Sidste måned skrev jeg hvad jeg valgte at kalde for "ikke en recovery story" for Gianna's blog. Et udkast, der især mod slutningen bærer lidt præg af tidsnød og også af det faktum, at det jeg beskriver ikke er en afsluttet proces, og at jeg blev en smule forskrækket over, hvad jeg var ved at gøre. Jeg understreger i teksten meget kraftigt, at det jo "bare er en til livshistorie, ligesom alle de andre. (...) Den sædvanlige misere. Marian's version af den." Men samtidigt er det selvfølgeligt også en meget personlig fortælling. Personlig nok til at selve skriveprocessen til tider føltes noget grænseoverskridende, og det gjorde tanken om at lade historien få sit eget liv i cyberspace ikke mindre.
Som sagt, så er det et udkast. Før jeg poster historien på min egen blog, er der ændringer og især tilføjelser, jeg har tænkt mig at foretage.
En af tilføjelserne, jeg har i tankerne, angår spørgsmålet i hvilket omfang man egentligt kan sige, at jeg har været udsat for traumatiserende overgreb. Jeg har jo faktisk aldrig været udsat for fysisk vold/mishandling eller seksuelle overgreb. Og så har jeg vel egentligt ikke lidt nogen videre overlast?
Jeg kom til at tænke på det - atter en gang - her til aften, fordi jeg et sted i blogland stødte på et par formuleringer, der godt kan forstås som at overgreb, vold, mishandling nødvendigvis må være af fysisk, respektive seksuel, karakter for at kunne virke traumatiserende. Den ene formulering gik ud på, at der er nogle børn i verdenen, der via national lovgivning, der forbyder fysisk afstraffelse, er beskyttede mod vold. Den anden betegnede fysiske/seksuelle overgreb som "ordentlige" overgreb. Så, det vil sige, jeg har ikke oplevet vold i nogen form, fordi vold altid kun kan være af fysisk art, og jeg har ikke været udsat for "ordentlige" overgreb, da sådanne altså også kun kan regnes som "ordentlige", hvis de er af fysisk/seksuel karakter.
Med andre ord, verbale overgreb, såvel som den endnu mere "usynlige" vold i form af emotionelle overgreb, respektive emotionel svigt, er helt ok. De har ikke nogen videre traumatiserende virkning: Tag dig sammen, hold op med at jamre, og kom videre med dit liv!
Det er jo en udbred holdning. At det kun virkeligt gør ondt, når det gør ondt på kroppen.
Til alle dem, der er af denne opfattelse, kan jeg kun sige, at det har taget mig godt og vel fire årtier, at finde ud af, hvorfor det gjorde så forbandet ondt, hvorfor jeg ikke kunne tage mig sammen og komme videre med mit liv. Jeg havde ikke nogen blå mærker, blødende sår, ar, eller brækkede knogler, jeg kunne forholde mig til, sætte en finger på, og sige: derfor. Jeg havde kun det, der af alle blev set som moderlig omsorg og kærlighed. Og det kunne jeg dårligt sætte en finger på og sige: derfor.
Nogle fagfolk er ved at få øjnene op for, at emotionel, psykologisk svigt/mishandling kan have lige så alvorlige følger som fysiske, respektive seksuelle overgreb. Enkelte mener endda, at emotionel omsorgssvigt er mere alvorligt, end fysiske og seksuelle overgreb. Netop fordi emotionel vold ikke efterlader nogen ar, er så usynlig, både for omgivelserne, og ikke sjældent også for offeret selv.
Jeg er ikke meget for, at veje, måle og sammenligne, og sige, det ene gør mere ondt, end det andet. Jeg har ikke noget behov for, at lide mere end alle andre, og jeg kan ikke finde nogen fidus i, at gøre lidelse til en konkurrence. Men jeg tænker, at hvis vi ikke anerkender volden der hvor den finder sted, uanset i hvilken form, så kommer vi den aldrig til livs.
mandag den 23. november 2009
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
Opslag
11 kommentarer:
Grunnen til at jeg skrev "ordentlige" overgrep, var at innlegget handlet om et undertrykkende religiøst miljø, der lederne bestemte hva som var rett og feil. Det var for å poengtere at jeg snakket om noe mer, eller annet, enn religiøse overgrep i en menighet. Jeg mener overgrep fra de nærmeste er verre for et barn enn religiøs undertrykking som rammer hele menigheten.
