Antipsykotika - antipsykotisk eller fordummende?

Her en interessant artikel om hvordan "antipsykotika" virker. Og på sin vis - og selv om vores "sidste psykiater" (gid han var det!) ikke er enig - også om, hvorfor allerede en brøkdel af den som regel ordinerede dosis kan have en for mennesket i krise - men nu ser vores "sidste psykiater" heller ikke tingene fra mennesket i krises perspektiv, men fra behandlernes/de pårørendes - tilfredsstillende effekt. Det største problem under krisen er jo mangel på sindsro, for at sige det sådan. Og det problem kan en lille dosis neuroleptika altså afhjælpe, hvis det absolut skal være.

"Antipsykotika" binder altså i følge artiklen først til H1 receptorer, hvilket giver den beroligende effekt, og sidst til dopaminreceptorerne, hvilket så i følge vores "sidste psykiater" skulle give den "antipsykotiske" effekt. Dvs. at der skal en vis dosis til, før alle H1, a1, etc. etc., receptorer er blokkeret og det kan blive dopaminreceptorernes tur til at blive det. Der skal en vis dosis til, fordi et enkelt molekyl Zyprexa eller Seroquel, eller hvilket firma det nu er, ens shrink får lommepenge af, altid kun kan binde til én enkel receptor, ikke til flere samtidigt. Så længe der er frie H1, a1, whatever, receptorer, vil molekylerne således binde til dem, ikke til dopaminreceptorerne.

Som sagt, en ganske interessant artikel, hvis man vil vide lidt mere om, hvordan "antipsykotika" virker, end hvad man sådan almindeligvis får at vide. Jeg har dog et problem med artiklen. Og det er, at vores "sidste psykiater", ligesom alle andre biopsykiatere, med den største selvfølge går ud fra, at dopamin forårsager "psykoser". Hvilket dopamin ikke gør. Dopamin "forårsager" kognition, motivation, følelser af velvære. Dopamin er af afgørende betydning for indlæring, hukommelse og problemløsning - og især mht. det sidstnævnte må det siges, at "antipsykotika", taget i en høj nok dosis, at den virker "antidopaminsk", så at sige, direkte modvirker en løsning af de problemer, man står med, når man er i krise. "Antipsykotika", taget som ordineret, modvirker altså en løsning af krisen via bevidstgørelse og bearbejdning. Simpelthen fordi det, at nedsætte mængden af dopamin i hjernen også nedsætter det vedkommende menneskes evne til at løse problemer.

Taget dopaminens betydning for de ovennævnte evner i betragtning, må man konkludere, at "antipsykotisk" er en vildledende eufemisme for "dumhed og ligegladhed fremmende". Ja. Og, let's face it, dum og ligeglad er jo netop, hvad omgivelserne, behandlerne som pårørende, som oftest ønsker, en person i krise skal blive. Dum og ligeglad er omtrent ensbetydende med nem og uproblematisk at håndtere. Mens bevidste personligheder jo kan være ret besværligt at have at gøre med... Et andet aspekt er at "antipsykotisk" sælger, både til pårørende og behandlere, der helst ønsker at undgå alt for store skyldfølelser, og selvfølgeligt også til brugerne selv. Det gør "dumhed og ligegyldighed fremmende" næppe, og da slet ikke til brugerne selv.

Nå men, jeg efterlod følgende kommentar på vores "sidste psykiaters" blog:

Nice article, yes. But as far as I know, dopamine doesn't cause "psychosis", it "causes" cognition, motivation, pleasure, etc. etc. So, IMHO, "anti-psychotics", even the part of them that binds to dopamine receptors, don't act "anti-psychotic", but simply by enhancing stupidity and indifference. Isn't it a bit of a misleading euphemism to call such an effect "anti-psychotic"?

Well, maybe it depends on the perspective...

Og vores "sidste psykiater", der godt nok ikke plejer at svare på alle kommentarer - ellers ville han nok ikke bestille meget andet - men dog plejer at protestere, når han har indvendinger, som han mener, "holder i retten", har ikke protesteret endnu.