Hvad sker der, når man er professor i psykiatri og radiologi ved Emory University School of Medicine og samtidigt er blogger, med en vis hang til at skrive om videnskabelig uredelighed, korruption og deslige indenfor ens fag?
Lige umiddelbart skulle man tro, at Emory University ville sætte stor pris på J. Douglas Bremner's bedrift, der jo unægteligt må være i videnskabens ånd. Men, ak, sådan tænker man ikke på Emory University, i øvrigt indtil sidste efterår Charles Nemeroff's stolte arbejdsgiver. Nej. Mens man gør hvad man kan for at redde Dr. Nemeroff's ære, eller hvad der nu var tilbage af den, efter senator Grassley var færdig med Dr. Nemeroff, så gør man vores bloggende professor Bremner til syndebuk for at redde Emory University's gode forbindelser til farmaindustrien, og sender ham et brev - per kurér! - hvori han bedes om at fjerne universitetets navn, EMORY altså, fra hans blog. For bloggen er jo privat, ikk'? Så, den har ikke noget med Emory University at gøre! Never mind, at der er andre, der både er ansat på Emory University og blogger, privat, mens de ikke gør nogen hemmelighed ud af deres tilhørighed til Emory University på deres blog, og heller ikke bliver bedt om det, af Emory University.
Men ikke nok med, at man altså fornyligt beordrede Doug Bremner til at fjerne Emory University's navn fra hans blog, nej, allerede sidste år, da hans bog, Before You Take That Pill. Why The Drug Industry May Be Bad For Your Health, udkom i marts måned, besluttede man fra Emory University's side, at undlade at udsende en pressemeddelelse annoncerende bogens udgivelse. Noget, man ellers nødigt forsømmer, når det drejer sig om udgivelsen af diverse ukritiske cheers for farmakalogiens velsignelser, skevet af Emory University-tilknyttede. Og da slet ikke, når pressemeddelelsen allerede er skrevet, færdig og klar til at blive udsendt...
Jeg vil ikke forsømme at gøre opmærksom på, at Doug Bremner ikke nødvendigvis er "radikal". Nogle gange er han, andre gange måske knapt så meget (kan være den var "halvfærdig", den blogpost, Doug, meeen...). Han er bare ærlig, og synes ikke, der er noget i vejen med at sige sin mening. Men det er altså nok til at lade Emory University, et internationalt anerkendt, privat forskningsuniversitet i Atlanta, USA, reagere og blive ubehagelig. Og så er der sikkert stadigt nogle, der tror, videnskab og forskning bestemt ikke kan være andet, end lig med retskaffenhed og etisk uanfægtbarhed...
Og, for resten, så vil jeg heller ikke forsømme at gøre opmærksom på, at nævnte Charles Nemeroff er/var den førende kapacitet på området "depression". På verdensplan.
_______________
Tak til Matt Holford for stilistisk inspiration til dette indlæg.
Opslag
Lyme disease category page
4 dage siden
4 kommentarer:
Apropos, så er der dog nogle der vist har sneget sig udenom: Øget brug af cannabis modsvares ikke af øget prævalens i psykoser.
Det havde jo nok også været svært at få sponsorpenge til at rejse tvivl om den hyppige påstand om at hash medfører psykoser og skizofreni. Budgettet bliver jo så også begrænset når det er registerforskning, i stedet for store forsøg med stoffer der kan patenteres.
tosommerfugle: Tak for linket! Jeg har selv altid haft den teori, at når folk oplever "psykoser" eller lignende efter hashkonsum, så drejer det sig om mennesker, der alligevel før eller siden havde oplevet ekstreme sindstilstande, med eller uden hash (respektive andre, bevidsthedsforandrende stoffer). Hash o.lign. kompromitterer jo bare bevidsthedens blokade mod ubevidste indhold. Og hvis der ligger tilstrækkeligt med følelsesladede indhold i ubevidstheden, så baner de sig alligevel vej, før eller siden. Det er ikke hashen, der "indeholder", for at sige det sådan, "psykosen", og således kan fremkalde den. Det er det ubevidste, som hashen måske kan hjælpe til at oversvømme bevidstheden med sine i forvejen tilstedeværende indhod.
