Robert Whitaker - Alternatives Keynote from National Empowerment Center on Vimeo.
Viser opslag med etiketten Loren Mosher. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Loren Mosher. Vis alle opslag
fredag den 8. oktober 2010
søndag den 20. december 2009
PsykiskSårbar.dk - Hvad er meningen?
Nedenstående debatindlæg har jeg i dag postet på PsykiskSårbar.dk, ja, netop, denne fine nye hjemmeside, og påtænker også, at lade sidens administratorer/Poul Nyrup tilkomme en kopi per mail, i fald, de ikke følger med i debatterne på siden. Og helt efter Ron Unger's forebillede, der gjorde dette på sin arbejdsplads, med en opfordring om, at rette de påtalte ukorrektheder. (Og selv om det nok vidner om, at det i det her tilfælde er mig, der må være "mere end almindeligt naiv", hvis jeg tror, det kommer til at have den mindste effekt på socialdarwinisterne, suk). Her er mit debatindlæg:
"Der er ikke noget mystisk eller nødvendigvis uhelbredeligt i at være psykisk sårbar – og vores budskab er, at mange godt kan komme sig. Med betegnelsen psykisk syg følger der derimod en række fremmedgørende medbetydninger og fastlåste forestillinger om kroniske tilstande med – og vi tror, at de er med til at spænde ben for det enkelte menneskes vej mod det gode liv", læser jeg under "Derfor 'psykisk sårbar'", og jeg tænker: 'Jamen, det lyder jo fabelagtigt!', og kunne i bund og grund ikke være mere enig.
Men ak! Går jeg så ind under "Viden", og klikker på "Skizofreni", som det for mig personligt mest relevante stempel, så læser jeg dér: "Skizofreni er en blivende og alvorlig psykisk sygdom." ??? 'Hvad er nu det for noget at skrive på en hjemmeside, der angiveligt vil rydde op med fordommene og diskrimineringen mod "de psykisk syge", og i øvrigt give "de psykisk syge" håb?!' tænker jeg, 'Det hænger da ingen steder sammen.' Helt bortset fra, at en sådan påstand mangler ethvert hold i videnskabelige fakta.
Jeg må jo indrømme, at jeg allerede blev mistænksom, da jeg læste "diabetes", "kræft", hjertesygdomme" under "Mere dialog - nyt fokus". Ah, åh, ... "Psykisk sygdom er som diabetes" kan jeg ikke lade være med at associere. Hvis det er sådan, så kunne jeg da godt tænke mig, at se den, "skizofrenien" f.eks., engang under mikroskopet, eller på et scanningsbillede. Indtil videre er der ikke nogen, der har kunnet vise mig hverken den, eller en hvilken som helst anden "psykisk sygdom" via blodprøver, scanningsbilleder, eller nogen anden form for fysiologiske tests.
Kan man komme fordommene og diskrimineringen til livs, og samtidigt erklære "psykisk sygdom" som værende det samme som diabetes, kræft og hjertesygdomme? Den biologiske forklaringsmodel indebærer, at det "syge" menneskes tanker og følelser er forstyrrede pga. en fejlfunktion i hjernens transmitterstofskifte. Dette syn på "psykisk sygdom" fører uvægerligt til en opfattelse af det "syge" menneskes tanker og følelser (og dermed af dette menneske selv) som utilregnelige. Ikke opstående som en logisk konsekvens af (traumatiserende) miljøpåvirkninger, men af uigennemskuelige "kortslutninger" i vedkommendes hjerne. Meningsløst, ude af balance, ikke til at forstå, mystisk. Og siden det er menneskets sind, dets tanker og følelser, og ikke dets bugspytkirtel eller blodårer, der får det til at handle, er der vel ikke noget at sige til, hvis folk reagerer rædselsslagne, face to face med denne angivelige hjernesygdom, og straks associerer "den gale øksemorder".
Den biologiske model er diskriminerende i sig selv, og årsag til, at fordommene mod "de psykisk syge" stortrives. Det påstås, at modellen blev lanceret bl.a. for at reducere fordomme og diskrimineringen. Faktum er, at både fordomme og diskrimineringen har tiltaget med udbredelsen af modellen. Forståeligt nok, vil jeg mene.
Det eneste, den biologiske model har formået at reducere, er netop forståelsen for emotionel lidelse som en meget naturligt menneskelig og absolut meningsfuld reaktion på en umenneskelig verden. Hvis jeg ved, at f.eks. en "paranoid" reaktion er forårsaget af, at det "paranoide" menneskes grænser konsekvent og vedvarende igennem hele opvæksten er blevet krænket, vil det fremstå som en helt selvfølgelig reaktion, hvis vedkommende øjeblikkeligt går i forsvarsposition, lige så h*n føler sig trængt op i en krog, igen igen. F.eks. af det tvangspsykiatriske system. Hvis jeg ikke ser andet, end meningsløs hjernesygdom, vil jeg selv panikke, og situationen vil uvægerligt eskalere, og blive til endnu en "den gale øksemorder"-overskrift i medierne.
Teorierne om defekte gener og ubalancer i transmitterstofskiftet er netop det: teorier. Dopaminhypotesen blev allerede 1992 forkastet af Arvid Carlsson, der i sin tid var med til at lancere den, fordi man ikke var i stand til at finde videnskabelig evidens for dens korrekthed. Forskellige gener har igen og igen været under mistanke. Hver gang har det ved nærmere eftersyn vist sig, at være endnu en blindgyde.
Samtidigt har forskningen på det psyko-sociale område igen og igen kunnet påvise sammenhænge mellem barndomstraumer og "skizofreni". Senest Hammersley og Read's metastudie fra 2007, der viste en korrelation mellem seksuelle overgreb/fysisk mishandling/omsorgssvigt på mellem 51 og 97%. Hammersley og Read tager ikke højde for emotionel omsorgssvigt, og har ikke i alle tilfælde kunnet påvise overgreb/omsorgssvigt, da ikke alle individer i de af dem reviderede 40 studier var blevet adspurgt om deres livshistorie.
Så meget om "sygdom", læs: biologisk hjernesygdom. Hvad "blivende" angår, så kan jeg med min bedste vilje ikke se noget "blivende" ved en krise, som psykiatrialternativer som Vestlaplandsmodellen, Soteria, Diabasis, m.fl. formår at hjælpe folk med at overvinde helt i ca. 85% af tilfældene. Recovery* fra "skizofreni" og "psykoser" er ikke umuligt, eller bare undtagelsen, men at forvente. Forudsat, man får virkelig hjælp til at komme igennem og ud af krisen. Og at fortælle om "blivende sygdom" er i hvert fald ikke nogen videre hjælp. Tværtimod. Som Loren Mosher sagde, så er slaget allerede halvvejs vundet, hvis man tager udgangspunkt i troen på, at fuld recovery er sandsynlig. Mens det er mere end halvvejs tabt, hvis man fortæller ammestuehistorierne om "blivende sygdom". Ammestuefortællinger, for resten, der også er mere end velegnede til at lade især "førstegangspsykotikere" ofte vælge selvmord, fremfor et liv med "blivende og alvorlig sygdom", ofte som førtidspensionist, afhængig af systemets "hjælp" og "medicin" med invalidiserende bivirkninger, og parkeret i udkanten af samfundet med være- respektive bostedet som hovedomdrejningspunkt i tilværelsen.
Budskaber om biologisk og blivende hjernesygdom er både med til at opretholde og forstæke samfundets fordomme og diskriminering, og de forhindrer en løsning af krisen, og dermed recovery, fordi de på forhånd erklærer al søgen efter mening i og med "symptomerne" som et meningsløst foretagende.
Efter min (og Hippokrates') opfattelse er det etisk uforsvarligt, at hindre mennesker i at komme sig, på grundlag af noget, der ikke er andet, end en teori, og oven i købet en meget usandsynlig af slagsen, og jeg undrer, om meningen med psykisksaarbar.dk virkeligt er at "nedbryde tabuer og fordomme" og "skabe en ny forståelse", eller om det er at yderligere bekræfte fordommene og den biomedicinske (ikke-)forståelse, de er resultat af, med endnu en hjemmeside, der ensidigt biopsykiatrisk og socialdarwinistisk fremstiller mennesker i krise som defekte andenklasseseksistenser.
*Jeg definerer "recovery" ikke som "at lære at leve med en kronisk sygdom" - det har vi et andet ord til: rehabilitering, og evtl. social recovery -, men som at blive "symptom"fri, være uafhængig af systemets tjenester ("medicin"fri), være i lønnet eller frivilligt arbejde, og have et socialt liv som naboens (jf. Courtenay Harding, 1987).
_______________
P.S.: Må indrømme, at jeg blev lidt skuffet over at se Tine Bryld figurere under "Menneskene bag" PsykiskSårbar.dk. Havde egentligt højere tanker om hende, end som så...
"Der er ikke noget mystisk eller nødvendigvis uhelbredeligt i at være psykisk sårbar – og vores budskab er, at mange godt kan komme sig. Med betegnelsen psykisk syg følger der derimod en række fremmedgørende medbetydninger og fastlåste forestillinger om kroniske tilstande med – og vi tror, at de er med til at spænde ben for det enkelte menneskes vej mod det gode liv", læser jeg under "Derfor 'psykisk sårbar'", og jeg tænker: 'Jamen, det lyder jo fabelagtigt!', og kunne i bund og grund ikke være mere enig.
Men ak! Går jeg så ind under "Viden", og klikker på "Skizofreni", som det for mig personligt mest relevante stempel, så læser jeg dér: "Skizofreni er en blivende og alvorlig psykisk sygdom." ??? 'Hvad er nu det for noget at skrive på en hjemmeside, der angiveligt vil rydde op med fordommene og diskrimineringen mod "de psykisk syge", og i øvrigt give "de psykisk syge" håb?!' tænker jeg, 'Det hænger da ingen steder sammen.' Helt bortset fra, at en sådan påstand mangler ethvert hold i videnskabelige fakta.
Jeg må jo indrømme, at jeg allerede blev mistænksom, da jeg læste "diabetes", "kræft", hjertesygdomme" under "Mere dialog - nyt fokus". Ah, åh, ... "Psykisk sygdom er som diabetes" kan jeg ikke lade være med at associere. Hvis det er sådan, så kunne jeg da godt tænke mig, at se den, "skizofrenien" f.eks., engang under mikroskopet, eller på et scanningsbillede. Indtil videre er der ikke nogen, der har kunnet vise mig hverken den, eller en hvilken som helst anden "psykisk sygdom" via blodprøver, scanningsbilleder, eller nogen anden form for fysiologiske tests.
Kan man komme fordommene og diskrimineringen til livs, og samtidigt erklære "psykisk sygdom" som værende det samme som diabetes, kræft og hjertesygdomme? Den biologiske forklaringsmodel indebærer, at det "syge" menneskes tanker og følelser er forstyrrede pga. en fejlfunktion i hjernens transmitterstofskifte. Dette syn på "psykisk sygdom" fører uvægerligt til en opfattelse af det "syge" menneskes tanker og følelser (og dermed af dette menneske selv) som utilregnelige. Ikke opstående som en logisk konsekvens af (traumatiserende) miljøpåvirkninger, men af uigennemskuelige "kortslutninger" i vedkommendes hjerne. Meningsløst, ude af balance, ikke til at forstå, mystisk. Og siden det er menneskets sind, dets tanker og følelser, og ikke dets bugspytkirtel eller blodårer, der får det til at handle, er der vel ikke noget at sige til, hvis folk reagerer rædselsslagne, face to face med denne angivelige hjernesygdom, og straks associerer "den gale øksemorder".
Den biologiske model er diskriminerende i sig selv, og årsag til, at fordommene mod "de psykisk syge" stortrives. Det påstås, at modellen blev lanceret bl.a. for at reducere fordomme og diskrimineringen. Faktum er, at både fordomme og diskrimineringen har tiltaget med udbredelsen af modellen. Forståeligt nok, vil jeg mene.
Det eneste, den biologiske model har formået at reducere, er netop forståelsen for emotionel lidelse som en meget naturligt menneskelig og absolut meningsfuld reaktion på en umenneskelig verden. Hvis jeg ved, at f.eks. en "paranoid" reaktion er forårsaget af, at det "paranoide" menneskes grænser konsekvent og vedvarende igennem hele opvæksten er blevet krænket, vil det fremstå som en helt selvfølgelig reaktion, hvis vedkommende øjeblikkeligt går i forsvarsposition, lige så h*n føler sig trængt op i en krog, igen igen. F.eks. af det tvangspsykiatriske system. Hvis jeg ikke ser andet, end meningsløs hjernesygdom, vil jeg selv panikke, og situationen vil uvægerligt eskalere, og blive til endnu en "den gale øksemorder"-overskrift i medierne.
Teorierne om defekte gener og ubalancer i transmitterstofskiftet er netop det: teorier. Dopaminhypotesen blev allerede 1992 forkastet af Arvid Carlsson, der i sin tid var med til at lancere den, fordi man ikke var i stand til at finde videnskabelig evidens for dens korrekthed. Forskellige gener har igen og igen været under mistanke. Hver gang har det ved nærmere eftersyn vist sig, at være endnu en blindgyde.
Samtidigt har forskningen på det psyko-sociale område igen og igen kunnet påvise sammenhænge mellem barndomstraumer og "skizofreni". Senest Hammersley og Read's metastudie fra 2007, der viste en korrelation mellem seksuelle overgreb/fysisk mishandling/omsorgssvigt på mellem 51 og 97%. Hammersley og Read tager ikke højde for emotionel omsorgssvigt, og har ikke i alle tilfælde kunnet påvise overgreb/omsorgssvigt, da ikke alle individer i de af dem reviderede 40 studier var blevet adspurgt om deres livshistorie.
Så meget om "sygdom", læs: biologisk hjernesygdom. Hvad "blivende" angår, så kan jeg med min bedste vilje ikke se noget "blivende" ved en krise, som psykiatrialternativer som Vestlaplandsmodellen, Soteria, Diabasis, m.fl. formår at hjælpe folk med at overvinde helt i ca. 85% af tilfældene. Recovery* fra "skizofreni" og "psykoser" er ikke umuligt, eller bare undtagelsen, men at forvente. Forudsat, man får virkelig hjælp til at komme igennem og ud af krisen. Og at fortælle om "blivende sygdom" er i hvert fald ikke nogen videre hjælp. Tværtimod. Som Loren Mosher sagde, så er slaget allerede halvvejs vundet, hvis man tager udgangspunkt i troen på, at fuld recovery er sandsynlig. Mens det er mere end halvvejs tabt, hvis man fortæller ammestuehistorierne om "blivende sygdom". Ammestuefortællinger, for resten, der også er mere end velegnede til at lade især "førstegangspsykotikere" ofte vælge selvmord, fremfor et liv med "blivende og alvorlig sygdom", ofte som førtidspensionist, afhængig af systemets "hjælp" og "medicin" med invalidiserende bivirkninger, og parkeret i udkanten af samfundet med være- respektive bostedet som hovedomdrejningspunkt i tilværelsen.
Budskaber om biologisk og blivende hjernesygdom er både med til at opretholde og forstæke samfundets fordomme og diskriminering, og de forhindrer en løsning af krisen, og dermed recovery, fordi de på forhånd erklærer al søgen efter mening i og med "symptomerne" som et meningsløst foretagende.
Efter min (og Hippokrates') opfattelse er det etisk uforsvarligt, at hindre mennesker i at komme sig, på grundlag af noget, der ikke er andet, end en teori, og oven i købet en meget usandsynlig af slagsen, og jeg undrer, om meningen med psykisksaarbar.dk virkeligt er at "nedbryde tabuer og fordomme" og "skabe en ny forståelse", eller om det er at yderligere bekræfte fordommene og den biomedicinske (ikke-)forståelse, de er resultat af, med endnu en hjemmeside, der ensidigt biopsykiatrisk og socialdarwinistisk fremstiller mennesker i krise som defekte andenklasseseksistenser.
*Jeg definerer "recovery" ikke som "at lære at leve med en kronisk sygdom" - det har vi et andet ord til: rehabilitering, og evtl. social recovery -, men som at blive "symptom"fri, være uafhængig af systemets tjenester ("medicin"fri), være i lønnet eller frivilligt arbejde, og have et socialt liv som naboens (jf. Courtenay Harding, 1987).
_______________
P.S.: Må indrømme, at jeg blev lidt skuffet over at se Tine Bryld figurere under "Menneskene bag" PsykiskSårbar.dk. Havde egentligt højere tanker om hende, end som så...
tirsdag den 24. november 2009
Antipsykotika - antipsykotisk eller fordummende?
Her en interessant artikel om hvordan "antipsykotika" virker. Og på sin vis - og selv om vores "sidste psykiater" (gid han var det!) ikke er enig - også om, hvorfor allerede en brøkdel af den som regel ordinerede dosis kan have en for mennesket i krise - men nu ser vores "sidste psykiater" heller ikke tingene fra mennesket i krises perspektiv, men fra behandlernes/de pårørendes - tilfredsstillende effekt. Det største problem under krisen er jo mangel på sindsro, for at sige det sådan. Og det problem kan en lille dosis neuroleptika altså afhjælpe, hvis det absolut skal være.
"Antipsykotika" binder altså i følge artiklen først til H1 receptorer, hvilket giver den beroligende effekt, og sidst til dopaminreceptorerne, hvilket så i følge vores "sidste psykiater" skulle give den "antipsykotiske" effekt. Dvs. at der skal en vis dosis til, før alle H1, a1, etc. etc., receptorer er blokkeret og det kan blive dopaminreceptorernes tur til at blive det. Der skal en vis dosis til, fordi et enkelt molekyl Zyprexa eller Seroquel, eller hvilket firma det nu er, ens shrink får lommepenge af, altid kun kan binde til én enkel receptor, ikke til flere samtidigt. Så længe der er frie H1, a1, whatever, receptorer, vil molekylerne således binde til dem, ikke til dopaminreceptorerne.
Som sagt, en ganske interessant artikel, hvis man vil vide lidt mere om, hvordan "antipsykotika" virker, end hvad man sådan almindeligvis får at vide. Jeg har dog et problem med artiklen. Og det er, at vores "sidste psykiater", ligesom alle andre biopsykiatere, med den største selvfølge går ud fra, at dopamin forårsager "psykoser". Hvilket dopamin ikke gør. Dopamin "forårsager" kognition, motivation, følelser af velvære. Dopamin er af afgørende betydning for indlæring, hukommelse og problemløsning - og især mht. det sidstnævnte må det siges, at "antipsykotika", taget i en høj nok dosis, at den virker "antidopaminsk", så at sige, direkte modvirker en løsning af de problemer, man står med, når man er i krise. "Antipsykotika", taget som ordineret, modvirker altså en løsning af krisen via bevidstgørelse og bearbejdning. Simpelthen fordi det, at nedsætte mængden af dopamin i hjernen også nedsætter det vedkommende menneskes evne til at løse problemer.
