"What we call 'normal' is a product of repression, denial, splitting, projection, introjection and other forms of destructive action on experience. It is radically estranged from the structure of being. The more one sees this, the more senseless it is to continue with generalized descriptions of supposedly specifically schizoid, schizophrenic, hysterical 'mechanisms.' There are forms of alienation that are relatively strange to statistically 'normal' forms of alienation. The 'normally' alienated person, by reason of the fact that he acts more or less like everyone else, is taken to be sane. Other forms of alienation that are out of step with the prevailing state of alienation are those that are labeled by the 'formal' majority as bad or mad." 

R. D. Laing, The Politics of Experience

onsdag den 18. februar 2009

Civilisationens normer og værdier. Mere om Benedikte Volfing, Abdulle Ahmed og "skizofreni", og noget om recovery

I forlængelse af mit foregående indlæg her på bloggen, kom jeg som hver gang, når jeg ser mig konfronteret med vores samfunds, kulturs, civilisations fundamentalt udnyttende og misbrugende brutalitet, til at tænke på recovery.

"Ethvert psykiatrisk symptom indeholder et element af modstand, siger neurologen John M. Friedberg. Modstand mod hvad? vil nogle undrende spørge. Modstand mod svigt og bedrag, mod uretfærdighed og uopfyldelige krav, mod at blive trådt på og ladt i stikken, igen og igen og igen. Mod ikke at blive anerkendt som den personlighed man er, med den realitet man lever i," skrev jeg i et indlæg om tvang i psykiatrien til LAP's medlemsblad nr. 4/2007.

Enhver form for tvang er et overgreb, et magt-/misbrug, en udnyttelse, en brutalitet:

"Jeg ser det sådan, at mindst af alle mennesker er det de mest forstyrrede, der kan klare medicinsk indtrængen i deres liv. Det er ligesom det omvendte af hvad psykiatrien siger. Nogle gange laver jeg sjov og siger, hvis du vil medicinere nogen, så medicinér en magtfuld advokat, der manipulerer sin familie og mishandler sin kone, og måske giver det noget, at bremse ham lidt ned, du ved. Okay. Jeg mener det selvfølgeligt ikke rigtigt. Men det sidste menneske, som du vil medicinere eller fortælle, at hun har en biologisk sygdom, er en syttenårig pige, der ikke ved om hun er Jomfru Maria eller prostitueret, om hun er god eller ond, om hendes mor har en hale og hendes far har horn, og der er skrækslagen og angst. Dette menneske trænger til så meget nænsomhed og tålmodighed og forståelse og nærvær. Dette menneske trænger virkeligt til omsorg, i ordets alle betydninger. Det vi gør i stedet for, er at vi brutalt mishandler de mest sårbare mennesker." -Peter Breggin i Take These Broken Wings, adspurgt om sin mening angånde den gængse "hjælp", folk udsættes for i det psykiatriske system.

Den sidste sætning i Breggin's udtalelse har mange lag. De fleste bliver i deres overvejelser over hvorfor psykiatrien holder så urokkeligt fast ved den biologiske model i form af dopamin-teorien - der i øvrigt selv af sin "opfinder", den svenske farmakolog Arvid Carlsson allerede i 1992 blev forkastet, og der i dag af de fleste forskere betegnes som utroværdig, da man på intet tidspunkt har været i stand til at påvise en ubalance i dopaminstofskiftet hos mennesker i krise - hængende i en direkte økonomisk forklaring: det må være farmaindustriens - og fagfolkenes - hensynsløse jagt efter monetær profit, der lader dem fortsætte med at fremstille dopaminteorien som et bevist faktum i offentligheden. Kun på den måde kan man blive ved med at sælge folk stoffer, der påviseligt har en indflydelse på dopaminstofskiftet, som medicin.

Spørgsmålet er imidlertid i mine øjne, hvad der kan få folk til at endda gå over lig, bare for at rage størst mulig monetær profit til sig. Betyder penge virkeligt så meget mere end menneskeliv? Og, selv om det er sådan med hensyn til storkapitalen (farmakoncernerne), så er det vel helt anderledes for dem, der befinder sig noget længere nede i den økonomiske hakorden, for mennesker med et intakt, civiliseret norm- og værdisystem, med en intakt, civiliseret moral, for dem, der ikke er blevet offer for profitgrådigheden? Denne grådighed må vel ses som diametralt modsat vores civilisations normer og værdier?

