Citat fra en privat e-mail, jeg i tirsdags modtog fra Dugal Adair, moderator ("Assistant Admin 2") på et forum på den amerikanske hjemmeside schizophrenia.com, efter jeg havde kommenteret på denne tråd på forummet:
“A whimsical essay by a young man who believed Ronald Laing's quixotic theories about psychosis until he himself experienced a psychotic episode. Recovered, Vonnegut decides that the most rational response is to bite Laing, and he carefully plans the event. He is especially acerbic about Laing's calling schizophrenia a political label and his glossing over the suffering. What shouldn't be lost in the fascination (of studying schizophrenia) is the fact that is schizophrenia is sheer hell for millions of people."
Dugal Adair citerer her fra Edwin Fuller Torrey's liste over "Ten Best and Ten Worst Readings On Schizophrenia" fra hans bog Surviving Schizophrenia.
For de nysgerrige: e-mailen består af en opfordring til at læse Mark Vonnegut's essay "Why I Want to Bite R.D. Laing", der stod at læse i Harper's Magazine i 1974, den inkorrekte påstand, at Mark Vonnegut "still uses medication" - Vonnegut bruger ikke psykofarmaka, men kosttilskud, mens man kan spørge sig, hvorfor i al verden han vælger at anvende alternativer til "medicinen", når den, som han selv siger, nu virkede så fint for ham, og når vi i dag har "mere effektive medikamenter med færre bivirkninger" - og spørgsmålet til mig: "Are you still working as a psychoanalyst in Copenhagen?" ???...
Schizophrenia.com
Schizophrenia.com er en hjemmeside, jeg så vidt muligt undgår at besøge. Vil man vide mere om siden, og hvorfor jeg vælger at undgå den, kan man læse Spiritual Emergency's blogindlæg om siden her og her. Erfaringerne, der beskrives i de to blogindlæg, dækker sig med mine egne, og dette citat fra et af indlæggene sammenfatter meget fint essensen af den ånd, der dominerer siden:
"It is a place where people in recovery are mocked, ridiculed, silenced, slandered, targeted, set-up, verbally assaulted, demeaned, belittled, frightened and denied the opportunity to nurture hope by the community's leaders. Given my experience of the site I can understand why they feel compelled to minimize John Read's work demonstrating the link between abuse and schizophrenic episodes -- they are, themselves, abusers."
Jeg tøvede noget, men svarede Dugal alligevel. Primært for at rette misforståelsen angående hvad jeg tjener til smør på brødet med, og selvfølgeligt fordi det forekom mig en anelse uhøfligt, at lade et direkte spørgsmål være ubesvaret:
"Dugal,
did I ever say, I worked as an analyst in Copenhagen? Who told you that? I didn't and don't.
Anyhow, thanks for the information on Vonnegut and Torrey. I know the guys. Neither of them comes up to Laing's shoulder.
Best,
Marian"
Dugal Adair svarer dagen efter:
"Sorry, my mistake I should have run a Danish to english automatic translation on google. You are an activist then.
Was item 3 here your project? looks like a good crowd attended.
Did you used to be R.D. Laing? (2000 play). Edinburgh Festival Fringe Award winning play written and performed by Mike Maran.
2.YouTube promo for NY show in 2007
http://www.youtube.com/watch?gl=CA&hl=en&v=m6cjLLjtkRk&feature=related
http://blogs.spokenword.ac.uk/smhaf/2007/09/10/did-you-used-to-be-rd-laing-almost-sold-out/
http://www.mikemaran.com/laing-reviews.html
3. http://silentspheres.blogspot.com/2009/04/did-you-used-to-be-rd-laing.html"
Da jeg ved, at Dugal flere gange har besøgt min danske blog, specielt det ovennævnte indlæg, tager jeg spørgsmålet her som et rhetorisk et, og undlader denne gang at svare og samle "You are an activist then"-handsken op.
Var R.D. Laing ligeglad med menneskelig lidelse?
Tilbage til citatet fra Dugal Adair's første e-mail til mig. Det indeholder en påstand, der igen og igen dukker op i diskussioner mellem psykiatritilhængere og -modstandere. Men er der noget om påstanden?
