Amnesty International blæser på menneskerettighederne. Eller: Hvorfor jeg ikke er medlem af Amnesty International

I kommentartråden til et indlæg, skrevet af John Peder Egenæs, lederen af Amnesty Norge, på Amnesty Norges blog foregår der lige p.t. en interessant debat angående Amnesty's ikke-eksisterende engagement på området menneskerettighedsbrud i psykiatrien.

Amnesty International blev stiftet i London i 1961, og har således i år eksisteret i 49 år. På intet tidspunkt igennem disse 49 år har Amnesty gjort andet, end at påtale menneskerettighedsbrud i sammenhænge, hvor man kunne føle sig sikker på, at få den vestlige, såkaldt "demokratiske" verdens establishments godkendelse af sin indsats. Såvidt mig bekendt, har Amnesty på intet tidspunkt i sin historie udvist det mod, der skal til, for at kritisere dette establishment selv. Man har konsekvent holdt sig til at svømme med mainstreamen, og kun kritiseret forhold, som establishmentet fandt kritisabel i forvejen, i lande, hvis politiske styre establishmentet i forvejen fordømte som totalitær og lignende. Godt gået, Amnesty! (Host host...)

Jeg har lagt nedenstående tre kommentarer i debattråden på Amnesty Norges blog, hvori jeg specielt reagerer på udtalelser af Kristin Rødland Buick, webredaktør i Amnesty Norge og ansvarligt for bloggen, som: "Vi er kjent med flere rapporter som viser at tvangsbruk i psykiatrien i enkelte tilfeller strider med menneskerettighetene," og: "For at Amnesty skulle mene noe kompetent om bruken av tvang i psykiatrien i Norge, både når det gjelder form og omfang av tvang, tilstrekkelighet av eventuelle klage- og monitoreringsorganer og mulige alternativer som i mindre grad griper inn i rettighetene, måtte vi bruke mye tid og ressurser på å sette oss inn i problematikken." I enkelte tilfælde?? Og hvor meget tid og overskud skal der til, for at sætte sig ind i CRPD'ens indhold, der entydigt slår fast, at psykiatrisk tvang er i strid med menneskerettighederne??

1. (#10 i tråden) Jeg vil give Siv Helen Rydheim ret i, at Kristin Rødland Buicks svar tyder på, at hun ikke aner hvordan tvang ikke bare i Norge men stort set i hele verdenen foregår.

Endvidere tyder svaret også på, at Kristin Rødland Buick/Amnesty Norge åbenbart ikke har kendskab til FN’s Convention on the Rights of Persons with Disabilities, CRPD, der entydigt slår fast, at tvang er i strid med menneskerettighederne.

Jeg vil også gerne gøre Kristin Rødland Buick/Amnesty Norge opmærksom på, at Amnesty Ireland har kendskab til konventionen, og at man i Irland har valgt, at tilsidesætte frygten for “de sindssyge” – disse, angiveligt, genetisk defekte andenklasseseksistenser, som er så anderledes, end alle andre mennesker, at det, der for andre menneskers vedkommende betegnes som tortur, for disses vedkommende anses at være den eneste rigtige behandling – og tage stilling. Hatten af for Amnesty Ireland!

Personligt har jeg indtil videre meget bevidst valgt et medlemskab i Amnesty International fra. Grunden er, at jeg ser, at selv AI måler mennesker med to forskellige mål: de – og os, de “sindssyge”, som grundet deres defekte hjerner ikke sådan rigtigt er mennesker alligevel, og derfor ikke kan have krav på, at få deres menneskerettigheder respekteret – og os. Må jeg spørge, hvordan AI/Amnesty Norge retfærdiggør dette menneskesyn?

Jeg har ikke andre steder i samfundet oplevet så megen bevidsthed om og så meget engagement angående sociale og politiske uretfærdigheder, som blandt psykiatrioverlevere. Hvad skyldes denne bevidsthed og dette engagement? Det skyldes, at vi selv har været/er “politisk forfulgt”. Vi straffes for at tænke og føle anderledes, end normen. Vi straffes for at gøre oprør mod den samme dysfunktionalitet i vores samfund, der får mennesker som Nelson Mandela til at gøre oprør. Den eneste forskel mellem alle Nelson Mandelas i denne verden og et psykiatriseret menneske er, at alle Nelson Mandelas har været så heldige, at vokse op under familiepolitiske forhold, der har gjort det muligt for dem, at tilegne sig deres eget, almenforståelige sprog. Psykiatriserede mennesker har ikke været så heldige. De er blevet denne mulighed berøvet/nægtet fra starten af, og må således ty til mindre almenforståelige udtryksmuligheder: såkaldte “symptomer”.