Ja, profit betyder mere end (menneske-)liv. Og nej, det er ikke anderledes for dem, der har været mindre heldige med at rage til sig, end f.eks. farmaindustrien. Profit, monetær eller anden, er det, noget vi alle - om vi nu hedder Lilly, Volfing eller Jensen til efternavn - har, lever af: vores ego. Dette skrøbelige, psykologiske konstrukt, som vores kultur, vores civilisation står og falder med, og som den derfor gør alt for, at få os til at identificere os med.

"How much 'ego' do you need? - Just enough so that you don't step in front of a bus." -Shunryu Suzuki, Zenmester

Og så er der stadigt lang vej fra at have nok ego, så man ikke kommer i vejen for en bus, til at være sit ego. Det sidste kaldes også for narcissisme, og bliver, sjovt nok, af psykiatrien, den samfundsinstitution, der mest vehement forsvarer narcissismen, betegnet som en personlighedsforstyrrelse.

Et glimrende eksempel på at se splinten i andres øjne, men ikke bjælken i sit eget. For, hvad er det, der får mennesker til ikke bare at gøre alt i deres magt stående, for at sælge andre stoffer, der skader mere end de gavner, som "medicin" for en ikke-eksisterende sygdom, men også f.eks. at udøve grov vold mod et menneske, der dårligt kan forsvare sig, over en periode af seks år på daglig basis? Er det intentionsløs afmagt, som i "opgivethed", eller er det måske snarere den "afmagt", der ikke skyr nogen midler for at tilrage sig magt: egoets umættelige sult efter mere og mere bekræftelse? Bekræftelse, et magtsygt ego meget nemt kan opnå ved f.eks. at forgribe sig og ydmyge mennesker i en sårbar position. Mennesker, der selv er afhængige af og magtesløse overfor én. Fordi den magt, den mishandling, man udøver overfor dem, er en magt og en mishandling, som et magtsygt samfund, en magtsyg kultur, har blåstemplet. Som "behandling". Som "hjælp".

Når psykiatrien "brutalt mishandler de mest sårbare mennesker", så er det, der sker i dette system på sin vis detsamme som det, der generelt og på alle niveauer sker mellem det kultiverede, civiliserede menneske, mellem vores civilisation, og naturen: Brutal mishandling. Traumatiserende. I profittens navn. Både den monetære som den personlige, der kommer i form af bekræftelse af ens ego, i form af magt.

Sårbart bliver et menneske af at blive traumatiseret. Hvad gør man som overgriber så, når det sårbare, traumatiserede menneske reagerer og råber om hjælp? Råber op om uretfærdighed og en magtbalance ude af balance? Man truer og straffer misbrugsofret til tavshed. Så misbruget kan fortsætte. Man mishandler om nødvendigt endnu mere brutalt, end før. Indtil ofret i total afmagt tier stille. Og man fortæller ofret, at det jo selv er skyld i misbruget. Ligesom man fortæller folk, at det er deres gener og deres hjernekemi, der er defekte. Ikke en civilisation, hvis grundlag er hensynsløs udnyttelse og misbrug (af naturen - også den menneskelige). Og hvis bare man går grundigt og systematisk nok til værks, så er det ingen sag, at "omvende" ofret, og gøre det til en ny overgriber: de "kolonialiserede", der gør alt i deres magt stående, for at lukke munden på kritikerne. Man skal bare lokke dem, deres efter magt skrigende egoer, på den helt rigtige måde: ved at tilbyde lidt magt.

Udnyttelse, misbrug og mishandling er ikke bare noget, der sker enkelte mennesker imellem, i nogle enkelte tilfælde, som vi, med et gys, så kan læse om, f.eks. i Politiken, og tænke, at det her, det kunne da i hvert fald aldrig ske for os.

Udnyttelse, misbrug og mishandling er synonymer for de af narcissismen skabte normer og værdier af den moderne, vestlige civilisation. Udnyttelse, misbrug og mishandling sker for os allesammen, hver dag, hvert øjeblik. F.eks. når vi griber efter en ny plastikpose i brugsen. Eller når vi tænder lyset om aftenen. Eller når vi slår græsplænen og luger det, vi kalder for "ukrudt". Eller når vi kalder et menneske, der reagerer på al denne "normale" vold ved at råbe om hjælp, for "psykisk syg", "skizofren", "depressiv", "ADHD'er", og i samme skønning nægter dette menneske anerkendelse og respekt, ved at fornægte muligheden, sandsynligheden, ja, jeg vil sige det faktiske, at dette menneskes adfærd er en meget naturlig reaktion på dette menneskes oplevelser. (Jf. hertil f.eks. Abdulle Ahmed's historie.) Faktisk en sund, selvbevarende reaktion, da det er via denne reaktion, at både mennesket selv og omgivelserne kan blive bevidste om de destruktive kræfter i samfundet, som f.eks. borgerkrig, eller mobning, diskriminering, der har udløst reaktionen, og bearbejde disse. Også ved at prøve, at gøre andre opmærksom på destruktive mekanismer i samfundet. Også ved at prøve at ændre disse.

