Nogle gange spørger jeg mig, hvornår og om overhovedet nogensinde psykiatrien vil holde op med at fortælle den ene fede løgn efter den anden, både til sit klientel og i offentligheden som sådan.
" 'Men når medicinen ikke virker, så svarer det til at have en ubehandlet skizofreni. Når en psykose er ubehandlet, så starter en nedbrydningsproces af hjernen. Det ødelægger hjernen. Du kan se et hulrum i hjernen, der bliver større og større. Hjernevævet går simpelthen til grunde'," siger Benedikte Volfing til Politiken.
For det første er det imidlertid videnskabeligt bevist, at det er "medicinen" der forårsager svind af hjernematerie, ikke den "sygdom", som der stadigt ikke findes et eneste holdbart bevis på, skulle være en virkelig, biologisk sygdom.
For det andet ville både Joanne Greenberg, Catherine Penney, Ron Bassman, Rufus May, Dan Fisher, Judi Chamberlin og alle de mange, mange andre, der ikke har fået medicinsk "behandling" af deres "psykoser" - mig selv inklusive - være mere eller mindre hjernedøde grøntsager i dag, hvis den angivelige "sygdom" nedbrød hjernevæv. Mens det er dem, der pligtskyldigt år ind og år ud sluger deres nervegift, der langsomt men sikkert forvandles til hjerneskadede grøntsager - AF "MEDICINEN"!!!
Mine tanker går til Abdulle og hans familie. Jeg forstår jer. Jeg forstår jer bare sååå godt. Og i har ret. Men: "...being a good patient helps to get you out of the hospital..."* (at være en god patient hjælper med at få dig ud af sygehuset). Så, lad som om i køber den med at der skulle findes en biologisk hjernesygdom, der hedder "skizofreni". Lad som om i tror, Abdulle har denne angivelige "sygdom". Statistikerne viser, at jo mere underdanigt ("compliant") man forholder sig, jo mindre "behandling" bliver man udsat for. I kan ikke kæmpe og vinde mod psykiatrien. Dens overmagt er for stor. Men i kan være klogere end den, støtte og hjælpe Abdulle, bl.a. ved at hjælpe ham med en sikker udtrapning ud af de afhængighedsskabende nervegifte, der kaldes for "medicin", når han en dag bliver løsladt, og vinde i det lange løb: "...but being a bad patient helps to get you back to real life"* (men at være en dårlig patient, hjælper dig med at komme tilbage til det virkelige liv).
_______________
* Judi Chamberlin, "Confessions of a non-compliant patient"
_______________
...og ja, det fortæller mig en hel del, både om Politiken og det samfund, den kultur, vi lever i, at et udsagn som Benedikte Volfings ovenciterede kan få lov til at stå uimodsagt, selv om der mangler ethvert videnskabeligt bevis på dets korrekthed, selv om der faktisk findes videnskabelige beviser for dets ukorrekthed.
tirsdag den 17. februar 2009
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
Opslag
9 kommentarer:
Hejsa
Der er jo også en tredje mulighed - nemlig at isolation, manglende deltagelse i sociale netværk, daglige gøremål etc. forårsager et forfald af hjernevæv qua den ret omfattende neuroplasticitet man efterhånden har fået øjnene op for.
vh
Desværre er tabet af hjernevæv beskrevet mange årtier før det første medicin blev opfundet. Så dream on baby eller læs på lektien.
Anonym: Absolut. Siden man har fundet ud af, at intensiv meditation har en opbyggende effekt på hjernen, må det kunne antages, at et intensivt, længerevarende ophold i så ekstremt stessfulde, fjentlige og - især når man dag ind og dag ud ikke bestiller andet, end at ligge i bælte - stimulansfattige omgivelser som sikringen kan have en nedbrydende effekt på hjernen.
Jeg tænker dog, at det må betragtes som en tillægsfaktor, da denne studie entydigt har vist, at neuroleptika nedbryder hjernevæv. Studien omfatter en kontrolgruppe af aber, der ikke fik neuroleptika, mens alle andre faktorer, såsom omgivelserne, foder, og håndtering, var identiske for begge grupper.
Anonym nr. 2: Dokumentation???
Jeg ved nu ikke hvor entydigt den artikel du henviser til kan tillade sig at konkludere, bl.a. fordi det udelukkende er dyreforsøg. Jeg er dog også bekendt med andre undersøgelser som konkluderer noget lignende, hvorfor jeg ikke er uenig i, at der er noget om snakken.
På det mere generelle plan synes jeg dog ikke noget er så entydigt, som man tit fristes til at ønske det var. Dette skyldes bl.a.:
a. hjernen forandrer sig qua livsførsel/aktivitet
b. skizofreni-tilstande (hvad så end det er) kan være yderst lidelsesfulde og føre til isolation/konstant stress
c. medicin kan nogle gange mindske symptomer med lettelse/øget funktion til følge
I praksis er alle disse processer sammenvævede og foregår indenfor en kulturel ramme, som også har væsentlig indflydelse på lidelsens opståen og forløb. Hvad der skyldes hvad er notorisk svært at afdække... og måske egentligt ikke helt meningsfuldt at ønske et klart svar på. Husk på, at selv de gamle antipsykiatriske forsøgsbehandlinger (som Soteria House) anvendte antipsykotisk medicin - men blot i meget kort tid og i så små doser som muligt.
Mht. Anonym nummer to, så bør vedkommende måske også selv læse lidt på lektien og vide, at antipsykotisk medicin har mange år på bagen - i modsætning til moderne metoder til at 'kigge ind i hjernen', hvorfor vi nu har en kvalitativt anderledes forståelse af ændringer i hjernen end man havde FØR antipsykotisk virkende præparater blev opdaget.
