Om ikke så tit, så kigger jeg jo dog af og til forbi Outsiderens hjemmeside. Her til aften kom jeg ved et sådant sjældent besøg til at læse interviewartiklen "Åbenhedens vej" i hvilken Katrine Woel fortæller om det at være nådesløst åben omkring hendes "psykiske sygdom".
Artiklen citerer Katrine: "Til andre siger jeg måske bare, at jeg lider af angst og nogen gange burer jeg mig inde. Og alle har jo et eller andet forhold til angst. Så derfor er reaktionen lidt: Nå, er det ikke andet. OK, det kan vi godt forstå." (min kursivering) Og, 'Åh?' tænker jeg, 'Så er alle måske 'psykisk syg'? Eller måske er ingen i virkeligheden 'psykisk syg', heller ikke Katrine?'...
Men nej, der er forskel: "Der er dog noget, Katrine Woel ikke kan opnå blandt sine medstuderende på Københavns Universitet eller kollegerne på arbejdspladsen – og det er en virkelig forståelse af, hvad det vil sige at være psykisk syg. Den kan hun kun finde blandt andre psykisk syge." Det undrer mig en smule. Jeg husker de mange lange aftener - og nætter - med rødvin og/eller tequila - og for nogens vedkommende noget godt at ryge til - hvor vi, jeg og vennerne, sad i et eller andet køkken og diskuterede alt fra atomkraft til James Joyce's forfatterskab, og også til vores respektive seneste selvmordsovervejelser/-forsøg. Der var ikke nogen af os, der var stemplet "psykisk syg". Vi var bare mennesker. Sådan helt almindeligt menneskelige mennesker. Med følelser, som angst og vrede og glæde og sorg og forvirring, og med tanker, om at redde verdenen, om at være udvalgt, noget, og somme tider også om at sige én gang for alle "nej tak!" til rotteræset.
Vi forstod måske ikke ret meget af, hvad det vil sige at være "psykisk syg". Men vi forstod en del af, hvad det vil sige at være menneske - i en syg verden. Eller måske var vi allesammen "psykisk syg", og klarede bare på en eller anden måde, at flyve under psykiatriens radar? Eller er det måske i sidste ende et spørgsmål om, hvorvidt man selv kridter skillelinien op, f.eks. ved at tale om "angstpsykose" i stedet for om eksistentiel angst?
Katrine Woel har ret. Det kommer meget an på, hvordan man formulerer sig. Og ja, der findes en hel del mennesker, der har meget svært ved et emne som selvmord. Imidlertid kender jeg også en del ikke-stemplede mennesker, som man sagtens kan tale menneskelig lidelse med. Helt hen til selvmord. Når bare man formulerer sig menneskeligt. "Hvorfor ikke kalde det en 'alvorlig personlig krise'?" som Loren Mosher sagde.
Opslag
raw smoothie time
2 dage siden
5 kommentarer:
Marian, du skal bare have en hilsen for det her indlæg. Fra et andet helt almindeligt menneskeligt menneske :-).
Janne:Tak, og jeg tænkte faktisk på dig, da jeg skrev det der med køkkenerne ;) Det var faktisk som regel et køkken, der dannede rammen om vores forsøg på at løse både vores personlige som den øvrige verdens problemer. Det er som om det filosoferer sig bedre på en pindestol ved køkkenbordet, end nedsunket i en blød sofa under hyggebelysning.
En karakteristisk ting bliver jo at det ofte er den "syge", der må tage ansvaret for hvad den "raske" kan klare.
Men det er jo oftest en som "afviger for normen", der er spændende at snakke med - køkkener eller ej - og prøve at forstå så meget som muligt.... :-)
tosommerfugle: ja.
Marian, jep til det med køkkener. Helt faktisk, sådan havde og har jeg det også ;-).
Send en kommentar