Psykiatrien er den samfundsinstitution, der sørger for, at de deres eget sprog berøvede Nelson Mandelas aldrig nogensinde får mulighed for at erkende deres i allerhøjeste grad (samfunds-)politiske oprør som et (samfunds-)politisk oprør, og således aldrig nogensinde opnår en grad af bevidsthed, der tillader dem, at udtrykke deres samfundskritik på almenforståelig vis. Psykiatrien er ikke, og har aldrig været, en del af sundhedsvæsenet. Den er en i allerhøjeste grad politisk ordensmagt.

“Jeg lover å jobbe utrettelig for at samvittighetsfanger og andre ulovlig internerte blir løslatt. Enten de er fengslet av kinesiske, amerikanske, saudiarabiske, jemenittiske, pakistanske eller andre lands myndigheter”, skriver Kristin Rødland Buick [rettelse: John Peder Egenæs] i indlægget. Tvangspsykiatriserede mennesker er samvittighedsfanger. Hvornår har både Amnesty Norge og AI generelt tænkt sig endeligt at tage skyklapperne af, overvinde sin frygt for “dem”, respektive sin fejhed overfor establishmentet, og se sandheden i øjnene?! Den dag, det sker, vil jeg blive provovkeret og vred, og melde mig ind i AI. Foreløbigt kan jeg desværre kun blive provokeret og vred over AIs dobbeltmoral mht. menneskerettigheder, der ifølge AI åbenbart ikke gælder for alle.

Hilsen fra én, der, takket være ikke-psykiatrisk hjælp, har formået at bevidstgøre sit oprør og sætte almenforståelige ord på det. Én af “dem”, ja.

Marian B. Goldstein

Medlem af MindFreedom International

For mere om min holdning til tvangspsykiatrien, se min artikel i LAPs medlemsblad nr.4, 2007, “Tvangstanker: En radikal betragtning om tvang, psykiatrien og den nye FN-konvention”

For mere om psykiatri/psykologi og politik, se Bruce Levine, “Liberation Psychology for the U.S.”

For information om et tvangsfrit, tvangsfrit, ja!, psykiatrialternativ med en recoveryrate på 85% (mod tvangspsykiatriens omtrent 0%), se MosherSoteria.com.

2. (#12 i tråden) Amnesty International har i år eksisteret i 49 år. Tvangspsykiatrien har eksisteret i ca. 250 år, med en knap 50-årig afbrydelse i starten af det 19. århundrede, hvor Quakernes “moral treatment” mange steder i Europa og USA afløste tvangspsykiatrien. Psykiatrikritiken har eksisteret i lige så lang tid, som den institution, den kritiserer, selv.

Vi taler om, på verdensplan, millioner af mennesker, der, igennem de seneste 250 år på daglig basis blev, og til stadighed i dag bliver udsat for tvang i psykiatrien. Jeg synes, det er interessant, at man igennem 49 år igen og igen vælger, “at prioritere anderledes”, end at tage stilling til, at, på verdensplan, millioner af mennesker dagligt udsættes for krænkelser af deres fundamentale menneskerettigheder, ikke sjældent med fatale (i ordets sandeste betydning) følger for disse mennesker, og i øvrigt på grundlag af kulturelle normer, ikke på grundlag af nogen som helst videnskab.

FN’s definition gør det klart, senest siden CRPD’en blev vedtaget, at tvang i psykiatrien er et brud mod menneskerettighederne. Det er, selvfølgeligt, vigtigt og nødvendigt, at mennesker i en akut bestående faresituation akut kan afholdes fra at forvolde skade på sig selv eller tredjepersoner. Dertil findes der i de fleste lande, og således også i Norge, en nødretsparagraf indskrevet i lovgivningen.

Samtlige tiltag dækket af lovgivningen omkring psykiatrisk tvang, går i deres virkning imidlertid mere eller mindre langt ud over, hvad der falder under definitionen som en akut nødsituation. Således er det via ibrugtagningen af denne lovgivning muligt, at frihedsberøve og tvangsbehandle mennesker tidsubegrænset alene på grundlag af antagelsen at de, på et eller andet tidspunkt i fremtiden kunne begå lovstridige handlinger, respektive skade sig selv. Dvs. disse mennesker straffes for handlinger, de ikke har begået, som det alene antages, at de kunne komme til at begå. Hvis justitsvæsenet fungerede efter denne filosofi, ville den samlede verdensbefolkning sidde i fængsel.