Taget dopaminens betydning for de ovennævnte evner i betragtning, må man konkludere, at "antipsykotisk" er en vildledende eufemisme for "dumhed og ligegladhed fremmende". Ja. Og, let's face it, dum og ligeglad er jo netop, hvad omgivelserne, behandlerne som pårørende, som oftest ønsker, en person i krise skal blive. Dum og ligeglad er omtrent ensbetydende med nem og uproblematisk at håndtere. Mens bevidste personligheder jo kan være ret besværligt at have at gøre med... Et andet aspekt er at "antipsykotisk" sælger, både til pårørende og behandlere, der helst ønsker at undgå alt for store skyldfølelser, og selvfølgeligt også til brugerne selv. Det gør "dumhed og ligegyldighed fremmende" næppe, og da slet ikke til brugerne selv.
Nå men, jeg efterlod følgende kommentar på vores "sidste psykiaters" blog:
Nice article, yes. But as far as I know, dopamine doesn't cause "psychosis", it "causes" cognition, motivation, pleasure, etc. etc. So, IMHO, "anti-psychotics", even the part of them that binds to dopamine receptors, don't act "anti-psychotic", but simply by enhancing stupidity and indifference. Isn't it a bit of a misleading euphemism to call such an effect "anti-psychotic"?
Well, maybe it depends on the perspective...
Og vores "sidste psykiater", der godt nok ikke plejer at svare på alle kommentarer - ellers ville han nok ikke bestille meget andet - men dog plejer at protestere, når han har indvendinger, som han mener, "holder i retten", har ikke protesteret endnu.
"Antipsykotika" binder altså i følge artiklen først til H1 receptorer, hvilket giver den beroligende effekt, og sidst til dopaminreceptorerne, hvilket så i følge vores "sidste psykiater" skulle give den "antipsykotiske" effekt. Dvs. at der skal en vis dosis til, før alle H1, a1, etc. etc., receptorer er blokkeret og det kan blive dopaminreceptorernes tur til at blive det. Der skal en vis dosis til, fordi et enkelt molekyl Zyprexa eller Seroquel, eller hvilket firma det nu er, ens shrink får lommepenge af, altid kun kan binde til én enkel receptor, ikke til flere samtidigt. Så længe der er frie H1, a1, whatever, receptorer, vil molekylerne således binde til dem, ikke til dopaminreceptorerne.
Som sagt, en ganske interessant artikel, hvis man vil vide lidt mere om, hvordan "antipsykotika" virker, end hvad man sådan almindeligvis får at vide. Jeg har dog et problem med artiklen. Og det er, at vores "sidste psykiater", ligesom alle andre biopsykiatere, med den største selvfølge går ud fra, at dopamin forårsager "psykoser". Hvilket dopamin ikke gør. Dopamin "forårsager" kognition, motivation, følelser af velvære. Dopamin er af afgørende betydning for indlæring, hukommelse og problemløsning - og især mht. det sidstnævnte må det siges, at "antipsykotika", taget i en høj nok dosis, at den virker "antidopaminsk", så at sige, direkte modvirker en løsning af de problemer, man står med, når man er i krise. "Antipsykotika", taget som ordineret, modvirker altså en løsning af krisen via bevidstgørelse og bearbejdning. Simpelthen fordi det, at nedsætte mængden af dopamin i hjernen også nedsætter det vedkommende menneskes evne til at løse problemer.
Taget dopaminens betydning for de ovennævnte evner i betragtning, må man konkludere, at "antipsykotisk" er en vildledende eufemisme for "dumhed og ligegladhed fremmende". Ja. Og, let's face it, dum og ligeglad er jo netop, hvad omgivelserne, behandlerne som pårørende, som oftest ønsker, en person i krise skal blive. Dum og ligeglad er omtrent ensbetydende med nem og uproblematisk at håndtere. Mens bevidste personligheder jo kan være ret besværligt at have at gøre med... Et andet aspekt er at "antipsykotisk" sælger, både til pårørende og behandlere, der helst ønsker at undgå alt for store skyldfølelser, og selvfølgeligt også til brugerne selv. Det gør "dumhed og ligegyldighed fremmende" næppe, og da slet ikke til brugerne selv.
Nå men, jeg efterlod følgende kommentar på vores "sidste psykiaters" blog:
Nice article, yes. But as far as I know, dopamine doesn't cause "psychosis", it "causes" cognition, motivation, pleasure, etc. etc. So, IMHO, "anti-psychotics", even the part of them that binds to dopamine receptors, don't act "anti-psychotic", but simply by enhancing stupidity and indifference. Isn't it a bit of a misleading euphemism to call such an effect "anti-psychotic"?
Well, maybe it depends on the perspective...
Og vores "sidste psykiater", der godt nok ikke plejer at svare på alle kommentarer - ellers ville han nok ikke bestille meget andet - men dog plejer at protestere, når han har indvendinger, som han mener, "holder i retten", har ikke protesteret endnu.
lørdag den 15. august 2009
Schizophrenia.com, R.D. Laing, og lidelsen
Citat fra en privat e-mail, jeg i tirsdags modtog fra Dugal Adair, moderator ("Assistant Admin 2") på et forum på den amerikanske hjemmeside schizophrenia.com, efter jeg havde kommenteret på denne tråd på forummet:
“A whimsical essay by a young man who believed Ronald Laing's quixotic theories about psychosis until he himself experienced a psychotic episode. Recovered, Vonnegut decides that the most rational response is to bite Laing, and he carefully plans the event. He is especially acerbic about Laing's calling schizophrenia a political label and his glossing over the suffering. What shouldn't be lost in the fascination (of studying schizophrenia) is the fact that is schizophrenia is sheer hell for millions of people."
Dugal Adair citerer her fra Edwin Fuller Torrey's liste over "Ten Best and Ten Worst Readings On Schizophrenia" fra hans bog Surviving Schizophrenia.
For de nysgerrige: e-mailen består af en opfordring til at læse Mark Vonnegut's essay "Why I Want to Bite R.D. Laing", der stod at læse i Harper's Magazine i 1974, den inkorrekte påstand, at Mark Vonnegut "still uses medication" - Vonnegut bruger ikke psykofarmaka, men kosttilskud, mens man kan spørge sig, hvorfor i al verden han vælger at anvende alternativer til "medicinen", når den, som han selv siger, nu virkede så fint for ham, og når vi i dag har "mere effektive medikamenter med færre bivirkninger" - og spørgsmålet til mig: "Are you still working as a psychoanalyst in Copenhagen?" ???...
Schizophrenia.com
Schizophrenia.com er en hjemmeside, jeg så vidt muligt undgår at besøge. Vil man vide mere om siden, og hvorfor jeg vælger at undgå den, kan man læse Spiritual Emergency's blogindlæg om siden her og her. Erfaringerne, der beskrives i de to blogindlæg, dækker sig med mine egne, og dette citat fra et af indlæggene sammenfatter meget fint essensen af den ånd, der dominerer siden:
"It is a place where people in recovery are mocked, ridiculed, silenced, slandered, targeted, set-up, verbally assaulted, demeaned, belittled, frightened and denied the opportunity to nurture hope by the community's leaders. Given my experience of the site I can understand why they feel compelled to minimize John Read's work demonstrating the link between abuse and schizophrenic episodes -- they are, themselves, abusers."
Jeg tøvede noget, men svarede Dugal alligevel. Primært for at rette misforståelsen angående hvad jeg tjener til smør på brødet med, og selvfølgeligt fordi det forekom mig en anelse uhøfligt, at lade et direkte spørgsmål være ubesvaret:
"Dugal,
did I ever say, I worked as an analyst in Copenhagen? Who told you that? I didn't and don't.
Anyhow, thanks for the information on Vonnegut and Torrey. I know the guys. Neither of them comes up to Laing's shoulder.
Best,
Marian"
Dugal Adair svarer dagen efter:
"Sorry, my mistake I should have run a Danish to english automatic translation on google. You are an activist then.
Was item 3 here your project? looks like a good crowd attended.
Did you used to be R.D. Laing? (2000 play). Edinburgh Festival Fringe Award winning play written and performed by Mike Maran.
2.YouTube promo for NY show in 2007
http://www.youtube.com/watch?gl=CA&hl=en&v=m6cjLLjtkRk&feature=related
http://blogs.spokenword.ac.uk/smhaf/2007/09/10/did-you-used-to-be-rd-laing-almost-sold-out/
http://www.mikemaran.com/laing-reviews.html
3. http://silentspheres.blogspot.com/2009/04/did-you-used-to-be-rd-laing.html"
Da jeg ved, at Dugal flere gange har besøgt min danske blog, specielt det ovennævnte indlæg, tager jeg spørgsmålet her som et rhetorisk et, og undlader denne gang at svare og samle "You are an activist then"-handsken op.
Var R.D. Laing ligeglad med menneskelig lidelse?
Tilbage til citatet fra Dugal Adair's første e-mail til mig. Det indeholder en påstand, der igen og igen dukker op i diskussioner mellem psykiatritilhængere og -modstandere. Men er der noget om påstanden?
Hvis Laing ikke havde taget lidelsen alvorligt, dybt alvorligt, hvorfor brugte han så så meget tid og energi, stort set hele hans liv, på at afsløre de samfundsforhold og kommunikationsmønstre, der fører til lidelsen, som han gjorde? Hvorfor risikere ry og karriere for noget, man ikke tager alvorligt? Han kunne jo ganske nemt være hoppert over hvor gærdet er lavest, og stilletiende have tilsluttet sig establishmentets doktrin. Det vil i hvert fald synes mig at være det mest oplagte at gøre for en behandler, der virkeligt er ligeglad med andres lidelse, og der egentligt kun leder efter en vej til at tilgodese sine egne egoiske behov, f.eks. behovet for at undgå egen egoisk lidelse, og behovet for at opnå størst mulig tilfredsstillelse af egne egoiske behov.
Ligegyldighed overfor lidelsen finder man ikke hos Laing, Szasz, Mosher, Daniel Mackler, eller hvem det måtte være af alle dem, der har sat og sætter deres egne egoiske behov, f.eks. det for en professionel karriere, til side fordi de har fået øjnene op for netop hvor ligeglad establishmentet er med lidelsen, og finder det uforeneligt med deres egen, personlige oplevelse af menneskelig lidelse, at fornægte dens eksistens.
Ligegyldigheden finder man netop hos et establishment, der dømmer i forvejen lidende mennesker på stribevis til et liv i helvede uden udsigt til nogensinde at kunne komme ud af dette helvede. Alene for at kunne opretholde illusionen om at helvedet ikke er dets egne, selvskabte helvede.
Kan du høre Dugal Adair råbe til mig fra dette helvede? Måske vil jeg svare, når han en dag spørger mig efter vejen ud. Ikke så længe han vil have mig til at bekræfte, at hans helvede er de andres.
“A whimsical essay by a young man who believed Ronald Laing's quixotic theories about psychosis until he himself experienced a psychotic episode. Recovered, Vonnegut decides that the most rational response is to bite Laing, and he carefully plans the event. He is especially acerbic about Laing's calling schizophrenia a political label and his glossing over the suffering. What shouldn't be lost in the fascination (of studying schizophrenia) is the fact that is schizophrenia is sheer hell for millions of people."
Dugal Adair citerer her fra Edwin Fuller Torrey's liste over "Ten Best and Ten Worst Readings On Schizophrenia" fra hans bog Surviving Schizophrenia.
For de nysgerrige: e-mailen består af en opfordring til at læse Mark Vonnegut's essay "Why I Want to Bite R.D. Laing", der stod at læse i Harper's Magazine i 1974, den inkorrekte påstand, at Mark Vonnegut "still uses medication" - Vonnegut bruger ikke psykofarmaka, men kosttilskud, mens man kan spørge sig, hvorfor i al verden han vælger at anvende alternativer til "medicinen", når den, som han selv siger, nu virkede så fint for ham, og når vi i dag har "mere effektive medikamenter med færre bivirkninger" - og spørgsmålet til mig: "Are you still working as a psychoanalyst in Copenhagen?" ???...
Schizophrenia.com
Schizophrenia.com er en hjemmeside, jeg så vidt muligt undgår at besøge. Vil man vide mere om siden, og hvorfor jeg vælger at undgå den, kan man læse Spiritual Emergency's blogindlæg om siden her og her. Erfaringerne, der beskrives i de to blogindlæg, dækker sig med mine egne, og dette citat fra et af indlæggene sammenfatter meget fint essensen af den ånd, der dominerer siden:
"It is a place where people in recovery are mocked, ridiculed, silenced, slandered, targeted, set-up, verbally assaulted, demeaned, belittled, frightened and denied the opportunity to nurture hope by the community's leaders. Given my experience of the site I can understand why they feel compelled to minimize John Read's work demonstrating the link between abuse and schizophrenic episodes -- they are, themselves, abusers."
Jeg tøvede noget, men svarede Dugal alligevel. Primært for at rette misforståelsen angående hvad jeg tjener til smør på brødet med, og selvfølgeligt fordi det forekom mig en anelse uhøfligt, at lade et direkte spørgsmål være ubesvaret:
"Dugal,
did I ever say, I worked as an analyst in Copenhagen? Who told you that? I didn't and don't.
Anyhow, thanks for the information on Vonnegut and Torrey. I know the guys. Neither of them comes up to Laing's shoulder.
Best,
Marian"
Dugal Adair svarer dagen efter:
"Sorry, my mistake I should have run a Danish to english automatic translation on google. You are an activist then.
Was item 3 here your project? looks like a good crowd attended.
Did you used to be R.D. Laing? (2000 play). Edinburgh Festival Fringe Award winning play written and performed by Mike Maran.
2.YouTube promo for NY show in 2007
http://www.youtube.com/watch?gl=CA&hl=en&v=m6cjLLjtkRk&feature=related
http://blogs.spokenword.ac.uk/smhaf/2007/09/10/did-you-used-to-be-rd-laing-almost-sold-out/
http://www.mikemaran.com/laing-reviews.html
3. http://silentspheres.blogspot.com/2009/04/did-you-used-to-be-rd-laing.html"
Da jeg ved, at Dugal flere gange har besøgt min danske blog, specielt det ovennævnte indlæg, tager jeg spørgsmålet her som et rhetorisk et, og undlader denne gang at svare og samle "You are an activist then"-handsken op.
Var R.D. Laing ligeglad med menneskelig lidelse?
Tilbage til citatet fra Dugal Adair's første e-mail til mig. Det indeholder en påstand, der igen og igen dukker op i diskussioner mellem psykiatritilhængere og -modstandere. Men er der noget om påstanden?
Hvis Laing ikke havde taget lidelsen alvorligt, dybt alvorligt, hvorfor brugte han så så meget tid og energi, stort set hele hans liv, på at afsløre de samfundsforhold og kommunikationsmønstre, der fører til lidelsen, som han gjorde? Hvorfor risikere ry og karriere for noget, man ikke tager alvorligt? Han kunne jo ganske nemt være hoppert over hvor gærdet er lavest, og stilletiende have tilsluttet sig establishmentets doktrin. Det vil i hvert fald synes mig at være det mest oplagte at gøre for en behandler, der virkeligt er ligeglad med andres lidelse, og der egentligt kun leder efter en vej til at tilgodese sine egne egoiske behov, f.eks. behovet for at undgå egen egoisk lidelse, og behovet for at opnå størst mulig tilfredsstillelse af egne egoiske behov.
Ligegyldighed overfor lidelsen finder man ikke hos Laing, Szasz, Mosher, Daniel Mackler, eller hvem det måtte være af alle dem, der har sat og sætter deres egne egoiske behov, f.eks. det for en professionel karriere, til side fordi de har fået øjnene op for netop hvor ligeglad establishmentet er med lidelsen, og finder det uforeneligt med deres egen, personlige oplevelse af menneskelig lidelse, at fornægte dens eksistens.
Ligegyldigheden finder man netop hos et establishment, der dømmer i forvejen lidende mennesker på stribevis til et liv i helvede uden udsigt til nogensinde at kunne komme ud af dette helvede. Alene for at kunne opretholde illusionen om at helvedet ikke er dets egne, selvskabte helvede.
Kan du høre Dugal Adair råbe til mig fra dette helvede? Måske vil jeg svare, når han en dag spørger mig efter vejen ud. Ikke så længe han vil have mig til at bekræfte, at hans helvede er de andres.
mandag den 6. juli 2009
Traumatiske barndomsoplevelser årsag til "psykoser" og "skizofreni"
Gianna gjorde i går opmærksom på en artikel i Journal of Postgraduate Medicine, "Childhood trauma and psychosis: Evidence, pathways and implications", bl.a. af australske John Read, der sammen med Paul Hammersley gennemførte metastudien, der viste, at omkring 75% af alle med "skizofreni" stemplede havde været overgrebsofre som børn.
Her nogle citater fra artiklen:
"En nyere gennemgang af den nordamerikanske, psykiatriske litteratur fra de seneste 40 år nåede frem til at mulige sociale årsager for psykoser, inklusive skizofreni, er blevet overset for at fremtone genetiske og biologiske sygdomsårsager. Dog er kraepelinske opfattelser af psykotiske tilstande som alene værende symptomer på en syg hjerne blevet udfordret af kendte akademikere som Richard Bentall og andre, der sætter spørgsmålstegn ved gyldigheden og nyttigheden af skizofreni som begrebsmæssig og diagnosticerbar enhed, og argumenterer, at psykotiske oplevelser ligger i forlængelse af "normal" fungeren og henstiller at nutidige forståelser af "skizofreni", "bipolar lidelse" og lignende skulle tage højde for ugunstige miljømæssige faktorer. Endvidere har der igennem de seneste ti år været et fornyet interesse og et stigende antal litteratur, der undersøger sociale og miljømæssige faktorers rolle i forbindelse med udviklingen af psykoser og skizofreni. En stor del af denne forskning har specielt rettet fokus på forholdet mellem traumatiske barndomsoplevelser, psykose og skizofreni. "
"Overordnet set viser den gennemgåede forskning et sammenfald af evidens i mange studier, og, omend ikke uden forbehold, lader den ane, at traumatiske barndomsoplevelser er årsagsfaktorer for psykoser og specifikke oplevelser, der anses som værende tegn på psykose og skizofreni."
"Som vi har set, er traumatiske barndomsoplevelser blevet sat i forbindelse med adskillige negative udfald mht. psykisk sundhed, fysisk sundhed og sociale omstændigheder, både i barndommen og senere i livet. Det er tvingende nødvendigt, at vi rutinemæssigt spørger ind til traumatiske oplevelser og overgreb, når vi prøver at hjælpe mennesker, der har psykotiske eller usædvanlige og pinefulde oplevelser. (...) Meget få overgreb erkendes af psykiatrisk personale i den daglige praksis, men når mennesker spørges angående disse, stiger antallet af erkendte overgreb dramatisk."
"Der findes en række evidensbaserede psykosociale behandlingstiltag for psykoser, og disse skulle tilbydes alle, der oplever psykotiske fænomener." (min fremhævelse)
Amen!!! Specielt til det sidste.
En relateret artikel kunne man fornyligt læse i den norske psykologforeningens tidsskrift. I artiklen "Ingen gener for psykiske lidelser" slår Roar Fosse fast, at "vi må ændre vores syn på årsagerne til psykologiske problemer", og at der ikke er "støtte i forskningen for at sige at der findes gener for psykiske lidelser." Med udgangspunkt i epigenetikken siger Roar Fosse, at "forskningen viser at kvaliteten på omsorgen som modtages fra mor i tidlig alder, styrer udviklingen af både hjernen og af adfærd ved at ændre epigenetiske processer, der kontrollerer DNA-udtrykket."
