"What we call 'normal' is a product of repression, denial, splitting, projection, introjection and other forms of destructive action on experience. It is radically estranged from the structure of being. The more one sees this, the more senseless it is to continue with generalized descriptions of supposedly specifically schizoid, schizophrenic, hysterical 'mechanisms.' There are forms of alienation that are relatively strange to statistically 'normal' forms of alienation. The 'normally' alienated person, by reason of the fact that he acts more or less like everyone else, is taken to be sane. Other forms of alienation that are out of step with the prevailing state of alienation are those that are labeled by the 'formal' majority as bad or mad." 

R. D. Laing, The Politics of Experience

søndag den 6. april 2008

I min egen skrift

I næsten et år nu har jeg skrevet for Outsideren. Og det har været ok. Ok, ja. Ikke fantastisk, superfedt, oversejt. Fordi jeg for hver artikel, jeg arbejdede med, følte en noget uklar om end stærk modvilje mod at se min skrift blive redigeret i en grad, der nærmest omdannede den til en andens skrift. Både mht. stil og indhold - som efter min mening ikke kan adskilles fra hinanden.

Modviljens uklare årsag blev med ét meget klar og tydelig, da jeg læste en tekst af Karen Henninger om kategoriseringer, stereotyper og diskriminering, der ledte mine tanker tilbage til studiet af bl.a. Cixous, Irigaray, Kristeva etc. (Karen Henningers tekst er ikke åbent tilgængeligt på nettet).

Så, da jeg forleden blev spurgt, hvad der var vigtigst for mig, mit budskab eller min stil, faldt svaret således ud (hér i forkortet udgave):

God created man in His own image - Man created God in the image of "the 40-year-old, white male/man"

Er mit budskab vigtigst for mig, eller min stil?

Hvad er "min stil"? "Min stil" er mine ord er min diskurs er mig selv. Hvis jeg har et budskab, som er mit, kan jeg kun formidle det, ved at bruge mine ord. Budskabet bliver et andet, hvis jeg bruger en andens ord.

Eksempel: Karin Garde prøver på at bryde med psykiatriens (videnskabens, samfundets) paradigme "den 40-årige, hvide mand". Ved at bruge den 40-årige, hvide mands (psykiatriens, videnskabens, samfundets) diskurs (kategoriseringer, diagnoser). På forhånd dømt til at gå galt.

Nu dominerer "den 40-årige, hvide mand" ikke kun psykiatrien, videnskaben, politiken, samfundet. Han dominerer også journalistiken, medierne. Selvfølgeligt. Kvinden er langt fra så frigjort og kommet til sin ret, som mange tror. Fordi det ikke drejer sig om at erstatte "den 40-årige, hvide mand" med "den 35-årige, sorte kvinde". Denne fejltagelse forkerte f.eks. Laings bestræbelser til deres modsats. (Det var dog ikke ham selv, der begik fejlen, som i tilfældet Karin Garde. Det var hans kollegaer og efterfølgere.)

Hvis det ikke drejer sig om, at erstatte en stereotypi med en anden, hvad drejer det sig så om? Svaret ligger i spørgsmålet. Det drejer sig om, at erstatte "images", stereotypier, med levende mennesker.

Jeg har hele mit liv været fanget af, undertrykt af, er blevet diskrimineret af og nærmest berøvet mig selv af "den 40-årige, hvide mands" stereotypi (familie, skole, universitet, politik, samfund, medierne...). Jeg har ikke kunnet identificere mig med de til rådighed stående stereotyper. Marian har været såpas fanget i dem, at hun heller ikke havde mulighed, for at rebellere i kreativ, poetisk form, men måtte gribe til hvad "den 40-årige, hvide mand"s stedfortrædere i samfundet kalder selv-/destruktiv, psykotisk adfærd, men hvad egentligt bare er en Mariansk rebellion.

Tre kategorier: Objektivitet (videnskabeligt, politisk, journalistisk... "Det er jo helt diabetisk/demokratisk/by-line'sk"???), poetisk kreativitet ("Det er jo helt Kafkaesk!" Aha, hér er vi ved at nærme os noget, der ligner noget...), psykotisk destruktivitet ("Det er jo helt sindssygt, vanvittigt, skizofrent...!" Bingo, så er den hjemme!)

Jeg er ved at bevæge mig længere og længere væk fra kategorierne - hen til "Marian". Kan Outsideren rumme det "Marianske"? Eller: Kan et hvilket som helst mainstream medie rumme det menneskelige? (Dette er ikke et angreb på Outsideren som sådan. Det er et angreb på den vores tid dominerende diskurs - som Outsideren bare er en lille del af - i al almindelighed.)

Jeg har brug for, at komme lidt væk fra det. Det er for nedbrydende. (Sorry! Og se ovenfor: Ikke noget angreb på Outsideren som sådan!) Som sagt, så vil jeg gerne forsyne jer med nyt fra udlandet. Intet problem. Artikelmæssigt vil jeg gerne give en hånd med, når jeg kan. Researchmæssigt.

I don't wanna be no man's woman
I've other work I want to get done

-Sinéad O'Connor

(Sørgeligt, at hun alligevel skulle blive offer for det, hun rebellerede imod... Og heldigt, at det ikke skete før!)
_______________

Arrogant? Selvcentreret? Skørt?... Tja, i den 40-årige, hvide mands øjne er ethvert forsøg på, at skabe sig selv i sit eget billede, jo nok...

1 kommentar:

Anja ligenu sagde ...

Reflektion. Sige fra. Sige til. Det er godt nok. Du er god nok. Hvor latterligt - det ved du udemærket godt!

Lets be crazy together in our own definition of life - and craziness!

Solid krammer hefra!