"What we call 'normal' is a product of repression, denial, splitting, projection, introjection and other forms of destructive action on experience. It is radically estranged from the structure of being. The more one sees this, the more senseless it is to continue with generalized descriptions of supposedly specifically schizoid, schizophrenic, hysterical 'mechanisms.' There are forms of alienation that are relatively strange to statistically 'normal' forms of alienation. The 'normally' alienated person, by reason of the fact that he acts more or less like everyone else, is taken to be sane. Other forms of alienation that are out of step with the prevailing state of alienation are those that are labeled by the 'formal' majority as bad or mad." 

R. D. Laing, The Politics of Experience

søndag den 20. april 2008

I min egen skrift II

Diskussionen mellem Outsideren og mig var, selvfølgeligt, ikke afsluttet efter jeg havde svaret som citeret hér. Outsiderens opfølgende argument var, kort sagt, at det krævede et enkelt og tydeligt sprog, der rammer en størst mulig fællesnævner, for at få et budskab igennem. Og at dette budskab i sig selv skulle være enkelt og tydeligt, for at nå igennem.

For mig personligt er begrebet "budskab", anvendt på denne måde, i sig selv allerede problematisk. Kan der findes et andet "budskab" i en tekst end det, der tager form i læserens tanker under læsningen af teksten? Eller: Kan der overhovedet findes et overordnet budskab, uafhængigt fra læseren?

Eksistensen af et overordnet, uafhængigt budskab, forudsætter eksistensen af en overordnet, uafhængig tænkemåde. Uafhængig af individuelle forskelligheder og personlig udvikling. En snarere statisk, uforanderlig, fællesnævner.

Det er netop denne idé, jeg går imod. At skrive er for mig en proces, en bevidstgørende proces. Ligesom det at læse er det. Mens bevidsthed aldrig er en statisk, uforanderlig, tilstand, men i sig selv en proces, underkastet konstant forandring, et konstant frem og tilbage mellem død og tilblivelse.

Den 40-årige, hvide mands diskurs, den størst mulige fællesnævner, er en statisk, uforanderlig sådan. En diskurs, fastlåst mellem død og tilblivelse. Hvorved den bevidstgørende proces er fastlåst i densamme, ubevidste stagnation. Kun kørende rundt i cirkler, uden at nå nogen steder hen: "Vi trænger enklere og hurtigere procedurer for anvendelsen af tvangsbehandling." - "Hvorfor trænger vi enklere og hurtigere procedurer for anvendelsen af tvangsbehandling?" - "Fordi Søren sprang i havet og døde." - "Hvorfor sprang Søren i havet og døde?" - "Fordi vi trænger enklere og hurtigere procedurer for anvendelsen af tvangsbehandling." - "Hvorfor trænger vi...?" osv. osv., i al evighed. Mens svarene på begge spørgsmål er at finde langt hinsides for hvad den størst mulige fællesnævner nogensinde kan udforske. Psykologen Laurence Simon foretager på sin radioblog nogle yderligere, interessante betragtninger omkring denne form for tom, og al forståelse blokkerende, diskurs.

Jeg behøver vist for resten ikke at komme nærmere ind på, hvad jeg mener om Outsiderens seneste nummer... Den 40-årige, hvide mand vandt, atter en gang. Hér i form af en entusiastisk forsvarstale til fordel for en tvangsbehandling, der i sig selv er en manifestation af den mere end drabelige stagnation mellem død og muligt liv. Mens den individuelle, bevidstgørende proces, der ikke bare karakteriserer skrivning og læsning, men livet i sin helhed, tabte. Atter en gang.

Når mit budskab igennem?...

9 kommentarer:

tosommerfugle sagde ...

Hvis det der tager form i læserens tanker under læsningen er afgørende forskelligt fra hvad skribenten søger at formidle, hvem har så ansvaret?

Principielt kan det siges at den ideelle læser vil anstrenge sig for at forstå skribentens hensigt. I praksis beskriver dette kun en lille del af læserne. Og skribenten har ikke muligheden for at supplere "jamen, jeg mente ...".

Chancen for overensstemmelse øges derfor markant hvis skribenten prøver at fange læserens tankegang. Ikke den læser som allerede er med på hvad der menes, men den hvis tankeverden er så forskellig at umiddelbar forståelse ikke er realistisk.