Også Roar Fosse når frem til, at psykosociale behandlingstiltag er påkrævede:
"Mens farmakologiske interventioner ved psykologiske problemer ofte bruges for at opnå symptomdæmpning, tyder den nye viden på, at man dårligt kan blive rask af en sådan behandling. (...) Det kan være, at epigenetisk reprogrammering bedst kan opnås gennem at påvirke individet gennem dets naturlige kommunikationskanaler for psykosocial erfaring; altså at man via hjernens naturlige funktioner for informationsbehandling specifikt kan nå de biologiske processer, der er ændret af stress, og der ligger bag psykologiske problemer. Et positivt miljø, præget af trygge relationer og gode samtaler kan give et grundlag for at blive rask fra psykologiske problemer."
Tryghed er nøgleordet for Roar Fosse. Ligesom det var nøgleordet for R.D. Laing i sin tid.
Trenden, vi ser repræsenteret i den nye forskning, væk fra en biologisk og hen til en traumarelateret årsagsforståelse, er jo alt andet end ny. Og ligesom R.D. Laing m.fl. i sin tid, så kræver også John Read og Roar Fosse altså et paradigmeskift mht. vores syn på "psykisk sygdom" og dens årsager.
Detsamme gør imidlertid den biologiske psykiatri, der endda prøver, at gennemtvinge dette paradigmeskift via udgivelsen af en ny version af DSM'en. Udgivelsen af DSM V, planlagt til 2012, retfærdiggøres ikke mindst af påstande om, at psykiatrien skulle være nået frem til entydige beviser på "psykisk sygdoms" genetiske, biologiske årsager, hvilket der ikke tages højde for i DSM IV endnu. En påstand, der ved nærmere undersøgelse viser sig at være ikke andet end ønsketænkning.
Man kan så spørge sig, hvad der driver værket mht. denne åbenlyse ønsketænkning. Hvordan kan det være, at både adskillige klarsynede fagpersoner som R.D. Laing eller Loren Mosher, og et utal af mennesker, der selv har oplevet ekstreme sindstilstande, "psykoser", "skizofreni", aldrig er blevet hørt? Hvorfor er det usandsynligt, at John Read, Roar Fosse og detsamme utal af mennesker, der har oplevet ekstreme sindstilstande, denne gang vil blive hørt? Og "Hvorfor tror dere ikke på det vi forteller om de negative konsekvensene vi ble påført som følge av tvangsinnesperring og tvangsmedisinering i det tvangspsykiatriske systemet?!!" og "Ser psykiatrien selv at feilaktige tvangstiltak begås?" kan man spørge som Jan Olaf gør det.
Hæng på. Svar følger.
Her nogle citater fra artiklen:
"En nyere gennemgang af den nordamerikanske, psykiatriske litteratur fra de seneste 40 år nåede frem til at mulige sociale årsager for psykoser, inklusive skizofreni, er blevet overset for at fremtone genetiske og biologiske sygdomsårsager. Dog er kraepelinske opfattelser af psykotiske tilstande som alene værende symptomer på en syg hjerne blevet udfordret af kendte akademikere som Richard Bentall og andre, der sætter spørgsmålstegn ved gyldigheden og nyttigheden af skizofreni som begrebsmæssig og diagnosticerbar enhed, og argumenterer, at psykotiske oplevelser ligger i forlængelse af "normal" fungeren og henstiller at nutidige forståelser af "skizofreni", "bipolar lidelse" og lignende skulle tage højde for ugunstige miljømæssige faktorer. Endvidere har der igennem de seneste ti år været et fornyet interesse og et stigende antal litteratur, der undersøger sociale og miljømæssige faktorers rolle i forbindelse med udviklingen af psykoser og skizofreni. En stor del af denne forskning har specielt rettet fokus på forholdet mellem traumatiske barndomsoplevelser, psykose og skizofreni. "
"Overordnet set viser den gennemgåede forskning et sammenfald af evidens i mange studier, og, omend ikke uden forbehold, lader den ane, at traumatiske barndomsoplevelser er årsagsfaktorer for psykoser og specifikke oplevelser, der anses som værende tegn på psykose og skizofreni."
"Som vi har set, er traumatiske barndomsoplevelser blevet sat i forbindelse med adskillige negative udfald mht. psykisk sundhed, fysisk sundhed og sociale omstændigheder, både i barndommen og senere i livet. Det er tvingende nødvendigt, at vi rutinemæssigt spørger ind til traumatiske oplevelser og overgreb, når vi prøver at hjælpe mennesker, der har psykotiske eller usædvanlige og pinefulde oplevelser. (...) Meget få overgreb erkendes af psykiatrisk personale i den daglige praksis, men når mennesker spørges angående disse, stiger antallet af erkendte overgreb dramatisk."
"Der findes en række evidensbaserede psykosociale behandlingstiltag for psykoser, og disse skulle tilbydes alle, der oplever psykotiske fænomener." (min fremhævelse)
Amen!!! Specielt til det sidste.
En relateret artikel kunne man fornyligt læse i den norske psykologforeningens tidsskrift. I artiklen "Ingen gener for psykiske lidelser" slår Roar Fosse fast, at "vi må ændre vores syn på årsagerne til psykologiske problemer", og at der ikke er "støtte i forskningen for at sige at der findes gener for psykiske lidelser." Med udgangspunkt i epigenetikken siger Roar Fosse, at "forskningen viser at kvaliteten på omsorgen som modtages fra mor i tidlig alder, styrer udviklingen af både hjernen og af adfærd ved at ændre epigenetiske processer, der kontrollerer DNA-udtrykket."
Også Roar Fosse når frem til, at psykosociale behandlingstiltag er påkrævede:
"Mens farmakologiske interventioner ved psykologiske problemer ofte bruges for at opnå symptomdæmpning, tyder den nye viden på, at man dårligt kan blive rask af en sådan behandling. (...) Det kan være, at epigenetisk reprogrammering bedst kan opnås gennem at påvirke individet gennem dets naturlige kommunikationskanaler for psykosocial erfaring; altså at man via hjernens naturlige funktioner for informationsbehandling specifikt kan nå de biologiske processer, der er ændret af stress, og der ligger bag psykologiske problemer. Et positivt miljø, præget af trygge relationer og gode samtaler kan give et grundlag for at blive rask fra psykologiske problemer."
Tryghed er nøgleordet for Roar Fosse. Ligesom det var nøgleordet for R.D. Laing i sin tid.
Trenden, vi ser repræsenteret i den nye forskning, væk fra en biologisk og hen til en traumarelateret årsagsforståelse, er jo alt andet end ny. Og ligesom R.D. Laing m.fl. i sin tid, så kræver også John Read og Roar Fosse altså et paradigmeskift mht. vores syn på "psykisk sygdom" og dens årsager.
Detsamme gør imidlertid den biologiske psykiatri, der endda prøver, at gennemtvinge dette paradigmeskift via udgivelsen af en ny version af DSM'en. Udgivelsen af DSM V, planlagt til 2012, retfærdiggøres ikke mindst af påstande om, at psykiatrien skulle være nået frem til entydige beviser på "psykisk sygdoms" genetiske, biologiske årsager, hvilket der ikke tages højde for i DSM IV endnu. En påstand, der ved nærmere undersøgelse viser sig at være ikke andet end ønsketænkning.
Man kan så spørge sig, hvad der driver værket mht. denne åbenlyse ønsketænkning. Hvordan kan det være, at både adskillige klarsynede fagpersoner som R.D. Laing eller Loren Mosher, og et utal af mennesker, der selv har oplevet ekstreme sindstilstande, "psykoser", "skizofreni", aldrig er blevet hørt? Hvorfor er det usandsynligt, at John Read, Roar Fosse og detsamme utal af mennesker, der har oplevet ekstreme sindstilstande, denne gang vil blive hørt? Og "Hvorfor tror dere ikke på det vi forteller om de negative konsekvensene vi ble påført som følge av tvangsinnesperring og tvangsmedisinering i det tvangspsykiatriske systemet?!!" og "Ser psykiatrien selv at feilaktige tvangstiltak begås?" kan man spørge som Jan Olaf gør det.
Hæng på. Svar følger.
mandag den 25. maj 2009
Svar til Marianne
Nu har jeg i tre omgange forsøgt, at svare Marianne på hendes tiltale i kommentarfeltet til dette indlæg. Uden held. Om det skyldes, at mine forsøg er havnet i spamfolderen grundet deres listeagtige udformning, eller om det har andre årsager, må stå hen i det uvisse. Siden jeg ikke er den, der bliver dokumentation skyldig, her mit svar til Marianne:
Marianne: Jeg undrer lidt, hvad i min kommentar egentligt har "tændt" dig "af"? Hvorfor denne tone? Jeg må indrømme, at jeg er meget lidt glad for at diskutere på et sådant niveau, men jeg vil dog lige angive nogle kilder (hm, troede, det var til at google).
1. "Moral treatment" har, i modsætning til psykiatrien, intet, absolut intet, at gøre med at lære folk, at være underdanig. Du kan læse om det, på dansk, her, downloade en lidt mere detaileret artikel om det, også på dansk, her (scroll ned på siden: "Artikel om 'Moral Treatment' - et lyspunkt i Psykiatriens historie...", og ellers finde en hel del om det i Robert Whitaker's fortrinlige bog Mad In America, på amerikansk.
2. Dokumentation angående nyere alternativer: Loren Mosher/Soteria: her. Du kan også google "Vestlaplandsmodellen" eller "Diabasis, John Weir Perry" f.eks. Imidlertid er Soteria, som et flerårigt NIMH-projekt, nok det bedst dokumenterede af projekterne, medmindre du forstår finsk...
Endvidere kan jeg anbefale ISPS United States Chapter's hjemmeside, Daniel Mackler's hjemmeside (og hans film Take These Broken Wings, som nævnt) og selvfølgeligt Robert Whitaker's ovennævnte bog.
3. Hvis jeg "forkaster" tredjedelsmodellen, sker det bestemt ikke for at tage håbet fra folk - som psykiatrien gør det - men tværtimod fordi jeg mener, den undervurderer recoverychancerne. (Har du overhovedet læst min kommentar??) I hvert fald undervurderer den recoverychancerne for de mennesker, der har valgt medicinsk behandling fra.
Hvis du er interesseret i dyberegående kritik af den biologiske model, anbefaler jeg Mary Boyle's Schizophrenia: A Scientific Delusion?, anmeldelse her.
Iøvrigt, siden Jan Olaf nu lige kom med en så fin kommentar, er jeg ret ligeglad med, om noget er klinisk double blind testet og dokumenteret eller whatever, så længe det virker for folk. Jeg mener ikke, nogen har ret til at påtvinge andre en bestemt behandling, slet ikke, når også denne bestemte behandling mangler dokumentation for sin effektivitet (!), og så længe der mangler enhver videnskabeligt holdbar evidens for, at problemet overhovedet er af medicinsk, biologisk natur.
_______________
Som man kan observere, når man besøger indlæggets kommentarfelt, skydes der også med skarpt ikke bare mod saglige, faktuelle kommentarer som min, men endda mod ekstremt høflige, ja jeg vil sige venlige, til en dialog indbydende udsagn som Jan Olafs.
Det er den slags, der nogle gange kan få mig til at overveje, at forlade blogland. Ligesom jeg overvejede det i går. Det kan vel næppe være livets mening, at være boksebold for andres Stockholm-syndrom-aggressioner?
Marianne: Jeg undrer lidt, hvad i min kommentar egentligt har "tændt" dig "af"? Hvorfor denne tone? Jeg må indrømme, at jeg er meget lidt glad for at diskutere på et sådant niveau, men jeg vil dog lige angive nogle kilder (hm, troede, det var til at google).
1. "Moral treatment" har, i modsætning til psykiatrien, intet, absolut intet, at gøre med at lære folk, at være underdanig. Du kan læse om det, på dansk, her, downloade en lidt mere detaileret artikel om det, også på dansk, her (scroll ned på siden: "Artikel om 'Moral Treatment' - et lyspunkt i Psykiatriens historie...", og ellers finde en hel del om det i Robert Whitaker's fortrinlige bog Mad In America, på amerikansk.
2. Dokumentation angående nyere alternativer: Loren Mosher/Soteria: her. Du kan også google "Vestlaplandsmodellen" eller "Diabasis, John Weir Perry" f.eks. Imidlertid er Soteria, som et flerårigt NIMH-projekt, nok det bedst dokumenterede af projekterne, medmindre du forstår finsk...
Endvidere kan jeg anbefale ISPS United States Chapter's hjemmeside, Daniel Mackler's hjemmeside (og hans film Take These Broken Wings, som nævnt) og selvfølgeligt Robert Whitaker's ovennævnte bog.
3. Hvis jeg "forkaster" tredjedelsmodellen, sker det bestemt ikke for at tage håbet fra folk - som psykiatrien gør det - men tværtimod fordi jeg mener, den undervurderer recoverychancerne. (Har du overhovedet læst min kommentar??) I hvert fald undervurderer den recoverychancerne for de mennesker, der har valgt medicinsk behandling fra.
Hvis du er interesseret i dyberegående kritik af den biologiske model, anbefaler jeg Mary Boyle's Schizophrenia: A Scientific Delusion?, anmeldelse her.
Iøvrigt, siden Jan Olaf nu lige kom med en så fin kommentar, er jeg ret ligeglad med, om noget er klinisk double blind testet og dokumenteret eller whatever, så længe det virker for folk. Jeg mener ikke, nogen har ret til at påtvinge andre en bestemt behandling, slet ikke, når også denne bestemte behandling mangler dokumentation for sin effektivitet (!), og så længe der mangler enhver videnskabeligt holdbar evidens for, at problemet overhovedet er af medicinsk, biologisk natur.
_______________
Som man kan observere, når man besøger indlæggets kommentarfelt, skydes der også med skarpt ikke bare mod saglige, faktuelle kommentarer som min, men endda mod ekstremt høflige, ja jeg vil sige venlige, til en dialog indbydende udsagn som Jan Olafs.
Det er den slags, der nogle gange kan få mig til at overveje, at forlade blogland. Ligesom jeg overvejede det i går. Det kan vel næppe være livets mening, at være boksebold for andres Stockholm-syndrom-aggressioner?
søndag den 10. maj 2009
Selvfølgeligt har psykofarmaka slået "psykisk syge" ihjel - og ikke kun 46 af dem
Hjernen styrer livsvigtige, fysiske funktioner, såsom vejrtrækning og hjertets funktion. Psykofarmaka virker tilpas uspecifikt, enten bedøvende eller opkvikkende, at de også virker bedøvende respektive opkvikkende på disse livsvigtige funktioner. Og det slår altså mennesker ihjel. På stribevis.
»Medicin er selvfølgelig ikke det eneste saliggørende, men der er bred enighed om, at det er centralt placeret i behandlingen af mennesker med psykotiske tilstande. Der er en del terapiformer, du slet ikke kan komme igennem med, hvis patienten er så psykotisk, at han hører stemmer hele tiden«, citeres Anders Fink-Jensen i denne artikel på politiken.dk. Og mener alle ikke-medicinske terapiformer. Som f.eks. Soteria. Der havde en recoveryrate på 86%. Mod biopsykiatriens, hm tja, desværre 0%.
Uden tvivl kan der ikke være andet end "bred enighed" blandt af farmaindustrien købte "eksperter" om, at selvsamme farmaindustriens produkt må stå øverst på listen over behandlingsmuligheder.
Uden tvivl er det "vigtigt at holde bivirkninger op mod, hvor forpinte" Anders Fink-Jensen og hans kollegaer "ville være uden medicin", dvs.uden mulighed for at neutralisere det, der udfordrer dem til at se sig selv i spejlet.
Menneskets angst for sit eget spejlbillede er nok det, der slår de fleste mennesker ihjel. Også i form af psykiatrisk "behandling".
»Medicin er selvfølgelig ikke det eneste saliggørende, men der er bred enighed om, at det er centralt placeret i behandlingen af mennesker med psykotiske tilstande. Der er en del terapiformer, du slet ikke kan komme igennem med, hvis patienten er så psykotisk, at han hører stemmer hele tiden«, citeres Anders Fink-Jensen i denne artikel på politiken.dk. Og mener alle ikke-medicinske terapiformer. Som f.eks. Soteria. Der havde en recoveryrate på 86%. Mod biopsykiatriens, hm tja, desværre 0%.
Uden tvivl kan der ikke være andet end "bred enighed" blandt af farmaindustrien købte "eksperter" om, at selvsamme farmaindustriens produkt må stå øverst på listen over behandlingsmuligheder.
Uden tvivl er det "vigtigt at holde bivirkninger op mod, hvor forpinte" Anders Fink-Jensen og hans kollegaer "ville være uden medicin", dvs.uden mulighed for at neutralisere det, der udfordrer dem til at se sig selv i spejlet.
Menneskets angst for sit eget spejlbillede er nok det, der slår de fleste mennesker ihjel. Også i form af psykiatrisk "behandling".
torsdag den 16. april 2009
Experimentarium: Uafhængig videnskab, eller endnu et af farmaindustriens talerør?
Åbent brev til Charlotte Koldbye, videnskabsjournalist ved Experimentarium:
Kære Charlotte Koldbye,
det er bestemt ikke noget nyt for mig, at læse respektive høre en del ukorrekt information om "skizofreni". Imidlertid overrasker det mig, at finde i din artikel om emnet på Experimentarium.dk ( http://www.experimentarium.dk/forsiden/artikler/artikelvisning/article/227/ ) vel nok en af de mest komplette ansamlinger af decideret forkert information - måske skulle jeg sige: af fordomme - angående emnet, jeg nogensinde har set på en dansk hjemmeside.
Det overrasker mig af to grunde: 1. fordi jeg egentligt troede, Experimentarium var et uafhængigt foretagende, og 2. fordi jeg kan se, at du er videnskabsjournalist. Dvs. det må antages, at Experimentarium ikke bliver sponsoreret af farmaindustrien - korrigér mig, hvis dette er forkert! - og det må ligeledes antages, at du har adgang også til internationale kilder, når det kommer til din egen research. Havde du travlt, da du skrev artiklen? Eller er andre videnskabelige fagområder end biologi/biokemi ikke af interesse?
Her et par ting, jeg gerne vil gøre dig opmærksom på:
- John Nash lærte ikke at leve med sine "hallucinationer". Han kom sig. Hvilket er en graverende forskel.
- Procenttallene, Merete Nordentoft citeres for i din artikel, kan meget vel være korrekte mht. de mennesker, der forbliver livet ud i behandlingssytemet. Selv om jeg vil tro, at 20% er en anelse for højt anslået. Mig bekendt har det danske behandlingssytem en recoveryrate på ca. 10%, dvs. 90% ender som kronisk syge på førtidspension.
Løfter man blikket og ser på recoverytal i andre end det danske behandingssystems sammenhænge, ser billedet imidlertid en del anderledes ud: Loren Mosher's Soteria-projekt havde, ligesom mange andre psykiatrialternativer, en recoveryrate på 85%. - Jeg nævner Soteria, fordi denne er en af de bedst dokumenterede alternative tilgange til kriser, da Loren Mosher i sin tid designede og gennemførte projektet som et NIMH-forsøgsprojekt. (Jeg går ud fra, at du som videnskabsjournalist ved, hvad NIMH står for, eller er i stand til at finde ud af det.)
