...og lige et lille tillæg til CLG:

For den psykiatriske (og biopsykologiske) forskning er "empiri" et fremmedord. "Evidensbaseret" er ingen af de psykiatriske behandlingstiltag, med mindre man tilstræber, at gøre mennesker til grøntsager ved at kemisk respektive elektrisk reducere deres hjernekapacitet tilsvarende. I det tilfælde, og kun i det, er behandlingstiltagene "evidensbaserede"...

Til CLG, biopsykolog in spe

Det følgende er del af en debatkommentar, som gestaltede sig lidt problematisk at få sendt, da jeg konsekvent efter 2 minutter blev logget af sitet: DR debat, tråden om hjerneforskning. Dvs. at jeg flere gange sad og skev og skrev og skrev, for så at sende to linier... Den slags problemer har jeg simpelthen ikke tålmodighed til, hvorfor jeg vil lade CLG tilkomme resten af mit svar via denne blog.

Du har ret i, at det kan være og er for mange en lettelse, at kunne give "dårlige gener" skylden. I første omgang i hvert fald. Ved andet øjekast bliver det til en fatal fælde, fordi man ikke ændrer sådan lige på sine gener, dermed er udleveret til dem, mere eller mindre hjælpeløst og afhængigt af behandlingssytemet, og uden selv at kunne gøre andet, end at affinde sig med sin "skæbne": Make the best of a bad job! FULD recovery bliver en by i Rusland.

I sin selvbiografi "Auf der Spur des Morgensterns" siger den tyske psykiatrikritiks Grand Old Lady, og selv psykose- og psykiatrierfaren, Dorothea Buck, at hun godt er klar over, at der findes en del mennesker, der oplever psykofarmaka (og den tilhørende sygdomsteori) som hjælpfulde. "Men", spørger hun videre, "hvad var der sket, hvis disse mennesker, første gang de reagerede med en psykotisk oplevelse på et emotionelt chok eller en eksistentiel krise (sic!), havde fået hjælp til at forstå og integrere denne oplevelse i deres liv, i stedet for at spalte den af fra sig selv som værende ene og alene 'syg'?"

Nej, folk skal bestemt ikke (yderligere) bebrejde sig selv! Men de er nødt til at tage ansvar for sig selv, også for deres "symptomer", deres "sygdom", og erkende, at også disse er dele af dem selv, deres selv. Det er hvad JEG betragter som at "arbejde realistisk med" nej, ikke sin "lidelse", men sig selv og sin problematik.

Er vi virkeligt nået så meget videre? Andet end mht. markedsføringen (og tilsløringen) af idéernes misbrug? Jeg kan ikke se det. Tværtimod. I dag er vi dér, hvor mennesker i krise selv ønsker og opsøger diskrimineringen ved at betegne sig selv som værende "psykisk syg", med en ubalance i hjernekemien og en defekt i generne. Formidabelt! Mht. mortalitet og sterilitet (Nazityskland/T4) henviser jeg her kun til de såkaldte "bivirkninger" af moderne psykofarmaka...

Genetiske årsager til adfærd: "Vi bliver allesammen født med et individuelt forskelligt temperament. Hvordan vi tackler livets udfordringer med dette vores specifikke temperament, er resultat af hvilke redskaber vi har fået med på vejen igennem vores opvækst." FORSKERNES nyeste erkendelse angående adfærd, som gælder "de normale", men åbenbart ikke mennesker i krise. Dobbeltmoral.

Kombination af terapi og psykofarmaka: For mig, ligesom for mange andre, var det af afgørende betydning, at kunne opleve mig selv og mine reaktioner ufiltreret. ALLE psykofarmaka filtrerer, nedsætter et menneskes reaktionsevner, tilslører ens egne reaktioner for en selv. Det er den ønskede effekt. Kombinationen terapi - "medicin" gør en løsning af problematiken meget svært, om ikke umuligt. I en sådan kombination KAN terapi ikke være andet, end en gang opdragelse - til at spise dygtigt sin daglige dosis neuroTOXINER, f.eks.

