Selvstigmatisering

Igen og igen kan man jo læse overskrifter som "Psykisk syg gik amok med kniv og dræbte to". Helt bortset fra, at "de psykisk syge", rent statistisk set, har en noget lavere kriminalitetsrate end "almindelige" mennesker, mens de faktisk langt oftere er ofre for andres, "almindelige" menneskers, kriminalitet, så kan man også igen og igen læse blogindlæg, der beskæftiger sig med spørgsmålet om hvorvidt det overhovedet er relevant at nævne, at den pågældende person er "psykisk syg", respektive hvorvidt det mis-/bruges for at a) sælge historien, og b) diskriminere mod mennesker i krise. Det nævnes jo heller ikke, når en person, der har begået kriminalitet, f.eks. har kræft, diabetes eller fodsvamp, argumenteres der som regel. "Diabetiker gik amok og dræbte to"? Næppe en overskrift, man vil komme til at se nogen steder i medierne.

Jeg er helt enig i, at "den gale øksemorder"-journalistikken er både smagløs og yderst diskriminerende (men det er jo hensigten). Imidlertid mener jeg, at man egentligt ikke har ret til at føle sig krænket, diskrimineret af denne form for "journalistik", og til at fordømme den, hvis man samtidigt identificerer sig selv som en psykisk syg patient med behov for behandling i mainstreambetydningen. At stille spørgsmålstegn ved relevansen af at det nævnes, når en person, der har begået kriminalitet, er "psykisk syg", er paradoksalt, når man selv har overtaget systemets syn på sagen generelt, og dets definition af "psykisk sygdom" især.

Så, her til morgen skrev jeg følgende (nok atter en gang lidt provokerende) kommentar (her lettere redigeret) til et blogindlæg om emnet:

"Hvad i mennesket er det, der reagerer på et eller andet ved at dræbe et andet menneske? Hvad er det generelt, der får os til at reagere? Er det vores fødder, vores bugspytkirtel, vores lever, nyrer, knogler...? Nej, vel? Det er vores sind, vores tankeprocesser og følelser. Og i det øjeblik, hvor disse tankeprocesser og følelser anses som værende 'syge', i det øjeblik, hvor der sættes lighedstegn mellem sindet og hjernen, så bliver det allerhøjst relevant, at nævne det, f.eks. i en drabssammenhæng.

I sidste ende stigmatiserer - eller diskriminerer, et udtryk, jeg foretrækker - vi os selv. I det omfang, som vi erklærer os enige i teorier, der påstår, menneskets tankeprocesser og følelser kan være - og er, i tilfælde af 'psykisk sygdom' - reelt, bogstaveligt, og ikke bare i overført betydning, syge. Som i 'genetisk betinget, biologisk hjernesygdom', eller 'kemisk ubalance i hjernens transmitterstofskifte'."

Har jeg nogensinde været, eller er jeg, en "psykisk syg patient"? Nej. Jeg har været ubevidst, om mig selv og verdenen, og derfor har jeg trængt, ikke til "behandling", men til at spejle mig i et andet menneske, via anerkendende kommunikation, via det, alle mennesker har behov for, for at blive bevidste. At være ubevidst er ikke nogen sygdom. Det er et grundlæggende vilkår for alle mennesker. Det er den udfordring, der udgør "the human condition" per se. Og at være ubevidst går hånd i hånd med eksistentiel lidelse: "psykisk sygdom". En sygdom er det kun i overført, "kierkegaardsk", betydning. Ikke bogstaveligt talt.

Og med dette, mit syn på sagen, tager jeg mig friheden til at kalde ovennævnte "journalistik" for smagløs og diskriminerende.