Endvidere gennemførte WHO to stort anlagte studier, der begge ufejlbarligt viste, at recoverytallene er betydeligt højere i ikke-industrialiserede lande, end hvad de er i lande som f.eks. USA og Danmark. WHO-studierne konkluderede, at det at leve i et industrialiseret samfund er en stærk indikator for at man ikke vil komme sig.
Soteria havde i øvrigt ikke nogen beboere, som der var "tale om livstid på anstalt" for. Men ca. 14% valgte - frivilligt! - at tage neuroleptika over længere tid, grundet uudholdelig symptomatik.
- Genomet er ikke blevet kortlagt. At påstå dette, er simpelthen forkert. Lige så forkert er det således, at fremstille som et bevist faktum, at "skizofreni" skulle være genetisk arveligt. Tvillingestudierne, som du indirekte kommer ind på i din artikel, er noget af det mest fejlbehæftede og uvidenskabelige, der findes på området. MEN: Der findes noget, der hedder "ikke-genetisk, familiær arvelighed". Det er dog sociologi, ikke biologi.
- Når Merete Nordentoft nævner toxoplasmose som en mulig årsag, gentager hun den amerikanske psykiater Edwin Fuller Torrey's teori, der den dag i dag mangler enhver bekræftelse for sin korrekthed i videnskabelige fakta. Fuller Torrey er i øvrigt meget omstridt, også blandt hans kollegaer, som "ekspert" på sit område.
- Afvigelser i hjernestrukturen og et vedvarende dårligere kognitive funktionsniveau kan imidlertid entydigt tilskrives virkningen af neuroleptika (se f.eks.: http://www.nytimes.com/2008/09/16/health/research/16conv.html?_r=2&ei=5070&emc=eta1&oref=slogin). At det kognitive funktionsniveau midlertidigt er nedsat under den akutte krise, er et stressrelateret fænomen. Stress reducerer det stressede individs kognitive evner.
- Dopaminteorien blev allerede i 1992 forkastet af en af dens oprindelige fortalere, Arvid Carlsson. Flere internationalt anerkendte forskere er sidenhen fulgt efter, og har betegnet teorien som ikke længere holdbar. At dette indtil videre ikke er nået frem i offentligheden, skyldes ene og alene det faktum, at alle neuroleptika virker på dopaminstofskiftet. Dvs. at forkaste dopaminteorien offentligt, ville betyde enden på behandlingsmuligheden med neuroleptika, især da disse stoffer har alvorlige, tildels livstruende, bivirkninger. Det vil ikke længere være moralsk forsvarligt, at anvende stofferne - især når vi taler anvendelse under tvang -, når grundlaget for deres anvendelse bortfalder.
Der findes et hav af mennesker, der af systemet har fået et "skizofreni"-stempel, der er kommet sig. Helt. Disse mennesker har dog ét tilfælles: de er kommet sig, fordi de forlod systemet, fordi de stoppede med at tage den såkaldte "medicin", og tog deres liv i egen hånd (jf. Courtney Harding, The Vermont Longitudinal Study of People With Severe Mental Illness, og Martin Harrow og Thomas H. Jobe, Factors Involved in Outcome and Recovery in Schizophrenia Patients Not on Antipsychotic Medications: A 15-Year Multifollow-Up Study, tilgængeligt på nettet her: http://psychrights.org/research/Digest/NLPs/OutcomeFactors.pdf ). Og siden de forlod systemet, figurer disse mennesker selvsagt ikke i systemets statistikker. De eksisterer så at sige ikke officielt.
John Nash er ét af disse mennesker. Spiseligt for systemet bliver han kun ved at det påstås, han stadigt skulle lide af "sygdommen". Hvilket han ikke gør. Andre eksempler er Joanne Greenberg, verdenskendt forfatter (bl.a. I Never Promised You A Rose Garden) og litteraturprofessor, Rufus May, psykolog, Ronald Bassman, forfatter (A FIght To Be) og psykolog, David Oaks, direktør af MindFreedom International, Judi Chamberlin, bl.a. projektleder ved Boston University og forfatter (On Our Own), Daniel Fisher, psykiater (!), Ron Unger, psykolog og blogger (Recovery from "schizophrenia" and other "psychotic disorders": http://recoveryfromschizophrenia.org/rons-blog/ ), Peter Lehmann, forlagsejer, Catherine Penney, psykiatrisk sygeplejerske, Dorothea Buck, forfatter (Auf der Spur des Morgensterns) og skulptør, Kerstin Kempker, forfatter (bl.a. MitGift - Notizen vom Verschwinden) og socialpædagog, Arnhild Lauveng, forfatter (bl.a. I morgen var jeg alltid en løve) og psykolog, og f.eks. også de ca. 85% af Soteria's beboere, der kom sig helt, aldrig havde behov for nogen form for psykiatrisk "behandling" mere, og i dag lever et helt almindeligt liv med job, familie og venner.
Mere eller mindre alle disse mennesker har oplevet systemet som "endnu et overgreb mod" sig selv. Og mere eller mindre alle disse mennesker kan fortælle om traumatiske barndomsoplevelser, der har ført til krisen. I øvrigt er der igennem de seneste år kommet en del studier, deriblandt Paul Hammersley og John Read's metastudie ( http://www.scienceagogo.com/news/20060514024158data_trunc_sys.shtml ), der har vist, at trauma i form af misbrug og mishandling igennem barndommen må betragtes som mindst lige så sandsynlig som årsag, som biologiske faktorer. Det er således dybt uvidenskabeligt, at udelukke psykologiske stressfaktorer på forhånd, som Merete Nordentoft gør dette.
At stress forårsager både psykiske og fysiske reaktioner, er et kendt faktum. Sært nok, ser det ud til, at denne selvfølgelige visdom træder ud af kraft, lige så et menneske reagerer mere ekstremt, end vores kulturs normer tillader, på stress. Hvorfor? Fordi en ekstrem reaktion, som den, der af systemet stemples som "skizofren", indikerer ekstrem stress fra omverdenen, fra samfundet. "Biologisk forårsagede hjernesygdomme er sikkert belejligt for familier som læger ligeledes. Det er en ingen-skyld-forsikring mod personligt ansvar," skriver Loren Mosher i hans Letter of Resignation from the American Psychiatric Association ( http://www.moshersoteria.com/resig.htm ).
Du har en kollega i USA ved navn Robert Whitaker. Videnskabsjournalisten Robert Whitaker har sat sig noget mere grundigt ind i emnet, end hvad du åbenbart har gjort. Resultatet er bogen Mad In America ( http://www.madinamerica.com/Mad%20In%20America/Home.html ) . Jeg anbefaler dig, at læse denne bog - som en begyndelse - og jeg ville ønske, du fremover satte dig noget grundigere ind i et emne, før du skriver om det. Så du undgår, at formidle en "viden", der er ekstremt diskriminerende og disempowering - og derudover stort set gennemgående inkorrekt - som den i din artikel formidlede "viden" om "skizofreni" desværre er det for alle, der er stemplet med "skizofreni". Jeg ville derudover ønske, at du tog din artikel, der i sin nuværende form gør mere skade end gavn, op til revision under anvendelse af et bredere end biopsykiatriens ekstremt snævre perspektiv på sagen. - Eller er Experimentarium sponsoreret af Eli Lilly, AstraZeneca, Johnson&Johnson...?
Sidst men ikke mindst vil jeg gerne gøre dig opmærksom på, at antipsykiatrien aldeles ikke er historie, som man kunne komme til at tro, når man læser din artikel. Den eksisterer i dag, mere og mere som en integreret del af psykiatrikritiken, i bedste - og faktisk tiltagende - velgående. Om end primært i udlandet.
Jeg står gerne til rådighed med flere relevante kildeangivelser og informationer, såvel som med mine egne erfaringer.
Kære Charlotte Koldbye,
det er bestemt ikke noget nyt for mig, at læse respektive høre en del ukorrekt information om "skizofreni". Imidlertid overrasker det mig, at finde i din artikel om emnet på Experimentarium.dk ( http://www.experimentarium.dk/forsiden/artikler/artikelvisning/article/227/ ) vel nok en af de mest komplette ansamlinger af decideret forkert information - måske skulle jeg sige: af fordomme - angående emnet, jeg nogensinde har set på en dansk hjemmeside.
Det overrasker mig af to grunde: 1. fordi jeg egentligt troede, Experimentarium var et uafhængigt foretagende, og 2. fordi jeg kan se, at du er videnskabsjournalist. Dvs. det må antages, at Experimentarium ikke bliver sponsoreret af farmaindustrien - korrigér mig, hvis dette er forkert! - og det må ligeledes antages, at du har adgang også til internationale kilder, når det kommer til din egen research. Havde du travlt, da du skrev artiklen? Eller er andre videnskabelige fagområder end biologi/biokemi ikke af interesse?
Her et par ting, jeg gerne vil gøre dig opmærksom på:
- John Nash lærte ikke at leve med sine "hallucinationer". Han kom sig. Hvilket er en graverende forskel.
- Procenttallene, Merete Nordentoft citeres for i din artikel, kan meget vel være korrekte mht. de mennesker, der forbliver livet ud i behandlingssytemet. Selv om jeg vil tro, at 20% er en anelse for højt anslået. Mig bekendt har det danske behandlingssytem en recoveryrate på ca. 10%, dvs. 90% ender som kronisk syge på førtidspension.
Løfter man blikket og ser på recoverytal i andre end det danske behandingssystems sammenhænge, ser billedet imidlertid en del anderledes ud: Loren Mosher's Soteria-projekt havde, ligesom mange andre psykiatrialternativer, en recoveryrate på 85%. - Jeg nævner Soteria, fordi denne er en af de bedst dokumenterede alternative tilgange til kriser, da Loren Mosher i sin tid designede og gennemførte projektet som et NIMH-forsøgsprojekt. (Jeg går ud fra, at du som videnskabsjournalist ved, hvad NIMH står for, eller er i stand til at finde ud af det.)
Endvidere gennemførte WHO to stort anlagte studier, der begge ufejlbarligt viste, at recoverytallene er betydeligt højere i ikke-industrialiserede lande, end hvad de er i lande som f.eks. USA og Danmark. WHO-studierne konkluderede, at det at leve i et industrialiseret samfund er en stærk indikator for at man ikke vil komme sig.
Soteria havde i øvrigt ikke nogen beboere, som der var "tale om livstid på anstalt" for. Men ca. 14% valgte - frivilligt! - at tage neuroleptika over længere tid, grundet uudholdelig symptomatik.
- Genomet er ikke blevet kortlagt. At påstå dette, er simpelthen forkert. Lige så forkert er det således, at fremstille som et bevist faktum, at "skizofreni" skulle være genetisk arveligt. Tvillingestudierne, som du indirekte kommer ind på i din artikel, er noget af det mest fejlbehæftede og uvidenskabelige, der findes på området. MEN: Der findes noget, der hedder "ikke-genetisk, familiær arvelighed". Det er dog sociologi, ikke biologi.
- Når Merete Nordentoft nævner toxoplasmose som en mulig årsag, gentager hun den amerikanske psykiater Edwin Fuller Torrey's teori, der den dag i dag mangler enhver bekræftelse for sin korrekthed i videnskabelige fakta. Fuller Torrey er i øvrigt meget omstridt, også blandt hans kollegaer, som "ekspert" på sit område.
- Afvigelser i hjernestrukturen og et vedvarende dårligere kognitive funktionsniveau kan imidlertid entydigt tilskrives virkningen af neuroleptika (se f.eks.: http://www.nytimes.com/2008/09/16/health/research/16conv.html?_r=2&ei=5070&emc=eta1&oref=slogin). At det kognitive funktionsniveau midlertidigt er nedsat under den akutte krise, er et stressrelateret fænomen. Stress reducerer det stressede individs kognitive evner.
- Dopaminteorien blev allerede i 1992 forkastet af en af dens oprindelige fortalere, Arvid Carlsson. Flere internationalt anerkendte forskere er sidenhen fulgt efter, og har betegnet teorien som ikke længere holdbar. At dette indtil videre ikke er nået frem i offentligheden, skyldes ene og alene det faktum, at alle neuroleptika virker på dopaminstofskiftet. Dvs. at forkaste dopaminteorien offentligt, ville betyde enden på behandlingsmuligheden med neuroleptika, især da disse stoffer har alvorlige, tildels livstruende, bivirkninger. Det vil ikke længere være moralsk forsvarligt, at anvende stofferne - især når vi taler anvendelse under tvang -, når grundlaget for deres anvendelse bortfalder.
Der findes et hav af mennesker, der af systemet har fået et "skizofreni"-stempel, der er kommet sig. Helt. Disse mennesker har dog ét tilfælles: de er kommet sig, fordi de forlod systemet, fordi de stoppede med at tage den såkaldte "medicin", og tog deres liv i egen hånd (jf. Courtney Harding, The Vermont Longitudinal Study of People With Severe Mental Illness, og Martin Harrow og Thomas H. Jobe, Factors Involved in Outcome and Recovery in Schizophrenia Patients Not on Antipsychotic Medications: A 15-Year Multifollow-Up Study, tilgængeligt på nettet her: http://psychrights.org/research/Digest/NLPs/OutcomeFactors.pdf ). Og siden de forlod systemet, figurer disse mennesker selvsagt ikke i systemets statistikker. De eksisterer så at sige ikke officielt.
John Nash er ét af disse mennesker. Spiseligt for systemet bliver han kun ved at det påstås, han stadigt skulle lide af "sygdommen". Hvilket han ikke gør. Andre eksempler er Joanne Greenberg, verdenskendt forfatter (bl.a. I Never Promised You A Rose Garden) og litteraturprofessor, Rufus May, psykolog, Ronald Bassman, forfatter (A FIght To Be) og psykolog, David Oaks, direktør af MindFreedom International, Judi Chamberlin, bl.a. projektleder ved Boston University og forfatter (On Our Own), Daniel Fisher, psykiater (!), Ron Unger, psykolog og blogger (Recovery from "schizophrenia" and other "psychotic disorders": http://recoveryfromschizophrenia.org/rons-blog/ ), Peter Lehmann, forlagsejer, Catherine Penney, psykiatrisk sygeplejerske, Dorothea Buck, forfatter (Auf der Spur des Morgensterns) og skulptør, Kerstin Kempker, forfatter (bl.a. MitGift - Notizen vom Verschwinden) og socialpædagog, Arnhild Lauveng, forfatter (bl.a. I morgen var jeg alltid en løve) og psykolog, og f.eks. også de ca. 85% af Soteria's beboere, der kom sig helt, aldrig havde behov for nogen form for psykiatrisk "behandling" mere, og i dag lever et helt almindeligt liv med job, familie og venner.
Mere eller mindre alle disse mennesker har oplevet systemet som "endnu et overgreb mod" sig selv. Og mere eller mindre alle disse mennesker kan fortælle om traumatiske barndomsoplevelser, der har ført til krisen. I øvrigt er der igennem de seneste år kommet en del studier, deriblandt Paul Hammersley og John Read's metastudie ( http://www.scienceagogo.com/news/20060514024158data_trunc_sys.shtml ), der har vist, at trauma i form af misbrug og mishandling igennem barndommen må betragtes som mindst lige så sandsynlig som årsag, som biologiske faktorer. Det er således dybt uvidenskabeligt, at udelukke psykologiske stressfaktorer på forhånd, som Merete Nordentoft gør dette.
At stress forårsager både psykiske og fysiske reaktioner, er et kendt faktum. Sært nok, ser det ud til, at denne selvfølgelige visdom træder ud af kraft, lige så et menneske reagerer mere ekstremt, end vores kulturs normer tillader, på stress. Hvorfor? Fordi en ekstrem reaktion, som den, der af systemet stemples som "skizofren", indikerer ekstrem stress fra omverdenen, fra samfundet. "Biologisk forårsagede hjernesygdomme er sikkert belejligt for familier som læger ligeledes. Det er en ingen-skyld-forsikring mod personligt ansvar," skriver Loren Mosher i hans Letter of Resignation from the American Psychiatric Association ( http://www.moshersoteria.com/resig.htm ).
Du har en kollega i USA ved navn Robert Whitaker. Videnskabsjournalisten Robert Whitaker har sat sig noget mere grundigt ind i emnet, end hvad du åbenbart har gjort. Resultatet er bogen Mad In America ( http://www.madinamerica.com/Mad%20In%20America/Home.html ) . Jeg anbefaler dig, at læse denne bog - som en begyndelse - og jeg ville ønske, du fremover satte dig noget grundigere ind i et emne, før du skriver om det. Så du undgår, at formidle en "viden", der er ekstremt diskriminerende og disempowering - og derudover stort set gennemgående inkorrekt - som den i din artikel formidlede "viden" om "skizofreni" desværre er det for alle, der er stemplet med "skizofreni". Jeg ville derudover ønske, at du tog din artikel, der i sin nuværende form gør mere skade end gavn, op til revision under anvendelse af et bredere end biopsykiatriens ekstremt snævre perspektiv på sagen. - Eller er Experimentarium sponsoreret af Eli Lilly, AstraZeneca, Johnson&Johnson...?
Sidst men ikke mindst vil jeg gerne gøre dig opmærksom på, at antipsykiatrien aldeles ikke er historie, som man kunne komme til at tro, når man læser din artikel. Den eksisterer i dag, mere og mere som en integreret del af psykiatrikritiken, i bedste - og faktisk tiltagende - velgående. Om end primært i udlandet.
Jeg står gerne til rådighed med flere relevante kildeangivelser og informationer, såvel som med mine egne erfaringer.
onsdag den 1. april 2009
fredag den 28. november 2008
The Infinite Greed
Under sine efterforskninger med hensyn til psykiatriens forbindelser til farmaindustrien, har den U.S. amerikanske kongres også kigget lidt nærmere på Frederick K. Goodwin's regnskaber. Frederick K. Goodwin, forhenværende direktør af NIMH (National Institute of Mental Health) og radiovært i det populære NPR (National Public Radio)-program "The Infinite Mind", har mellem 2000 og 2007 kasseret 1,3 millioner dollars af farmaindustrien "under bordet" for at promovere psykofarmaka, bl.a. i dette radioprogram.
En lille smagsprøve: I programmet, der blev sendt den 20. september 2005, påstod Goodwin, at børn, der led af "bipolar lidelse" og ikke blev behandlet - medicinsk selvfølgeligt - risikerede at få hjerneskader, forårsaget af "sygdommen". Videnskabeligt er dette ikke dokumenteret, og dermed ikke holdbart - tværtimod, nyere studier viser, at "medicinen" kan forårsage hjerneskader. MEN: Samme dag havde Goodwin modtaget 2.500 dollars af GlaxoSmithKline mod at holde en reklame-forelæsning for Lamictal, et "stemningsstabiliserende" middel, der anvendes - netop - ved "bipolar lidelse". Og i alt modtog Goodwin i året 2005 mere end 329.000 dollars af firmaet mod at promovere Lamictal.
NPR har nu fyret Frederick K. Goodwin, og "The Infinite Mind" er taget af programmet. Striden om hvorvidt NPR var klar over Goodwin's forbindelser til farmaindustrien, fortsætter imidlertid.
Som det bl.a. også fremgår af Bruce Levine's blogindlæg, er Frederick K. Goodwin ikke den eneste "ekspert"med "dobbeltindkomst". Listen bliver længere og længere for hver dag, og omfatter også andre illustre navne fra "ekspert"verdenen.
