Seksårige Jani: "skizofren", eller endnu et overgrebsoffer?!

'Hva' sa' jeg?!' var jeg lige ved at sige, da jeg læste det følgende på Stephany's blog:

"Det gør mig ked af det, for at sige det mildt, at læse på Jani's fars blog, at faren snakker om at slå og sulte Jani, tage hendes legetøj fra hende, og slutteligt medicinere hendes væsen (for at knække hende). Før dette barn blev sat på psykofarmaka, blev dette barn udsat for mishandling."

Jeg havde tidligere i går aflagt farens blog et besøg, og læst dette indlæg med opfølgende kommentarer. Dvs. jeg nåede frem til kommentar nr. 11, Jani's fars svar til David Oaks, der slog mig pga. sin udtalte fjentlighed, oven i det lige så udtalt patetiske i selve indlægget - Peter Gabriel, Don't Give Up... herregud! - to ting, der ved første øjenkast kan virke som modsætninger, men faktisk er to sider af samme sag.

Når man læser indlægget, kunne man måske umiddelbart være fristet til at tro på de altopofrende, til sammenbruddets grænse medtagne forældre, der elsker deres Jani af hele deres hjerte, og ville gøre alt for hende. Billedet bliver lidt et andet, senest når man når ned til nævnte svar til David fra Jani's far: ja, forældrene ville gøre alt for Jani, selv det, at banke hende igennem , lade hende sulte og tage legetøjet fra hende. Alt det ville de gøre, og har de gjort mod et barn, der ikke har eller har haft den mindste chance for at forstå, hvad der foregår.

Og ikke nok med det, nej. Forældrene er endda parate til gå så langt som til at ofre Jani for det, de virkeligt er forelskede i: deres egen lidelse. For, det mangler jo ikke med advarsler om neuroleptikas farlighed, eller tilbud om information angående alternativer. Men mens en mor som Stephany i sin tid sagde: "Hey, det lyder interessant, lad mig høre mere!", mens hun indrømmer sine fejltagelser, accepterer sin andel af ansvar for sin datter, og i dag kæmper for at kunne tilgive sig selv, så vælger Jani's far altså at reagere ved at både afvise alle tilbud om støtte på forhånd, benægte enhver fejltagelse, frasige sig ethvert ansvar, og gå i forsvarsposition. Forsvarende hvad? Tja, forældrenes egen lidelse, og muligheden til at drukne i selvmedlidenhed over den. Metalidelse. Narcissisternes specialitet.

"Det er ikke slemt, at gøre noget forkert," husker jeg at Ewa Jälmbrant sagde ved rideseminaret sidste måned, "men det er utilgiveligt, at gøre noget forkert, og så bagefter påstå at det var det rigtige man gjorde, selv om man ved, at det var forkert." Fordi man ikke er i stand til at tilgive sig selv, har jeg lyst til at tilføje.
_______________

Flere overgreb (fra "About Me" på Jani's fars blog):

"Volden [han mener Jani's reaktioner på forældrenes overgreb...] blev så slem, at Susan [Jani's mor] og jeg begge mistede besindelsen og slog Jani så hårdt som vi kunne. Vi slog i blindt raseri.

(...)

I dag er Jani ikke længere en møgunge. I dag er Jani skizofren."