Normal Life Sucks! - Et anderledes syn på "psykisk sygdom"

Her en reposting af Sean Blackwell's video Why We're Bipolar: Normal Life Sucks!, denne gang med oversættelse af teksten nedenunder videoen.



Det kaldes for "bipolar lidelse", en kronisk, psykisk sygdom, forårsaget af en kemisk ubalance. Men det er ikke hvad det føles som, når du er bipolar. Nej, for de fleste føles det meget mere som "Jeg kan ikke være mig"-lidelse.

Alle andre virker glade, går i skole, på arbejde, har det sjovt, er populære og successrige. Hvorfor ikke dig? Hvorfor kan du ikke finde din lykke?

Måske har du alligevel et problem med din hjerne. Eller har du?

Måske er du slet ikke i stykker. Måske er verdenen bare ikke klar til én som dig. Én der oplever livet med en ekstra tand intensitet. Én der sandsynligvis har haft mere end sin andel af lidelse i en temmelig ung alder. Én der har svært ved at håndtere, hvor falsk og bedragerisk den virkelige verden virkeligt er.

Men hvad er virkeligt? Som det viser sig, er vores virkelighed ikke tilnærmelsesvis så virkelig som vi tror den er. Ifølge kvantefysikken er livet faktisk en del mere som "The Matrix", end de fleste af os nogensinde har været klar over.

Men, i modsætning til Neo, er det fængsel, vi er fanget i, ikke styret af onde maskiner. I vores tilfælde er murene af vores fængsel intet andet end vores eget ego. Og det er dit ego, der dikterer din virkelighed og din identitet. Med andre ord: fængslet er i dit sind.

Hvad nøjagtigt et ego er, er et stort debatemne. For bare nogle få tiår siden var vestlige psykologer enige om, at egoet er hvem du er, og at psykologernes opgave er, at hjælpe dig til at udvikle dit sunde ego, så at du kan fungere i det virkelige. Og med det virkelige mener jeg den materielle verden.

Men med start i 1960erne begyndte nogle radikale tænkere som Harvard-psykologerne Timothy Leary og Richard Alpert at se på vores ego ud fra en ældre, mystisk, spirituel vinkel. Hvorfor? Fordi de selv havde mystiske oplevelser. De eksperimenterede med hallucinogene stoffer.

Timothy Leary siger: "Jeg har lært mere om min hjerne under de fem timer, hvor jeg var på magiske svampe, end jeg havde lært i de foregående femten år, hvor jeg studerede og forskede i psykologi."

Dr. Richard Alpert blev så fascineret af sin LSD-oplevelse, at han tog på en spirituel færd til Indien. Dér fik han navnet Ram Dass af en enlightened guru, og efter han kom tilbage fra Indien, blev han en af de store spirituelle lærere i 1970erne.

Personligt har jeg aldrig haft oplevelser med hallucinogene eller, for den sags skyld, nogen andre stoffer, og jeg anbefaler dem ikke.

Men det er dog også tydeligt, at det at tage stofferne, har hjulpet Timothy Leary og Richard Alpert til at forstå, hvordan sindet fungerer. Og den store indsigt, de havde med hensyn til vores sind er, at egoet ikke er hvem vi er. Fordi vi under indflydelse af disse stoffer mister vores ego. Mens vi dog på en eller anden måde stadig er der.

Så, i modsætning af hvad Freud antog, er vores ego ikke hvem vi er. Vores ego er hvem vi tror vi er, men hvem vi ikke er. Det er vores falske selv. Og det er dette falske selv, der definerer og afgrænser ikke bare vores virkelighed, men også vores identitet. Faktisk er vores alles opfattelse af hvad der er virkeligt og muligt meget mere begrænset, end nogen af os kan forestille sig. Fordi vores egoer hindrer os i at se os selv og vores virkelighed på nogen anden måde.

Så, med andre ord, vores egoer er bogstaveligt talt illusioner, som vi lever i, der begrænser vores virkelighed. Og med det sagt er spørgsmålet: Hvis egoet er en illusion, hvorfor har vi behov for det, hvorfor er det vigtigt for os?