Interessant ville det være, at gennemføre en lignende undersøgelse af danske "eksperters" økonomiske situation og "bijobs". "Men! Men! som enhver ved, penge fra farmaindustrien er god for psykiaternes psykiske sundhed. Korrekt? Korrekt!" som det hedder så fint i en af kommentarerne til Bruce Levine's indlæg.
Og ja, det er for øvrigt densamme Frederick K. Goodwin, der i sin tid mente, Loren Mosher, og med ham den amerikanske bruger/eks-bruger/overlever-bevægelse, måtte være paranoid, når han anklagede psykiatrien for at være i lommen på farmaindustrien...
Læs også: NPR, "Controversy Follows Science Host's industry Ties".
En lille smagsprøve: I programmet, der blev sendt den 20. september 2005, påstod Goodwin, at børn, der led af "bipolar lidelse" og ikke blev behandlet - medicinsk selvfølgeligt - risikerede at få hjerneskader, forårsaget af "sygdommen". Videnskabeligt er dette ikke dokumenteret, og dermed ikke holdbart - tværtimod, nyere studier viser, at "medicinen" kan forårsage hjerneskader. MEN: Samme dag havde Goodwin modtaget 2.500 dollars af GlaxoSmithKline mod at holde en reklame-forelæsning for Lamictal, et "stemningsstabiliserende" middel, der anvendes - netop - ved "bipolar lidelse". Og i alt modtog Goodwin i året 2005 mere end 329.000 dollars af firmaet mod at promovere Lamictal.
NPR har nu fyret Frederick K. Goodwin, og "The Infinite Mind" er taget af programmet. Striden om hvorvidt NPR var klar over Goodwin's forbindelser til farmaindustrien, fortsætter imidlertid.
Som det bl.a. også fremgår af Bruce Levine's blogindlæg, er Frederick K. Goodwin ikke den eneste "ekspert"med "dobbeltindkomst". Listen bliver længere og længere for hver dag, og omfatter også andre illustre navne fra "ekspert"verdenen.
Interessant ville det være, at gennemføre en lignende undersøgelse af danske "eksperters" økonomiske situation og "bijobs". "Men! Men! som enhver ved, penge fra farmaindustrien er god for psykiaternes psykiske sundhed. Korrekt? Korrekt!" som det hedder så fint i en af kommentarerne til Bruce Levine's indlæg.
Og ja, det er for øvrigt densamme Frederick K. Goodwin, der i sin tid mente, Loren Mosher, og med ham den amerikanske bruger/eks-bruger/overlever-bevægelse, måtte være paranoid, når han anklagede psykiatrien for at være i lommen på farmaindustrien...
Læs også: NPR, "Controversy Follows Science Host's industry Ties".
mandag den 13. oktober 2008
Soteria San Francisco 1972
I mine øjne, hvis disse hippie-studerende kan kurere skizofreni, så kan enhver med mod og et stort nok hjerte gøre detsamme! -bipolarorwakingup (Sean Blackwell), kommentar på YouTube
Her en video med filmoptagelser fra Soteria House. Jeg har oversat en stor del af det der siges i videoen (se nedenunder videoen), da optagelserne er fra 1972 og lydkvaliteten derfor ikke ligefrem er i top.
Soteria San Francisco 1972
Citater fra videoen:
"Jeg skulle bygge en vis mængde tillid op. Der var forskellige ting, jeg kunne diskutere med forskellige folk. For eksempel hvis jeg havde et bestemt problem, vidste jeg, at jeg kunne få hjælp af én af de ansatte, mens jeg ikke kunne det af en anden. Jeg håbede, jeg kunne stole på at det menneske ville hjælpe mig med det bestemte problem. Og på den måde byggede jeg tillid op til hver af dem." (00.00-00.44)
"Da jeg boede i huset, følte jeg at der var et fællesskab i huset. Jeg betragtede det som et slags hjem. Hvis du var nede, kunne du være nede. Hvis du ville græde, kunne du græde. Og hvis du var glad, kunne du være glad. Ingen nedgjorde dig for det." (00.51-01.10)
"Pga. at det er et forkningsprojekt er folk der kommer i huset omhyggeligt diagnosticeret og stemplet som skizofren. Men de ansatte forholder sig ikke til personen som én, der har et stempel, men som bare endnu en person i en vanskelig livssituation." (01.20-01.34)
"Jeg prøvede at forlade huset gradvist. Først tog jeg forskellige steder hen. Og så længe nogen i huset vidste, at jeg gik ud og ville komme tilbage igen, var det ok. Jeg sagde ikke farvel til mange, fordi jeg ikke følte, at det egentligt var et farvel. Jeg har været tilbage i huset flere gange, så jeg ville ikke lave en stor, trist scene." (01.35-02.00)
"Da jeg første gang forlod huset, havde jeg et stort problem med at give slip på alle erindringerne, og på et tidspunkt blev jeg så ked af det, at jeg ikke vidste, hvad jeg skulle gøre. Og en af pigerne, der havde arbejdet med mig, Sheila, kom forbi og jeg fortalte hende hvordan jeg havde det, og hun hjalp mig, sagde til mig at det ikke var en så slem ting. Hjalp mig til at forholde mig til det, hjalp mig med at fokussere på nuet i stedet for at tænke på alle de dumme ting, der var sket. Og siden har jeg kunnet give slip på det, og tænke at Soteria bare var... du ved... et sted jeg havde brug for på det tidspunkt." (02.00-02.49)
"Først og fremst er det bare et virkeligt sikkert sted at opholde sig. Ligemeget hvor skør du skal være. Ligemeget hvor vred du vil være, hvor fjentlig, angst, og lige så voldelig som vi kan håndtere. (...) Det eneste, de ansatte ikke giver lov til: vi tillader ikke at folk tager livet af sig, når de prøver [1]. Og vi tillader ikke at folk dræber andre. Vi har tolereret at en masse vinduer blev smadret. Når det kommer til ild, det er lidt for farligt." (04.46-05.14)
"Hvad jeg synes er det bedste ved huset er at ingen kører terapi [2]. Og jeg tænker at, efter nogen har været her et stykke tid, så er det det, der gør at de ønsker at blive, hvis de vil blive. Det er et sikkert sted, og ingen lægger pres på én. At de kommer og bare har lov til at gøre hvad de vil. Snakke med folk, hvis de vil, og gå og gemme sig i et hjørne, hvis de vil. Jeg tænker, hvad det går ud på er at vi vil have personen til at føle sig bedre tilpas med sig selv." (06.35-07.03)
"Det varierer. Jeg tror, alle siger: det er hårdt, det har været en hård nat, jeg havde en hård nat med den og den. Det varierer. Men resten af huset kan være meget stille og roligt, mens du har en hård oplevelse på tomandshånd med en pige eller gut. Det er altid forskelligt. Det afhænger af..., for mit vedkommende afhænger det af mit forhold til personen." (07.04-07.35)
"De fleste beboere her har en masse vrede som de har båret rundt på indeni. Det er noget, alle her har tilfælles, tror jeg. At holde det indeni i årevis. Meget af det fra for lang tid siden, andet fra ikke så lang tid siden. Det virker som om det her er et sted - og kunne endda være mere af et sted - hvor vrede kan blive lært at blive lukket ud konstruktivt. Ikke fordi den skal det med detsamme. Ikke fordi den kan det med detsamme for alle. Men i takt med at personen kommer videre og lærer det mere." (07.36-08.16)
"På en måde glæder jeg mig ikke til at forlade stedet. Fordi det her måske er det eneste sted, hvor du kan gøre, hvad du har lyst til, og komme afsted med det. Og når du går, må du tilpasse dig mere eller mindre til det, andre forventer." (08.55-09.14)
"Det her er det eneste hus, du kan stå på rulleskøjter i, på alle døgnets 24 timer, når det passer dig. Du kan gøre alt i hele de forenede nationers verden i det her hus Det her er 'gør det selv hvad som helst når som helst du vil-huset'. Det er hvad dette hus er. Og der er altid mennesker tilstede til at være sammen med dig. Ligemeget om du er nede. Og når du er glad, er de der også. Det her er fornøjelsen ved vores hus. Hele vejen igennem alle fornøjelser, og så hele vejen igennem alle misfornøjelser. Du dykker ned i alle dine følelser. Og der er altid mennesker tilstede, når du går igennem alt det du ikke forstår du går igennem. Det er noget af et privileg. Nej, helt ærligt, det er et privileg at være her fordi det er hvorfor jeg er her for denne periode." (09.18-10.12)
"Jeg er ikke skør. jeg er bare så skør som jeg vil være." [3] (13.31-13.34)
"Jeg har haft det sjovt. Jeg har haft sjovt med at male over hele væggen, og gøre alt det, jeg mente, jeg måtte gøre. Og de lod mig gøre det, fordi de vidste, at det var det jeg måtte gøre. Og der var ikke noget rigtigt eller forkert ved det. Det var bare at være dig selv. Du prøver at finde ud af, hvem du er." (13.45-14.08)
"Vi skulle have en masse Soteria-huse. (...) Få fat i en masse toetagershuse og begynde at lave Soteria-lande overalt." (14.22-14.33)
"Her er jeg. Jeg er et menneske. Dette er mit hus. Og det her er mine drømme. Og det her var dagen i dag." (14.36-14.40)
_______________
[1] "når de prøver": Til forskel for psykiatrien, der vurderer/skønner selvmordsfare og skrider til handling - "skærpet opsyn" - uden at personen har så meget som prøvet at tage livet af sig.
[2] "terapi": med terapi menes her på forhånd aftalte 50-minutters sessions med en professionel terapeut, og lignende, på forhånd plan- og fastlagte, "terapeutiske" aktiviteter (såsom tvangskurvefletning, hver tirsdag eftermiddag mellem kl. 14.00 og 15.00 for eksempel).
[3] Jeg har valgt at oversætte dette udsagn, da det i en psykiatrisk sammenhæng aldrig ville blive accepteret som det bliver det her, hvilket tydeligt markerer en af de vigtigste forskelle mellem Soteria og psykiatrien: respekten for og acceptancen af et menneskes ret til at definere sig selv og sin egen realitet.
Her en video med filmoptagelser fra Soteria House. Jeg har oversat en stor del af det der siges i videoen (se nedenunder videoen), da optagelserne er fra 1972 og lydkvaliteten derfor ikke ligefrem er i top.
Soteria San Francisco 1972
Citater fra videoen:
"Jeg skulle bygge en vis mængde tillid op. Der var forskellige ting, jeg kunne diskutere med forskellige folk. For eksempel hvis jeg havde et bestemt problem, vidste jeg, at jeg kunne få hjælp af én af de ansatte, mens jeg ikke kunne det af en anden. Jeg håbede, jeg kunne stole på at det menneske ville hjælpe mig med det bestemte problem. Og på den måde byggede jeg tillid op til hver af dem." (00.00-00.44)
"Da jeg boede i huset, følte jeg at der var et fællesskab i huset. Jeg betragtede det som et slags hjem. Hvis du var nede, kunne du være nede. Hvis du ville græde, kunne du græde. Og hvis du var glad, kunne du være glad. Ingen nedgjorde dig for det." (00.51-01.10)
"Pga. at det er et forkningsprojekt er folk der kommer i huset omhyggeligt diagnosticeret og stemplet som skizofren. Men de ansatte forholder sig ikke til personen som én, der har et stempel, men som bare endnu en person i en vanskelig livssituation." (01.20-01.34)
"Jeg prøvede at forlade huset gradvist. Først tog jeg forskellige steder hen. Og så længe nogen i huset vidste, at jeg gik ud og ville komme tilbage igen, var det ok. Jeg sagde ikke farvel til mange, fordi jeg ikke følte, at det egentligt var et farvel. Jeg har været tilbage i huset flere gange, så jeg ville ikke lave en stor, trist scene." (01.35-02.00)
"Da jeg første gang forlod huset, havde jeg et stort problem med at give slip på alle erindringerne, og på et tidspunkt blev jeg så ked af det, at jeg ikke vidste, hvad jeg skulle gøre. Og en af pigerne, der havde arbejdet med mig, Sheila, kom forbi og jeg fortalte hende hvordan jeg havde det, og hun hjalp mig, sagde til mig at det ikke var en så slem ting. Hjalp mig til at forholde mig til det, hjalp mig med at fokussere på nuet i stedet for at tænke på alle de dumme ting, der var sket. Og siden har jeg kunnet give slip på det, og tænke at Soteria bare var... du ved... et sted jeg havde brug for på det tidspunkt." (02.00-02.49)
"Først og fremst er det bare et virkeligt sikkert sted at opholde sig. Ligemeget hvor skør du skal være. Ligemeget hvor vred du vil være, hvor fjentlig, angst, og lige så voldelig som vi kan håndtere. (...) Det eneste, de ansatte ikke giver lov til: vi tillader ikke at folk tager livet af sig, når de prøver [1]. Og vi tillader ikke at folk dræber andre. Vi har tolereret at en masse vinduer blev smadret. Når det kommer til ild, det er lidt for farligt." (04.46-05.14)
"Hvad jeg synes er det bedste ved huset er at ingen kører terapi [2]. Og jeg tænker at, efter nogen har været her et stykke tid, så er det det, der gør at de ønsker at blive, hvis de vil blive. Det er et sikkert sted, og ingen lægger pres på én. At de kommer og bare har lov til at gøre hvad de vil. Snakke med folk, hvis de vil, og gå og gemme sig i et hjørne, hvis de vil. Jeg tænker, hvad det går ud på er at vi vil have personen til at føle sig bedre tilpas med sig selv." (06.35-07.03)
"Det varierer. Jeg tror, alle siger: det er hårdt, det har været en hård nat, jeg havde en hård nat med den og den. Det varierer. Men resten af huset kan være meget stille og roligt, mens du har en hård oplevelse på tomandshånd med en pige eller gut. Det er altid forskelligt. Det afhænger af..., for mit vedkommende afhænger det af mit forhold til personen." (07.04-07.35)
"De fleste beboere her har en masse vrede som de har båret rundt på indeni. Det er noget, alle her har tilfælles, tror jeg. At holde det indeni i årevis. Meget af det fra for lang tid siden, andet fra ikke så lang tid siden. Det virker som om det her er et sted - og kunne endda være mere af et sted - hvor vrede kan blive lært at blive lukket ud konstruktivt. Ikke fordi den skal det med detsamme. Ikke fordi den kan det med detsamme for alle. Men i takt med at personen kommer videre og lærer det mere." (07.36-08.16)
"På en måde glæder jeg mig ikke til at forlade stedet. Fordi det her måske er det eneste sted, hvor du kan gøre, hvad du har lyst til, og komme afsted med det. Og når du går, må du tilpasse dig mere eller mindre til det, andre forventer." (08.55-09.14)
"Det her er det eneste hus, du kan stå på rulleskøjter i, på alle døgnets 24 timer, når det passer dig. Du kan gøre alt i hele de forenede nationers verden i det her hus Det her er 'gør det selv hvad som helst når som helst du vil-huset'. Det er hvad dette hus er. Og der er altid mennesker tilstede til at være sammen med dig. Ligemeget om du er nede. Og når du er glad, er de der også. Det her er fornøjelsen ved vores hus. Hele vejen igennem alle fornøjelser, og så hele vejen igennem alle misfornøjelser. Du dykker ned i alle dine følelser. Og der er altid mennesker tilstede, når du går igennem alt det du ikke forstår du går igennem. Det er noget af et privileg. Nej, helt ærligt, det er et privileg at være her fordi det er hvorfor jeg er her for denne periode." (09.18-10.12)
"Jeg er ikke skør. jeg er bare så skør som jeg vil være." [3] (13.31-13.34)
"Jeg har haft det sjovt. Jeg har haft sjovt med at male over hele væggen, og gøre alt det, jeg mente, jeg måtte gøre. Og de lod mig gøre det, fordi de vidste, at det var det jeg måtte gøre. Og der var ikke noget rigtigt eller forkert ved det. Det var bare at være dig selv. Du prøver at finde ud af, hvem du er." (13.45-14.08)
"Vi skulle have en masse Soteria-huse. (...) Få fat i en masse toetagershuse og begynde at lave Soteria-lande overalt." (14.22-14.33)
"Her er jeg. Jeg er et menneske. Dette er mit hus. Og det her er mine drømme. Og det her var dagen i dag." (14.36-14.40)
_______________
[1] "når de prøver": Til forskel for psykiatrien, der vurderer/skønner selvmordsfare og skrider til handling - "skærpet opsyn" - uden at personen har så meget som prøvet at tage livet af sig.
[2] "terapi": med terapi menes her på forhånd aftalte 50-minutters sessions med en professionel terapeut, og lignende, på forhånd plan- og fastlagte, "terapeutiske" aktiviteter (såsom tvangskurvefletning, hver tirsdag eftermiddag mellem kl. 14.00 og 15.00 for eksempel).
[3] Jeg har valgt at oversætte dette udsagn, da det i en psykiatrisk sammenhæng aldrig ville blive accepteret som det bliver det her, hvilket tydeligt markerer en af de vigtigste forskelle mellem Soteria og psykiatrien: respekten for og acceptancen af et menneskes ret til at definere sig selv og sin egen realitet.
tirsdag den 30. september 2008
Loren Mosher og Soteria House II - Har vi brug for flere sengepladser, eller har vi brug for et radikalt paradigmeskift?
Hér fortsættelsen af gårsdagens indlæg om Loren Mosher og Soteria House. Selv om denne anden del er meget lang, besluttede jeg, at poste den i sin helhed for ikke at rive de enkelte dele ud af deres sammenhæng. Jeg håber, mellemrubrikkerne kan gøre det hele lidt mere overskueligt.
Indledningsvis vil jeg gøre opmærksom på, at Loren Mosher selv ikke var tilhænger af de i interviewartiklen forekommende begreber "skizofreni" og "skizofren". "Hvorfor ikke kalde det en 'alvorlig, personlig krise'? Eller en 'alvorlig, psykologisk krise'? Hvorfor ikke kalde det forstyrret og forstyrrende adfærd - en ganske god beskrivelse, fordi sådan ser det ud udefra. Der findes masser af måder, hvorpå man kan anerkende, at disse mennesker agerer på en usædvanlig måde - og hvorpå man stadigt anerkender, at de oplever alvorlig, psykologisk lidelse", citeres han.
Recovery fra psykoser - ikke bare mulig men til at forvente
"Mosher understreger, at den terapi, der blev prakticeret i Soteria House var grundlæggende anderledes end det arbejde, der foregik på det berømte psykiatriske hospital Chestnut Lodge i 50'erne og 60'erne [Joanne Greenberg/Hannah Green beskriver Chestnut Lodge i sin bog I Never Promised You a Rose Garden (Ingen dans på roser)] Dér havde psykiatere prøvet at kurere patienter med traditionel Freudiansk psykoterapi. 'Jeg plejer at sige, at en psykose ikke passer ind i en 50-minutters-session - fordi den foregår 24 timer,' siger Mosher. 'Så, du er nødt til at tilpasse din behandling til problemet.' I stedet for at aftale faste terapisessions, gik engagementet af de Soteria-ansatte ud på at stå til rådighed hvert øjeblik under de skizofrene beboeres vågne timer. Mosher siger, den overordnede atmosfære havde meget tilfælles med 'moral treatment'-institutionerne, der dukkede op i Amerika i den første halvdel af det 19. århundrede. I små, humane og behagelige omgivelser gik disse institutioner ind for tanken, at mange tossede kunne genvinde fornuft, hvis de blev behandlet med anstændighed, kultiverethed og respekt. (...) mellem 50 og 91% af patienterne kunne vende tilbage til et normalt liv i samfundet. Resultaterne lod en institutionsleder udtale i 1843 at galskab 'er mere kurerbar end en hvilken som helst anden sygdom af samme alvor...'.