Men dette kan og må ikke ske, da vores civilisation som nævnt står og falder med den destruktivitet, der hedder udnyttelse og misbrug, da den står og falder med den destruktivitet, der altid og nødvendigvis følger i kølvandet på narcissismens magtsyge, som både borger-/krige, mobning, diskriminering, psykiatrisk diagnosticering, og fremskridtet i økonomiens, teknologiens og videnskabens ånd, ikke i naturens, er udtryk for.

Hvis Benedikte Volfing anerkendte, at mennesker som Abdulle Ahmed udviser en naturlig, sund reaktion på deres møde med civilisationens fundamentalt destruktive kræfter, ville hun samtidigt anerkende, at hun selv er med til at opretholde disse fundamentalt destruktive kræfter. Ligesom vi alle er med til det. En skræmmende sandhed at se i øjnene. For skræmmende for de fleste, og således også for Benedikte Volfing. Hvorfor hun har valgt, at fortrænge og fornægte sin egen sandhed, ved at gå som professionel ind i et system, der gør det muligt for hende, at opretholde sin egen fortrængning og fornægtelse ved at fortrænge og fornægte andre mennesker, gøre dem til genetisk defekte, biologisk hjernesyge ikke-mennesker. Ting. "Ukrudt". Som kan, ja mishandles, straffes, udryddes.

Så nej, det her drejer sig ikke så meget om nogle enkeltindivider, nogle enkelte forældre, der via deres egen dysfunktionelle, destruktive kommunikationsmønstre - og "kommunikation" skal ses som al mellemmenneskelig kontakt, ikke alene som det talte/skrevne ord - driver deres børn til vanvid, mens alle vi andre med god samvittighed kan fordømme disse enkeltindividers dysfunktionalitet og destruktivitet. Det drejer sig ikke om "den skizofrenogene mor". Og det drejer sig heller ikke om nogle specifikke grupper blandt verdensbefolkningen, såsom Somalierne. Det ville være til at have at gøre med. Fordi vi kunne afgrænse os: dem- og os. "De er destruktive, vi er ikke." Det her drejer sig om den dysfunktionalitet og destruktivitet, vi alle deltager aktivt i at sprede omkring os, hvert øjeblik, ved at forsvare vores civilisations normer og værdier. F.eks. de normer og værdier, der betyder, at Abdulle har en hjernesygdom, der hedder "skizofreni".

Og recovery? Hvordan kommer recovery ind i billedet? Man kan komme sig, efter man har været udsat for traumatiserende overgreb, en gang i fortiden. Men hvis overgrebene ikke er fortid, hvis de finder sted, i hvert eneste hér og nu, så har man, medmindre man har opnået den perfekte enlightenment, kun én mulighed, hvorpå man kan blive helt "symptom"fri (= reaktionsfri): ved selv at blive til overgriber. Som Benedikte Volfing er blevet det. Og om ikke andet, så ved at udøve vold mod sit sande selv og gå helhjertet og modstandsløst ind i offerrollen: "Jeg er psykisk syg." To sider af samme sag.

Jeg skrev en mail til Daniel Mackler i forgårs. Fordi jeg ikke rigtigt kunne få hans brug af sygdomsterminologien i Take These Broken Wings til at hænge sammen med det indtryk af ham, jeg havde fået igennem essayene på hans hjemmeside:

"Jeg har måske et lille bitte problem med ISPS (og Bent Rosenbaum, som jeg har læst lidt af for et par år siden, uden at vide, at han er medlem af ISPS), og det er terminologien. Hele konceptet er så dejligt forfriskende, og så kommer det alligevel: "psykisk sygdom", "skizofreni", "de skizofrene".

