Bemærk Ulf Helgstrand's "argumentation" i videoen, der på kvalmeprovokerende vis minder om psykiatriske "eksperters" "argumentation", når det gælder om at forsvare deres fag: der mangler videnskabelige undersøgelser, der kunne bevise, at det er dyrplageri, at hive hestens hoved fra side til side og langt bagved lodret med vold og magt; siden hestene ikke kan tale menneskesprog (jf. med påstanden om, at når "psykisk syge" kritiserer den "behandling", de udsættes for, så er deres ord produkt af et sygt sind, og dermed ikke værd, at blive lyttet til), kan vi blive ved med at påstå, at de trives under mishandlingen - når de i desperation bukker, stejler, sparker og prøver, at spærre munden op, er det jo bare "unoder" (der skal bekæmpes ved hjælp af endnu mere mishandling, aka "korrekturridning"), ligesom enhver af et "psykisk sygt" menneske tilkendegivet "negativ" følelse er "udageren" (der skal bekæmpes ved hjælp af endnu mere mishandling, aka "behandling"); nu må vi endeligt ikke drukne i føleri! Som sagt, så mangler der videnskabeligt dokumentation for, at mishandlingen er skadeligt for hesten, og de fagfolk, der udtaler sig kritisk, er vel bare medlem af Scientology - eller øh, i hvert fald ikke lige så kloge, som Ulf Helgstrand selv, ikk'? Bemærk også Ulf Helgstrand's tydelige ubehag ved situationen, og hans forsøg på, at angribe både Susan Kærgård og TV2's journalister personligt. Også dette kendes jo kun alt for godt fra de psykiatriske "eksperter", når de konfronteres direkte med kendsgerningerne, f.eks. angående tvang.
Jeg har på egen krop og sjæl erfaret, hvad det vil sige, at blive mishandlet, udnyttet og ydmyget, at blive behandlet som et objekt, og det er uden tvivl derfor, at billeder, som de, der vises i TV2-videoen, får mig til at reagere. Det er uden tvivl derfor, at jeg somme tider dårligt kan klare, at skulle lukke foldlågen, for ikke at tale om boksdøren, bag en hest, et dyr, der hører til på de åbne stepper, og at jeg aldrig har betragtet det som en selvfølge, at en hest tolererer mig som sin rytter, men tværtimod føler, at jeg skylder den hest, jeg be'r om at bære mig på sin ryg, at aldrig nogensinde krænke dens værdighed. For eksempel ved at bruge vold og magt mod den. Måske skal man have været helt derude, hvor man er ved at miste sig selv, for at få respekt for livet i alle dets former?
Susan Kærgård har skrevet en meget tankevækkende og læsværdig kommentar i TV2's LPS-reportagens anledning, med mange gode pointer, ikke bare mht. heste og ridning: "Klarificering"
Opslag
