Sex og "psykisk sygdom"

Rossa Forbes fra Holistic Recovery from Schizophrenia har et interessant indlæg om "Psychiatric home remedies", det psykiatriske husapotek, på sin blog i dag. Dér kan man bl.a. læse, at en god orgasme kan virke traumeforløsende. Én ting er jo intellektuel bevidstgørelse og bearbejdning. Uden tvivl et vigtigt skridt på vejen. Men traumer har det med også at sætte sig i kroppen, ikke bare i tankerne. Og lige så vigtigt det er, at frigøre sindet fra de traumeskabte tankemønstre, lige så vigtigt er det, at mærke kroppen, og frigøre den fra de traumeskabte spændinger og blokeringer.

Rossas indlæg fik mig til at tænke på, at jeg, set i forhold til emnets status som nærmest tabu, ret ofte har hørt folk fortælle om en tiltaget libido under krisen. - Iøvrigt også et symptom på en Kundalinirejsning. - Ganske ligesom mange oplever, at de ikke kan lade være med at græde i ét væk. Også gråd virker traumeforløsende. Kroppen ved, hvad der skal til. Mens psykiatrien betegner både en øget libido og tilsyneladende umotiveret gråd som symptomer, der skal behandles med "medicin", der bl.a. har den "bi"virkning, at den reducerer libidoen, hvis den ikke helt gør den til en by i Rusland. Snak om "behandling", der forhindrer en løsning af krisen og dermed recovery. Også på dette niveau.

Nu er der nogle, der kræver, at det offentlige skal betale for deres bordelbesøg, når nu de er "psykisk syge", og derfor har svært ved at finde en partner, respektive ved at indgå et så nært forhold til et andet menneske, at sex kan komme på tale. Dertil kan jeg kun sige, at købesex er en "toxic mimicry" af naturlig sex, og således traumatiserende i sig selv. Har man ikke en partner, er der altid DIY-metoden. God fornøjelse! :)

The end of suffering - genes and schizophrenia

Jeg har oprindeligt skrevet dette indlæg for Gianna Kali's blog Beyond Meds. Siden det beskæftiger sig med et emne, der på det seneste, igen, har været i de danske medier, poster jeg det også her, omend på engelsk, da jeg egentligt ikke har lyst til at oversætte. Måske får jeg lyst til det på et senere tidspunkt, måske ikke. However, her er indlægget:

The end of suffering - genes and schizophrenia

"Det är synd om människorna," is an often quoted line from August Strindberg's A Dream Play. Translated into English, the line becomes: "Human beings are to be pitied," which is a correct literal translation. Nevertheless, it fails to capture the very essence of the Swedish original, and often leads to the misunderstanding that Strindberg intended to say, human beings were to be pitied because of the suffering that is - being human. No, human beings are not to be pitied because their suffering in the world is without comparison, inevitable, and sometimes even endless. They're not to be pitied because of the suffering that is both humanity's greatest challenge and its greatest gift at the same time. There's nothing in nature, human or other, that doesn't serve a purpose. And there's only one purpose: life.

Human beings are to be pitied because they fail to recognize and acknowledge this. Because they have made suffering their worst enemy, whom they fight with all their power and strength. Because they have waged war on nature, not least on their own nature, on themselves, on life. 

That is what Strindberg's line and A Dream Play, which Strindberg himself said was "the child of my greatest pain", as a whole is all about.

The Danish newspaper B.T., a tabloid, ran an article on Tuesday, September 1st, 2009, under the headline "Skizofrene fostre kan sorteres fra" - "Schizophrenic embryos can be screened out".

According to another article at the website of University of Copenhagen, "Genetic Causes of Schizophrenia", a group of European researchers has found chromosomal changes in individuals labelled with "schizophrenia", that they interpret to be the main cause of the "illness". Their research is now granted a fund of additionally 30 million Danish crowns, in part paid by Lundbeck, a Danish pharmaceutical company, specializing in drugs for the "treatment" of "mental illnesses", Alzheimer's and Parkinson's disease. Cipralex/Lexapro is a Lundbeck-product, as is Serdolect, a lesser known "atypical antipsychotic", in part by the Danish National Advanced Technology Foundation, and the Danish Medical Research Council.

The additional funding is granted in order for the researchers to develop diagnostic tools, a new generation of drugs, targeting the mutated, "defect" chromosomes, and tools to screen embryos for the chromosome changes in question, so that parents to be can choose an abortion if the embryo shows these chromosome changes. 

The few critical voices that are heard here and there in the media don't go beyond questioning if it is "ethical" to screen out and dispose of embryos, that may or may not actually develop "schizophrenia" later in life, since the researchers admit, that it takes more than the identified mutated chromosomes for the "illness" to manifest. They also have found the specific chromosome changes in individuals who are not labelled, and do not display signs of the "illness", just as they found labelled individuals without the changes. So, basically, the results are not significantly different from what we have seen this kind of research conjure up so many times in the past.

Which obviously is significantly different, increased, once more, is our culture's belief in Social-Darwinism, and eugenic weapons in its war against our existential suffering, against our own nature. Because what the researchers really have found is not the cause of any biological brain disease, but the formal, biological effects of the challenges, humanity faces: social injustice, violence, abuse, exploitation, alienation...

At least since Paul Hammersley and John Read's meta study, we all know, that most people who are labelled with "schizophrenia", are survivors of abuse. And while Hammersley and Read concentrated on physical and sexual abuse, abuse has many faces. Most of what our culture values as "normal" in fact is unnatural, actually alienating us from (our) nature. It is a "toxic mimicry" of nature, to use Derrick Jensen's terminology. To expect our nature to submit to this toxic mimicry without resistance, and deny itself, is a kind of abuse. We're all traumatized by this abuse. It's what the Fall Of Man refers to. No one is innocent.

What we also know by now is that childhood trauma can change both neuronal pathways in the brain and genes. Like all form in this world, also genes react and adapt to the environment they're surrounded and influenced by. The form, our body and also our genes, is always a symbol, a sign, a "symptom", reflecting on a formal level whatever formal, existential, spiritual, psychological, social, etc. challenges we face by reacting to these challenges. A nonreactive entity, if it is a human being, a person, or a single gene, is not fit to survive in this world as it is defenceless exposed to it's destructive abusiveness.

Mutated chromosomes are not the cause of anything. Neither of "schizophrenia". They are a symptom - of the challenges, the social injustice, the abuse, the alienation, the violence and destructiveness we face in this world.

We can try to eliminate our suffering, our reaction to the challenges that surround us, and to gene-manipulate respectively abort humanity into a state of nonreactivity. It will be exactly this, the abortion of humanity. As nonreactive to our environment we will no longer be able to survive. Nonreactivity to the challenges we face will allow this world's destructiveness to unrestrained destroy not only the basis for our biological survival, but, and even worse, since our biological survival depends on it, the basis for our spiritual survival, for the survival of what makes us human: our souls, our suffering souls. We can try. While the researchers, and everybody else, are positive to have found the cause of "schizophrenia", as long as there's one single alive human being left on this earth, they will react to the world. To eliminate existential suffering, we will have to eliminate humanity. Although the Nazis were extremely efficient, murdering people who suffered in the way that is labelled "schizophrenia", although they sterilized everybody whom they did not murder, preventing them from having children, the percentage of people who met the criteria for "schizophrenia" did not decrease in Nazi-Germany. The percentage of Jews did. Remarkably. What does this tell us about the "genetic causes of schizophrenia"?

