Et sært fænomen, som man kan observere overalt der, hvor "psykisk sygdom" diskuteres, om det er på blogs, her for eksempel, i kommentartråde til artikler, i diskussionsfora, eller hvor det måtte være hen, er at der med sikkerhed før eller siden dukker brugere op, der reagerer med et fornærmet ramaskrig på enhver ytring, der vover at antyde, at måske, bare måske, hele situationen ikke er helt så dyster, at måske, bare måske, recovery er mulig, og at måske, bare måske, al den lidelse ikke kun er helt forfærdelig, men altså måske, bare måske, har en mening, en funktion, en værdi mht. denne recovery.
Jeg prøver, at forestille mig en person, der lider af en somatisk sygdom, og der får at vide, at vedkommende har gode chancer for at komme sig, udbryde: "Nej nej nej! Det er ikke sandt! Jeg kan ikke komme mig! Det må ikke være sandt! Jeg kommer til at lide forfærdeligt resten af mit liv, og du skal ikke komme her, og fortælle mig noget andet!" Hvad ville man kalde det for? En slags hypokondri?
Hvad er det, der er så tiltrækkende ved lidelse, at det gør det til en utænkelighed, at give slip på den, og der gør enhver udtalelse, der bare antyder, at recovery er en mulighed, respektive at lidelsen ikke udelukkende behøves at være forfærdelig, til en trussel? At den tilbyder en identitet? "Jeg er psykisk syg"? "Jeg lider, derfor er jeg"? Besynderligt.
Viser opslag med etiketten eksistentiel lidelse. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten eksistentiel lidelse. Vis alle opslag
onsdag den 10. marts 2010
tirsdag den 20. oktober 2009
Jeanette Winterson, "In Praise of The Crack-Up"
Via Ron Unger's blog kom jeg i går over den britiske forfatter Jeanette Winterson's artikel "In Praise of The Crack-Up".
Nogle citater fra artiklen:
"My creativity pulled me out of a hopeless childhood, and gave my life meaning and shape. But I have always had various forms of manic depression, (just can't bring myself to call it "bipolar"— whoever invented that dismal term must have been uni-polar—a condition I define as being permanently tethered to the banal)."
"...I'd rather have my own suffering than someone else's solution."
"Wounding—real or symbolic—is both mark and marker. It is an opening in the self, painful but transformative."
"We know from 100 years of psychoanalytic investigation that an early trauma, often buried or unavailable to consciousness, is the motif that plays through our lives. We meet it again and again in different disguises. We are wounded again in the same place. This doesn't turn us into victims. Rather, we are people in search of a transformation of the real."
Jeg kunne blive ved... Læs artiklen - på, og miraklernes tid er åbenbart ikke forbi, Wall Street Journal's hjemmeside.
Nogle citater fra artiklen:
"My creativity pulled me out of a hopeless childhood, and gave my life meaning and shape. But I have always had various forms of manic depression, (just can't bring myself to call it "bipolar"— whoever invented that dismal term must have been uni-polar—a condition I define as being permanently tethered to the banal)."
"...I'd rather have my own suffering than someone else's solution."
"Wounding—real or symbolic—is both mark and marker. It is an opening in the self, painful but transformative."
"We know from 100 years of psychoanalytic investigation that an early trauma, often buried or unavailable to consciousness, is the motif that plays through our lives. We meet it again and again in different disguises. We are wounded again in the same place. This doesn't turn us into victims. Rather, we are people in search of a transformation of the real."
Jeg kunne blive ved... Læs artiklen - på, og miraklernes tid er åbenbart ikke forbi, Wall Street Journal's hjemmeside.
mandag den 21. september 2009
Et professionelt psykologisk Nej! til livet
Brevkassesvar fra psykolog Susan Schlüter til en spørger, der gerne vil vide, hvad vedkommende kan gøre for en veninde, der går med selvmordstanker:
"Intet - bortset fra, at gøre din veninde opmærksom på, at det er hendes valg, og det har du ingen indflydelse på, eller kan påtage dig ansvar herfor! Du havde måske overvejet at overvåge hende 24 timer i døgnet?
Glem det, og afvis hendes 'overvejelser'! Bed hende i stedet om at søge hjælp - for der er hjælp at hente hos professionelle - bl. a. psykologer!
Du kan også fortælle hende, at hvis hun virkelig vil straffe, de mennesker, der må være for og omkring hende, og som holder af hende og elsker hende - ja, så er det ganske effektivt!"
På ganske få sætninger ganske professionelt psykologisk gennemført kriminalisering og tabuisering af menneskelig lidelse. Et professionelt psykologisk DON'T!, et professionelt psykologisk NEJ!!! som svar på et eksistentielt lidende NEJ!
Jeg er glad for, at både mine venner og min terapeut ikke var mere angste, end at de kunne få sig til at sige, omend ikke nødvendigvis: JAAA!!!, så dog: hmjahhh.
"Mot det förgångna: tack, till det kommande: ja!" Også når det er selvmord.
_______________
Jeg må indrømme, at brevkassesvaret lige umiddelbart ramte hårdt, lige i mellemgulvet. Mere "enlightened" er jeg ikke. Men, selvfølgeligt, ja, eksistentiel angst er et faktum. Også, og måske specielt, blandt professionelle. Sådan er det. Ja.
"Intet - bortset fra, at gøre din veninde opmærksom på, at det er hendes valg, og det har du ingen indflydelse på, eller kan påtage dig ansvar herfor! Du havde måske overvejet at overvåge hende 24 timer i døgnet?
Glem det, og afvis hendes 'overvejelser'! Bed hende i stedet om at søge hjælp - for der er hjælp at hente hos professionelle - bl. a. psykologer!
Du kan også fortælle hende, at hvis hun virkelig vil straffe, de mennesker, der må være for og omkring hende, og som holder af hende og elsker hende - ja, så er det ganske effektivt!"
På ganske få sætninger ganske professionelt psykologisk gennemført kriminalisering og tabuisering af menneskelig lidelse. Et professionelt psykologisk DON'T!, et professionelt psykologisk NEJ!!! som svar på et eksistentielt lidende NEJ!
Jeg er glad for, at både mine venner og min terapeut ikke var mere angste, end at de kunne få sig til at sige, omend ikke nødvendigvis: JAAA!!!, så dog: hmjahhh.
"Mot det förgångna: tack, till det kommande: ja!" Også når det er selvmord.
_______________
Jeg må indrømme, at brevkassesvaret lige umiddelbart ramte hårdt, lige i mellemgulvet. Mere "enlightened" er jeg ikke. Men, selvfølgeligt, ja, eksistentiel angst er et faktum. Også, og måske specielt, blandt professionelle. Sådan er det. Ja.
onsdag den 16. september 2009
"De - og os", omvendt
Om ikke så tit, så kigger jeg jo dog af og til forbi Outsiderens hjemmeside. Her til aften kom jeg ved et sådant sjældent besøg til at læse interviewartiklen "Åbenhedens vej" i hvilken Katrine Woel fortæller om det at være nådesløst åben omkring hendes "psykiske sygdom".
Artiklen citerer Katrine: "Til andre siger jeg måske bare, at jeg lider af angst og nogen gange burer jeg mig inde. Og alle har jo et eller andet forhold til angst. Så derfor er reaktionen lidt: Nå, er det ikke andet. OK, det kan vi godt forstå." (min kursivering) Og, 'Åh?' tænker jeg, 'Så er alle måske 'psykisk syg'? Eller måske er ingen i virkeligheden 'psykisk syg', heller ikke Katrine?'...
Men nej, der er forskel: "Der er dog noget, Katrine Woel ikke kan opnå blandt sine medstuderende på Københavns Universitet eller kollegerne på arbejdspladsen – og det er en virkelig forståelse af, hvad det vil sige at være psykisk syg. Den kan hun kun finde blandt andre psykisk syge." Det undrer mig en smule. Jeg husker de mange lange aftener - og nætter - med rødvin og/eller tequila - og for nogens vedkommende noget godt at ryge til - hvor vi, jeg og vennerne, sad i et eller andet køkken og diskuterede alt fra atomkraft til James Joyce's forfatterskab, og også til vores respektive seneste selvmordsovervejelser/-forsøg. Der var ikke nogen af os, der var stemplet "psykisk syg". Vi var bare mennesker. Sådan helt almindeligt menneskelige mennesker. Med følelser, som angst og vrede og glæde og sorg og forvirring, og med tanker, om at redde verdenen, om at være udvalgt, noget, og somme tider også om at sige én gang for alle "nej tak!" til rotteræset.
Vi forstod måske ikke ret meget af, hvad det vil sige at være "psykisk syg". Men vi forstod en del af, hvad det vil sige at være menneske - i en syg verden. Eller måske var vi allesammen "psykisk syg", og klarede bare på en eller anden måde, at flyve under psykiatriens radar? Eller er det måske i sidste ende et spørgsmål om, hvorvidt man selv kridter skillelinien op, f.eks. ved at tale om "angstpsykose" i stedet for om eksistentiel angst?
Katrine Woel har ret. Det kommer meget an på, hvordan man formulerer sig. Og ja, der findes en hel del mennesker, der har meget svært ved et emne som selvmord. Imidlertid kender jeg også en del ikke-stemplede mennesker, som man sagtens kan tale menneskelig lidelse med. Helt hen til selvmord. Når bare man formulerer sig menneskeligt. "Hvorfor ikke kalde det en 'alvorlig personlig krise'?" som Loren Mosher sagde.
Artiklen citerer Katrine: "Til andre siger jeg måske bare, at jeg lider af angst og nogen gange burer jeg mig inde. Og alle har jo et eller andet forhold til angst. Så derfor er reaktionen lidt: Nå, er det ikke andet. OK, det kan vi godt forstå." (min kursivering) Og, 'Åh?' tænker jeg, 'Så er alle måske 'psykisk syg'? Eller måske er ingen i virkeligheden 'psykisk syg', heller ikke Katrine?'...
Men nej, der er forskel: "Der er dog noget, Katrine Woel ikke kan opnå blandt sine medstuderende på Københavns Universitet eller kollegerne på arbejdspladsen – og det er en virkelig forståelse af, hvad det vil sige at være psykisk syg. Den kan hun kun finde blandt andre psykisk syge." Det undrer mig en smule. Jeg husker de mange lange aftener - og nætter - med rødvin og/eller tequila - og for nogens vedkommende noget godt at ryge til - hvor vi, jeg og vennerne, sad i et eller andet køkken og diskuterede alt fra atomkraft til James Joyce's forfatterskab, og også til vores respektive seneste selvmordsovervejelser/-forsøg. Der var ikke nogen af os, der var stemplet "psykisk syg". Vi var bare mennesker. Sådan helt almindeligt menneskelige mennesker. Med følelser, som angst og vrede og glæde og sorg og forvirring, og med tanker, om at redde verdenen, om at være udvalgt, noget, og somme tider også om at sige én gang for alle "nej tak!" til rotteræset.
Vi forstod måske ikke ret meget af, hvad det vil sige at være "psykisk syg". Men vi forstod en del af, hvad det vil sige at være menneske - i en syg verden. Eller måske var vi allesammen "psykisk syg", og klarede bare på en eller anden måde, at flyve under psykiatriens radar? Eller er det måske i sidste ende et spørgsmål om, hvorvidt man selv kridter skillelinien op, f.eks. ved at tale om "angstpsykose" i stedet for om eksistentiel angst?
Katrine Woel har ret. Det kommer meget an på, hvordan man formulerer sig. Og ja, der findes en hel del mennesker, der har meget svært ved et emne som selvmord. Imidlertid kender jeg også en del ikke-stemplede mennesker, som man sagtens kan tale menneskelig lidelse med. Helt hen til selvmord. Når bare man formulerer sig menneskeligt. "Hvorfor ikke kalde det en 'alvorlig personlig krise'?" som Loren Mosher sagde.
torsdag den 3. september 2009
The end of suffering - genes and schizophrenia
Jeg har oprindeligt skrevet dette indlæg for Gianna Kali's blog Beyond Meds. Siden det beskæftiger sig med et emne, der på det seneste, igen, har været i de danske medier, poster jeg det også her, omend på engelsk, da jeg egentligt ikke har lyst til at oversætte. Måske får jeg lyst til det på et senere tidspunkt, måske ikke. However, her er indlægget:
The end of suffering - genes and schizophrenia
"Det är synd om människorna," is an often quoted line from August Strindberg's A Dream Play. Translated into English, the line becomes: "Human beings are to be pitied," which is a correct literal translation. Nevertheless, it fails to capture the very essence of the Swedish original, and often leads to the misunderstanding that Strindberg intended to say, human beings were to be pitied because of the suffering that is - being human. No, human beings are not to be pitied because their suffering in the world is without comparison, inevitable, and sometimes even endless. They're not to be pitied because of the suffering that is both humanity's greatest challenge and its greatest gift at the same time. There's nothing in nature, human or other, that doesn't serve a purpose. And there's only one purpose: life.
Human beings are to be pitied because they fail to recognize and acknowledge this. Because they have made suffering their worst enemy, whom they fight with all their power and strength. Because they have waged war on nature, not least on their own nature, on themselves, on life.
That is what Strindberg's line and A Dream Play, which Strindberg himself said was "the child of my greatest pain", as a whole is all about.