Jeg kan fortælle, at jeg selv kom ud for en mildere "psykotisk" oplevelse, tilbage i 90'erne, efter jeg, for sidste (og ca. 10.) gang indtil videre, havde delt en joint med nogle venner - hvilket jeg aldrig har fortalt min terapeut, selv om hun spurgte. Havde på fornemmeren, at hun kunne være fristet til at give hashen skylden. Siden hun nu spurgte så indgående. Vel, hverken tre hiv af en delt joint, eller de ca. 9 foregående joints kunne efter min mening være af relevans godt og vel ti år efter. Helt bortset fra, at ekstreme sindstilstande ikke var mig helt ubekendt heller fra tiden før jeg "opdagede" pot.
Jeg havde for resten bemærket bloggen du linker til for noget tid siden, dog ikke udelukkende "positivt". Jf. for eksempel her: http://mads.eu/en-kombination-af-fælles-genetiske-variationer-kan-føre-til-skizofreni-og-bipolar-lidelse. Jeg har kommenteret på indlægget, og må indrømme, at jeg er lidt spændt på, om min, kritiske, kommentar dukker op, eller... Ja, ellers så har jeg jo lige temaet "censur" på programmet (og min kommentar lige her i et tekstdokument, klar til at blive postet som et nyt indlæg i censur-serien). :D
Min oplevelese af den blog er at det primært "bare" er fordanskede udgave af nyhedsartikler fra andre kilder, uden karakter af debat fra hans side.
Mit indtryk af hash i billedet omkring psykoser er, ud over den med at rusen kan åbne for noget, også at en del bruger det "selvterapeutisk" i forhold til at "noget" giver uro i sindet.
Men når der så skal udbpeges en årsag til "skaden", er det jo yderst bekvemt at have en syndebuk, også ofte for personen selv. Det var derfor. Og derved ingen anledning til at være åben for dybderne i eget sind. Pyha!
Jeg har ikke selv prøvet pot, har altid holdt mig fra stoffer der skal påvirke hjernen. Ikke ud fra moralske holdninger, blot et personligt valg. Og jeg stejler ikke over at andre gør tingene på en anden måde :-)
Jeg har sådan set også altid haft stor respekt for den slags ting. Da jeg var ung, blev det jo alle vegne påstået, at hash var "forstadiet" til de hårde stoffer, og at man i øvrigt kunne blive afhængig nærmest af et enkelt hiv en eneste gang - hvilket jo er noget sludder, både det ene og det andre. Men hvorfor jeg nåede, at blive sidst i tyverne, før jeg turde prøve.
Mit største forbehold mod bevidsthedsforandrende stoffer er nok ikke engang stoffernes virkning i sig selv, men motivationen, der ligger bag "uddelingen" (eller tilbageholdelsen og kriminaliseringen som i hashens tilfælde) af dem. Altså hvis nogle har en økonomisk eller anden fordel af at jeg tager noget bestemt, og egentligt er ligeglade med, om jeg får noget ud af at tage stoffet. Jeg har aldrig følt mig specielt veltilpas, kontrolleret af andre...
Jeg var faktisk også lige ved at skrive i min sidste kommentar, at der jo er nogle, der faktisk har haft god gavn af pot, ansvarsbevidst anvendt, for psykiske problemer, endda har kunnet bruge det i deres recoveryproces. Fordelen er så, at man selv styrer indtagelsen, og at bivirkningerne er knapt så grelle. "Ulempen" er, at ingen autoritet kan tvinge én, og at man faktisk jo ikke bliver fysisk afhængig på samme måde, som af de godkendte stoffer (psykofarmaka).
Interessant er jo for øvrigt, at man har meget travlt med at ansvarliggøre f.eks. hash, og knalde folk en dobbeltdiagnose i hovedet, mens man gør alt for at undgå, at f.eks. ansvarliggøre antidepressiva for "manier" - her ændrer man så hellere stemplet til "bipolar", end at indrømme antidepressivas potentiale til at gøre folk maniske - eller neuroleptika for "psykoser", som i Abdulles tilfælde. Og hér mener jeg, at den holder, at det er stoffet, ikke det ubevidste, der gør folk "vanvittige", da stofferne er tilstrækkeligt stærke, sammenlignet med hash f.eks.
Får man det dårligere under psykofarmakologisk "behandling", så er det altid "sygdommen", der er skyld, eller et evtl. stofmisbrug. Får man det bedre, er det selvsagt "medicinen", der virker...
Send en kommentar