In the meantime, it nevertheless looks like humanity won't rest until it has not overcome but eliminated suffering by perfectionizing its cultural nightmare's alienation and deadness. It looks like we will eliminate nature, both our own and that around us - and end up perfectly inhumane. The latest research on the "genetic causes of schizophrenia", and the consequences it inevitably will have, is another huge battle won in our war against ourselves, on our way toward a perfectly inhumane world.

So I ask: Is it "ethical" to eliminate life's greatest gift to humanity - humanity itself?

I know, that this is a controversial viewpoint. 'You want people to suffer?!' I hear you, with disbelief. Yes. I want people to suffer. So that they can become aware and conscious. So that they can wake up in the dream, wake up from our cultural nightmare's emotional alienation and deadness. So that they can overcome suffering, realizing that what they thought was their worst enemy in truth is their best friend. So that they can become alive, in the true meaning of the word.

You may accuse me of romanticizing suffering, of being detached from reality, having my head in the clouds. You wouldn't be the first to do so. I'll answer you, that I've suffered myself. Indescribably. And I still do suffer. From being an alive human being. I wouldn't want to trade that for anything in the whole wide world. Suffering isn't a - romantic - accessory to life. It is the incentive necessary to bring about change, to have us keep walking on the road of constant change. And only as long as we keep walking that road are we truly alive. Suffering is not a superfluous accessory to life. There's nothing superfluous, dispensable, in nature. And suffering is natural. It is life.

Giftige relationer, og en definition af kognitiv adfærdsterapi

Fra en mail til en ven, der arbejder som psykoterapeut:

"Jeg har tænkt lidt over det, efter jeg havde læst Gianna's indlæg om sagen [Gianna's indlæg indeholder hendes mail til hendes terapeut, hvori hun skriver, hvorfor hun stopper terapien]. Det forekommer mig som bare endnu et "symptom" på vor kulturs sygdom, dens gennemgående fremmedgørende dynamik, at vi skal betale for hjælpsomme menneskelige relationer, for forståelse og empati fra et andet menneske, og at der er en hel industri, der lever af at tilbyde noget, alle og enhver til enhver tid burde have omkostningsfri adgang til. Var det ikke Freud, der kom med kravet om at folk skal betale for den service, fordi det tvinger dem til at arbejde? Første skridt til "recovery". Ok, men så betyder "recovery" altså også tilpasning til det kapitalistiske system... Så, på en måde kunne man sige, at det får terapien til at gentage den dysfunktionelle, fremmedgørende dynamik, der har forårsaget krisen: "Det er ikke nok, at du er den, du er. Jeg lytter kun, hvis du betaler mig penge for det." - Hold da op, det må lyde forfærdeligt i en terapeuts ører! Jeg vil bestemt ikke få dig til at føle dig elendigt tilpas eller noget! Det er som det er. Desværre har vi hård brug for den terapeutiske industri. En hel del ville være nødt til at ændre sig, før vi kunne undvære den. Og jeg tror, de "gode" folk i business'en kan faktisk bidrage til at tingene ændrer sig, igennem deres arbejde - som de er nødt til at få betalt for, for at kunne overleve."

I mine øjne er det ikke så meget bestemte, gennem flere års studium lærte, teknikker, der virker helende, men simpelthen ægtheden i den mellemmenneskelige relation som sådan. Hvorvidt kan mellemmenneskelige relationer være ægte, når de baserer på, at der betales penge for dem? Er ikke også det en form for "toxic mimicry", en giftig efterligning, af hvad der ville være naturligt?
_______________

Kognitiv terapi - Glem overgrebene og opfør dig ordentligt!

Alison Hymes rammer atter en gang sømmet på hovedet når hun beskriver kognitiv adfærdsterapi: "...der deler brochurer ud og anvender CBT, også kendt som organiser din adfærd og lad være med at tænke på din fortid, blandt overgrebsofrene..."

They Don't Care About Us

Hugget fra Jan Olaf's blog:



Jan Olaf skriver: "The mental violations which the psychiatric system causes to persons are much more hidden than many other physical violations other systems do to other persons – but the mental violations caused by the forced psychiatric system are very real, they also – indeed!"

Det drejer sig ikke om hjælp eller omsorg eller hvad det måtte være, der nævnes for at dække over og retfærdiggøre. Det drejer sig udelukkende om magt og social kontrol. Ikke bare i Abdulle's tilfælde. Altid.

"Før man kan udnytte noget, er det første man må gøre, at gøre det tavs." -Derrick Jensen. Den med afstand mest effektive måde, at gøre udnyttelsens modstandere tavs, er at erklære dem for "sindssyge". Mere effektivt, end at slå modstanderen selv ihjel: at slå hans/hendes ord ihjel. Og så kan man i ro og mag bagefter slå ham/hende selv ihjel, mens ingen længere vil lytte til hans/hendes protester. Psykiatrien er totalitarismens mest effektive værktøj.
_______________

P.S.: "Stærke" billeder til hvad nogle nok vil synes er et lidt "stærkt" budskab. Men siden der nu er gået en uge uden at Sophie Løhde har korrigeret mig mht. min antagelse angående politikernes motiver for at indføre ambulant tvang, og i øvrigt også taget i betragtning, at også KU mener, det er helt i orden, at diskutere muligheden for at fratage i forvejen marginaliserede samfundsmedlemmer stemmeretten,tænker jeg, at alle, der synes det er for "stærkt", simpelthen "don't wanna see".

Moderne sportsridning - bæltefiksering af heste

Som man kunne se i TV2's LPS-reportage den 30. april i år, og som man stadigt kan se i videoen her, er det ikke kun mennesker, der viser følelser, der lægges i bælte, mishandles på det groveste og ydmyges. Nej. Vi er grundige. Vi mishandler, udnytter og bekæmper alt, der bare det fjerneste minder om naturen. Også hestene.

Bemærk Ulf Helgstrand's "argumentation" i videoen, der på kvalmeprovokerende vis minder om psykiatriske "eksperters" "argumentation", når det gælder om at forsvare deres fag: der mangler videnskabelige undersøgelser, der kunne bevise, at det er dyrplageri, at hive hestens hoved fra side til side og langt bagved lodret med vold og magt; siden hestene ikke kan tale menneskesprog (jf. med påstanden om, at når "psykisk syge" kritiserer den "behandling", de udsættes for, så er deres ord produkt af et sygt sind, og dermed ikke værd, at blive lyttet til), kan vi blive ved med at påstå, at de trives under mishandlingen - når de i desperation bukker, stejler, sparker og prøver, at spærre munden op, er det jo bare "unoder" (der skal bekæmpes ved hjælp af endnu mere mishandling, aka "korrekturridning"), ligesom enhver af et "psykisk sygt" menneske tilkendegivet "negativ" følelse er "udageren" (der skal bekæmpes ved hjælp af endnu mere mishandling, aka "behandling"); nu må vi endeligt ikke drukne i føleri! Som sagt, så mangler der videnskabeligt dokumentation for, at mishandlingen er skadeligt for hesten, og de fagfolk, der udtaler sig kritisk, er vel bare medlem af Scientology - eller øh, i hvert fald ikke lige så kloge, som Ulf Helgstrand selv, ikk'? Bemærk også Ulf Helgstrand's tydelige ubehag ved situationen, og hans forsøg på, at angribe både Susan Kærgård og TV2's journalister personligt. Også dette kendes jo kun alt for godt fra de psykiatriske "eksperter", når de konfronteres direkte med kendsgerningerne, f.eks. angående tvang.