Jeg kalte fysisk vold "vold" da jeg skrev om lovverket, fordi for meg er vold lik fysisk vold. På min egen blogg bruker jeg mitt språk. Dette betyr ikke at jeg ikke opplevde psykisk vold (barn som utsettes for gjentatte fysiske overgrep, utsettes ofte også for psykisk vold, samt at det å leve i redsel for fysisk vold i seg selv er en form for psykisk vold).
Helt enig i det problematiske i at mange kun anerkender fysiske overgreb - og netop derfor kan det blive værre med de overgreb som ikke erkendes af nogen. Din historie vidner om noget som kan kaldes eksistentielle overgreb, når du desværre ikke fik rum til at eksistere og være ønsket på dine vilkår. Og om de ressourcer som det har krævet af dig at holde fast...
Men nej, det kan jo ikke måles, ikke sammenlignes, ikke skrives på per cent.
Sigrun: Jeg tror, et overgreb, ligemeget af hvilken art, er altid lige nøjagtigt så slemt, som det opleves af den, der bliver udsat for det. Jeg tror ikke rigtigt på objektiv målbarhed i det tilfælde. I sidste ende tjener en sådan inddeling af mere eller mindre slemme overgreb kun til at - delvist, men alligevel - sanktionere visse former, de "mindre slemme", for overgreb.
Jeg har heller sagt noe om objektiv målbarhet.
Sigrun: Går ud fra, at du mener, at du heller ikke har sagt noget om objektiv målbarhed. Helt enig, det har du ikke. Det, jeg reagerer på, er på den ene side en - via undladelse - indirekte antyden, at vold(elighed) ikke også kan være emotionel/psykologisk, og på den anden en også indirekte antyden, at der findes "ordentlige" og "uordentlige" (= mindre alvorlige) overgreb. Og det reagerer jeg på i mange sammenhænge, ikke mindst også mht. til medierne, hvor vi her i DK på det seneste har set den ene reportage efter den anden, angående seksuelt misbrugte børn, mens emotionelle/psykologiske overgreb stort set aldrig påtales. Derfor undlod jeg også meget bevidst, at give nogle hints om, hvor i blogland jeg havde set formuleringerne: du er jo langt fra den eneste, der (nok ubevidst, går jeg ud fra) via formuleringerne underkender andre end fysiske/seksuelle overgreb.
Min holdning til det er, at det, som sagt, er uhensigtsmæssigt, at underkende den potentielle alvor i visse former for overgreb, fordi det giver overgriberne en slags carte blanche mht. disse: det gør jo ikke så meget, så det kan vi jo godt tillade os.
Kære Marian, du må være et af de modigste mennesker jeg kender!
Personligt er jeg af den overbevisning af disse usynlige overgreb som foregår mellem mennesker, er af de allermest destruktive vi kan komme ud for. Og jeg tror på at svaret på om noget er et overgreb eller ej, ikke kan findes via objektiv målbare parametre eller ekspertudtalelser, det findes kun ét sted: I vores følelser.
At tage sine følelser alvorligt og at anerkende eksistensen af det usynlige er begge menneskelige aspekter som der generelt bliver set meget skævt til i vores kultur – det bliver opfattet som ubegavet, naivt, svagt og meget andet skidt, og de fleste af os har en stemme dybt i os der hele tiden fortæller os dette. Det er kollektivt skyggeindhold, som jeg ser det. Hvis man også har haft en forælder der helt åbenlyst talte med den stemme, så kan det komme til at stå rigtig skralt til med én, tror jeg – på baggrund af egne erfaringer.
Jeg så udsendelsen med Allan Holmgren og Tom Bolwig i dit indlæg fra den 18. november, og ud over at jeg (selvfølgelig) også har mest sympati for Holmgren alene fordi han netop ikke forsøger at have den kolde, objektive distance til mennesket som Bolwig, så synes jeg at det han siger omkring relationer er utroligt vigtigt. Det er i vores relationer vi kan mærke – hvis vi er nærværende nok i forhold til vores følelser, og hvis vi er sensitive nok – de usynlige spil og overførsler som ikke kan måles og vejes endsige sammenlignes, men som bestemmer alt i denne verden, havde jeg nær sagt. Rigtig meget i hvert fald.