En god analogi er at se på verdenen. Okay, her er den virkelige verden. Men det er ikke som vi ser verdenen. Vi ser verdenen mere som det hér, kortet, kortet med landene. Og alle disse lande har grænser. Disse grænser er, hvad der adskiller mig fra dig, Canada fra USA, Frankrig fra Tyskland osv. Og mens grænserne mellem landene er illusioner, er de på en måde også absolut nødvendige. For, hvis de blev afskaffede i dag, ville vores verden gå ind i et totalt kaos.

På samme måde, som verdenen ville gå i kaos uden landegrænser, går vi i et slags kaos uden vores egoer. Uden vores egoer, der afgrænser og beskytter os, bliver vi som en drage uden snor, flyver højt, men helt uden jordforbindelse, og i fare.

I psykiatrien betegnes denne sindstilstand som akut psykose. Og det er igennem at være i akut psykose, at vores sande selv, vores sjæl befries fra det materielle virkelighedsniveau.

Sjælen er en vidunderlig ting. Så forbundet med Gud, at når du er inde i en psykose under en manisk episode, kan du føle, du er Gud selv, eller Jesus, eller Buddha, eller en anden spirituel figur. Faktisk sigter sjælen kun mod, at udfolde sig helt frit, uden egoets beskyttelse.

Så, set ud fra dette perspektiv, snarere end at der er tale om en psykisk sygdom, kan vi se det som f.eks. en voldsom kamp, der foregår i psyken. Mellem sjælen, der gerne vil være fri, helt fri til at udtrykke sig selv på alle måder, og egoet, der prøver at undertrykke al sjæleligt udtryk og alle emotioner, som det dømmer som værende en trussel mod kroppens overlevelse. Når, i denne slåskamp, sjælen overvinder egoet, så er vi i en tilstand af mani, eller akut psykose. Når egoet helt vinder over sjælen, går vi ind i en tilstand af depression.

Det er denne uløste konflikt mellem egoet og sjælen, der er grunden til det stemningsskiften, der optræder i bipolar lidelse. Så længe konflikten er på gang, vil vi bevæge os frem og tilbage mellem mani og depression. Denne slåskamp fortsætter indtil den kommer til en korrekt ende. Den ende, medikamenterne frembringer, er for hurtigt. Fordi, hvad psykofarmaka gør, er at de i grund og bund sløver din krops kemi, så at egoet igen kan tage kontrol over situationen og holde styr over sjælen. Når det sker, betragtes det som værende normalt igen, og du kan fungere i den daglige virkelighed.

Men som vi alle ved, så går folk tit fra mani til depression uden flere medikamenter, da, når først egoet har fuld kontrol, sjælen kun har meget lidt plads til at vokse og udvikle sig, og som resultat begynder den at føle sig død. Når først man er på antipsykotiske medikamenter, virker virkelighedens begrænsende mure endnu større og monumentale end før.

Ironisk nok, kan de såkaldte hallucinogene stoffer som LSD-25, eller de organiske, magiske svampe, ayahuasca, og selv af og til marijuana, have den modsatte effekt.

Dog ikke som du ville forvente. Stofferne blev kaldt for hallucinogener, fordi læger antog at det var stofferne selv, der leverede hallucinationerne, følelserne af eufori osv. Det er dog ikke det de gør. Hvad de gør er at de forårsager et sammenbrud, et tidsbegrænset sammenbrud af egoets funktion. Mens hallucinationerne og vrangforestillingerne og visionerne af engle og følelserne af at være Gud, alle kommer inde fra dig selv af. De er oplevelser inde i dig selv, der endeligt frigives, nu, hvor egoet er brudt sammen.

For alle, der er bipolare, eller skizofrene, eller også helt normale, skulle denne kamp mellem sjælens sande selv og egoets falske selv være helt nemt at forstå. Jeg mener, hver eneste dag i vores normale liv er der ting, vi gerne ville sige, gøre, eller opleve, som vi ikke siger, gør, eller oplever. Ganske enkelt fordi vi er bange. Og bange er vi, fordi vi tidligt i livet har lært, at det er meget nemmere at klare livet, når man tilpasser sig andres forventninger til én, end når man er den, man virkeligt er.