The Danish newspaper B.T., a tabloid, ran an article on Tuesday, September 1st, 2009, under the headline "Skizofrene fostre kan sorteres fra" - "Schizophrenic embryos can be screened out".
According to another article at the website of University of Copenhagen, "Genetic Causes of Schizophrenia", a group of European researchers has found chromosomal changes in individuals labelled with "schizophrenia", that they interpret to be the main cause of the "illness". Their research is now granted a fund of additionally 30 million Danish crowns, in part paid by Lundbeck, a Danish pharmaceutical company, specializing in drugs for the "treatment" of "mental illnesses", Alzheimer's and Parkinson's disease. Cipralex/Lexapro is a Lundbeck-product, as is Serdolect, a lesser known "atypical antipsychotic", in part by the Danish National Advanced Technology Foundation, and the Danish Medical Research Council.
The additional funding is granted in order for the researchers to develop diagnostic tools, a new generation of drugs, targeting the mutated, "defect" chromosomes, and tools to screen embryos for the chromosome changes in question, so that parents to be can choose an abortion if the embryo shows these chromosome changes.
The few critical voices that are heard here and there in the media don't go beyond questioning if it is "ethical" to screen out and dispose of embryos, that may or may not actually develop "schizophrenia" later in life, since the researchers admit, that it takes more than the identified mutated chromosomes for the "illness" to manifest. They also have found the specific chromosome changes in individuals who are not labelled, and do not display signs of the "illness", just as they found labelled individuals without the changes. So, basically, the results are not significantly different from what we have seen this kind of research conjure up so many times in the past.
Which obviously is significantly different, increased, once more, is our culture's belief in Social-Darwinism, and eugenic weapons in its war against our existential suffering, against our own nature. Because what the researchers really have found is not the cause of any biological brain disease, but the formal, biological effects of the challenges, humanity faces: social injustice, violence, abuse, exploitation, alienation...
At least since Paul Hammersley and John Read's meta study, we all know, that most people who are labelled with "schizophrenia", are survivors of abuse. And while Hammersley and Read concentrated on physical and sexual abuse, abuse has many faces. Most of what our culture values as "normal" in fact is unnatural, actually alienating us from (our) nature. It is a "toxic mimicry" of nature, to use Derrick Jensen's terminology. To expect our nature to submit to this toxic mimicry without resistance, and deny itself, is a kind of abuse. We're all traumatized by this abuse. It's what the Fall Of Man refers to. No one is innocent.
What we also know by now is that childhood trauma can change both neuronal pathways in the brain and genes. Like all form in this world, also genes react and adapt to the environment they're surrounded and influenced by. The form, our body and also our genes, is always a symbol, a sign, a "symptom", reflecting on a formal level whatever formal, existential, spiritual, psychological, social, etc. challenges we face by reacting to these challenges. A nonreactive entity, if it is a human being, a person, or a single gene, is not fit to survive in this world as it is defenceless exposed to it's destructive abusiveness.
Mutated chromosomes are not the cause of anything. Neither of "schizophrenia". They are a symptom - of the challenges, the social injustice, the abuse, the alienation, the violence and destructiveness we face in this world.
We can try to eliminate our suffering, our reaction to the challenges that surround us, and to gene-manipulate respectively abort humanity into a state of nonreactivity. It will be exactly this, the abortion of humanity. As nonreactive to our environment we will no longer be able to survive. Nonreactivity to the challenges we face will allow this world's destructiveness to unrestrained destroy not only the basis for our biological survival, but, and even worse, since our biological survival depends on it, the basis for our spiritual survival, for the survival of what makes us human: our souls, our suffering souls. We can try. While the researchers, and everybody else, are positive to have found the cause of "schizophrenia", as long as there's one single alive human being left on this earth, they will react to the world. To eliminate existential suffering, we will have to eliminate humanity. Although the Nazis were extremely efficient, murdering people who suffered in the way that is labelled "schizophrenia", although they sterilized everybody whom they did not murder, preventing them from having children, the percentage of people who met the criteria for "schizophrenia" did not decrease in Nazi-Germany. The percentage of Jews did. Remarkably. What does this tell us about the "genetic causes of schizophrenia"?
In the meantime, it nevertheless looks like humanity won't rest until it has not overcome but eliminated suffering by perfectionizing its cultural nightmare's alienation and deadness. It looks like we will eliminate nature, both our own and that around us - and end up perfectly inhumane. The latest research on the "genetic causes of schizophrenia", and the consequences it inevitably will have, is another huge battle won in our war against ourselves, on our way toward a perfectly inhumane world.
So I ask: Is it "ethical" to eliminate life's greatest gift to humanity - humanity itself?
I know, that this is a controversial viewpoint. 'You want people to suffer?!' I hear you, with disbelief. Yes. I want people to suffer. So that they can become aware and conscious. So that they can wake up in the dream, wake up from our cultural nightmare's emotional alienation and deadness. So that they can overcome suffering, realizing that what they thought was their worst enemy in truth is their best friend. So that they can become alive, in the true meaning of the word.
You may accuse me of romanticizing suffering, of being detached from reality, having my head in the clouds. You wouldn't be the first to do so. I'll answer you, that I've suffered myself. Indescribably. And I still do suffer. From being an alive human being. I wouldn't want to trade that for anything in the whole wide world. Suffering isn't a - romantic - accessory to life. It is the incentive necessary to bring about change, to have us keep walking on the road of constant change. And only as long as we keep walking that road are we truly alive. Suffering is not a superfluous accessory to life. There's nothing superfluous, dispensable, in nature. And suffering is natural. It is life.
The end of suffering - genes and schizophrenia
"Det är synd om människorna," is an often quoted line from August Strindberg's A Dream Play. Translated into English, the line becomes: "Human beings are to be pitied," which is a correct literal translation. Nevertheless, it fails to capture the very essence of the Swedish original, and often leads to the misunderstanding that Strindberg intended to say, human beings were to be pitied because of the suffering that is - being human. No, human beings are not to be pitied because their suffering in the world is without comparison, inevitable, and sometimes even endless. They're not to be pitied because of the suffering that is both humanity's greatest challenge and its greatest gift at the same time. There's nothing in nature, human or other, that doesn't serve a purpose. And there's only one purpose: life.
Human beings are to be pitied because they fail to recognize and acknowledge this. Because they have made suffering their worst enemy, whom they fight with all their power and strength. Because they have waged war on nature, not least on their own nature, on themselves, on life.
That is what Strindberg's line and A Dream Play, which Strindberg himself said was "the child of my greatest pain", as a whole is all about.
The Danish newspaper B.T., a tabloid, ran an article on Tuesday, September 1st, 2009, under the headline "Skizofrene fostre kan sorteres fra" - "Schizophrenic embryos can be screened out".
According to another article at the website of University of Copenhagen, "Genetic Causes of Schizophrenia", a group of European researchers has found chromosomal changes in individuals labelled with "schizophrenia", that they interpret to be the main cause of the "illness". Their research is now granted a fund of additionally 30 million Danish crowns, in part paid by Lundbeck, a Danish pharmaceutical company, specializing in drugs for the "treatment" of "mental illnesses", Alzheimer's and Parkinson's disease. Cipralex/Lexapro is a Lundbeck-product, as is Serdolect, a lesser known "atypical antipsychotic", in part by the Danish National Advanced Technology Foundation, and the Danish Medical Research Council.
The additional funding is granted in order for the researchers to develop diagnostic tools, a new generation of drugs, targeting the mutated, "defect" chromosomes, and tools to screen embryos for the chromosome changes in question, so that parents to be can choose an abortion if the embryo shows these chromosome changes.
The few critical voices that are heard here and there in the media don't go beyond questioning if it is "ethical" to screen out and dispose of embryos, that may or may not actually develop "schizophrenia" later in life, since the researchers admit, that it takes more than the identified mutated chromosomes for the "illness" to manifest. They also have found the specific chromosome changes in individuals who are not labelled, and do not display signs of the "illness", just as they found labelled individuals without the changes. So, basically, the results are not significantly different from what we have seen this kind of research conjure up so many times in the past.
Which obviously is significantly different, increased, once more, is our culture's belief in Social-Darwinism, and eugenic weapons in its war against our existential suffering, against our own nature. Because what the researchers really have found is not the cause of any biological brain disease, but the formal, biological effects of the challenges, humanity faces: social injustice, violence, abuse, exploitation, alienation...
At least since Paul Hammersley and John Read's meta study, we all know, that most people who are labelled with "schizophrenia", are survivors of abuse. And while Hammersley and Read concentrated on physical and sexual abuse, abuse has many faces. Most of what our culture values as "normal" in fact is unnatural, actually alienating us from (our) nature. It is a "toxic mimicry" of nature, to use Derrick Jensen's terminology. To expect our nature to submit to this toxic mimicry without resistance, and deny itself, is a kind of abuse. We're all traumatized by this abuse. It's what the Fall Of Man refers to. No one is innocent.
What we also know by now is that childhood trauma can change both neuronal pathways in the brain and genes. Like all form in this world, also genes react and adapt to the environment they're surrounded and influenced by. The form, our body and also our genes, is always a symbol, a sign, a "symptom", reflecting on a formal level whatever formal, existential, spiritual, psychological, social, etc. challenges we face by reacting to these challenges. A nonreactive entity, if it is a human being, a person, or a single gene, is not fit to survive in this world as it is defenceless exposed to it's destructive abusiveness.
Mutated chromosomes are not the cause of anything. Neither of "schizophrenia". They are a symptom - of the challenges, the social injustice, the abuse, the alienation, the violence and destructiveness we face in this world.
We can try to eliminate our suffering, our reaction to the challenges that surround us, and to gene-manipulate respectively abort humanity into a state of nonreactivity. It will be exactly this, the abortion of humanity. As nonreactive to our environment we will no longer be able to survive. Nonreactivity to the challenges we face will allow this world's destructiveness to unrestrained destroy not only the basis for our biological survival, but, and even worse, since our biological survival depends on it, the basis for our spiritual survival, for the survival of what makes us human: our souls, our suffering souls. We can try. While the researchers, and everybody else, are positive to have found the cause of "schizophrenia", as long as there's one single alive human being left on this earth, they will react to the world. To eliminate existential suffering, we will have to eliminate humanity. Although the Nazis were extremely efficient, murdering people who suffered in the way that is labelled "schizophrenia", although they sterilized everybody whom they did not murder, preventing them from having children, the percentage of people who met the criteria for "schizophrenia" did not decrease in Nazi-Germany. The percentage of Jews did. Remarkably. What does this tell us about the "genetic causes of schizophrenia"?
In the meantime, it nevertheless looks like humanity won't rest until it has not overcome but eliminated suffering by perfectionizing its cultural nightmare's alienation and deadness. It looks like we will eliminate nature, both our own and that around us - and end up perfectly inhumane. The latest research on the "genetic causes of schizophrenia", and the consequences it inevitably will have, is another huge battle won in our war against ourselves, on our way toward a perfectly inhumane world.
So I ask: Is it "ethical" to eliminate life's greatest gift to humanity - humanity itself?
I know, that this is a controversial viewpoint. 'You want people to suffer?!' I hear you, with disbelief. Yes. I want people to suffer. So that they can become aware and conscious. So that they can wake up in the dream, wake up from our cultural nightmare's emotional alienation and deadness. So that they can overcome suffering, realizing that what they thought was their worst enemy in truth is their best friend. So that they can become alive, in the true meaning of the word.
You may accuse me of romanticizing suffering, of being detached from reality, having my head in the clouds. You wouldn't be the first to do so. I'll answer you, that I've suffered myself. Indescribably. And I still do suffer. From being an alive human being. I wouldn't want to trade that for anything in the whole wide world. Suffering isn't a - romantic - accessory to life. It is the incentive necessary to bring about change, to have us keep walking on the road of constant change. And only as long as we keep walking that road are we truly alive. Suffering is not a superfluous accessory to life. There's nothing superfluous, dispensable, in nature. And suffering is natural. It is life.
lørdag den 15. august 2009
Schizophrenia.com, R.D. Laing, og lidelsen
Citat fra en privat e-mail, jeg i tirsdags modtog fra Dugal Adair, moderator ("Assistant Admin 2") på et forum på den amerikanske hjemmeside schizophrenia.com, efter jeg havde kommenteret på denne tråd på forummet:
“A whimsical essay by a young man who believed Ronald Laing's quixotic theories about psychosis until he himself experienced a psychotic episode. Recovered, Vonnegut decides that the most rational response is to bite Laing, and he carefully plans the event. He is especially acerbic about Laing's calling schizophrenia a political label and his glossing over the suffering. What shouldn't be lost in the fascination (of studying schizophrenia) is the fact that is schizophrenia is sheer hell for millions of people."
Dugal Adair citerer her fra Edwin Fuller Torrey's liste over "Ten Best and Ten Worst Readings On Schizophrenia" fra hans bog Surviving Schizophrenia.