"A major objection to the use of anti-psychotic drugs in acute crisis situations is that because they are such powerful central nervous system suppressants they may well have the effect of PREVENTING crisis resolution. They are powerful enough to abort a psychological proces, which if supported and understood, would resolve itself in the context of a relationship." -Loren Mosher

Den udbredte anvendelse af terapi i kombination med "medicin" er ansvarlig for, at man i dag påstår, terapi alene ikke kan løse de mere alvorlige problemer. Sært og tankevækkende nok, kunne terapi det før psykofarmaka kom på markedet (1900-tallets "moral treatment"), og kan det stadigt i dag i settings som Soteria, Windhorse, Vestlaplandsmodellen og, f.eks., i min setting. Interessant er hér også, at disse tiltag opnår langt bedre resultater end den danske psykiatri og biopsykologi er i stand til at producere.

Man behandler eksistentielle kriser på stribevis med psykofarmaka: de såkaldte "skizofrene" eksistentielle kriser, f.eks. Jeg vil også give dig ret hér: det ER grotesk!

USA, Danmark, resten af verdenen - psykiatrien og biopsykologien er universelle fænomener. Desværre.

Psykologer udskriver ikke recepter, nej. Men de har en tavshedspligt, der er relativ, og dermed ikke en tavshedspligt som sådan. Hvilket KAN føre til frihedsberøvelse og anden tvang. Et virkeligt tillidsgrundlag! Og: psykologer befinder sig i en magtposition overfor deres klientel, hvilken de kan udnytte til at manipulere klientelet til at tage psykofarmaka.

Og apropos skader, så findes der i andre lande foreninger for "terapiskadede"...

Jeg ville ønske, at du forholdt dig lidt mere kritisk overfor den "viden", du får formidlet via dit studium, at du opsøgte uafhængig, ikke-mainstream-information, og at du, sidst men absolut ikke mindst!, gav dig til at LYTTE TIL DE (ikke kolonialiserede) ERFARNE! "Hvis du vil vide noget, spørg en erfaren, ikke en lærd." -Kinesisk. Men siden du nu åbenbart er så bidt af hjerneforskning, hvorfor så ikke gøre alle mennesker med psykiske problemer en kæmpetjeneste og blive neurolog i stedet for psykolog??

Selv har jeg været meget kritisk, læst diverse kloge afhandlinger og forskningsrapporter (hvilket jeg til stadighed dyrker: kend din fjemde!) , og var faktisk lige ved at hoppe på limpinden. Jeg kunne dog ikke få limpinden på nogen måde til at hænge sammen med MIN EGEN OPLEVELSE og min forståelse af denne. Terapien har bl.a. lært mig, at stole på mig selv, og dermed på MINE EGNE OPLEVELSER.

Nå ja, og her: Antidepresant Studies Unpublished lidt om "effektstudier"... ca. så "effektivt" som Eli Lilly/Zyprexa...

Den institutionaliserede vold

Sagen omkring Gaderummet har igen fået mig til at tænke på en "oplevelse", som jeg havde i 2001. Oplevelsen har aldrig rigtigt ville slippe mig igennem årene. Den blev meget aktuel for mig første gang igen, da jeg selv, få år efter, kom i en krisesituation, og i forlængelsen af denne, begyndte at se nærmere på, hvordan både det psykiatriske system, men også andre samfundssystemer, ja samfundet som sådant egentligt fungerer. Min beskæftigelse med sagen om Gaderummet har siden givet den en yderligere dimension. I forbindelse med en mail, jeg forleden fik, angående Gaderummet, ville den fortælles. Og nu vil den også gerne fortælles her, på bloggen.

Fra 1997 -2001, arbejdede jeg som ridelærer på en rideskole på Stevns. Vi havde nogle gange om ugen hold, der kom fra institutioner. Bl.a. fra Magnoliegården, Sivkær og Stevnsfortet. Med et par kortere afbrydelser, var der igennem alle årene en dreng med, der først boede på Sivkær og senere på Stevnsfortet: N.

