"What we call 'normal' is a product of repression, denial, splitting, projection, introjection and other forms of destructive action on experience. It is radically estranged from the structure of being. The more one sees this, the more senseless it is to continue with generalized descriptions of supposedly specifically schizoid, schizophrenic, hysterical 'mechanisms.' There are forms of alienation that are relatively strange to statistically 'normal' forms of alienation. The 'normally' alienated person, by reason of the fact that he acts more or less like everyone else, is taken to be sane. Other forms of alienation that are out of step with the prevailing state of alienation are those that are labeled by the 'formal' majority as bad or mad." 

R. D. Laing, The Politics of Experience

mandag den 21. september 2009

Et professionelt psykologisk Nej! til livet

Brevkassesvar fra psykolog Susan Schlüter til en spørger, der gerne vil vide, hvad vedkommende kan gøre for en veninde, der går med selvmordstanker:

"Intet - bortset fra, at gøre din veninde opmærksom på, at det er hendes valg, og det har du ingen indflydelse på, eller kan påtage dig ansvar herfor! Du havde måske overvejet at overvåge hende 24 timer i døgnet?

Glem det, og afvis hendes 'overvejelser'! Bed hende i stedet om at søge hjælp - for der er hjælp at hente hos professionelle - bl. a. psykologer!

Du kan også fortælle hende, at hvis hun virkelig vil straffe, de mennesker, der må være for og omkring hende, og som holder af hende og elsker hende - ja, så er det ganske effektivt!"

På ganske få sætninger ganske professionelt psykologisk gennemført kriminalisering og tabuisering af menneskelig lidelse. Et professionelt psykologisk DON'T!, et professionelt psykologisk NEJ!!! som svar på et eksistentielt lidende NEJ!

Jeg er glad for, at både mine venner og min terapeut ikke var mere angste, end at de kunne få sig til at sige, omend ikke nødvendigvis: JAAA!!!, så dog: hmjahhh.

"Mot det förgångna: tack, till det kommande: ja!" Også når det er selvmord.
_______________

Jeg må indrømme, at brevkassesvaret lige umiddelbart ramte hårdt, lige i mellemgulvet. Mere "enlightened" er jeg ikke. Men, selvfølgeligt, ja, eksistentiel angst er et faktum. Også, og måske specielt, blandt professionelle. Sådan er det. Ja.

10 kommentarer:

tosommerfugle sagde ...

Det var da godt nok en noget kras måde at håndtere spørsmålet på. Hvis jeg anstrenger mig lidt for at finde en kontekst hvor den foreslåede strategi lyder rimeligt, ville det være hvis spørgeren føler sig personligt ansvarlig for om veninden begår selvmord eller ej. Altså selvmord som en trussel, som i "hvis du ikke er hos mig, begår jeg selvmord". En sådan trussel fortjener afvisningen.

Men spørgsmålets tekst (der dog sikkert er beskåret meget voldsomt) lyder jo ikke lige som en trussel, mere som et oplæg til at der er brug for at snakke om noget tungt. En snak hvor det er tvivlsomt om en som stiller et sådant brevkassespørgsmål har åbenhed i sind og øre til at rumme.

(PS. Jeg har selv fravalgt den fikst udseende blogspot funktion med kommentar-formular under indlægget fordi jeg oplever at den fungerer generende dårligt, også her hos dig. Besværligt flow, nogle gange ingen copy/paste, og andre problemer med at virke).

Marian sagde ...

tosommerfugle: At svaret primært sigter på, at sikre, at spørgeren ikke skal føle nogen skyld hvis nu... var også mit indtryk. Og det kan godt være som du siger, at man ikke henvender sig via brevkasse, hvis man kan rumme.

Synes dog, det er en meget tvivlsom og uprofessionel måde, at takle sagen på. For det første har det vist sig i undersøgelser angående voldtægtsofre, at det hjælper en del mere, hvis man ikke fratages alt ansvar for hvad der sker rundtomkring/med én. Jeg tror ikke, det forholder sig anderledes mht. selvmord.

De fleste, der ikke kan rumme, kan jo ikke det, fordi de ikke forstår. Svaret her formidler i mine øjne klart budskabet, at der ikke er meget, hvis overhovedet noget, at forstå. Men det er selvfølgeligt også holdningen i samfundet, at når det bliver tilstrækkeligt ekstremt, så kan det ikke længere forstås, og så må de professionelle til. Fint, når det er bilen, der ter sig "ekstremt". Men der er jo ikke andre end mennesket selv, der er mere "professionelt" i det dér med at være menneske. Og hvis man, som spørgeren her sandsynligvis, ikke føler sig så "prof" igen på området, så må man jo få lidt støtte og opbakning til at håndtere. I stedet for, at sagen bliver taget helt ud af hænderne på én, som her.