Det kan altsammens være fint, når du er et lille barn, der skal lære at opføre sig ordentligt. Men hvis du fortsætter med at leve et liv i total tilpassethed, vil du før eller siden opdage dig selv leve et helt dødt liv. Du vil ikke føle dig i live i dit eget liv. På denne måde er vi alle undertrykte, er vi alle splittede. Ikke bare de mennesker, der er bipolare, men stort set alle andre mennesker på denne planet også.

Min yndlingsguru Osho tilbragte hele sit liv med at forsøge at hele denne splittelse hos helt normale mennesker. Og her er, hvad han siger om vor tids normale liv:

"Indtil i dag har vi ikke været i stand til at skabe virkelige mennesker. I stedet for har vi lavet humanoider. En humanoid er én, der ser ud som et menneske, men der er yderst udfordret. Han er splittet, fordi han er halv. Han er altid anspændt, og han kan ikke være lykkelig. Andre kører hans liv for ham. Forældrene, lærerne, lederne, præsterne. De har alle taget hans beslutsomhed fra ham.De afgør, de bestemmer. Han følger bare.

Humanoiden er en slave. Kun et færdigudviklet træ vil blomstre. Og mennesket har stadigt sin blomstring tilgode.

Det nye menneske vil være jordnært og guddommeligt, verdsligt og ikke-verdsligt. Det vil leve uden indre splittelse. Uden at blive splittet. Det vil transcendere dualiteten. Det vil ikke være skizofrent. Og med det nye menneske vil der opstå en ny verden. Fordi det nye menneske vil opfatte på en kvalitativ anderledes måde.

Lige nu er det nye menneske dømt til at være en tavs minoritet. Men det fører med sig en ny kultur, et nyt frø.

Vi har brug for en ny menneskehed i hvilken tro og videnskab bliver til to aspekter af ét menneske. Og kunsten vil være broen.

Det er derfor jeg siger, det nye menneske vil være en mystiker, en poet, og en videnskabsmand samtidigt.

Det vil være mystiker, fordi det vil føle Guds nærvær. Det vil være poet, fordi det vil fejre dette nærvær. Og det vil være videnskabsmand, fordi det vil søge ind i hans nærvær ved videnskabelig metodik.

Og når mennesket bliver alle disse tre ting samtidigt, bliver mennesket hel. Og for at skabe det nye menneske, må du starte med dig selv."

Så, når man ser på verdenen gennem Osho's øjne, er det ganske logisk, at den eneste lidelse i bipolar lidelse er den lidelse det er, at leve det falske, normale hverdagsliv. Så, næste gang, du finder dig selv tænkende "Jeg kan ikke være mig", vil du måske gå lidt tilbage, og spørge dig, hvem du er.
_______________

"Jeg har ikke brug for stoffer. Jeg klarer det helt uden," bemærkede jeg en gang angående det, at få sat mit ego mere eller mindre ud af spil og på denne måde komme i direkte kontakt med mit under- og ubevidste. Forskellen mellem et LSD- eller svampetrip - og det skal lige siges, at også intensiv meditation kan give et lignende resultat - og psykosen er, at det første som regel er planlagt, bevidst fremkaldt, med egoets godkendelse, så at sige, mens det sidste er ubevidst fremkaldt, som regel mod egoets udtalte ønske. Hvilket kan gøre det til en meget blandet fornøjelse.

En kritisk kommentar til videoen: Det kan virke som om personer, der oplever ekstreme sindstilstande (psykoser), ifølge den her tolkning er noget "specielt", "de udvalgte", og det kan jo også godt føles sådan for én selv, når man oplever en sådan sindstilstand - jf. forestillingen om at man er Gud, Jesus, Buddha, etc. Det er dog ikke person(a)en, det pågældende ego ved navn "Sean", eller "Marian", eller hvem/hvad det måtte være, der er "frelseren". Det er den øgede bevidsthed, sindstilstanden kan føre til, der er det. Og den har alle potentiale til at opnå. Så, der er ikke noget elitært, esoterisk over det - ja, altså medmindre man nu absolut vil have, at "psykisk sygdom" skal være genetisk betinget, medmindre man absolut vil betragte "de bipolare", "de skizofrene" osv. som biologisk, genetisk grundlæggende forskellige fra "de normale" - selv om videoen på dette punkt forbliver lidt uklar.