Ligesom denne mand, gik de Soteria-ansatte ud fra at 'recovery fra psykoser ikke bare var mulig, men sandsynlig og til at forvente,' hævder Mosher, og tilføjer, 'Du starter dér [med denne forventning om recovery], og du har et kæmpeforspring fra starten af.' "
"Skizofreni" og "PTSD"
I starten af 70'erne anser Mosher psykoser mere og mere til at være en fuld forståelig forsvarsmekanisme "snarere end et uransageligt mysterium". Han sammenligner "symptomerne" med dem, der opleves af et menneske med granatchok - i dag ville man sige "PTSD" (posttraumatisk belastningsreaktion). Med den eneste forskel værende den, at årsagen til "PTSD" ligger klart og tydeligt for alle at se, mens de traumatiske begivenheder, der fører til "skizofreni" ligger gemt i en mørk fortid, ofte ikke er tydeligt genkendeligt som traumatiserende, og som regel ikke bare består af en enkel traumatisk oplevelse, men en række af sådanne, der til sidst ikke kan rummes længere, og, ofte udløst af en "trigger"-begivenhed, fører til psykosen som værende en form for posttraumatisk belastningsreaktion.
Han beskriver to kommunikationsmønstre, der, om end ikke nemt gennemskueligt så dog, er traumatiserende: "Det ene er blevet oversat til 'kommunikationsafvigelse'. Det er simpelt. Betyder ganske enkelt, at når du sidder med disse forældre, kan du ikke finde ud af, hvad søren de egentligt snakker om. De kan ikke koncentrere sig om noget. De farer ud ad tangenten. Deres tænkning er usammenhængende." Det andre mønster går ud på at gøre et familiemedlem til familiens sorte får, og udsætte dette familiemedlem konstant for kritik og fjentlighed.
"At falde fra hinanden [originalcitat: "going to pieces"] er en måde at takle dette på, (...) 'Hvad de [mennesker der reagerer psykotisk] i grund og bund siger er 'Hey, folks, jeg melder mig ud. Jeg konstruerer denne verden som det passer mig, og jeg behøves ikke tage hensyn til verdenen derude. Jeg kommer til at leve i denne her verden, fordi den derude gør ondt.' ' Han siger, et menneskes chancer for at vende tilbage til et normalt liv i verdenen udenfor afhænger af hvor langt fra den verden mennesket har fjernet sig. 'Nogle mennesker er blevet så såret i relationer til andre, at de opgiver alt håb. Men det er et lille mindretal. Størsteparten vil prøve igen.' "
Penge, gener, social kontrol og de "kære" pårørende
Nu fejes "miljøargumenter" som Mosher's gerne af bordet med et "Skal det nu være forældrenes skyld igen?!" Hvilket i sig selv ikke er et gyldigt modargument, men intet andet end en såret ego-stoltheds angreb. Og nej, det skal ikke være forældrenes skyld - medmindre de fuldt bevidst har misbrugt/mishandlet deres børn - men det skal være forældrenes ansvar, ligesom det skal være samfundets, kulturens ansvar, siden vi alle er et produkt af det samfund, den kultur, vi er opvokset i. "Med få undtagelser, tror jeg forældre gør deres bedste. De prøver. Men der er mange måder, hvorpå man kan gå galt i byen", siger Mosher. Som én af dem nævner han, hvis forældrene selv er opvokset i hjem med dårligt fungerende kommunikationsmønstre: ikke-genetisk, familiær arvelighed. Men det er altså ingen undskyldning for ikke at tage ansvar for dårligt fungerende kommunikationsmønstre.
"Han [Mosher] mener, at med den rette terapi kunne disse mennesker lære at 'tænke lidt mere klart og kommunikere bedre. (...) Men vi har så travlt med medikamenterne, at man ikke kan opdrive en nickel til den slags forskning. (...) I dag er skizofreni for første gang blevet en kilde til enorme virksomhedsprofitter. De skrizofrene har været nogenlunde profitable siden midten af 50'erne [da det første neuroleptikon kom på markedet], men det var ingenting i forhold til i dag. Salget af antipsykotika indbragte ca. 600 millioner dollars om året i mange år frem til 90'erne, hvor de nye atypiske stoffer kom på markedet. Siden da er regningen for antipsykotika steget til mere end 4 milliarder om året. Det er en hel del penge.' "
I hans "Letter of Resignation from the American Psychiatric Association" skriver Loren Mosher:
"I tillæg [til at indgå et samarbejde med farmaindustrien] har APA [American Psychiatric Association] ingået en uhellig alliance med NAMI [Nartional Alliance for the Mentally Ill, USA's største, landsdækkende pårørendeorganisation] (jeg husker ikke, at medlemmerne blev spurgt, om de ville støtte et sådant samarbejde) således at de to organisationer har overtaget lignende offentlige trossystemer angående vanviddets natur. Mens APA fremfører sig som "sine klienters forsvarer", støtter man ikke-klienterne, forældrene, i deres ønske om at kunne kontrollere, igennem lovligt gennemtvunget afhængighed [han hentyder her til umyndiggørelse og tvangsbehandling i eget hjem, som NAMI går ind for], af deres skøre/onde ["mad/bad" i originalteksten - et ordspil] afkom. (...) Jeg ønsker ikke at være del af en undertrykkende og socialt kontrollerende psykiatri.
'Biologisk forårsagede hjernesygdomme' er sikkert belejligt for familier som læger ligeledes. Det er en ingen-skyld-forsikring mod personligt ansvar. Vi er alle bare hjælpeløst fanget i en hvirvel af hjernepatologi, som ingen, bortset fra DNA'en, har ansvaret for."
At se mennesket i stedet for en sygdom
Med en indstilling som Loren Mosher's til mennesker i krise er bunden lagt for at komme i kontakt med disse mennesker selv, også når de befinder sig i en dyb krisesituation, hvor mainstream-psykiatrien gerne påstår, at kommunikation ikke skulle være muligt, da man angiveligt kun ville kunne kommunikere med en sygdom: "Hvis du tror på, at mennesket er derinde, og at du virkeligt kan komme til at tale med det, er der meget få situationer, hvor du ikke vil kunne det. Det er et spørgsmål om din indstilling. (...) Det er et spørgsmål om hvordan du nærmer dig mennesker. Hvis du behandler dem værdigt og respektfuldt og prøver at forstå dem, virkeligt vil indleve dig i deres situation, kan du gøre det."
"I vores dage, siger [Mosher], 'hvis du siger 'psykose', viger folk tilbage og siger 'Vel, jeg taler til dem efter du har givet dem medicin.' Men det er der slet ikke noget ved! Virkeligt. De bedste oplevelser, jeg har haft, var bare at sidde og snakke i timevis med folk, der var skrupskøre. Og det kræver ikke nogen speciel træning. Det kræver kun den rette indstilling og interesse og nærvær og viljen til at ligesom lade din egen realitet stå tilbage og ikke bekymre dig om den.' "
Det er unægteligt langt nemmere at tale (ned) til 20 - 30 mg Zyprexa, end at indlade sig betingelsesløst på et levende menneske i krise, og udsætte sit eget selv- og verdensbillede, sit eget lille ego, for den udfordring, et møde med den anden altid er. Også hér afspejler psykiatrien i bund og grund kun på ekstremt vis, hvad der kendetegner vores samfund som helhed i tiltagende grad: uviljen og uformåen til at se den anden som den han/hun er. Psykiatrien ser ikke mennesker. Den ser medicineret eller umedicineret sygdom. Som bl.a. dette blogindlæg af en ung, entusiastisk læge, under uddannelse til psykiater, beviser: "Menneskelige problemer?? Du godeste! Skynd jer at give ham nogle "magiske" piller, så jeg uforstyrret kan tale neurotransmittere - mine interesser!"
14 dage eller to uger
Fra 1975 af kommer Soteria-projektet, som Loren Mosher er involveret i som projekt- og, senere også, forskningsleder fra starten i 1970 frem til projektets endelige afslutning i 1992, igen og igen i skudlinien af den traditionelle mainstream-psykiatri. Resultaterne er simpelthen for gode. For gode, ja. Soteria-beboerne kom sig lige så hurtigt fra deres akutte psykoser som sammenligningsgruppen af hospitaliserede og medicinerede mennesker. Ligesom en forkølelse varer 14 dage eller to uger, så varer en akut psykose ca. 5 - 6 uger, med eller uden "medicin". Interessant er i denne forbindelse, at det påstås, at neuroleptika "virker" optimalt efter ca. seks uger. Ja. Fordi psykoser efter seks uger alligevel går i sig selv. Også uden "medicin", der i sidste ende endda gør en kronificering af krisen mere sandsynlig, da krisens indhold ikke bliver bearbejdet, men bare fortrængt.
Kun 16% af Soteria-beboerne tog "medicin" over længere perioder, 76% blev aldrig medicineret. Og det var dem, der i det lange løb klarede sig bedst, med en meget lavere tilbagefaldsrate end i den hospitaliserede og systematisk medicinerede kontrolgruppe. Alt imens Soteria kostede 45% mindre end den traditionelle "behandling" med neuroleptika, selv om de indlagde og medicinerede mennesker i kontrolgruppen allerede blev udskrevet efter 12 dage - "hovedsagligen ved at man gav dem så meget medicin, at de ikke kunne se ud ad øjnene mere", som Mosher citeres i artiklen - og Soteria-beboerne blev fra nogle uger til flere måneder på stedet.
Besparelserne skyldtes tildels det meget lavere forbrug af neuroleptika, de, i forhold til især alle de omstændelige og kostbare sikkerhedsforanstaltninger på en lukket afdeling på et sygehus, meget ringere krav til etablissementets indretning, men også i væsentlig grad, at størsteparten af Soteria-personalet bestod af "halvprofessionelle", som f.eks. studerende, der ikke nødvendigvis havde en uddannelsesmæssig baggrund i psykiatrien. De af Mosher højest prioriterede egenskaber, som empati og evnen til at kunne lytte uforbeholdent, erhverver man sig som bekendt ikke igennem en uddannelse indenfor psykiatrien.
Om at blive frosset ud
Mainstream-psykiatrien er allerede i 70'erne i stor udstrækning og tiltagende domineret af farmaindustrien, og såvel Soteria som Loren Mosher bliver i tiltagende grad betragtet som forstyrrende, ubekvemme elementer i psykiatriens og farmaindustriens fælles markedsføring af psykofarmaka. I 1980 tager Loren Mosher på studietur til Italien for at se nærmere på den norditalienske psichiatria democratica (demokratisk psykiatri). Da han vender tilbage efter otte måneder, har hans stedfortræder overtaget hans post ved Center for Studies of Schizophrenia. Mosher har, som han siger, stadigt et skrivebord og en sekretær, men intet at lave længere. Som ansat af staten, bliver han, der er faldet i unåde hos sine overordnede, ikke afskediget, men forflyttet, først til Bethesda, Maryland, som professor og vice-dekan på den medicinske fakultet, senere som medicinsk direktør til Montgomery County, også Maryland, hvor han formår at revolutionere distriktspsykiatrien i moderat omfang. I 1996 henter man ham til San Diego, Californien, hvor man ønsker en lignende distriktspsykiatri, som den Mosher har etableret i Montgomery County. Det bliver dog af økonomiske årsager ved planerne og i 1998 forlader Mosher ikke bare sin post i San Diego, men også statstjenesten som sådan.
Han etablerer sig efterfølgende med "Soteria Associates", hans eget rådgivningsforetagende, og som klinisk professor for psykiatri ved School of Medicine ved University of California, San Diego.
Soteria-projektet, der i perioden 1974 - 1980 også omfattede et Soteria-hus, "Emanon", i San Mateo, Californien, kom til en ende i sin prakticerende form i 1983, efter NIMH, der i de forgående år ikke havde undladt en eneste lejlighed til at stikke kæppe i hjulet for projektet, stoppede helt med at støtte projektet økonomisk.
Røre i andedammen
"Deinstitutionaliseret", som han selv kalder sin tilværelse udenfor statens institutioner, beslutter Mosher i 1998 at forlade APA - under højlydt protest. Hans "Letter of Resignation from the American Psychiatric Association" forbliver godt nok, om end ikke overraskende, ubesvaret fra APA's side, men skaber dog en vis opstandelse i pressen.
I begyndelsen af brevet skriver Mosher: "Hovedårsagen til dette [at han skriver brevet] er at jeg faktisk tror, at jeg melder mig ud af American Psychopharmacological Association. Heldigvis kræver organisationens sande identitet ikke nogen ændringer i dets akronym [APA]. (...) Vi prøver ikke længere at forstå hele mennesker i deres sociale kontekst - vi er snarere ansat til at omstrukturere vores patienters neurotransmittere. Problemet er, at det er meget svært at have et forhold til en neurotransmitter, uanset dens art. Så, vores famøse organisation leverer med sit neurobiologiske tunnelblik en grund til at holde sig langt fra disse konglomerater af molekyler, som vi definerer som patienter. Vi bukker under og fremmer den udbredte brug og misbrug af giftige kemikalier, som vi ved, forårsager alvorlige langtidsskader - tardiv dyskinesi, tardiv demens og alvorlige abstinenssymptomer. Så, vil jeg være farmakoncernernes nar, der behandler molekyler med deres formler? Nej tak."
I slutningen af brevet spørger han: "Er psykiatrien et fupnummer - sådan som den prakticeres i dag? Desværre er svaret for det meste ja."
Jeg vil i et senere indlæg komme tilbage til brevet, som i dag, hvor skandaler om bl.a. interessekonflikter i psykiatrien nærmest er på dagsordenen, er mindst lige så aktuelt som da det blev skrevet for ti år siden.
Blandt reaktionerne på Mosher's "Letter of resignation" er specielt en udtalelse af Frederick K. Goodwin, psykiater og forhenværende direktør af NIMH, interessant:
" 'Han [Mosher] er meget på linie med en gruppe kaldet Psychiatric Survivors [psykiatrioverlevere, Loren Mosher var bl.a. medlem af MindFreedom International], hovedsagligen bestående af folk, der, når du taler med dem, stadigt har deres paranoide processer kørende. Og de føler, at de ikke skulle tvinges, til at tage deres medicin.' Ifølge Goodwin er problemet 'at et af de kritiske symptomer af disse alvorlige sygdomme - både bipolar* lidelse og skizofreni - er manglende sygdomsindsigt.' " En lidt mere sofistikeret formulering af: "I er jo allesammen syge i hovedet!" Kan man ikke finde virkelige argumenter, ja, så kan man altid erklære den anden for sindssyg... I øvrigt også et godt eksempel på, hvordan destruktiv "argumentation" kan komme tilbage til én selv som en boomerang: Hvis "paranoia" virkeligt eksisterer som symptom på en hjernesygdom, som Goodwin mener, hvem siger så, at det ikke er Goodwin selv, der lider af denne hjernesygdom, siden han åbenbart forestiller sig, Mosher og psykiatrioverleverne er ude efter ham og hans profession? Jeg vil mene, hvis Goodwin har rent mel i posen, er denne tanke vel uden enhver realitetssammenhæng og dermed klart tegn på "sindssyge".
"I dag [2003] kalder Mosher sig selv 'en frafalden psykiater' fordi han synes, de biologiske forklaringer på psykotisk adfærd, som så mange af hans kollegaer går ind for, ligner mere en religion end videnskab. (...) 'Vi er alle bange for at blive forrykt. Og så længe vi har nogen derude, der så at sige kan gøre det for os, er det ikke vores bekymring.' Han tænker, at det er beroligende at tro, at skizofrene opfører sig som de gør, fordi deres hjerner er syge. Biologiske forskelle 'gør dem grundlæggende anderledes end os,' siger han. 'De er på en måde lidt en anden race end os.' Mosher tænker, at det hele er 'en måde at forsigtigt sige, ' Disse mennesker er virkeligt anderledes. Og derfor har vi ret til at gøre med dem hvad fanden vi ønsker.' ' "
Loren Mosher døde den 10. juli 2004.
Har vi brug for flere sengepladser, eller for et grundlæggende paradigmeskift?
Udover flere afdelinger på tyske sygehuse, der arbejder efter Soteria-principper, findes der siden 1984 en Soteria i Bern/Schweiz, siden 2003 en i München, og hér i efteråret åbner Soteria Alaska, bl.a. initieret af Jim Gottstein. Derudover har Soteria inspireret mange lignende projekter verden over. Desværre må de fleste af dem, ikke helt ulig deres forebillede, Soteria House, kæmpe en daglig overlevelseskamp mod biopsykiatriens og farmaindustriens overmagt.
Som Gianna skrev i en kommentar på sin blog forleden: "...vi har brug for én [Soteria] i enhver by af enhver størrelse... de bør erstatte sygehuse nærmest fuldstændigt." Eller, som Bruce Levine siger i forbindelse med den U.S.-amerikanske kongres' seneste undersøgelser og afsløringer af mainstream-psykiatriens forbindelser til farmaindustrien: "Et virkeligt valg står ikke mellem Prozac og Zoloft, ikke mellem Zyprexa og Risperdal. Eksemplet på et virkeligt valg, er valget mellem den etablerede psykiatri og Soteria House."
...og mens jeg sidder hér og skriver disse linier, kan jeg ikke lade være med at, igen, smile lidt sørgmodigt ved tanken om en bemærkning fra en bruger, jeg for noget tid siden så mig konfronteret med i en debat på nettet : "Jamen, hvis der fandtes virkningsfulde alternativer [til hospitalisering og medicinering], så ville man [psykiatrien] da tilbyde dem!"
Som Soteria's skæbne tydeligt illustrerer: Nej. Det vil "man" ikke. Men man kan stadigt håbe, at politikerne en skøn dag måske vågner op af deres "ekspert"snakomtågede naivitet.
_______________
*Ja, jeg ved godt, at danskerne staver "bipolar" med "æ". Men jeg foretrækker den engelske stavemåde.
Update, 10.10.08: Og dog...
_______________
P.S.: For resten så søger Soteria Alaska personale. Så, hvis det er lige dig, at sidde i timevis og snakke med skrupskøre mennesker, så er chancen dér nu! Og hvis det ikke var for min lille hyphest, som jeg ville være nødt til at efterlade, hvilket jeg simpelthen ikke kan, så havde jeg pakket rygsækken for længst...
Indledningsvis vil jeg gøre opmærksom på, at Loren Mosher selv ikke var tilhænger af de i interviewartiklen forekommende begreber "skizofreni" og "skizofren". "Hvorfor ikke kalde det en 'alvorlig, personlig krise'? Eller en 'alvorlig, psykologisk krise'? Hvorfor ikke kalde det forstyrret og forstyrrende adfærd - en ganske god beskrivelse, fordi sådan ser det ud udefra. Der findes masser af måder, hvorpå man kan anerkende, at disse mennesker agerer på en usædvanlig måde - og hvorpå man stadigt anerkender, at de oplever alvorlig, psykologisk lidelse", citeres han.