Ja, han kom jo kun en gang om ugen, til ridetimen, men alligevel "tøede" han noget op overfor mig, lagde den seje facade lidt på hylden, når han var dér, især igennem det sidste år, hvor han var den eneste, der kom fra Stevnsfortet. Interssant var, at den straks var der igen, den seje facade, ligeså den, iøvrigt skiftende, pædagog kom, for at afhente ham. Det gik så fint, han red, og bagefter sad vi bare og snakkede, om alt mellem himmel og jord. Og, ja, vi røg da også et par smøger sammen, selv om jeg godt vidste, at N. ikke måtte ryge for pædagogerne. Han røg jo alligevel, og for mig at se var det den klart bedre løsning, at han gjorde det sammen med mig, end at han måske gemte sig et eller andet sted, for at kunne komme til det. Jeg er ikke meget for den slags gemmelege.

Så en dag kom én af pædagogerne for at fortælle, at nu kom N., som på den tid var 16, altså ikke mere. Han havde, ikke overraskende, som pædagogen udtrykte det, været én af "de værste" ved nogle voldsomme ødelæggelser, de unge havde foretaget på Stevnsfortet. Så nu kunne de altså ikke gøre mere for ham på Stevnsfortet. Jeg må have kigget lidt spørgende, i hvert fald erklærede pædagogen, med et træk på skuldrene, at N. jo var "sindssyg" og decideret farlig, så, nu var han sendt videre i systemet. Da havde jeg altså i godt og vel et år tilbragt ca. 1 1/2 time en gang om ugen i selskab med en "sindssyg", farlig (og iøvrigt efterhånden godt et hoved højere end mig selv) dreng. Og jeg havde ikke en eneste gang haft anledning til at frygte ham. Det grænsede til det umulige, at forestille mig, at N. skulle have været medansvalig for så voldsomme ødelæggelser. Han kunne da godt være ret livlig, nærmest falde af hesten af grin, når denne lavede et par krumspring, og fortælle lidt med arme og ben. Men voldelig?? Det skal måske nævnes, at jeg dengang ikke vidste ret meget om Stevnsfortet, andet end at det var en institution for "adfærdsvanskelige" børn og unge.

Jeg har ikke ord for at sige, hvor meget vrede og afmagt jeg følte (og stadigt føler, når jeg tænker på det), ikke bare over selve budskabet, men ikke mindst også over den attitude, det blev overbragt med, den ligegyldighed, det hér "bare ærgerligt for N., han kunne jo have opført sig ordentligt". Men det er jo sådan, institutionerne, systemet, hele vores samfund "fungerer". Og man kan vist ikke engang klandre systemets ansatte. Uden et vist, og faktisk ret så stort, mål af ligegyldighed (jeg er fristet til at skrive: afstumpethed), er det nok ikke til at holde ud, at arbejde i dette system. Alligevel spørger jeg mig, hvem er det egentligt, der er "sindssyg", ja farlig, hér?? Og jeg er sikker på, at havde Stevnsfortet (og alle systemets andre institutioner, for den sags skyld) været et "Gaderum" (i stedet for at være nærmest det diametralt modsatte), var det aldrig gået så galt, hverken for N. eller alle de mange andre, som det går på samme eller lignende måde for.

På Stevnsfortets hjemmeside læser jeg: "Stevnsfortet opererer på baggrund af lov om social service § 51, § 108 samt socialministeriets bekendtgørelse om magtanvendelse (bekendtgørelse nr. 1309 af 14. december 2004)." (Min fremhævelse) Og jeg tænker også hér: vold ("magtanvendelse") avler vold.

Bemærk iøvrigt ordvalget i citatet: "Stevnsfortet opererer...". Militærets angrebsstyrker plejer at operere. For eksempel.