Jeg ville sååå gerne se dette stempel afskaffet. Og den patologisering af disse sindstilstande, det uvægerligt bringer med sig, ligemeget hvad. Tilbageblikkende gik det op for mig, at det jeg havde oplevet, ikke var andet end en noget "overdreven normalitet". Med graden af overdrivelsen perfekt korresponderende til den grad af overdrivelse af de omstændigheder, mine oplevelser var en forsinket reaktion på. Det virker på mig ret så naturligt, endda sundt. Ikke på nogen måde sygt. Jeg vil påstå, at reagere mindre overdrevet ville have været "sygt". Spørgsmålet er jo, om "sygdom" er noget, der truer ens - fysiske eller mentale - helbred (såsom vores civilisations misbrugende og traumatiserende kræfter), eller om det er ens naturlige, selvbevarende reaktion på truslen, der er "sygdommen". Og hvor skal man trække skillelinien mellem "normal" forvirring, angst, vrede, og "skizofreni", dvs. en hel del forvirring, angst og vrede? Personligt ville jeg ikke driste mig til at tro, at jeg under nogen omstændigheder kunne det. Joanne Greenberg siger på et tidspunkt [i filmen], at "enhver skizofren ved hvor syg han er," og at hun tænker, "han ved hvor langt fra midtpunktet af hans egen væren han er." Altså, når jeg ser mig omkring, så ser jeg næsten ikke andet end mennesker, "normale" mennesker, der er milevidt fra midtpunktet af deres egen væren. De er sig bare ikke bevidst om det. Hvis "skizofreni" eksisterer som en sygdom, er disse mennesker de "raske", mens de, der er ved at blive bevidste, er de "syge". Uden tvivl. Men hvis det, at være såpas langt fra midtpunktet af ens egen væren er den virkelige sygdom - og det er, hvad jeg tror - så er de såkaldte "skizofrene" faktisk de, der er ved at komme sig fra denne sygdom kaldt "normalitet".

Det virker måske hentet lidt langvejs fra, men ikke desto mindre synes jeg, det rammer sømmet på hovedet: En af Tysklands førende hesteeksperter sagde engang, at der ikke findes heste, der er for svajryggede, for kortbenede, for nervøse, eller for hvad-det-måtte-være. Der findes kun heste, der er svajryggede, kortbenede, nervøse, etc. Nu er det sådan, at "skizofreni" i mine ører lyder som "for angst, for forvirret, for vred". Mens jeg tænker, at der ikke findes "for" med hensyn til (menneskelig) adfærd, med hensyn til (menneskelige) følelser og reaktioner.

For mig var det måske det mest smertefulde af hele terapiforløbet, at jeg (for den hellige, uundværlige sygdomsindsigts skyld...) blev nødt til at stemple mig selv. Netop som jeg var ved at tro, at et menneske endeligt så mig, krævede dette menneske, at jeg skulle lukke øjnene for mig selv og bortforklare mig selv. I stedet for at blive mig bevidst om mig selv. Antiklimax." *

Antiklimax, eller: overgreb. Et overgreb, ligesom alle de andre, vores civilisation ustandseligt udsætter os for. Hver dag, hvert eneste hér og nu. Og som vi ustandseligt udsætter både os selv og andre for, hvert eneste hér og nu. I "normalitetens" navn. I vor narcissistiske civilisations magtsyges navn.

Og siden jeg hverken er perfekt enlightened, eller fuldstændigt afstumpet - ved hjælp af "medicin" og/eller indoktrination, så reagerer jeg: "symptomer". Men er det egentligt "symptomer", når man er blevet sig bevidst om, hvorfor man reagerer på hvad? Når man er blevet sig bevidst om den egne dysfunktionalitet og destruktivitet? Eller er det måske bare naturligt?
_______________

*Hvad Daniel Macklers svar til mig angår, så vil jeg bare sige så meget her, som at jeg ikke tog fejl, da jeg ikke kunne få den terminologi, der bruges i filmen, til at hænge helt sammen med hans essays. Men filmen er blevet muligt, takket være ISPS' støtte. Og så kan det ske, at man må bide i det ene eller andre lidt sure æble. Som i de fleste professionelle organisationer, og ligemeget om vi taler psykiatrisk-biologisk eller psykologisk-analytisk-psykosocialt orienterede, så findes der også i ISPS nogle indflydelsesrige, reaktionære kræfter, der, på trods af al forståelse, ikke ønsker at give fuldt afkald på patologiseringen, ikke ønsker at gå så langt, som jeg går i denne blogpost. De psykologisk-analytisk-psykosocialt orienterede Benedikte Volfings, kunne man sige.

1 kommentar:

Ahmed sagde ...

Det samme skete med denne unge mand. De provokerer dem for at få lov til, at fixerere dem. Ganske umenneskeligt.

http://freeabdulle.info/index.php?option=com_myblog&Itemid=61