For de nysgerrige: e-mailen består af en opfordring til at læse Mark Vonnegut's essay "Why I Want to Bite R.D. Laing", der stod at læse i Harper's Magazine i 1974, den inkorrekte påstand, at Mark Vonnegut "still uses medication" - Vonnegut bruger ikke psykofarmaka, men kosttilskud, mens man kan spørge sig, hvorfor i al verden han vælger at anvende alternativer til "medicinen", når den, som han selv siger, nu virkede så fint for ham, og når vi i dag har "mere effektive medikamenter med færre bivirkninger" - og spørgsmålet til mig: "Are you still working as a psychoanalyst in Copenhagen?" ???...
Schizophrenia.com
Schizophrenia.com er en hjemmeside, jeg så vidt muligt undgår at besøge. Vil man vide mere om siden, og hvorfor jeg vælger at undgå den, kan man læse Spiritual Emergency's blogindlæg om siden her og her. Erfaringerne, der beskrives i de to blogindlæg, dækker sig med mine egne, og dette citat fra et af indlæggene sammenfatter meget fint essensen af den ånd, der dominerer siden:
"It is a place where people in recovery are mocked, ridiculed, silenced, slandered, targeted, set-up, verbally assaulted, demeaned, belittled, frightened and denied the opportunity to nurture hope by the community's leaders. Given my experience of the site I can understand why they feel compelled to minimize John Read's work demonstrating the link between abuse and schizophrenic episodes -- they are, themselves, abusers."
Jeg tøvede noget, men svarede Dugal alligevel. Primært for at rette misforståelsen angående hvad jeg tjener til smør på brødet med, og selvfølgeligt fordi det forekom mig en anelse uhøfligt, at lade et direkte spørgsmål være ubesvaret:
"Dugal,
did I ever say, I worked as an analyst in Copenhagen? Who told you that? I didn't and don't.
Anyhow, thanks for the information on Vonnegut and Torrey. I know the guys. Neither of them comes up to Laing's shoulder.
Best,
Marian"
Dugal Adair svarer dagen efter:
"Sorry, my mistake I should have run a Danish to english automatic translation on google. You are an activist then.
Was item 3 here your project? looks like a good crowd attended.
Did you used to be R.D. Laing? (2000 play). Edinburgh Festival Fringe Award winning play written and performed by Mike Maran.
2.YouTube promo for NY show in 2007
http://www.youtube.com/watch?gl=CA&hl=en&v=m6cjLLjtkRk&feature=related
http://blogs.spokenword.ac.uk/smhaf/2007/09/10/did-you-used-to-be-rd-laing-almost-sold-out/
http://www.mikemaran.com/laing-reviews.html
3. http://silentspheres.blogspot.com/2009/04/did-you-used-to-be-rd-laing.html"
Da jeg ved, at Dugal flere gange har besøgt min danske blog, specielt det ovennævnte indlæg, tager jeg spørgsmålet her som et rhetorisk et, og undlader denne gang at svare og samle "You are an activist then"-handsken op.
Var R.D. Laing ligeglad med menneskelig lidelse?
Tilbage til citatet fra Dugal Adair's første e-mail til mig. Det indeholder en påstand, der igen og igen dukker op i diskussioner mellem psykiatritilhængere og -modstandere. Men er der noget om påstanden?
Hvis Laing ikke havde taget lidelsen alvorligt, dybt alvorligt, hvorfor brugte han så så meget tid og energi, stort set hele hans liv, på at afsløre de samfundsforhold og kommunikationsmønstre, der fører til lidelsen, som han gjorde? Hvorfor risikere ry og karriere for noget, man ikke tager alvorligt? Han kunne jo ganske nemt være hoppert over hvor gærdet er lavest, og stilletiende have tilsluttet sig establishmentets doktrin. Det vil i hvert fald synes mig at være det mest oplagte at gøre for en behandler, der virkeligt er ligeglad med andres lidelse, og der egentligt kun leder efter en vej til at tilgodese sine egne egoiske behov, f.eks. behovet for at undgå egen egoisk lidelse, og behovet for at opnå størst mulig tilfredsstillelse af egne egoiske behov.
Ligegyldighed overfor lidelsen finder man ikke hos Laing, Szasz, Mosher, Daniel Mackler, eller hvem det måtte være af alle dem, der har sat og sætter deres egne egoiske behov, f.eks. det for en professionel karriere, til side fordi de har fået øjnene op for netop hvor ligeglad establishmentet er med lidelsen, og finder det uforeneligt med deres egen, personlige oplevelse af menneskelig lidelse, at fornægte dens eksistens.
Ligegyldigheden finder man netop hos et establishment, der dømmer i forvejen lidende mennesker på stribevis til et liv i helvede uden udsigt til nogensinde at kunne komme ud af dette helvede. Alene for at kunne opretholde illusionen om at helvedet ikke er dets egne, selvskabte helvede.
Kan du høre Dugal Adair råbe til mig fra dette helvede? Måske vil jeg svare, når han en dag spørger mig efter vejen ud. Ikke så længe han vil have mig til at bekræfte, at hans helvede er de andres.
“A whimsical essay by a young man who believed Ronald Laing's quixotic theories about psychosis until he himself experienced a psychotic episode. Recovered, Vonnegut decides that the most rational response is to bite Laing, and he carefully plans the event. He is especially acerbic about Laing's calling schizophrenia a political label and his glossing over the suffering. What shouldn't be lost in the fascination (of studying schizophrenia) is the fact that is schizophrenia is sheer hell for millions of people."
Dugal Adair citerer her fra Edwin Fuller Torrey's liste over "Ten Best and Ten Worst Readings On Schizophrenia" fra hans bog Surviving Schizophrenia.
For de nysgerrige: e-mailen består af en opfordring til at læse Mark Vonnegut's essay "Why I Want to Bite R.D. Laing", der stod at læse i Harper's Magazine i 1974, den inkorrekte påstand, at Mark Vonnegut "still uses medication" - Vonnegut bruger ikke psykofarmaka, men kosttilskud, mens man kan spørge sig, hvorfor i al verden han vælger at anvende alternativer til "medicinen", når den, som han selv siger, nu virkede så fint for ham, og når vi i dag har "mere effektive medikamenter med færre bivirkninger" - og spørgsmålet til mig: "Are you still working as a psychoanalyst in Copenhagen?" ???...
Schizophrenia.com
Schizophrenia.com er en hjemmeside, jeg så vidt muligt undgår at besøge. Vil man vide mere om siden, og hvorfor jeg vælger at undgå den, kan man læse Spiritual Emergency's blogindlæg om siden her og her. Erfaringerne, der beskrives i de to blogindlæg, dækker sig med mine egne, og dette citat fra et af indlæggene sammenfatter meget fint essensen af den ånd, der dominerer siden:
"It is a place where people in recovery are mocked, ridiculed, silenced, slandered, targeted, set-up, verbally assaulted, demeaned, belittled, frightened and denied the opportunity to nurture hope by the community's leaders. Given my experience of the site I can understand why they feel compelled to minimize John Read's work demonstrating the link between abuse and schizophrenic episodes -- they are, themselves, abusers."
Jeg tøvede noget, men svarede Dugal alligevel. Primært for at rette misforståelsen angående hvad jeg tjener til smør på brødet med, og selvfølgeligt fordi det forekom mig en anelse uhøfligt, at lade et direkte spørgsmål være ubesvaret:
"Dugal,
did I ever say, I worked as an analyst in Copenhagen? Who told you that? I didn't and don't.
Anyhow, thanks for the information on Vonnegut and Torrey. I know the guys. Neither of them comes up to Laing's shoulder.
Best,
Marian"
Dugal Adair svarer dagen efter:
"Sorry, my mistake I should have run a Danish to english automatic translation on google. You are an activist then.
Was item 3 here your project? looks like a good crowd attended.
Did you used to be R.D. Laing? (2000 play). Edinburgh Festival Fringe Award winning play written and performed by Mike Maran.
2.YouTube promo for NY show in 2007
http://www.youtube.com/watch?gl=CA&hl=en&v=m6cjLLjtkRk&feature=related
http://blogs.spokenword.ac.uk/smhaf/2007/09/10/did-you-used-to-be-rd-laing-almost-sold-out/
http://www.mikemaran.com/laing-reviews.html
3. http://silentspheres.blogspot.com/2009/04/did-you-used-to-be-rd-laing.html"
Da jeg ved, at Dugal flere gange har besøgt min danske blog, specielt det ovennævnte indlæg, tager jeg spørgsmålet her som et rhetorisk et, og undlader denne gang at svare og samle "You are an activist then"-handsken op.
Var R.D. Laing ligeglad med menneskelig lidelse?
Tilbage til citatet fra Dugal Adair's første e-mail til mig. Det indeholder en påstand, der igen og igen dukker op i diskussioner mellem psykiatritilhængere og -modstandere. Men er der noget om påstanden?
Hvis Laing ikke havde taget lidelsen alvorligt, dybt alvorligt, hvorfor brugte han så så meget tid og energi, stort set hele hans liv, på at afsløre de samfundsforhold og kommunikationsmønstre, der fører til lidelsen, som han gjorde? Hvorfor risikere ry og karriere for noget, man ikke tager alvorligt? Han kunne jo ganske nemt være hoppert over hvor gærdet er lavest, og stilletiende have tilsluttet sig establishmentets doktrin. Det vil i hvert fald synes mig at være det mest oplagte at gøre for en behandler, der virkeligt er ligeglad med andres lidelse, og der egentligt kun leder efter en vej til at tilgodese sine egne egoiske behov, f.eks. behovet for at undgå egen egoisk lidelse, og behovet for at opnå størst mulig tilfredsstillelse af egne egoiske behov.
Ligegyldighed overfor lidelsen finder man ikke hos Laing, Szasz, Mosher, Daniel Mackler, eller hvem det måtte være af alle dem, der har sat og sætter deres egne egoiske behov, f.eks. det for en professionel karriere, til side fordi de har fået øjnene op for netop hvor ligeglad establishmentet er med lidelsen, og finder det uforeneligt med deres egen, personlige oplevelse af menneskelig lidelse, at fornægte dens eksistens.
Ligegyldigheden finder man netop hos et establishment, der dømmer i forvejen lidende mennesker på stribevis til et liv i helvede uden udsigt til nogensinde at kunne komme ud af dette helvede. Alene for at kunne opretholde illusionen om at helvedet ikke er dets egne, selvskabte helvede.
Kan du høre Dugal Adair råbe til mig fra dette helvede? Måske vil jeg svare, når han en dag spørger mig efter vejen ud. Ikke så længe han vil have mig til at bekræfte, at hans helvede er de andres.
søndag den 17. maj 2009
Offret
Introen til og et par klip fra Andrei Tarkovsky's Offret:
"Vi är helt enkelt blinda. Vi ser ingenting."
Med tak til Abysmal Musings. Synchronicity? Og en association: "Det er synd om människorna." - August Strindberg, Ett drömspel.
J.S. Bach, "Erbarme dich mein Gott" med Julia Hamari i fuld længde her. "Out of this world", eller guddommeligt, ja.
"Vi är helt enkelt blinda. Vi ser ingenting."
Med tak til Abysmal Musings. Synchronicity? Og en association: "Det er synd om människorna." - August Strindberg, Ett drömspel.
J.S. Bach, "Erbarme dich mein Gott" med Julia Hamari i fuld længde her. "Out of this world", eller guddommeligt, ja.
fredag den 10. april 2009
Fyrre, fed og - manio-depressiv?
"Hvad er det med (nogle) folk, der er diagnosticeret med bipolar lidelse i fyrrerne? Så tit (men ikke altid) forsvarer de deres diagnose på den mest aggressive måde, helt hen til at lange ud efter enhver, der bare er det mindste uenig med dem. Sært fænomen," bemærker Philip Dawdy i dette indlæg på hans blog.
'Midlife crisis' var det første, der fór gennem mit hovedet, da jeg læste det. Klart, når man føler, at man i de første godt fyrre år af ens tilværelse ikke rigtigt har opnået noget stort, når man måske endda føler, at man egentligt ikke har opnået noget som helst, skal der søreme ikke komme nogen og tvivle på den bipolar-diagnose, man langt om længe dog har opnået at få.
"Det kan være barsk at erkende den sandhed, at vi har skabt vores egne problemer", hedder det i en af kommentarerne. Og: "...når folk har forkludret deres liv igennem årtier, kan det at få en diagnose lette mangeårige følelser af intens selvforagt. Så bliver alt, der sætter spørgsmålstegn ved disse koncepter, der giver lettelsen, oplevet som et personligt angreb." Nemli'. Meget nemmere, at undskylde sig med "manio-depressivitet", så man kan fornægte den egne "selvforagt og fornægtelse", og trygt projicere dem i andre.
Jeg har for resten også mødt et par eller tre af de her sent diagnosticerede "manio-depressive" - og oplevet, hvad der sker, når man ytrer bare den mindste lille bitte tvivl...
'Midlife crisis' var det første, der fór gennem mit hovedet, da jeg læste det. Klart, når man føler, at man i de første godt fyrre år af ens tilværelse ikke rigtigt har opnået noget stort, når man måske endda føler, at man egentligt ikke har opnået noget som helst, skal der søreme ikke komme nogen og tvivle på den bipolar-diagnose, man langt om længe dog har opnået at få.