Jønke og ordensmagten psykiatri

Her en lille bemærkning, eller to, om sagen angående Jønke. Sagen understreger noget så tydeligt psykiatriens rolle som ordensmagt. Man vil gerne af med Jønke. En for alle gange. Det kan ikke lade sig gøre så længe Jønke må betragtes som et fuldt tilregneligt menneske. Så længe han må betragtes som et sådant, har han ret til at forsvare sine handlinger og blive hørt. Denne (menneske)ret falder bort i det øjeblik, et menneske erklæres for værende "sindssyg". Til gengæld giver en sådan erklæring systemet ret til at kræve forvaring - på ubestemt tid. En sådan erklæring er lig med en domsafsigelse uden forudgående rettergang. Og den dømmende instans er i dette tilfælde ikke det juridiske system, men ordensmagten psykiatri, der ikke dømmer på grundlag af fakta, men på grundlag af subjektive, forudindtagede og ikke beviselige påstande efter mottoet: "Alt hvad du siger kan og vil blive brugt imod dig." Jønke og hans advokat har al grund til bekymring!

Og nej, jeg er ikke tilhænger af vold, og mener helt klart, at Jønke må stå til ansvar for sine handlinger. Men "vold avler vold" hedder det så træffende. Og det gælder for begge sider. At berøve et menneske sin ret til at blive hørt, er et overgreb på dette menneskes fundamentale menneskerettigheder og dermed vold. Helt bortset fra, at en psykiatrisk dom, der erklærer Jønke som værende "sindssyg", fratager ham enhver mulighed til at stå til ansvar for sine handlinger.

Pia's initiativ

Underskriftsindsamlingen for Gaderummet er Pia Qu's initiativ. Pia har ikke noget med Gaderummet at gøre, andet end at hun kender stedet og dets beboere igennem noget tid. Hun er hverken ansat eller bruger i Gaderummet, og har det heller ikke været på noget tidspunkt. Lige så lidt som jeg.

Jeg synes, det er ganske vigtigt, fordi det viser, at det altså ikke bare er folk, der har en beboer-baggrund, der engagerer sig for stedet og støtter op om det.

Gaderummet står for valgfrihed, for personlig frihed, for retten til forskellighed og selvbestemmelse, langt ud over psykiatriske/pædagogiske grænser. Det er et emne, der angår os alle. I morgen kan det være dig, der bliver udsat for systemets overgreb på din selvbestemmelsesret.

Selv har jeg altid troet mig i sikkerhed for den slags overgreb. Jeg lever jo i et demokratisk land, der respekterer menneskerettighederne fuld ud, ikke i en eller anden totalitært styret stat, ikke? Jeg blev imidlertid klogere...

"Hvis du har et forstand, kan du miste det", siger analytikeren Edward Podvoll mht. psykiske kriser. Det gælder på alle områder: hvad du har, kan du miste. Også din personlige frihed. Også i Danmark. Et lille "fejltrin", der bryder med samfundets uskrevne regler for hvad der bliver betragtet som værende acceptabelt, kan være nok. Der er ikke meget rum i de danske gader. Og der bliver mindre og mindre af det.

Åbent brev til Københavns Socialborgmester Mikkel Warming

Det nedenstående brev er i dag sendt til Københavns socialborgmester Mikkel Warming. Kopier er sendt per mail til Socialudvalget, Socialforvaltningen i Københavns Kommune og Velfærdsministeriet.


Ang.: Lukningen af "Gaderummet". Åbent brev til Mikkel Warming, Socialborgmester København (EL)


Kære Socialborgmester Mikkel Warming,

det er med stor skuffelse og bekymring, at jeg ser, at du åbenbart ikke skyr nogen midler til at gennemtvinge lukningen af "Gaderummet".

"Gaderummet" er for mange unge mennesker et sidste refugium, uden hvilket disse unge uvægerligt vil ende op i en psykiatri, der har vist sig ikke at være til hjælp for dem, eller på gaden, og ekstremt udsat for stofmisbrug og kriminalitet.

