"What we call 'normal' is a product of repression, denial, splitting, projection, introjection and other forms of destructive action on experience. It is radically estranged from the structure of being. The more one sees this, the more senseless it is to continue with generalized descriptions of supposedly specifically schizoid, schizophrenic, hysterical 'mechanisms.' There are forms of alienation that are relatively strange to statistically 'normal' forms of alienation. The 'normally' alienated person, by reason of the fact that he acts more or less like everyone else, is taken to be sane. Other forms of alienation that are out of step with the prevailing state of alienation are those that are labeled by the 'formal' majority as bad or mad." 

R. D. Laing, The Politics of Experience

fredag den 13. februar 2009

Misforståelser III - Psykotisk - dansk ordbog

Flere "guldkorn" fra behandleren, der mener "skizofrene" bør hjerneamputeres*:

"Marion: I don't understand the point here:


'And under these circumstances, it obviously isn't necessary at all to truly listen to 'them'. As 'they' are brain-diseased anyway, and thus not capable of 'rational thought'. All you would hear if listening, would be nothing but a disease, right?'

Are you saying that if I listen long enough to psychotic rambling, then something sensible will emerge out of the word salad?

Or that if I just listened with respect, the person would start to feel better?

Look, I have done that. For hours. Polite, and attentive. I have news for you. 1. the conversation goes nowhere. A psychotic person goes from one topic to the next, and the connections between topics are not there. 2. the next day, the person does not remember me or the conversation. Despite the quality time we spent in rambling, one-sided conversation."

Sagde jeg, at hvis man bare lytter længe nok til hvad kommentarforfatteren kalder "psykotisk vrøvl", så dukker der noget forståeligt op af hvad kommentarforfatteren kalder "ordsalaten"? Eller at, hvis man bare lytter med respekt, så vil personen begynde at få det bedre? Ja, det er netop hvad jeg sagde.

Kommentarforfatteren fortæller, at han/hun har prøvet det. "I timevis. Høfligt og opmærksomt." Han/hun har nyheder til mig. "1. Samtalen fører ingen vegne. En psykotisk person går fra et emne til det næste, og der er ingen sammenhæng mellem emnerne. 2. næste dag huskede personen hverken mig eller samtalen. På trods af den kvalitetstid, vi tilbragte med vrøvlende, ensidig samtale."

Som det ses, er kommentarforfatteren ikke engang i stand til noget så simpelt som at stave korrekt til mit navn: Marion, skriver vedkommende. - "O" og "a" ligger altså ret langt fra hinanden på et tastatur. Også på et amerikansk tastatur. - Hvad fortæller det mig?

Et navn er ikke hvem eller hvad man er, nej. Et navn er et stempel. Ligesom alle andre ord. Og dermed afgrænser mit navn mig fra det, jeg virkeligt er: del af den helhed, alt liv er. Mit navn gør mig til et individ. Men i modsætning til stempler som "skizofren", "psykotisk" etc. gør mit navn mig ikke til mere eller mindre værd end andre individer med andre navne. Navne er værdineutrale stempler. Det er "skizofren", eller "psykotisk", eller et hvilket som helst andet psykiatrisk diagnosestempel ikke. De sidstnævnte stempler gør den stemplede til mindre værd end den, der stempler med dem. Det er det, psykiatriske stempler er til for. At nedværdige. At fratage den stemplede status som ligeværdigt individ, og tildele vedkommende status som et objekt, en ting, en sygdom, en diagnose. Fra at være mennesket "Marian", bliver jeg til "psykotisk vrøvl".

Nu kalder kommentarforfatteren mig godt nok ikke direkte for "psykostisk", og siger ikke direkte, at jeg "vrøvler", men han/hun kalder mig direkte for "vildledt", og giver i det hele taget udtryk for, at han/hun betragter mig som en virkelighedsfjern idealist, der ikke ved, hvad hun taler om. Det er, værdimæssigt set, ikke meget andet, end at kalde et menneske for "psykotisk" og "vrøvlende".

Og hvad sker der, selvfølgeligt, i det øjeblik min samtalepartner anser mig for at være "psykotisk vrøvl"? Der går en klappe ned i hans/hendes hoved. En klappe, der hindrer ham/hende i at se noget som helst andet end "psykotisk vrøvl". Mit navn er ikke ligegyldigt, fordi jeg er - og dermed hverken er mere eller mindre værd end min samtalepartner. Mit navn er ligegyldigt, fordi et andet stempel er fundet til mig, der meget bedre end mit værdineutrale navn kan ned-/vurdere mig: "psykotisk vrøvl". Eller også "vildledt" og "virkelighedsfjern".

Og når jeg så, i timevis, har talt for døve ører, så "husker" jeg det selvfølgeligt ikke næste dag. Der er ikke noget at huske. Samtalen fandt aldrig sted. Fordi jeg ikke blev hørt. Og jeg "husker" heller ikke samtalepartneren. Fordi ingen hørte mig. Ingen var til stede. - Jf.: "vrøvlende, ensidig samtale".

Også en udbredt misforståelse: at bare fordi et menneske enten pga. et fysisk handicap f.eks. ikke kan reagere - overhovedet eller forståeligt - eller fordi et menneske befinder sig i en ekstrem sindstilstand og derfor reagerer umiddelbart uforståeligt, så mener omverdenen, at dette menneske ikke registrerer sin omverden overhovedet. Det er uhyggeligt, at høre folk fortælle, hvad andre, og ikke mindst behandlere, har ytret af diskriminerende udtalelser om dem i deres direkte påhør. I den vantro, at vedkommende var "så langt ude", at han/hun jo alligevel ikke opfattede noget som helst.