"Det kan være barsk at erkende den sandhed, at vi har skabt vores egne problemer", hedder det i en af kommentarerne. Og: "...når folk har forkludret deres liv igennem årtier, kan det at få en diagnose lette mangeårige følelser af intens selvforagt. Så bliver alt, der sætter spørgsmålstegn ved disse koncepter, der giver lettelsen, oplevet som et personligt angreb." Nemli'. Meget nemmere, at undskylde sig med "manio-depressivitet", så man kan fornægte den egne "selvforagt og fornægtelse", og trygt projicere dem i andre.
Jeg har for resten også mødt et par eller tre af de her sent diagnosticerede "manio-depressive" - og oplevet, hvad der sker, når man ytrer bare den mindste lille bitte tvivl...
onsdag den 8. april 2009
Did You Used To Be R.D. Laing
Halvanden times kræs for kendere - desværre uden danske undertekster.
...og desværre forsvundet fra nettet. Vil blive embedded her på ny, lige så den skulle dukke op igen. I mellemtiden anbefales der Ken Loach's Family Life, som baserer på Laing's teorier, og illustrerer dem meget godt. YouTube playlist med de første 9 dele her, 10. og sidste del her.
...og desværre forsvundet fra nettet. Vil blive embedded her på ny, lige så den skulle dukke op igen. I mellemtiden anbefales der Ken Loach's Family Life, som baserer på Laing's teorier, og illustrerer dem meget godt. YouTube playlist med de første 9 dele her, 10. og sidste del her.
lørdag den 28. marts 2009
Virkelighed og vrangforestillinger
Tre videoklip om den virkelige voldelighed - og et par tanker om normalitet.
Selv om jeg mener, hvad Derrick Jensen siger i de tre videoklip er enormt vigtigt: jeg orker ikke at oversætte. Jeg kan dog sige så meget - og det gør det måske lidt nemmere at forstå - at han taler om den voldelighed, vores civilisation er baseret på. Og om de fortrængnings-/fornægtelsesmekanismer, vi anvender, for ikke at skulle se vores egen voldelighed i øjnene.
Noget, jeg igen og igen lægger mærke til er, at det som oftest er mennesker, der har oplevet voldeligheden meget direkte, i meget koncentreret form, der opnår en bevidsthed og en forståelse af den, som Derrick Jensen og R.D. Laing for eksempel har/havde opnået den.
Det er virkeligt som om man skal helt derud først, hvor det bliver uudholdeligt, før man tør, at give afkald på alle vrangforestillingerne og se virkeligheden i øjnene. Og jo mere jeg tænker over det, jo mere tror jeg, at det at arbejde i psykiatrien faktisk er den ultimative beskyttelse mod at skulle se virkeligheden i øjnene, og give slip på vrangforestillingerne. Ubevidst så tæt på erkendelse, som man bare kan komme, uden at opnå den. Og samtidigt, bevidst, lysår fra den. Den ultimative sindssyge: normaliteten.
Selv om jeg mener, hvad Derrick Jensen siger i de tre videoklip er enormt vigtigt: jeg orker ikke at oversætte. Jeg kan dog sige så meget - og det gør det måske lidt nemmere at forstå - at han taler om den voldelighed, vores civilisation er baseret på. Og om de fortrængnings-/fornægtelsesmekanismer, vi anvender, for ikke at skulle se vores egen voldelighed i øjnene.
Noget, jeg igen og igen lægger mærke til er, at det som oftest er mennesker, der har oplevet voldeligheden meget direkte, i meget koncentreret form, der opnår en bevidsthed og en forståelse af den, som Derrick Jensen og R.D. Laing for eksempel har/havde opnået den.
Det er virkeligt som om man skal helt derud først, hvor det bliver uudholdeligt, før man tør, at give afkald på alle vrangforestillingerne og se virkeligheden i øjnene. Og jo mere jeg tænker over det, jo mere tror jeg, at det at arbejde i psykiatrien faktisk er den ultimative beskyttelse mod at skulle se virkeligheden i øjnene, og give slip på vrangforestillingerne. Ubevidst så tæt på erkendelse, som man bare kan komme, uden at opnå den. Og samtidigt, bevidst, lysår fra den. Den ultimative sindssyge: normaliteten.
fredag den 27. februar 2009
Normal Life Sucks! - Et anderledes syn på "psykisk sygdom"
Her en reposting af Sean Blackwell's video Why We're Bipolar: Normal Life Sucks!, denne gang med oversættelse af teksten nedenunder videoen.
Det kaldes for "bipolar lidelse", en kronisk, psykisk sygdom, forårsaget af en kemisk ubalance. Men det er ikke hvad det føles som, når du er bipolar. Nej, for de fleste føles det meget mere som "Jeg kan ikke være mig"-lidelse.
Alle andre virker glade, går i skole, på arbejde, har det sjovt, er populære og successrige. Hvorfor ikke dig? Hvorfor kan du ikke finde din lykke?
Måske har du alligevel et problem med din hjerne. Eller har du?
Måske er du slet ikke i stykker. Måske er verdenen bare ikke klar til én som dig. Én der oplever livet med en ekstra tand intensitet. Én der sandsynligvis har haft mere end sin andel af lidelse i en temmelig ung alder. Én der har svært ved at håndtere, hvor falsk og bedragerisk den virkelige verden virkeligt er.
Men hvad er virkeligt? Som det viser sig, er vores virkelighed ikke tilnærmelsesvis så virkelig som vi tror den er. Ifølge kvantefysikken er livet faktisk en del mere som "The Matrix", end de fleste af os nogensinde har været klar over.
Men, i modsætning til Neo, er det fængsel, vi er fanget i, ikke styret af onde maskiner. I vores tilfælde er murene af vores fængsel intet andet end vores eget ego. Og det er dit ego, der dikterer din virkelighed og din identitet. Med andre ord: fængslet er i dit sind.
Hvad nøjagtigt et ego er, er et stort debatemne. For bare nogle få tiår siden var vestlige psykologer enige om, at egoet er hvem du er, og at psykologernes opgave er, at hjælpe dig til at udvikle dit sunde ego, så at du kan fungere i det virkelige. Og med det virkelige mener jeg den materielle verden.
Men med start i 1960erne begyndte nogle radikale tænkere som Harvard-psykologerne Timothy Leary og Richard Alpert at se på vores ego ud fra en ældre, mystisk, spirituel vinkel. Hvorfor? Fordi de selv havde mystiske oplevelser. De eksperimenterede med hallucinogene stoffer.
Timothy Leary siger: "Jeg har lært mere om min hjerne under de fem timer, hvor jeg var på magiske svampe, end jeg havde lært i de foregående femten år, hvor jeg studerede og forskede i psykologi."
Dr. Richard Alpert blev så fascineret af sin LSD-oplevelse, at han tog på en spirituel færd til Indien. Dér fik han navnet Ram Dass af en enlightened guru, og efter han kom tilbage fra Indien, blev han en af de store spirituelle lærere i 1970erne.
Personligt har jeg aldrig haft oplevelser med hallucinogene eller, for den sags skyld, nogen andre stoffer, og jeg anbefaler dem ikke.
Men det er dog også tydeligt, at det at tage stofferne, har hjulpet Timothy Leary og Richard Alpert til at forstå, hvordan sindet fungerer. Og den store indsigt, de havde med hensyn til vores sind er, at egoet ikke er hvem vi er. Fordi vi under indflydelse af disse stoffer mister vores ego. Mens vi dog på en eller anden måde stadig er der.
Så, i modsætning af hvad Freud antog, er vores ego ikke hvem vi er. Vores ego er hvem vi tror vi er, men hvem vi ikke er. Det er vores falske selv. Og det er dette falske selv, der definerer og afgrænser ikke bare vores virkelighed, men også vores identitet. Faktisk er vores alles opfattelse af hvad der er virkeligt og muligt meget mere begrænset, end nogen af os kan forestille sig. Fordi vores egoer hindrer os i at se os selv og vores virkelighed på nogen anden måde.
Så, med andre ord, vores egoer er bogstaveligt talt illusioner, som vi lever i, der begrænser vores virkelighed. Og med det sagt er spørgsmålet: Hvis egoet er en illusion, hvorfor har vi behov for det, hvorfor er det vigtigt for os?
En god analogi er at se på verdenen. Okay, her er den virkelige verden. Men det er ikke som vi ser verdenen. Vi ser verdenen mere som det hér, kortet, kortet med landene. Og alle disse lande har grænser. Disse grænser er, hvad der adskiller mig fra dig, Canada fra USA, Frankrig fra Tyskland osv. Og mens grænserne mellem landene er illusioner, er de på en måde også absolut nødvendige. For, hvis de blev afskaffede i dag, ville vores verden gå ind i et totalt kaos.
På samme måde, som verdenen ville gå i kaos uden landegrænser, går vi i et slags kaos uden vores egoer. Uden vores egoer, der afgrænser og beskytter os, bliver vi som en drage uden snor, flyver højt, men helt uden jordforbindelse, og i fare.
I psykiatrien betegnes denne sindstilstand som akut psykose. Og det er igennem at være i akut psykose, at vores sande selv, vores sjæl befries fra det materielle virkelighedsniveau.
Sjælen er en vidunderlig ting. Så forbundet med Gud, at når du er inde i en psykose under en manisk episode, kan du føle, du er Gud selv, eller Jesus, eller Buddha, eller en anden spirituel figur. Faktisk sigter sjælen kun mod, at udfolde sig helt frit, uden egoets beskyttelse.
Så, set ud fra dette perspektiv, snarere end at der er tale om en psykisk sygdom, kan vi se det som f.eks. en voldsom kamp, der foregår i psyken. Mellem sjælen, der gerne vil være fri, helt fri til at udtrykke sig selv på alle måder, og egoet, der prøver at undertrykke al sjæleligt udtryk og alle emotioner, som det dømmer som værende en trussel mod kroppens overlevelse. Når, i denne slåskamp, sjælen overvinder egoet, så er vi i en tilstand af mani, eller akut psykose. Når egoet helt vinder over sjælen, går vi ind i en tilstand af depression.
Det er denne uløste konflikt mellem egoet og sjælen, der er grunden til det stemningsskiften, der optræder i bipolar lidelse. Så længe konflikten er på gang, vil vi bevæge os frem og tilbage mellem mani og depression. Denne slåskamp fortsætter indtil den kommer til en korrekt ende. Den ende, medikamenterne frembringer, er for hurtigt. Fordi, hvad psykofarmaka gør, er at de i grund og bund sløver din krops kemi, så at egoet igen kan tage kontrol over situationen og holde styr over sjælen. Når det sker, betragtes det som værende normalt igen, og du kan fungere i den daglige virkelighed.
Men som vi alle ved, så går folk tit fra mani til depression uden flere medikamenter, da, når først egoet har fuld kontrol, sjælen kun har meget lidt plads til at vokse og udvikle sig, og som resultat begynder den at føle sig død. Når først man er på antipsykotiske medikamenter, virker virkelighedens begrænsende mure endnu større og monumentale end før.
Ironisk nok, kan de såkaldte hallucinogene stoffer som LSD-25, eller de organiske, magiske svampe, ayahuasca, og selv af og til marijuana, have den modsatte effekt.
Dog ikke som du ville forvente. Stofferne blev kaldt for hallucinogener, fordi læger antog at det var stofferne selv, der leverede hallucinationerne, følelserne af eufori osv. Det er dog ikke det de gør. Hvad de gør er at de forårsager et sammenbrud, et tidsbegrænset sammenbrud af egoets funktion. Mens hallucinationerne og vrangforestillingerne og visionerne af engle og følelserne af at være Gud, alle kommer inde fra dig selv af. De er oplevelser inde i dig selv, der endeligt frigives, nu, hvor egoet er brudt sammen.
For alle, der er bipolare, eller skizofrene, eller også helt normale, skulle denne kamp mellem sjælens sande selv og egoets falske selv være helt nemt at forstå. Jeg mener, hver eneste dag i vores normale liv er der ting, vi gerne ville sige, gøre, eller opleve, som vi ikke siger, gør, eller oplever. Ganske enkelt fordi vi er bange. Og bange er vi, fordi vi tidligt i livet har lært, at det er meget nemmere at klare livet, når man tilpasser sig andres forventninger til én, end når man er den, man virkeligt er.
Det kan altsammens være fint, når du er et lille barn, der skal lære at opføre sig ordentligt. Men hvis du fortsætter med at leve et liv i total tilpassethed, vil du før eller siden opdage dig selv leve et helt dødt liv. Du vil ikke føle dig i live i dit eget liv. På denne måde er vi alle undertrykte, er vi alle splittede. Ikke bare de mennesker, der er bipolare, men stort set alle andre mennesker på denne planet også.
Min yndlingsguru Osho tilbragte hele sit liv med at forsøge at hele denne splittelse hos helt normale mennesker. Og her er, hvad han siger om vor tids normale liv:
"Indtil i dag har vi ikke været i stand til at skabe virkelige mennesker. I stedet for har vi lavet humanoider. En humanoid er én, der ser ud som et menneske, men der er yderst udfordret. Han er splittet, fordi han er halv. Han er altid anspændt, og han kan ikke være lykkelig. Andre kører hans liv for ham. Forældrene, lærerne, lederne, præsterne. De har alle taget hans beslutsomhed fra ham.De afgør, de bestemmer. Han følger bare.