Kristin Rødland Buick nævner i sin seneste kommentar “hensyn til f.eks. helse (…) til vedkommende selv”. Ifølge FN’s CRPD har mennesker med “psykosociale handicap” (såkaldt “psykisk sygdom”) den samme ret til at vælge behandling til eller fra, som somatiske patienter har det. Dermed er behandlingskriteriet – og også Kristin Rødland Buicks udtalelse hér – klart i strid med menneskerettighederne.

Psykiatrisk tvang er altid skadelig og et brud på den enkeltes menneskerettigheder, tvang koster mange menneskeliv, og tvang er aldrig nødvendig. Den rammer på verdensplan dagligt millioner af mennesker. Med undtagelse af AI Ireland, har AI i 49 år valgt, at “prioritere anderledes”, lukke øjnene for et af de mest omfangsrige brud på menneskerettighederne i verdenen, og det ser ud til, at AI også fortsat vil ty til, at manøvrere udenom problematiken . Jeg er ikke imponeret.

3. (#14 i tråden) Flere tanker angående Kristin Rødland Buicks/AI Norges seneste svar:

Kristin Rødland Buick skriver: “For at Amnesty skulle mene noe kompetent om bruken av tvang i psykiatrien i Norge, både når det gjelder form og omfang av tvang, tilstrekkelighet av eventuelle klage- og monitoreringsorganer og mulige alternativer som i mindre grad griper inn i rettighetene, måtte vi bruke mye tid og ressurser på å sette oss inn i problematikken.”

For det første mener jeg, ligesom Christine Rosenqvist er inde på, at det er rystende, taget problematikens omfang i betragtning, at AI igennem 49 år konsekvent har valgt, ikke at bruge den tid, det ville tage at sætte sig ind i problematiken, og at AI tilsyneladende heller ikke har tænkt sig, at bruge tid på det i fremtiden, og jeg kan umiddelbart kun se én årsag til, at man vælger, ikke at gøre det: at man ikke regner psykiatriserede mennesker som værende værd AIs solidaritet, tid og ressourcer.

For det andet har AI allerede et vist basisviden angående problematiken igennem knap fem årtiers beskæftigelse bl.a. med vilkårene til samvittighedsfanger, der af AI anerkendes som sådanne, i åbenlyst totalitære systemer som den forhenværende Sovjetunion. Igen må jeg spørge hér, hvad det i AIs øjne er, der gør indespærring og neddoping af nogle mennesker med i høj grad toksiske stoffer til et brud af deres menneskerettigheder, mens det betragtes som”hjælp” lige så det drejer sig om mennesker, der tilfældigvis lever i et land, der på overfladen ser ud som et demokrati? – På overfladen, ja. I et virkeligt demokrati ville tvangspsykiatrien være en umulighed, da de demokratiske værdier også omfatter friheden til at tænke og føle, hvad man vil, uden at man risikerer, at blive straffet for det. – En organisation som MindFreedom International, der også har medvirket i udformningen af CRPD’en, ville glædeligt være AI behjælpeligt med at sætte sig yderligere ind i problematiken. Det samme, tænker jeg, gælder i specifikt norsk sammenhæng organisationen We Shall Overcome. Mere tids- og ressourcekrævende er det ikke!

For mig at se er der ingen tvivl, at årsagen til AIs stiltiende accept af menneskerettighedsbrud i psykiatrien, også den norske, er at finde i det, Siv Helen Rydheim antyder i sin seneste kommentar: “Seksualisert vold og vold i nære relasjoner er selvsagt veldig viktig, og også ufarlig i forhold til å unngå å angripe staten Norge.” (Min kursivering.) Som sagt, jeg er ikke imponeret.

Universal Declaration of Mental Rights and Freedoms

That all human beings are created different.
That every human being has the right to be mentally free and independent.

That every human being has the right to feel, see, hear, sense, imagine, believe or experience anything at all, in any way, at any time.

That every human being has the right to behave in any way that does not harm others or break fair and just laws.

That no human being shall be subjected without consent to incarceration, restraint, punishment, or psychological or medical intervention in an attempt to control, repress or alter the individual’s thoughts, feelings or experience. -Will Hall/The Icarus Project/Freedom Center, Harm Reduction Guide to Coming Off Psychiatric Drugs, s. 11