemi, eller, i givet fald, elektricitet.

Emotionel lidelse ("psykisk sygdom"), ligemeget i hvilken form, og om end som oftest udløst af verdenen, skabes altid inde i én selv og af én selv, eller: i og af éns reaktive (på verdenen reagerende) ego. Enden på denne lidelse kan altså kun komme indefra. Med erkendelsen: "Din fortid har ingen magt over det nuværende øjeblik."

Det nuværende øjeblik

Diagnoser vs. livshistorier

Det hér følgende indlæg havde jeg oprindeligt skrevet til Outsiderens blog, hvor det kan ses hér. Den nedenstående version af indlægget er lettere redigeret og udvidet i forhold til originalen. Emnet "epidemi" relaterer til mit tidligere indlæg på Outsiderens blog "Er epidemien biologisk eller kulturel?" som (ikke) er en recension af E. Fuller Torreys bog "The Invisible Plague. The Rise of Mental Illness from 1750 to the Present". At jeg nævner katten i min kommentar til Giannas indlæg bunder i at Fuller Torrey har en teori om at nærkontakt med katte, især med deres efterladenskaber, kan forårsage "skizofreni"... Meget skal man høre før ørerne falder af, ja! Især fra Fuller Torreys side.


Diagnoser, livshistorier og lidt mere epidemi

Gianna har gjort det igen (herligt at se, at hun alligevel stadigt har ork til at komme med sine guldkorn!): skrevet et yderst tankevækkende indlæg til sin blog.

Apropos epidemi: ja, også antallet af voksne, der er stemplet "bipolar" er steget igennem de seneste ca. 15 år - i USA. Måske er den U.S.-amerikanske form for "bipolar lidelse" mere smitsom end den, der angriber mennesker i resten af verdenen?? En specielt smitsom variant af viruset?? Tør jeg tage turen (forhåbentligt til næste år!) og besøge netop nogle af de allermest kontaminerede steder som Freedom Center og MindFreedom under disse omstændigheder?? Jeg kan se alle Outsiderne rykke forskrækket tilbage:"Vig fra os indtil vi med sikkerhed ved, at du ikke er inficeret!" Og hvornår er det så mon? Når jeg en dag falder død om uden at have været det mindste "manisk"?? Hm.

Nu ser det dog imidlertid ud til, at det ikke så meget drejer sig om en epidemi mht. "bipolar lidelse", men derimod mere om en epidemi mht. hvad man vist godt kunne kalde"psykiatrisk bipolar-diagnosticeringsvanvid", en form for OCD, der, som navnet indikerer, udelukkende angriber psykiatere - i USA. Så, bare slap af, medmindre du er psykiater - og holder til over there!

Den U.S.-amerikanske "bipolar"-eksplosion ligger i en størrelsesorden på ca. 100%. Antallet af "bipolar"-diagnoser er altså fordoblet igennem de seneste 15 år. En nyere undersøgelse viser nu, at ca. 50% af de "bipolar"-diagnosticerede højest sandsynligvis er fejldiagnosticeret. Den faktiske "stigning" i antallet tilfælde af "bipolaritet" er dermed - regne regne - 0%. Jeg kan vist roligt tage turen...

Blandt mange andre tanker, vækkede Giannas indlæg for mit vedkommende en del tanker omkring stempling ("diagnosticering") som sådan, og jeg kommenterede:

"Stempler, tja, jeg er ikke officielt stemplet, men hvis, så var det "med sikkerhed" blevet til et "skiz"-stempel. Det hjalp i et enkelt henseende: igennem mit kendskab til de tanker og erfaringer, folk som Lacan, John Weir Perry, Laing og enhver anden, der nogensinde har prøvet at forstå hvad der virkeligt ligger til bunds for de problemer, psykiatrien ynder at stemple "skiz" (og det er så det - ingen videregående forståelse påkrævet) har nedfældet på papir, blev jeg endeligt sat i stand til at stille mig selv de rette spørgsmål og lære mig selv bedre at kende, hvilket på sin side bragte mig på vejen til reovery. I ethvert andet henseende oplever jeg stemplet som et overgreb på min menneskelighed. Faktisk var jeg, i en tilstand af akut følsomhed, ikke engang i stand til at skrive ordet ned (jeg kunne vitterligt ikke få pennen ned på papiret respektive trykke tasterne), for ikke at tale om at skulle høre på min terapeut sige det, uden at føle mig selv, eller: mit selv, reduceret til noget i nærheden af nul. Et trauma oveni et trauma.

Heller ikke hér: ingen familiehistorie mht. "galskab". Kun en grænseoverskridende, overkontrollerende mor (som jeg ikke har tilgivet: børn betyder ansvar, også det ansvar at man af og til, og især når det er ved at gå galt, gransker sine forældre-kvalifikationer kritisk), og en konfliktsky, fraværende far - den "klassiske" setting, om du vil. Men, åh, det havde jeg nær glemt: vi havde faktisk en kat!..."