Men det, der nok virker mest urimeligt - og i sammenhængen her også helt overflødigt, med mindre det gælder mere og andet, end bare lige at sørge for, at en bekymret spørger ikke bekymrer sig for meget - på mig, er at veninden faktisk bliver kriminaliseret. Der sendes et budskab ud til alle, der måtte gå med selvmordstanker, om at samfundet i hvert fald ikke kan tolerere den slags meningsløse udmeldinger, fordi samfundet i lige så hvert fald ikke har gjort noget som helst galt. Jeg spørger mig, om det er noget, Susan Schlüter ved, eller om det er hendes ubevidste ønsketænkning (der er resultat af hendes egen angst), der er på spil. Hvorfra ved hun, at veninden, der omtales i spørgsmålet, faktisk holdes af og elskes? Hvorfra ved hun, at vedkommende ikke har god grund til at overveje selvmord? - Meget, meget uprofessionelt af en psykolog. Jeg håber, der ikke er mange, og da slet ikke folk, der selv går med selvmordstanker, der læser svaret! Men desværre reflekterer svaret også kun den gængse holdning i samfundet, så...

(Har godt bemærket, at man ofte skal klikke to gange "send kommentar", før den sendes. Men det problem har jeg også oplevet ved alternativerne, og ikke haft nogle af de andre problemer. Vil overveje, at gå tilbage til den gamle funktion, siden du siger det.)

Marian sagde ...

P.S.: I kommentartråden til dette indlæg ovre hos FS havde jeg for nogle måneder siden en kort udveksling med "David", der spurgte mig, hvilken håndteringsstrategi jeg ville anbefale, når det drejer sig om "vrangforestillinger". - "David" har en ven, som af og til har lidt ekstreme realitetsoplevelser, og han vil gerne hjælpe vennen, men ved ikke hvordan. - Da blev jeg pludseligt til en slags "brevkassetante", og jeg synes faktisk, det var en god, konstruktiv udveksling, jeg havde med ham. Men jeg svarer ham også som erfaren, som én, der selv har været dér. Ikke som professionel. Mens den psykologiske/psykiatriske professionalisme forekommer mig til at være en eneste fortrængningsmekanisme.

Janne sagde ...

Jeg læste det her indlæg i formiddags, og jeg vil bare sige nu at jeg også bliver ramt hårdt af det her brevkassesvar. Jeg synes det er brutalt, både over for spørgeren og veninden, fordi det kort sagt udraderer alt hvad der hedder medmenneskelige relationer. Både i indhold og form (ud over alt det der allerede er blevet sagt herover).

Og så vil jeg sige at det at kunne mærke og registrere at og når man bliver ramt i mellemgulvet, det må da være at føje ja til nej - intet ikke-enlightened over det, så vidt jeg forstår. Eller hur??

(Det med kommentarformularen: Jeg har fået at vide af én læser at vedkommende slet ikke kunne komme til at lægge kommentarer, derfor ændrede jeg den tilbage til en gammel model - så virkede det igen).

Marian sagde ...

Janne: Ja, jeg spurgte mig også, om jeg måske havde misforstået noget, når jeg nu tænker, at venskab betyder, at man kan dele både glæder og sorger med hinanden.

Men, også her, vi lever jo i en kultur, hvor der findes mindre og mindre rum(-melighed) til det sidste. Svaret er bare et - meget tydeligt - udtryk for det. Og egentligt er den profession, Susan Schlüter er medlem af, jo også meget væsentligt inddraget i etableringen af tandpastasmil-samfundet. Ved at patologisere (og dermed afvise, jf. hendes eget ordvalg, værdien af) alt, der afviger fra det perfekte tandpastasmil. Det er jo det, hun har lært at gøre under sin uddannelse.

Enlightenment: hvis jeg var sådan helt enlightened, så ville det ikke have kunnet røre mig. Følelsen af sårethed kommer som resutat af min identifikation med den spørgende respektive veninden. Men det er jo en overfladisk ego-identifikation. Jeg er ikke den spørgende eller veninden. Jeg har bare været i lignende situationer adskillige gange i fortiden, hvorfor jeg har nemt ved at ryge ind i en sådan ego-identifikation. Såretheden ser et klart angreb på min person(a), mit ego, og vil allerhelst slå tilbage. Enlightenmenten ser såretheden, men er ikke selv såret, og behøves derfor ikke at slå tilbage = skrive et analyserende, be-/dømmende indlæg om brevkassesvaret.

(Og så er der lavet om på kommentarindstillingerne. :) )

tosommerfugle sagde ...