Hvis Laing ikke havde taget lidelsen alvorligt, dybt alvorligt, hvorfor brugte han så så meget tid og energi, stort set hele hans liv, på at afsløre de samfundsforhold og kommunikationsmønstre, der fører til lidelsen, som han gjorde? Hvorfor risikere ry og karriere for noget, man ikke tager alvorligt? Han kunne jo ganske nemt være hoppert over hvor gærdet er lavest, og stilletiende have tilsluttet sig establishmentets doktrin. Det vil i hvert fald synes mig at være det mest oplagte at gøre for en behandler, der virkeligt er ligeglad med andres lidelse, og der egentligt kun leder efter en vej til at tilgodese sine egne egoiske behov, f.eks. behovet for at undgå egen egoisk lidelse, og behovet for at opnå størst mulig tilfredsstillelse af egne egoiske behov.
Ligegyldighed overfor lidelsen finder man ikke hos Laing, Szasz, Mosher, Daniel Mackler, eller hvem det måtte være af alle dem, der har sat og sætter deres egne egoiske behov, f.eks. det for en professionel karriere, til side fordi de har fået øjnene op for netop hvor ligeglad establishmentet er med lidelsen, og finder det uforeneligt med deres egen, personlige oplevelse af menneskelig lidelse, at fornægte dens eksistens.
Ligegyldigheden finder man netop hos et establishment, der dømmer i forvejen lidende mennesker på stribevis til et liv i helvede uden udsigt til nogensinde at kunne komme ud af dette helvede. Alene for at kunne opretholde illusionen om at helvedet ikke er dets egne, selvskabte helvede.
Kan du høre Dugal Adair råbe til mig fra dette helvede? Måske vil jeg svare, når han en dag spørger mig efter vejen ud. Ikke så længe han vil have mig til at bekræfte, at hans helvede er de andres.
Viser opslag med etiketten E. Fuller Torrey. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten E. Fuller Torrey. Vis alle opslag
lørdag den 15. august 2009
søndag den 27. juli 2008
E. Fuller Torrey og Treatment Advocacy Center - en parodi
I min update til gårsdagens indlæg om Esmin Elizabeth Green (og i min sidebar) linker jeg til bloggen Fascism Advocacy Center. For at forebygge eventuelle misforståelser, vil jeg understrege, at det i denne blog drejer sig om en, om end dybt alvorlig, parodi, en satire, på Treatment Advocacy Center (TAC).
For nogle måneder siden skrev jeg, hvad jeg vil kalde for "ikke en bogrecension" til Outsiderens blog om Edwin Fuller Torrey og Judy Millers bog "The Invisible Plague: The Rise of Mental Illness from 1750 to the Present". Denne "ikke en recension", der både indeholder information om Edwin Fuller Torrey og Treatment Advocacy Center, og derved nærmere belyser, hvad bloggen Fascism Advocacy Center parodierer, var mit svar på, at et af Outsiderens redaktionsmedlemmer havde taget bogen med til et møde, hvor hun fremstillede bogen som meget interessant læsning, og både bogens argumentation og konklusioner som troværdige og korrekte. Adspurgt om hun vidste, hvem Edwin Fuller Torrey er, og hvad han står for indenfor psykiatrien generelt, var svaret nej. Hvilket altså foranledigede mig til at se nærmere på bogens troværdighed og korrektheden i argumentationen, såvel som på Edwin Fuller Torreys personlige troværdighed som forsker og "ekspert".
Hér er "ikke en recension":
Er epidemien biologisk eller kulturel?
Advarsel: Jeg har ikke læst netop denne bog. Men jeg har læst en hel række artikler fra Edwin Fuller Torreys pen, jeg besøger både Treatment Advocacy Center's og Fuller Torreys fanklub schizophrenia.com's websites med jævne mellemrum (kend din fjende!), og jeg har både læst en del om ham og hans idéer, og diskuteret både personen og idéerne med mange mennesker. Jeg er altså udmærket bekendt med Fuller Torreys tankegang.