Humanoiden er en slave. Kun et færdigudviklet træ vil blomstre. Og mennesket har stadigt sin blomstring tilgode.
Det nye menneske vil være jordnært og guddommeligt, verdsligt og ikke-verdsligt. Det vil leve uden indre splittelse. Uden at blive splittet. Det vil transcendere dualiteten. Det vil ikke være skizofrent. Og med det nye menneske vil der opstå en ny verden. Fordi det nye menneske vil opfatte på en kvalitativ anderledes måde.
Lige nu er det nye menneske dømt til at være en tavs minoritet. Men det fører med sig en ny kultur, et nyt frø.
Vi har brug for en ny menneskehed i hvilken tro og videnskab bliver til to aspekter af ét menneske. Og kunsten vil være broen.
Det er derfor jeg siger, det nye menneske vil være en mystiker, en poet, og en videnskabsmand samtidigt.
Det vil være mystiker, fordi det vil føle Guds nærvær. Det vil være poet, fordi det vil fejre dette nærvær. Og det vil være videnskabsmand, fordi det vil søge ind i hans nærvær ved videnskabelig metodik.
Og når mennesket bliver alle disse tre ting samtidigt, bliver mennesket hel. Og for at skabe det nye menneske, må du starte med dig selv."
Så, når man ser på verdenen gennem Osho's øjne, er det ganske logisk, at den eneste lidelse i bipolar lidelse er den lidelse det er, at leve det falske, normale hverdagsliv. Så, næste gang, du finder dig selv tænkende "Jeg kan ikke være mig", vil du måske gå lidt tilbage, og spørge dig, hvem du er.
_______________
"Jeg har ikke brug for stoffer. Jeg klarer det helt uden," bemærkede jeg en gang angående det, at få sat mit ego mere eller mindre ud af spil og på denne måde komme i direkte kontakt med mit under- og ubevidste. Forskellen mellem et LSD- eller svampetrip - og det skal lige siges, at også intensiv meditation kan give et lignende resultat - og psykosen er, at det første som regel er planlagt, bevidst fremkaldt, med egoets godkendelse, så at sige, mens det sidste er ubevidst fremkaldt, som regel mod egoets udtalte ønske. Hvilket kan gøre det til en meget blandet fornøjelse.
En kritisk kommentar til videoen: Det kan virke som om personer, der oplever ekstreme sindstilstande (psykoser), ifølge den her tolkning er noget "specielt", "de udvalgte", og det kan jo også godt føles sådan for én selv, når man oplever en sådan sindstilstand - jf. forestillingen om at man er Gud, Jesus, Buddha, etc. Det er dog ikke person(a)en, det pågældende ego ved navn "Sean", eller "Marian", eller hvem/hvad det måtte være, der er "frelseren". Det er den øgede bevidsthed, sindstilstanden kan føre til, der er det. Og den har alle potentiale til at opnå. Så, der er ikke noget elitært, esoterisk over det - ja, altså medmindre man nu absolut vil have, at "psykisk sygdom" skal være genetisk betinget, medmindre man absolut vil betragte "de bipolare", "de skizofrene" osv. som biologisk, genetisk grundlæggende forskellige fra "de normale" - selv om videoen på dette punkt forbliver lidt uklar.
Det kaldes for "bipolar lidelse", en kronisk, psykisk sygdom, forårsaget af en kemisk ubalance. Men det er ikke hvad det føles som, når du er bipolar. Nej, for de fleste føles det meget mere som "Jeg kan ikke være mig"-lidelse.
Alle andre virker glade, går i skole, på arbejde, har det sjovt, er populære og successrige. Hvorfor ikke dig? Hvorfor kan du ikke finde din lykke?
Måske har du alligevel et problem med din hjerne. Eller har du?
Måske er du slet ikke i stykker. Måske er verdenen bare ikke klar til én som dig. Én der oplever livet med en ekstra tand intensitet. Én der sandsynligvis har haft mere end sin andel af lidelse i en temmelig ung alder. Én der har svært ved at håndtere, hvor falsk og bedragerisk den virkelige verden virkeligt er.
Men hvad er virkeligt? Som det viser sig, er vores virkelighed ikke tilnærmelsesvis så virkelig som vi tror den er. Ifølge kvantefysikken er livet faktisk en del mere som "The Matrix", end de fleste af os nogensinde har været klar over.
Men, i modsætning til Neo, er det fængsel, vi er fanget i, ikke styret af onde maskiner. I vores tilfælde er murene af vores fængsel intet andet end vores eget ego. Og det er dit ego, der dikterer din virkelighed og din identitet. Med andre ord: fængslet er i dit sind.
Hvad nøjagtigt et ego er, er et stort debatemne. For bare nogle få tiår siden var vestlige psykologer enige om, at egoet er hvem du er, og at psykologernes opgave er, at hjælpe dig til at udvikle dit sunde ego, så at du kan fungere i det virkelige. Og med det virkelige mener jeg den materielle verden.
Men med start i 1960erne begyndte nogle radikale tænkere som Harvard-psykologerne Timothy Leary og Richard Alpert at se på vores ego ud fra en ældre, mystisk, spirituel vinkel. Hvorfor? Fordi de selv havde mystiske oplevelser. De eksperimenterede med hallucinogene stoffer.
Timothy Leary siger: "Jeg har lært mere om min hjerne under de fem timer, hvor jeg var på magiske svampe, end jeg havde lært i de foregående femten år, hvor jeg studerede og forskede i psykologi."
Dr. Richard Alpert blev så fascineret af sin LSD-oplevelse, at han tog på en spirituel færd til Indien. Dér fik han navnet Ram Dass af en enlightened guru, og efter han kom tilbage fra Indien, blev han en af de store spirituelle lærere i 1970erne.
Personligt har jeg aldrig haft oplevelser med hallucinogene eller, for den sags skyld, nogen andre stoffer, og jeg anbefaler dem ikke.
Men det er dog også tydeligt, at det at tage stofferne, har hjulpet Timothy Leary og Richard Alpert til at forstå, hvordan sindet fungerer. Og den store indsigt, de havde med hensyn til vores sind er, at egoet ikke er hvem vi er. Fordi vi under indflydelse af disse stoffer mister vores ego. Mens vi dog på en eller anden måde stadig er der.
Så, i modsætning af hvad Freud antog, er vores ego ikke hvem vi er. Vores ego er hvem vi tror vi er, men hvem vi ikke er. Det er vores falske selv. Og det er dette falske selv, der definerer og afgrænser ikke bare vores virkelighed, men også vores identitet. Faktisk er vores alles opfattelse af hvad der er virkeligt og muligt meget mere begrænset, end nogen af os kan forestille sig. Fordi vores egoer hindrer os i at se os selv og vores virkelighed på nogen anden måde.
Så, med andre ord, vores egoer er bogstaveligt talt illusioner, som vi lever i, der begrænser vores virkelighed. Og med det sagt er spørgsmålet: Hvis egoet er en illusion, hvorfor har vi behov for det, hvorfor er det vigtigt for os?
En god analogi er at se på verdenen. Okay, her er den virkelige verden. Men det er ikke som vi ser verdenen. Vi ser verdenen mere som det hér, kortet, kortet med landene. Og alle disse lande har grænser. Disse grænser er, hvad der adskiller mig fra dig, Canada fra USA, Frankrig fra Tyskland osv. Og mens grænserne mellem landene er illusioner, er de på en måde også absolut nødvendige. For, hvis de blev afskaffede i dag, ville vores verden gå ind i et totalt kaos.
På samme måde, som verdenen ville gå i kaos uden landegrænser, går vi i et slags kaos uden vores egoer. Uden vores egoer, der afgrænser og beskytter os, bliver vi som en drage uden snor, flyver højt, men helt uden jordforbindelse, og i fare.
I psykiatrien betegnes denne sindstilstand som akut psykose. Og det er igennem at være i akut psykose, at vores sande selv, vores sjæl befries fra det materielle virkelighedsniveau.
Sjælen er en vidunderlig ting. Så forbundet med Gud, at når du er inde i en psykose under en manisk episode, kan du føle, du er Gud selv, eller Jesus, eller Buddha, eller en anden spirituel figur. Faktisk sigter sjælen kun mod, at udfolde sig helt frit, uden egoets beskyttelse.
Så, set ud fra dette perspektiv, snarere end at der er tale om en psykisk sygdom, kan vi se det som f.eks. en voldsom kamp, der foregår i psyken. Mellem sjælen, der gerne vil være fri, helt fri til at udtrykke sig selv på alle måder, og egoet, der prøver at undertrykke al sjæleligt udtryk og alle emotioner, som det dømmer som værende en trussel mod kroppens overlevelse. Når, i denne slåskamp, sjælen overvinder egoet, så er vi i en tilstand af mani, eller akut psykose. Når egoet helt vinder over sjælen, går vi ind i en tilstand af depression.
Det er denne uløste konflikt mellem egoet og sjælen, der er grunden til det stemningsskiften, der optræder i bipolar lidelse. Så længe konflikten er på gang, vil vi bevæge os frem og tilbage mellem mani og depression. Denne slåskamp fortsætter indtil den kommer til en korrekt ende. Den ende, medikamenterne frembringer, er for hurtigt. Fordi, hvad psykofarmaka gør, er at de i grund og bund sløver din krops kemi, så at egoet igen kan tage kontrol over situationen og holde styr over sjælen. Når det sker, betragtes det som værende normalt igen, og du kan fungere i den daglige virkelighed.
Men som vi alle ved, så går folk tit fra mani til depression uden flere medikamenter, da, når først egoet har fuld kontrol, sjælen kun har meget lidt plads til at vokse og udvikle sig, og som resultat begynder den at føle sig død. Når først man er på antipsykotiske medikamenter, virker virkelighedens begrænsende mure endnu større og monumentale end før.
Ironisk nok, kan de såkaldte hallucinogene stoffer som LSD-25, eller de organiske, magiske svampe, ayahuasca, og selv af og til marijuana, have den modsatte effekt.
Dog ikke som du ville forvente. Stofferne blev kaldt for hallucinogener, fordi læger antog at det var stofferne selv, der leverede hallucinationerne, følelserne af eufori osv. Det er dog ikke det de gør. Hvad de gør er at de forårsager et sammenbrud, et tidsbegrænset sammenbrud af egoets funktion. Mens hallucinationerne og vrangforestillingerne og visionerne af engle og følelserne af at være Gud, alle kommer inde fra dig selv af. De er oplevelser inde i dig selv, der endeligt frigives, nu, hvor egoet er brudt sammen.
For alle, der er bipolare, eller skizofrene, eller også helt normale, skulle denne kamp mellem sjælens sande selv og egoets falske selv være helt nemt at forstå. Jeg mener, hver eneste dag i vores normale liv er der ting, vi gerne ville sige, gøre, eller opleve, som vi ikke siger, gør, eller oplever. Ganske enkelt fordi vi er bange. Og bange er vi, fordi vi tidligt i livet har lært, at det er meget nemmere at klare livet, når man tilpasser sig andres forventninger til én, end når man er den, man virkeligt er.
Det kan altsammens være fint, når du er et lille barn, der skal lære at opføre sig ordentligt. Men hvis du fortsætter med at leve et liv i total tilpassethed, vil du før eller siden opdage dig selv leve et helt dødt liv. Du vil ikke føle dig i live i dit eget liv. På denne måde er vi alle undertrykte, er vi alle splittede. Ikke bare de mennesker, der er bipolare, men stort set alle andre mennesker på denne planet også.
Min yndlingsguru Osho tilbragte hele sit liv med at forsøge at hele denne splittelse hos helt normale mennesker. Og her er, hvad han siger om vor tids normale liv:
"Indtil i dag har vi ikke været i stand til at skabe virkelige mennesker. I stedet for har vi lavet humanoider. En humanoid er én, der ser ud som et menneske, men der er yderst udfordret. Han er splittet, fordi han er halv. Han er altid anspændt, og han kan ikke være lykkelig. Andre kører hans liv for ham. Forældrene, lærerne, lederne, præsterne. De har alle taget hans beslutsomhed fra ham.De afgør, de bestemmer. Han følger bare.
Humanoiden er en slave. Kun et færdigudviklet træ vil blomstre. Og mennesket har stadigt sin blomstring tilgode.
Det nye menneske vil være jordnært og guddommeligt, verdsligt og ikke-verdsligt. Det vil leve uden indre splittelse. Uden at blive splittet. Det vil transcendere dualiteten. Det vil ikke være skizofrent. Og med det nye menneske vil der opstå en ny verden. Fordi det nye menneske vil opfatte på en kvalitativ anderledes måde.
Lige nu er det nye menneske dømt til at være en tavs minoritet. Men det fører med sig en ny kultur, et nyt frø.
Vi har brug for en ny menneskehed i hvilken tro og videnskab bliver til to aspekter af ét menneske. Og kunsten vil være broen.
Det er derfor jeg siger, det nye menneske vil være en mystiker, en poet, og en videnskabsmand samtidigt.
Det vil være mystiker, fordi det vil føle Guds nærvær. Det vil være poet, fordi det vil fejre dette nærvær. Og det vil være videnskabsmand, fordi det vil søge ind i hans nærvær ved videnskabelig metodik.