Jep, hvad enten det drejer sig om selvmord, voldtægt eller smeltende gulve, er det vigtige jo hvad baggrunden for "resultatet" er. Altså fokus på at lytte og forstå. Det har det jo med at den talende også selv bedre forstår.

Men så er vi jo også meget langt ude over niveauet for en brevkasse, med mindre den er af den sjældne Tine Bryld -kvalitet.... Og jeg synes egentligt at det mest uprofessionelle af psykologen er i det hele taget at give sig af med en brevkasse der tydeligt holder fokus på det korte og overfladiske (letfordøjelige), og så alligevel mase store emner ind.

For jeg er enig i at et sådant svar mere skræmmer end støtter. Især når det kommer til at identificere sig selv ind i en analog situation....

(Rart at kunne kommentere uden at grue for besværet med at få den igennem :-)

Janne sagde ...

I see, Marian, med enlightenment. (Og jeg har lovet mig selv ikke at lave smiley'er i en uge; det er svært, så du får lige et stort smil sådan her).

(Og kommentarfunktionen kører bare ..).

Marian sagde ...

tosommerfugle: "Og jeg synes egentligt at det mest uprofessionelle af psykologen er i det hele taget at give sig af med en brevkasse der tydeligt holder fokus på det korte og overfladiske (letfordøjelige), og så alligevel mase store emner ind."

Ja!

Samtidigt ser jeg generelt en kedelig tendense til mere og mere forenkling af "de store emner" indenfor hele professionen, helt i overensstemmelse med tidens ånd, mere og mere "forcoaching" (jf. CBT-boomet), mens forskellen mellem psykologer og coaches efterhånden er minimeret til at være, at psykologer, grundet deres uddannelse, er i stand til at kaste med en masse "faglatin" omkring sig, der ved et nærmere eftersyn dog ofte viser sig, at være ret så tomme ord (jf. diverse fagartikler i f.eks. PsykologNyt).

Hele professionen ser for mig ud til at bevæge sig i retning af at blive mere og mere til en "uprofession". Susan Schlüters engagement er måske nok et krast eksempel, især i det her tilfælde, men også meget typisk for udviklingen indenfor professionen. Desværre.

Ann-Charlotte Kjeldsen sagde ...

Berøringsangst.. jeg kan ikke komme på andet end det..

Og så en lidt politisk forklaring, nemlig at den holdning, psykologen her fremfører til forveksling ligner den liberalistiske ideologi..

Marian sagde ...

A-C: Berøringsangst både i svarets indhold og i dets form, ja.

Liberalisme - Som den erklærede modstander af al (psykiatrisk) tvang jeg er, er jeg jo også lidt "liberalist", i det, at jeg mener, alle må have lov og mulighed for, at tage lige så meget ansvar for sig selv, som de lyster og magter. Individuel frihed, selvbestemmelsesret, uafhængighed... det er for mig indbegrebet af et værdigt liv. MEN: i det øjeblik, hvor der er nogen, der bliver "tromlet" af min "liberalisme", når min frihed altså går på bekostning af andres frihed, hvilket jo er ret kendetegnende for vor tids form for liberalisme, mener jeg, at jeg også har det ansvar, at tage hensyn og begrænse mig, så andre får lige så meget mulighed for at være frie, som jeg. Min egen, individuelle frihed er egentligt ikke noget værd, når den ikke er del af fællesskabets frihed.

I det konkrete tilfælde her har vi jo et menneske, som helt tydeligvis er meget ufri, og protesterer højlydt mod at blive "tromlet" - sandsynligvis af dem, der er "for og omkring hende, og som holder af hende og elsker hende", og da mener jeg, at alle dem, der ser det, har det ansvar, at hjælpe hende med at frigøre sig. I stedet for at "tromle" hende endnu mere, som Susan Schlüter gør det. Fordi hun - politisk korrekt - vælger, at sætte sin egen, individuelle frihed (til at leve berøringsangsten ud til fulde) over alle andres.

Problemet er, at Susan Schlüter (ligesom sandsynligvis alle de, der er "for og omkring" veninden her, "og som holder af hende og elsker hende") ikke ser. Hverken ufriheden, eller sit eget ansvar, som jeg mener, hun har i det øjeblik, et sådant spørgsmål, som det her i brevkassen, dukker op foran hende. Fordi hun, for at kunne se, ville være nødt til at acceptere andre (-s frihed) som ligeværdig (sin egen).

Fanget i en "loop", kunne man sige, hvor alt starter og ender med Susan Schlüters individuelle frihed, der egentligt ikke er nogen frihed, fordi den er afhængig af at holde andre i ufrihed.