Jeg har set lidt på, hvad Edwin Fuller Torrey og Judy Miller påstår i deres bog “The Invisible Plague: The Rise of Mental Illness from 1750 to the Present” . Bogen har adskillige, fra en videnskabeligt synsvinkel set, meget svage punkter: Bl.a. ignoreres det faktum, at “vanvid” før 1750 gik under mange forskellige betegnelser, alt efter hvordan “sindssyge” mennesker blev opfattet af omverdenen: heks, besat, synsk, medium, shaman, orakel, landsbytosse, helgen, etc. Det som bogen ikke tager højde for, er adskillige sociale faktorer, som at den medicinske profession begynder at interessere sig for fænomenet “anderledeshed” netop omkring 1750, og at det generelt i samfundet fra netop denne tid af og med alt hurtigere fart, bliver mere og mere trangt (industrialiseringen). Der bliver mindre og mindre plads til “anderledeshed” i samfundet, mennesker, der reagerer “anderledes” bliver i tiltagende grad til forstyrrende elementer i industrialiseringens maskineri, hvilket fører til etableringen af institutioner, der kan rumme disse mennesker, respektive befrie samfundet fra den byrde, de i tiltagende grad (!) opfattes som værende for det.
At slutte ud fra at “sindssyge” før 1750 blev betegnet, opfattet og håndteret af samfundet på en anden måde end ved at løslade læger på disse “sindssyge”, at “skizofreni” og “bipolar lidelse” ikke fandtes, er uvidenskabelig spekulation. I et interview med forfatterne, siger disse, at der ikke findes konkrete data om det faktiske antal af “anderledes” tænkende, handlende mennesker op igennem tiderne. At samtidigt tale om en “epidemi”, er, igen, uvidenskabelig spekulation. Iøvrigt findes der data, tal. Og de viser, at netop mht. “skizofreni” og “bipolar lidelse”, tallene ikke har ændret sig op igennem tiderne. De områder, hvor tallene har ændret sig, er “depression”, “ADHD”, “bipolar lidelse” hos børn (i USA), og det, der førhen gik under fællesbetegnelsen “neuroser”. - Også et interessant samfundsfænomen iøvrigt: den tiltagende psykiatriske diagnosticering og “behandling” af børns adfærd.
Bemærkelsesværdigt er, at tilvæksten i antallet stillede diagnoser på disse områder korrelerer med tempoet, med hvilket samfundet som helhed bliver mere og mere trangt og fremmedgjort - og fremmedgørende, eller, sagt på dansk: mere og mere umenneskeligt at leve i. Og, ja, hér har forfatterne fat i noget: OGSÅ på et biologisk, biokemisk level, mht. giftstoffer i miljøet, ikke mindst også i føden.
Alt i alt glimrer bogens forfattere med en total ignorance når det kommer til historiske fakta og simpel sociologi. Fuller Torrey at his best: Ingen midler, heller ikke himmelskrigende uvidenskabelighed, skys, for at fremme idéen om biologisk defekte andenrangs-mennesker, der, til deres eget bedste, skal proppes med hjerneskadende kemi (apropos miljøgifte…) til bristepunktet, læs: til de ikke er i stand til at tænke en eneste “anderledes” tanke længere, om nødvendigt per domsafsagt tvang.
Edwin Fuller Torrey er USAs vel nok fremste, berømt-berygtede pro-psykiatri-ekstremist. Han er grundlægger af Treatment Advocacy Center, der sætter sig ind for, at alle mennesker med psykiatriske diagnoser vedvarende, “forebyggende”, skal behandles med psykofarmaka, og at dette sikres ved hjælp af love, der gør tvangsmedicinering, også i hjemmet, nemt og enkelt muligt for systemet.
Om privatpersonen Fuller Torrey skal det nævnes, at han har en søster, der er diagnosticeret med “skizofreni”, og der ikke ønsker medicinering. Efter eget udsagn var det svært for Fuller Torrey at acceptere, at de vidunderlige forældre, der havde givet ham selv den mest optimal tænkelige opvækst (enligt hans eget udsagn altså), skulle have begået fejl mht. søsterens opvækst. Hvorfor han afviser enhver indblanding af psykologiske eller sociale faktorer i opståelsen af “psykisk sygdom” konsekvent.
Det skal også nævnes, at Fuller Torrey i begyndelsen af sin professionelle karriere var 100% enig med Thomas Szasz i, at “psykisk sygdom” ikke eksisterer andet end som en metafor, og at årsagerne er af rent psykologisk og psykosocial karaktér. Fuller Torrey ytrede dengang ved flere lejligheder sin store beundring for Szasz og dennes indsigt. Kovendingen skete i det øjeblik, Fuller Torreys søster blev diagnosticeret…
Må JEG diagnosticere? Massive skyldfølelser, udpræget narcissistisk personlighedsstruktur, forældrekompleks og - manglende “sygdoms”indsigt - just kidding, eller?...