Recovery fra psykoser - ikke bare mulig men til at forvente
"Mosher understreger, at den terapi, der blev prakticeret i Soteria House var grundlæggende anderledes end det arbejde, der foregik på det berømte psykiatriske hospital Chestnut Lodge i 50'erne og 60'erne [Joanne Greenberg/Hannah Green beskriver Chestnut Lodge i sin bog I Never Promised You a Rose Garden (Ingen dans på roser)] Dér havde psykiatere prøvet at kurere patienter med traditionel Freudiansk psykoterapi. 'Jeg plejer at sige, at en psykose ikke passer ind i en 50-minutters-session - fordi den foregår 24 timer,' siger Mosher. 'Så, du er nødt til at tilpasse din behandling til problemet.' I stedet for at aftale faste terapisessions, gik engagementet af de Soteria-ansatte ud på at stå til rådighed hvert øjeblik under de skizofrene beboeres vågne timer. Mosher siger, den overordnede atmosfære havde meget tilfælles med 'moral treatment'-institutionerne, der dukkede op i Amerika i den første halvdel af det 19. århundrede. I små, humane og behagelige omgivelser gik disse institutioner ind for tanken, at mange tossede kunne genvinde fornuft, hvis de blev behandlet med anstændighed, kultiverethed og respekt. (...) mellem 50 og 91% af patienterne kunne vende tilbage til et normalt liv i samfundet. Resultaterne lod en institutionsleder udtale i 1843 at galskab 'er mere kurerbar end en hvilken som helst anden sygdom af samme alvor...'.
Ligesom denne mand, gik de Soteria-ansatte ud fra at 'recovery fra psykoser ikke bare var mulig, men sandsynlig og til at forvente,' hævder Mosher, og tilføjer, 'Du starter dér [med denne forventning om recovery], og du har et kæmpeforspring fra starten af.' "
"Skizofreni" og "PTSD"
I starten af 70'erne anser Mosher psykoser mere og mere til at være en fuld forståelig forsvarsmekanisme "snarere end et uransageligt mysterium". Han sammenligner "symptomerne" med dem, der opleves af et menneske med granatchok - i dag ville man sige "PTSD" (posttraumatisk belastningsreaktion). Med den eneste forskel værende den, at årsagen til "PTSD" ligger klart og tydeligt for alle at se, mens de traumatiske begivenheder, der fører til "skizofreni" ligger gemt i en mørk fortid, ofte ikke er tydeligt genkendeligt som traumatiserende, og som regel ikke bare består af en enkel traumatisk oplevelse, men en række af sådanne, der til sidst ikke kan rummes længere, og, ofte udløst af en "trigger"-begivenhed, fører til psykosen som værende en form for posttraumatisk belastningsreaktion.
Han beskriver to kommunikationsmønstre, der, om end ikke nemt gennemskueligt så dog, er traumatiserende: "Det ene er blevet oversat til 'kommunikationsafvigelse'. Det er simpelt. Betyder ganske enkelt, at når du sidder med disse forældre, kan du ikke finde ud af, hvad søren de egentligt snakker om. De kan ikke koncentrere sig om noget. De farer ud ad tangenten. Deres tænkning er usammenhængende." Det andre mønster går ud på at gøre et familiemedlem til familiens sorte får, og udsætte dette familiemedlem konstant for kritik og fjentlighed.
"At falde fra hinanden [originalcitat: "going to pieces"] er en måde at takle dette på, (...) 'Hvad de [mennesker der reagerer psykotisk] i grund og bund siger er 'Hey, folks, jeg melder mig ud. Jeg konstruerer denne verden som det passer mig, og jeg behøves ikke tage hensyn til verdenen derude. Jeg kommer til at leve i denne her verden, fordi den derude gør ondt.' ' Han siger, et menneskes chancer for at vende tilbage til et normalt liv i verdenen udenfor afhænger af hvor langt fra den verden mennesket har fjernet sig. 'Nogle mennesker er blevet så såret i relationer til andre, at de opgiver alt håb. Men det er et lille mindretal. Størsteparten vil prøve igen.' "
Penge, gener, social kontrol og de "kære" pårørende
Nu fejes "miljøargumenter" som Mosher's gerne af bordet med et "Skal det nu være forældrenes skyld igen?!" Hvilket i sig selv ikke er et gyldigt modargument, men intet andet end en såret ego-stoltheds angreb. Og nej, det skal ikke være forældrenes skyld - medmindre de fuldt bevidst har misbrugt/mishandlet deres børn - men det skal være forældrenes ansvar, ligesom det skal være samfundets, kulturens ansvar, siden vi alle er et produkt af det samfund, den kultur, vi er opvokset i. "Med få undtagelser, tror jeg forældre gør deres bedste. De prøver. Men der er mange måder, hvorpå man kan gå galt i byen", siger Mosher. Som én af dem nævner han, hvis forældrene selv er opvokset i hjem med dårligt fungerende kommunikationsmønstre: ikke-genetisk, familiær arvelighed. Men det er altså ingen undskyldning for ikke at tage ansvar for dårligt fungerende kommunikationsmønstre.
"Han [Mosher] mener, at med den rette terapi kunne disse mennesker lære at 'tænke lidt mere klart og kommunikere bedre. (...) Men vi har så travlt med medikamenterne, at man ikke kan opdrive en nickel til den slags forskning. (...) I dag er skizofreni for første gang blevet en kilde til enorme virksomhedsprofitter. De skrizofrene har været nogenlunde profitable siden midten af 50'erne [da det første neuroleptikon kom på markedet], men det var ingenting i forhold til i dag. Salget af antipsykotika indbragte ca. 600 millioner dollars om året i mange år frem til 90'erne, hvor de nye atypiske stoffer kom på markedet. Siden da er regningen for antipsykotika steget til mere end 4 milliarder om året. Det er en hel del penge.' "
I hans "Letter of Resignation from the American Psychiatric Association" skriver Loren Mosher:
"I tillæg [til at indgå et samarbejde med farmaindustrien] har APA [American Psychiatric Association] ingået en uhellig alliance med NAMI [Nartional Alliance for the Mentally Ill, USA's største, landsdækkende pårørendeorganisation] (jeg husker ikke, at medlemmerne blev spurgt, om de ville støtte et sådant samarbejde) således at de to organisationer har overtaget lignende offentlige trossystemer angående vanviddets natur. Mens APA fremfører sig som "sine klienters forsvarer", støtter man ikke-klienterne, forældrene, i deres ønske om at kunne kontrollere, igennem lovligt gennemtvunget afhængighed [han hentyder her til umyndiggørelse og tvangsbehandling i eget hjem, som NAMI går ind for], af deres skøre/onde ["mad/bad" i originalteksten - et ordspil] afkom. (...) Jeg ønsker ikke at være del af en undertrykkende og socialt kontrollerende psykiatri.
'Biologisk forårsagede hjernesygdomme' er sikkert belejligt for familier som læger ligeledes. Det er en ingen-skyld-forsikring mod personligt ansvar. Vi er alle bare hjælpeløst fanget i en hvirvel af hjernepatologi, som ingen, bortset fra DNA'en, har ansvaret for."
At se mennesket i stedet for en sygdom
Med en indstilling som Loren Mosher's til mennesker i krise er bunden lagt for at komme i kontakt med disse mennesker selv, også når de befinder sig i en dyb krisesituation, hvor mainstream-psykiatrien gerne påstår, at kommunikation ikke skulle være muligt, da man angiveligt kun ville kunne kommunikere med en sygdom: "Hvis du tror på, at mennesket er derinde, og at du virkeligt kan komme til at tale med det, er der meget få situationer, hvor du ikke vil kunne det. Det er et spørgsmål om din indstilling. (...) Det er et spørgsmål om hvordan du nærmer dig mennesker. Hvis du behandler dem værdigt og respektfuldt og prøver at forstå dem, virkeligt vil indleve dig i deres situation, kan du gøre det."
"I vores dage, siger [Mosher], 'hvis du siger 'psykose', viger folk tilbage og siger 'Vel, jeg taler til dem efter du har givet dem medicin.' Men det er der slet ikke noget ved! Virkeligt. De bedste oplevelser, jeg har haft, var bare at sidde og snakke i timevis med folk, der var skrupskøre. Og det kræver ikke nogen speciel træning. Det kræver kun den rette indstilling og interesse og nærvær og viljen til at ligesom lade din egen realitet stå tilbage og ikke bekymre dig om den.' "
Det er unægteligt langt nemmere at tale (ned) til 20 - 30 mg Zyprexa, end at indlade sig betingelsesløst på et levende menneske i krise, og udsætte sit eget selv- og verdensbillede, sit eget lille ego, for den udfordring, et møde med den anden altid er. Også hér afspejler psykiatrien i bund og grund kun på ekstremt vis, hvad der kendetegner vores samfund som helhed i tiltagende grad: uviljen og uformåen til at se den anden som den han/hun er. Psykiatrien ser ikke mennesker. Den ser medicineret eller umedicineret sygdom. Som bl.a. dette blogindlæg af en ung, entusiastisk læge, under uddannelse til psykiater, beviser: "Menneskelige problemer?? Du godeste! Skynd jer at give ham nogle "magiske" piller, så jeg uforstyrret kan tale neurotransmittere - mine interesser!"
14 dage eller to uger
Fra 1975 af kommer Soteria-projektet, som Loren Mosher er involveret i som projekt- og, senere også, forskningsleder fra starten i 1970 frem til projektets endelige afslutning i 1992, igen og igen i skudlinien af den traditionelle mainstream-psykiatri. Resultaterne er simpelthen for gode. For gode, ja. Soteria-beboerne kom sig lige så hurtigt fra deres akutte psykoser som sammenligningsgruppen af hospitaliserede og medicinerede mennesker. Ligesom en forkølelse varer 14 dage eller to uger, så varer en akut psykose ca. 5 - 6 uger, med eller uden "medicin". Interessant er i denne forbindelse, at det påstås, at neuroleptika "virker" optimalt efter ca. seks uger. Ja. Fordi psykoser efter seks uger alligevel går i sig selv. Også uden "medicin", der i sidste ende endda gør en kronificering af krisen mere sandsynlig, da krisens indhold ikke bliver bearbejdet, men bare fortrængt.
Kun 16% af Soteria-beboerne tog "medicin" over længere perioder, 76% blev aldrig medicineret. Og det var dem, der i det lange løb klarede sig bedst, med en meget lavere tilbagefaldsrate end i den hospitaliserede og systematisk medicinerede kontrolgruppe. Alt imens Soteria kostede 45% mindre end den traditionelle "behandling" med neuroleptika, selv om de indlagde og medicinerede mennesker i kontrolgruppen allerede blev udskrevet efter 12 dage - "hovedsagligen ved at man gav dem så meget medicin, at de ikke kunne se ud ad øjnene mere", som Mosher citeres i artiklen - og Soteria-beboerne blev fra nogle uger til flere måneder på stedet.
Besparelserne skyldtes tildels det meget lavere forbrug af neuroleptika, de, i forhold til især alle de omstændelige og kostbare sikkerhedsforanstaltninger på en lukket afdeling på et sygehus, meget ringere krav til etablissementets indretning, men også i væsentlig grad, at størsteparten af Soteria-personalet bestod af "halvprofessionelle", som f.eks. studerende, der ikke nødvendigvis havde en uddannelsesmæssig baggrund i psykiatrien. De af Mosher højest prioriterede egenskaber, som empati og evnen til at kunne lytte uforbeholdent, erhverver man sig som bekendt ikke igennem en uddannelse indenfor psykiatrien.
Om at blive frosset ud
Mainstream-psykiatrien er allerede i 70'erne i stor udstrækning og tiltagende domineret af farmaindustrien, og såvel Soteria som Loren Mosher bliver i tiltagende grad betragtet som forstyrrende, ubekvemme elementer i psykiatriens og farmaindustriens fælles markedsføring af psykofarmaka. I 1980 tager Loren Mosher på studietur til Italien for at se nærmere på den norditalienske psichiatria democratica (demokratisk psykiatri). Da han vender tilbage efter otte måneder, har hans stedfortræder overtaget hans post ved Center for Studies of Schizophrenia. Mosher har, som han siger, stadigt et skrivebord og en sekretær, men intet at lave længere. Som ansat af staten, bliver han, der er faldet i unåde hos sine overordnede, ikke afskediget, men forflyttet, først til Bethesda, Maryland, som professor og vice-dekan på den medicinske fakultet, senere som medicinsk direktør til Montgomery County, også Maryland, hvor han formår at revolutionere distriktspsykiatrien i moderat omfang. I 1996 henter man ham til San Diego, Californien, hvor man ønsker en lignende distriktspsykiatri, som den Mosher har etableret i Montgomery County. Det bliver dog af økonomiske årsager ved planerne og i 1998 forlader Mosher ikke bare sin post i San Diego, men også statstjenesten som sådan.
Han etablerer sig efterfølgende med "Soteria Associates", hans eget rådgivningsforetagende, og som klinisk professor for psykiatri ved School of Medicine ved University of California, San Diego.
Soteria-projektet, der i perioden 1974 - 1980 også omfattede et Soteria-hus, "Emanon", i San Mateo, Californien, kom til en ende i sin prakticerende form i 1983, efter NIMH, der i de forgående år ikke havde undladt en eneste lejlighed til at stikke kæppe i hjulet for projektet, stoppede helt med at støtte projektet økonomisk.
Røre i andedammen
"Deinstitutionaliseret", som han selv kalder sin tilværelse udenfor statens institutioner, beslutter Mosher i 1998 at forlade APA - under højlydt protest. Hans "Letter of Resignation from the American Psychiatric Association" forbliver godt nok, om end ikke overraskende, ubesvaret fra APA's side, men skaber dog en vis opstandelse i pressen.
I begyndelsen af brevet skriver Mosher: "Hovedårsagen til dette [at han skriver brevet] er at jeg faktisk tror, at jeg melder mig ud af American Psychopharmacological Association. Heldigvis kræver organisationens sande identitet ikke nogen ændringer i dets akronym [APA]. (...) Vi prøver ikke længere at forstå hele mennesker i deres sociale kontekst - vi er snarere ansat til at omstrukturere vores patienters neurotransmittere. Problemet er, at det er meget svært at have et forhold til en neurotransmitter, uanset dens art. Så, vores famøse organisation leverer med sit neurobiologiske tunnelblik en grund til at holde sig langt fra disse konglomerater af molekyler, som vi definerer som patienter. Vi bukker under og fremmer den udbredte brug og misbrug af giftige kemikalier, som vi ved, forårsager alvorlige langtidsskader - tardiv dyskinesi, tardiv demens og alvorlige abstinenssymptomer. Så, vil jeg være farmakoncernernes nar, der behandler molekyler med deres formler? Nej tak."
I slutningen af brevet spørger han: "Er psykiatrien et fupnummer - sådan som den prakticeres i dag? Desværre er svaret for det meste ja."
Jeg vil i et senere indlæg komme tilbage til brevet, som i dag, hvor skandaler om bl.a. interessekonflikter i psykiatrien nærmest er på dagsordenen, er mindst lige så aktuelt som da det blev skrevet for ti år siden.
Blandt reaktionerne på Mosher's "Letter of resignation" er specielt en udtalelse af Frederick K. Goodwin, psykiater og forhenværende direktør af NIMH, interessant:
" 'Han [Mosher] er meget på linie med en gruppe kaldet Psychiatric Survivors [psykiatrioverlevere, Loren Mosher var bl.a. medlem af MindFreedom International], hovedsagligen bestående af folk, der, når du taler med dem, stadigt har deres paranoide processer kørende. Og de føler, at de ikke skulle tvinges, til at tage deres medicin.' Ifølge Goodwin er problemet 'at et af de kritiske symptomer af disse alvorlige sygdomme - både bipolar* lidelse og skizofreni - er manglende sygdomsindsigt.' " En lidt mere sofistikeret formulering af: "I er jo allesammen syge i hovedet!" Kan man ikke finde virkelige argumenter, ja, så kan man altid erklære den anden for sindssyg... I øvrigt også et godt eksempel på, hvordan destruktiv "argumentation" kan komme tilbage til én selv som en boomerang: Hvis "paranoia" virkeligt eksisterer som symptom på en hjernesygdom, som Goodwin mener, hvem siger så, at det ikke er Goodwin selv, der lider af denne hjernesygdom, siden han åbenbart forestiller sig, Mosher og psykiatrioverleverne er ude efter ham og hans profession? Jeg vil mene, hvis Goodwin har rent mel i posen, er denne tanke vel uden enhver realitetssammenhæng og dermed klart tegn på "sindssyge".
"I dag [2003] kalder Mosher sig selv 'en frafalden psykiater' fordi han synes, de biologiske forklaringer på psykotisk adfærd, som så mange af hans kollegaer går ind for, ligner mere en religion end videnskab. (...) 'Vi er alle bange for at blive forrykt. Og så længe vi har nogen derude, der så at sige kan gøre det for os, er det ikke vores bekymring.' Han tænker, at det er beroligende at tro, at skizofrene opfører sig som de gør, fordi deres hjerner er syge. Biologiske forskelle 'gør dem grundlæggende anderledes end os,' siger han. 'De er på en måde lidt en anden race end os.' Mosher tænker, at det hele er 'en måde at forsigtigt sige, ' Disse mennesker er virkeligt anderledes. Og derfor har vi ret til at gøre med dem hvad fanden vi ønsker.' ' "
Loren Mosher døde den 10. juli 2004.
Har vi brug for flere sengepladser, eller for et grundlæggende paradigmeskift?
Udover flere afdelinger på tyske sygehuse, der arbejder efter Soteria-principper, findes der siden 1984 en Soteria i Bern/Schweiz, siden 2003 en i München, og hér i efteråret åbner Soteria Alaska, bl.a. initieret af Jim Gottstein. Derudover har Soteria inspireret mange lignende projekter verden over. Desværre må de fleste af dem, ikke helt ulig deres forebillede, Soteria House, kæmpe en daglig overlevelseskamp mod biopsykiatriens og farmaindustriens overmagt.
Som Gianna skrev i en kommentar på sin blog forleden: "...vi har brug for én [Soteria] i enhver by af enhver størrelse... de bør erstatte sygehuse nærmest fuldstændigt." Eller, som Bruce Levine siger i forbindelse med den U.S.-amerikanske kongres' seneste undersøgelser og afsløringer af mainstream-psykiatriens forbindelser til farmaindustrien: "Et virkeligt valg står ikke mellem Prozac og Zoloft, ikke mellem Zyprexa og Risperdal. Eksemplet på et virkeligt valg, er valget mellem den etablerede psykiatri og Soteria House."
...og mens jeg sidder hér og skriver disse linier, kan jeg ikke lade være med at, igen, smile lidt sørgmodigt ved tanken om en bemærkning fra en bruger, jeg for noget tid siden så mig konfronteret med i en debat på nettet : "Jamen, hvis der fandtes virkningsfulde alternativer [til hospitalisering og medicinering], så ville man [psykiatrien] da tilbyde dem!"