I princippet stiller dette skribenten en uløselig opgave, men i praksis kan det lade sig gøre at komme et pænt stykke ad vejen.

Jeg er ikke blandt Outsiderens læsere, så hvad jeg skriver her er ikke møntet konkret på hvad der er skrevet, men mere abstrakt omkring skribentens problem med at sikre gorillaens synlighed :-)

Ellers bliver gorillaen blog til "tilfældig" billedstøj som ikke slår igennem.

Marian sagde ...

Som jeg ser det: skribenten har ansvaret for sin skrift, læseren for sin interpretation af samme.

Jeg er ikke helt enig: Den ideelle læser vil anstrenge sig, at udforske, hvad teksten betyder for ham/hende. I stedet for, hvad den evtl. har betydet for skribenten.

Forståelse af en tekst - ligesom forståelse af så meget andet, blandt andet mennesker - kan, som du skriver, ikke være ensbetydende med 100% overensstemmelse mellem skribentens og læserens tankegang. Hvorfor jeg finder det langt mere befriende (og tankevækkende) for begge parter, hvis teksten accepteres som det, den er.

Kun at koncentrere sig om, hvad skribentens budskab muligvis måtte være, kan måske også føre til, at man netop går glip af gorillaen?

Marian sagde ...

...men mht. journalisme har du nok ret. Journalisme er jo mere en slags tekstanalyse (situationsanalyse ud fra kolde fakta), på jagt efter skribentens (situationens) budskab, end en essay (spekulationer i diverse mulige og umulige retninger), på jagt efter betydningen for én selv. Jeg scorede altid dumpekaraktér for mine tekstanalyser i skolen: "Det var en tekstanalyse, der skulle skrives. Det hér er en essay. Desværre: 03."

Spørgsmålet for mig er bare, om det retfærdiggør en total udelukkelse af essay'en fra den journalistiske diskurs, eller om det måske kunne give den journalistiske diskurs en ekstra dimension, en udvidelse af horisonten, at tillade lidt essay hist og hér, og udfordre nogle grænser, der ellers gerne holder diskursen fastlåst i de veletablerede rammer: Vi burde have mere tvang. - Hvorfor burde vi have mere tvang? - Fordi folk dør.- Hvorfor dør folk? - Fordi vi burde have mere tvang. Osv. 42...

tosommerfugle sagde ...

Faktisk tænker jeg netop ikke på journalisme, hvor skribentens opgave er at formidle, være transparent, i stedet for at inspirere. Journalistens egen holdning er ikke det interessante for at forstå en nyhed. Med andre ord er den arketypiske journalistik menings-løs (ikke at forveksle med meningsløs). At praktisk journalist nogle gange alligevel inkluderer skribenten, er mest et fortælletekninsk trick. Men stadig hører en "skjult" essay ikke hjemme her, selv om det ikke kan ungås 100% at journalistens egen forståelsesramme præger vinklingen.

Jo, essayet (måske under former som klumme, kronik eller blog indlæg) er bestemt også spændende, ja helst mere spændende, men er netop noget væsensforskelligt. Her er det netop spændende med skribentens forståelsesramme som en integreret del af resultatet. Det er ikke sikkert at det er skribentens egen mening, men skriftet bør netop ikke søge journalistikkens menings-løshed. Dette gælder også selv om essayet indeholder aspekter af journalistisk karakter.

Så når vi taler om noget der ikke udgiver sig for at være journalistik, vil jeg netop holde fast i at den "gode læser" prøver at forstå skribentens forståelsesramme. Det giver et rigere grundlag for den reflektion som er det naturlige (og særdeles ønskværdige) næste skridt, måske i parallel. Jeg ser netop søgen efter forståelsesrammen en kardinal del af at acceptere teksten som den er, forstå den.

Men en mere almindelig læser som nøjes med en selvreflektiv læsning ser netop sjældent gorillaen, men kan få betydelig støtte af en skribent som kan få gorillaen til at brænde igennem, ruske læseren i øjenvipperne.

En typisk del af at læse er at have et filter oppe, klar til reaktionen "det her er ikke af betydning for mig". Det filter kræver fokus at banke hul i.

Marian sagde ...