Jeg har på egen krop og sjæl erfaret, hvad det vil sige, at blive mishandlet, udnyttet og ydmyget, at blive behandlet som et objekt, og det er uden tvivl derfor, at billeder, som de, der vises i TV2-videoen, får mig til at reagere. Det er uden tvivl derfor, at jeg somme tider dårligt kan klare, at skulle lukke foldlågen, for ikke at tale om boksdøren, bag en hest, et dyr, der hører til på de åbne stepper, og at jeg aldrig har betragtet det som en selvfølge, at en hest tolererer mig som sin rytter, men tværtimod føler, at jeg skylder den hest, jeg be'r om at bære mig på sin ryg, at aldrig nogensinde krænke dens værdighed. For eksempel ved at bruge vold og magt mod den. Måske skal man have været helt derude, hvor man er ved at miste sig selv, for at få respekt for livet i alle dets former?

Susan Kærgård har skrevet en meget tankevækkende og læsværdig kommentar i TV2's LPS-reportagens anledning, med mange gode pointer, ikke bare mht. heste og ridning: "Klarificering"

En til ubelejlig sandhed - som Al Gore ikke nævner

Så, i går var det "Jordens dag", og der er nok nogle, der, ligesom Gianna har benyttet lejligheden til at opfordre til recycling og genbrug, til at handle lokalt, gå, cykle, eller bruge kollektiv transport, osv. Det er da også meget fint, og jeg kan kun tilslutte mig opfordringen. - Selv om, pssst!, jeg også tænker, jo hurtigere

denne vores civilisation (smukt, ikk'?)







bliver historie, jo bedre...

Whatever. Hvad hele den hysteri med at give os privatpersoner dårligst mulig samvittighed over hver gang, vi starter bilen, eller tænder lys om aftenen, er meget egnet til at lade os glemme, er at USA's samlede befolkning (godt trehundrede millioner mennesker) kunne reducere det globale CO2-udslip med 21% - forudsat man fulgte anvisningerne i Al Gore's film til punkt og prikke, og forudsat, at al økonomisk vækst blev stoppet... - mens Exxon Mobil alene tegner ansvarligt for 5%:



Bare for at sætte tingene lidt i perspektiv.

Virkelighed og vrangforestillinger

Tre videoklip om den virkelige voldelighed - og et par tanker om normalitet.







Selv om jeg mener, hvad Derrick Jensen siger i de tre videoklip er enormt vigtigt: jeg orker ikke at oversætte. Jeg kan dog sige så meget - og det gør det måske lidt nemmere at forstå - at han taler om den voldelighed, vores civilisation er baseret på. Og om de fortrængnings-/fornægtelsesmekanismer, vi anvender, for ikke at skulle se vores egen voldelighed i øjnene.

Noget, jeg igen og igen lægger mærke til er, at det som oftest er mennesker, der har oplevet voldeligheden meget direkte, i meget koncentreret form, der opnår en bevidsthed og en forståelse af den, som Derrick Jensen og R.D. Laing for eksempel har/havde opnået den.

Det er virkeligt som om man skal helt derud først, hvor det bliver uudholdeligt, før man tør, at give afkald på alle vrangforestillingerne og se virkeligheden i øjnene. Og jo mere jeg tænker over det, jo mere tror jeg, at det at arbejde i psykiatrien faktisk er den ultimative beskyttelse mod at skulle se virkeligheden i øjnene, og give slip på vrangforestillingerne. Ubevidst så tæt på erkendelse, som man bare kan komme, uden at opnå den. Og samtidigt, bevidst, lysår fra den. Den ultimative sindssyge: normaliteten.

Lidt ucivil ulydighed

Inspireret af en bemærkning om gulerødder af Derrick Jensen - ja, jeg er "fan" af ham, hvis nogen stadigt skulle være i tvivl - her et par tanker om vold - og pacifisme.

Men først et klip fra et foredrag med Derrick Jensen:



Oversættelse af nogle citater fra videoklippet:

"Når jeg holder foredrag om spørgsmålet angående det, at slå tilbage, er publikumsreaktionerne ret så forudsigelige. De er at mainstream miljøaktivisterne og mainstream freds- og social-retfærdigheds-aktivisterne sætter op hvad jeg er begyndt at kalde et "Gandhi-skjold". De starter at sige ordene 'Martin Luther King, Dalai Lama, Gandhi' igen og igen, så hurtigt de kan, for at holde de onde tanker på afstand.

Og græsrods-miljøaktivister gør det samme. Og de kommer til mig efter foredraget og siger: 'Tak for at tale om det!'

Andre publikumer reagerer helt anderledes. Mange farvede, især fattige farvede, amerikanske indianere, mange småbønder, mange overlevere af vold i hjemmet, mange radikale miljøaktivister, mange fængselsindsatte har en helt anden måde at reagere på. De kigger på mig, som om de ville sige: 'Fortæl mig noget nyt, mand!'

Det gik op for mig, at forskellen er, at for de sidstnævnte grupper er vold ikke et eller andet spirituelt, abstrakt spørgsmål, der kan filosoferes over. den er simpelthen en del af livet, og den skal håndteres. (...)

Det gik op for mig, at, når jeg holder de her foredrag, så er reaktionerne af de dogmatiske pacifister forudsigelige, og de bruger alle de samme klichéer. (...)

Jeg vil nævne et par af deres antagelser: "Derrick, du skaber splid, du er så dualistisk. Du snakker om 'dem og os'. Du snakker om en fjende. Men der er ikke nogen fjende. Du snakker om at vinde og om at tabe...' Åh, for resten, ja, jeg vil vinde. Vi kommer til at vinde. Og hvad det at vinde betyder for mig, er at leve på en beboelig planet. (...) Og jeg svarer: 'Åh, så, hvad du siger er, at dualisme er dårlig, ikke-dualisme er god. Det siger du ikke. Jeg troede, det var på en måde symbolsk.'

En anden er: 'Ved du, Derrick, hvad vi åbenbart virkeligt må gøre, er at vi virkeligt må elske mere. (...) Fordi, hvis du virkeligt elsker, Derrick, hvis du elsker dybt, kan du aldrig så meget som tænke på, at slå tilbage.'

Jeg er uenig i, at kærlighed medfører pacifisme. Og jeg tænker, mor grizzlybjørn bakker mig op her. Jeg er opvokset på landet.Og i mit liv er jeg blevet angrebet af heste, køer, hunde, katte, høns, gæs (...), høge, ørne, kolibrier, edderkopper, mus, der troede, jeg ville angribe deres børn. Og hvis mor mus angriber nogen, der er 6.000 gange større end hende, og vinder, hvad fanden er der så forkert med os? (...)

Folk er forkert på den, når de siger at, hvis bare du elsker nok, slår du ikke tilbage. Men de har ret, når de siger, at hvad vi har brug for er mere kærlighed. Vi gør. Vi har brug for, at elske os selv. Hvis vi elsker os selv nok, finder vi os ikke i det her lort. Hvis vi elsker os selv, siger vi: 'Det her gør du bare ikke mod mig eller mod dem, jeg elsker.' (...)

