Mere strøm til hjernen - Uppdrag gransknings andet program om elektrochok

I denne uge har det svenske TV-program Uppdrag granskning fulgt op på sidste uges ECT-tema. I den anden udsendelse om emnet møder vi bl.a. Solveig Wiberg, der blev udsat for flere end 100 ECT-"behandlinger" under tvang i løbet af en 18-måneders indlæggelse, og der som følge har mistet mindet om store dele af sit liv, og norske Mette Ellingsdalen, leder af We Shall Overcome og psykiatri/ECT-overlever.

Den for Solveig Wibergs "behandling" ansvarlige overlæge Louise Lundberg påstår i programmet, at Solveig ikke har fået ECT mod sin vilje, selv om Solveig fortæller, at hun hver gang bad om ikke at få flere ECT-"behandlinger", hvilket hendes journaloptegnelser bekræfter. Louise Lundberg begrunder sin opfattelse af Solveig som samtykkende i "behandlingen" med at Solveig hver gang frivilligt og modstandsløst fulgte med personalet til "behandlingen".

For mig grænser det til det kyniske, at en psykiatrisk overlæge indirekte påstår, Solveigs ønske om ikke at få ECT skulle være blevet taget seriøst og respekteret, bare hun havde gjort fysisk modstand mod at blive ført til ECT-rummet af personalet, mens der ikke tillagdes hendes ord nogen som helst betydning.

Tildels er det en indirekte opfordring til alle psykiatriserede mennesker om at give udtryk for deres eventuelle ønske om ikke at blive udsat for en bestemt "behandling" ved at ty til fysisk modstand, til fysisk vold. Tildels ved vi jo allesammen godt, hvad der sker, når psykiatriserede mennesker fysisk modsætter sig "behandling". I behandlernes øjne er det det ultimative tegn på, at det psykiatriserede menneske både mangler "sygdomsindsigt" og er "til fare for sig selv og andre", og således er det den ultimative berettigelse til at gennemføre "behandlingen", koste det, hvad det ville.

Louise Lundberg udtaler her klart og tydeligt, hvad der i overleverkredse er en længe kendt sandhed: behandlerne ønsker og fremprovokerer så udpræget modstand mod "behandlingen" som muligt hos det psykiatriserede menneske. Modstanden fortolkes siden af behandlerne som "symptomer", og "symptomer" berettiger psykiatrisk "behandling", der grundlæggende går ud på, at intimidere det psykiatriserede menneske til tavshed og ubetinget føjelighed. Hvad er Solveigs "forbrydelse", som hun skulle straffes så hårdt for? Hun ønskede psykologsamtaler i stedet for ECT. Dvs. hun ønskede, at komme til bunds i sine eksistentielle problemer, i stedet for at blive gjort mindesløs og dermed tavs og føjelig, og nem at håndtere.

Louise Lundberg forsvarer den tortur, hun har udsat Solveig for - og Solveig sammenligner selv "behandlingen" med tortur i Uppdrag granskning-programmet - ved at påstå, at "psykoser" er så hårdt ved kroppen, at det kunne have betydet Solveigs død, ikke at "behandle" hende med ECT. Og, ja, krop og sjæl hænger uløseligt sammen. Jeg husker selv, hvor udslidt jeg var, ikke bare psykisk men også fysisk, efter jeg i fjorten dage var gået uden mad og søvn og i konstant alarmberedskab. Imidlertid husker jeg også, hvad alene truslen om indespærring, om stempling som "sindssyg", om berøvelse af mine fundamentale menneskerettigheder, af min fysiske og psykiske integritet, af min stemme, gjorde ved mig. Både fysisk og psykisk. Alene tanken gjorde bestemt ikke situationen bedre.

Det, der definitivt gjorde situationen bedre, var netop det, Solveig ønskede sig, men hvad systemet nægtede hende: at blive lyttet til, taget alvorlig, respekteret som den, hun nu engang er. Taget de talrige dokumenteret positive erfaringer med respekterende psykiatrialternativer i betragtning, spørger jeg mig, hvor længe endnu vi skal høre på "ekspert"udsagn som Louise Lundbergs, før samfundet indrømmer den dagsorden, disse udsagn bunder i, og vender sig mod den.

Ja, og at det ikke kun sker i Sverige men også i Danmark, at psykiatriserede mennesker udsættes for ECT-"behandling" i et omfang, så de mister store dele til hele deres historie, og derudover muligheden til recovery gennem bevidstgørelse og bearbejdning, er "Sofie" jo et godt eksempel på. Og Solveig kan da også berette, at følgerne af den slags mishandling kan få mennesker til at begå selvmord. Apropos "ECT redder liv"...