Vold og magtinteresser er det modsatte af kærlighed. Kærlighed vil sige at man vil den anden fuldstændig som den anden ér, og ikke som et redskab til tilfredsstillelse af egne behov. Sådan ser det ud i mit hoved, eller skulle jeg vove at sige i mit hjerte.
Vold og magtbegær er alle steder mellem mennesker, det er meget mere hyppigt forekommende end egentlig kærlighed. Og når det foregår på det usynlige plan, og tilmed uden for bevidstheden, er det en meget tvingende og nedbrydende mekanisme. På en måde er det roden til alt ondt i denne verden, det mener jeg virkelig.
Jeg har aldri sagt eller ment at det ikke finnes psykisk vold/psykiske overgrep. Selvsagt gjør det det!
Grunnen til at jeg brukte uttrykket "ordentlige" overgrep har jeg allerede forklart.
Janne: Ved ikke, hvor modig jeg er. Det er klart, at man risikerer, at blive beskyldt for f.eks. at "bagatellisere" overgreb, når man mener, overgreb ikke bør/kan inddeles i mindre og mere traumatiserende på grundlag af deres specifikke art. Og selvfølgeligt skulle der også en del ikke helt smertefri bevidstgørelse til, før jeg selv var dér, hvor jeg kunne acceptere verdenen og hvad den havde gjort ved mig. Jeg kan da godt forstå, hvis folk vælger "den nemme vej ud", og hellere vil blive ved med at fortrænge og fornægte - og på en måde ser jeg en klassificering af visse former for overgreb som værende mindre "slemme", skadelige, end andre, lidt som en fortrængningsmekanisme, det med - men hverken fortrængning eller fornægtelse fører jo altså nogen andre steder hen, end til at overgrebene får lov til at fortsætte. I alle deres variationer.
I et af sine nyere videoer på YouTube - skal nok linke, lige så jeg har fundet den igen - taler Daniel Mackler om forældre, der selv har været udsatte for seksuelle overgreb som børn, og der siden mener, at de ikke begår overgreb mod deres egne børn, simpelthen fordi de ikke udagerer deres traumer i deres oprindelige form som seksuelle overgreb på deres børn, mens de er fuldstændigt ubevidste om, at de meget vel kan og vil komme til at begå overgreb på deres børn i det omfang, som de ikke har formået at bevidstgøre og bearbejde også de emotionelle/psykologiske overgreb, der, som Sigrun jo ganske rigtigt påpeger, går hånd i hånd med seksuelle overgreb.
Det er jo ikke sådan, at fordi man har været udsat for seksuelle overgreb, og har lovet sig selv, at man aldrig vil udsætte sine børn for det samme, så ville man aldrig kunne finde på, at udsætte dem for "emotional blackmail", og vice versa. Årsagen til alle former for overgreb og vold(elighed), roden til alt ondt i denne verden, er hel eller delvis ubevidsthed, ja.
For mig var/er bevidstgørelse et valg ud af nødvendighed. Jeg var ikke et sekund i tvivl, at det var den eneste vej, hvis jeg ville overleve, ikke bare som en biologisk eksistens, men med muligheden for virkeligt liv.
Mht. Allan Holmgren så kunne jeg, selv som seer foran skærmen, nærmest fysisk fornemme, hvordan hans nærvær og afslappede åbenhed smittede af. :) Ligesom jeg også godt kunne fornemme min krop trække sig sammen og gå i diverse hårdknuder, med krøllede tæer, når jeg så på Tom Bolwig, der dårligt var i stand til at se på sin samtalepartner. Og det bliver ikke bedre, når jeg så prøver at forestille mig, hvordan det må være, at sidde overfor ham som en "patient". Jeg vil gerne tro, at han har brug for at ty til tunge skyts, vold og magt, som ECT, for at "nå" (nå og nå...) visse mennesker, hvor Allan Holmgren, som han jo også selv siger på et tidspunkt i debatten, sagtens kan nå disse mennesker alene via sit respekterende og åbne nærvær, via kærlighed, den ægte vare.
Sigrun. Vi har hver sine, forskellige, erfaringer, og derfor oplever vi vist tingene lidt forskelligt.
Peace!
Da har jeg lenket til en kronikk på min egen blogg, som en kvinne skrev i Bergens Tidende i 2007.
tosommerfugle: Også din kommentar gemte sig i en fjern afkrog på blogger. Hvorfor jeg først så den her til aften.
Den dér med procenterne har jeg grinet meget af. Efterfølgende.
Send en kommentar