Moonie er flyttet ind

"Psykoser" - hjernesygdom eller spirituel krise?

Sean fra Bipolar or Waking Up?! har i går lagt endnu en af hans fantastiske videoer på YouTube.

I videoen, som kan ses forneden, ser han sammenfattende på den research omkring "manier" og "psykoser" generelt, han har været i gang med igennem det seneste år.

Sean har bl.a. beskæftiget sig nærmere med John Weir Perry's og Loren Mosher's tilgange til "psykoser", og holdt dem, samt en hel række personlige fortællinger fra folk som har oplevet "psykoser", op mod psykiatriens forklaring på fænomenet som værende en hjernesygdom.

Sean's konklusion er, at det systemet kalder for "manier" eller "psykoser", er et forsøg på, at bearbejde og integrere traumatiske oplevelser. Han siger i videoen, at han har mødt så godt som ingen, der har været "manisk"/"psykotisk", som ikke havde en historie med enten fysisk og/eller verbal/psykologisk misbrugende forældre.

"Manier"/"psykoser" er de sindstilstande, der opstår, når alle de ubevidste indhold, som man ikke kunne rumme i sin bevidsthed, pga. en svaghed i ens forsvarsmekanismer mod dette utålelige og usigelige (f.eks. forårsaget af stress), oversvømmer bevidstheden, som Dorothea Buck siger det i sin bog Auf der Spur des Morgensterns. Eller, som Sean siger det i videoen: når man pga. en udløsende faktor (som stress) bliver kastet ud i sit eget ubevidste, i alle de utålelige, usigelige ubevidste indhold.

Det er en meget voldsom og skræmmende oplevelse, både for éns omgivelser og for én selv. Især hvis man ikke forstår, hvad der sker. Og angst fører som bekendt til vrede. Den vrede, den aggression, man som "psykotisk" i reglen bliver mødt med i systemet.

Ligesom det er en sandhed, at angst fører til vrede, så er det en sandhed, at man styrker det, man kæmper imod. Nogle steder i systemet er man, i begrænset omfang, ved at forstå det. "Acceptance and Commitment Therapy" er et resultat af, at denne forståelse er ved at vinde frem. Ligesom det tiltagende fokus på stemmehøring som noget meningsfullt. Der er dog lang vej endnu fra acceptancen af enkelte "symptomer" til acceptancen af "psykosen" i sin helhed som noget meningsfuldt, og indeholdende et stort healende potentiale. Til stadighed er systemets overordnede reaktion på en krise, at ville afbryde, at bekæmpe og undertrykke denne healende, "åndelige" som Sean kalder den, proces, koste det, hvad det ville. Med det resultat, at krisens healende effekt bekæmpes og undertrykkes, og recovery altså ikke opnås.

Sean citerer i videoen Dr. David Lukoff, som siger at den mest konstruktive måde at håndtere en "psykotisk" krise på, er at overgive sig (surrender) til den. Men at kunne overgive sig til den, og udnytte krisens, "psykosens", healende potentiale kræver, at systemet bevæger sig væk fra sygdomsmodellen, og tilbyder indfølende og nærværende støtte og vejledning igennem krisen, i stedet for aggressiv kamp og undertrykkelse af den. Sådan som John Weir Perry gjorde på Diabasis, og Loren Mosher i Soteria House.

Hér er Sean's video:

Neuroleptika - psykose, hjerneskader og tidlig død på recept

Jeg har nævnt Joanna Moncrieffs bog The Myth of The Chemical Cure i et tidligere indlæg. Hér vil jeg bringe en lidt mere detailjeret anmeldelse, baseret på den britiske avis The Guardian's recension af denne must-read:

Den 2. marts 2008 kunne man i The Guardian læse en anmeldelse af bogen The Myth of The Chemical Cure . Bogen er skrevet af den britiske psykiater Joanna Moncrieff, som er medlem af Critical Psychiatry Network, og ser brugen af neuroleptika kritisk efter i sømmene.

Joanna Moncrieff når igennem en metaanalyse af flere årtiers studier frem til, at der ikke findes bevis for, at langtids-, "vedligeholdelses"-brug af neuroleptika har nogen effekt overhovedet, at der allerede efter et års anvendelse af neuroleptika kan påvises hjerneskader i form af svind af hjernematerie, og at dødeligheden for individer, der tager neuroleptika er to til tre gange så høj som for resten af befolkningen.

I forbindelse med "vedligeholdelses"-effekten af neuroleptika nævner anmeldelsen en amerikansk langtidsstudie fra 2007, der har vist at 65% af de individer, der tager neuroleptika, efter 15 år er psykotiske, mens det kun er 28% af dem, der ikke tager neuroleptika. Man må således slutte, at det er psykosen snarere end symptomfriheden, der ved hjælp af neuroleptika vedligeholdes.