En anden, de prøver at komme med, er at du ikke kan bruge mesterens redskaber til at nedbryde mesterens hus. (...) Jeg kan garantere et par ting. Én er, at dem, der siger det, aldrig har læst essayen det stammer fra. For det har intet med pacifisme at gøre. Hvad det går ud på er at vi behøver en mangfoldig tilgang til at nærme os mangfoldige problemstillinger. Det er alt, hvad Audre Lorde siger. Og det er, hvad vi taler om her.

Og det andet, jeg kan garantere, er at Audre Lorde aldrig har lavet byggearbejde. For det er en gyslig metafor. Det betyder intet, hvis redskaber du bruger. jeg kan bruge mine redskaber, jeg kan bruge dine redskaber, jeg kan bruge mesterens redskaber, jeg kan bruge min nevøs redskaber. En hammer er en hammer. Det er virkeligt dumt. Skal vi sige til Tecumseh: 'Undskyld, i kan ikke bruge de våben, i tog fra de hvide, for at holde dem fra at tage jeres land'? Nej. Nej, det er virkeligt dumt.

Min job som aktivist er ikke at være spirituelt ren. Jeg har (...) nul interesse i spirituel renhed. Det, der interesserer mig, er at konfrontere og afskaffe magt. Og jeg er fløjtende ligeglad med, hvordan jeg gør det.

Et andet problem med metaforen som den bruges er, at der forudsættes, at vold er et af mesterens redskaber. Dem, der har magten, prøver at fortælle os, at de ejer landet, at de ejer vandet, at de ejer genetisk materiale, at de ejer luften. Jeg vil være forbandet, hvis jeg også giver dem volden. De ejer den ikke. Og jeg tænker også her, at mor grizzlybjørn bakker mig op. (...)

Hvad jeg siger i det kapitel [et kapitel om vold i bogen A Language Older Than Words] er, at hvis du slår tilbage, (...) risikerer du, at blive som de er. Det er noget af det dummeste, jeg nogensinde har hørt i mit liv. Betyder det, at da Tecumseh slog tilbage, løb han risikoen at blive som dem, der stjal deres land? Betyder det, at kvinden, der slår sin voldtæktsmand ihjel, risikerer at blive voldtægtsforbryder? Betyder det, at tigeren, der dræber dyrepasseren, risikerer at blive dyrepasser? Det er totalt idiotisk.

En til kliché, de fyrer af. Det her er den værste... De siger altid, vold ikke fører nogen vegne. Det er obskønt. Hvis vold aldrig fører nogen vegne, så betyder det, at alle de afrikanere, der kom via mellempassagen, tilmeldte sig, hoppede ombord, og sagde: 'Lad os komme derover, og lad os arbejde i marken!' Hvad det betyder er at, da de hvide kom til denne kontinent [Amerika], sagde indianerne: 'Hey, vil i ha' noget land? Hér, i kan ha' det!'

Der findes et godt citat af Robin Morgan: 'Overalt i verden kan en hvilken som helst kvinde gå alene om natten, og hvis hun hører fodtrin bagved sig, har hun grund til at være bange.' Hun kalder det 'frygtens demokrati'. Mænds systematiske terrorisering af kvinder har forandret opførslen af halvdelen af den menneskelige befolkning. Fortæl mig ikke, at vold ikke fører nogen vegne. Vold er forfærdeligt effektiv. DET ER HVORFOR DE BRUGER DEN."
_______________

Den tyske komiker Otto Waalkes havde i 1970'erne en sketch i programmet, hvor han stod i køkkenet og tilberedte grøntsager. Humoren lå i, at han flåede og hakkede f.eks. en tomat med en attitude, hentet fra klichéen "sadistisk massemorder torturerer sit offer", mens han også gav tomaten en stemme... Hylende - morsomt. Eller er det?

Er det en anden slags voldelighed, når vi forsvarer os mod trusler og overgreb fra et andet menneske, end når vi flår og hakker en tomat, fordi vi er sultne? I begge tilfælde gælder det vores overlevelse. Og liv er liv. Menneske eller tomat. Hvis du tror, du kan leve fuldstændigt ikke-voldeligt, f.eks. ved at være vegetar/veganer, så, tro om! Vold mod planter er også vold. Og ved at godkende vold mod tomater, men ikke godkende vold mod dyr eller mennesker, vurderer vi faktisk tomatens liv som værende mindre værd end dyrenes og menneskers. Med hvilken ret? Hvem har udnævnt os til retmæssige dommere over alt liv på jorden?

Spørgsmålet er ikke så meget, hvem volden går ud over, som det er, hvad hensigten er med volden. Om det er selvforsvar/overlevelse (som f.eks. når Abdulle Ahmed forsvarer sig håndgribeligt mod psykiatriens overgreb), eller om det er tilfredsstillelse af egoets behov, der driver værket - f.eks. når egoet har behov for økonomisk profit, eller magt. Som f.eks. når vores samfund/Benedikte Volfing får et ego-kick ud af at mishandle Abdulle Ahmed - og jeg ved ikke hvor mange andre i samme situation - med i høj grad giftige, kemiske substanser (mens dette absolut groteske magtmisbrug sørger for, at farmaindustrien får sig et økonomisk ego-kick), efter at han er gjort forsvarsløs på alle niveauer. Ved bæltefiksering og ved at reelt fratage ham muligheden for legal bistand. Og det er i øvrigt det samme ego-kick, vi taler om, når det kommer til det, at indbilde folk, de lider af en kronisk hjernesygdom, og derved gøre dem afhængige af systemet: "Jeg alene ved, hvad der er godt for dig." Eller: "Tro ikke, at du er noget/nogen uden mig."

Så, hvis nogen synes, jeg måske af og til bruger lige lovligt "stærke" vendinger i min kritik af psykiatrien - og af vores civilisation: jeg gør det, fordi begge dele grundlæggende truer mit og alt andet liv. Selvforsvar.

Forleden postede jeg et kortere indlæg på min engelske blog, hvori jeg skrev, at jeg af og til er ganske så træt af "at høre folk forsvare - ja, forsvare! - psykiatere og deres fodfolk, og prøve at fortælle mig, at disse stakler jo virkeligt tror på, at de hjælper, at deres hovedinteresse virkeligt skulle være, at hjælpe folk i krise, at de virkeligt ikke aner, hvad (for en enormt stor skade) de gør, og at jeg, følgeligt, ikke kan have andet end "compassion" og tilgivelse og hvad det måtte være af den slags for dem".

De ved ikke hvad de gør??? Undskyld, men hvis det er tilfældet, så er disse mennesker altså både blinde, døve og dertil såpas mindrebegavede, at de, også set på denne måde, er til fare for både sig selv og andre.

De ved udmærket godt, hvad de gør. Men de ved også, at samfundet dækker - ubetinget - over dem, fordi det de gør, helt er i samfundets ånd og tjeneste. Ligesom det er helt i samfundets ånd og tjeneste, når vi føler skyld over at anklage samfundet for at mishandle os. For vi har vel selv bedt om det, med vores utilpassede adfærd, ikk'?! - For, det er jo ikke sådan, at de selv tror på den med hjernesygdom, gener og ubalancer i transmitterstofskiftet.