Tror, vi taler lidt forbi hinanden - og mener egentligt detsamme. Jeg mener ikke journalisten XYs personlige holdning til tingene, når jeg snakker budskaber, der forsøges afkodet. Jeg mener netop budskabet fællesnævneren, som journalisten XY lige så godt eller -dårligt kan gentage (igen og igen) som journalisten YZ. Jeg mener den hér i manges (også journalisters) hoveder fastlåste tænkning i "normalitetens" (det etablerede samfunds og dets institutioners, f.eks. psykiatriens) fastlåste tankemønstre, der udelukker nytænkning, "visioner" (har et lille follow-up-indlæg på min engelske blog, som jeg vil oversætte senere), og nægter konsekvent gorillaens eksistens. Også overfor sig selv. Fordi der ikke må findes gorillaer i den etablerede normalitet. Som er defineret igennem sin etablerede (journalistiske) diskurs. Så kan man som læser have filteret oppe - skyklapperne på - eller ej, man vil ikke kunne få øje på gorillaen. når selve teksten fornægter dens eksistens. Hvilket er netop hvad jeg ser, Outsideren i det konkrete tilfælde gør - i skønneste overensstemmelse med det etablerede: psykiatrien.

Altså, hvis nogen skulle læse det hér udover tosommerfugle og mig: Det hér er gorillaen, vi snakker om.

tosommerfugle sagde ...

Problemet er at en skribent der ser gorillaen ofte sidder med en virkelighedsopfattelse som læseren ikke deler. Derfor bliver skribenten nødt til at tage udgangspunkt i en forventet virkelighedsopfattelse, i stedet for sin egen. Ellers forstås teksten ikke.

Det er ikke nok at sige at gorillaen er der, det er nødvendigt at hjælpe læseren med at finde den, udvide sin virkelighedsopfattelse. De færreste læsere vil gøre en ekstraordinær indsats for at se det uventede, med mindre skribenten leder dem.

Marian sagde ...

Næh nej, jeg bliver ikke svar skyldig ;), var bare lige fraværende et par dage.

Ja, helt enig. Men er det den tekst, der godt nok indholdsmæssigt prøver at fortælle om gorillaen, men stilistisk fornægter den, eller den, der stilistisk, metaforisk, afspejler gorillaen, selv om den måske indholdsmæssigt, efter almenhedens læsevaner, ikke ligefrem skærer ud i pap, der får gorillaen bedst frem? At skære ud i pap indeholder jo også tit den fare, at afgørende detaljer forsvinder. Det kan blive FOR enkelt, og begrænset.

tosommerfugle sagde ...

Detaljerne kan kun fanges af den som anerkender gorillaens tilstedeværelse. Og hvis stilen får læseren til at hæve paraderne, føle sig angrebet, bliver det til at læseren dropper teksten, eller konkluderer at skribenten ikke ved hvad det virkelig handler om. Zap.

Marian sagde ...

Det er netop hvorfor jeg så godt kan lide metaforik og antydninger - i stedet for skæren ud i pap (hvor man så ikke tør at sige sandheden alligevel, fordi det ville blive FOR provokerende).

Selv om jeg af og til kan blive ret så direkte, vil du dog have svært ved at tage mig i udsagn som: psykiatrien er noget værre l... Det ville ikke forklare noget som helst, bare provokere nogle og være vind i sejlene på andre: "Se hvad vi siger, de er virkeligt aggressive (=farlige), de sindssyge!". Forståeligt bliver det først, hvis jeg fortæller hvorfor jeg evtl. synes det. Og så behøves jeg ikke engang at sige det mere, skåret ud i pap, siden det allerede står i hvorfor'sene, mellem linierne.

Et udsagn som "psykiatrien er noget (osv.)" har jo i og for sig ingen gennemslagskraft. Det der har, er veldokumenteret, sagligt ytret argumentation, og det, der står mellem linierne, på en måde, der ikke åbenlyst angriber og dermed bringer læseren i en forsvarsposition fra starten af.

Men det er der altså nogen, der mener, at det bliver for indviklet for læseren at forstå, og at der skal skæres ud i pap, i enkelte hovedsætninger, ingen fremmedord og ikke for mange navne, tak! (Hvilket hver gang minder mig om "Amadeus" (filmen altså): "For mange noder"... - uden at jeg vil sammenligne mig med Mozart ;)