Og når mennesket bliver alle disse tre ting samtidigt, bliver mennesket hel. Og for at skabe det nye menneske, må du starte med dig selv."
Så, når man ser på verdenen gennem Osho's øjne, er det ganske logisk, at den eneste lidelse i bipolar lidelse er den lidelse det er, at leve det falske, normale hverdagsliv. Så, næste gang, du finder dig selv tænkende "Jeg kan ikke være mig", vil du måske gå lidt tilbage, og spørge dig, hvem du er.
_______________
"Jeg har ikke brug for stoffer. Jeg klarer det helt uden," bemærkede jeg en gang angående det, at få sat mit ego mere eller mindre ud af spil og på denne måde komme i direkte kontakt med mit under- og ubevidste. Forskellen mellem et LSD- eller svampetrip - og det skal lige siges, at også intensiv meditation kan give et lignende resultat - og psykosen er, at det første som regel er planlagt, bevidst fremkaldt, med egoets godkendelse, så at sige, mens det sidste er ubevidst fremkaldt, som regel mod egoets udtalte ønske. Hvilket kan gøre det til en meget blandet fornøjelse.
En kritisk kommentar til videoen: Det kan virke som om personer, der oplever ekstreme sindstilstande (psykoser), ifølge den her tolkning er noget "specielt", "de udvalgte", og det kan jo også godt føles sådan for én selv, når man oplever en sådan sindstilstand - jf. forestillingen om at man er Gud, Jesus, Buddha, etc. Det er dog ikke person(a)en, det pågældende ego ved navn "Sean", eller "Marian", eller hvem/hvad det måtte være, der er "frelseren". Det er den øgede bevidsthed, sindstilstanden kan føre til, der er det. Og den har alle potentiale til at opnå. Så, der er ikke noget elitært, esoterisk over det - ja, altså medmindre man nu absolut vil have, at "psykisk sygdom" skal være genetisk betinget, medmindre man absolut vil betragte "de bipolare", "de skizofrene" osv. som biologisk, genetisk grundlæggende forskellige fra "de normale" - selv om videoen på dette punkt forbliver lidt uklar.
onsdag den 14. januar 2009
Flere misforståelser, og nogle betragtninger om vrangforestillinger, selvmord, og om virkelig selvmordsforebyggelse
I det følgende to, lettere redigerede og oversatte, svar til et diskussionsindlæg på Beyond Meds, som Gianna syntes, jeg skulle poste på bloggen også.
1. Der findes denne (mis-)forståelse, at, når bare det bliver "mærkeligt" nok, altså når det ikke længere er nemt forståeligt, så må der bestemt være noget rigtigt rigtigt galt med en persons hoved. I en biologisk forstand. Denne opfattelse tjener som en slags "forklaring", når nogens opførsel ikke længere nemt kan forstås og forklares i henhold til den til enhver tid gældende opfattelse af "normal" menneskelig adfærd som sådan. Det er dog ikke en forklaring. Det er en bortforklaring. Det vi ikke forstår umiddelbart, frygter vi. At frygte det, der er fremmed for os, er en naturlig reaktion, en forsvars- og overlevelsesmekanisme. Specielt for byttedyr. Og mennesket er såvel bytte- som rovdyr. Så, vi foretrækker at forklare det os fremmede bort. For at holde det på sikker afstand. Én af flere grunde, hvorfor den biologiske model er så tiltrækkende for mange.
Den lidelse, som mennesker i krise oplever, er forårsaget af en mangel på forståelse, en mangel på selv-/bevidsthed. Delvis er den forårsaget af en mangel på forståelse for dem selv, for hvad der sker for dem, og delvis er den forårsaget af en mangel på forståelse fra omverdenens side. Det faktum, at mennesker, der får forstående, empatisk, støtte, der fokusserer på, at hjælpe dem selv til at forstå deres oplevelser under en krise, som regel ikke lider i samme omfang som dem, der ikke får denne støtte, der bare får piller, der gør dem ligeglade, og måske endda noget traumatiserende, tvungen "behandling" oven i købet, og det faktum, at de førstnævnte klarer sig langt bedre i det lange løb, end de sidste, beviser dette.
Hér ser jeg en sammenhæng med det, du skriver i dit indlæg her. At bortforklare ser ud til at være den sikreste og nemmeste vej ud. Men det fører uvægerligt til mere og mere lidelse. Såvel kvalitativt som kvantitativt. Vi ønsker perfektion. Vi vil gerne være (og vi forventes at være) i stand til at passe ind. Og ligeså vi ikke passer ind, går vi i panik. Og/eller vores omgivelser gør. Noget må være grundlæggende forkert med os. Lad os få det lappet, så vi kan passe ind igen. Hvad vi misser i vores utrættelige kamp for "perfektion" - det der anses som perfektion i henhold til vor tids kulturelle normer og værdier (!), vel at mærke - er at vi allerede er perfekte i vores uperfekthed. Vi er ikke mente, at skulle passe ind i et bestemt skema. Vi er mente, at bare skulle være. Virkelig perfektion kan ikke defineres som "anderledes end" eller "forskelligt fra". Virkelig perfektion er enheden af alle dualiteter. Så, mens vores kultur desperat jagter hvad den betragter som "perfektion", mister den faktisk den virkelige perfektion mere og mere af syne.
_______________
2. Et ønske om at dø, om det giver sig udtryk igennem ens egne tanker, eller igennem en stemme, der opfordrer én til at begå selvmord (at høre stemmer er intet andet, end at tænke højt), er aldrig et ønske om at ende værendet som sådan. Det er et ønske om at ende det, der er, og lade noget nyt blive til. Døden er et symbol på forandring. Og det ubevidstes sprog er et rent symbolsk sprog.
Jeg ved ikke, om du kender til det, men Oraklet i Delfi i den græske mytologi svarede stort set aldrig på et spørgsmål andet end metaforisk. Man fik svar på sit spørgsmål. Men svarets betydning måtte man selv finde frem til. Eller: man gav faktisk svaret på sit spørgsmål selv. Ens ubevidste, ens intuition, gjorde. Oraklet i Delfi er det ubevidste, projiceret i ytterverdenen.
I dag lever vi i en kultur, der ikke er videre bevidst om det ubevidste. Vi er ikke på samme måde bevidst om symbolik, metaforik, som andre kulturer var/er det. Det der tæller, er det bogstavelige, de hårde facts, videnskaben, den "rationelle" tanke (med "den rationelle tanke" værende den slags tanke, der nemt kan forstås af alle, fordi alle tænker på samme, normative måde). Ja, og så symbolik på trafikskiltniveau. Men hvis nu jeg var rådgiver, lad os sige af den danske statsminister, og han kom til mig, spurgte mig om min mening om hans næste valgkampagne, og jeg sagde: "Gør din egen natur, og ikke andres råd, til vejlederen i dit liv", ville jeg sandsynligvis miste mit job, og blive, mindst, betragtet som sær.
Så, spørgsmålet er altid hvem eller hvad du virkeligt ønsker, skal dø, når du overvejer selvmord. En ting er sikker: det er ikke dig selv. Dit selv (det er ikke en stavefejl) er hvem/hvad du virkeligt er, og det er væren, liv. Liv kan ikke dø. Døden er en del af livet, ikke dets modsætning. Og livet er forandring: noget ender, "dør", noget nyt begynder. Hvert øjeblik. Livet er konstant ankomst og afsked. Intet er faktisk stabilt. Der kan være balance, men ikke stabilitet. Perfekt stabilitet (som i "stemningsstabiliserende middel"), fuldkommen uforanderlighed og forudsigelighed er en mytos. Og vores kultur forveksler den med "perfektion" - og jagter den.
Nogle ønsker at deres ytre form, deres krop, skal dø. Mennesker, der lider af en dødelig sygdom f.eks. Men hvad de fleste i en eksistentiel krise ønsker skal dø, er heller ikke den ytre form. Det er deres ego, hvem/hvad de tænker, de er, og hvem/hvad de tænker, andre tænker de er. Dog manifesterer egoet sig delvis igennem ens ytre form. Kroppen bliver til et symbol for egoet. Og så har du det: i stedet for at give slip på dit ego, og være det/den, du virkeligt er, interpreterer du et symbol bogstaveligt, og giver følgeligt slip på din krop: selvmord. Bogstaveligt. Og siden vores kultur er så uvidende om symbolisme som den er, er chancen for at du vil kunne finde meget hjælp blandt kulturens medlemmer (i det psykiatriske system) til at nå frem til denne erkendelse, ekstremt ringe. Da alle sandsynligvis vil interpretere på samme bogstavelige måde, som dine tanker gør.
Jeg forstod langt om længe, pga. den "vrangforestilling", at det/den, jeg virkeligt var, ikke var et menneske, men noget à la en dryade, en ånd, navnløs, alders-/tidløs, uden historie (alt der var sket i mit liv, var ikke sket for mig, men for den krop, mit sande selv var fanget i), immateriel, om end fanget i en - materiel - krop. Og hvad mit sande selv ønskede, var ikke at dø, men at blive fri - af denne krop, der repræsenterede et ego, et selvbillede, jeg aldrig har følt mig mindre ens med end i krisesituationerne.
En anden aspekt af samme fænomen er "ude-af-kroppen-oplevelser", der som regel også bare bortforklares som værende meningsløs symptom på hjernesygdom.
Nu er det betegnende for vores kultur, at man identificerer sig med sin krop, sine tanker, sit sind, sin livshistorie, sit ego. Vores kultur lærer os, at gøre det. I den østlige filosofi findes der imidlertid en yderligere dimension hinsides denne formelle, materielle: det rum, hvori det formelle, materielle kommer til udtryk. Hvem/hvad du virkeligt er, dit "sande selv" med Laing, er dette rum. Så, "vrangforestillingen" var faktisk ikke nogen vrangforestilling, men selve sandheden.
Langt om længe forstod jeg, at det at give slip på identifikationen med min krop, mit ego, mine tanker, etc., betød den frihed, jeg havde troet, jeg kun kunne opnå ved at give slip på min krop. Et symbolsk selvmord, ikke et bogstaveligt et. Eller: "egomord" i stedet for selvmord. Det er enden på lidelsen. - Dermed ikke sagt, at jeg ikke lider mere. Intet er for evigt. Heller ikke "enlightenment". Det er meget fristende, at identificere sig med sit ego. Specielt i en kultur, der dyrker egoet i den grad, som vores kultur gør det. Jeg falder for fristelsen, igen og igen, og så lider jeg. Men eksistentiel lidelse er menneskelig. Det er ikke en sygdom. Tværtimod. Vejen til friheden går som oftest igennem en hulens masse lidelse. Uden lidelse ville der ikke være nogen nødvendighed til at ændre noget som helst, til at udvikle sig og vokse. På den måde bliver eksistentiel lidelse snarere til en velsignelse, end til den forbandelse, vores kultur gerne vil gøre den til.
Som sagt, i reglen får folk ikke nogen virkelig hjælp. (Siden "hjælperne" ikke har den ringeste anelse selv, hvordan skulle de kunne hjælpe nogen til at forstå, hvad de selv ikke har forstået?*) Forestillingen, at eksistentielle kriser skulle være hjernesygdomme, forhindrer forståelse, ligesom de stoffer gør det, hvis ordinering alene kan forsvares, hvis hvad der egentligt er et vågn-op-kald defineres som biologisk hjernesygdom.
Problemet er at jo mere dit sande selv har været undertrykt, jo mere det er belvet krævet af dig, at du identificerer dig med et falsk selv (hvem/hvad andre vil have dig til at være, men hvem/hvad du ikke er), jo dybere bliver splittelsen mellem hvem/hvad du virkeligt er og denne falske ego-identifikation selvfølgeligt. Jo dyber splittelsen bliver, jo mere vil du lide, og jo mere du lider, jo mere højlydt vil vågn-op-kaldene blive. Om du bliver stemplet med "OCD", "depression" eller "skizofreni" er ikke et spørgsmål om at lide af tydeligt forskellige sygdomme. Det er et spørgsmål om i hvilken udstrækning du lider, og i hvilken lydstyrke de vågn-op-kald kommer, som du følgeligt får. Med såkaldte "psykoser" værende de højest tænkelige vågn-op-kald. Og kaldene vil ikke stoppe med at komme før du faktisk lytter til dem og vågner op. Det er årsagen, hvorfor medikamenterne har en kronificerende effekt på krisen. Det vil uundgåeligt ske igen og igen, indtil du forstår. Og der findes ingen stoffer, der er stærke nok til at gøre det ubevidste tavs. Medikamenter kan ikke engang sigte mod det ubevidste. Det ubevidste er almægtigt og uangribeligt. Du kan ikke bekæmpe det og vinde. Det eneste, du kan gøre, er at transformere det fra at være din herre til at være et af dine redskaber, ved at blive dig bevidst om det.
_______________
* Det er faktisk lidt komisk, at en mangel på evne til at tænke abstrakt, og interpretere ting i overført, symbolsk betydning er oplistet som et "symptom" på "skizofreni", mens "eksperternes" evne til at erkende et symbol, når det stirrer dem lige i øjnene, nærmer sig nul...