Ligesom Derrick Jensen, så spørger også jeg mig tit og ofte, hvad der mon skal til. Hvornår det mon er nok. Om det mon nogensinde er nok. Og så er det næste spørgsmål, om man kan håndtere volden. Om man kan skelne mellem selvforsvar og et hævngerrigt og magtsygt ego-trip. For, det er det sidste, der gør, at man bliver som det/de, man kæmper imod.

Minutviserens tyranni - Hvordan man normaliserer naturen

Jeg så i går et ganske interessant pogram på DR1. Af og til falder jeg for fristelsen og udsætter mig for propagandaboksens sansebombardement, mens det jo er dejligt, at man ikke behøves at de facto have en stor boks alene til formålet stående og forurene miljøet visuelt, men kan se f.eks. DR online :) "Kærlighed og kaos" hedder serien, der egentligt er norsk, på dansk, og her på NRKs site kan man læse om programmet, jeg så i går. Programmet ledte mine tanker, atter en gang, hen til Madness Radio-interviewet med Derrick Jensen.

Will Hall be'r Derrick Jensen i interviewet om at fortælle lidt om hans syn på skolens rolle, mht. at vi, af vores kultur, bliver "indoktrineret ind i en falsk realitet" - Will Hall.

"Det er noget, der er sandt for de fleste mennesker jeg kender: jeg har altid elsket at lære noget, og det er også noget, der er sandt for de fleste mennesker jeg kender: jeg har altid hadet skolen. Hvorfor er det sådan? Skolen klarer at fuldføre denne overordentlige bedrift, der er (...) at den får os til at ikke kunne lide at lære noget, til at ikke værdsætte denne proces."

Derrick Jensen fortæller så, at han altid har undret sig meget, hvorfor skolegangen tager så lang tid, mens den faktiske viden, der formidles igennem al den tid sagtens kunne formidles på meget, meget kortere tid. Til at starte med troede han, det var fordi man også, ved siden af at formidle viden, måtte slås med elevernes uvane at dagdrømme. En uvane, han selv dyrkede rigtigt meget, og han er bestemt ikke alene om det! Hvilket jeg ved af egen erfaring...

"Til sidst forstod jeg, at grunden til at skolegangen tager så lang tid er, at børn ikke opgiver deres vilje så nemt. Det tager så lang tid, at knække deres vilje i tilstrækkeligt omfang, så de er klare til at gå ind i et liv præget af beskæftigelser, der er meget lidt fornøjelige.

Og hvad er den vigtigste mekaniske ting i et klasseværelse? Det er minutviseren på uret. Fordi formålet er, at lære alle elever densamme bøn: 'Kære Gud, lad denne tingest bevæge sig hurtigere!' "

"Let's get to the future. Fast." (ved 04.00 i videoen) -Eckhart Tolle. Vor kulturs credo: "Lad os komme til fremtiden. Hurtigt."

Hér kommer så programmet, jeg så i går, ind i billedet. Programmet havde et indslag, der viste en samisk familie. En af sønnerne i familien fortalte, at han havde fået en opdragelse, han havde oplevet som meget fri. Familien havde f.eks. ingen faste spisetider. Når man var sulten, gik man og tog noget mad i køleskabet. Samerne er oprindeligt nomader, og jægere og samlere. Så: "Sulten? Gå og fang/find noget spiseligt." I køleskabet. Siden civilisationen som bekendt efterhånden også har indhentet samerne. Vi er jo allesammen oprindeligt nomader, og jægere og samlere. Samerne har bare klaret, at bibeholde denne livsform, den eneste i menneskets historie, der nogensinde har vist sig, at være bæredygtig, som Derrick Jensen for resten påpeger, i noget længere tid, end de fleste af os.

Nu hører man jo konstant, hvor vigtigt det angiveligt er, at ens hverdag har struktur. Faste spisetider, faste sengetider - som den samiske familie i programmet heller ikke dyrkede - faste ditten-tider, faste datten-tider. Især når det kommer til børn, men også til folk med emotionelle problemer, lader det til, at det at skulle undvære et ur, ville grænse til intet mindre end en katastrofe. Roden til alt ondt: at mennesker i krise f.eks. ofte mangler enhver struktur i deres hverdag. De spiser, når det falder dem ind, og de sover, når de er trætte. I stedet for på klokkeslættet.

Og så må man jo "hjælpe dem med at strukturere deres hverdag". Så må man hjælpe dem, med at finde sig i, at blive tyranniseret af klokkeslæt - og datoer. Siden klokkeslæt er hellige i vores civilisation. Og det at rebellere mod dem dermed er blasfemi. - I øvrigt en tanke, der gav mig både myrekryb og mareridt, den gang, jeg følte, en (ufrivillig) indlæggelse var en mulighed, der ikke helt kunne udelukkes. At jeg i givet fald - også - havde været underlagt denne form for tyranni igen.

Mit personlige forhold til klokkeslæt er, og har altid været, yderst ambivalent, for at sige det mildt. Bortset fra de indbyggede ure, der automatisk følger med en computer eller en mobiltelefon, ejer jeg f.eks. ikke noget ur. Jeg spiser, når jeg er sulten, og jeg går i seng, når jeg er træt. Og i øvrigt orienterer jeg mig ved dagslyset, der giver mig en god fornemmelse af, hvad "klokken" virkeligt er. Dvs. hvad jeg f.eks. stadigt kan nå at få gjort udenfor, før det bliver mørkt. Et ur har jeg kun brug for om morgenen, og primært i den periode af året, hvor det stadigt er mørkt udenfor, når jeg skal stå op for at komme på arbejde.

I modsætning af hvad der ellers påstås mht. struktur, oplever jeg klokkeslæt, vores kulturs hellige tidsstruktur, som stressende. Meget stressende. Og fremmedgørende. Og jeg kan egentligt også kun undre mig, at man på den ene side forguder klokkeslæt som uundværlige, i form af struktur i hverdagen, mens man på den anden side ikke møder andet, end mennesker, der konstant føler, at tiden løber fra dem, mens de halser efter, respektive at den går alt for langsomt. Klokkeslættets, minutviserens tyranni. "Let's get to the future. Fast."

Og siden denne diskussion på fyldepennen.dk, eller måske skulle jeg sige: denne limpind, som jeg hoppede på..., tog en drejning fra at handle om akutte kriser til at handle om "ADHD": Måden at reagere på skolens indoktrination er individuelt forskelligt, alt efter, hvad ens forebilleder tidligere har lært én, og hvad der har vist sig, at være effektiv for én. Nogle vælger at dagdrømme, som Derrick Jensen gjorde, og som jeg selv gjorde. Andre vælger at protestere mere åbenlyst. Ved at udvise adfærd, der så kan diagnosticeres som "ADHD".

Nu vil nogle nok indvende, at vores civilisation jo ikke kan fungere uden klokkeslæt. Ja, netop.
_______________

Hvor ikke andet er angivet, stammer citaterne fra Madness Radio-interviewet.