Må jeg minde dig om, at "Gaderummet" er et prisbelønnet projekt, netop fordi det har formået at yde behov-tilpasset hjælp til mennesker, der ellers ville stå uden hjælp overhovedet. Jeg taler af egen erfaring når jeg siger, at langt fra enhver er hjulpet af et system, der kun kender til én slags hjælp: den medicinske. Så længe der ikke eksisterer videnskabelige beviser for at et hvilket som helst psykologisk eller socialt problem er af medicinsk art, er det simpelthen udemokratisk, at ville påtvinge mennesker medicinske løsninger for disse problemer.

Endvidere, og som værende et faktum, har psykiatrien, i grel kontrast til alternativer som "Gaderummet", indtil i dag ikke formået at virkeligt løse nogle af disse problemer. Med dette sagt: at etablere en ny facilitet, under tæt opsyn af psykiatrien og i lige så tæt samarbejde med denne, er ikke noget alternativ. En sådan facilitet kan umuligt erstatte "Gaderummet".

Jeg er overbevist om, at de unge mennesker, der er tilknyttet "Gaderummet", absolut er i stand til at træffe deres egne valg. Ligesom alle os andre, har disse unge ret til selv at bestemme over deres liv, også til selv at bestemme, hvilken form for hjælp de ønsker.

Lukningen af "Gaderummet" lader dem uden et demokratisk valg. Den vil udsætte et yderligere antal unge mennesker for et liv på gaden, for stofmisbrug og kriminalitet. Jeg kan ikke tro, at det er, hvad du vil.

Jeg vil gøre, hvad der står i min magt, for at gøre et større, internationalt publikum opmærksom på denne sag.

Med venlig hilsen

Marian B. Goldstein
Medlem af MindFreedom International

Bevar Gaderummet

Her kan du se, hvad du kan gøre, for at hjælpe med at bevare Gaderummet.

Og her kan du tilføje din underskrift til Gaderummets egen underskriftsindsamling.

Gaderummet - ikke meget rum i de danske gader

Så var Gaderummet i nyhederne igen, her til aften. Og igen blev jeg vred. Noget så vred. Siden man ikke kan få bugt med de "skæve eksistenser", for hvem Gaderummet er holdepunktet i livet, ved at lukke for pengekassen, må man jo overveje at stævne.

Grunden til al balladen er, ifølge Gaderummets hjemmeside at Gaderummet ikke kan "indordne sig under psykiatrien". Indordne sig UNDER? Er det det, man i Danmark forstår under demokrati? At påtvinge mennesker med eksistentielle problemer, at deres problemer SKAL "løses" (hvis bare psykiatrien kunne LØSE nogen problemer!) på den eneste af øvrigheden godkendte måde: Ved hjælp af psykiatrisk "behandling", ved hjælp af bevidsthedsforandrende stoffer (i en psykiatrisk sammenhæng kaldt "psykofarmaka", ellers kaldt "narkotika", bemærk hykleriet!)?? Personligt er jeg af den opfattelse, at det intet har med demokrati at gøre.

Fra politikernes side forlyder det i aftenens nyhedsudsendelse, at man ønsker at etablere et nyt sted til de unge. Et sted, hvor behandlerne (de psykiatriske selvsagt) bedre kan komme til, for, der er jo unge, der har behov for medicinsk "behandling". Mon ikke, de unge, der ØNSKER medicinsk "behandling" af deres problemer, selv opsøger den? Selv kender jeg i hvert fald en del unge, der er hoppet på neurotransmitter-limpinden og glædeligt lader psykiatrien om at ødelægge deres hjerne og liv! Men klart, vi skal have fat i ALLE. Det går jo ikke an, at der er nogen derude, der lever et selvbestemt liv, der træffer deres egne valg, udenom systemets dogmer og indoktrinationer. Det går ikke an, at der findes nogen derude, der tænker deres egne, uafhængige tanker. Fagre nye verden eller Big Brother?? Først ungdomshuset, og så Gaderummet. Åbenbart stopper man ikke, før vi alle fungerer som "lonely robots"!

Støt Gaderummet: Arbejdernes Landsbank reg.5361,kontonr.0415718, eller Danske Bank reg.0274, kontonr.0766399.