Det skete for mig én gang, at jeg "ikke opfattede". Min grænse var nået, og også overskredet. Så jeg blokerede simpelthen for opfattelsen og forståelsen. Hér og nu. Mens det var for farligt, at høre og forstå. Senere samme dag, da situationen var mindre farligt, tillod jeg mig at huske og forstå.

Så, kære alle behandlere: Vi opfatter og husker! Faktisk en hel del mere, end "normale" mennesker. Vi har en meget veludviklet sjætte sans for, om vi bliver lyttet til eller ej, om vi bliver respekteret som ligeværdige mennesker, eller om vi bliver betragtet som værende evnesvage, mindreværdige ballasteksistenser. Og alverdens høflighed og foregivet opmærksomhed kan ikke skjule, hvis i, inderst inde, betragter os som sådanne. Når vi siger, at vi hverken husker jer som person, eller en hel samtale med jer, så mener vi, at samtalen ikke har fundet sted, fordi i ikke var emotionelt, mentalt nærværende i den, og at i altså ikke har hørt og set os. Og siden i ikke har været nærværende, har vi selvfølgeligt heller ikke kunnet bemærke jer: vi husker ikke jer som person.

Når vi siger, vi ikke husker en bestemt del af en samtale, så mener vi, at i gik for langt, at i overskred vores grænse i den del af samtalen, og at vi ikke magter, at tale om denne del hér og nu. "Jeg husker ikke" er en metafor. Ligesom man kan høre mennesker sige: "Lad os glemme det hér," med hensyn til noget ubehageligt. Uden at det betyder andet, end at der ikke skal tales om det mere. Mens alle selvfølgeligt godt husker sagen.

Hm, måske skulle man skrive en ordbog: "Psykotisk - dansk". Men på den anden side ville det formodentligt nytte lige så meget at give behandlerne en sådan at studere, som det nytter, at lade dem studere alverdens anden faglitteratur: ikke en disse. Forståelse for mennesker i krise opnår man ikke ved at læse kloge bøger i år og atter år. Forståelse for mennesker i krise opnår man intuitivt igennem selvforståelse. Hvis man ikke tør, at se sig selv i spejlet, vil man aldrig turde, at se et andet menneske. For ikke at tale om et andet menneske i krise. Og så burde man se sig om efter et job, hvor man ikke kommer tættere på det, at skulle hjælpe mennesker i krise, end kasseassistenten i supermarkedet kommer det. Som jeg meddelte vores kommentarforfatter.
_______________

*Én ting må man dog lade kommentarforfatteren: Han/hun er i det mindste ærlig, hvad virkningen af psykiatrisk "behandling" angår. Den kan og må sidestilles med hjerneamputation, ja.

6 kommentarer:

Sigrun sagde ...

AMEN!

Harning sagde ...

Jeg kommer til at tænke på en meget ophedet diskussion som jeg havde med en medstuderende på pædagogseminariet - hun fremkom nemlig med følgende udtalelse om et individ som var fysisk/psykisk udviklingshæmmet: "Han kan ikke kommunikere".
En påstand jeg naturligvis blev meget harm over - for selvfølgelig kunne dette individ kommunikere! Bare ikke verbalt.
Desværre var jeg ude af stand til at formidle dette til min medstuderende (mine egne kommunikationsevner er åbenbart heller ikke for gode...) og så vidt vides holder hun fortsat fast i sit standpunkt/sin forståelse af mellemmenneskelig kommunikation....

Marian sagde ...

Harning: Ophedet blev den her diskussion med "MedsVsTherapy" jo også meget hurtigt. For selv om han/hun et sted i forløbet siger, at han/hun da gerne vil se på nogle kilder, der fortæller noget andet, end han/hun mener, så bliver der jo også straks indskrænket igen: ingen "anekdoter" tak! Og i mainstream-psykiatriens verden er jo selv Soteria, der kørte over adskillige år, og blev "designet" bl.a. af chefen for NIMH (!), ikke en videnskabelig studie, men en "anekdote"...

Min veludviklede sjætte sans vejrer i sådanne situationer tydeligt færten af uvilje: "Uanset hvad i siger, jeg vil ikke forstå. Jeg ved nemlig meget bedre end i." Densamme, omend skjulte, uvilje og nedladenhed, som jeg har stærkt på fornemmelsen, denne behandlers klientel kunne fornemme ved ham/hende. Hvorfor man lige så godt kunne glemme (alt om) ham/hende.

Nogle vil bare ikke. Og så kan man gøre, hvad man har lyst til. Trampe i gulvet, råbe og skrige, holde foredrag herfra og i al evighed, bruge "psykotisk vrøvl" eller bruge logik (for burhøns) - det nytter intet. Angsten er simpelthen for stor. Tragisk er, at det ofte er dem, der gør karriere i systemet, fordi systemet (og hele samfundet) selv fungerer på den her "jeg vil ikke"-måde.

Og klart, når man er så i den grad usikker, som disse mennesker er det, så er det jo det fedeste, hvis man kan arbejde med at "hjælpe" folk, der ikke rigtigt kan protestere, når de bliver tromlet ned, gang på gang. Så kan man, gang på gang, bevise overfor både sig selv og andre igen, hvor almægtig og alvidende man selv er.

Marian sagde ...

...og jeg vidste egentligt godt, at det ville være forgæves. Men bemærkningen om amputationerne fik mig simpelthen til at se rødt...

Sjætte sagde ...

Tak for en god blog. Det er en meget spændende debat du er med til at sætte igang.

hilsen
Peter

sjætte sagde ...

Tak for en god blog. Det er en meget spændende debat du er med til at sætte igang.

hilsen
Peter