Hvor mange vilde dyr ser du? - Mere om vrangforestillinger, og noget om psykoser, civilisation, misbrug og dinosaurer

Da jeg forleden hørte om kvinden, der var blevet fundet i en skov i Schweiz, efter at hun havde været savnet i tolv år, kom jeg til at tænke på Madness Radio-interviewet med Derrick Jensen, som jeg også har citeret fra i mit sidste indlæg her, og lyttede altså til det igen, siden det er næsten et år siden, at jeg hørte det første gang. Hvor ikke andet er angivet, er citaterne taget fra Madness Radio-interviewet.

I tv2's nyhedsnotits hedder det: "Hun [kvinden, der blev fundet i skoven] kunne føre en almindelig samtale, men hun talte også om en mission, hun skulle fuldføre," (min fremhævelse) og videre, at hun "skal have et ordentligt sted at bo". Det gav mig anledning til at fundere over, hvorfor det egentligt skulle være en modsigelse - "men" - at kvinden kunne føre en almindelig samtale og at hun talte om sin mission. Ligesom det gav mig anledning til at se nærmere på, hvad det har med dette "ordentligt" på sig.

Af en artikel på sueddeutsche.de fremgår det, at myndighederne overvejede, at få kvinden indlagt på en psykiatrisk klinik, ganske som jeg havde anet. Heldigvis fortæller artiklen også, at man alligevel vil se bort fra en indlæggelse. Kvinden opfordres bare til at forlade skoven. Hun bliver altså hverken psykiatriseret eller anbragt i en eller anden "ordentlig" étværelses i en eller anden "ordentlig" 70'er-social-boligbyggeri-betonklods. Mirakler sker.

I min kommentar ovre på Different Thoughts skriver jeg også, at jeg har den dybeste respekt for kvindens mission, og at jeg ønskede, jeg selv "ikke var så spoleret af vores civilisation og/eller havde modet til at gøre noget så radikalt som det, denne kvinde har gjort." Jeg har mange gange været tæt på. Følt et "kald". Jeg har dog nøjedes med at flygte fra civilisationen indad, i stedet for også bogstaveligt at flygte ud af den. "Virkelighedsflugt" kaldes det. Og det er unormalt. Men er det virkeligt en virkelighedsflugt?
_______________

"Fra fødslens øjeblik af, når stenalderbabyen konfronteres med den 20. århundrede-mor, er babyen underkastet disse kræfter af vold, kaldt kærlighed, ligesom dens mor og far har været det før den. Disse kæfter er hovedsagligen beskæftiget med at ødelægge størsteparten af dens potentiale. Foretagendet er i det store og hele successfuldt." -R.D. Laing
_______________

Nytårsaften, som jeg tilbragte med min kollega, hendes kæreste og et par af deres venner, kom vi på et tidspunkt til at snakke musik. Få dage forinden var min kollega kommet forbi hos mig mens jeg sad og lyttede til Paul Van Dyk's remix af Ghostland/Sinéad O'Connor, Guide Me God for fuld udblæsning, og nu spurgte hun, hvad det egentligt havde været, jeg den dag havde siddet og lyttet til. Da jeg sagde: "Sinéad O'Connor", så hun spørgende på mig: "Hvem?" Det blev selvfølgeligt aftenens brøler, for min kollegas vedkommende, og griner for alle os andre. Alle vidste jo godt, hvem Sinéad O'Connor er. Alle undtagen min kollega altså. Og det ved "man" da, ikke? Ligesom "man" ved, om det er mandag, tirsdag eller fredag, hvad dato det er, og/eller hvad statsministeren hedder.

Det er vel bare normalt, at vide disse ting, ikke? Ligesom det er normalt, at sætte færdigretten i microovnen, hvor det tager maks fem minutter før den er transformeret fra frossen tilstand til rygende varm, chatte lidt med én, der bor godt 7.000 km langt væk i USA, og tage et varmt brusebad, selv om det kun har et par grader over nul udenfor.

Det er vel bare normalt, at bo i en firkantet betonæske, omgivet af flere firkantede betonæsker, der tilsammens udgør en firkantet betonklods, omgivet af andre firkantede betonklodser, indimellem dem firkantede og firkantet korttrimmede grønne pletter. Det er vel bare normalt, at kende forskellen mellem en Grand Vitara og en Grand Vitara Van, og vide, hvor langt de kører på literen, og det er da også helt normalt, at kunne høre om det er vaskemaskinen eller støvsugeren, der kører mens det er mindst lige så normalt, hvis man aldrig har hørt en musvåge skrige, og dårligt aner, hvad en sådan lever af, vel? Og det er da også helt normalt, at synes E 627 og E 631 smager delikat, mens man synes, det er helt vildt klamt, når musvågerne slås om et afdødt rådyr, ikke? - Ja, de spiser også større dyr, der er døde af en eller anden årsag, musvågerne. De recycler. Og de skriger. Også om natten.

Derrick Jensen opfordrer til et eksperiment i interviewet: Se dig omkring, der hvor du sidder, og læg mærke til hvor mange maskiner du ser i en radius af tre, fire meter omkring dig. Og læg så mærke til, hvor mange vilde dyr du ser i en radius af 30 meter omkring dig.

Det er vel bare normalt, at synes, det er unormalt, at vende microovnen, computeren, det varme vand fra hanen, betonæsken, blikkassen på fire hjul og alle E'erne ryggen, og f.eks. flytte ud i en skov. Ud til musvågerne og rådyrene. Uden avanceret trekkingudstyr. Eller uden at vende tilbage til microovnen og alt det andet, når E-ditten- og E-datten-forsyningerne i den avancerede trekkingudstyrs avancerede rygsæk slipper op. Ligesom det er normalt at synes, det er unormalt, når nogle reagerer med angst på civilisationens lyde og syn. På civilisationens øredøvende larm og store armbevægelser.

Blandt dyr betyder øredøvende larm og store armbevægelser én ting: fare på færde. Men siden mennesket er dyrene så meget overlegent, så nej, så må man altså som menneske ikke overreagere på øredøvende larm og store armbevægelser. Man må helst slet ikke reagere, andet end på den slags øredøvende larm og den slags store armbevægelser, som i vores kultur officielt er anerkendt som faresignaler. Medmindre man gerne vil blive stemplet som "unormal", må man altså lade som ingenting, helst sørge for, at blive såpas afstumpet, at man ikke en gang behøves at lade som om mere, men simpelthen ikke hører og ser støjen længere. Faktisk er blevet blind og døv. Så er man civiliseret, kultiveret. Og normal. At reagere på civilisationens støj er et symptom. På unormalhed.

Man må endeligt ikke lade sig forstyrre af dobbeltbudskaber, double binds, og lignende, påpege dem, og reagere forstyrret - og normaliteten forstyrrende - på dem. Naturen kender ikke til dobbeltbudskaber. Dobbeltbudskaber er et resultat af kulturen. Især af vores moderne, vestlige kultur. "R.D. Laing siger, at den første regel i dysfunktionelle familier er: Regel A er Du skal ikke. Regel A1 er Regel A eksisterer ikke, og Regel A2 er Diskutér aldrig eksistensen eller ikke-eksistensen af Reglerne A, A1 eller A2, så hvad det betyder er at du må tale om alt det du vil, undtagen om den voldelighed, du må lade som om ikke eksisterer. Det er hvordan alle dysfunktionelle familier foregiver ikke at være dysfunktionelle, de ignorerer ganske enkelt alle de meget åbenlyse ting lige foran næsen på dem." -Derrick Jensen, citeret i artiklen "Derrick Jensen on Sexual Abuse" Og det, der gælder for dysfunktionelle familier, gælder selvfølgeligt også i en større sammenhæng, for dysfunktionelle kulturer.

