Schizophrenia.com, R.D. Laing, og lidelsen

Citat fra en privat e-mail, jeg i tirsdags modtog fra Dugal Adair, moderator ("Assistant Admin 2") på et forum på den amerikanske hjemmeside schizophrenia.com, efter jeg havde kommenteret på denne tråd på forummet:

“A whimsical essay by a young man who believed Ronald Laing's quixotic theories about psychosis until he himself experienced a psychotic episode. Recovered, Vonnegut decides that the most rational response is to bite Laing, and he carefully plans the event. He is especially acerbic about Laing's calling schizophrenia a political label and his glossing over the suffering. What shouldn't be lost in the fascination (of studying schizophrenia) is the fact that is schizophrenia is sheer hell for millions of people."

Dugal Adair citerer her fra Edwin Fuller Torrey's liste over "Ten Best and Ten Worst Readings On Schizophrenia" fra hans bog Surviving Schizophrenia.

For de nysgerrige: e-mailen består af en opfordring til at læse Mark Vonnegut's essay "Why I Want to Bite R.D. Laing", der stod at læse i Harper's Magazine i 1974, den inkorrekte påstand, at Mark Vonnegut "still uses medication" - Vonnegut bruger ikke psykofarmaka, men kosttilskud, mens man kan spørge sig, hvorfor i al verden han vælger at anvende alternativer til "medicinen", når den, som han selv siger, nu virkede så fint for ham, og når vi i dag har "mere effektive medikamenter med færre bivirkninger" - og spørgsmålet til mig: "Are you still working as a psychoanalyst in Copenhagen?" ???...

Schizophrenia.com

Schizophrenia.com er en hjemmeside, jeg så vidt muligt undgår at besøge. Vil man vide mere om siden, og hvorfor jeg vælger at undgå den, kan man læse Spiritual Emergency's blogindlæg om siden her og her. Erfaringerne, der beskrives i de to blogindlæg, dækker sig med mine egne, og dette citat fra et af indlæggene sammenfatter meget fint essensen af den ånd, der dominerer siden:

"It is a place where people in recovery are mocked, ridiculed, silenced, slandered, targeted, set-up, verbally assaulted, demeaned, belittled, frightened and denied the opportunity to nurture hope by the community's leaders. Given my experience of the site I can understand why they feel compelled to minimize John Read's work demonstrating the link between abuse and schizophrenic episodes -- they are, themselves, abusers." 

Jeg tøvede noget, men svarede Dugal alligevel. Primært for at rette misforståelsen angående hvad jeg tjener til smør på brødet med, og selvfølgeligt fordi det forekom mig en anelse uhøfligt, at lade et direkte spørgsmål være ubesvaret:

"Dugal,

did I ever say, I worked as an analyst in Copenhagen? Who told you that? I didn't and don't.

Anyhow, thanks for the information on Vonnegut and Torrey. I know the guys. Neither of them comes up to Laing's shoulder. 

Best,
Marian"

Dugal Adair svarer dagen efter:

"Sorry, my mistake I should have run a Danish to english automatic translation on google. You are an activist then.
 
Was item 3 here your project? looks like a good crowd attended.
 
Did you used to be R.D. Laing? (2000 play). Edinburgh Festival Fringe Award winning play written and performed by Mike Maran.
2.YouTube promo for NY show in 2007
http://www.youtube.com/watch?gl=CA&hl=en&v=m6cjLLjtkRk&feature=related
 
http://blogs.spokenword.ac.uk/smhaf/2007/09/10/did-you-used-to-be-rd-laing-almost-sold-out/
 
http://www.mikemaran.com/laing-reviews.html
 
3. http://silentspheres.blogspot.com/2009/04/did-you-used-to-be-rd-laing.html"
 
Da jeg ved, at Dugal flere gange har besøgt min danske blog, specielt det ovennævnte indlæg, tager jeg spørgsmålet her som et rhetorisk et, og undlader denne gang at svare og samle "You are an activist then"-handsken op.

Var R.D. Laing ligeglad med menneskelig lidelse?

Tilbage til citatet fra Dugal Adair's første e-mail til mig. Det indeholder en påstand, der igen og igen dukker op i diskussioner mellem psykiatritilhængere og -modstandere. Men er der noget om påstanden?

Hvis Laing ikke havde taget lidelsen alvorligt, dybt alvorligt, hvorfor brugte han så så meget tid og energi, stort set hele hans liv, på at afsløre de samfundsforhold og kommunikationsmønstre, der fører til lidelsen, som han gjorde? Hvorfor risikere ry og karriere for noget, man ikke tager alvorligt? Han kunne jo ganske nemt være hoppert over hvor gærdet er lavest, og stilletiende have tilsluttet sig establishmentets doktrin. Det vil i hvert fald synes mig at være det mest oplagte at gøre for en behandler, der virkeligt er ligeglad med andres lidelse, og der egentligt kun leder efter en vej til at tilgodese sine egne egoiske behov, f.eks. behovet for at undgå egen egoisk lidelse, og behovet for at opnå størst mulig tilfredsstillelse af egne egoiske behov.

Ligegyldighed overfor lidelsen finder man ikke hos Laing, Szasz, Mosher, Daniel Mackler, eller hvem det måtte være af alle dem, der har sat og sætter deres egne egoiske behov, f.eks. det for en professionel karriere, til side fordi de har fået øjnene op for netop hvor ligeglad establishmentet er med lidelsen, og finder det uforeneligt med deres egen, personlige oplevelse af menneskelig lidelse, at fornægte dens eksistens.

Ligegyldigheden finder man netop hos et establishment, der dømmer i forvejen lidende mennesker på stribevis til et liv i helvede uden udsigt til nogensinde at kunne komme ud af dette helvede. Alene for at kunne opretholde illusionen om at helvedet ikke er dets egne, selvskabte helvede.

Kan du høre Dugal Adair råbe til mig fra dette helvede? Måske vil jeg svare, når han en dag spørger mig efter vejen ud. Ikke så længe han vil have mig til at bekræfte, at hans helvede er de andres.