I sin bog bemærker Joanna Moncrieff da også, at begrebet "antipsykotisk" er vildledende og et "smart (salgs-)trick". Desamme stoffer, der i dag går under betegnelsen "antipsykotika", blev i 1950'erne betegnet som "tranquillizer", dvs. beroligende midler, og bliver det den dag i dag indenfor veterinærmedicinen. Stofferne fjerner ikke psykotiske symptomer. De nedsætter bare individets evne til at registrere disse, og til at reagere på dem, ved at berolige individet. "Der er intet antipsykotisk over antipsykotika", hedder det i anmeldelsen.

Mht. svind af hjernematerie respektive celledød forårsaget af neuroleptika, udkom der i 2005 en amerikansk studie, der påviser henholdsvis et 8-11% og et 20% svind af hjernematerie efter mellem 17 og 27 måneders anvendelse af Haldol eller Zyprexa. I 2006 udkom der en opfølgningsstudie, der linker dette svind af hjernematerie til celledød.

Ifølge anmeldelsen beskylder Joanna Moncrieff psykiatrien for at "ignorere de negative beviser mht. antipsykotika", dvs. beviser for at neuroleptika ikke er effektive respektive er decideret skadelige, og "argumenterer, overbevisende, for at psykiatrien er skyldig i grov videnskabelig uredelighed."

Joanna Moncrieff mener ikke, at psykiatere burde have magten til at tvangsindlægge og -medicinere, og hun opfordrer til at etablere medicinfrie alternativer som Soteria.

Bogen koster godt nok ₤ 50.00, altså knap 500,- Dkr. Men de er sikkert meget godt investeret.

Monika og Filur

Allerede for et godt stykke tid siden linkede jeg på min engelske blog til videoen forneden. Den viser Monika, praktikant hos Bent Branderup, og hans Knabstrupperhingst Filur i et fantastisk samspil - og i en meget smuk og professionel optagelse.

På optagelsestidspunktet er Filur 18 år gammel og, pga. en arvelig øjensygdom, helt blind.

Hér er videoen, nu også på dansk ;)

view

Update til "Historien om Luise"

Apropos "den lille stemme i hovedet": Den engelske udgave af "Historien om Luise", Luise's story", slutter med bl.a. en bemærkning om at "ca.10%, om ikke mere, af alle mennesker hører stemmer..." - for at understrege det groteske i den behandling, Luise blev offer for. "Om ikke mere" er nærmere sandheden end "10%". Ca.100% hører stemmer. Men ca.90% er såpas identificeret med stemmerne, at de oplever dem som værende dem selv. Der skal en vis lydstyrke til, før man indser, at der er stemmerne - og én selv, at der er éns tanker - og én selv.

Normaliteten, den der identificerer sig med stemmerne, er ikke specielt glad for denne indsigt. Så man skal udvælge omhyggeligt, hvem man i givet fald betror sig til, vil man undgå at ende som Luise. "Forskellen mellem en skizofren og en mystiker er, at mystikeren ved, hvem han kan betro sig til", læste jeg for nogen tid siden et eller andet sted på nettet.

En veninde fortalte mig en gang om hendes møde med en forsker, ansat i den psykofarmakologiske industri (sammenlevende med en psykiater), der ytrede, han godt kunne tænke sig at "helbrede Jesus med en dosis Haldol". Han mente det. No kidding. Hvis nogen skulle være i tvivl. Det er vel også bare den tanke-logiske tanke-konsekvens af tanke-normaliteten.

Stilheden

Ting sker. Nogle ser ud til at ske helt uden forvarsel, ser ud til at komme som et lyn fra en klar himmel. Men selv den største overraskelse har ofte været på vej et stykke tid. Ubemærket.

Noget skete i sidste uge. En stor overraskelse - der har været på vej længe, meget længe.

De gamle, indlærte tankemønstre reagerede voldsomt forskrækket, og ville slette begge mine blogs. Desamme gamle, indlærte tankemønstre, der så ofte har reageret voldsomt forskrækket og ville slette - alt. Den lille stemme i hovedet.

En venlig sjæl ved navn Eleanor sendte for noget tid siden et Bibelcitat ind i min tankespredte rastløshed. Jeg er ikke tilhænger af nogen specifik religion eller ideologi, og ejer heller ikke selv bøgernes bog. Men nu har Biblen nok egentligt ikke ret meget at gøre med nogen specifik religion eller ideologi. Lige så lidt som Koranen eller Tanakh'en eller Tao Te Ching'en eller...

Jeg er altså ikke videre religiøs. Ikke desto mindre blev citatet ved med at dukke op i min bevidsthed, uden at jeg havde kunnet forklare hvorfor - og det kan jeg til stadighed ikke, selv om jeg nu ved hvorfor. Og det er, hvad overraskede mig, i sidste uge. Dette viden.

Tanker om at slette - blogs eller hvad det end måtte være - bliver i det lys til bevidstheden om foranderlighed og forandring.

Jeg er træt, meget træt. Den gode slags træthed, der fylder alt med uendeligt svævende let ro og stilhed.



"Be still, and know that I am God" er citatet.

eternity in blue