Man må heller ikke tro, at dyrene, planterne, floden, havet, skyerne, månen, naturen i det hele taget måske har et budskab til én. At de ved noget, der kunne være værd at lytte til. Og at naturen, gud, har udvalgt én til at høre dette budskab, denne visdom, og viderebringe det. At tro noget sådant, er et symptom. På unormalhed. "Før man kan udnytte noget, er det første man må gøre, at gøre det tavs. (...) Det har fra starten af været den fundamentale arrogance af denne kultur [den moderne, vestlige civilisation], at alt og alle er hér for os til at udnytte."

Og man må så afgjort ikke i passiv modstand trække sig tilbage, når civilisationen med al sin akustiske, visuelle og ideologiske støj truer med at tage lydhørheden fra én og kvæle éns menneskelighed, ens menneskelige natur, til fordel for normaliteten. Og man må endeligt heller ikke finde den ro og fordybelse, der skal til for at bevidstgøre og forstå. Tilbagetrækning er et symptom. På unormalhed. Og så skal man aktiveres. På et værested, for eksempel.

"Siden hvornår er du overfølsom overfor lyde?" blev jeg i sin tid spurgt. Jeg har aldrig nogensinde været overfølsom. Men jeg har altid været følsom overfor lyde. Og overfor store armbevægelser. Overfor støj. Overfor akustisk, visuel og ikke mindst også ideologisk støj. Jeg er nemlig liv. Ligesom al natur.

Det er vel også bare normalt, at vide hvem Brad og Angelina er, men ikke at ane, hvad ens nabo hedder. Og det er vist lige så normalt, at vide, hvad en pakke Senseo koster i Netto, Brugsen, eller hvor det nu er, man handler, men ikke at kunne nævne ti spiselige planter respektive svampe, der gror i en omkreds af hundrede meter af ens hjem.

Jo, det er helt normalt.

"Jeg taler om [ved foredrag], hvor sindssygt det er, at jeg ved hvem Brad og Angelina er (...) og at jeg på samme tid ikke kan nævne ti spiselige planter og svampe, der gror indenfor hundrede meter fra mit hjem."

Det kaldes for "fremmedgørelse". Fremmedgørelse fra den virkelige verden. Fra vores sande selv. Fra naturen. Fra livet. Og det er helt normalt. Og at være normal er vel detsamme som at være glad, ikke? (svar #19) Hvis man skal tro på, hvad "eksperterne" fortæller os, nemlig at med mindre vi er konstant og stabilt tilpas glade, så er vi diagnosticerbar defekte, unormale, så ja, så er normal detsamme som glad. Lige tilpas glad. For, når vi bliver for glade, duer det heller ikke. Så er vi "hypomane", eller simpelthen "maniske", alt efter hvor meget for glade vi er. Og så er vi altså også defekte, unormale.

Hverken i DSM'en eller i ICD-10, kapitel V, findes der en definition af "normalitet". Det vil sige, "normalitet" findes ikke. I hvert fald ikke i normalitetens egne øjne. Og for en gangs skyld rammer normaliteten dermed plet. "Normal" findes ikke. Normalitetens realitet er en vrangforestilling, en hallucination. En kollektiv massehallucination. "Normalitet" er et kunstigt konstrukt, konstrueret på basis af et forvrængt verdensbillede, på basis af en vrangforestilling, en fantasi, der tages som virkelighed. Normalitet er som at "gå ind i et ekkorum, hvor den eneste stemme du hører, er din egen", det vil sige civilisationens altoverdøvende stemme.

"Vi identificerer os mere med denne måde at leve [civilisationen], end med livet selv."

"Man kan også sige, at et menneske, som har en psykose, ikke kan skelne mellem fantasi og virkelighed. Evnen til at afgøre, hvad der er virkelighed, er forsvundet." -fra psyknet.dk

"Det er ikke muligt at overbevise patienten om det forkerte i vrangforestillingen." -fra psykiatrifonden.dk

"Normalitet", vores civilisation, er således en kollektiv massepsykose. Som nogle reagerer på. Naturligt. Man kunne måske godt sige, at det er naturen selv, der reagerer. Men siden vores kultur nu er så arrogant, at den tror, den er fuldstændigt hævet over naturen, siden den er så arrogant, at den tror, det, der udgør et kultiveret, civiliseret og normalt menneske er at dette menneske har overvundet naturen, sin natur, så betegner den naturens reaktion som "syg", "defekt". "Psykisk sygdom".

Jeg er enig med Derrick Jensen: Det er ikke "de sindssyge", der er sindssyge. Det er en kultur, der udnytter og mishandler naturen hensynsløst, og der betegner den som "sindssyg", når den reagerer naturligt på udnyttelsen og mishandlingen, der er sindssyg. - For, det der sker, de dynamiker, der er på spil, på et overordnet niveau, på verdensplan, er ikke andet end det, der sker i en familie, hvor der misbruges. - Og ligesom han, ser jeg at vores civilisations kamp mod naturen vil ende med, at mennesket som art går samme vej som dinosaurerne. Og, ja, som Derrick Jensen siger, det er faktisk meget, meget værre, det der sker i dag, end det, der skete i dinosaurernes dage. I modsætning til dinosaurerne har mennesket nemlig potentialet (teknologien) - og er godt i gang med - at tage en stor del af naturen med i faldet. Vi har faktisk teknologien til at tage hele planeten jord med i faldet.

Intet er for evigt. Ikke engang universet. Hvorfor skulle menneskeheden så være det? Ingen kan kæmpe mod naturen, mod livet, og vinde.

Skynd jer, at tænde for fjerneren, eller surfe lidt på nettet. Skynd jer, at spekulere over finanskrisen, klimakatastrofen, Gaza*, eller over Trine Michelsen - eller Brad og Angelina. Eller skynd jer på værestedet. Skynd jer, at få tankerne adspredt af den kollektive massepsykoses vrangforestillinger, og afledt fra virkeligheden. Skynd jer, at flygte fra den virkelige virkelighed. Hvis i ikke vil betragtes som unormale.

"What the age needs is awakening." -Kierkegaard. (Desværre har jeg ikke lige det danske originalcitat her.)
_______________

*Misforstå mig ikke. Selvfølgeligt er det vigtigt at se på ting som finanskrisen, klimakatastrofen, og ikke mindst Gaza. Et problem ser jeg dog, når det, der er enkelte brikker i det store puslespil, tages for hele billedet. Så bliver selv så forfærdelige ting som Gaza til dope, der mere hindrer os i at vågne op af den kollektive massepsykose, end at ruske os op.
_______________

Jeg kunne for resten rigtigt godt lide, at mine kommentarer til debatten på fyldepennen.dk, som jeg har kastet mig ud i de sidste par dage, blev betegnet som virkelighedsfjerne (svar #23). For nogle vil sikkert også dette indlæg, og mange andre her på bloggen, virke virkelighedsfjern. Jeg tager det imidlertid som et kompliment, da det jo viser mig, at jeg faktisk har formået, at fjerne mig tilstrækkeligt fra vor civilisations kollektive massepsykoses vrangforestillingsvirkelighed, til at det bemærkes.