1. Der findes denne (mis-)forståelse, at, når bare det bliver "mærkeligt" nok, altså når det ikke længere er nemt forståeligt, så må der bestemt være noget rigtigt rigtigt galt med en persons hoved. I en biologisk forstand. Denne opfattelse tjener som en slags "forklaring", når nogens opførsel ikke længere nemt kan forstås og forklares i henhold til den til enhver tid gældende opfattelse af "normal" menneskelig adfærd som sådan. Det er dog ikke en forklaring. Det er en bortforklaring. Det vi ikke forstår umiddelbart, frygter vi. At frygte det, der er fremmed for os, er en naturlig reaktion, en forsvars- og overlevelsesmekanisme. Specielt for byttedyr. Og mennesket er såvel bytte- som rovdyr. Så, vi foretrækker at forklare det os fremmede bort. For at holde det på sikker afstand. Én af flere grunde, hvorfor den biologiske model er så tiltrækkende for mange.
Den lidelse, som mennesker i krise oplever, er forårsaget af en mangel på forståelse, en mangel på selv-/bevidsthed. Delvis er den forårsaget af en mangel på forståelse for dem selv, for hvad der sker for dem, og delvis er den forårsaget af en mangel på forståelse fra omverdenens side. Det faktum, at mennesker, der får forstående, empatisk, støtte, der fokusserer på, at hjælpe dem selv til at forstå deres oplevelser under en krise, som regel ikke lider i samme omfang som dem, der ikke får denne støtte, der bare får piller, der gør dem ligeglade, og måske endda noget traumatiserende, tvungen "behandling" oven i købet, og det faktum, at de førstnævnte klarer sig langt bedre i det lange løb, end de sidste, beviser dette.
Hér ser jeg en sammenhæng med det, du skriver i dit indlæg her. At bortforklare ser ud til at være den sikreste og nemmeste vej ud. Men det fører uvægerligt til mere og mere lidelse. Såvel kvalitativt som kvantitativt. Vi ønsker perfektion. Vi vil gerne være (og vi forventes at være) i stand til at passe ind. Og ligeså vi ikke passer ind, går vi i panik. Og/eller vores omgivelser gør. Noget må være grundlæggende forkert med os. Lad os få det lappet, så vi kan passe ind igen. Hvad vi misser i vores utrættelige kamp for "perfektion" - det der anses som perfektion i henhold til vor tids kulturelle normer og værdier (!), vel at mærke - er at vi allerede er perfekte i vores uperfekthed. Vi er ikke mente, at skulle passe ind i et bestemt skema. Vi er mente, at bare skulle være. Virkelig perfektion kan ikke defineres som "anderledes end" eller "forskelligt fra". Virkelig perfektion er enheden af alle dualiteter. Så, mens vores kultur desperat jagter hvad den betragter som "perfektion", mister den faktisk den virkelige perfektion mere og mere af syne.
_______________
2. Et ønske om at dø, om det giver sig udtryk igennem ens egne tanker, eller igennem en stemme, der opfordrer én til at begå selvmord (at høre stemmer er intet andet, end at tænke højt), er aldrig et ønske om at ende værendet som sådan. Det er et ønske om at ende det, der er, og lade noget nyt blive til. Døden er et symbol på forandring. Og det ubevidstes sprog er et rent symbolsk sprog.
Jeg ved ikke, om du kender til det, men Oraklet i Delfi i den græske mytologi svarede stort set aldrig på et spørgsmål andet end metaforisk. Man fik svar på sit spørgsmål. Men svarets betydning måtte man selv finde frem til. Eller: man gav faktisk svaret på sit spørgsmål selv. Ens ubevidste, ens intuition, gjorde. Oraklet i Delfi er det ubevidste, projiceret i ytterverdenen.
I dag lever vi i en kultur, der ikke er videre bevidst om det ubevidste. Vi er ikke på samme måde bevidst om symbolik, metaforik, som andre kulturer var/er det. Det der tæller, er det bogstavelige, de hårde facts, videnskaben, den "rationelle" tanke (med "den rationelle tanke" værende den slags tanke, der nemt kan forstås af alle, fordi alle tænker på samme, normative måde). Ja, og så symbolik på trafikskiltniveau. Men hvis nu jeg var rådgiver, lad os sige af den danske statsminister, og han kom til mig, spurgte mig om min mening om hans næste valgkampagne, og jeg sagde: "Gør din egen natur, og ikke andres råd, til vejlederen i dit liv", ville jeg sandsynligvis miste mit job, og blive, mindst, betragtet som sær.
Så, spørgsmålet er altid hvem eller hvad du virkeligt ønsker, skal dø, når du overvejer selvmord. En ting er sikker: det er ikke dig selv. Dit selv (det er ikke en stavefejl) er hvem/hvad du virkeligt er, og det er væren, liv. Liv kan ikke dø. Døden er en del af livet, ikke dets modsætning. Og livet er forandring: noget ender, "dør", noget nyt begynder. Hvert øjeblik. Livet er konstant ankomst og afsked. Intet er faktisk stabilt. Der kan være balance, men ikke stabilitet. Perfekt stabilitet (som i "stemningsstabiliserende middel"), fuldkommen uforanderlighed og forudsigelighed er en mytos. Og vores kultur forveksler den med "perfektion" - og jagter den.
Nogle ønsker at deres ytre form, deres krop, skal dø. Mennesker, der lider af en dødelig sygdom f.eks. Men hvad de fleste i en eksistentiel krise ønsker skal dø, er heller ikke den ytre form. Det er deres ego, hvem/hvad de tænker, de er, og hvem/hvad de tænker, andre tænker de er. Dog manifesterer egoet sig delvis igennem ens ytre form. Kroppen bliver til et symbol for egoet. Og så har du det: i stedet for at give slip på dit ego, og være det/den, du virkeligt er, interpreterer du et symbol bogstaveligt, og giver følgeligt slip på din krop: selvmord. Bogstaveligt. Og siden vores kultur er så uvidende om symbolisme som den er, er chancen for at du vil kunne finde meget hjælp blandt kulturens medlemmer (i det psykiatriske system) til at nå frem til denne erkendelse, ekstremt ringe. Da alle sandsynligvis vil interpretere på samme bogstavelige måde, som dine tanker gør.
Jeg forstod langt om længe, pga. den "vrangforestilling", at det/den, jeg virkeligt var, ikke var et menneske, men noget à la en dryade, en ånd, navnløs, alders-/tidløs, uden historie (alt der var sket i mit liv, var ikke sket for mig, men for den krop, mit sande selv var fanget i), immateriel, om end fanget i en - materiel - krop. Og hvad mit sande selv ønskede, var ikke at dø, men at blive fri - af denne krop, der repræsenterede et ego, et selvbillede, jeg aldrig har følt mig mindre ens med end i krisesituationerne.
En anden aspekt af samme fænomen er "ude-af-kroppen-oplevelser", der som regel også bare bortforklares som værende meningsløs symptom på hjernesygdom.
Nu er det betegnende for vores kultur, at man identificerer sig med sin krop, sine tanker, sit sind, sin livshistorie, sit ego. Vores kultur lærer os, at gøre det. I den østlige filosofi findes der imidlertid en yderligere dimension hinsides denne formelle, materielle: det rum, hvori det formelle, materielle kommer til udtryk. Hvem/hvad du virkeligt er, dit "sande selv" med Laing, er dette rum. Så, "vrangforestillingen" var faktisk ikke nogen vrangforestilling, men selve sandheden.
Langt om længe forstod jeg, at det at give slip på identifikationen med min krop, mit ego, mine tanker, etc., betød den frihed, jeg havde troet, jeg kun kunne opnå ved at give slip på min krop. Et symbolsk selvmord, ikke et bogstaveligt et. Eller: "egomord" i stedet for selvmord. Det er enden på lidelsen. - Dermed ikke sagt, at jeg ikke lider mere. Intet er for evigt. Heller ikke "enlightenment". Det er meget fristende, at identificere sig med sit ego. Specielt i en kultur, der dyrker egoet i den grad, som vores kultur gør det. Jeg falder for fristelsen, igen og igen, og så lider jeg. Men eksistentiel lidelse er menneskelig. Det er ikke en sygdom. Tværtimod. Vejen til friheden går som oftest igennem en hulens masse lidelse. Uden lidelse ville der ikke være nogen nødvendighed til at ændre noget som helst, til at udvikle sig og vokse. På den måde bliver eksistentiel lidelse snarere til en velsignelse, end til den forbandelse, vores kultur gerne vil gøre den til.
Som sagt, i reglen får folk ikke nogen virkelig hjælp. (Siden "hjælperne" ikke har den ringeste anelse selv, hvordan skulle de kunne hjælpe nogen til at forstå, hvad de selv ikke har forstået?*) Forestillingen, at eksistentielle kriser skulle være hjernesygdomme, forhindrer forståelse, ligesom de stoffer gør det, hvis ordinering alene kan forsvares, hvis hvad der egentligt er et vågn-op-kald defineres som biologisk hjernesygdom.
Problemet er at jo mere dit sande selv har været undertrykt, jo mere det er belvet krævet af dig, at du identificerer dig med et falsk selv (hvem/hvad andre vil have dig til at være, men hvem/hvad du ikke er), jo dybere bliver splittelsen mellem hvem/hvad du virkeligt er og denne falske ego-identifikation selvfølgeligt. Jo dyber splittelsen bliver, jo mere vil du lide, og jo mere du lider, jo mere højlydt vil vågn-op-kaldene blive. Om du bliver stemplet med "OCD", "depression" eller "skizofreni" er ikke et spørgsmål om at lide af tydeligt forskellige sygdomme. Det er et spørgsmål om i hvilken udstrækning du lider, og i hvilken lydstyrke de vågn-op-kald kommer, som du følgeligt får. Med såkaldte "psykoser" værende de højest tænkelige vågn-op-kald. Og kaldene vil ikke stoppe med at komme før du faktisk lytter til dem og vågner op. Det er årsagen, hvorfor medikamenterne har en kronificerende effekt på krisen. Det vil uundgåeligt ske igen og igen, indtil du forstår. Og der findes ingen stoffer, der er stærke nok til at gøre det ubevidste tavs. Medikamenter kan ikke engang sigte mod det ubevidste. Det ubevidste er almægtigt og uangribeligt. Du kan ikke bekæmpe det og vinde. Det eneste, du kan gøre, er at transformere det fra at være din herre til at være et af dine redskaber, ved at blive dig bevidst om det.
_______________
* Det er faktisk lidt komisk, at en mangel på evne til at tænke abstrakt, og interpretere ting i overført, symbolsk betydning er oplistet som et "symptom" på "skizofreni", mens "eksperternes" evne til at erkende et symbol, når det stirrer dem lige i øjnene, nærmer sig nul...
torsdag den 18. december 2008
Svar på tiltale
Ikke helt uforventet fik jeg selvfølgeligt svar på tiltale mht. min seneste kommentar på Outsiderens blog. Dog hverken på Outsiderens blog eller hér, på min, men via privat mail.
Svaret på tiltalen betegner sammenligningen af psykofarmaka med narkotika som "noget værre vrøvl". Med den begrundelse, at narkotika, i modsætning til psykofarmaka, skulle være euforiserende stoffer, og at man f.eks. ikke bliver spor opstemt af antidepressiva. Åh?? Tja, det er jo nu så sandt som det er sagt, men det er ikke alene opstemthed, der driver folk ind i et misbrug. Antidepressiva gør f.eks. noget helt andet, end at direkte forårsage eufori, opstemthed. De forøger effekten af metadon. Hvorfor de gerne mis-/bruges af mennesker, der altså tager metadon, med det mål, at få en lidt federe effekt ud af metadonen. Et andet eksempel er alkohol, der som bekendt heller ikke i alle tilfælde forårsager opstemthed, men i mange tilfælde derimod f.eks. aggressivitet. Hvilket ikke nødvendigvis får det mis-/brugende menneske til at droppe alkoholen.
Det afgørende, det der driver de fleste i et stofmisbrug, er ikke ønsket om at opleve lykke i form af jublende eufori. Det er ønsket om at opleve den lykke, flugten fra virkeligheden - en uudholdelig virkelighed - betyder. Og dertil egner sig alle bevidsthedsforandrende stoffer. De legale lige så vel som de illegale. Dem, der nemt kan fås af ens af samfundet officielt som legal anerkendte drugpusher lige så vel som dem, man skal begive sig ud i illegaliteten for at få fingrene i.
The Last Psychiatrist gør i øvrigt opmærksom på en ganske interessant bbc.co.uk-artikel om afhængighed. Om internetafhængighed, ja. Men jeg mener, grundprincippet kan anvendes på al afhængighed. Også den af at gøre brug af "støtteuniverser", af at reagere "psykotisk" og flygte fra en uudholdelig ind i ens egen, helt private virkelighed.
"Maybe I didn't really have that choice, then, but I do have it now. (...) Thus, there's a way out. I'd just have to make a choice... It just happens, things just happen, sometimes it just happens that I light a cigarette, a bad habit."
Bevidstgørelsen af at valget er mit, og mit alene, om jeg vil tænde den næste smøg, eller om jeg vil lade være, om jeg vil gå ind i et støtteunivers, eller ej, om jeg vil leve og lide i min fortid, eller ej, om jeg vil gøre som stemmerne siger, eller ej. Om jeg bare vil lade det ske, eller ej. Empowerment. Frigørelsen fra offerrollen.