Ønsker man, at få sat det hele i perspektiv (og nyde virkelig videnskabelighed), kan jeg anbefale Robert Whitakers “Mad In America” og Mary Boyles “Schizophrenia. A Scientific Delusion?”
_______________
En rettelse til ovenstående, taget fra et opfølgende af mine indlæg på Outsiderens blog: ja, også antallet af voksne, der er stemplet “bipolar” er steget igennem de seneste ca. 15 år - i USA. Måske er den U.S.-amerikanske form for “bipolar lidelse” mere smitsom end den, der befalder mennesker i resten af verdenen?? (...) Den U.S.-amerikanske “bipolar”-eksplosion ligger i en størrelsesorden på ca. 100%. Antallet af “bipolar”-diagnoser er altså fordoblet igennem de seneste 15 år. En nyere undersøgelse viser nu, at ca. 50% af de “bipolar”-diagnosticerede højest sandsynligvis er fejldiagnosticeret. Den faktiske “stigning” i antallet tilfælde af “bipolaritet” er dermed - regne regne - 0%.
For nogle måneder siden skrev jeg, hvad jeg vil kalde for "ikke en bogrecension" til Outsiderens blog om Edwin Fuller Torrey og Judy Millers bog "The Invisible Plague: The Rise of Mental Illness from 1750 to the Present". Denne "ikke en recension", der både indeholder information om Edwin Fuller Torrey og Treatment Advocacy Center, og derved nærmere belyser, hvad bloggen Fascism Advocacy Center parodierer, var mit svar på, at et af Outsiderens redaktionsmedlemmer havde taget bogen med til et møde, hvor hun fremstillede bogen som meget interessant læsning, og både bogens argumentation og konklusioner som troværdige og korrekte. Adspurgt om hun vidste, hvem Edwin Fuller Torrey er, og hvad han står for indenfor psykiatrien generelt, var svaret nej. Hvilket altså foranledigede mig til at se nærmere på bogens troværdighed og korrektheden i argumentationen, såvel som på Edwin Fuller Torreys personlige troværdighed som forsker og "ekspert".
Hér er "ikke en recension":
Er epidemien biologisk eller kulturel?
Advarsel: Jeg har ikke læst netop denne bog. Men jeg har læst en hel række artikler fra Edwin Fuller Torreys pen, jeg besøger både Treatment Advocacy Center's og Fuller Torreys fanklub schizophrenia.com's websites med jævne mellemrum (kend din fjende!), og jeg har både læst en del om ham og hans idéer, og diskuteret både personen og idéerne med mange mennesker. Jeg er altså udmærket bekendt med Fuller Torreys tankegang.
Jeg har set lidt på, hvad Edwin Fuller Torrey og Judy Miller påstår i deres bog “The Invisible Plague: The Rise of Mental Illness from 1750 to the Present” . Bogen har adskillige, fra en videnskabeligt synsvinkel set, meget svage punkter: Bl.a. ignoreres det faktum, at “vanvid” før 1750 gik under mange forskellige betegnelser, alt efter hvordan “sindssyge” mennesker blev opfattet af omverdenen: heks, besat, synsk, medium, shaman, orakel, landsbytosse, helgen, etc. Det som bogen ikke tager højde for, er adskillige sociale faktorer, som at den medicinske profession begynder at interessere sig for fænomenet “anderledeshed” netop omkring 1750, og at det generelt i samfundet fra netop denne tid af og med alt hurtigere fart, bliver mere og mere trangt (industrialiseringen). Der bliver mindre og mindre plads til “anderledeshed” i samfundet, mennesker, der reagerer “anderledes” bliver i tiltagende grad til forstyrrende elementer i industrialiseringens maskineri, hvilket fører til etableringen af institutioner, der kan rumme disse mennesker, respektive befrie samfundet fra den byrde, de i tiltagende grad (!) opfattes som værende for det.