"Jeg tror ikke på håb" - Nogle tanker om afmagt, håb og recovery

Der tales meget om håb. Lige nu, mens jeg skriver disse linier, sidder der rigtig mange mennesker verdenen over limet til TV-skærmen, og bevidner deres håb, personificeret i Barack Obama, overtage magten i USA. Mens også Obama selv taler om håb.

Magt - Den enes magt er den andens afmagt... Bare en tanke.

Håb er noget man har, når man identificerer sig som værende afmægtig, offeret.

"Jeg tror faktisk ikke på håb. Jeg tænker, at håb er en meget, meget, meget, meget dårlig ting. Fordi håb, hvad det virkeligt betyder, hvad det virkeligt er, er længsel efter en fremtid, som jeg ikke har indflydelse på. (...) Jeg håber ikke, at jeg spiser noget i dag. Jeg gør det. På den anden side, når jeg går ombord på et fly, håber jeg, det ikke styrter ned. Fordi, når først det er lettet, har jeg ikke længere nogen indflydelse." -Derrick Jensen, Madness Radio-interview "Environmental Insanity w/Author Derrick Jensen".

Håb ikke på, at Obama vil redde dig, og verdenen. Håb ikke på, at de professionelle vil løse dine problemer for dig. Håb ikke på fremtiden. Håb ikke på recovery. Vær. Nu.

Mere tvang i psykiatrien, tak!

Ja, det er jo klart, at "de psykisk syge" begår kriminalitet, fordi de alt for nemt slipper for at tage deres "medicin". Så, flere tvangsindlæggelser skal der til, mener Sundhedsstyrelsen ifølge denne artikel på politiken.dk. Flere tvangsindlæggelser, hvor mennesker i krise så igen kan blive tvunget til at sluge den "medicin", der allerede på kort sigt kan være meget invalidiserende for dem, og der på længere sigt afkorter deres liv med gennemsnitligt 25 år. Men hér, når vi taler om mennesker i krise, "de psykisk syge", der er så grundlæggende forskellige fra "normale" mennesker, at de knapt nok kan betegnes som "mennesker" overhovedet, taler vi selvfølgeligt ikke om "drab". Nej. Hér taler vi om "behandling".

Det påstås jo gerne, at især "skizofrene" har en tendense til at se tingene meget sort - hvidt. Jeg mener, man knapt finder grellere eksempel på sort-hvid-tænkning, end når man ser på systemets, politikernes (Özlem Cekic) og mediernes totale ignorance overfor spørgsmålet, hvorfor mennesker i krise vælger den eneste "behandling", systemet tilbyder i dag, fra. Man finder næppe mere udpræget sort-hvid-tænkning end i "behandlings"tilbuddet som sådan: "medicin" - eller ingenting. Mens systemets, politikernes og mediernes sort-hvide tunnelblik retfærdiggøres med det ikke mindre sort-hvide "argument", at fravælgelsen af det invalidiserende og langsomt men sikkert dræbende "behandlings"tilbud er et "sygdomssymptom", og bestemt ikke sund fornuft, som "de psykisk syge" selvsagt ikke ejer det mindste af. Kafka kunne ikke have "argumenteret" bedre.

Det er "[s]vært at se, hvem der har ansvaret", lyder en mellemrubrik af politiken.dk's artikel. Mens det dog er en selvfølge, at det ikke er mennesket i krise, der kan få lov til at tage det mindste ansvar for sig selv: "Patienterne må ikke sejle deres egen sø." Nej. De må ikke holde på deres menneskeret til at definere sig selv, deres egen oplevelse af krisen. De må ikke holde på deres menneskeret til at vælge invalidiserende og langsomt men sikkert dræbende "behandling" fra. Ellers kunne systemet, politikerne og medierne blive nødt til at tage skyklapperne af og lytte til disse "patienter", disse ikke-mennesker.

"Hvis man vil udnytte noget, er det første man skal gøre, at gøre det man vil udnytte tavs", siger miljøaktivisten og forfatteren Derrick Jensen i et interview med Will Hall. Og "[d]e begyndte med konklusionen og udfyldte så alle de tomme felter til spørgsmålene. Så, det var fuldstændigt drevet af behovet - eller ønsket - om at HAVE terrorister. Hvis du bygger antagelse på antagelse, kan du gå hvor som helst hen", siger forsvarsadvokaten William Swor i Adam Curtis' The Power of Nightmares, 3. del "The Shadows in the Cave", om den U.S.-amerikanske regerings konstruktion af terrorismen som en fare, stor nok til at retfærdiggøre bl.a. Irakkrigen.

På overfladen drejer det sig om økonomiske fordele. Ligesom biopsykiatriens "kamp mod 'psykisk sygdom' " ved hjælp af neuroleptika drejer sig om økonomiske fordele for både farmaindustrien og den enkelte psykiater. Ser man nærmere på det, drejer det sig dog også om helt andre end rent økonomiske fordele. Det drejer sig om den magt det giver, at udpege nogle "sorte får", og så selv fremstå som "frelseren" fra den fare, disse udpegede sorte får angiveligt udgør. Det giver både politisk magt, at kunne fremstå som frelseren i andres øjne, og det giver, måske endnu vigtigere, en fornemmelse af sikkerhed og kontrol i forhold til den egne, indre usikkerhed og mangel på kontrol, de egne, indre "terrorister", de egne, indre "psykisk syge", når man kan se sig selv som frelseren, bekræftet af andre. Jo større den egne, indre "terrorist", eller "psykisk syge", eller "indvandrer", jo større det egne, indre sorte får, jo større er behovet - det narcissistiske, i sit eget strålende hvide, pletfrie image forelskede - for at udpege andre som værende de sorte får. Og jo mere sorte er disse udpegede sorte får nødt til at blive tegnet. Så man trygt kan fornægte det egne, indre sorte får, og se sig selv som strålende og pletfrit hvid. Sort - hvidt. Det er heri, udnyttelsen ligger. Udnyttelse af andre som repræsentanter for det egne, indre sorte får. Projektioner.

Desværre er mekanismen selvdestruktiv. Den skaber terrorister, den skaber "de farlige andre". Fordi den, ved at kæmpe, føre krig mod disse andre, styrker dem. Terrorisme har aldrig før været et så stort problem, som det er i dag, efter den internationale politik, med USA i fronten, har erklæret terroristerne for at være samfundets sorte får nr. 1. Tæt fulgt af "de psykisk syge", indvandrerne, og andre minoriteter. Aldrig før er der blevet kæmpet mere og hjulpet, faktisk "frelst", mindre.

Derfor må de sorte får selv endeligt ikke lyttes til. Derfor må de sorte får ikke få en stemme, men må gøres tavse. Med rhetorik, propaganda - og meget gerne med invalidiserende og livsforkortende, dræbende "medicin". Når de sorte får ikke kan erklæres for direkte værende kriminelle, kan man altid forfølge og straffe dem under dækket af "hjælp", af "behandling". Og, om nødvendigt, hvis de sorte får prøver at emancipere sig fra at skulle tjene som de sorte får, med tvang.

Men selvfølgeligt er sådanne betragtninger intet andet, end et "sygdomssymptom", et "symptom" på "paranoia". Set med Kafka's øjne.