Som Soteria's skæbne tydeligt illustrerer: Nej. Det vil "man" ikke. Men man kan stadigt håbe, at politikerne en skøn dag måske vågner op af deres "ekspert"snakomtågede naivitet.
_______________
*Ja, jeg ved godt, at danskerne staver "bipolar" med "æ". Men jeg foretrækker den engelske stavemåde.
Update, 10.10.08: Og dog...
_______________
P.S.: For resten så søger Soteria Alaska personale. Så, hvis det er lige dig, at sidde i timevis og snakke med skrupskøre mennesker, så er chancen dér nu! Og hvis det ikke var for min lille hyphest, som jeg ville være nødt til at efterlade, hvilket jeg simpelthen ikke kan, så havde jeg pakket rygsækken for længst...
mandag den 29. september 2008
Loren Mosher og Soteria House I
I talrige indlæg har jeg nævnt den U.S.-amerikanske psykiater Loren Mosher og hans Soteria-projekt. Jeg har indtryk af, at både han og Soteria er meget lidt kendt hér i Danmark. Imidlertid er Loren Mosher stadigt i dag, fire år efter hans død, en af de mest markante personligheder på verdensplan, når det drejer sig om psykiatrikritik og alternativer. Især siden det lykkedes ham, at omsætte R.D.Laing's filosofi, idéer og forsøg til dokumenteret successrig praksis i form af Soteria House. I dette og et par opfølgende indlæg vil jeg derfor give et lidt mere detaljeret billede af både Loren Mosher og Soteria House, end lejlighedsvise citater kan give.
Af et væld af kilder om både Loren Mosher og Soteria, har jeg valgt at primært bygge indlæggene op omkring Jeanette De Wyze's interviewartikel "Still Crazy After All These Years", der udkom i San Diego Weekly Reader, Vol 32, No. 2, 09. januar 2003. Hvor ikke andet er nævnt, er citaterne taget fra denne interviewartikel.
Kingsley Hall
Loren Mosher (1933 -2004) bestod sin lægeeksamen i 1961 "cum laude" ved Harvard Medical School, hvor han også opfølgende fik sin uddannelse som speciallæge i psykiatri.
I 1966 tager Mosher på et længere studieophold til London, hvor især Ronald David Laing's Kingsley Hall gør et stort indtryk på ham:
"Mosher havde læst The Divided Self [Det spaltede selv], da bogen først udkom, og han havde fundet at skildringerne passede så godt til hans egne erfaringer med patienterne, 'at jeg undrede hvorfor bogen forårsagede sådant et påstyr.' "
Mosher beskriver Kingsley Hall som et sted hvor "man havde samlet mennesker, der var blevet stemplet som havende alvorlige problemer. Den oprindelige idé var, at de professionelle skulle bo sammen med de mennesker, der var (som det blev betegnet) 'mindre velafbalanceret.'... Miljøet i sig selv skulle være det terapeutiske instrument... et ligeværdigt fællesskab, hvor grænserne mellem normal og sindssyg ikke var defineret igennem status."
Selv om Kingsley Hall i Mosher's øjne bestemt ikke var fejlfri - forholdene var delvis ret kaotiske, især mht. rengøring, madlavning og besøgende, der altid var velkomne, hvilket resulterede i at Kingsley Hall på et tidspunkt begyndte at ligne en zoologisk have, med beboerne som aberne... - "følte Mosher, at Kingsley Hall i det mindste havde bevist, at skizofrene kunne komme sig i en åben institution, hvor beboernes roller ikke var strengt delt op, og hvor status og magthirarkier var af minimal betydning. Medicinsk og psykiatrisk stads var 'i bedste fald uvigtigt og i værste fald skadeligt for de gale.' "
Mosher tager bl.a. indsigten med sig fra Kingsley Hall "at galskab ikke behøves at blive behandlet - og helst heller ikke skal behandles - på et sygehus."
Yale 1967/68
Tilbage i USA, bliver Mosher ansat ved Yale University's medicinske fakultet, hvor han kommer til at stå for en afdeling med 20 sengepladser på universitetshospitalet. Hér får han chancen til at omsætte nogle af de idéer, han havde fået ved at studere Kingsley Hall, til praksis:
"Resultatet var 'totalt åbent, frivilligt, alle gjorde, hvad de havde lyst til. Det var folk tilladt at dekorere deres værelser. Det lignede meget et kollegium.' Mosher afskaffede gradvist de rene personalemøder, låste dørene op, og gjorde det klart, at patienter kunne organisere deres egne aktiviteter. Patienterne skulle behandles som kunder snarere end som patienter, (...) 'Patienterne elskede det! Og de psykiatriske praktikanter jeg havde, var henrykte. Det hér var de sene 60'ere... Vi gjorde alt muligt mærkeligt, som for eksempel, nogen kom som en tvangsindlæggelse, og jeg sad mig ned og snakkede med dem. Jeg sagde, 'Hvad kan vi gøre for at hjælpe dig?' Og hvis de ikke kunne komme på noget, sagde jeg, 'Hvis det hér ikke er stedet for dig, kan du gå.' '
Efter Yale-standards var det et 'afvigende sted', tilstår Mosher tilbageblikkende. 'Der fandtes andre afdelinger, der var meget, meget anderledes - meget mere traditionelle.' Han siger, at sygehusets ledelse til foråret [1968] var blevet tiltagende bestyrtet. Man så det føre til et øget antal selvmordsforsøg, voldelige episoder, og patienter, der måtte sendes til et statsligt sygehus [Dette sker i USA, når ens egen, private sygesikring udløber. De statslige sygehuse er ofte af ringere kvalitet end de private. Frygten var, at folks sygesikring ville nå at udløbe, inden de ville komme sig tilstrækkeligt til at kunne blive udskrevet.] Efter et års tid gik Mosher med til at forlade stedet.
Efter han var rejst gennemgik han imidlertid tallene, både fra hans frie afdeling og fra de andre, traditionelle afdelinger. Han siger, at han fandt intet bevis på, at patienter på hans afdeling skulle have klaret sig dårligere end dem på andre afdelinger. 'Det viser sig, at hvis folk får lov til at være frie, opfører de sig faktisk meget godt,' hævder Mosher. 'Sandsynligvis bedre end under tvang.' Han siger, hans studie også havde lært ham noget andet. Før han havde analyseret tallene, havde han accepteret hvad hans magtfulde og respekterede medicinske vejledere havde sagt om hans eksperiment. 'Det er magtens og opfattelsens rolle. Hvis de mere magtfulde siger, at sort er hvid, er du tilbøjelig til at sige, at sort måske er hvid.' Ofre kan komme til at overtage den måde, deres forfølgere ser verdenen på - 'et paradigme, der desuden kan anvendes på udviklingen af galskab.' "
Leder af Center for Studies of Schizophrenia
I 1968 bliver Loren Mosher den første leder af det nyetablerede Center for Studies of Schizophrenia under USA's National Institute for Mental Health, NIMH. Om hans syn på "skizofrenien" som sådan siger han, at "han ikke er overbevist om, at det drejer sig om en organisk sygdom. 'For mig var det et slags åbent spørgsmål. Der var så mange forskelle mellem mennesker, der havde detsamme stempel, at det gjorde mig helt paf.' (...) 'du kan få dette stempel uden at dele et enkelt symptom med en anden person med detsamme stempel,' understreger Mosher. Ingen blodtest, eller hjernescanning eller andet underbyggende kriterium for skizofreni er nogensinde blevet etableret. I stedet for 'er [diagnosticeringen] afhængig af interviewerens subjektive indtryk.' (...)"
Mosher's personlige syn på "skizofrenien" er at den meget sandsynligt er en reaktion på psykosociale oplevelser. Som leder af Center for Studies of Schizophrenia er han dog åben for alle tilgange, også de biologiske, men mener samtidigt, at forskningen bør tage hensyn til alle modeller, biologiske som psykosociale, under lige vilkår mht. tid og penge. Allerede i 1968 er dette dog ikke tilfældet. De fleste forskningsprojekter beskæftiger sig med at efterlyse en biologisk årsag til "skizofreni". I dag er uligevægten til fordel for biologisk forskning som bekendt endnu større. Psykosocial forskning finder stort set ikke sted.
Nogle californske forskere foreslår imidlertid et forskningsprojekt, der vækker Mosher's interesse: man vil sammenligne behandlingsresultater fra traditionel medicinsk behandling - den gang med de ældre, "typiske" neuroleptika, der dog, som vi idag ved, ikke adskiller sig væsentligt fra de nye, "atypiske" - med resultaterne fra en form for behandling, der læner sig langt hen ad vejen op ad Kingsley Hall-modellen, og kun anvender "medicin" i meget begrænset omfang.
Selv om Mosher er leder ved Center for Studies of Schizophrenia, kan han ikke bare egenmægtigt godkende et forskningsprojekt og afsætte penge til det, og allerede under godkendelsesprocessen prøver man, at standse projektet, ved at bevillige færre midler, end der blev søgt om.
Soteria House
Ikke desto mindre lykkes det, at få projektet op at køre. I april 1971 åbner Soteria:
"Et større, klassisk to-etagers-træhus fra 1912, der lå mellem et plejehjem og et to-familiers-hus ved en trafikeret vej i et fattigt område af San José [Californien], dannede rammen om projektet. Husets 12 værelser blev indrettede til at kunne huse højest seks skizofrene. To fuldtidsansatte og flere, skiftende frivillige og deltidsassistenter skulle leve med dem; en husdirektør og en psykiater skulle stå til rådighed.
De ansatte og beboerne deltes om madlavningen og andre husholdningspligter, og de ansatte 'stræbede efter at skabe enkle, hjemlige, sikre, varme, støttende, stressfrie, tolerante og ikke-påtrængende omgivelser,' (...) De fleste 'arbejdede i 36- til 48-timers-skift for at kunne tilbyde optimal mulighed for at skabe et over længere tid sammenhængende forløb for 'skæve' (deres ord) beboere... [De ansatte] var opdagelsesrejsende i et uudforsket grænseområde; de bevægede sig i et område, hvor få mennesker uden forudfattede meninger før havde begivet sig ind i, og de bevægede sig dér uden det vanlige magtudstyr til at kontrollere galskaben med.' De bar ikke ' de meget symbolske nøgler til friheden: Der fandtes ikke låse på dørene. Der fandtes ingen sprøjter og kun få medikamenter; og der fandtes ingen våde pakninger, bælter eller isolationsrum.' "
"Soteria" er græsk og betyder "befrielse", "redning"
Af et væld af kilder om både Loren Mosher og Soteria, har jeg valgt at primært bygge indlæggene op omkring Jeanette De Wyze's interviewartikel "Still Crazy After All These Years", der udkom i San Diego Weekly Reader, Vol 32, No. 2, 09. januar 2003. Hvor ikke andet er nævnt, er citaterne taget fra denne interviewartikel.
Kingsley Hall
Loren Mosher (1933 -2004) bestod sin lægeeksamen i 1961 "cum laude" ved Harvard Medical School, hvor han også opfølgende fik sin uddannelse som speciallæge i psykiatri.
I 1966 tager Mosher på et længere studieophold til London, hvor især Ronald David Laing's Kingsley Hall gør et stort indtryk på ham:
"Mosher havde læst The Divided Self [Det spaltede selv], da bogen først udkom, og han havde fundet at skildringerne passede så godt til hans egne erfaringer med patienterne, 'at jeg undrede hvorfor bogen forårsagede sådant et påstyr.' "
Mosher beskriver Kingsley Hall som et sted hvor "man havde samlet mennesker, der var blevet stemplet som havende alvorlige problemer. Den oprindelige idé var, at de professionelle skulle bo sammen med de mennesker, der var (som det blev betegnet) 'mindre velafbalanceret.'... Miljøet i sig selv skulle være det terapeutiske instrument... et ligeværdigt fællesskab, hvor grænserne mellem normal og sindssyg ikke var defineret igennem status."
Selv om Kingsley Hall i Mosher's øjne bestemt ikke var fejlfri - forholdene var delvis ret kaotiske, især mht. rengøring, madlavning og besøgende, der altid var velkomne, hvilket resulterede i at Kingsley Hall på et tidspunkt begyndte at ligne en zoologisk have, med beboerne som aberne... - "følte Mosher, at Kingsley Hall i det mindste havde bevist, at skizofrene kunne komme sig i en åben institution, hvor beboernes roller ikke var strengt delt op, og hvor status og magthirarkier var af minimal betydning. Medicinsk og psykiatrisk stads var 'i bedste fald uvigtigt og i værste fald skadeligt for de gale.' "
Mosher tager bl.a. indsigten med sig fra Kingsley Hall "at galskab ikke behøves at blive behandlet - og helst heller ikke skal behandles - på et sygehus."
Yale 1967/68
Tilbage i USA, bliver Mosher ansat ved Yale University's medicinske fakultet, hvor han kommer til at stå for en afdeling med 20 sengepladser på universitetshospitalet. Hér får han chancen til at omsætte nogle af de idéer, han havde fået ved at studere Kingsley Hall, til praksis:
"Resultatet var 'totalt åbent, frivilligt, alle gjorde, hvad de havde lyst til. Det var folk tilladt at dekorere deres værelser. Det lignede meget et kollegium.' Mosher afskaffede gradvist de rene personalemøder, låste dørene op, og gjorde det klart, at patienter kunne organisere deres egne aktiviteter. Patienterne skulle behandles som kunder snarere end som patienter, (...) 'Patienterne elskede det! Og de psykiatriske praktikanter jeg havde, var henrykte. Det hér var de sene 60'ere... Vi gjorde alt muligt mærkeligt, som for eksempel, nogen kom som en tvangsindlæggelse, og jeg sad mig ned og snakkede med dem. Jeg sagde, 'Hvad kan vi gøre for at hjælpe dig?' Og hvis de ikke kunne komme på noget, sagde jeg, 'Hvis det hér ikke er stedet for dig, kan du gå.' '
Efter Yale-standards var det et 'afvigende sted', tilstår Mosher tilbageblikkende. 'Der fandtes andre afdelinger, der var meget, meget anderledes - meget mere traditionelle.' Han siger, at sygehusets ledelse til foråret [1968] var blevet tiltagende bestyrtet. Man så det føre til et øget antal selvmordsforsøg, voldelige episoder, og patienter, der måtte sendes til et statsligt sygehus [Dette sker i USA, når ens egen, private sygesikring udløber. De statslige sygehuse er ofte af ringere kvalitet end de private. Frygten var, at folks sygesikring ville nå at udløbe, inden de ville komme sig tilstrækkeligt til at kunne blive udskrevet.] Efter et års tid gik Mosher med til at forlade stedet.
Efter han var rejst gennemgik han imidlertid tallene, både fra hans frie afdeling og fra de andre, traditionelle afdelinger. Han siger, at han fandt intet bevis på, at patienter på hans afdeling skulle have klaret sig dårligere end dem på andre afdelinger. 'Det viser sig, at hvis folk får lov til at være frie, opfører de sig faktisk meget godt,' hævder Mosher. 'Sandsynligvis bedre end under tvang.' Han siger, hans studie også havde lært ham noget andet. Før han havde analyseret tallene, havde han accepteret hvad hans magtfulde og respekterede medicinske vejledere havde sagt om hans eksperiment. 'Det er magtens og opfattelsens rolle. Hvis de mere magtfulde siger, at sort er hvid, er du tilbøjelig til at sige, at sort måske er hvid.' Ofre kan komme til at overtage den måde, deres forfølgere ser verdenen på - 'et paradigme, der desuden kan anvendes på udviklingen af galskab.' "
Leder af Center for Studies of Schizophrenia
I 1968 bliver Loren Mosher den første leder af det nyetablerede Center for Studies of Schizophrenia under USA's National Institute for Mental Health, NIMH. Om hans syn på "skizofrenien" som sådan siger han, at "han ikke er overbevist om, at det drejer sig om en organisk sygdom. 'For mig var det et slags åbent spørgsmål. Der var så mange forskelle mellem mennesker, der havde detsamme stempel, at det gjorde mig helt paf.' (...) 'du kan få dette stempel uden at dele et enkelt symptom med en anden person med detsamme stempel,' understreger Mosher. Ingen blodtest, eller hjernescanning eller andet underbyggende kriterium for skizofreni er nogensinde blevet etableret. I stedet for 'er [diagnosticeringen] afhængig af interviewerens subjektive indtryk.' (...)"
Mosher's personlige syn på "skizofrenien" er at den meget sandsynligt er en reaktion på psykosociale oplevelser. Som leder af Center for Studies of Schizophrenia er han dog åben for alle tilgange, også de biologiske, men mener samtidigt, at forskningen bør tage hensyn til alle modeller, biologiske som psykosociale, under lige vilkår mht. tid og penge. Allerede i 1968 er dette dog ikke tilfældet. De fleste forskningsprojekter beskæftiger sig med at efterlyse en biologisk årsag til "skizofreni". I dag er uligevægten til fordel for biologisk forskning som bekendt endnu større. Psykosocial forskning finder stort set ikke sted.
Nogle californske forskere foreslår imidlertid et forskningsprojekt, der vækker Mosher's interesse: man vil sammenligne behandlingsresultater fra traditionel medicinsk behandling - den gang med de ældre, "typiske" neuroleptika, der dog, som vi idag ved, ikke adskiller sig væsentligt fra de nye, "atypiske" - med resultaterne fra en form for behandling, der læner sig langt hen ad vejen op ad Kingsley Hall-modellen, og kun anvender "medicin" i meget begrænset omfang.
Selv om Mosher er leder ved Center for Studies of Schizophrenia, kan han ikke bare egenmægtigt godkende et forskningsprojekt og afsætte penge til det, og allerede under godkendelsesprocessen prøver man, at standse projektet, ved at bevillige færre midler, end der blev søgt om.
Soteria House
Ikke desto mindre lykkes det, at få projektet op at køre. I april 1971 åbner Soteria:
"Et større, klassisk to-etagers-træhus fra 1912, der lå mellem et plejehjem og et to-familiers-hus ved en trafikeret vej i et fattigt område af San José [Californien], dannede rammen om projektet. Husets 12 værelser blev indrettede til at kunne huse højest seks skizofrene. To fuldtidsansatte og flere, skiftende frivillige og deltidsassistenter skulle leve med dem; en husdirektør og en psykiater skulle stå til rådighed.
De ansatte og beboerne deltes om madlavningen og andre husholdningspligter, og de ansatte 'stræbede efter at skabe enkle, hjemlige, sikre, varme, støttende, stressfrie, tolerante og ikke-påtrængende omgivelser,' (...) De fleste 'arbejdede i 36- til 48-timers-skift for at kunne tilbyde optimal mulighed for at skabe et over længere tid sammenhængende forløb for 'skæve' (deres ord) beboere... [De ansatte] var opdagelsesrejsende i et uudforsket grænseområde; de bevægede sig i et område, hvor få mennesker uden forudfattede meninger før havde begivet sig ind i, og de bevægede sig dér uden det vanlige magtudstyr til at kontrollere galskaben med.' De bar ikke ' de meget symbolske nøgler til friheden: Der fandtes ikke låse på dørene. Der fandtes ingen sprøjter og kun få medikamenter; og der fandtes ingen våde pakninger, bælter eller isolationsrum.' "
"Soteria" er græsk og betyder "befrielse", "redning"
Abonner på:
Opslag (Atom)
Opslag
