lørdag den 16. januar 2010
Diagnosespecifik diskriminering
"I krisen har vi brug for at tale eksistens" - men kun, når krisen af "eksperterne" er stemplet med "depression", "angst" eller, simpelthen, "eksistentiel krise". I hvert fald ifølge Jørgen Due Madsen, grundlæggeren af Center for Psykiatri og Eksistens, der i Kristeligt Dagbladets artikel også citeres: "Oftest behandles depression med medicin og forhåbentligt kognitiv terapi, men det er også vigtigt at tale med den deprimerede om, hvad vedkommende skal lære af sin depression." Fuldstændigt ligegyldigt er det åbenbart, når det kriseramte menneske er stemplet med "skizofreni", eller "psykose" sådan i al almindelighed. Ligesom det er helt uhørt, at "folk, som får en depression, kommer ind på en afdeling sammen med skizofrene og andre psykoser." De sidstnævnte har jo kun godt af at blive zombificeret, og så lige hjernevasket lidt med kognitiv adfærdsdressur: "Husk at tage dine piller!" Men den slags kan vi altså ikke være bekendt overfor de deprimerede. De er trods alt stadigt også mennesker.
Således er det en "ressource", når de deprimerede mennesker "[begynder] at bede den gamle aftenbøn, som deres mor lærte dem for tredive år siden", mens det vist må betegnes som den rene galimatias (som i "meningsløs hjernesygdom"), når en "psykose" (interessant reducering af mennesker til intet andet end deres stempel) hører Gud tale til sig. Ja, for det er kendetegnende for mennesker, "at vi tænker over livet, og især når vi kommer i krise." Mens de dér gendefekte, transmitterstofubalancerede, tankeforstyrrede "skizofrene og andre psykoser", som ikke værende helt mennesker, men altså "skizofrene" respektive "psykoser", selvfølgeligt ikke tænker over noget som helst, og da slet ikke over livet. Det skal man jo være menneske for at kunne gøre. Ikke en sygdom.
"If you talk to God, you are praying; If God talks to you, you have schizophrenia." -Thomas Szasz.
Bottom line: religiøsitet (at anerkende og underordne sig en ekstern autoritet, Gud) er en ressource, spiritualitet (at erkende sit eget værens natur, "Gud") er et symptom på meningsløs hjernesygdom.
Således er det en "ressource", når de deprimerede mennesker "[begynder] at bede den gamle aftenbøn, som deres mor lærte dem for tredive år siden", mens det vist må betegnes som den rene galimatias (som i "meningsløs hjernesygdom"), når en "psykose" (interessant reducering af mennesker til intet andet end deres stempel) hører Gud tale til sig. Ja, for det er kendetegnende for mennesker, "at vi tænker over livet, og især når vi kommer i krise." Mens de dér gendefekte, transmitterstofubalancerede, tankeforstyrrede "skizofrene og andre psykoser", som ikke værende helt mennesker, men altså "skizofrene" respektive "psykoser", selvfølgeligt ikke tænker over noget som helst, og da slet ikke over livet. Det skal man jo være menneske for at kunne gøre. Ikke en sygdom.
"If you talk to God, you are praying; If God talks to you, you have schizophrenia." -Thomas Szasz.
Bottom line: religiøsitet (at anerkende og underordne sig en ekstern autoritet, Gud) er en ressource, spiritualitet (at erkende sit eget værens natur, "Gud") er et symptom på meningsløs hjernesygdom.
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar