"What we call 'normal' is a product of repression, denial, splitting, projection, introjection and other forms of destructive action on experience. It is radically estranged from the structure of being. The more one sees this, the more senseless it is to continue with generalized descriptions of supposedly specifically schizoid, schizophrenic, hysterical 'mechanisms.' There are forms of alienation that are relatively strange to statistically 'normal' forms of alienation. The 'normally' alienated person, by reason of the fact that he acts more or less like everyone else, is taken to be sane. Other forms of alienation that are out of step with the prevailing state of alienation are those that are labeled by the 'formal' majority as bad or mad." 

R. D. Laing, The Politics of Experience

mandag den 6. juli 2009

Traumatiske barndomsoplevelser årsag til "psykoser" og "skizofreni"

Gianna gjorde i går opmærksom på en artikel i Journal of Postgraduate Medicine, "Childhood trauma and psychosis: Evidence, pathways and implications", bl.a. af australske John Read, der sammen med Paul Hammersley gennemførte metastudien, der viste, at omkring 75% af alle med "skizofreni" stemplede havde været overgrebsofre som børn.

Her nogle citater fra artiklen:

"En nyere gennemgang af den nordamerikanske, psykiatriske litteratur fra de seneste 40 år nåede frem til at mulige sociale årsager for psykoser, inklusive skizofreni, er blevet overset for at fremtone genetiske og biologiske sygdomsårsager. Dog er kraepelinske opfattelser af psykotiske tilstande som alene værende symptomer på en syg hjerne blevet udfordret af kendte akademikere som Richard Bentall og andre, der sætter spørgsmålstegn ved gyldigheden og nyttigheden af skizofreni som begrebsmæssig og diagnosticerbar enhed, og argumenterer, at psykotiske oplevelser ligger i forlængelse af "normal" fungeren og henstiller at nutidige forståelser af "skizofreni", "bipolar lidelse" og lignende skulle tage højde for ugunstige miljømæssige faktorer. Endvidere har der igennem de seneste ti år været et fornyet interesse og et stigende antal litteratur, der undersøger sociale og miljømæssige faktorers rolle i forbindelse med udviklingen af psykoser og skizofreni. En stor del af denne forskning har specielt rettet fokus på forholdet mellem traumatiske barndomsoplevelser, psykose og skizofreni. "

"Overordnet set viser den gennemgåede forskning et sammenfald af evidens i mange studier, og, omend ikke uden forbehold, lader den ane, at traumatiske barndomsoplevelser er årsagsfaktorer for psykoser og specifikke oplevelser, der anses som værende tegn på psykose og skizofreni."

"Som vi har set, er traumatiske barndomsoplevelser blevet sat i forbindelse med adskillige negative udfald mht. psykisk sundhed, fysisk sundhed og sociale omstændigheder, både i barndommen og senere i livet. Det er tvingende nødvendigt, at vi rutinemæssigt spørger ind til traumatiske oplevelser og overgreb, når vi prøver at hjælpe mennesker, der har psykotiske eller usædvanlige og pinefulde oplevelser. (...) Meget få overgreb erkendes af psykiatrisk personale i den daglige praksis, men når mennesker spørges angående disse, stiger antallet af erkendte overgreb dramatisk."

"Der findes en række evidensbaserede psykosociale behandlingstiltag for psykoser, og disse skulle tilbydes alle, der oplever psykotiske fænomener." (min fremhævelse)

Amen!!! Specielt til det sidste.

En relateret artikel kunne man fornyligt læse i den norske psykologforeningens tidsskrift. I artiklen "Ingen gener for psykiske lidelser" slår Roar Fosse fast, at "vi må ændre vores syn på årsagerne til psykologiske problemer", og at der ikke er "støtte i forskningen for at sige at der findes gener for psykiske lidelser." Med udgangspunkt i epigenetikken siger Roar Fosse, at "forskningen viser at kvaliteten på omsorgen som modtages fra mor i tidlig alder, styrer udviklingen af både hjernen og af adfærd ved at ændre epigenetiske processer, der kontrollerer DNA-udtrykket."

Også Roar Fosse når frem til, at psykosociale behandlingstiltag er påkrævede:

"Mens farmakologiske interventioner ved psykologiske problemer ofte bruges for at opnå symptomdæmpning, tyder den nye viden på, at man dårligt kan blive rask af en sådan behandling. (...) Det kan være, at epigenetisk reprogrammering bedst kan opnås gennem at påvirke individet gennem dets naturlige kommunikationskanaler for psykosocial erfaring; altså at man via hjernens naturlige funktioner for informationsbehandling specifikt kan nå de biologiske processer, der er ændret af stress, og der ligger bag psykologiske problemer. Et positivt miljø, præget af trygge relationer og gode samtaler kan give et grundlag for at blive rask fra psykologiske problemer."

Tryghed er nøgleordet for Roar Fosse. Ligesom det var nøgleordet for R.D. Laing i sin tid.

Trenden, vi ser repræsenteret i den nye forskning, væk fra en biologisk og hen til en traumarelateret årsagsforståelse, er jo alt andet end ny. Og ligesom R.D. Laing m.fl. i sin tid, så kræver også John Read og Roar Fosse altså et paradigmeskift mht. vores syn på "psykisk sygdom" og dens årsager.

Detsamme gør imidlertid den biologiske psykiatri, der endda prøver, at gennemtvinge dette paradigmeskift via udgivelsen af en ny version af DSM'en. Udgivelsen af DSM V, planlagt til 2012, retfærdiggøres ikke mindst af påstande om, at psykiatrien skulle være nået frem til entydige beviser på "psykisk sygdoms" genetiske, biologiske årsager, hvilket der ikke tages højde for i DSM IV endnu. En påstand, der ved nærmere undersøgelse viser sig at være ikke andet end ønsketænkning.

Man kan så spørge sig, hvad der driver værket mht. denne åbenlyse ønsketænkning. Hvordan kan det være, at både adskillige klarsynede fagpersoner som R.D. Laing eller Loren Mosher, og et utal af mennesker, der selv har oplevet ekstreme sindstilstande, "psykoser", "skizofreni", aldrig er blevet hørt? Hvorfor er det usandsynligt, at John Read, Roar Fosse og detsamme utal af mennesker, der har oplevet ekstreme sindstilstande, denne gang vil blive hørt? Og "Hvorfor tror dere ikke på det vi forteller om de negative konsekvensene vi ble påført som følge av tvangsinnesperring og tvangsmedisinering i det tvangspsykiatriske systemet?!!" og "Ser psykiatrien selv at feilaktige tvangstiltak begås?" kan man spørge som Jan Olaf gør det.

Hæng på. Svar følger.

2 kommentarer:

Sigrun sagde ...

Takk for at du informerte om denne artikkelen. Den skal jeg lese.

tosommerfugle sagde ...

Her har vi jo så også en kobling til den "ikke-genetiske" del af biopsykiatrien. Når det viser sig at alvorlig stress eller traumer i barndommen har epigenetiske konsekvenser for hjernens biologi, giver det mening at tale om en "ubalance" i hjernens biologi i forbindelse med forskellige diagnoser som psykoser eller skizofreni. Her bliver medicinering så til forsøg på symptombehandling, uden muligheden for at rette op på det problematiske i barndommen. Og i første omgang meget nemmere (billigere) end at forsøge at lære mennesket at takle også denne side af sin personlighed. En symptombehandling som kan have alvorlige bivirkinger, og ikke søger at formidle en positiv epigenetisk påvirking gennem ting som tryghed, forståelse og accept.

At tegnene på at der også ser ud til at være tilfælde hvor arveligheden har reel betydning, er jo så en omstændighed der har ført til at "foretrække" denne forklaringsmodel i for høj grad ...