At slutte ud fra at “sindssyge” før 1750 blev betegnet, opfattet og håndteret af samfundet på en anden måde end ved at løslade læger på disse “sindssyge”, at “skizofreni” og “bipolar lidelse” ikke fandtes, er uvidenskabelig spekulation. I et interview med forfatterne, siger disse, at der ikke findes konkrete data om det faktiske antal af “anderledes” tænkende, handlende mennesker op igennem tiderne. At samtidigt tale om en “epidemi”, er, igen, uvidenskabelig spekulation. Iøvrigt findes der data, tal. Og de viser, at netop mht. “skizofreni” og “bipolar lidelse”, tallene ikke har ændret sig op igennem tiderne. De områder, hvor tallene har ændret sig, er “depression”, “ADHD”, “bipolar lidelse” hos børn (i USA), og det, der førhen gik under fællesbetegnelsen “neuroser”. - Også et interessant samfundsfænomen iøvrigt: den tiltagende psykiatriske diagnosticering og “behandling” af børns adfærd.
Bemærkelsesværdigt er, at tilvæksten i antallet stillede diagnoser på disse områder korrelerer med tempoet, med hvilket samfundet som helhed bliver mere og mere trangt og fremmedgjort - og fremmedgørende, eller, sagt på dansk: mere og mere umenneskeligt at leve i. Og, ja, hér har forfatterne fat i noget: OGSÅ på et biologisk, biokemisk level, mht. giftstoffer i miljøet, ikke mindst også i føden.
Alt i alt glimrer bogens forfattere med en total ignorance når det kommer til historiske fakta og simpel sociologi. Fuller Torrey at his best: Ingen midler, heller ikke himmelskrigende uvidenskabelighed, skys, for at fremme idéen om biologisk defekte andenrangs-mennesker, der, til deres eget bedste, skal proppes med hjerneskadende kemi (apropos miljøgifte…) til bristepunktet, læs: til de ikke er i stand til at tænke en eneste “anderledes” tanke længere, om nødvendigt per domsafsagt tvang.
Edwin Fuller Torrey er USAs vel nok fremste, berømt-berygtede pro-psykiatri-ekstremist. Han er grundlægger af Treatment Advocacy Center, der sætter sig ind for, at alle mennesker med psykiatriske diagnoser vedvarende, “forebyggende”, skal behandles med psykofarmaka, og at dette sikres ved hjælp af love, der gør tvangsmedicinering, også i hjemmet, nemt og enkelt muligt for systemet.
Om privatpersonen Fuller Torrey skal det nævnes, at han har en søster, der er diagnosticeret med “skizofreni”, og der ikke ønsker medicinering. Efter eget udsagn var det svært for Fuller Torrey at acceptere, at de vidunderlige forældre, der havde givet ham selv den mest optimal tænkelige opvækst (enligt hans eget udsagn altså), skulle have begået fejl mht. søsterens opvækst. Hvorfor han afviser enhver indblanding af psykologiske eller sociale faktorer i opståelsen af “psykisk sygdom” konsekvent.
Det skal også nævnes, at Fuller Torrey i begyndelsen af sin professionelle karriere var 100% enig med Thomas Szasz i, at “psykisk sygdom” ikke eksisterer andet end som en metafor, og at årsagerne er af rent psykologisk og psykosocial karaktér. Fuller Torrey ytrede dengang ved flere lejligheder sin store beundring for Szasz og dennes indsigt. Kovendingen skete i det øjeblik, Fuller Torreys søster blev diagnosticeret…
Må JEG diagnosticere? Massive skyldfølelser, udpræget narcissistisk personlighedsstruktur, forældrekompleks og - manglende “sygdoms”indsigt - just kidding, eller?...
Ønsker man, at få sat det hele i perspektiv (og nyde virkelig videnskabelighed), kan jeg anbefale Robert Whitakers “Mad In America” og Mary Boyles “Schizophrenia. A Scientific Delusion?”
_______________
En rettelse til ovenstående, taget fra et opfølgende af mine indlæg på Outsiderens blog: ja, også antallet af voksne, der er stemplet “bipolar” er steget igennem de seneste ca. 15 år - i USA. Måske er den U.S.-amerikanske form for “bipolar lidelse” mere smitsom end den, der befalder mennesker i resten af verdenen?? (...) Den U.S.-amerikanske “bipolar”-eksplosion ligger i en størrelsesorden på ca. 100%. Antallet af “bipolar”-diagnoser er altså fordoblet igennem de seneste 15 år. En nyere undersøgelse viser nu, at ca. 50% af de “bipolar”-diagnosticerede højest sandsynligvis er fejldiagnosticeret. Den faktiske “stigning” i antallet tilfælde af “bipolaritet” er dermed - regne regne - 0%.
Abonner på:
Opslag (Atom)
Opslag