Anonym: Helt enig. Der er og der bør altid være en vis margin af usikkerhed, også når det kommer til videnskab.
Og ja, også Soteria anvendte i ekstreme situationer medicin. Dog aldrig mod en persons vilje, og, såfremt personen selv ikke ønskede anderledes, kun korttidsvirkende beroligende midler.
Jeg synes, det er helt ok, hvis nogen vælger medicin, fordi de ellers ikke kan fungere overhovedet. Hvad jeg ikke synes er ok, er 1. at folk i dag stort set ikke har noget valg, da alternativer som Soteria ikke eksisterer, og 2. at man ikke kan tale om et reelt informeret samtykke, når man fra psykiatriens side ikke oplyser om alle bivirkninger, som f.eks. også, at der, mildest talt, består en stor mistanke, at medicinen nedbryder hjernevæv. Og i den sammenhæng synes jeg, det er under al kritik, at stille sig offentligt (Politiken) op og fremføre et rent gæt - for at udtrykke det på en pæn måde - som en universel sandhed, at en "sygdom" man ingen beviser har for at det faktisk er en sygdom, skulle nedbryde hjernevæv.
...men nu er det jo ikke første gang, at Benedikte Volfing gør sig umulig i offentligheden/ i Politiken: Torturkomité: Psykisk syge mishandles. Så, jeg ved ikke rigtigt, hvad jeg egentligt har regnet med.
I relation til Soteria-modellen er det for øvrigt interessant at bemærke, at selvom det måske nok lykkedes at skabe et rummeligt og gavnligt miljø, så er det dog ikke åbenlyst, at det efterfølgende førte til en bedre integration i samfundet for de pågældende. Der er et dybt dilemma her, som - tror jeg - kræver at man opgiver dikotomien mellem psykiatri/anti-psykiatri for at kunne løse: et rummeligt behandlingsmiljø a la Soteria er rarere og måske mere gavnligt at være i for patienter, men løser på den anden side ikke problemet med at hjælpe folk til at leve bedre liv i samfundet generelt som det nu engang er konstitueret mht. krav og strukturer.
For at kunne diskutere denne slags dilemmaer mere konsekvent kræver det at man bruger flere kræfter på at tænke åbent, logisk og uhildet af forudindtagede opfattelser og færre kræfter på 'dem-og-os' kampen.
vh
Anonym: Både ja og nej. Det, man umiddelbart kunne sige, Soteria måske manglede, var inddragelsen af kriseramte menneskers nærmiljø i noget større omfang. Noget, Vestlaplandsmodellen jo gør mere ud af, end Soteria. Og der findes i hvert fald én langtidsstudie, der har sammenlignet miljø-, psyko-, medicinsk, elektrochok- og psykoterapi i kombination med medicin (altså fem forskellige tilgange), der har vist, at miljøterapi gav de bedste langtidsresultater. Endda marginalt bedre end psykoterapi.
Alligevel: Størsteparten af Soterias beboere lever jo faktisk et helt "normalt" liv i samfundet i dag (mener det er Voyce Hendrix, der stadigt har kontakt, og som jeg hørte fortælle om det for et stykke tid siden, men er lige i øjeblikket helt blank mht. om det var ham, og hvorhen det var).
Problemet med de fleste blandt de mennesker, der er kommet sig helt - om det er via Soteria, eller hvad der nu har hjulpet dem - er, at de ofte ikke står offentligt frem, siden det kan give dem en del problemer, f.eks. på jobbet, men sådan set generelt i et diskriminerende samfund som vores. Derfor ser det jo også ud til, at fuld recovery fra psykoser nærmest ikke er muligt.
En anden aspekt ved sagen er den, jeg kommer lidt ind på i mit seneste indlæg her: at man jo kan spørge sig, om det egentligt er så frygteligt ønskværdigt, at "være normal" og passe ind - i et krævende og struktureret samfund som vores. Og om der måske findes muligheder, hvordan man kan have et "godt", et kreativt og konstruktivt liv, selv om man vælger den totale tilpassethed fra.
Mange ønsker jo faktisk slet ikke, at vende tilbage til et "normalt" liv. Og det er her, jeg ser at den nuværende behandlingsmodel opfylder en vigtig funktion for samfundet. I det, at den godt nok ofte gør folk til førtidspensionister og marginaliserer dem, men samtidigt også gør dem til tilpassede randeksistenser, der ikke videre forstyrrer i samfundet. Mens der er en del af dem, der har nægtet, at lade sig presse i en eller anden form for af samfundet som "normal" accepteret eksistens, f.eks. er blevet aktivister - og ikke udelukkende og nødvendigvis indenfor psykiatrikritiken.
Jeg vil give dig helt ret i, at "dem-og-os"kampen er - meget! - opslidende, og i sidste ende mere destruktiv end noget andet. - Ikke mindst, fordi der spiller en personlig sårethed med ind, mens det, at gå ind i en identifikation med sine sårede følelser, hver gang ribber op i såret igen. - Når jeg alligevel fra tid til anden reagerer lidt "heftigt" på psykiatrien, som jeg gør det i dette indlæg, så er det, fordi jeg tænker, at det nærmest ville være kriminelt, at lade et udsagn som B. Volfings stå uimodsagt. Hvis der bare er én blandt alle dem, der har fundet vejen til dette indlæg, det har kunnet foranledige til at sætte spørgsmålstegn ved hendes påstand, så har det været det værd.
Send en kommentar