En observation, der leder mig til en anden, desværre meget udbredt, misforståelse, mailen giver udtryk for. Nemlig den, at "det meste af det der gør os deprimerede [skulle være] fuldstændig uden for vores kontrol". En misforståelse, der selvfølgeligt og uundgåeligt må føre til den misforståelse, at holdbare løsninger på problemet ikke findes.
Desværre formidler systemet denne misforståelse stadigt som værende den eneste forståelse af eksistentielle kriser. Specielt igennem påstanden, at eksistentiel lidelse skulle være forårsaget af biologisk hjernesygdom. Disempowerment. Tildeling af offerrollen. Så systemet kan fremstå som redder. - Og interessant er, hvordan "offeret" i mailen bliver til "krænker", fordi jeg nægter at gå ind i rollen som "redder" og udvise bekræftende medlidenhed. Hvilket i øvrigt ikke kun sker i starten af mailen, men igen umiddelbart efterfølgende bemærkningen om, at "det meste af det der gør os deprimerede [skulle være] fuldstændig uden for vores kontrol".
Vred blev jeg ikke så meget på mig selv, som jeg blev det over forsøget, at gøre mig (læseren af blogindlægget på Outsiderens blog) til offer - igen. Over forsøget, at trække mig (læseren) ind i dramaet - igen. Men ligeså jeg indlader mig på vreden, indlader jeg mig også på en af rollerne i dramaet. Valget er mit.
Svaret på tiltalen betegner sammenligningen af psykofarmaka med narkotika som "noget værre vrøvl". Med den begrundelse, at narkotika, i modsætning til psykofarmaka, skulle være euforiserende stoffer, og at man f.eks. ikke bliver spor opstemt af antidepressiva. Åh?? Tja, det er jo nu så sandt som det er sagt, men det er ikke alene opstemthed, der driver folk ind i et misbrug. Antidepressiva gør f.eks. noget helt andet, end at direkte forårsage eufori, opstemthed. De forøger effekten af metadon. Hvorfor de gerne mis-/bruges af mennesker, der altså tager metadon, med det mål, at få en lidt federe effekt ud af metadonen. Et andet eksempel er alkohol, der som bekendt heller ikke i alle tilfælde forårsager opstemthed, men i mange tilfælde derimod f.eks. aggressivitet. Hvilket ikke nødvendigvis får det mis-/brugende menneske til at droppe alkoholen.
Det afgørende, det der driver de fleste i et stofmisbrug, er ikke ønsket om at opleve lykke i form af jublende eufori. Det er ønsket om at opleve den lykke, flugten fra virkeligheden - en uudholdelig virkelighed - betyder. Og dertil egner sig alle bevidsthedsforandrende stoffer. De legale lige så vel som de illegale. Dem, der nemt kan fås af ens af samfundet officielt som legal anerkendte drugpusher lige så vel som dem, man skal begive sig ud i illegaliteten for at få fingrene i.
The Last Psychiatrist gør i øvrigt opmærksom på en ganske interessant bbc.co.uk-artikel om afhængighed. Om internetafhængighed, ja. Men jeg mener, grundprincippet kan anvendes på al afhængighed. Også den af at gøre brug af "støtteuniverser", af at reagere "psykotisk" og flygte fra en uudholdelig ind i ens egen, helt private virkelighed.
"Maybe I didn't really have that choice, then, but I do have it now. (...) Thus, there's a way out. I'd just have to make a choice... It just happens, things just happen, sometimes it just happens that I light a cigarette, a bad habit."
Bevidstgørelsen af at valget er mit, og mit alene, om jeg vil tænde den næste smøg, eller om jeg vil lade være, om jeg vil gå ind i et støtteunivers, eller ej, om jeg vil leve og lide i min fortid, eller ej, om jeg vil gøre som stemmerne siger, eller ej. Om jeg bare vil lade det ske, eller ej. Empowerment. Frigørelsen fra offerrollen.
En observation, der leder mig til en anden, desværre meget udbredt, misforståelse, mailen giver udtryk for. Nemlig den, at "det meste af det der gør os deprimerede [skulle være] fuldstændig uden for vores kontrol". En misforståelse, der selvfølgeligt og uundgåeligt må føre til den misforståelse, at holdbare løsninger på problemet ikke findes.
Desværre formidler systemet denne misforståelse stadigt som værende den eneste forståelse af eksistentielle kriser. Specielt igennem påstanden, at eksistentiel lidelse skulle være forårsaget af biologisk hjernesygdom. Disempowerment. Tildeling af offerrollen. Så systemet kan fremstå som redder. - Og interessant er, hvordan "offeret" i mailen bliver til "krænker", fordi jeg nægter at gå ind i rollen som "redder" og udvise bekræftende medlidenhed. Hvilket i øvrigt ikke kun sker i starten af mailen, men igen umiddelbart efterfølgende bemærkningen om, at "det meste af det der gør os deprimerede [skulle være] fuldstændig uden for vores kontrol".
Vred blev jeg ikke så meget på mig selv, som jeg blev det over forsøget, at gøre mig (læseren af blogindlægget på Outsiderens blog) til offer - igen. Over forsøget, at trække mig (læseren) ind i dramaet - igen. Men ligeså jeg indlader mig på vreden, indlader jeg mig også på en af rollerne i dramaet. Valget er mit.
lørdag den 29. november 2008
Normal Life Sucks!
Why We're Bipolar: Normal Life Sucks!
af bipolarorwakingup/Sean Blackwell
(Sammenfatning af videoens indhold på dansk følger senere.)
af bipolarorwakingup/Sean Blackwell
(Sammenfatning af videoens indhold på dansk følger senere.)
mandag den 4. august 2008
War Games
Det følgende er skrevet som et budskab til Larry (se lørdagens indlæg "Den militante pro-psykiatri"), men gælder alle, der måtte være på udkig efter en "legekammerat". Som jeg skrev i en mail i går: Jeg har lært noget af hele New York Times-cirkusset. Jeg vil stadigt gøre opmærksom på mulige, alternative indfaldsvinkler på en sag, når jeg finder den ensidigt omtalt. Men jeg leger altså ikke mere. Under stregen var det en meget ubehagelig og trættende affære. Og mens jeg heldigvis har styrke nok til at stå distancen, var den for én af mine amerikanske blognaboer desværre såpas ubehagelig og trættende, at hun besluttede, at tage ferie fra bloggingen.
_______________
Der findes mennesker, der er så dybt forelsket i deres eksistentielle lidelse, at de ikke under nogen omstændigheder kan forestille sig, at skulle undvære den. Disse mennesker gør ikke bare alt i deres magt stående for at opretholde lidelsen, de opsøger endda enhver lejlighed til at forøge den: de er på en narcissistisk, altså identificerende sig, måde forelsket i deres rolle som offer.
Indlader man sig på en diskussion med disse mennesker, vil de tage alt hvad man siger, og vende op og ned på det. De vil interpretere hvert ord man siger som en personlig fornærmelse, et personligt angreb på dem. Det værst tænkelige af alle angreb, på disse mennesker, på deres ego: man forstår dem ikke.
Faktisk så nyder disse mennesker at blive angrebet. Hvorfor? Tja, hvis man er identificeret med sin lidelse, så er enhver forstørrelse af lidelsen også en forstørrelse af ens personlighed, ens ego: man bliver til mere, og endnu mere, jo mere man lider.
Så, hvad disse mennesker uundgåeligt vil gøre, er at bønfalde andre om at angribe dem. At blive angrebet, nærer deres lidelse, og dér igennem deres egoidentifikation. Siden egoet nu er et meget skrøbeligt konstrukt, har det behov for konstant anerkendelse, konstant næring, ellers dør det af sult.
Jeg må vide det. Jeg har selv været dér. Og falder stadigt med jævne mellemrum for fristelsen: "Åh, vær så venlig, lad der blive en misforståelse, f.eks. omkring nogle friweekender, så at jeg kan være offeret!" Nu behøves jeg ikke konstant at stifte ufred mellem mig og andre. Jeg kan nøjes med, en gang imellem, at invitere dem til at overskride mine grænser. Jeg har stemmerne til at tage sig af resten, til at fortælle mig, hvor lidt jeg er værd, så at jeg kan føle mig elendig. Mens der foregår et sandt drama i mit hoved, lider jeg stille udenpå. Jeg er det selvopofrende offer, martyren. Perfekt.
Jeg har lært det af min mor. Med den forskel mellem hende og mig, at den "lille stemme i hovedet" altså ikke var nok for hende. I modsætning til mig, identificerede hun sig fuldt ud med sin tænkning, hvorfor hun ikke oplevede den som udefrakommende "stemmer". Så, hun var henvist til at opsøge mere drama i forholdet til min far og mig, ved at skabe ufred: "Det har jeg aldrig sagt", "Du misforstår", "Du vil jo ikke forstå", "Det ligger du helt ved siden af med", etc. etc. Min far trak sig. Det kunne jeg ikke.
Jeg kender spillet. Til bevidstløsheden. Det er ekstremt destruktivt. Det skaber intet andet end lidelse for alle deltagerne. Det var, hvad i sidste ende fik mig til at "gå bananas". Det er hvad jeg ser det psykiatriske system udsætte sit klientel for. Med hvad der foregår i systemet værende en nøjagtig genspejling af hvad der foregår i samfundet som sådan.
Så, hvis du er dérude, dybt forelsket i din lidelse, og søger efter en legekammerat til at "angribe" dig: det er ikke mig, du skal be' om at være den. Siden jeg har taget ansvar for min lidelse, og valgt at gøre hvad jeg kan, for at ende den.
I øvrigt: Ja, jeg anser dette spil, denne form for destruktiv kommunikation som årsag til krig. Al krig. Også den der, på diverse niveauer, føres mod naturen, f.eks.
_______________
Der findes mennesker, der er så dybt forelsket i deres eksistentielle lidelse, at de ikke under nogen omstændigheder kan forestille sig, at skulle undvære den. Disse mennesker gør ikke bare alt i deres magt stående for at opretholde lidelsen, de opsøger endda enhver lejlighed til at forøge den: de er på en narcissistisk, altså identificerende sig, måde forelsket i deres rolle som offer.
Indlader man sig på en diskussion med disse mennesker, vil de tage alt hvad man siger, og vende op og ned på det. De vil interpretere hvert ord man siger som en personlig fornærmelse, et personligt angreb på dem. Det værst tænkelige af alle angreb, på disse mennesker, på deres ego: man forstår dem ikke.
Faktisk så nyder disse mennesker at blive angrebet. Hvorfor? Tja, hvis man er identificeret med sin lidelse, så er enhver forstørrelse af lidelsen også en forstørrelse af ens personlighed, ens ego: man bliver til mere, og endnu mere, jo mere man lider.
Så, hvad disse mennesker uundgåeligt vil gøre, er at bønfalde andre om at angribe dem. At blive angrebet, nærer deres lidelse, og dér igennem deres egoidentifikation. Siden egoet nu er et meget skrøbeligt konstrukt, har det behov for konstant anerkendelse, konstant næring, ellers dør det af sult.
Jeg må vide det. Jeg har selv været dér. Og falder stadigt med jævne mellemrum for fristelsen: "Åh, vær så venlig, lad der blive en misforståelse, f.eks. omkring nogle friweekender, så at jeg kan være offeret!" Nu behøves jeg ikke konstant at stifte ufred mellem mig og andre. Jeg kan nøjes med, en gang imellem, at invitere dem til at overskride mine grænser. Jeg har stemmerne til at tage sig af resten, til at fortælle mig, hvor lidt jeg er værd, så at jeg kan føle mig elendig. Mens der foregår et sandt drama i mit hoved, lider jeg stille udenpå. Jeg er det selvopofrende offer, martyren. Perfekt.
Jeg har lært det af min mor. Med den forskel mellem hende og mig, at den "lille stemme i hovedet" altså ikke var nok for hende. I modsætning til mig, identificerede hun sig fuldt ud med sin tænkning, hvorfor hun ikke oplevede den som udefrakommende "stemmer". Så, hun var henvist til at opsøge mere drama i forholdet til min far og mig, ved at skabe ufred: "Det har jeg aldrig sagt", "Du misforstår", "Du vil jo ikke forstå", "Det ligger du helt ved siden af med", etc. etc. Min far trak sig. Det kunne jeg ikke.
Jeg kender spillet. Til bevidstløsheden. Det er ekstremt destruktivt. Det skaber intet andet end lidelse for alle deltagerne. Det var, hvad i sidste ende fik mig til at "gå bananas". Det er hvad jeg ser det psykiatriske system udsætte sit klientel for. Med hvad der foregår i systemet værende en nøjagtig genspejling af hvad der foregår i samfundet som sådan.
Så, hvis du er dérude, dybt forelsket i din lidelse, og søger efter en legekammerat til at "angribe" dig: det er ikke mig, du skal be' om at være den. Siden jeg har taget ansvar for min lidelse, og valgt at gøre hvad jeg kan, for at ende den.
I øvrigt: Ja, jeg anser dette spil, denne form for destruktiv kommunikation som årsag til krig. Al krig. Også den der, på diverse niveauer, føres mod naturen, f.eks.
Abonner på:
Opslag (Atom)
Opslag