Læs mere om Solveig her.

Uppdrag granskning taler i dette program også med norske Mette Ellingsdalen, der med sit valg om at stå offentligt frem og fortælle om sine erfaringer med ECT væsentligt har bidraget til at psykiatriserede mennesker i Norge har fået større retssikkerhed mht. ECT, end de har i både Sverige og Danmark. I Sverige som i Danmark kræves der nemlig i modsætning til i Norge ikke noget skriftligt samtykke til "behandlingen". Tværtimod så kan man her på sundhedsstyrelsens hjemmeside læse, at der også her i Danmark frem til 2006 fandtes et såkaldt "stiltiende samtykke", der i følge dokumentet "foreligger, hvor den enkeltes signaler og opførsel må tolkes således, at der foreligger et samtykke på baggrund af den givne information." Aha, her har vi altså den danske udgave af Solveig Wibergs "samtykke", som hvilket Louise Lundberg valgte at tolke hendes manglende fysiske modstand mod "behandlingen". Og selv om teksten også nævner, at "en patients passivitet over for en foranstaltning ikke udgør et tilstrækkeligt informeret samtykke til at iværksætte en foranstaltning på et frivilligt grundlag", og at der ved "den mindste tvivl om, hvorvidt patienten tilslutter sig behandlingsforslaget, bør [indhentes] et mundtligt samtykke", så ved vi jo også godt, at sagen i praksis ofte så noget anderledes ud. Dvs. at "foranstaltningen" som regel blev iværksat. Med eller uden tydeligt udtalt "ja tak!" fra det psykiatriserede menneskes side.

I øvrigt kan jeg godt lide, at teksten taler om at "[e]fter lovændringen [vedtaget af Folketinget d. 02. juni 2006] vil der stadig være tale om frivillighed, hvis patienten ved en korrekt vejledning og information [hvor "korrekt" informationen og vejledningen, der kan forventes, som regel er, kan man jo ved et blik på de af mig i mit foregående indlæg om Uppdrag gransknings dækning af ECT-emnet citerede danske kilder overbevise sig om] lader sig overbevise eller blot overtale til at medvirke," (min kursivering). Det er altså helt i orden, at overtale (læs: intimidere) et menneske til at gå med til en "behandling", dette menneske af gode grunde ikke ønsker at blive udsat for.

Som bemærket i mit foregående indlæg om emnet, kan der i mine øjne ikke være tale om et virkeligt frivilligt - som i "fri vilje" - samtykke, skriftligt eller ej, når a) det psykiatriserede menneske er under indflydelse af bevidsthedsforandrende stoffer som psykofarmaka, b) information tilbageholdes respektive forfalskes, og/eller c) de mennesker, der skal indhente samtykket, befinder sig i en sådan magtposition i forhold til den person, hvis samtykke skal opnås, som psykiatrisk personale befinder sig i overfor "patienten".

Interessant for resten også, at der hverken i Sverige eller Norge findes et register over indberettede bivirkninger af ECT. Hvilket svarer til en indirekte tilkendegivelse fra myndighedernes side om, at man er grundlæggende ligeglad med, om folk lider af bivirkninger, og af hvilken art og hvilket omfang disse er. Hvordan situationen mht. et sådant register er her i Danmark, har jeg ikke kunnet bringe i erfaring. En google-søgning gav umiddelbart intet resutat, og det må således antages, at vi heller ikke i Danmark registrerer bivirkninger af ECT.

Læs mere om Mette Ellingsdalen og "patient"rettigheder i Norge her.

Og her til sidst, så det hele ikke bliver alt for trist og deprimerende (sic!), en lille "bon mot", jeg fandt på psyknet.dk, i artiklen om ECT, under "Virkning": "Patienten bliver rolig, nærværende, selvmordstankerne forsvinder og begynder at ligne sig selv." LMAO! - Ansvarligt for brøleren: overlæge Søren Blinkenberg og overlæge Per B. Vendsborg, yup, netop, han, der i sin tid ikke havde andre "argumenter", end at jeg da måtte være scientolog - siden jeg kendte så meget til psykiatriens noget dystre historie (og nutid). :D

Tak til Sigrun for at gøre opmærksom på programmet - og til scientofobiske Per Vendsborg for at levere dagens grin.