Nu var min modvilje mod stemplet ikke undgået min terapeuts opmærksomhed. Vi ved jo allesammen, at "manglende sygdomsindsigt" er et udbredt "symptom" på netop denne "sygdom". Således også min terapeut. Ordet blev kun direkte udtalt nogle ganske få gange. Målet i denne, terapeuiske, sammenhæng var jo ikke, som desværre så ofte i en psykiatrisk sammenhæng, at få mig definitivt reduceret til noget i nærheden af nul.

Men: selvølgeligt skulle der også i denne, terapeutiske, sammenhæng checkes for og gerne opnås "sygdomsindsigt". Så min sjælefred på den front blev vedvarende forstyrret: "Hvad tror du, det kunne være?", "Tror du, det er noget alvorligt?" osv. i den duren. I ugevis holdt jeg stand: "Det ved jeg ikke.", "Aner jeg ikke." Mens jeg blev mere og mere irriteret: "Så hold dog op med at belemre mig! Sig det selv, hvis du synes, det absolut skal udtales!" Men næh nej, så ville vi jo ikke have opnået nogen "sygdomsindsigt", vel?!

Ca. samtidigt med, at jeg sad og bryggede på min kommentar til Giannas indlæg, sad også Pablo og skrev:

"(...) Alle har behov for at skabe en mening med deres liv. Mennesker er skabninger der bebor såvel tid som rum - andre skabninger lever meget mere i øjeblikket med kun lidt sans for for- og fremtid. Vi har behov for at skabe en topografi af tiden, et kort over livet, og det er vores historie. Herfra stammer vores fascination for historier og historiefortælling - fra dette behov for at kortlægge tiden og finde vores plads i den.

En diagnose er en erstatning for en personlig fortælling. Det er et forsøg på, at give nogen en historie når de ikke kan finde mening selv, men den er i sagens natur utilfredsstillende. Den placerer personen i en kasse og tilpasser individet til historien i stedet for at historien tilpasses individet. Del af recovery-processen er processen af at kræve din egen historie tilbage - den historie, der giver mening i dit liv, ikke i nogen andens. (...)"

Jeg vil gerne supplere Pablos kommentar med Grace Jacksons svar på Larry Simons spørgsmål efter årsagerne for, at emotionelle kriser så ofte ender i livslang, kronisk "sygdom". Ved siden af at nævne sociale og biologiske ("medicin"-relaterede) årsager taler Grace Jackson om psykologiske årsager til kronificeringen af krisetilstande: "...det kan blive meget attraktivt for et menneske, der ikke har nogen anden identitet i livet, eller nogen anden Mening - med stort M - en eksistentiel grund til at eksistere, at faktisk antage en rolle, der ikke bare giver mening for mennesket selv, men også for andre. Så, hvis jeg faktisk bliver vigtig for Nanny eller Chad, eller bliver vigtig i min familie, eller bliver vigtig for min psykiater, fordi jeg antager denne rolle, som alle siger jeg har, og hvis jeg får en bestemt værdi fordi jeg accepterer dette stempel, så har vi psykologiske årsager, der gør den [krisen] livslang, eller mere kronisk."

Iøvrigt er den U.S.-amerikanske psykologiprofessor Larry Simons indtil videre to interviews med den U.S.-amerikanske dissident-psykiater Grace Jackson virkelige highlights i hans også ellers meget interessante og anbefalelsesværdige række af radioblog-udsendelser "Stories We Live By". Find og nyd dem hér.

Irriteret, angst og vred og ude af stand til at skrive ordet ned blev jeg, fordi jeg, der hele mit liv havde levet andres historier, i netop det øjeblik, hvor jeg var begyndt at gøre krav på min egen historie, igen blev bedt om at leve en andens historie - og give afkald på min egen.

At kræve "sygdomsindsigt", som behandlingssytemet gør det, via identifikationen med et stempel, er detsamme som at kræve, at individet i krise reducerer sig selv til noget i nærheden af nul. Igen.

Jeg gav mig i sin tid. Det gjorde usigelig ondt. Selv om sammenhængen altså ikke engang var "officiel". Og selv om jeg inderst inde gjorde, som jeg altid havde gjort, når selvreducering, eller nærmere betegnet selvfornægtelse, var blevet krævet af mig, og råbte til mig selv: "NEJ!!!" Intet inderst inde nok så højt råbt nej kan gøre det skrevne ord uskrevet. Når jeg skriver, skriver jeg min egen historie. Og jeg havde måttet skrive ordet, og dermed en andens historie, ind i min egen historie. Atter en gang. Et Trauma oveni et trauma.